ICC har åbnet en efterforskning

Selv om OPT ikke er forpligtet, bad Bensouda Forundersøgelseskammeret om at tage stilling til spørgsmålet om jurisdiktion.
Der er to grunde til, at hun vælger at inddrage Forundersøgelseskammeret.

• Den første er for at sikre, at spørgsmålet er afklaret fra start, så det ikke dukker op senere.
• Den anden er, at hun ifølge Forundersøgelseskammeret i juridisk forstand allerede havde åbnet en efterforskning, selv om den ikke var offentliggjort

En måned efter den historiske afgørelse meddelte Bensouda den 3. marts 2021, at ICC officielt har indledt en efterforskning af påståede krigsforbrydelser.

International høringsrunde

Spørgsmålet om jurisdiktion har vakt en del international debat og afgørelsen viser, at de tre dommere ikke var enige.
Et flertal bestående af Marc Perrin de Brichambaut fra Frankrig og Reine Adélaïde Sophie Alpini-Gansou fra Benin accepterede præmissen om, at ICC har jurisdiktion i de berørte områder og stemte for med begrundelsen:

PA har tilsluttet sig Rom Statutten og skal derfor behandles som en stat

Péter Kovács fra Ungarn var uenig og stemte imod med begrundelsen:

PA lever ikke op til kravet om at være en ”stat i de territorier, de påståede handlinger foregik

Inden dommerne nåede frem til deres afgørelse, havde de afholdt en international høringsrunde. Af dokumenter i sagen, som dommerne skulle forholde sig til, kan nævnes:

• Bensouda redgørelse på 110 sider med noter
• Det israelske justitsministeriums memorandum om sagen
• Det palæstinensiske selvstyres redegørelse
• Ofre og vidners bidrag
• 43 redegørelser fra stater, organisationer og enkeltpersoner (Amicus Curiae)

Efter læsning blev argumenterne kategoriseret i en pulje for eller imod ICC’s jurisdiktion over de ”besatte palæstinensiske områder”.

Palæstinensere også i søgelyses

Fører ICC en eller flere retssager ud i livet, kan israelerne lide den tort at se deres ledere blive sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Israelerne kan også risikere at lide den tort, at se deres ledere på anklagebænken side om side med ansvarlige fra Hamas, Islamic Jihad og andre palæstinensiske terrororganisationer, der også er i ICC’s kikkert.
De kommer måske også til at se deres ledere i selskab med ansvarlige fra Det palæstinensiske Selvstyre PA, fordi ICC også overvejer at efterforske PA’s politik med at betale dømte terroristers familier et fast månedligt beløb i underhold.

Reaktioner på afgørelsen

Ikke overraskende vakte afgørelsen jubel i Ramallah, der opfatter den som en stor sejr.

Det er en sejr for retfærdigheden og menneskeheden og for ofrenes blod og deres familier, sagde regeringschef Mohammed Shtayyeh, PA.

Afgørelsen vakte vrede i Jerusalem, hvor den israelske premierminister Benjamin Netanyahu straks udsendte en video, hvor han blandt andet sagde, at:

ICC’s efterforskning af Fake-krigsforbrydelser er ren antisemitisme

I Jerusalem lægger jurister og diplomater ikke skjul på, at afgørelsen er dramatisk, og at den er med til at styrke Israels fjender og kritikere.
Se officielle israelske reaktioner
Se også  BICOM’s sammenfatning

Mulige straffesager

Vi ved endnu ikke, hvilke påståede forbrydelser Bensouda og hendes jurister vil lægge ud med at efterforske. Men vi ved, at de vil vælge de sager, som de vurderer, kan føre til en domsafgørelse.
Fra Bensoudas redegørelse ved vi også, at en lang række vidner er blevet hørt, og at Bensouda finder, at der er en rimelig grund til at tro, at der er begået flere grove forbrydelser, som falder ind under ICC’s jurisdiktion.
Ifølge redegørelsen er der tale om grove forbrydelser begået af:

• Ansatte i Israels Forsvar (IDF)
• Israelske politikere og embedsmænd
• Medlemmer af Hamas
• Medlemmer af andre palæstinensiske bevæbnede grupper

Bensoudas konklusion er, at krigsforbrydelser begået af israelere og palæstinensere opfylder kriterierne for at åbne en strafferetlig efterforskning.
Mulige sager mod ansatte i IDF er endnu ikke afklaret, men undersøges fortsat.

Sager i ICC’s søgelys

Af sager i ICC’s søgelys kan nævnes påståede krigsforbrydelser begået af IDF:

• Gazakrigen 2014 – mindst tre tilfælde af disproportionale angreb og overlagte drab
• March of Return demonstrationer – 200 dræbte personer herunder 40 børn og flere tusinde sårede

Påståede krigsforbrydelser begået af ansvarlige israelske myndigheder:

• Vestbredden herunder Østjerusalem – bosættelse af israelske civile under den israelske besættelse

Påståede krigsforbrydelser begået af medlemmer af Hamas og andre palæstinensiske terrororganisationer:

• Drab på civile og ødelæggelse af civile genstande (bl.a. raketangreb)
• Menneskeskjold – brug af civile som skjold under krigshandlinger
• Beskyttede personer – overlagt frarøvelse af ret til en fair og ordentlig rettergang
• Overlagte drab, tortur og umenneskelig behandling af beskyttede personer.

Fakta om ICC’s mandat

ICC efterforsker ikke lande, men har ifølge Rom Statutten mandat til at retsforfølge personer, som er ansvarlige for:

• Folkedrab
• Forbrydelser mod menneskeheden
• Krigsforbrydelser
• Aggression

Tre forudsætninger skal opfyldes før ICC kan indlede en strafferetlig efterforskning:

• At ICC har myndighed til at dømme i sager om grove forbrydelser i et område
• At den påståede kriminelle handling er alvorlig nok i forhold til Rom Statuttens bestemmelser
• At FN eller en ICC-medlemsstat har bedt ICC om at se på en sag

ICC’s medlemsstater

Hverken Israel, USA, Rusland eller Kina eller de fleste asiatiske lande er medlemmer af ICC, der i dag består af 123 medlemsstater:

• 33 – Afrikanske stater
• 19 – Asiatiske Stillehavsstater
• 18 – Østeuropæiske stater
• 28 – Latinamerikanske og Caribiske stater
• 25 – Vesteuropæiske og andre stater

Palæstina blev den 1. april medlemsstat nr.123 i ICC. En begivenhed, som i ICC ikke gav anledning til kritik, men udenfor ICC blev beslutningen mødt med kritik af bl.a. Canada, USA og Israel.
Det faldt kritikerne for brystet, at palæstinenserne blev anerkendt som en medlemsstat, fordi der ikke eksisterer en palæstinensisk stat, som er anerkendt ifølge international lov.

Politisk anerkendelse af Palæstina

PA har i årevis arbejdet for, at Palæstina bliver anerkendt som palæstinensernes stat. Med Palæstina menes en stat, der geografisk dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Hamas, PFLP og de andre palæstinensiske terrororganisationer anerkender ikke PA’s politiske mål om en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Ifølge Bensoudas redegørelse anerkender 137 stater Palæstina som en stat, dvs. de har tilkendegivet, at palæstinenserne bør have deres egen stat, der dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Israel anerkender ikke en palæstinensisk stat. Det gør USA og en række andre lande heller ikke. Danmark var med til at beslutte, at Palæstina blev medlem af ICC, men har ikke politisk anerkendt Palæstina som en stat.
Anerkendelsen er polititisk, mens en international juridisk anerkendelse er mere kompliceret, hvilket Forundersøgelseskammerets dom afspejler.
Se dansk debat om anerkendelse af Palæstina: Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat

Stridens kerne: Medlemsstat nr.123

Syv medlemsstater har i deres høringssvar tilkendegivet, at de ikke mener, at Palæstina er en stat i henhold til Rom Statutten.
Argumentet afvises af Forundersøgelseskammeret, der gør opmærksom på, at de syv lande Ungarn, Uganda, Australien, Tjekkiet, Østrig, Brasilien og Tyskland ikke gjorde indsigelser, da ”Den palæstinensiske Stat” den 1. april 2015 blev budt velkommen som medlemsstat nr.123 i ICC.
Stridens kerne i debatten og de mange indsigelser mod ICC’s involvering i Palæstina-Israel konflikten er:

• Uenighed om PA/Palæstina er en stat

En normativ stat

Debatten viser, at ordet stat både bruges i en normativ (politisk) og i en beskrivende (juridisk) betydning, hvilket giver anledning til en del forvirring.
Den normative eller politiske vinkel er:

• Palæstinenserne bør have eller bør anerkendes som en stat
• Palæstinenserne har ret til selvbestemmelse og dermed en stat

Heroverfor står den juridiske og beskrivende tilgang, der holder sig til Folkerettens definition af en stat, som blev formuleret i Montevideo-konventionen af 1933.

Folkerettens kriterier

Ifølge Folkeretten skal en stat have:

• En befolkning
• Et territorium
• En regering
• Evnen til at samvirke med andre stater

Palæstinenserne er en befolkning, de har en regering og evnen til at samvirke med andre stater, men har palæstinenserne et territorium eller er det et omstridt område, som både palæstinensere og Israel gør krav på?
Se Forsvarsakademiets Introduktion til Folkeret

Bensoudas position

I chefanklagerens redegørelse kan man læse, at hun er på det rene med, at Palæstina ikke er en stat i Folkerettens betydning, men kun en stat i den betydning, som FN har anerkendt.
Bensoudas position er, at Palæstina lever op til Rom Statuttens kriterier for en medlemsstat i og med FN i 1989 anerkendte det palæstinensiske selvstyre som en ”non-member observer State”.
Det er denne anerkendelse, der er PA’s adgangsbillet til medlemskab af diverse FN-organisationer inklusive ICC og andre internationale organisationer.
I anklagerens vægtskål vejer det også:

• at 137 lande anerkender Palæstina som en stat
• at FN og andre internationale organisationer definerer det palæstinensiske territorie som Vestbredden, Østjerusalem og Gaza.

Ramallah er af samme opfattelse og har på denne baggrund overdraget ICC jurisdiktion over ”Den palæstinensiske Stat” ved sin tiltræden til Rom Statutten og efterfølgende lagt sag an mod Israel.

Israels position

Israels position er, at Vestbredden er et omstridt område, som både palæstinenserne og israelerne gør krav på.
Israel anerkender ikke, at ICC har jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza Striben.
Ifølge Israel kan ICC kun efterforske forbrydelser begået i eller fra geografiske områder, som suveræne stater overdrager til den internationale anklagemyndighed.
Israels position kender vi fra et memorandum, som den israelske statsanklager dr. Avichai Mandelblit offentliggjorde samme dag, som Bensouda den 20. december 2019 afleverede sin redegørelse til Forundersøgelseskammeret.
Vi kender også Israels position fra politiske tilkendegivelser.

Israel rejects the decision of the @IntlCrimCourt (#ICC) regarding the scope of its territorial jurisdiction on the Israeli-Palestinian conflict.

📎Full statement: https://t.co/26NmRvog35 pic.twitter.com/3sKEDqwMIi

— Israel Foreign Ministry (@IsraelMFA) February 9, 2021

Palæstina er ikke en stat

Det israelske udenrigsministerium gjorde det straks klart, at Israel aldrig har tilsluttet sig Rom Statutten og derfor ikke er forpligtet i forhold til ICC’s beslutninger.
Ministeriet betonede også i overensstemmelse med Mandelblits memorandum, at palæstinenserne ikke har en stat (are not a state).
Israel opfatter PA’s anmelde af Israel for påståede krigsforbrydelser som:

en kynisk handling uden lovmæssig gyldighed

Premierminister Netanyahu går et skridt videre og beskylder Bensouda for at have gjort ICC til:

et politisk redskab til at deligitimere staten Israel

Forundersøgelseskammeret inviterede Israel til at fremsende kommentarer til spørgsmålet om ICC’s jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza-Striben.
Israel har ikke ønsket at fremsende en kommentar, men offentliggjorde i stedet for Mandelblits memorandum på Justitsministeriets hjemmeside.
Se det israelske udenrigsministeriums og justitsministeriums synopsis.

Bensouda tager en genvej

Ifølge Mandelblit er en ”non-member observer State” ikke det samme som en i international ret anerkendt stat.
Den israelske statsadvokat beskylder ICC’s chefanklager for at skyde genvej ved at forlade sig på FN’s normative statsbegreb, der ikke er bindende.

FN’s anerkendelse af den Palæstinensisk Stat er en normativ anerkendelse af, at palæstinensernes bør have deres egen stat.
FN’s resolutioner gentager igen og igen, at der er tale om en fremtidig stat, der skal realiseres ved fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina.

Israels hovedpåstand er, at:

En suveræn palæstinensisk stat eksisterer ikke, hvorfor forudsætningen for rettens jurisdiktion ikke kan opfyldes

PA’s manglende kontrol over Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben fremhæves yderligere som argument for, at Ramallah ikke er en stat i den Westfalske betydning: En territorialstat.
Desuden, argumenterer Mandelblit, har PA ikke jurisdiktion over israelere eller over Zone A og Østjerusalem ifølge Oslo-aftalen mellem Israel og PA.
Se bl.a. FN-resolution af 29. november 2012 om Palæstinas status i FN og resolution af 30. november 2018 om en fredelig løsning på spørgsmålet om Palæstina.

Israel har gyldige juridiske krav

Den israelske opfattelse – som ofte overses – er, at der som omtalt er tale om omstridte områder, som begge parter gør krav på.
Ifølge Mandelblit har ”Israel gyldige juridiske krav til de områder”, som PA overdrager til ICC.
Når Avichai Mandelblit taler om “omstridte områder” i stedet for “de besatte palæstinensiske territorier”, så følger han en specifik israelsk tråd, der blev dannet af professor Yehuda Blum og tidligere statsanklager og Højesteretsdommer Meir Shamgar.
Blums og Samgars påstand er, at Vestbredden er noget unikt (sui generis), som Genévekonventionen ikke kan overføres på.  Argumentet er, at et erobret område kun bliver til et besat område, hvis det er erobret fra en stat med suverænitet over området.
Teorien bestrider, at Jordan har haft suverænitet over Vestbredden, der i denne optik derfor ikke er et besat område, som Genévekonvention, der handler om beskyttelse af civilbefolkningen under en fremmed magts besættelse, gælder for.
Israel står noget alene i verden med denne opfattelse, som Avichai Mandelblit bygger sit memorandum på. Teorien deles heller ikke af den israelske Højesteret, der rutinemæssigt anerkender, at Vestbredden er et område under fjendtlig besættelse (belligerent occupation).
Ikke desto mindre er teorien blevet bredt accepteret i Israel og den ligger til grund for skiftende israelske regeringers politik. Blums og Shamgars teori er vigtig at have in mente, når de israelske argumenter skal afkodes.
Se Theodor Meron dybdegående diskussion af sui generis-argumentet i Vestbredden og international humanitær lov fra 2017.

Med diplomatiske midler

De 137 lande, som officielt har anerkendt Palæstina som en stat, køber ind på det normative statsbegreb: Palæstinenserne bør have en stat i de omstridte områder.
De pågældende lande er som FN klar over, at anerkendelsen er en politisk markering, der endnu ikke er juridisk gyldig i henhold til international lov.
Ramallah ved det også. Siden den væbnede kamp mod Israel blev opgivet til fordel for det palæstinensiske selvstyre, har Ramallah dygtigt spillet på FN’s forpligtelse på en to-stats-løsning gennem en omfattende diplomatisk offensiv for international anerkendelse.
At 137 lande officielt anerkender Palæstina som en stat viser, at palæstinensernes anstrengelser bærer frugt.
Palæstinensernes status i FN-systemet herunder ICC viser, at det er lykkedes palæstinenserne at vinde politisk gehør med diplomatiske midler.

Krigsforbrydelser er i en liga for sig

Man kunne måske få den mistanke, at Bensouda og de to dommere i Forundersøgelseskammeret er gået i en politisk fælde, når de forlader sig på det normative statsbegreb.
Ifølge ICC vejer et andet hensyn tungere end spørgsmålet om PA/Palæstina er en stat. Den bærende antagelse i den 110 sider lange argumentation er, at:

hensynet til ofrene, retfærdigheden og de grove krigsforbrydelser vejer tungest

Videre er det opfattelsen, at Oslo-aftalen ikke begrænser ICC:

Oslo-aftalen betyder ikke en indskrænkning af ICC’s jurisdiktion i sager om krigsforbrydelser

Forundersøgelseskammeret deler Bensoudas grundlæggende antagelse, at krigsforbrydelser er i en liga for sig og bør efterforskes på trods af parternes stridigheder.
Ifølge Forundersøgelseskammeret er det et arbejdsvilkår for domstolen, at kendsgerninger og situationer, der bringes for domstolen, udspringer af kontroversielle sammenhænge, hvor de politiske stridspunkter både er følsomme og latente.
ICC’s position er, at retsvæsenet ikke kan trække sig tilbage, når det konfronteres med pålidelige oplysninger, der underbygger påstande om krigsforbrydelser.

Dommer Merons opfattelse

ICC’s position ligger på linje med den internationalt anerkendte og højt respekterede dommer og professor Theodor Merons opfattelse af forholdet mellem stat og krigsforbrydelser:

• juridisk og politisk anerkendelse af en stat er én sag
• overtrædelse af Genève-konventionerne er en helt anden sag

En opfattelse Theodor Meron fremførte allerede i 1967, og som han gentog 50 år senere den 13. juli 2017 i et brev til direktør Peter Wertheim fra de australske jøders paraplyorganisation ECAJ.
Theodor Merons opfattelse er en nøgle til at forstå ICC’s position og formål, der er at dømme ansvarlige personer, der begår grove forbrydelser i henhold til Rom Statutten og internationale love.
Theodor Meron position i forhold til Forundersøgelseskammerets afgørelse kender vi ikke. Vi kan derfor ikke sige noget om, om han bifalder Bensoudas opbygning af argumentationen, der førte til 2-1 afgørelsen i Forundersøgelskammeret.
Men vi kan sige, at Theodor Meron ikke juridisk anerkender de israelske argumenter, der legaliserer bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem, hvilket han allerede fortalte den israelske regering i 1967.

En tophemmelig opgave

Få måneder efter, at israelske soldater i 1967 erobrede Østjerusalem og den øvrige Vestbred, fik en ung juridisk rådgiver i det israelske udenrigsministerie en tophemmelig opgave af daværende premierminister Levi Eshkol fra Arbejderpartiet (Mapai).
Baggrunden var diskussioner i den israelske regering om, hvad man skulle stille op med de erobrede landområder og den store arabiske befolkning.
Under den seks dages korte krig med de arabiske nabolande erobrede Israel Golan-højderne fra Syrien, Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan og Gazastriben og Sinai-halvøen fra Egypten.
Regeringen ville gerne vide, hvilke muligheder der var for at bosætte palæstinensiske flygtninge i El Arish i det nordlige Sinai.
Desuden ønskede den at afsøge mulighederne for at etablere jødiske bosættelser i de besatte områder.

Merons meritter

Den delikate opgave blev tildelt den 37-årige polsk fødte Theodor Meron, der i dag er højt respekteret og anerkendt for sin indsats i international strafferet og humanitær folkeret.
Theodor Meron er tidligere præsident for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, der dømte krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien.
Han har også varetaget hvervet som dommer for appelkamrene for ICC i forbindelse med sagen om folkedrab i Rwanda. Senest har han beklædt posten som præsident for FN’s krigsforbrydertribunal.
I 1967 skulle han rådgive den israelske regering i spørgsmålet om bl.a. jødisk bosættelse i de nylig besatte områder.

Konklusionen var entydig

Theodor Merons konklusion var entydig:

Civile jødiske bosættelser i de ”administrerede territorier” strider eksplicit mod den fjerde Genèvekonvention, der handler om beskyttelse af civile i krig

Theodor Meron satte fingeren på den sidste paragraf i artikel 49.
Ifølge denne paragraf må en besættelsesmagt ikke overføre dele af dets egen civilbefolkning til områder, som er besat af den pågældende stat.
Formålet med paragraffen, der i 1958 blev tilføjet den fjerde Genèvekonvention fra 1949, er et ønske om at forhindre en praksis, der opstod under 2.verdenskrig, da:

“visse magter” af politiske og racemæssige grunde ønskede at kolonisere besatte områder og lande

Israel har tilsluttet sig den fjerde Genèvekonvention, men ikke implementeret den i israelsk lovgivning.

Verden er meget følsom

Begrundelsen for forbuddet er, at en overførelse eller kolonisering vil forringe den økonomiske situation for den oprindelige befolkning og være til fare for dens eksistens.
Theodor Meron anbefaler, at Israel begrænser sig til en militær tilstedeværelse på de besatte territorier.

verden er meget følsom overfor jødisk bosættelse i de administrerede territorier

Således oplyst valgte skiftende israelske regeringer at se bort fra Theodor Merons anbefaling.
Se Theodor Merons memorandum
Se også kommentarer til artikel 49 paragraf 6 af 1958.

Bosættelser er mainstream

Bosættelser er i dag officiel israelsk politik og populært i store dele af den israelske befolkning, der ikke siger nej til gode og billige statsstøttede boliger og Communities på Vestbredden.
Over 50 års besættelse af Vestbredden har hærdet den israelske befolkning og politikere, der ikke ser nogen grund til at gå stille med dørene af hensyn til omverdenen og en paragraf i en konvention.
Det anslås, at Israel har bosat over 620.000 jødiske israelere i over 200 bosættelser, der ligger spredt ud over Vestbredden i det såkaldte område C.
Se interaktiv kort over de israelske bosættelser fra B’Tselem.

Domstolens perspektiv

I Theodor Merons og ICC’s perspektiv handler spørgsmålet om jurisdiktion alene om domstolens muligheder for at kunne dømme enkeltpersoner.
Afklaring af jurisdiktion skal tjene det ene formål at gøre det muligt for retten at fastslå et individs kriminelle ansvar.
ICC’s afgørelse om jurisdiktion har ingen gyldighed uden for rettens formål og virke.

Formålet med Rom Statutten

Formålet med Rom Statutten er at gøre det muligt for ICC at efterforske grove internationale forbrydelser og at stille de ansvarlige personer for retten:

• når en medlemsstat ikke selv magter det eller
• en stat med et fungerende retssystem ikke selv gør det.

En stat kan indlede egne strafferetslige efterforskninger, hvilket ICC er forpligtet til at respektere, men finder ICC, at staten dækker over enkeltpersoners forbrydelser, kan ICC tage sagen op.
Rom Statutten definerer ikke, hvad en stat er. Ifølge Forundersøgelseskammeret og Bensouda, har ICC ikke mandat til at taget stats-spørgsmålet op.
Antagelsen – det Avichai Mandelblit kalder en genvej – er, at ICC i stedet for må forlade sig på FN Generalforsamlingens procedure og anerkendelse af Palæstina som en stat i forhold til FN-systemet, herunder ICC.
Det er denne fremgangsmåde, som også præsidenten for Forundersøgelseskammeret Pèter Kovács finder utilstrækkelig og opponerede imod.

FN’s resolutioner er ikke juridisk bindende. Anklageren referere til “soft law” dokumenter, som er favorable overfor palæstinenserne, men ikke desto mindre ikke-bindende. Det lovmæssige billede som præsenteres synes i hovedsagen at tilhøre de lege ferenda (latin for ‘i overensstemmelse med loven, som den burde være’ red.), dommere skal ikke basere deres afgørelser på sådane “love”.

Se især afsnit II nr.3 og 6 i Péter Kovács redgørelse

Israel vil kæmpe imod ICC

Israel ser med stor alvor og bekymring på ICC’s beslutning, der betragtes som en strategisk udfordring.
Allerede den 22. december 2019 besluttede regeringen, at ICC hører hjemme i sikkerhedskabinettet, og at alle drøftelser og beslutninger blev klassificeret som tophemmelige.
– Hundredevis af israelere inklusive mig selv kan blive sigtet for krigsforbrydelser, sagde forsvarsminister Benny Gantz den 3. marts 2021, da Bensouda offentliggjorde, at ICC har indledt en efterforskning.
Han lovede i samme moment, at regeringen ville gøre alt for at beskytte israelske statsborgere mod ICC.

ICC’s historiske afgørelse presser Israel

ICC’s historiske afgørelse presser Israel på flere fronter, men især spørgsmålet om bosættelserne er vidtrækkende og kan ramme Israel som en boomrang med alvorlige konsekvenser for de politikere og embedsmænd, der siden 13. juni 2014 har haft og fremover vil have ansvaret for bosætning af civile israelere på Vestbredden.
Den israelske regerings udtalelser om at kæmpe imod ICC er mere end tomme ord under den israelske valgkamp. Tirsdag den 16. marts 2021 landede Israels præsident Reuven Rivling og forsvarschef Aviv Kochavi IDF i Europa for at begynde en diplomatisk tur til Tyskland, Østrig og Frankrig.
Emnerne for de diplomatiske drøftelser er den stigende trussel fra Hizbollah i Libanon, Iran’s atomprogram og ICC’s efterforskning.
Dagsordenen vidner om den alvor, hvormed Israel ser på ICC’s efterforskning.
Om Israels historie se: Israel – ung og ældgammel

Indlægget Historisk afgørelse presser Israel blev først udgivet på Israelinfo.

I august 2018 vedtog Den Europæiske Union (EU) en antiterrorklausul, der nu begynder at slå igennem. EU vil med klausulen sikre, at bevillinger til civile organisationer ikke misbruges til finansiering af til terror og terrorister:

Tilskudsmodtagere og entreprenører skal forsikre, at underleverandører, personer, herunder deltagere i workshops og/eller træning og modtagere af økonomisk støtte til tredje part, ikke er registreret på EU’s lister over restriktive foranstaltninger.

Det burde være en formel sag for humanitære organisationer at imødekomme EU’s krav om ikke at støtte terror.

Det er det også for alle andre NGO’er end de palæstinensiske. Som de eneste i verden afviser palæstinensiske NGO’er at skrive under på EU’s antiterrorklausul.

Det er der en god – om end tragisk – forklaring på.

Se antiterrorklausul: Annex 2, Artikel 1, afsnit 1.5 bis.

EU’s blinde plet

Ifølge israelske NGO Monitor i Jerusalem er palæstinensiske NGO’ers bånd til terrororganisationer mere reglen end undtagelsen.

En kendsgerning som sent begynder at dæmre i Europa.

I Europa er civile organisationer vigtige aktører i samfundet. Europæiske lande og EU har derfor et positivt syn, der forhindrer dem i at se, at palæstinensiske terrororganisationer bruger NGO’er til at legitimere og styrke deres ideologiske og militære mål, siger vicepræsident Olga Deutsch, NGO Monitor til Israel-Info.

Dette positive eller måske naive syn har kostet europæiske skatteborgere mange penge, der er gået til at styrke terrororganisationers indflydelse i civilsamfundet.

I perioden 2011-2019 har EU ifølge NGO Monitor bevilliget mindst 37 millioner euro eller lidt over 275 millioner kroner til palæstinensiske NGO’er, der er etableret af eller har tilknytning til terrororganisationer som PFLP og Hamas.

Det vil sige, at europæiske skatteborgere i årevis har betalt til palæstinensiske NGO’er drevet af eller med tilknytning til terrororganisationer.

Se rapport om EU finansering af NGO’er med forbindelse til terrororganisationer siden 2011 og NGO Monitors analyse af EU’s støtte til palæstinensiske NGO’er i 2019.

PFLP bag succesrigt netværk af NGO’er

Den marxistisk-leninistiske terrororganisation Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) vækker især opmærksomhed, fordi den har været ekstrem god til at spinne guld og goodwill på Vestens værdier og idealer om menneskerettigheder, retfærdighed, civile samfund og humanisme.

PFLP anses for at stå bag et succesrigt netværk af NGO’er, der blandt palæstinenserne giver terrororganisationen legitimitet og penge at gøre ”godt” med.

PFLP blev etableret i 1967 og blev kendt for en række opsigtsvækkende flykapringer og andre terrorhandlinger.

I 1978 afstod PFLP officielt fra terror og aktioner uden for Palæstina, der ifølge PFLP omfatter nuværende Israel, Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Det har dog ikke påvirket holdningen i en række lande herunder USA, Canada, Israel og EU, der har klassificeret PFLP som en terrororganisation.

I Danmark i 1970’erne og 1980’erne begik den såkaldte Blekingegadebande væbnede røverier og smuglede udbyttet ned til PFLP, der dengang blev støttet af kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina.

I dag ledes PFLP fra Syrien og støttes af Assad-regimet og Iran – og indirekte af vestlige donorer via støtte til NGO’er.

NGO Monitors afdækning af palæstinensiske NGO’ers relationer til PFLP og andre terrororganisationer afvises af palæstinenserne og andre, der mener, at NGO Monitor sammen med den israelske højrefløj fører en smædekampagne mod de palæstinensiske NGO’er.

Se også danske kommunisters positive beskrivelse af PFLP.

ELSC i Amsterdam

Således kalder The European Legal Support Center (ELSC) med base i Amsterdam den israelske fortælling om tætte bånd mellem terrororganisationer og NGO’er for en smædekampagne.

Det kan man læse i en juridiske vurdering af antiterrorklausulens konsekvenser for de palæstinensiske NGO’er, som ELSC har foretaget.

ELSC vurderer at:

• EU i modsætning til USA er mere påpasselig med ikke at løbe med påstande fra israelske ”lawfare” organisationer.
• EU er mindre tilbøjelig til at kriminalisere NGO’er og til at beskrive dem som sponsorer af terrororganisationer.

Efter en gennemgang af antiterrorklausulen konkluderer ELSC, at klausulen ikke ændrer på de palæstinensiske NGO’ers muligheder for fremtidige EU-bevillinger.

En nærmere forklaring på dette findes i EU’s  restriktive foranstaltninger (sanktioner), der blev vedtaget efter 9/11 2001.

Se også NGO Monitors beskrivelse af ELSC.

Syv palæstinensiske terrororganisationer

Siden 2001 har EU indført sanktioner mod personer og organisationer, som har været involveret i terror eller på anden måde bidraget til terror.

Blandt palæstinensiske organisationer er syv opført på EU’s terrorliste:

• Abu Nidal Organisation (ANO)/Fatah – Det Revolutionære Råd
• Al-Aqsa Martyrernes Brigade
• Hamas
• Palæstinensisk Islamisk Jihad
• Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP)
• Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Generalkommandoen
• Al-Aqsa Fonden (international organisation der rejser penge til Hamas. Etableret i Tyskland).

Disse syv palæstinensiske organisationer opfattes af EU som terrororganisationer, men som ELSC gør opmærksom på, inkluderer EU ikke palæstinensiske personer på terrorlisten.

Se mere om de palæstinensiske organisationer.

Politisk tilknytning

ELSC citerer EU’s repræsentant Thomas Niklasson for på et møde den 16. december 2019 med den palæstinensiske paraplyorganisation PNGO, der ifølge egne oplysninger repræsenterer 140 civile organisationer på Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, for følgende vurdering:

Da der ikke er inkluderet palæstinensiske individer på EU-listen, giver klausulen ikke anledning til yderligere forpligtelser (end, at der ikke må overføres midler til de syv på listen) eller forventninger fra EU’s side om, at vi vil diskriminere mod en person på grund af politisk tilknytning

Formuleringen politisk tilknytning er vigtig, da den viser, at EU accepterer sondringen mellem en terrororganisations militære arm og politiske arm a la irske IRA og Sein Fein.

Flere lande er i de senere år gået bort fra at sondre mellem en legal politisk arm og en illegal militær arm.

Senest har Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Slovenien og de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen forbudt libanesiske Hezbollah i sin helhed. Modsat EU, der tillader Hezbollah’s politiske arm at operere i Europa.

I alt har over 30 lande forbudt både Hezbollahs militære og politiske organisationer.

Palæstinensisk lawfare

Thomas Niklassons tolkning af antiterrorklausulen understøttes af EU’s udenrigstjeneste.

ELSC citerer Paloma Portela fra EU’s External Action Service for at forsikre en gruppe ledere af palæstinensiske NGO’er om, at klausulen ikke ændrer noget:

klausulen indfører ikke nye eller andre forpligtelser for EU begunstigede i Palæstina

Forsikringen blev ifølge ELSC givet på et møde den 22. januar 2020 i Bruxelles.

Til stede på mødet var også Giovanni Fassina, der er direktør i ELSC, som i januar 2019 blev etableret af europæiske jurister og – værd at bemærke – palæstinensiske PNGO.

Formålet med ELSC er officielt at yde gratis bistand til organisationer og bevægelser, der i Europa støtter den palæstinensiske sag.

Mødet med EU’s udenrigstjeneste viser, at ELSC ikke begrænser sig til juridisk støtte til den palæstinensiske solidaritetsbevægelse i Europa, men også agerer EU-lobbyist for PNGO.

PNGO i seng med PFLP

Ifølge NGO Monitor er mindst fem medlemsorganisationer i PNGO frontorganisationer for PFLP, dvs. etableret eller drevet af terrororganisationen.

De fem NGO’er er:

• Union of Agricultural Work Committees (UAWC)
• Health Work Committees (HWC)
• Addameer
• Al-Dameer
• Union of Palestinian Women-s Committees (UPWC)

Både UAWC og HWC er repræsenteret i PNGO’s bestyrelse og Addameer oplyser, at organisationen har en ledende rolle (executive member) i PNGO.

Sammenfald mellem PFLP og PNGO viser også, at ELSC indgår i PFLP’s vidtforgrenede netværk af NGO’er, der deltager i såkaldt juridisk krigsførelse (lawfare).

Se NGO Monitors dokumentation for de fem NGO’ers tilknytning til PFLP: UAWC, HWC, Addameer, Al-Dameer, UPWC og ELSC.

Antiterrorklausul uden effekt

Ifølge ELSC og de citerede EU-repræsentanter kan palæstinensiske NGO’er fortsat se frem til at modtage støtte fra EU, hvis de blot underskriver klausulen, der vurderes ikke at have nogen effekt i virkelighedens verden.

Olga Deutsch er enig i vurderingen af antiterrorklausulen:

Den har ingen effekt, da EU’s muligheder for sanktioner kun gælder terrororganisationer som f.eks. Hamas og PFLP, men ikke NGO’er og personer tilknyttet terrororganisationer.

Hun håber, at EU i lighed med de syv europæiske landes forbud mod Hezbollah vil begynde at se på de palæstinensiske terrororganisationer og NGO’er i sin helhed.

Man skal se på hele organisationen. Hvem er i bestyrelsen, hvem er ansat, hvem arbejder NGO’en sammen med, hvem deltager, og hvem bidrager. Er NGO’en etableret af en terrororganisation, deltager medlemmer fra f.eks. PFLP og Hamas på kurser, eller er de ansat og får løn. Hvilke aktiviteter står NGO’en for. Spreder den had, antisemitisme og forherliger vold etc.

Fransk-tysk pris til leder af NGO, der forherliger terror

Olga Deutsch nævner et aktuelt eksempel på, at europæiske lande har svært ved at se hele billedet, når det kommer til palæstinensiske NGO’er.

Den fransk-tyske menneskerettighedspris 2020 blev blandt andre givet til Issam Younis for 30 års engagement for menneskerettigheder og retssamfund.

Trods de fine ord om menneskerettigheder og retssamfund er Issam Younis direktør for Al Mezan Center for Human Rights i Gaza. En NGO med tætte relationer til PFLP, Hamas og Islamic Jihad. Ansatte forherliger offentligt vold og Al Mezan, der modtager massiv støtte fra europæiske regeringer, fører aktiv ”lawfare” mod personer og Israel, siger Olga Deutsch.

Hun går ikke så langt som at kalde Al Mezan for en frontorganisation for en af de tre nævnte terrororganisationer, men hun finder det foruroligende, at Tyskland og Frankrig hædrer Issam Younis, der er leder af en NGO, hvis bestyrelsesmedlemmer, ledere og ansatte offentligt promoverer antisemitisme, hylder mord på israelske civile og glorificerer drabsmændene.

Dette alene burde ifølge Olga Deutsch diskvalificere Al-Mezan fra at modtage opmuntring og støtte fra andre landes regeringer og fra retten til at deltage med bidrag til bl.a. FN og Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Se NGO Monitors dokumentation for Al-Mezan tilknytning til terrororganisationer.

Europa er ved at åbne øjnene

Trods den europæiske ambivalens er hun optimist. Hun ser det som en proces for EU og de europæiske lande.

Foruden de syv europæiske landes forbud mod Hezbollah i sin helhed, nævner Olga Deutsch to andre eksempler til efterfølgelse:

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen indførte i 2018 nye kriterier for støtte til palæstinensiske NGO’er, og i Frankrig har regeringen netop forbudt en NGO, fordi den promoverede en hadfyldt atmosfære, siger Olga Deutsch.

Den franske NGO er menneskerettighedsorganisationen: ”Association de défense des droits de l’homme – Collectif contre I’islamophobie en France” med hjemsted i forstaden Saint-Denis nord for Paris.

Efter 20 års promovering af radikal islamisme, antisemitisme og manglende offentlig afstandstagen fra vold herunder halshugningen den 16. oktober 2020 af den franske lærer Samuel Paty, besluttede den franske regering den 2. december 2020 at forbyde NGO’en.

Under kritik fra flere danske NGO’er og partier i folketinget indførte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance nye og skrappere kriterier for støtte til palæstinensiske NGO’er.

Det skete efter en undersøgelse af 24 danskstøttede NGO’er i Israel og Palæstina. De nye kriterier reducerede antallet af danskstøttede NGO’er til syv mod tidligere 23.

Se kilderne til debatten i Folketinget om støtte til palæstinensiske NGO’er.

Brev til EU’s præsident

Olga Deutsch har ikke noget imod, at Europa støtter palæstinensiske og israelske NGO’er, men hun sætter grænsen ved terrororganisationers brug og misbrug af NGO’er.

NGO’er er værdifulde aktører i et samfund, men de palæstinensiske ledere svigter deres befolkning, når de gør NGO’er til redskaber i deres kamp.

Og de bedrager EU og andre donorer, kunne man tilføje. Det er i hvert fald indholdet i et brev, som NGO Monitor den 30. april 2020 sendte til EU’s præsident Ursula von der Leyen.

I brevet peger NGO Monitor på det uholdbare i, at EU finansierer og legitimerer NGO’er og personer med tilknytning til terrorgrupper under henvisning til, at EU ikke blander sig i enkeltpersoners politiske forhold.

Det uholdbare i EU’s holdning illustreres med et aktuelt eksempel:

Den 23. august 2019 blev 17-årige Rina Schnerb dræbt af en vejsidebombe, der blev bragt til sprængning, da hun sammen med sin far og bror var taget på en naturvandring til en kilde nær bosættelsen Dolev på Vestbredden. Far og bror blev alvorligt såret, men overlevede.

PFLP bag drab og NGO

Fire måneder efter, at vejsidebomben dræbte den 17-årige israelske pige, blev 50 medlemmer af et PFLP terrornetværk på Vestbredden anholdt.

Blandt de anholdte var personer, som israelske myndigheder mente stod bag terrorhandlingen, som dræbte Rina Schnerb og sårede hendes far og bror.

Flere af de anholdte PFLP-medlemmer beklædte eller havde beklædt indflydelsesrige poster i PNGO-medlemsorganisationer.

I brevet nævnes specifikt NGO’en Health Work Committees (HWC) og NGO’en Bisan Center for Research and Development. De anholdte NGO’ere arbejdede som revisorer og finansdirektører med ansvar for håndtering af bevillinger fra regeringer og EU og private organisationer.

HWC er en søsterorganisation af Union of Health Workers Commitees (UHWC), der har hjemsted i Gaza, mens HWC arbejder på Vestbredden. Ifølge Fatah og USA er både UHWC og HWC frontorganisationer for PFLP.

Israel erklærede HWC for en ulovlig terrororganisation allerede den 9. juni 2015.

NGO-direktør bag terror

EU har imidlertid set med milde øjne på HWC og helt frem til 2019 støttet HWC med penge og legitimitet, som det fremgår af brevet til EU’s præsident.

For at understrege budskabet fremføres det yderligere i brevet, at HWC’s finansielle og administrative direktør og bestyrelsesmedlem i PNGO Walid Hanatsheh (Abu Ras) var blandt de 50 anholdte fra PFLP-terrornetværket.

Den 51-årige Walid Hanatsheh boede ikke langt fra det sted, hvor vejsidebomben var placeret. Walid Hanatsheh er ikke en hvem som helst.

Han sigtes i sagen for at være seniormedlem af PFLP og ansvarlig for finansiering, planlægning og ledelse af terrornetværkets mange angreb på civile israelere – herunder vejsidebomben, der dræbte den 17-årige pige Rina Schnerb.

Se HWV’s fordømmelse af anholdelsen af Walid Hanatsheh.

EU afviser anklager

Den 9. juni 2020 modtog NGO Monitor et svar på brevet til EU-præsident Ursula von der Leyen, der dog ikke selv svarede, men havde sendt brevet videre til fungerende direktør Maciej Popowski for afdeling for EU’s sydlige nabolande.

Påstande, om at EU støtter tilskyndelser til eller terror, er ubegrundede og uacceptable, og vi afviser på det kraftigste enhver sådan antydning, svarede Maciej Popowski.

Han begrunder sit svar med de omfattende regler og kontrolforanstaltninger, som EU’s bevillinger er omgærdet af.

Trods den kontante afvisning bløder Maciej Popowski sit svar op ved til slut at fortælle, at EU har modtaget flere henvendelser, og at EU’s repræsentanter i Israel og på Vestbredden og i Gaza er blevet bedt om at se grundigt på sagen (look deeply into the matter).

Den 9. oktober 2020 bekræfter EU’s kommisær for naboskab og udvidelse Olivér Várhelyi i et svar til Europa Parlamentet, at der foregår en undersøgelse af af konkrete sager i Palæstina om påstået misbrug og omgåelse af betingelserne for støtte fra EU.

Vi venter spændt på resultatet af EU’s interne undersøgelse, siger Olga Deutsch til Israel Info seks måneder efter Maciej Popowski’s svar.

National kampagne mod antiterrorklausul

Mens EU ser nærmere på sagen, har de palæstinensiske NGO’er taget sagen i egen hånd og etableret en national kampagne mod EU’s antiterrorklausul.

Initiativtagerne ønsker klausulen fjernet. Indtil det sker, opfordres alle palæstinensiske NGO’er til at nægte at underskrive klausulen.

Dette kan virke overraskende, fordi vurderingen af klausulen er, at den ikke ændre noget, så hvorfor en national kampagne for at fjerne klausulen?

Forklaringen ligger i den palæstinensiske selvforståelse og fortælling om den nationale befrielseskamp.

NGO siger nej til 1.7 millioner euro

Den 12. juni 2020 kunne EU meddele den palæstinensiske NGO Badil, at et 3-årigt projekt, som havde til formål at ”mobilisere for retfærdighed i Jerusalem”, ikke blev til noget, fordi EU trak tilsagn om støtte på 1.7 millioner euro eller 12.648.833 kroner tilbage.

Badil ønskede ikke at underskrive EU’s antiterrorklausul, hvorfor EU har annulleret tilsagnet om støtte.

Som frontfigur i den nationale kampagne mod antiterrorklausulen måtte Badil foregå med et godt eksempel. Selv om det betød, at Badil måtte takke nej til over 12 millioner kroner til et projekt.

Allerede den 30. december 2019 havde Badil sammen med 29 NGO’er stillet sig i spidsen for en national kampagne med det formål at bekæmpe EU’s antiterrorklausul.

Badil er en NGO, der fokuserer på palæstinensernes ret til at vende tilbage til de områder, de flygtede fra i 1948 (right to return). Badil er også en af lederne bag den internationale palæstinensiske boykotbevægelse mod Israel (BDS).

Se Badils begrundelse for at ikke at underskrive en antiterrorklausul og NGO Monitors beskrivelse af Badil.

PFLP blander sig

De palæstinensiske NGO’er bag kampagnen afviser katagorisk det, de kalder EU’s politiske betingelser for støtte.

De 30 NGO’er skriver i deres begrundelse for kampagnen, at de hverken kan eller vil acceptere, at Hamas, Islamic Jihad, Al-Aqsa-Brigade-Fatah, PFLP og Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Overkommandoen stemples som terrorgrupper og -organisationer.

NGO’ernes selvforståelse og fortælling om den nationale befrielseskamp kolliderer således med et brag med EU’s og resten af den vestlige verdens insisteren på, at terror ikke er acceptabelt uanset hvilken sag, der kæmpes for.

Den nationale kampagne blev straks bakket op af PNGO, der i marts 2020 holdt møde med EU om sagen.

For at sætte mere skub i kampagnen blander PFLP sig direkte i NGO’ernes kampagne. Det burde være uhørt. Men med den palæstinensiske selvforståelse in mente er grænsen mellem terrororganisationer og humanitære NGO’er flydende.

Den 29. juni 2020 udsendte PFLP en pressemeddelelse med en opfordring til alle palæstinensiske institutioner om at afvise EU’s antiterrorklausul. Videre skriver PFLP, at selvom det kan medføre store økonomiske tab, så er det at skrive under det samme som at underkaste sig EU, der klassificerer den nationale bevægelse som terrorisme.

Pressemeddelelsen inderholder en tydelig advarsel til de mange NGO’er og andre mod at begå forræderi mod den nationale bevægelse.

EU udfordrer palæstinensernes selvforståelse

PFLP opfordrer i pressemeddelelsen også til en national dialog om sagen med det formål, at alle palæstinensiske institutioner på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza i enighed afviser klausulen.

Opfordringen blev taget op af nu afdøde generalsekretær for PLO’s eksekutivkomité Dr. Saeb Erekat, der i september 2020 inviterede palæstinensiske fraktioner og NGO’er til møde i det palæstinensiske udenrigsministerium.

Den nationale kampagne mod antiterrorklausulen viser, at EU har sat de palæstinensiske terrororganisationer og NGO’er i en slem kattepine.

Selv om ELSC og andre vurderer, at klausulen ikke har nogen effekt, så udfordrer de tre linjer (1.5 bis) palæstinensernes selvforståelse i en sådan grad, at de føler sig nødsaget til at afvise klausulen, selv om det betyder store økonomiske tab for NGO’erne.

For en dybere forståelse af de palæstinensiske terrororganisationer alt-eller-intet-holding se Bren Carlill analyse: Eksistentielle konflikter kan ikke løses: En ny ramme til løsning af Israel-Palæstina konflikten.

Se også definitionen af terrorisme.

NGO’er afviste at skrive under

Et år efter Badil tog initiativ til den nationale kampagne mod EU’s antiterrorklausul har NGO Monitor kendskab til lidt over en håndfuld, som de facto har nægtet at underskrive klausulen.

Vi har kendskab til syv andre NGO’er, som har afvist at underskrive klausulen, siger Olga Deutsch.

EU’s kamp mod terror har også påvirket andres støtte til palæstinensiske NGO’er.

Folkekirkens Nødhjælp har ophørt samarbejdet med Badil, efter Badil nægtede at underskrive EU-klausulen, siger Olga Deutsch.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Folkekirkens Nødhjælp, der på hjemmesiden medregner Badil som en samarbejdspartner.

EU’s kamp mod terror har også fået den svenske regering til at indstille støtten til HWC. Det skete efter, at engelske jurister henledte svenskernes opmærksomhed på, at NGO’ens finansielle og administrative direktør og bestyrelsesmedlem i PNGO var ledende PFLP-terrorist.

EU’s interne undersøgelse

Om EU fremover vil opleve et fald i antal ansøgninger fra palæstinensiske NGO’er på grund af antiterrorklausulen, vil tiden vise.

Tiden vil også vise, om EU’s interne undersøgelse giver anledning til refleksion over:

• Det bæredygtige i  at anerkende terrororganisationers såkaldte politiske arme og civile organisationer (NGO’er)
• Om palæstinensiske NGO’er og enkeltpersoner – som HWC og Walid Hanatsheh – finder vej til en plads på EU’s terrorliste

Og vi har til gode at se den første palæstinensiske NGO underskrive antiterrorklausulen.

Indlægget EU har sat palæstinensiske NGO’er i en slem kattepine blev først udgivet på Israelinfo.