Mellemøstens eneste liberale demokrati er en saga blot, hvis den israelske regering vedtager en vidtgående reformpakke. Det frygter flere hundrede tusinde dybt rystede og bekymrede israelere, der med delvis succes er gået på gaden for at demonstrere og vise deres utilfredshed. Mandag den 27. marts 2003 sluttede forbundet Histadrut sig til protesten og indledte en […]
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret.
Israel under Romerriget
Kilderne til Israel under Romerriget 63 f.v.t. – 135 e.v.t..
Når vi taler om de sidste 200 års historie, før jøderne blev fordrevet fra Judæa, er vi på langt sikrere grund rent kildemæssigt. Vi har en dels romerske historikere, vi har det jødisk-romerske historie Flavius Josefus og vi har Det nye Testamente.
Nogle vil måske studse – Det nye Testamente som historisk kilde ? – men ja, vi kan faktisk få en del oplysninger her, hvis vi hele tiden husker, at f.eks. de fire evangelister har et andet formål end historieskrivning i traditionel forstand. De vil vise, at Jesus fra Nazareth var den lovede Messias – på græsk Kristos.
Især forfatteren til Lukas-evangeliet gør helt klart, hvilken historisk metode han bruger – og han har også skrevet en fortsættelse, Apostlenes Gerninger, hvor vi har flere navne på de romerske statholderen efter Pontius Pilatus.
Og både dér og i Paulus´ breve får vi en klar fornemmelse af, at der i det 1.årh evt er jøder mange andre steder end Israel. Endelig er der nu meget sikre arkæologisk fund – rester af muren rundt om Det 2.Tempel, rester af kong Herodes´ mange bygningsværker, mange spor af de jødiske oprør 66-70 og 132-35 og mønter fra de forskellige perioder.
Romernes tid
Den historiske litteratur er også overvældende og man lægger mærke til, at jødiske historikere ofte vil tale om ”Det 2.Tempels Tid”, mens andre tit taler om Israel på Jesu tid.
En del bøger og meget forskning taler om ”Palæstina på Jesu tid” – da det først er efter 135, at romerne giver området dette navn, er det noget misvisende – en del vil så sige, at Palæstina er en ”neutral” geografisk betegnelse for området – det holder ikke rigtig stik i vore dage.
Endelig kan grunden til at bruge begrebet Palæstina være, at Israel jo havde været navnet på Nordriget, der for længst var gået under – det rige, der blev erobret af Babylonerne var Juda Rige, Sydriget – senere oftest omtalt som Judæa – også på romersk tid. Det omfatter så egentlig ikke den nordlige del, Galilæa og Samaria mellem Judæa og Galilæa.
Kilderne til Israel under Romerriget
Ikke overraskende er der et langt større antal kilder til denne periode end til de forrige. Vi er fremme i en periode, hvor vi kan bruge flere romerske historikere, vi kan bruge den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus og til nogle aspekter af livet i Israel i det første århundrede kan vi bruges skrifterne i Det nye Testamente. Her får vi en fornemmelse af det romerske militærs tilstedeværelse, de romerske repræsentanter i styret og tolderne, der opkrævede afgifter til den romerske besættelsesmagt.
Josefus ben Matthias var født i Jerusalem og voksede op i en fornem præstefamilie. Han deltog selv i oprøret og var endda leder af forsvaret af Galilæa i det nordlige Israel. Her blev han i år 67 taget til fange af Vespasian, den romerske øverstkommanderende (se Den jødiske Krig 3.bog kap.8). Men Josefus forudsagde, at Vespasian snart ville blive kejser og han blev derfor i første omgang holdt i husarrest og da profetien i år 69 efter Neros død gik i opfyldelse, blev han frigivet og tog kejserens familienavn, Flavius
Efter Jerusalems fald i 70 fulgte Josefus med den flaviske kejserfamilie til Rom, hvor han i en privilegeret position som kejserens gæst skrev sine værker, som alle er på græsk. Det første og bedst kendte var Bellum Judaicum, der udkom ca. 75 (kom i en ny dansk oversættelse ” Den Jødiske Krig” i 1997). Heri beskriver Josefus levende det jødiske oprørs forudsætninger og historie. Det andet hovedværk, Antiquitates Judaicae (De jødiske antikviteter), udkom ca. 95 og indeholder en fremstilling af det jødiske folks historie fra urtiden til oprørets udbrud i 66. Næsten samtidig udkom en kort selvbiografi, Vita, og et apologetisk værk, Contra Apionem (Mod Apion), hvori Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb. Til trods for dette bliver han stadig af mange jøder anset for en forræder, fordi han overgav sig til romerne og fulgte med kejseren til Rom.
Den danske teolog Per Bilde (1939-2014), der var professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev i 1983 disputats om Josefus som historieskriver og har skrevet flere artikler om ham.
Kilde 12: ”Den jødiske Krig” 1. bog
Forordet:
1. Den krig, som jøderne udkæmpede med romerne, er den største ikke blot af vor tids krige, men næsten også af dem, vi kun kender af omtale, hvad enten det nu var byer, der kom i konflikt med byer, eller folkeslag med folkeslag. Men nu har nogle, som ikke selv har været begivenhederne på nært hold, men kun samlede, hvad de havde hørt, på sofistisk 1) maner givet ukritiske og selvmodsigende skildringer af den, mens andre, som nok har været øjenvidner til den, har forfalsket kendsgerningerne, enten for at smigre romerne eller af had til jøderne. Derfor indeholder deres værker snart anklager og snart lovtaler, men den historiske sandhed finder man intetsteds. Derfor har jeg, Josefus, Matthias´ søn, fra Jerusalem, præst, som først selv kæmpede mod romerne og nødtvungent blev inddraget i de senere begivenheder, sat mig for, at jeg med henblik på dem, der lever under romersk herredømme, i græsk oversættelse vil skildre de begivenheder, som jeg allerede tidligere har beskrevet på mit modersmål og således gjort de ikke-græske folk inde i landet bekendt med.
2. For da denne som sagt største omvæltning tog sin begyndelse, led romerstaten under en indre svækkelse, mens det revolutionære parti blandt jøderne, der havde store ressourcer af mænd og penge, benyttede sig af de urolige forhold til at gøre opstand. I denne højst forvirrede situation kunne den ene part gøre sig forhåbninger om at gøre sig til herre over de østlige egne, mens den anden part måtte befrygte at miste dem; jøderne håbede nemlig på, at alle deres stammefrænder hinsides Eufrates 2) ville gøre fælles sag med dem i opstande, mens romernes naboer gallerne foruroligede dem, ligesom også kelterne rørte på sig. Og efter Neros død 3) herskede der kaotiske tilstande, idet mange heri så en gunstig lejlighed til at bemægtige sig kejserkronen, og i håb om gaver så hæren gerne et tronskifte. Jeg har derfor ikke anset det for rigtigt at se bort fra, at sandheden bliver forvansket under omtalen af så vigtige begivenheder, og desuden at partherne, babylonerne, de fjerntboende arabere samt vore stammefrænder hinsides Eufrates og adiabenerne 4) ved mine bestræbelser har fået nøje kendskab til, hvordan krigen begyndte, hvilke lidelser den førte med sig, og hvorledes den sluttede, mens derimod grækerne og romerne, for så vidt de ikke selv deltog i krigen, intet ved herom, idet de er henvist til fremstillinger, der enten vil smigre eller er forvanskede.
3. Alligevel har disse forfattere den dristighed at kalde den slags ”historie”, skønt de efter min mening heri ikke blot ikke har noget fornuftigt at berette, men også forfejler deres mål. De ønsker nemlig at vise romerens storhed, og derved nedsætter de til stadighed jøderne og gør dem ringere. Jeg kan dog ikke indse, hvordan de, der har besejret de små, kan anses for store. Og de tager hverken hensyn til krigens længde eller til den talmæssige styrke af den romerske hær, som kun med besvær gennemførte sin opgave, og heller ikke til de feltherrers storhed, som udfoldede så vældige anstrengelser for at indtage Jerusalem, og hvis ry efter min mening vil lide et skår, hvis man søger at forringe deres indsats.
4. Det er absolut ikke min hensigt at forherlige mine landsmænds bedrifter i konkurrence med dem, der hæver romerne til skyerne, men jeg vil samvittighedsfuldt og nøjagtigt berette om begge parters indsats. Med min skildring af begivenhederne gør jeg også en indrømmelse til mine egne følelser og min smerte, og tillader mig at sørge over mit fædrelands ulykker; for det var den indre splid, der forårsagede dets sammenbrud, og det var jødernes tyranner, der tvang romerne til mod deres vilje at gribe ind, og som bevirkede afbrændingen af templet. Det kan kejser Titus 5), som selv fuldbyrdede ødelæggelsen, bevidne; han havde under hele krigen medlidenhed med folket, der blev holdt nede af oprørslederne, og ofte fik han på eget initiativ udskudt stormen på byen og belejringen trukket i langdrag, for at de skyldige kunne komme på andre tanker. Hvis altså nogen skulle tage anstød af de anklager, jeg retter mod tyrannerne og deres forbryderbande, eller af min klage over mit fædrelands sørgelige skæbne, bør han bære over med min smerte, selv om det strider mod historieskrivningens regler. For det har været vor bys skæbne, at den, som engang blandt alle byerne under romernes herredømme hævede sig til den højestes lykke, atter styrtede i den dybeste ulykke; ja det forekommer mig, at blandt alle ulykker lige fra tidernes begyndelse kan ingen, hvis man foretager en sammenligning, måle sig med dem, der har ramt jøderne. Skylden herfor kan ikke lægges på nogen fra et andet folk, og det er derfor, det er mig umuligt at beherske min sorg. Hvis altså nogen vil gå alt for hårdt i rette med min sorg, så bør han føre kendsgerningerne på historiens regning, men klagerne på forfatterens.
5. Jeg kunne dog selv have god grund til at kritisere de græske lærde; for skønt der på deres egen tid har udspillet sig så store begivenheder, at de ved en sammenligning helt stiller fortidens krige i skyggen, så udtaler de sig nedladende om dem, der bestræber sig på at skildre disse begivenheder, og sætter sig til doms over dem, som de måske nok overgår i sproglig formulering, men står tilbage for i metodisk henseende. Selv skriver de om assyrernes 6) og medernes 7) historie, som om den var skildret af de gamle forfattere på en mindre tilfredsstillende måde; og dog kan de lige så lidt måle sig med disse i fremstillingens kraft som i saglig indsigt; de bestræbte sig nemlig alle sammen på at skrive om det, der foregik på deres egen tid, hvorved netop den omstændighed, at de selv havde overværet begivenhederne, gjorde fremstillingen anskuelig, og det var nedværdigende at lyve overfor dem, der selv havde kendskab til forholdene. Det er jo virkelig sådan, at det fortjener ros og anerkendelse af få det, der ikke tidligere er blevet fortalt, bevaret i erindringen, og at fremstille sin egen tids historie til gavn for eftertiden. Den virkelige forsker er ikke den, der blot omarbejder plan og opbygning af en andens værk, men kun den, der ikke blot bringer nyt frem, men også skaber et historisk værk af et personligt præg. Skønt jeg selv er af et andet folk, forelægger jeg hermed for grækerne og romerne dette værk, som har kostet mig store udgifter og stort bryderi, til erindring om, hvad de har fuldført. De indfødte græske forfattere får hurtigt munden på gled og tungebåndet løsnet, når det drejer sig om indbringende forretninger og retssager; men når det gælder historieskrivningen, hvor man nødvendigvis må tale sandhed og møjsommeligt indsamle fakta, så forstummer de og overlader til mindre ånder og til mindre sagkyndige at skrive om feltherrernes bedrifter. Derfor skal hos os den ægte historieskrivning holdes i ære, da den er blevet forsømt af grækerne.
6. Jeg anser det på nuværende tidspunkt for forfejlet og iøvrigt også for overflødig at skildre jødernes ældre historie, altså hvad det var for et folk, hvordan de udvandrede fra Ægypten, hvor stort et landområde de kom i berøring med under deres omflakken, hvor meget de efterhånden erobrede, og hvordan de derefter atter forlod disse steder; for der er også mange jøder, der før mig med stor nøjagtighed har skildret deres forfædres historie, og nogle grækere, som har oversat disse værker til deres modersmål, er kommet sandheden meget nær 8). Men der, hvor forfatterne til disse skrifter og vore egne profeter er standset op, vil jeg tage udgangspunkt for min fremstilling. Af begivenhederne vil jeg gennemgå dem, der vedrører den krig, som jeg selv oplevede, mere udførligt og så godt, som jeg nu kan gøre det; men hvad der ligger forud for min tid, vil jeg behandle ganske kortfattet.
7. Jeg vil berette, hvordan Antiochus med tilnavnet Epifanes 9) tog Jerusalem ved et stormangreb, herskede der i tre og et halvt år, hvorefter han blev jaget ud af landet af Hasmonaios´ sønner 10); dernæst hvordan deres efterfølgere kom i strid med hinanden om kongemagten og derfor fik romerne og Pompejus til at intervenere 11). Hvorledes Herodes, Antipatros´ søn, gjorde en ende på Hasmonaiernes dynasti ved at hidkalde Sosius, og hvordan folket efter Herodes´ død gjorde oprør, medens Augustus var romernes kejser, og Quintilius Varus var statholder i landet. Hvorledes krigen brød ud i det tolvte år af Neros regeringstid, hvad der tildrog sig under Cestius, og hvor store områder jøderne formåede at underlægge sig med våbenmagt ved deres første angreb.
8. Jeg vil berette, hvorledes jøderne befæstede byerne i vid omkreds, hvorledes Nero efter Cestius´ nederlag af frygt for et fuldstændigt sammenbrud overdrog Vespasian overkommandoen i krigen, hvorledes denne sammen med den ældste af sine sønner invaderede jødernes land, med hvor stor en romersk hær og med hvor mange forbundsfæller han trængte ind i hele Galilaia, og hvordan Vespasian besejrede nogle af byerne i dette land fuldstændigt ved magtanvendelse, men vandt andre ved at slutte overenskomst med dem. På dette sted vil jeg også nøjagtigt og på grundlag af selvsyn og egne erfaringer skildre romeres krigsdisciplin og hærafdelingernes træning, og endvidere udstrækningen af Galilaias to dele og deres geografiske beskaffenhed, Judaias grænser, landets egenart, dets søer og kilder, samt den skæbne, der overgik hver enkelt af de erobrede byer. Jeg vil heller ikke skjule noget af det, der overgik mig selv, da jeg henvender mig til læsere, som er orienteret herom.
9. Dernæst beretter jeg om Neros død på et tidspunkt, da jøderens situation allerede var kritisk, og om hvordan Vespasian, der var under fremrykning mod Jerusalem, måtte opgive denne for at overtage kejserværdigheden; endvidere om de varsler, der forkyndte ham dette, om omvæltningerne i Rom, om hvorledes han mod sin vilje blev udråbt til kejser af soldaterne, hvordan der, da han var draget til Ægypten for at ordne statens sager, opstod indre stridigheder blandt jøderne, hvordan tyranner greb magten, og hvordan disse så kom i strid med hinanden.
10. Jeg vil berette om den anden invasion i landet, foretaget fra Ægypten af Titus, om hvordan og hvor han samlede sine styrker, og hvor store de var; om situationen i byen ved hans ankomst som følge af splittelsen, om de stormangreb, han foretog, og om antallet af forsvarsvolde; jeg vil beskrive de tre fæstningsmures omfang og dimensioner, byens gode forsvarsmuligheder, indretningen af helligdommen og templet; endvidere alle mål på disse bygninger og på alteret, altsammen med stor nøjagtighed. Dernæst vil jeg beskrive nogle festskikke, de syv renselser og præsternes kulthandlinger; fremdeles præsternes dragter såvel som ypperstepræstens, og hvordan det Allerhelligste i templet var. Jeg vil hverken skjule noget eller føje noget til resultatet af min forskning.
11. Så vil jeg uden forbehold beskrive tyrannernes brutale adfærd over for deres landsmænd og romerens hensynsfulde optræden over for dem, der hørte til et andet folk; jeg vil opregne, hvor mange gange Titus, der ønskede at redde byen og templet, opfordrede de stridende parter til at nå til enighed; jeg vil berette i alle enkeltheder om folkets lidelser og dets ulykker, og hvorledes det var blevet demoraliseret af krigen, den indre splid og sulten, da det bukkede under. Jeg vil heller ikke forbigå overløbernes sørgelige skæbne eller straffeforanstaltningerne mod fangerne, og heller ikke hvordan templet blev stukket i brand mod kejserens vilje, eller hvor mange af tempelskattene man fik reddet fra ilden. Jeg vil berette om erobringen af hele byen og om de varsler og jærtegn, der gik forud, om tilfangetagelsen af tyrannerne, om antallet af dem, der blev solgt som slaver, og om den skæbne, der ramte hver enkelt af dem. Jeg vil beskrive, hvordan romerne gennemførte de sidste forholdsregler til afslutning af krigen, og hvorledes de sløjfede de enkelte steders fæstningsanlæg; hvordan Titus rejste rundt i hele landet og genindførte ordnede forhold, og endelig hvordan han vendte hjem til Italia og fejrede sin triumf.
12. Alt dette har jeg sammenfattet i syv bøger, og jeg har hverken givet dem, der har kendskab til begivenhederne, eller dem, der har været krigen på nært hold, nogen anledning til at kritisere eller anklage mig. Jeg har skrevet for de læsere, for hvem sandheden betyder noget, og ikke for at underholde. Jeg vil begynde min beretning på det sted, hvor jeg også begyndte min indholdsoversigt.
Noter:
Kilde 13: Oprøret starter – Den jødiske Krig 2. bog
14. kapitel:
1. Festus 1) afløste nu Felix som prokurator 2), og han greb energisk ind mod denne den værste landeplage. Han fik pågrebet et stort antal røvere og lod en hel del af dem henrette. Festus´ afløser Albinus 3) gik ikke frem på samme måde, og man kan ikke forestille sig nogen misgerning, som han ikke gjorde sig skyldig i. Ikke blot røvede og plyndrede han under sin embedsførelse de enkelte borgeres ejendom, og lagde tyngende skatter på hele folket, men han løslod også mod løsepenge fra de pårørende folk, som var blevet fængslet for røveri af det pågældende byråd eller af hans forgængere; kun den, der intet betalte, blev fortsat holdt fængslet som en forbryder: På dette tidspunkt viste de revolutionære elementer i Jerusalem en voksende dristighed, og de indflydelsesrige blandt dem fik ved bestikkelse en sådan magt over Albinus, at de ikke havde noget at frygte fra hans side, hvis de forsøgte en opstand; og den del af folket, der ikke var interesseret i fred og ro, sluttede sig til dem, der havde arrangeret sig med Albinus. Enhver af disse forbrydere omgav sig med sin egen bande, idet han som en røverhøvding eller tyran ragede op over resten af flokken, og han brugte sine væbnede folk til at udplyndre de mere respektable borgere med. Resultatet var, at de udplyndrede måtte tie om det, som de havde god grund til at harmes over, og at de, der var sluppet fri, af frygt for at lide samme skæbne måtte smigre dem, der egentlig havde fortjent dødsstraf; kort sagt, ingen kunne udtrykke sig frit, med tyranner på alle sider. Fra da af var sæden lagt til byens kommende erobring.
2. En sådan mand var Albinus, men hans efterfølger Gessius Florus 4) fik ham alligevel ved sammenligning til at tage sig ud som en agtværdig mand. Albinus begik de fleste af sine misgerninger hemmeligt og søgte at dække over dem; derimod pralede Gessius af sine forbrydelser mod folket, og som om han var udsendt som en bøddel, der på statens vegne skulle straffe de dømte, forsømte han ikke nogen lejlighed til røveri og mishandling. Hvor der kunne være grund til medlidenhed, udviste han den største brutalitet, og når det drejede sig om skændselsgerninger, var han den mest frastødende. Ingen kunne som han gøre sandhed til usandhed og udtænke snedige måder at føre andre bag lyset på. At udbytte en enkelt person forekom ham at være for lidt, han udplyndrede hele byer og ruinerede hele samfund, og det var lige ved, at han lod bekendtgøre i hele landet, at alle havde lov til at plyndre, forudsat at han selv fik en del af byttet. Resultatet af hans griskhed var, at hele byer forvandledes til ørken, og at mange gav afkald på gammel skik og brug for at udvandre til provinser med en fremmed befolkning.
3. Så længe nu Cestius Gallus 5) som provinsens statholder opholdt sig i Syrien, vovede ingen at sende udsendinge til ham for at klage over Florus; men da han kort før de usyrede brøds fest 6) kom til Jerusalem, flokkedes folk om ham i et antal af ikke mindre end tre millioner og bønfaldt ham om at have medlidenhed med folket i dets ulykke, og de brød ud i klageråd over Florus, som betød deres lands undergang. Han var selv til stede, stod ved siden af Cestius, men havde kun spot tilovers for deres protester. Cestius fik dog dæmpet mængdens ophidselse og forsikrede, at han ville sørge for, at Florus for fremtiden ville være mere imødekommende over for dem. Derpå vendte han hjem til Antiochia 7). Florus ledsagede ham til Caesarea 8), men han havde sine bagtanker, idet han allerede havde planlagt en krig mod det jødiske folk, da han regnede med, at han kun på den måde kunne skjule sine forbrydelser. For hvis freden varede ved, forudså han, at jøderne ville optræde som hans anklagere for kejseren, men hvis han kunne få fremkaldt en opstand blandt dem, ville han ved denne større ulykke kunne forhindre anklagen for de mindre forseelser. Derfor forstærkede han for hver dag der gik, folkets lidelser, for at anspore det til oprør.
4. Imidlertid havde grækerne 9) i Caesarea hos Nero 10) fået medhold i, at det var dem, der skulle kontrollere byen, og de vendte hjem med en skriftlig bekræftelse af denne afgørelse. Dermed udbrød krigen i det tolvte år af Neros regering og i det syttende år af Agrippa 11) herredømme som konge, i måneden Artemisios 12). Den ydre anledning til krigen stod slet ikke i noget forhold til de ulykker, den førte med sig. Jøderne i Caesarea ejede nemlig en synagoge, der lå lige ved siden af en grund, som tilhørte en græker der fra byen, og de havde ofte prøvet at erhverve den ved at tilbyde en pris, der var flere gange højere end dens værdi. Ejeren afviste dog deres henvendelser, og for at chikanere jøderne lod han endda grunden bebygge, idet han opførte nogle værksteder, således at de kun havde en snæver og i enhver henseende ubekvem adgang til synagogen. Først var der nogle brushoveder blandt de unge mænd, der trængte ind og søgte at hindre byggearbejdet. Man da Florus havde forhindret dem i at bruge magt, søgte nogle fremtrædende jøder, blandt dem tolderen Johannes, i deres forlegenhed at få Florus til at standse byggearbejdet ved at tilbyde ham otte sølvtalenter. For at få fingre i pengene lovede Florus, at han ville gøre alt, hvad de ønskede; men da han havde modtaget dem, forlod han Caesarea og drog til Sebaste. Herved gav han opstanden frit løb, som om han nu havde solgt jøderne tilladelse til at gribe til våben.
5. Næste dag var det sabbat 13). Da jøderne samledes i synagogen, opstillede en uromager fra Caesarea en omvendt krukke ved indgangen til synagogen og gav sig til at ofre nogle fugle 14) på den. Det fremkaldte en umådelig forbitrelse hos jøderne, fordi man derved forhånede deres love og gjorde stedet urent. Den mere besindige og forsonlige del af borgerne mente nu, at man skulle henvende sig til øvrigheden, men de stridslystne og de ungdommelige brushoveder brændte efter at komme i kamp. De mere uforsonlige blandt byens indbyggere stod allerede og ventede på dem, for det var efter aftale, de havde sendt manden hen for at ofre, og hurtigt kom det til et væbnet sammenstød. Nu indfandt rytterføreren Jucundus sig med ordre til at forhindre uroligheder, han lod krukken fjerne og søgte at bilægge striden. Da han dog ikke kunne klare sig overfor indbyggernes voldsomhed, greb jøderne hastigt deres lovruller 15) og trak sig tilbage til Narbata; det er navnet på en jødisk landsby, som ligger 60 stadier 16) fra Caesarea. Tolv ansete jøder sammen med Johannes drog til Florus i Sebaste og beklagede sig over, hvad der var sket, og idet de bad ham om hjælp, mindede de ham diskret om de otte talenter. Men Florus lod mændene gribe og fængsle, med den begrundelse, at de havde fjernet lovrullerne fra Caesarea.
6. Disse begivenheder fremkaldte forbitrelse i Jerusalem, men lidenskaberne kom endnu ikke til udbrud. Florus lagde dog ved på krigsbålet, som om man havde betalt ham for det. Han sendte folk hen til tempelskatten efter sytten talenter under det påskud, at kejseren havde brug for dem. Det fremkaldte straks stærk uro i befolkningen; folk stimlede sammen i templet, råbte med gennemtrængende røst kejserens navn og bønfaldt om, at han ville befri dem fra Florus´ voldsherredømme.
Det antikke teater i Cæsaria.
Nogle af de oprørske slyngede de værste skældsord mod Florus, gik rundt med en kurv og bad om en almisse til den ”stakkels ynkværdige mand”. Derved blev han dog ikke stoppet i sit pengebegær, men blot ophidset til yderligere afpresning. Skønt han burde være draget til Caesarea for at slukke den krigens fakkel, som tændtes der, og fjerne årsagerne til den hele uro, hvad han jo egentlig fik sin løn for, brød han op mod Jerusalem med sin hær af ryttere og fodfolk, for ved romerske våben at opnå hvad han ønskede, og ved frygt og trusler gøre det helt af med byen.
7. For på forhånd at imødegå hans hævnlyst gik folket soldaterne i møde, idet det bød dem velkommen, og det traf forberedelser til at give Florus en ærefuld modtagelse. Men da sendte han centurionen 17) Capito i forvejen med 50 ryttere, som skulle befale folk at forsvinde derfra og ikke nu foregive en venlig indstilling over for den mand, som de havde behandlet på en så fornærmelig måde. Hvis de var rigtige mænd, der vovede at sige deres mening, burde de også håne ham, nu da han var til stede, og således vise deres frihedskærlighed ikke blot i ord, men også med våben i hånd. Ved disse ord blev folket grebet af skræk, og da samtidig Capitos ryttere galopperede midt ind iblandt dem, løb folk til alle sider, før de fik lejlighed til at hylde Florus og vise soldaterne, at de var rede til at underkaste sig. De trak sig tilbage til deres huse og tilbragte her natten i frygt og modløshed.
8. Florus havde imidlertid indlogeret sig i kongeslottet 18), og næste dag lod han sit dommersæde opstille foran det og tog plads her. Derpå indfandt ypperstepræsterne, de indflydelsesrige mænd og de mest ansete blandt borgerne sig og stillede sig foran dommersædet. Florus befalede dem så at udlevere dem, der havde hånet ham, og tilføjede, at de selv skulle få hans hævn at føle, hvis de ikke udleverede de skyldige. De gjorde da gældende, at befolkningen var fredeligt indstillet, og de bad om overbærenhed mod dem, der havde råbt op; der var jo ikke noget mærkeligt i, at der blandt så mange mennesker var nogle brushoveder og umodne unge mennesker, og desuden ville det være umuligt at identificere de skyldige, hvis de hver især havde skiftet mening og nu af frygt ville benægte at have gjort det, som de havde gjort. Hvis det virkelig lå ham på sinde at bevare freden i landet og sikre romerne byen, burde han af hensyn til de mange uskyldige hellere tilgive de få, der havde forset sig, end på grund af nogle få slette mennesker styrte et så stort og loyalt folk i ulykke.
9. Denne appel ophidsede kun Florus endnu mere, og han brølede til sine soldater, at de skulle plyndre det såkaldte ”Øvre torv” 19) og dræbe dem, de traf på. Da de i forvejen rovgriske soldater havde fået denne ordre af deres leder selv, plyndrede de ikke blot det sted, hvortil de var blevet sendt, men de trængte ind i alle husene og huggede beboerne ned. Folk flygtede gennem de snævre gader, og de, der blev indhentet, blev dræbt. Der blev plyndret på alle mulige måder, og soldaterne greb mange fredelige borgere og førte dem til Florus, som først lod dem piske på en meget nedværdigende måde og derefter korsfæste. Det samlede antal af dem, der omkom på denne dag, beløb til omtrent 3.600 iberegnet kvinder og børn, da ikke engang spædbørn blev skånet. Hvad der gjorde denne ulykke særlig tung at bære var en hidtil ukendt brutalitet fra romerens side. Florus tillod sig nemlig en handlemåde, som ingen hidtil havde vovet at benytte, idet han lod mænd af ridderstand piske foran sit dommersæde og derefter korsfæste; og det var mænd, der ganske vist var af jødisk afstamning, men dog havde en romersk status.
Noter:
Kilde 14: Josefus tages til fange – Den jødiske Krig 3. bog
Josefus´ 3.bog foregår i høj grad i Galilæa i det nordlige Israel. I 1.kapitel hører vi, hvordan kejser Nero sender Vespasian til Judæa, og Josefus beskriver i kap.3 de israelske provinser Galilæa, Peræa, Samaria og Judæa. Vi hører om Josefus´ nederlag ved Sepforis, den romerske hærs organisering og om, hvordan Vespasian indtager Gabara og rykker frem mod Jodapata, som han efter en lang belejring erobrer.
8. kapitel:
1. Romerne begyndte nu en eftersøgning efter Josefus, både på grund af deres forbitrelse mod ham, og fordi det betød overordentlig meget for deres feltherre 1), da Josefus´ tilfangetagelse ville være et afgørende vendepunkt i krigen. Derfor undersøgte man nøje de døende og dem, man havde fundet skjult. Men da byen var ved at blive indtaget, var det lykkedes ham ved en eller anden guddommelig bistand at snige sig bort midt ind mellem fjenderne, hvorefter han var sprunget ned i en dyb cisterne, som på den ene side havde forbindelse med en rummelig hule, der ikke kunne ses oppefra.
Vespasian Galilæa-kampagne
Der forefandt han 40 ansete mænd, som holdt sig skjult her, og tillige et forråd af levnedsmidler, som var tilstrækkeligt til adskillige dage. Om dagen holdt han sig nu skjult, da fjenderne holdt hele byen besat, men om natten gik han op for at undersøge flugtmulighederne og udspejde vagtposterne. Men da alt blev holdt under bevogtning til alle sider med henblik på ham, så det ikke var muligt at gemme sig der, steg han atter ned i hulen. Her holdt han sig nu skjult i to dage, men på den tredje dag blev han røbet af en kvinde, som var blevet taget til fange og nu var sammen med de andre. Vespasian sendte da i største hast to tribuner 2), Paulinus og Gallicanus, af sted med ordre til at tilbyde Josefus frit lejde og opfordre ham til at komme frem.
2. Så snart de var kommet derhen, tilskyndede de ham til at følge opfordringen og gav ham selv garantier for, at der ikke ville ske ham noget, uden at de dog kunne få ham overtalt. Han byggede ikke sin mistillid på underhandlernes af naturens milde væsen, men på bevidstheden om alt det, han havde gjort mod romerne, og om den straf, der rimeligvis ville ramme ham; derfor var han bange for, at de kom for at hente ham til afstraffelse.
Vespasian sendte en tredje tribun ved navn Nikanor, en ven og gammel bekendt af Josefus. Da han var kommet skildrede han, hvordan romerne af naturen viste mildhed over for dem, de engang havde besejret, og hvordan Josefus selv på grund af sin tapperhed snarere fremkaldte beundring end had hos de romerske ledere; det var ikke Vespasians ønske at lade ham straffe, for det kunne han gøre, også hvis han ikke ville indfinde sig, men han var besluttet på at frelse en så tapper mand. Nikanor tilføjede, at Vespasian da ikke ville have sendt en ven af Josefus for at lægge en fælde og således bruge det skønneste af alt, venskabet, som skalkeskjul 3) for det værste af alt, troløshed. Han ville heller ikke selv have indladt sig på at komme for at føre en god ven bag lyset.
3. Da nu Josefus også forholdt sig noget tøvende over for Nikanor, ville soldaterne i deres ophidselse ryge ham ud af hulen, men tribunen holdt dem tilbage, fordi det lå ham på sinde at få manden levende i sin magt. Da Nikanor appellerede indtrængende til ham, og da Josefus hørte truslerne fra den fjendtlige mængde, kom han til at tænke på nogle natlige drømme, ved hvilke Gud havde forkyndt ham de ulykker, der skulle ramme jøderne, og de romerske kejseres kommende skæbne. Josefus forstod sig nemlig på at tyde drømme og på at udlægge det, som blev sagt på en dunkel måde af Gud. Han var fortrolig med profetierne i de hellige bøger 4), da han selv var præst og af præsteslægt. Netop i denne time følte han sig inspireret til at forstå disse ting, og idet han i sin erindring fremdrog de skrækindjagende drømmebilleder, der fornylig havde vist sig for ham, bad han i sit stille sind således til Gud: ”Siden det er Din vilje at knække det jødiske folk, som du har skabt, og da al lykke er gået over til romerne, og da du har udvalgt min sjæl til at forkynde, hvad der skal komme, overgiver jeg mig frivilligt til romerne og forbliver i live; jeg kalder dig til vidne på, at jeg tager dette skridt, ikke som forræder, men som Din tjener.”
4. Da han havde sagt dette, ville han til at overgive sig til Nikanor. Men da de jøder, som havde skjult sig sammen med ham, forstod, at han gav efter for fjendernes tilbud, stimlede de sammen om ham og råbte: ”Sandelig ville vore fædrene lov sukker dybt, og Gud, som har skænket jøderne sjæle, der ringeagter døden, ville slå øjnene ned. Klynger du dig i den grad til livet, Josefus, at du kan finde sig i at se solens lys som slave ? Hvor hurtigt har du dog glemt dig selv ? Hvor mange har du ikke fået overtalt til at dø for friheden? Falsk var da dit ry for tapperhed, og falsk var din berømmelse for klogskab, hvis du nu håber på tilgivelse fra dem, som du har bekæmpet så hårdt. Vil du virkelig tage mod livet fra dem, hvis de da holder deres ord? Hvis nu romernes lykke har fået dig til at glemme dig selv, så påhviler det os at værne om vores fædres ry. Vi rækker dig vor højre hånd og sværd; død du frivilligt, er det som jøderens feltherre, men dør du ufrivilligt, da er det som forræder.” Med disse ord løftede de sværdene imod ham og truede med at dræbe ham, hvis han overgav sig til romerne.
5. Da Josefus var bange for, at de skulle angribe ham, og da han mente, at det ville være et forræderi mod Guds påbud, hvis han døde, før han kunne forkynde dem, begyndte han i denne kritiske situation at imødegå dem med filosofiske betragtninger. Han sagde: ”Kære venner, hvorfor er vi så ivrige efter at berøve os selv livet? Hvorfor skulle vi dog skille sjæl og legeme, som er så nøje forbundne? Man siger, at jeg har forandret mig; men romerne ved, hvordan det forholder sig. Det er skønt at dø i krigen, ja, men efter krigens lov, og det vil sige at falde for sejrherrens hånd; men hvis de ønsker at skåne en fjende, hvor meget rimeligere er det så ikke, at vi ønsker at skåne os selv. Det ville da være tåbeligt at gøre det mod os selv, som vi har kæmpet med dem om at undgå. Det er skønt at dø for friheden; ja, det siger jeg også, men det skal være i kampen mod dem, der vil berøve os den. Og nu kommer de hverken for at kæmpe mod os eller for at dræbe os. Den mand er en kujon, der ikke vil dø, når det er nødvendigt, men det gælder i lige så høj grad for den mand, der ønsker det, når det ikke er nødvendigt. Hvad har vi da at frygte, hvis vi vægrer os mod at overgive os til romerne? Er det da ikke døden? Men skal vi da tilføje os selv det som noget uundgåeligt, som vi frygter fra vores fjenders side som noget muligt? ”Nej, det er trældommen, vi frygter”, vil en sige. Ja sandelig, som om vi er frie mennesker nu! ”Det er heltemodigt at dræbe sig selv”, vil en anden sige. Nej, tværtimod, det er det uværdigste af alt; jeg anser da ikke nogen for mere fej, end den styrmand, der af frygt for uvejret frivilligt sænker sit skib før stormen. Nej, selvmord er både i strid med de instinkter, som er fælles for alle levende væsener, og en forbrydelse mod Gud, som skabte os. Blandt dyrene findes der ikke et eneste, der søger døden frivilligt eller dræber sig selv; for viljen til livet er en stærk naturlov, som bor i alle. Derfor betragter vi dem, der åbenlyst stræber os efter livet, som fjender, og vi straffer dem, der med list søger at ombringe os. Tror I ikke, at Gud harmes, når et menneske behandler hans gave med foragt? For det er fra ham, vi har modtaget livet, og det er ham, vi må overlade det til at bestemme hvornår det er forbi. Alles legemer er dødelige, og de er skabt af et forgængeligt stof, men sjælen er altid udødelig, og den bor i vort legeme som en del af Gud. Hvis nogen ødelægger det, som er blevet ham betroet af en anden, eller forvalter det dårligt, anses han for slet og upålidelig; men hvis nogen fra sit legeme fjerner det, der er blevet betroet ham af Gud, tror han så at kunne holde sig skjult for den, som han har krænket på denne måde? Man anser det jo også for ret og rimeligt, at man straffer bortløbne slaver, selv om de herrer, de har forladt, er onde mennesker; skal vi så ikke anse det for ugudeligt, hvis vi selv løber bort fra den bedste af alle herre, Gud? Ved I ikke, at de, der forlader livet efter naturens lov og således tilbagebetaler det lån, de har modtaget af Gud, når Giveren ønsker det, vinder evigt ry, og at det er sikret dem, at deres hus og slægt skal bestå? Ved I ikke, at deres sjæle, som forbliver rene og lydige, får tildelt den helligste plads i himlen, hvorfra de i tidernes kredsløb vender tilbage for atter at finde bolig i hellige legemer? Men hvis nogle er så vanvittige, at de lægger hånd på sig selv, er det det mørkeste sted i Hades 5), der tager imod deres sjæle, og Gud, deres fader hjemsøger fædrenes synder på deres efterkommere. Det er derfor, at denne forbrydelse, der i Guds øjne er så afskyelig, også bliver straffet af vor viseste lovgiver; thi hos os er det bestemt, at de, der har begået selvmord, skal ligge ubegravede indtil solnedgang, skønt vi anser det for vor pligt at lade endog vore faldne fjender begrave. Hos andre folk kræver loven endda, at en selvmorders højre hånd, men hvilken han har ført krig mod sig selv, skal afhugges, ud fra den mening, at ligesom legemet mod naturen er blevet adskilt fra sjælen, således skal også hånden skilles fra legemet. Det er derfor ret, kære venner, at lytte til fornuftens røst, og ikke til vore menneskelige ulykker føje forbrydelsen mod vor skaber. Hvis livet bliver os tilbudt, så lad os tage imod det. Der er ikke noget vanærende i at lade os redde af dem, over for hvem vi med så mange bedrifter har bevist vor tapperhed. Hvis vi skal dø, er det ærefuldt at død for sejrherrens hånd. Jeg vil ikke gå over på fjendens side for at blive en forræder mod mig selv; så ville jeg jo være langt tåbeligere end de, der deserterer over til fjenden, da de jo gør det for at redde livet, mens det for mig ville betyde min egen undergang. Jeg kunne dog ønske mig at falde i et romersk baghold; for hvis de dræber mig efter at have givet mig deres ord, vil jeg gå frimodigt i døden, da jeg i løgnens troløshed ser en bedre trøst, end en sejr ville give mig.”
6. Ved disse og mange lignende argumenter søgte Josefus at få sine kammerater til at afstå fra selvmord. Men desperationen havde gjort dem døve for hans ord, som om de allerede havde viet sig til døden, så at de rettede deres forbitrelse mod ham. Fra alle sider stormede de med dragne sværd ind på ham, medens de beskyldte ham for fejhed, og de syntes alle sammen rede til at hugge ham ned på stedet. Da tiltalte han en af dem ved navn, betragtede en anden med sit feltherreblik, trykkede en tredje i hånden, og ved sine indtrængende ord fik han en fjerde bragt på bedre tanker. Og medens han i dette kritiske øjeblik var genstand for de mest forskelligartede fjendtlige følelser, lykkedes det ham at afholde dem alle sammen fra at bruge deres sværd, idet han ligesom et vildt dyr, der er omringet af jægerne, hele tiden vendte sig mod den, der ville angribe ham. Da hans angribere også i denne ekstreme situation følte, at han var deres feltherre, lammedes deres hånd, sværdene gled fra dem, og mange kastede af sig selv det våben bort, som de lige havde rettet mod ham.
7. Også i denne vanskelige situation bevarede Josefus sin åndsnærværelse og i tillid til Guds omsorg satte han livet på spil og sagde: ”Da vi er fast besluttede på at dø, lad os da afgøre ved lodkastning, i hvilken rækkefølge vi skal dræbe hinanden. Den, som loddet rammer, skal falde for den næstes hånd; for det vil være urigtigt, hvis en enkelt skiftede sind og blev reddet, når alle andre var gået bort.” Hans ord fandt tilslutning hos dem, de fulgte hans råd, og han trak lod sammen med de andre. Den som loddet ramte, lod sig frivilligt dræbe af den næste i den overbevisning, at også feltherren straks ville følge ham i døden; for de mente, at det at død sammen med Josefus var skønnere end at leve. Da blev han tilbage sammen med en anden, hvad enten man vil tale om lykkes eller om Guds forsyn, og da det var ham magtpåliggende hverken at blive dømt til døden af loddet eller, hvis han blev alene tilbage, at besmitte sine hænder med en landsmands blod, overtalte han også den anden til at forblive i live ved at slutte en pagt med ham.
8. Da Josefus på denne måde havde overlevet både krigen med romerne og opgøret med sine egne folk, blev han af Nikanor ført til Vespasian. Romernes strømmede nu alle sammen til at få ham at se, og da folk nu flokkedes omkring feltherren, lød der mange forskelligartede råb, idet nogle udtrykte deres glæde over, at han var blevet taget til fange, mens andre rettede trusler imod ham og andre igen masede på for at få ham at se på nært hold. Nogle, der stod længere borte, råbte, at nu skulle deres fjende straffes, men de, der var lige i nærheden af ham, genkaldte sig hans bedrifter og var helt rystede over et sådant omsving af skæbnen. Blandt officererne var der ingen, der ikke blev mildere stemt ved synet af ham, selv om de tidligere havde været forbitrede på ham. Mere end nogen anden blev Titus 5) grebet af beundring for Josefus´ modige holdning under ulykkerne og af medlidenhed med hans unge alder. Når han huskede på, hvordan han før havde kæmpet, og nu så ham i sine fjenders magt, kom han til at tænke på, hvor stor skæbnens magt er, hvor hurtigt krigslykken kan slå om, og hvilken usikkerhed der råder i menneskenes forhold. Derfor fremkaldte han også ved denne lejlighed lignende følelser hos de fleste og fik dem til at føle medlidenhed med Josefus, men mest af alt var det hans optræden som fortaler for Josefus hos faderen, der bevirkede at hans liv blev sparet. Dog gav Vespasian ordre til, at han skulle bevogtes særligt omhyggeligt, da han ønskede at sende ham så snart som mulig til Nero 6).
9. Da Josefus havde fået det at vide, bad han om at komme til at tale med ham under fire øjne. Vespasian befalede da alle med undtagelse af sønnen Titus og to venner at trække sig tilbage, og Josefus talte da således: ”Du tror, Vespasian, at du med Josefus blot har fået en krigsfange i din magt, men jeg kommer til dig som budbringer om større ting. Hvis ikke jeg var blevet sendt af Gud, havde jeg kendt den jødiske lov og havde vidst, hvordan en feltherre bør dø. Nu vil du sende mig til Nero. Hvorfor dog det? Tror du da, at Neros efterfølgere vil holde sig længe ved magten, før du bliver hersker?
General Vespasian – kejser 69-79 e.v.t
Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her. Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig, men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten. Men jeg beder dig om endnu strengere bevogtning, for at du kan straffe mig, hvis jeg har taget Guds ord forfængeligt”.
10. Da han sagde dette, syntes Vespasian ikke i første øjeblik at tro på det; han mente, at dette var en list fra Josefus´ side med det formål at redde livet. Men lidt efter lidt blev han overbevist, da Gud allerede indgav ham tanken om herredømmet og også ved andre tegn varslede hans tronbestigelse. Han konstaterede også, at Josefus ved andre lejligheder havde vist sig pålidelig i sine forudsigelser. Den ene af de to venner, der var til stede ved den hemmelige forhandling, udtalte da sin forundring over, at Josefus hverken havde forudset Jotapatas indbyggere byens erobring eller sin egen tilfangetagelse; når han ikke havde gjort det, måtte hans ord blot være løs snak, der skulle afværge det uvejr, der truede ham. Men hertil svarede Josefus, at han havde forudsagt indbyggerne i Jotapata , at deres by ville blive erobret efter 47 dages forløb, og også, at han ville blive taget til fange af romerne i live. Da Vespasian havde forhørt sig om dette under hånden hos krigsfangerne og fik det bekræftet, begyndte han at tro på det, der angik ham selv. Han lod dog hverken Josefus slippe for fængsel eller for lænker, men han forærede ham en kædning og andre værdifulde ting, og han behandlede ham fortsat venligt og tillidsfuldt. Det var ikke mindst Titus, der bidrog til at hædre ham på denne måde.
Noter:
Kilde 15: Josefus om Jerusalems erobring år 70 – Den jødiske Krig 6. bog
Josefus har i 3., 4. og 5.bog skildret krigens gang. Bl.a. nederlaget ved Jodapata, hans egen tilfangetagelse, Vespasians overtagelse af kejsermagten i Rom i 69 og sønnen Titus´ overtagelse af kommandoen i Judæa. Han har også skildret de store indbyrdes stridigheder mellem jøderne, der har været medvirkende årsag til, at der nu kun er Jerusalem samt fæstningen Masada ved Det døde Hav tilbage, hvor oprørerne har magten.
Josefus foran Vespasian
6. bog starter med, at Josefus i kap.1 skildrer de ”rystende tilstande i Jerusalem”, der ”nu forværredes for hver dag, der gik, og midt i ulykkerne opfanatificeredes oprørerne endnu mere, da hungersnøden, som først havde hjemsøgt den almindelige befolkning, nu også begyndte at plage dem.”
Samtidig hører vi om, hvordan Titus opmuntrer de romerske soldater. I kap.2 bruger Titus Josefus til at få jøderne inde på Tempelpladsen til at overgive sig for at skåne templet – Josefus råber op til dem og advarer dem om konsekvenserne ved at fortsætte. ”Dette sagde Josefus i en klagende tone og med tårer i øjnene, indtil hans stemme brød sammen i en hulken.”
Titus – Vespasians søn og ny hærfører
Men det hjælper ikke – oprørerne fortsætter fanatisk kampen. Og i kap. 3 fortæller Josefus en rystende historie om kannibalisme hos jøderne – en handling, som også ryster romerne. Titus fralægger sig dog ansvaret overfor Gud – ”han erklærede, at fra hans side blev der tilbudt jøderne fred og uafhængighed.”
Model af Templet i Jerusalem efter Herodes’ ombygning og udvidelse
4. kapitel:
1. Da nu de to legioner havde fuldført angrebsvoldene den ottende dag i måneden Loos 1), gav Titus ordre til at føre ”vædderne” frem mod den vestlige søjlegang i den ydre tempelgård. Før de blev sat ind, havde den kraftigste murbrækker af dem, romerne rådede over, hamret løs på muren i seks dage i træk uden at udrette noget, da stenene i den var så kæmpemæssige og så godt sammenføjede, at hverken den eller andre murbrækkere havde vist sig effektive. Men nu var der andre soldater, der underminerede fundamenterne under den nordlige port, og med det største besvær fik de de forreste sten væltet ud; men da porten var forbundet med stenene indenfor blev den stående. Til sidst opgav romerne forsøgene med belejringsmaskiner og løftestænger og satte stiger op mod søjlegangene. Jøderne havde ikke noget hastværk med at forhindre det, men så snart romerne var nået op, gik de løs på dem og tog kampen op; nogle af dem trængte de tilbage, og fik dem til at styrte hovedkulds ned, andre mødte de mand til mand og huggede dem ned; mange dræbte de også med deres sværd, mens de var ved at give slip på stigerne og endnu ikke kunne dække sig med skjoldene; nogle af stigerne, der var fyldt med sværtbevæbnede, lykkedes de dem at skubbe til oppefra, så de væltede. De havde dog også selv betydelige tab. De romerske soldater, der bar felttegnene, kæmpede især for at forsvare dem, da tabet af dem blev anset for særligt alvorligt og vanærende. Til sidst erobrede jøderne dog felttegnene og gjorde det af med alle dem, der var klatret op ad stigerne. De øvrige, der var demoraliserede ved at se deres kammeraters skæbne, trak sig tilbage. Af romerne omkom ingen uden at have gjort en god indsats, og af oprørerne kæmpede de, der havde udmærket sig i tidligere kampe, også ved denne lejlighed tappert, og det gjaldt også Eleazaros, en nevø af tyrannen Simon 2). Da Titus nu indså, at det kun førte til tab og død for hans soldater, hvis han ville skåne fremmede folks helligdomme, gav han ordre til at sætte ild på portene.
2. Ved denne tid kom til Titus som overløbere Ananos fra Emmaus, den mest blodtørstige af Simons livvagter, og Archelaos, søn af Magaddates; de regnede med at kunne opnå tilgivelse, fordi de havde forladt jøderne på et tidspunkt, da disse befandt sig i en gunstig position. Men Titus anså på forhånd dette for et snedigt trick fra disse mænds side, og da han havde hørt om den grusomhed, som de i øvrigt havde udvist overfor deres landsmænd, var han stærkt indstillet på at lade dem begge henrette; han sagde, at de var kommet, fordi de havde været nødt til det, og ikke fordi de selv havde valgt det; folk, der først flygtede fra deres fædreneby, når den hærgedes af en brand, som de selv bar skylden for, fortjente ikke at overleve. Alligevel sejrede det løfte, han havde givet, over hans vrede, og han løslod de to mænd, uden at han dog gav dem samme vilkår som de andre. Soldaterne var nu allerede i færd med at sætte ild på portene, og da sølvbeslagene smeltede, fængede ilden hurtigt i træværket, og herfra forplantede den sig med voldsom kraft og fik tag i søjlegangene. Da jøderne så, hvordan ilden omspændte alt, svigtede både kræfterne og modet dem, og de var så lamslåede, at ikke en eneste gjorde forsøg på at gribe ind og slukke, men de blev stående som forstenede og så det brænde. Skønt nu ødelæggelsen var ved at tage modet fra dem, gjorde det dem dog ikke mere indstillet på at redde, hvad der endnu var tilbage; men som om det var templet selv, der stod i flammer, forøgede det blot forbitrelsen mod romerne. Ilden rasede nu hele denne dag og den følgende nat, for romerne kunne ikke sætte ild på søjlegangene samtidig fra alle sider, men måtte tage en del ad gangen.
3. Næste dag gav Titus ordre til, at en del af hæren skulle tage fat på slukningsarbejdet og anlægge en vej til portene, for at gøre det lettere for legionerne at rykke ind; selv sammenkaldte han officererne. Det var de seks øverste, der samledes, nemlig Tiberius Alexander, der var den øverstkommanderende for alle styrkerne, Sextus Cerealius, Larcius Lepidus og Titus Frygius, som havde kommandoen over henholdsvis den femte, den tiende og den femtende legion. Desuden Fronto Heterius, befalingshaveren over de to legioner fra Alexandria, og Marcus Antonius Julianus, statholderen i Judaia. Da også andre statholdere og krigstribuner havde indfundet sig, fremlagde Titus spørgsmålet angående templet. Nogle var stemt for, at man skulle gøre brug af krigsretten; jøderne ville jo aldrig holde op med at spekulere på oprør, så længe templet blev stående dér som et samlingspunkt, hvortil jøderne kom fra hele verden. Andre tilrådede, at man skulle skåne det, hvis jøderne ville rømme det, og hvis ingen fik lov til at anbringe våben der; men hvis jøderne besatte det med militære formål, burde man brænde det ned; for i så fald var det jo et militært støttepunkt og ikke længere et tempel, og følgelig var det ikke romerne, der var de ansvarlige, men dem, der havde tvunget dem til at optræde så ugudeligt. Titus derimod erklærede, at selv om jøderne besatte det og førte kampen videre derfra, burde man dog ikke lade det gå ud over livløse ting i stedet for mennesker, og under ingen omstændigheder lade et så storslået bygningsværk gå op i luer; tabet ville jo dog ramme romerne, ligesom templet ville være en pryd for riget, hvis det blev bevaret: Derpå gav Fronto, Alexander og Cerealius dette forslag deres uforbeholdne tilslutning. Derefter hævede Titus krigsrådet, og da han havde instrueret officererne om at lade de øvrige styrker hvile ud, for at han kunne finde dem i besiddelse af nye kræfter, når kampen blev genoptaget, gav han ordre til, at de dertil udpegede mænd fra kohorterne skulle rydde en vej gennem ruinerne og slukke ilden.
4. Denne dag var jøderne så udmattede og demoraliserede, at det lammede deres energi; men da de næste dag var kommet til kræfter og havde fattet nyt mod, foretog de i dagens anden time gennem den østlige port et udfald mod vagtposterne i den ydre tempelgård. Romerne satte sig kraftigt til modværge mod deres angreb, og idet de beskyttede sig med skjoldene, som de holdt foran sig som en mur, sluttede de geledderne tæt sammen. Det var dog tydeligt, at de ikke ville kunne holde stand i længere tid, da de var angriberne underlegne både i antal og kampmoral. Caesar 3) kom dog en vending i kampen i forkøbet, da han havde fulgt den oppe fra Antonia 4), og han kom nu til undsætning med særligt udvalgte ryttere. Mod et sådant stormangreb holdt jøderne ikke stand; så snart de første var faldet, vendte hovedparten sig til flugt. Men når som helst romerne trak sig tilbage, vendte jøderne sig om til angreb, for så på ny at flygte, når modstanderne gjorde omkring. Til sidst blev jøderne omkring den femte time af dagen overmandet og indesluttet i den indre tempelgård.
5. Titus trak sig nu tilbage til Antonia, efter at han truffet den beslutning, at han næste dag ved daggry ville gå til angreb med hele sin styrke og indeslutte templet fra alle sider. Men Gud havde allerede for længst besluttet, at det skulle være ildens bytte, og nu var i tidernes forløb den skæbnesbestemte dag indtruffet, som var den tiende i måneden Loos, på hvilken dag templet allerede en gang tidligere var blevet nedbrændt af babylonernes konge 5). Men denne gang var det jøderne selv, der både anstiftede og var årsag til branden. Da Titus nemlig havde trukket sig tilbage, angreb oprørerne efter en kort pause på ny romerne, og det kom til kamp mellem vagtposterne i templet og de romere, der var i færd med at slukke ilden i den indre tempelgård. Disse slog jøderne på flugt og forfulgte dem helt hen til templet. Da var der en af de romerske soldater, som uden at have fået ordre til det, og uden at ane rækkevidden af sin handling, men som om han var dreven af en guddommelig tilskyndelse, rev et brændende stykke træ ud af bålet, og lod sig løfte op af en anden soldat; så slyngede han denne brand ind gennem det gyldne vindue, gennem hvilket man fra nordsiden kunne komme ind i rummene omkring helligdommen. Da flammerne skød i vejret, lød der fra jøderne et skrig, som helt svarede til denne katastrofe, og de løb til fra alle sider for at hjælpe; nu var der ingen, der tog hensyn til livsfaren eller sparede på kræfterne; for nu var det ved at gå til grunde, som de hidtil havde viet hele deres årvågenhed.
6. En soldat løb hen til Titus og fortalte, hvad der var sket. Titus hvilede sig i sit telt efter kampen, men nu sprang han op og skyndte sig, som han gik og stod, hen til templet for at få ilden slukket, og lige efter ham fulgte alle officererne, og efter dem igen de opskræmte soldater. Der hørtes en råben og larm, sådan som det sker, når en så stor styrke kommer i bevægelse uden at være underkastet disciplin. Cæsar søgte med råb og vink at få de kæmpende soldater til at forstå, at de skulle slukke ilden, men de opfattede ikke, hvad han råbte, da det blev overdøvet af en endnu stærkere larm, og hans gestus lagde de ikke mærke til, nogle fordi de var helt optaget af at kæmpe, andre fordi de var så ophidsede. Da legionerne nu stormede frem, kunne hverken opfordringer eller trusler holde dem i tømme, nu var det ophidselsen, der helt havde magten over dem. Omkring indgangene var der en sådan trængsel, at mange blev trampet ned af deres kammerater, og der var også mange, der faldt om i de endnu varme og rygende ruiner af søjlegangene og dermed fik samme skæbne som de overvundne. De soldater, som kom hen i nærheden af templet, lod som om de ikke kunne høre Cæsars ordrer; de opfordrede endda dem, der stod foran dem, til at kaste mere ind i ilden. For oprørerne var der nu ikke længere nogen mulighed for at komme til hjælp, overalt blev jøderne hugget ned eller drevet på flugt. De fleste af de dræbte var fredelige borgere, svage og ubevæbnede mennesker, og de blev nu hugget ned, hvor som helst man fik fat på dem. Omkring altret hobede ligene sig op, blodet flød i strømme ned ad templets trin, og ligene af dem, der var blevet dræbt højere oppe, gled ned af tempeltrapperne.
7. Da soldaterne nu opførte sig som besatte, og Caesar derfor ikke var i stand til at neddæmpe deres raseri, og da også ilden greb stadig mere om sig, trådte han sammen med officererne ind i templet og beså det Allerhelligste 6), og hvad der var i det; tingene overgik langt, hvad der blev sagt om dem blandt de fremmede, og de retfærdiggjorde fuldt ud den berømmelse og det ry, det nyder blandt jøderne selv. Da ilden endnu ikke noget sted var trængt ind i det indre, men kun havde raseret rummene omkring tempelbygningen, havde Titus god grund til at tro, at det endnu var muligt at redde bygningen, og han skyndte sig derfor ud og søgte ved personligt at appellere til soldaterne at få dem til at slukke ilden. Han befalede end også Liberalis, der var centurion i hans livgarde af lansebærere, at han med stokkeslag skulle holde dem borte, der ikke lystrede hans ordre. Men soldaternes respekt for Caesar og deres frygt for centurionen, der forsøgte at holde dem tilbage, blev besejret af deres ophidselse og deres had til jøderne, hvortil kom en ubændig kamplyst. De fleste blev dog drevet frem af håbet om bytte, da de var overbevist om, at det indre af templet var fyldt med skatte, da de jo kunne se, at omgivelserne var smykket med guld. Da Cæsar nu havde skyndt sig ud for at holde soldaterne tilbage, var der en af dem, der allerede var kommet derind, som i mørket derinde kastede en brand hen imod portens hængsler. Da så flammerne pludselig slog i vejret inde fra templet, måtte officererne sammen med Caesar trække sig tilbage, og nu var der ikke længere nogen, der forhindrede soldaterne derude i at forstærke branden. På den måde gik det til, at templet mod Caesars vilje gik op i luer.
8. Man vil jo nok føle dyb sorg over tabet af et sådant bygningsværk, der var det vidunderligste af alle dem, vi kender af selvsyn eller har hørt om, og det gælder både dets bygningsmåde og dets størrelse, og også dets rigdom i hver detalje og dets helligste steders berømmelse. Man vil dog finde den største trøst i den tanke, at skæbnen er uundgåelig, og det gælder ikke blot for levende mennesker, men også for bygningsværker og steder. Man kunne dog godt undre sig over nøjagtigheden i tidsforløbet; for skæbnen afventede, som jeg allerede har sagt, den selvsamme måned og dag, på hvilken templet i svundne tider blev afbrændt af babylonerne. Fra dets første grundlæggelse af kong Salomon 7) til dets ødelæggelse nu i Vespasians andet regeringsår, er der forløbet 1130 år, syv måneder og femten dage, og fra dets genopførelse af Haggaios 8) i det andet år af Kyros´ regering indtil dets erobring under Vespasian er der forløbet 639 år og 45 dage.
Titus’ triumftog i Rom efter Jerusalems fald i år 70 e.v.t.. Motiv fra Titus-buen.
Noter:
Kilde 16: Josefus om Masadas fald år 73 – Den jødiske Krig 7.bog
8. kapitel
1. I Judaia havde Flavius Silva, efter at Bassus 1) var afgået ved døden, afløst ham som statholder, og da han så, at hele resten af landet ved krigen var blevet underkastet romerne, og at der kun var et eneste støttepunkt tilbage, der stadig fortsatte opstanden, koncentrerede han alle de styrker, der fandtes i dette område, og rykkede frem mod det.
Denne fæstning hedder Masada. I spidsen for de sikarier 2), der holdt fæstningen besat, stod en indflydelsesrig mand ved navn Eleazaros; han var en efterkommer af den Judas 3), om hvem jeg allerede tidligere har fortalt, at han havde overtalt en hel del jøder til at nægte at lade sig registrere, da Quirinius var blevet sendt til Judaia som censor. Den gang havde nemlig sikarierne samlet vendt sig mod dem, der var villige til at give sig ind under romerne, og behandlede dem på alle måder som fjender; de røvede deres ejendele og slæbte dem bort, og de stak deres huse i brand. De hævdede nemlig, at den slags mennesker slet ikke var forskellige fra de fremmede, når de så kujonagtigt gav afkald på den frihed, som jøderne havde kæmpet så hårdt for, og uforbeholdent gik ind for at blive romernes slaver. I virkeligheden var dette dog blot en påskud, som blev fremført af dem for at dække over deres brutalitet og rovbegærlighed, som det tydeligt nok fremgår af deres optræden. For de mennesker, som havde sluttet sig til dem i opstanden og som stod ved deres side i kampen mod romerne, blev genstand for endnu større grusomheder fra deres side, og når det så blev dokumenteret, at det kun var et løgnagtigt påskud, tyranniserede de blot endnu mere de mennesker, der i retfærdigt selvforsvar fordømte deres ondskab.
2. Den romerske feltherre rykkede nu frem med sine styrker mod Eleazaros og de sikarier, som sammen med ham holdt Masada besat. Han fik hurtigt hele området i sin magt og stationerede garnisoner på de mest egnede steder, ligesom han lod opføre en mur hele vejen rundt om fæstningsanlægget, for at det ikke skulle være let for nogen af de belejrede at undslippe; han posterede vagtposter til at overvåge den. Han udvalgte selv det sted, hvorfra de ville være bedst at lede belejringen og slog lejr der. Det var her, at klippen med fæstningsværkerne kom nærmest til det nærliggende bjerg. Stedet lå i øvrigt ugunstigt med hensyn til provianteringen, for ikke blot måtte levnedsmidlerne hentes langvejs fra og tilmed under store besværligheder for de jøder, der var udtaget til dette arbejde, men også kildevandmåtte hentes til lejren, da der ikke var nogen kilde i nærheden. Da Silva havde truffet disse forberedelser, gik han i gang med selve belejringen, som krævede stor teknisk dygtighed og en vældig arbejdsindsats på grund af fæstningens styrke, således som det vil blive beskrevet i det følgende.
I afsnit 3-5 fortæller Josefus derpå om Masadas belejring og Silvas idé med at bygge en rampe op til den ellers uindtagelige fæstning
6. Imidlertid havde Eleazaros ikke selv nogen tanke om at flygte, og han ville lige så lidt tillade nogen anden at gøre det. Da han så muren blive fortæret af ilden 4) og ikke kunne forestille sig nogen anden mulighed for redning eller heroisk modstand, og da han klart så for sit indre blik, hvad romernes ville gøre mod dem selv, deres kvinder og deres børn, hvis de gik af med sejren, besluttede han, at de alle skulle dø. Da han under de given forhold anså denne beslutning for den bedste, samlede han de tapreste af sine kammerater og opfordrede dem til at handle således, med omtrent disse ord: ”Mine tapre kammerater! Vi har for længe siden besluttet, at vi hverken vil tjene romerne eller nogen anden, men kun Gud; for han alene er den sande og retfærdige herre over menneskene. Nu er det tidspunkt kommet, som befaler os at bekræfte denne beslutning ved vore handlinger. I denne situation må vi ikke nedværdige os selv; indtil nu har vi aldrig villet tåle trældom, selv om den var uden fare for os; men vælger vi nu trældommen, underkaster vi os dermed de frygtelige straffe, der venter os, hvis vi falder levende i romernes hænder. For ligesom vi var de første af alle til at gøre oprør, således er vi de sidste, der kæmper imod dem. Jeg mener også, at det er Gud, der har skænket os det privilegium, at vi kan død en ærefuld død som frie mænd, hvad der ikke er blevet tilstået andre, der mod deres forventning er bukket under. Det står os ganske klart, at vi i morgen vil bukke under, men det står os også frit for at vælge en ærefuld død sammen med dem, vi elsker højest. Det kan vore fjender ikke forhindre, selvom de brændende ønsker at fange os levende; men lige så lidt er det længere muligt for os at besejre dem.
Noter:
Kilde 17: Josefus´ afslutning – Den jødiske Krig 7. bog
11. kapitel
5. Hermed afslutter jeg min beretning, som jeg lovede at ville give så nøjagtigt som muligt til de mennesker, der var interesserede i at få at vide, på hvilken måde denne krig mellem romerne og jøderne blev udkæmpet. Hvorledes denne opgave er blevet løst, overlader jeg til læserne at bedømme. Hvad sandfærdigheden angår vil jeg ikke tøve med dristigt at hævde, at jeg hele skriftet igennem udelukkende har haft den for øje.
De romerske historikere Tacitus og Sueton
Om disse to historikere skrev oldtidshistorikere Erik Christiansen (1939-2017) fra Aarhus Universitet i sin bog ”Romersk imperialisme 264 f.v.t. – 37 e.v.t.:
“TACITUS var embedsmand under Domitian og senere Trajan. Domitians regime, især hans modsætningsforhold til senatet, havde gjort Tacitus skeptisk over for principatet, som muliggjorde en sådan tyran. De gode gamle romerdyder kunne ikke trives, da enesherskeren ikke tålte nogen, der kunne måle sig med ham, og romerriget var i fare, fordi eneherskeren i sin jalousi ikke tillod andre at udføre militære bedrifter. Et svagt håb så Tacitus dog ved Nervas magtovertagelse og adoption af hærføreren Trajan.
I sit skrift ”Agricola” ville Tacitus vise, hvorledes det trods alt var lykkedes hans svigerfader af dette navn at hævde sin militære dygtighed og personlige redelighed selv under Domitians styre. I de delvis bevarede skrifter ”Annales” og ”Historiae” skildrede Tacitus perioden fra 14 til 96 e.v.t. Hans kilder og anvendelse af dem er meget omdiskuteret; men som historieskrivning er hans skrifter højt værdsatte.
En tilsvarende agtelse har man ikke haft for den noget senere SUETON – til dels med urette. I sine 12 biografier af romerske kejsere fra Cæsar til Domitian afslører Sueton ganske vist en udtalt interesse for de sladderhistorier, der var i omløb i byen Rom om kejserne og deres privatliv, og endvidere virker hans fremstilling forvirrende ved ikke at være kronologisk. Men på den anden side må det fremhæves, at Sueton en overgang havde været arkivar for Hadrian, og at han i høj grad forstod at udnytte det kendskab, han derigennem fik til vigtige dokumenter og breve – hvilket talrige direkte citater klart bevidner.”
Kilde 18: Cornelius Tacitus´ Historiebøger – 5. bog
Titus Cæsar 1) overtager krigen mod judæerne – efter O. A. Hovgårds oversættelse fra 1889:
Eftersom Titus Cæsar i begyndelsen af det samme år af sin far 2) var blevet valgt til fuldstændig at kue Judæa – allerede mens de begge var privatmænd 3) havde han udmærket sig i krigen – kunne han nu optræde med større kraft og glans. Provinser og hære kappedes om at komme ham i møde. For at man kunne se, at det ikke så meget var stillingen, der gjorde ham stor, viste han sig gerne som den statelige, raske krigsmand; ved at tale venligt til folk fremkaldte han deres iver i tjenesten, og mange gange blandede han sig under skansearbejdet, uden at det gjorde noget skår i hans værdighed som øverstbefalende. Ved sin ankomst til Judæa fandt han dér tre legioner 4), nemlig den femte, den tiende og den femtende, de samme, som Vespasian havde haft under sig dér. Dertil havde han den tolvte legion, som han lod komme fra Syrien, samt de folk af den toogtyvende og den tredje, som han havde ført med sig fra Alexandria. Dertil havde han i sit følge tyve kohorter 5) fra forbundsfællerne og otte alaer 6) rytteri, desuden kongerne Agrippa 7) og Sohæmus og kong Antiochus´ 8) hjælpekorps samt en stærk trop af arabere, der hadede judæerne, som det plejer at gå mellem nabofolk, og endelig de mange fra Rom og Italien, der havde hvert sin ting, han ventede sig af den kommende regent, og derfor havde skyndt sig til ham for at vinde ham for sig, inden han endnu havde ladet sig binde til andre. Med disse tropper rykkede Titus i god orden ind i det fjendtlige land, idet han stadig havde sine spejdere ude og altid var rede til en afgørende kamp, og slog lejr ikke langt fra Jerusalem.
Men eftersom jeg er på vej til at tale om denne så navnkundige by´s yderste dag, synes jeg, det er passende også at gøre rede for dens oprindelse
Gnæus Pompejus 9) var den første romer, som kuede Judæa og med sejrherrens ret trådte ind i templet. Da fik man at vide, at der ingen gudebilleder var i det inderste, at dette hemmelighedsfulde sted var et tomt rum. Jerusalems mure blev revet ned, men templet blev stående. Siden, da de østlige provinser under borgerkrig var kommet i Marcus Antonius´ hænder 10), tog den partiske kongesøn Pakorus 11) Judæa, men blev dræbt af Publuis Ventidius, og partherne blev igen drevet over på den anden side af Eufrat; judæerne blev undertvungne af Cajus Sosius 12).Tronen skænkedes af Antonius til Herodes 13) og hans rige udvides af Augustus, da han var blevet sejrherre 14). Efter Herodes´ død var der en mand ved navn Simon, der, uden at vente på en besked fra Cæsar Augustus, tiltog sig kongeværdigheden. Han blev straffet af Quintilius Varus, som dengang styrede provinsen Syria, og folket blev, efter at været straffet, delt i tre dele, af hvilke Herodes´ tre sønner fik hver sin at styre 15). Under Tiberius var der ro i landet. 16)
Siden, da Gajus Cæsar 17) pålagde dem at stille et billede af ham op i templet, ville de hellere gribe til våben, men dette røre gjorde Cæsars død en ende på. Eftersom alle kongsemner var døde eller indskrænkede til små besiddelser, overlod Claudius 18) det til romerske riddere eller frigivne at styre Judæa som landshøvdinge. Blandt disse udøvede Antonius Felix 19) kongemagten med al den grusomhed og vilkårlighed, som er speciel for en slavisk natur. Han ægtede Drusilla, en datterdatter af Cleopatra og Antonius, så at Felix var Antonius´ datterdatters mand og Claudius samme Antonius´ dattersøn 20).
Judæerne holdt tålmodigt ud, indtil Gessius Florus 21) blev landshøvding; da brød krigen ud. Legaten i Syrien, Cestius Gallus 22) prøvede at dæmpe den; det kom til flere slag med forskelligt udfald, men som oftest gik lykkes romerne imod. Da han var kommet af dage enten ved en naturlig død eller ved selvmord, blev Vespasian sendt derover af Nero 23), og hans lykke, hans ry, hans udmærkede medhjælpere gav, inden to somre var omme, det åbne land og samtlige byer med undtagelse af Jerusalem i hans sejrrige hærs vold. Næste år var man helt optaget af borgerkrigen 24), så at der ikke blev gjort noget ved krigen i Judæa. Da freden var genoprettet i Italien, begyndte man atter at tænke på de udenlandske sager. Det øgede harmen mod judæerne, at de var de eneste, som ikke havde overgivet sig. Desuden troede man, at hvad der så end hændtes eller tilstødte den nye regent, ville det være gavnligt, at Titus blev ved hæren.
Således opslog han da, som jeg allerede har sagt, sin lejr udenfor Jerusalems mure og lod sine legioner komme frem, ordnede til slag. Judæerne opstillede deres slaglinie lige ved foden af murene, så at de var belavede på at vove sig længere frem, hvis det gik godt for dem, men kunne finde et tilflugtssted i nærheden, hvis de trængtes tilbage. Man sendte rytteri samt slagfærdige kohorter imod dem, og der kæmpedes uden afgjort fordel for nogen af parterne. Derefter trak fjenderne sig tilbage, og i de følgende dage leverede de gentagne slag udenfor portene, indtil de efter en række af tab trængtes indenfor deres mure.
Romerne gjorde sig nu klar til at gå løs på byen, for det forekom dem ikke i overensstemmelse med deres værdighed at ligge og vente, nogle fordi de var opfyldt af mandigt mod, mange, fordi de lod sig drive af dumdristighed og griskhed efter bytte. Titus selv havde kun tanker for Rom med den magtstilling og de nydelser, som der ventede ham; i hans øjne var det en forsinkelse på vejen til dette mål, hvis Jerusalem ikke faldt straks. Men byen lå højt og var desuden forsvaret ved vældige fæstningsværker, som ville have været tilstrækkeligt værn endog for byer, som lå på dårlig grund. To overmåde store høje omsluttedes nemlig af mure, som man snedigt havde bygget i ind- og udadgående vinkler (i bølgeform), så angriberne aldrig kunne være dækkede i flanken. Udadtil faldt klippen brat ned, og der rejste sig tårne på den, som dér, hvor bjerget allerede ville have afgivet et værn, nåede til en højde af hundrede og tyve fod 25); de tog sig mærkelige ud og syntes på afstand alle at være lige høje. Indenfor fandtes der andre mure omkring kongeborgen og desuden et overmåde højt tårn, Antoniustårnet, kaldet således af Herodes til ære for Marcus Antonius.
Templet var som en borg for sig og havde sine egne mure, der var byggede med mere flid og kunst end de andre; selv søjlehallerne, som templet var omgivet af, var et udmærket værn. Der var en kilde med evigt rindende vand, underjordiske huler i bjergene og fiskedamme og cisterner til at gemme regnvandet i. Grundlæggerne havde forudset, at et folk, hvis skikke var så forskellige fra andres, ofte ville få krig. Derfor var alt indrettet på at udstå en nok så lang belejring, og efter at Pompejus havde taget byen, havde frygt og erfaring givet dem mangen en lærestreg. I de pengegriske claudiske tider købte de retten til at befæste byen og midt under freden opførte de mure med krigen for øje.
Nu var der strømmet en masse mennesker til byen, og folkemængden var blevet øget ved de andre byers ødelæggelse, for de mest stivsindede var flygtede dertil og des større splid og stridigheder var der opstået mellem dem indbyrdes. Der var tre høvdinge og lige så mange hære: Den yderste og længste mur holdtes besat af Simon (som man også kaldte Bargiora, Gioras søn 26) ) , den mellemste del af byen af Johannes og templet af Eleazar. Johannes og Simon havde deres styrke i våben og i mængden af folk, Eleazar var stærk i sin stilling. Men imellem dem indbyrdes rasede kampe, intriger, brande; ja en stor mængde såsæd blev et rov for luerne. Siden sendte Johannes, under påskud af at ville ofre, folk hen, som huggede Eleazar og hans mænd ned, så han blev herre over templet. Således var borgerne delte i to grupper, indtil romerne nærmere sig og krigen udefra bragte enighed til veje.
Der var sket varsler, hvis trusler dette til overtro hengivne og mod al gudsdyrkelse fjendtlige folk ikke tør søge at hindre ved slagtofre eller løfter. Man havde set hære tørne sammen i luften, våben blinke og templet pludselig oplyses ved ild fra skyerne. På én gang sprang døren til helligdommen op, og der hørtes en overmenneskelig røst, som sagde, at guderne nu drog bort; på samme tid hørtes stor støj af bortdragende. Kun få blandt judæerne lod sig skræmme af disse varsler; de fleste havde den faste tro, at der i præsternes gamle bøger stod, at Orienten netop nu skulle blive stærk, og at mænd, som var udgåede fra Judæa, skulle vinde verdensherredømmet. Disse gådefulde ord sigtede til Vespasian og Titus; men judæerne troede, der var dem, denne ophøjede stilling af skæbnen var bestemt for – mennesker tror jo gerne det, de ønsker sig – og ikke engang modgang kunne få dem til at åbne øjnene og se sandheden. De belejredes mænd af enhver alder og af begge køn skal have nået op til sekshundrede tusinde. Våben havde alle, som kunne bære våben, og der var flere end man skulle vente efter tallet af de våbenføre, som lagde deres mod og kamplyst for dagen. Fanatismen var lige stor hos mænd som kvinder, og de frygtede ikke så meget for døden som for et fortsat liv, hvis de skulle skifte bopæl.
Det var dette folk og denne by, Cæsar Titus besluttede at stride imod med stormvolde og stormtage 27), siden det ikke var muligt at tage pladsen ved storm eller ved pludseligt overfald. De forskellige arbejder fordeltes på legionerne, og man afholdt sig fra slag, indtil man havde fået bygget alt, hvad der til byens indtagelse er opdaget hos de gamle eller hvad de nyere har hittet på.
Noter:
Kilde 19: Sueton Romerske Kejsere – Divus Vespasianus
På rejsen til Grækenland hørte han til Neros tilhængere; men da han dels fjernede sig for hyppigt, når Nero sang, dels faldt i søvn, hvis han blev der, faldt han i alvorlig unåde og blev udelukket ikke blot fra selskabelig omgang, men også fra den offentlige audiens. Han trak sig så tilbage til en lille afsides by; men mens han holdt sig skjult her og endog frygtede det værste, blev der tilbudt ham en provins med en hær.
I hele Orienten var der en gammel og rodfæstet tro på, at det var skæbnens vilje, at der på denne tid skulle udgå verdensherskere fra Judæa. Denne forudsigelse, der, som udfaldet senere viste, angik en romersk kejser, forstod jøderne om sig selv; de gjorde derfor oprør, dræbte deres guvernør og slog endda den kejserlige statholder over Syrien, da han kom til undsætning, og gjorde en legionsørn til bytte. Til at undertrykke dette oprør behøvedes der en større hær og en feltherre, der ikke var uden dygtighed, men som man dog med tryghed kunne betro en så stor opgave. Derfor blev netop Vespasian udvalgt dertil, idet han på den ene side var en prøvet dygtighed, på den anden side ansås for ganske ufarlig på grund af slægtens og navnets ubekendthed. – Der blev til de forhåndenværende tropper føjet to legioner, otte rytterafdelinger og ti kohorter 1); mellem legaterne tog han sin ældste søn med. Så snart han havde overtaget provinsen, vakte han opmærksomhed også i naboprovinserne, idet han straks forbedrede mandstugten i lejrene og deltog med sådan energi i et par træfninger, at han ved angrebet på en befæstet by blev ramt af et stenkast på knæet og opfangede nogle pile i sit skjold.
Efter Neros og Galbas død, mens Otho og Vitellius streded om magten 2), fattede han håb om at blive kejser; men dette håb var allerede forud blevet vakt hos ham ved følgende jertegn.3)
På et landsted, der tilhørte flavierne 4), var der en gammel eg, som var Mars hellig 5). Ved hver af Vespasias tre fødsler skød den pludselig grene fra grunden af stammen med tydelige varsler for hvert af børnenes fremtid: den første gren var tynd og gik snart ud; den anden var meget kraftig og bredte sig stærkt, så den såede stort held; men den tredje var så stor som et træ. Derfor skal børnenes fader Sabinus, efter at have fået yderligere sikkerhed ved et haruspicium 6), have meddelt sin moder, at der var født hende en sønnesøn, der skulle blive kejser; men hun skal blot have slået en skoggerlatter op og sagt, at hun ikke kunne forstå, at hendes søn allerede gik i barndom, mens hun selv endnu var ved sin fulde forstand.
Senere, mens han var ædil, havde C.Cæsar 7), der var vred over, at der ikke var gjort nok for gadefejningen, ladet brystfolden i hans embedstoga fylde med snavs, som soldater havde samlet. Der var da nogle, som havde udlagt dette således, at staten engang, når den var trådt under fødder under indre uroligheder og ingen tog sig af den, ville komme under hans formynderskab og ligesom i skødet på ham.
Engang, da han spiste frokost, kom en fremmed hund ind fra gaden med en menneskehånd og lagde den under bordet. En anden gang, da han spiste middag, brød en plovstud, der havde rystet åget af sig, ind i spisestuen; tjenerne løb deres vej, men dyret lagde sig, som om det pludselig var blevet træt, ved fødderne af ham, hvor han lå ved bordet, og bøjede nakken for ham. En cypres, der groede på hans bedstefars gård, og som i stille vejr var rykket op med rode og faldet om, rejste sig den næste dag grønnere og stærkere.
I Grækenland drømte han, at det ville blive begyndelsen til lykke for ham og hans familie, når Nero fik trukket en tand ud. Den næste dag kom så en læge ud i atriet og viste ham en tand, han lige havde trukket ud.
Da han i Judæa rådspurgte guden Carmelus´ orakel, fik han et overordentlig opmuntrende svar: alt, hvad han tænkte på og hvilke planer, han omgikkes med, selv om de var nok så store, ville gå i opfyldelse. En af de fornemme fanger, Josefus, erklærede, da han blev fængslet, med største bestemthed, at han snart ville blive frigivet af ham, men at han da allerede ville være kejser. Der blev også meldt forudsigelser fra Rom: Nero havde i sine sidste dage 8) i en drøm fået at vide, at han skulle køre Jupiter Optimus Maximus´ processionsvogn fra dens kapel til Vespasians hus og derfra til Cirkus Maximus; ikke længe efter, da Galba kom på valg til sit andet konsulat, havde Cæsars statue drejet sig af sig selv mod øst; på valpladsen ved Betriacum 9), før slaget leveredes, havde i alles påsyn to ørne kæmpet mod hinanden, og efter at den ene af dem var overvundet, var der kommet en tredje til fra øst og havde fordrevet den, der havde sejret. Dog indlod han sig ikke på noget, skønt hans tropper var fuldt ud rede og endog trængte ind på ham, førend han blev foranlediget dertil ved en tilfældig tilslutning af tropper, der var ham ubekendte og fraværende.
Noter:
Kilde 20: Sueton Romerske Kejsere – Divus Titus
Titus, der havde samme navn som sin fader, ”Menneskehedens kærlighed og fryd” – i så overordentlig en grad vandt han alles hengivenhed, hvad enten det nu skyldtes hans natur eller bestræbelse eller lykke, og det endda, hvad der er vanskeligst, som regent 1), medens han som privatmand og endnu under sin faders regering havde været genstand ikke blot for offentlig dadel, men endog for had – fødtes den 30. december i det mærkeår, da Caligula blev dræbt 2), nær ved Septizonium i et tarveligt hus og et ganske lille og mørkt værelse (det eksisterer nemlig endnu og forevises som seværdighed). Han blev opdraget ved hoffet sammen med Britannicus 3) og undervist i samme fag og af samme lærere. På den tid skal en mand, der læste folks skæbne af deres ansigter, og som Claudius´ frigivne Narcissus havde hentet for at han skulle se på Britannicus, på det bestemteste have erklæret, at Britannicus aldrig, Titus derimod, der stod ved siden af, sikkert ville blive kejser. De var så gode venner, at man mener, at Titus også smagte på den drik, som Britannicus døde af (han lå til bords ved siden af ham), og derfor længe måtte trækkes med en alvorlig sygdom. I erindring om alt dette rejste han ham senere en statue af guld på Palatium og viede ham desuden en rytterstaue af elfenben, som han viste særlig ærbødighed, og som den dag i dag bæres til skue ved cirkus-optoget. Allerede medens han var dreng lagde hans glimrende legemlige og åndelige evner sig for dagen, og endnu mere efterhånden som han voksede til: hans ydre var sjældent smukt og lige så imponerende som tiltalende; han havde overordentlige kræfter, skønt han ikke var høj af vækst og havde en noget fremstående mave; hans hukommelse var enestående, ligeså hans lærenemhed i alle idrætter, såvel fredens som krigens. I våbenbrug og ridning var han en mester; at tale og at skrive digte både på latin og græsk faldt ham naturligt og så let, at han kunne gøre det uden forberedelse; heller ikke i musik var han ukyndig, idet han kunne synge og spille smukt og korrekt. Jeg har hørt af flere, at han også kunne stenografere med stor hurtighed, så at han plejede for spøg at kappes med sine sekretærer, og at han kunne efterligne enhver håndskrift, han havde set, og ofte erklærede, at han havde kunnet blive en første klasses falskner.
Som krigstribun gjorde han tjeneste både i Germanien og i Britannien og indlagde sig stor berømmelse for sin tjenstiver og ikke mindre for sin beskedne færd, hvad der fremgår af de mange statuer, billeder og æresindskrifter, der blev sat ham i begge provinser.
Efter endt krigstjeneste optrådte han som sagfører, ikke hyppigt, men med godt resultat. På samme tid ægtede han Arrecina Tertulla, hvis fader kun var romersk ridder, men i sin tid havde været gardekommandant og efter hendes død Marcia Furnilla, der var af fornem familie; med hende fik han en datter, men skilte sig derpå fra hende.
Efter at have beklædt kvæsturen 4) fik han kommandoen over en legion og erobrede to stærkt befæstede byer i Judæa, Tarichææ og Gamala 5). I et slag fik han her engang hesten dræbt under sig og måtte bestige en anden, hvis rytter var faldet i kampen omkring ham.
Da dernæst Galba fik magten 6), blev han sendt hjem for at ønske ham til lykke; på hele rejsen var han genstand for folks opmærksomhed, idet man mente, at han hentedes hjem for at blive adopteret. Da han mærkede, at der atter kom uro i alle forhold, vendte han om på vejen; ved en henvendelse til den paphiske Aphrodites 7) orakel, som han ville rådspørge om sin sejllads, fik han tillige bekræftelse på forhåbningerne om kejserværdigheden. Da de snart efter var gået i opfyldelse, blev han ladt tilbage for at fuldende Judæas undertvingelse. Ved den sidste storm på Jerusalem dræbte han 12 af dets forsvarede i lige så mange bueskud og indtog byen på sin datters fødselsdag. Soldaternes glæde og begejstring for ham var så stor, at de ved lykønskningen hilste ham som kejser, og, da han kort efter skulle forlade provinsen, holdt ham tilbage og med ydmyge bønner, men også trusler krævede, at han enten skulle blive eller tage dem alle sammen med sig. Heraf opstod der en mistanke om, at han havde forsøgt at falde fra sin fader og tiltage sig herredømmet over Orienten. Denne mistanke gav han næring ved på rejsen til Alexandria ved indvielsen af oksen Apis i Memphis at bære et diadem – ganske vist efter denne ældgamle ceremonis skik og ritual; men der var dog dem, der udlagde det på en anden måde. Derfor skyndte han sig til Italien, og efter at have lagt til i Rhegium og derpå i Puteoli med et fragtskib, ilede han derfra til Rom i største hast, og til sin fader, der ikke havde ventet ham så tidligt, sagde han, som for at vise urimeligheden af rygterne om ham: ”Her er jeg, fader, her er jeg !”. Herefter optrådte han stadig som sin faders medregent, ja, endog som forvarer af hans kejservædighed”
Noter:
Litteratur:
Bilde, Per: Josefus som historieskriver. Gad 1983
Flavius Josefus: Den jødiske Krig. Oversat med indledning og kommentarer af Erling Harsberg. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1977.
Goodman, Martin: Rome & Jerusalem. The Clash of Ancient Civilizations. Penguin 2007
Grant; Michael: The Jews in the Roman World. Phoenix Giant 1973
Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982
Pedersen, Sigfred (red) Den nytestamentlige tids historie. Aarhus Universitetsforlag 1994
Thomsen, Rudi: Herodes. Tidsskriftet Sfinx. 2002
Link: Israel Museets store udstilling ”Herod the Great” 2014
Litteratur og links
Kilde 14: Josefus tages til fange – Den jødiske Krig 3. bog
Kilde 12: ”Den jødiske Krig” 1. bog
Kilde 13: Oprøret starter – Den jødiske Krig 2. bog
Kilde 15: Josefus om Jerusalems erobring år 70 – Den jødiske Krig 6. bog
Kilde 16: Josefus om Masadas fald år 73 – Den jødiske Krig 7.bog
Kilde 17: Josefus´ afslutning – Den jødiske Krig 7. bog
Kilde 18: Cornelius Tacitus´ Historiebøger – 5. bog
Kilde 19: Sueton Romerske Kejsere – Divus Vespasianus
Kilde 20: Sueton Romerske Kejsere – Divus Titus
Link til Israel Museets store udstilling ”Herod the Great” 2014
Kilderne til Hjemkomsten fra Babylon
Kilde 9: Fra Ezras Bog kap. 1
Ezras Bog er en del af det ”Kronistiske historieværk” og står i Tanack/Det gamle Testamente efter 2. Krønikebog og fortsætter denne.
Vi befinder os i tiden efter hjemkomsten fra eksilet i Babylon dvs. 530-erne f.v.t..
Ezras Bog fortæller om genopbyggelsen af templet i Jerusalem. Dette byggeri møder modstand hos dem i landet, der ikke var med i eksilet. Byggeriet genoptages på perserkongens foranledning. Forfatterskabet til bogen tillægges den Ezra, der af perserkongen sendes til Jerusalem for at bringe de religiøse forhold i orden, men der er usikkerhed om, præcist hvornår den er skrevet.
Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse
I perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes.
I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem. Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem
Overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem. Og alle deres naboer støttede dem med sølvting, med guld, gods, kvæg og kostbare gaver, foruden alle de frivillige gaver.
Kong Kyros lod karrene fra Herrens tempel hente; dem havde Nebukadnesar taget med fra Jerusalem og anbragt i sin guds tempel. Nu lod perserkongen Kyros dem hente og overdrog dem til skatmesteren Mitredat, som lavede en fortegnelse over dem til Sheshbassar, Judas fyrste.
Tallet på dem var: 30 guldskåle, 1000 sølvskåle, 29 offerknive, 30 guldbægre, 410 forskellige slags sølvbægre og 1000 andre kar. I alt var der 5400 kar af guld og sølv. Alt dette tog Sheshbassar med, da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.
Kilde 10: 1.Makkabæerbog kap.1 + 2
Første Makkabæerbog skildrer jødernes kamp for religiøs og national frihed mod det hellenistiske Syrien – Sleukideriget i perioden 170-135 f.v.t..
Historikerne mener, det er skrevet i Israel omkring 100 f.v.t. – altså i den periode, hvor Makkabæerne eller Hasmonæerne, som Josefus kalder dem, styrer et uafhængigt Israel.
Der findes også en Anden Makkabæerbog, der er en forkortet version af et græsk historieværk, der er blevet til i Nordafrika eller Israel i slutningen af det 2.årh f.v.t. .Emnet her er det samme som i Første Makkabæerbog.
1.Makkabæerbog kap.1
Alexander den Store
Da makedoneren Alexander, Filips søn[1], var draget ud fra kittæernes land og havde slået Dareios[2], persernes og medernes konge, blev han konge i hans sted; tidligere havde han kun været konge over Grækenland.
Han førte mange krige, indtog fæstninger og myrdede løs på jordens konger. Han trængte frem til jordens fjerneste egne og udplyndrede en mængde folkeslag. Jorden måtte give op over for ham, og han blev overmodig og hovmodig. Han samlede en umådelig stærk hær og blev herre over lande, folkeslag og magthavere, som måtte betale skat til ham.
Siden hen blev han ramt af sygdom og forstod, at han skulle dø. Han tilkaldte dem af sine generaler, der var vokset op sammen med ham fra ungdommen af, og delte sit kongerige mellem dem, mens han endnu var i live.
Alexander havde været konge i tolv år, da han døde. Hans generaler greb nu magten, enhver på sit sted, og efter hans død lod de sig alle krone til konge.[3] Det samme gjorde deres efterfølgere gennem mange år, og de voldte meget ondt på jorden.
Antiokus IV Epifanes
Fra dem udgik der et syndigt rodskud, Antiokus Epifanes[4], kong Antiokus’ søn, som havde været gidsel i Rom.
Han blev konge år 137 regnet fra det græske herredømmes begyndelse. På den tid fremstod der i Israel lovløse folk, og de forledte mange med ordene:
Kom, lad os slutte pagt med hedningerne omkring os, for efter at vi har udskilt os fra dem, har meget ondt ramt os.
Disse ord vandt bifald, og uden at tøve drog nogle af folket af sted til kongen, der gav dem lov til at følge hedenske ordninger. De byggede et idrætsanlæg i Jerusalem efter hedningernes skikke. De skaffede sig atter forhud og faldt fra den hellige pagt. De indlod sig med hedningerne og solgte sig til at gøre det onde.
Antiokus IV’s første felttog mod Egypten
Da Antiokus så, at hans kongedømme var sikret, satte han sig for at blive konge også over Egypten, så han kunne være konge over begge riger.[5]
Han rykkede derfor ind i Egypten med en sværtbevæbnet hær, med stridsvogne og elefanter, med rytteri og med en stor flåde.
Han angreb egypterkongen Ptolemæus, der veg tilbage for ham og flygtede med store tab. De befæstede byer i Egypten blev indtaget og landet udplyndret.
Antiokus IV plyndrer Jerusalems tempel
Efter at have slået Egypten vendte Antiokus tilbage år 143 og drog op mod Israel og Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.
I sit overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret, lysestagen og alle redskaberne til den, skuebrødsbordet, kanderne, stænkeskålene, guldskålene, forhænget, kransene og den gyldne udsmykning på templets forside og skrællede alt guldet af. Han tog også sølvet, guldet, det kostbare udstyr og de skjulte skatte, han fandt. Han tog det hele og drog tilbage til sit eget land. Han havde foranstaltet et blodbad og talt meget overmodigt.
Der kom stor sorg over Israel i hver en egn af landet,
folkets ledere og ældste udstødte sukke,
unge piger og mænd sygnede hen,
kvindernes skønhed svandt bort.
Hver en brudgom istemte klagesang,
bruden sad sørgende i sit kammer.
Landet skælvede for dets beboeres skyld,
hele Jakobs hus[6] var klædt i skændsel.
Jerusalem besættes
To år senere sendte kongen en mand, der skulle stå for skatteopkrævningen, til byerne i Juda, og han kom til Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.
På skrømt tilbød han dem fred, og de fæstede lid til ham; men så overfaldt han pludselig byen, tilføjede den et knusende nederlag og dræbte en mængde af israelitterne.
Han udplyndrede byen, stak ild på den og rev dens huse og murene omkring den ned. De førte kvinder og børn bort som fanger og tog dyrene med sig.
De befæstede Davidsbyen med en høj og stærk mur og stærke tårne, så den blev en borg for dem. De lod syndige folk, lovløse mænd, bosætte sig dér, og de satte sig fast i Borgen. De forsynede den med våben og forråd, og byttet fra Jerusalem, som de havde samlet sammen, anbragte de dér, så de blev til stor fare.
Den blev et baghold mod helligdommen,
Israels stadige og ondskabsfulde fjende.
De udgød uskyldigt blod omkring helligdommen
og besudlede helligdommen.
Jerusalems indbyggere flygtede på grund af dem,
og den blev en bolig for fremmede,
den blev en fremmed for dem, der var født der,
og dens børn forlod den.
Dens helligdom blev øde som en ørken,
dens fester blev forvandlet til sorg,
dens sabbatter blev til spot,
dens ære til hån.
Så stor som dens herlighed havde været, blev nu dens vanære.
Dens højhed blev forvandlet til sorg.
Forbudet mod jødiske skikke og vanhelligelsen af templet
Kongen skrev til hele sit rige, at alle skulle være ét folk, og at enhver skulle opgive sine skikke.
Alle hedningerne bøjede sig for kongens ord; også mange israelitter gik ind for hans gudsdyrkelse, ofrede til afguderne og vanhelligede sabbatten.
Kongen sendte budbringere med skrivelser til Jerusalem og byerne i Juda om, at man skulle følge skikke, der var fremmede for landet, og afskaffe brændofre, slagtofre og drikofre i helligdommen, vanhellige sabbatter og fester, gøre helligdommen og præsterne urene, bygge afgudsaltre, helligdomme og afgudstempler, ofre svinekød og urene dyr, lade sine sønner være uomskårne, gøre sig selv afskyelig ved noget urent og vanhelligt, så at loven ville blive glemt og alle dens bud ændret.
Enhver, som ikke handlede efter kongens befaling, ville blive straffet med døden. Alle disse bestemmelser lod kongen nedskrive og sende til hele sit rige. Han indsatte desuden tilsynsmænd over hele folket og befalede byerne i Juda, at hver eneste af dem skulle bringe ofre.
Mange af folket sluttede sig til dem, nemlig enhver som ville svigte loven. De voldte meget ondt i landet; derfor måtte israelitterne skjule sig, hvor de kunne finde et tilflugtssted.
Den femtende dag i måneden kislev år 145 lod han Ødelæggelsens Vederstyggelighed[7] opføre på alteret, og de byggede afgudsaltre rundt omkring i byerne i Juda, og ved husdørene og på gaderne brændte de røgelse.
Når de fandt lovens bøger, rev de dem i stykker og kastede dem på ilden. Hvis de fandt en pagtsbog hos nogen, eller hvis nogen efterlevede loven, medførte det efter kongens bestemmelse dødsstraf for dem.
Måned efter måned fortsatte de med at øve vold mod de israelitter, de fandt i byerne. På den femogtyvende dag i hver måned ofrede de på afgudsalteret, som stod oven på alteret. De kvinder, der havde ladet deres sønner omskære, dræbte de, som de havde fået befaling til. De hængte de spæde børn om halsen på dem, og de dræbte også deres familie og dem, der havde foretaget omskærelsen.
Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. En stor vrede hvilede tungt over Israel.
1.Makkabæerbog kap.2
Mattathias og hans sønner
På den tid brød Mattathias op fra Jerusalem og slog sig ned i Modein; han var søn af Johannes, sønnesøn af Simon og præst af Jojaribs slægt. Han havde fem sønner: Johannes med tilnavnet Gaddi, Simon, der blev kaldt Thassi, Judas, der blev kaldt Makkabæer, Eleazar, der blev kaldt Avaran, og Jonatan, der blev kaldt Apfus.
Da han så alt det gudsbespottelige, der gik for sig i Juda og Jerusalem, sagde han:
Ve mig! Hvorfor blev jeg født til dette
at se mit folks ødelæggelse
og den hellige bys ødelæggelse?
Dér sad de, mens den blev overgivet i fjenders hånd
og helligdommen i fremmedes hånd.
Dens tempel er blevet som en æreløs mand,
dens herlige kar er blevet ført bort som krigsbytte,
dens småbørn dræbt i dens gader,
dens unge mænd er faldet for fjendens sværd.
Er der noget folk, der ikke har fået del i magten over den
og ikke har bemægtiget sig dens ejendom som bytte?
Hele dens udsmykning er blevet røvet,
fra frihed er den kommet i slaveri.
Og se, vor helligdom, vor skønhed, vor ære er lagt øde,
hedningerne har vanhelliget den.
Hvorfor skal vi leve længere?
Og Mattathias og hans sønner flængede deres klæder og klædte sig i sæk og sørgede dybt.
Mattathias griber til våben og flygter
Kongens udsendinge, der skulle gennemtvinge frafaldet, kom til byen Modein, for at de også dér skulle bringe ofre, og mange israelitter kom hen til dem; også Mattathias og hans sønner mødte op.
Kongens udsendinge tog til orde og sagde til Mattathias:
Du er en anset og betydningsfuld leder i denne by, og du har støtte af dine sønner og brødre. Træd du nu frem som den første, og udfør kongens befaling, sådan som alle folkene har gjort, også mændene i Juda og de, der er tilbage i Jerusalem, så skal også du og dine sønner blive Kongens Venner, og du og dine sønner vil blive hædret med sølv, guld og mange gaver.
Men Mattathias råbte med høj røst:
Om så alle folkene, der hører under kongens rige, adlyder ham og alle som én falder fra deres fædres gudsdyrkelse og vælger at rette sig efter hans bud, så vil jeg og mine sønner og brødre blive i vore fædres pagt. Gud forbyde, at vi skulle opgive loven og dens bud. Vi vil ikke rette os efter kongens befalinger, så vi på nogen som helst måde viger fra vores gudsdyrkelse.
Da han havde sagt dette, trådte en jødisk mand frem i alles påsyn for at ofre på afgudsalteret i Modein efter kongens befaling. Da Mattathias så det, blev han optændt af lidenskab og oprørt i sit indre.
Opfyldt af retfærdig vrede fór han frem og huggede manden ned ved alteret. Samtidig dræbte han kongens mand, der skulle tvinge dem til at ofre, og han rev alteret ned. Han brændte af lidenskab for loven, som Pinehas[8] havde gjort det over for Zimri, Salus søn.
Derpå råbte Mattathias med høj røst ud over byen:
Enhver, som brænder af lidenskab for loven, og som holder fast ved pagten, skal følge mig!
Derpå flygtede han og hans sønner ud i bjergene og efterlod alt, hvad de ejede, i byen.
Jøderne angribes på sabbatsdagen
Da drog mange, som længtes efter retfærdighed og ret, ud i ørkenen og slog sig ned dér sammen med deres børn, deres kvinder og deres kvæg, for de var ramt af hårde ulykker.
Da kongens mænd og de tropper, som var i Jerusalem, Davids by, fik meddelelse om, at nogle mænd havde trodset kongens befaling og var draget ud til skjulestederne i ørkenen, satte de efter dem i stort tal. Da de havde indhentet dem, tog de opstilling over for dem og gjorde sig parate til at angribe dem på sabbatsdagen. De sagde til dem:
Lad det nu være nok! Kom ud og gør, som kongen befaler, så vil I redde livet!
Men de svarede:
Vi kommer ikke ud, og vi vil ikke gøre, som kongen befaler, så vi vanhelliger sabbatsdagen.
Så indledte de straks angrebet på dem. Men de forsvarede sig ikke imod dem; de kastede hverken sten mod dem eller spærrede indgangene til skjulestederne, men sagde:
Vi vil alle gå uskyldige i døden. Himlen og jorden er vore vidner på, at I dræber os mod al ret.
De angreb dem så på sabbatten, og de og deres kvinder, børn og kvæg døde, hen ved tusind personer.
Da Mattathias og hans venner fik det at vide, sørgede de dybt over dem, og de sagde til hinanden:
Hvis vi alle gør, som vore brødre har gjort, og ikke kæmper mod hedningerne for vort liv og vore love, vil de hurtigt udrydde os fra jordens overflade.
Den samme dag fattede de denne beslutning:
Hvis nogen angriber os på sabbatsdagen, vil vi tage kampen op imod ham. Vi vil ikke dø alle sammen, ligesom vore brødre døde i deres skjulesteder.
Mattathias og hasidæerne
Da samlede der sig om dem en gruppe hasidæere, vældige krigere i Israel, som alle frivilligt ville ofre sig for loven.
Også alle, der var på flugt fra ulykkerne, sluttede sig til dem, og de forøgede derved deres styrke. De fik samlet en hær, og i deres vrede slog de synderne og i deres harme de lovløse. De, som undslap, reddede livet ved at flygte til hedningerne.
Mattathias og hans venner drog omkring og rev afgudsaltrene ned, og med magt omskar de alle de uomskårne drenge, som de fandt inden for Israels grænser. De forfulgte deres overmodige fjender, og deres forehavende havde fremgang ved deres indsats. De beskyttede loven mod angreb fra hedningerne og mod angreb fra kongerne, og de lod ikke synderen få magt.
Mattathias’ afskedsord
Da Mattathias’ liv nærmede sig sin afslutning, sagde han til sine sønner:
Nu hersker overmod og vold.
Det er en tid med store ulykker
og glødende vrede.
Mine børn, kæmp nu med lidenskab for loven,
og giv jeres liv for vore fædres pagt!
Husk på de bedrifter, vore fædre udførte i deres tid,
og I vil få stor ære og evig berømmelse.
Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen,
og blev det ikke regnet ham til retfærdighed?
Josef holdt i sin nød fast ved budet,
og han blev herre over Egypten.
Med Pinehas, vor fader, blev der sluttet en pagt om evig præstetjeneste,
fordi han brændte af lidenskab.
Josva opfyldte, hvad der blev befalet,
og han blev dommer i Israel.
Kaleb fik et stykke land i eje,
fordi han aflagde vidnesbyrd i menigheden.
David fik en kongetrone til evig tid for sin fromhed.
Elias blev taget bort til himlen
på grund af sin lidenskab for loven.
Hananja, Azarja og Mishael blev reddet ud af flammerne
for deres tros skyld.
Daniel blev reddet fra løvernes gab
på grund af sin uskyld.
Således skal I da indse i slægt efter slægt,
at ingen, der sætter sit håb til Gud, mister sin kraft.
Frygt ikke en syndig mands ord,
for hans herlighed bliver til skarn og til føde for maddiker.
I dag ophøjes han,
men i morgen er han ikke mere at finde,
for han er vendt tilbage til støvet,
og hans planer bliver til intet.
Mine børn, hent mod og styrke i loven,
for ved den vil I vinde ære.
Her er jeres bror Simon. Jeg ved, han giver vise råd, ham skal I altid adlyde, han skal være en fader for jer. Judas Makkabæer har været en vældig kriger fra sin ungdom, han skal være jeres hærfører og føre krig mod folkene. I skal samle om jer alle dem, der holder loven, og skaffe hævn for jeres folk. Lad gengældelsen ramme hedningerne, og hold jer nøje til lovens bud.
Så velsignede han dem og gik til sine fædre. Han døde år 146[9] og blev begravet i sine fædres grave i Modein, og hele Israel holdt en stor dødsklage over ham.
Noter:
[1] Filip af Makedonien var konge af Makedonien 360-336 f.v.t..
[2] Dareios 3. var den sidste persiske storkonge af det Achæmenidiske dynasti fra 336 f til 330 f.v.t..
[3] Bla. Ptolemaios 1. af Egypten og Seleukos 1. af Syrien
[4] Antiochus IV Epiphanes var konge fra 175-164 f.v.t..
[5] Altså både Seleukidernes og Ptolemæernes Rige – Syrien og Egypten
[6] Jakobs Hus er et andet ord for Israel – altså de 12 stammer efter Patriarken Jakob
[7] ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” er sandsynligvis et Zeus-alter – nu skulle alle i hele riget tilbede den øverste hellenistiske gud.
[8] Phinehas eller Phineas præst under israeliternes Exodus-rejse. – kendt for sin modstand mod kætteri (Se 4:mosebog kap.25)
[9] Forfatteren bruger den hellenistiske tidsregning – Matthatias døde 165 f.v.t..
Kilde 11: Josefus – Den jødiske Krig 1.bog kap. 1
1. På den tid, da Antiochos med tilnavnet Epifanes[1] var i strid med Ptolemaios VI[2] om herredømmet over hele Syrien, opstod der en konflikt blandt de fornemme jøder. Striden drejede sig om, hvem der skulle have den øverste ledelse inden for staten[3], da ingen af dem, der betød noget, ville finde sig i at være underordnet en af samme rang. En af ypperstepræsterne ved navn Onias gik af med sejren og fordrev Tobias´ sønner fra Jerusalem.[4] De flygtede til Antiochos og bad ham indtrængende om at foretage et indfald i Judæa med dem som ledere. Kongen, der allerede længe havde haft planer i den retning, indvilligede deri, rykkede selv ud i spidsen for en stor hær, tog byen ved et stormangreb og lod et stort antal af Ptolemaios tilhængere dræbe. Han gav soldaterne lov til uindskrænket plyndring, og selv plyndrede han templet; afholdelsen af de daglige ofringer lod han indstille i tre og et halvt år[5]. Men ypperstepræsten Onias flygtede til Ptolemaios, og da han af ham havde fået overladt et område i Heliopolisdistriktet[6], grundlagde han der et lille by efter Jerusalems mønster og opførte også et tempel af samme udseende. Herom vil jeg senere berette på et passende sted.[7]
2. Antiochos var dog ikke tilfreds, hverken med den uventede lette erobring af byen eller plyndringerne eller det frygtelige blodbad, men i sin ustyrlige lidenskab og i erindringen om, hvad han havde måtte tåle under belejringen, ville han tvinge jøderne til at opgive deres fædres skikke, til ikke længere at omskære drengene og til at ofre svin på alteret. Heri nægtede alle at adlyde ham, og derfor blev de mest ansete blandt borgerne myrdet. Og Bakchides, der var sendt dertil at Antiochos som kommandant over tropperne, og hvis grusomme natur harmonerede med de ugudelige befalinger, forsømte ikke nogen lejlighed til at optræde med den største lovløshed; han lod den ene efter den anden af de mest ansete mænd underkaste tortur, og han demonstrerede hver dag offentligt overfor byen, at den måtte betragte sig som erobret, indtil han ved et sådant overmål af forurettelser drev den plagede befolkning til at vove at sætte sig til modværge.
3. Det var Asamonaios´søn Matthias, en af præsterne fra en landsby ved navn Modeein, der sammen med sin husstand greb til våben – han havde nemlig fem sønner – og dræbte Bakchides med et dolkestød. Ganske vist flygtede han så ud i bjergene af frygt for den talstærke garnison, men da mange af folket dér flokkedes omkring ham, fattede han igen mod og vovede sig ned fra bjergene, og efter at have taget kampen op, besejrede han Antiochos´ hærførere og drev dem ud af Judæa. Denne succes bragte ham til magten, og dan han havde befriet landet for fremmedherredømmet, blev han dets hersker ved sine landsmænds frie afgørelse. Ved sin død efterlod han herredømmet til den ældste af sine sønner, Judas.[8]
Om Josefus:
Israel under Romerriget
[1] Antiochus IV Epiphanes var konge i det hellenistiske Syrien fra 175-164 fvt
[2] Ptolemaios VI Philometor var konge i det hellenistiske Egypten fra 180 til 164 fvt. og fra 163 til 145 fvt
[3] ”Staten” er lidt misvisende – men der var været en jødisk lokal ledelse under det hellenistiske styre
[4] Onias repræsenterede det ortodokse parti, Tobias-slægten det græsk/hellenistisk påvirkede
[5] De tre og et halvt år var fra 168-164 fvt
[6] Templet blev bygget i Leontopolis – det græske navn for området Tell el Yehudiye eller Tell el-Yahudiya (”Den jødiske Vold”)
[7] Josefus fortæller historien om Onias´ videre skæbne i 7.bog kap.10
[8] Matthias døde i år 166 fvt,. Derpå regerede sønnen Judas Makkabæeren
Asmussen, Jes. Indledning til Aprokryferne. I “Bibelens kulturhistorie” bd.2 – Det gamle Testamente. Politikens Forlag 1979
Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Det danske Bibelselskab 1998.
Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982
Grant, Michael: The History of Ancient Israel. Phoenix 1997: Heri 5.del: Babylonian and Persian Rule og 6.del: Greek Rule and Liberation.
Liljegren, Bengt: Alexander den Store – en biografi. Forord Peter Ørsted. Høst & Søn 2005.
Thomsen, Rudi: Det persiske Verdensrige. Aarhus Universitetsforlag 1995
Litteratur og links
Kilde 9: Fra Ezras Bog kap. 1
Kilde 10: 1.Makkabæerbog kap.1 + 2
Kilde 11: Josefus – Den jødiske Krig 1.bog kap. 1
Kilderne til Det babylonske Fangenskab
Kilde 6: Jerusalems fald år 587 f.v.t.
Kongebøgerne er sidste del af Det deuteronomistiske Historieværk, hvor kilde 4 var fra værkets tredje del, Samuelsbøgerne.
Kongebøgerne begynder med Davids død og Salomons tronbestigelse og fortsætter med kongernes historie frem til Jerusalems fald i 587 f.v.t..
Kilden er fra 2. Kongebog kap. 25, Kongebøgernes sidste kapitel og dermed afslutningen på Det deuteronomistiske Historieværk.
Kong Sidkijas oprør og Judas undergang
Vers 1: I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, gik babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede den. De byggede angrebsramper omkring den
Vers 2: og byen var under belejring til kong Sidkijas ellevte regeringsår.
Vers 3: På den niende dag i den fjerde måned, da hungersnøden i byen var blevet stor, og der ikke var mad til indbyggerne,
Vers 4: blev byens mur gennembrudt; skønt kaldæerne havde omringet byen, lykkedes det om natten kongen og alle krigerne at flygte ud gennem porten mellem de to mure oven for kongens have, og de tog retning mod Araba-lavningen.
Vers 5: Men kaldæernes hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikosletten, da hele hans hær havde forladt ham og var blevet spredt.
Vers 6: De greb kongen og førte ham til Ribla, hvor babylonerkongen fældede dom over ham.
Vers 7: Han lod Sidkijas sønner halshugge for øjnene af ham og stak øjnene ud på Sidkija, lagde ham i lænker og førte ham til Babylon.
Vers 8: På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar’adan, chefen for livvagten, til Jerusalem.
Vers 9: Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.
Vers 10: Murene rundt om Jerusalem blev revet ned af kaldæernes hær, som chefen for livvagten havde med sig.
Vers 11: Chefen for livvagten, Nebuzar’adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil.
Vers 12: Kun nogle af de fattigste i landet lod han blive tilbage til at arbejde i vingårdene og på markerne.
Vers 13: Bronzesøjlerne i Herrens tempel og vognstellene og bronzehavet i Herrens tempel slog kaldæerne i stykker, og de bragte bronzen til Babylon.
Vers 14: Askespandene, skovlene, knivene, skålene og alle de bronzeredskaber, man brugte i tempeltjenesten, tog de med.
Vers 15: Og chefen for livvagten tog fyrbækkenerne og stænkeskålene, alt hvad der var af guld og sølv.
Vers 16: De to søjler, Havet og vognstellene, som Salomo havde lavet til Herrens tempel, alle disse ting indeholdt så meget bronze, at det ikke kunne vejes.
Vers 17: Den ene søjle var atten alen høj, og søjlehovedet på den var af bronze; det var tre alen højt, der var fletværk og granatæbler rundt på søjlehovedet. Alt var af bronze. På samme måde var den anden søjle, også den havde fletværk.
Vers 18: Chefen for livvagten tog ypperstepræsten Seraja og andenpræsten Sefanja og de tre dørvogtere til fange.
Vers 19: Fra byen tog han den hofmand til fange, som havde tilsyn med krigerne, og fem mænd blandt kongens nærmeste rådgivere, som endnu var i byen, og desuden udskrivningschefen, som udskrev folk i landet til krigstjeneste, og tres af storbønderne, som var i byen.
Vers 20: Dem tog chefen for livvagten Nebuzar’adan med sig og førte dem til babylonerkongen i Ribla.
Vers 21: Han henrettede dem i Ribla i Hamats land. Sådan blev judæerne ført i eksil fra deres land.
Nebudkadnesar indsætter Gedalja
Vers 22: Babylonerkongen Nebukadnesar indsatte Gedalja, Ahikams søn, Shafans sønnesøn, over dem, der var tilbage i Judas land, dem Nebukadnesar havde ladt tilbage.
Vers 23: Da alle hærførerne og deres mænd hørte, at babylonerkongen havde indsat Gedalja, kom de til Gedalja i Mispa: Ismael, Netanjas søn, Johanan, Kareas søn, Seraja, Tanhumets søn fra Netofa, og Ja’azanja, ma’akatittens søn; de kom med deres mænd,
Vers 24: og Gedalja gav dem og deres mænd sin ed på, at de ikke behøvede at frygte kaldæernes folk. »Bliv i landet og underkast jer babylonerkongen, så vil det gå jer godt,« sagde han.
Vers 25: Men i den syvende måned kom Ismael, Netanjas søn, Elishamas sønnesøn, som hørte til kongeslægten, med ti mænd, og de dræbte Gedalja og de judæere og kaldæere, som var hos ham i Mispa.
Vers 26: Så brød hele folket op fra den mindste til den største sammen med hærførerne, og de tog til Egypten af frygt for kaldæerne.
Benådningen af Jojakin
Vers 27: I det syvogtredivte år efter at Judas konge Jojakin var blevet ført i eksil, på den syvogtyvende dag i den tolvte måned i det år, da Evil-Merodak blev babylonernes konge, benådede han Judas konge Jojakin og førte ham ud af fængslet.
Vers 28: Han behandlede ham godt og gav ham en plads højere oppe end de andre konger, som var hos ham i Babylon.
Vers 29: Jojakin aflagde sin fangedragt, og hele resten af sit liv spiste han ved babylonerkongens bord,
Vers 30: og han fik sit daglige underhold af kongen dag efter dag, så længe han levede.
Noter:
25.1: Sidkija, der er blev konge i Juda Rige i 598 f.v.t må være startet oprøret i 589 f.Kr.
25.2: Nebukadnesars belejring må altså have varet fra 589-587 f.Kr.
25.4: Kaldæerne er en anden betegnelse for babylonerne
25.6: Ribla ligger i Syrien, ved den nuv. By Hama – Nebukadnesar synes at have haft hovedkvarter her
25.27: ”I det syvogtredivte år” – må være 561 f.Kr. – passer med, at Evil-Merodak (hebraisk for Amel Marduk) det år blev konge i Babylon efter Nebukadnesar
Kilde 7: 2. Krønikebog kap.3
Se om Krønikebøgerne i indledningskapitlet om kilderne og kommentarerne til kilde 5.1. Krønikebog slutter med Davids død.
2.Krønikebog gennemgår resten af Kongetiden fra Salomon til Judas sidste konger, Jojakin, der efter babylonernes første angreb i 598 f.v.t. føres som konge til Babylon, og hans farbror, Sidkija, der indsættes som konge i Juda i 598 f.v.t. af babylonerne. Han regerer elleve år til 587 f.v.t.
Joakaz
Vers 2: Joakaz var treogtyve år, da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem.
Vers 3: Men egypterkongen afsatte ham i Jerusalem og pålagde landet en bod på hundrede talenter sølv og en talent guld.
Vers 4: Så gjorde egypterkongen hans bror Eljakim til konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Men Neko tog hans bror Joakaz med til Egypten.
Jojakim
Vers 5: Jojakim var femogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne.
Vers 6: Babylonerkongen Nebukadnesar drog op mod ham og lagde ham i lænker for at føre ham til Babylon. Vers 7: Nebukadnesar tog også nogle af karrene fra Herrens tempel med til Babylon og anbragte dem i sit tempel i Babylon.
Vers 8: Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, om de afskyelige ting, han gjorde, og det, der ramte ham, står i Israels og Judas Kongers Bog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.
Jojakin
Vers 9: Jojakin var atten år, da han blev konge, og han regerede tre måneder og ti dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne.
Vers 10: Året efter sendte kong Nebukadnesar nogle folk, som førte ham til Babylon tillige med de kostbare kar fra Herrens tempel. Så gjorde han hans farbror Sidkija til konge over Juda og Jerusalem.
Sidkija og Judas undergang
Vers 11: Sidkija var enogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem.
Vers 12: Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke over for profeten Jeremias, som talte ord, der kom fra Herrens mund.
Vers 13: Han gjorde tilmed oprør mod kong Nebukadnesar, der havde taget ham i ed ved Gud; han gjorde nakken stiv og hjertet hårdt og ville ikke vende om til Herren, Israels Gud.
Vers 14: Alle de ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent.
Vers 15: Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig.
Vers 16: Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det.
Vers 17: Han lod kaldæerkongen drage op mod dem, og han dræbte deres unge mænd med sværd i deres hellige tempel. Han skånede hverken ung mand og pige eller gammel og olding; alle gav han i hans magt.
Vers 18: Alle karrene fra Guds hus, både store og små, og skattene i Herrens hus og kongens og hans stormænds skatte, alt bragte han til Babylon.
Vers 19: Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt.
Vers 20: Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten.
Vers 21: Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.
Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse
Vers 22: Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
Vers 23: Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop!
Noter:
36.4: Neko var egyptisk farao 609-594 f.v.t.
36.9: Jojakin bliver konge 598 f.v.t..
36.11: Sidkija regerer 598-587 f.v.t.
36.12: Profeten Jeremias prædikede i Juda i perioden fra omkring 626-587 f.v.t.. Han talte stærkt for, at folket skulle holde fast i troen på deres egen gud, Jahve, der i den danske oversættelse er gengivet med ”Herren”.
36.14: Kronisten anklager folkene på Sidkijas tid for at have svigtet deres egen tro ved at ”følge alle folkeslagenes afskyelige skikke” – altså bruge ting fra nabofolkenes religioner – og dermed gøre templet i Jerusalem ”urent” – fordi de ikke overholdt reglerne.
36.17: Kaldæerkongen: Babylonerkongen Nebukadnesar
36.21: Herrens ord ved Jeremias: Jeremias´ Bog i GT lader profeten advare folket mod, at ”Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjers år” (Jer. 25,11)
36.22: Kyros var fra ca. 550 f.v.t. konge over mederne og perserne oh grundlagde de følgende årtier den nye stormagt: Perserriget.
Kilde 8 – Salme 137
Salmernes Bog bliver også kaldt Davids Salmer og er også en del af Tanach/ Det Gamle Testamente. Skriftet består af fem mindre samlinger: 1-41; 42-72; 73-89; 90-106; 107-150.
Ifølge en gammel tradition var kong David forfatter til de fleste af salmerne, mens nogle af dem blev tilskrevet andre forfattere. F.eks. står Salomo som forfatter til flere salmer. I den græske oversættelse kaldes samlingen psalterion; herfra stammer betegnelsen Davids psalter.
Til den kilde har vi ingen forfatter – men vi kan meget præcist tidsfæste den – den må være skrevet under eksilet – altså mellem 587 og 539 f.v.t.
- Ved Babylons floder
sad vi og græd,
når vi tænkte på Zion;- i poplerne derovre
hængte vi vore citere.- For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
»Syng for os
af Zions sange!«- Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?- Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;- gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.- Herre, husk edomitterne
for Jerusalems dag,
dengang de sagde:
Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!- Babylons datter, du ødelæggerske!
Lykkelig den, der gengælder dig
den gerning, du gjorde mod os!- Lykkelig den, der griber dine spædbørn
og knuser dem mod klippen!
Noter
Til vers 1: Babylons floder kan jo være enten Eufrat eller Tigris – jf. områdets navn i en tidligere periode – Mesopotamien – landet mellem de to floder
Zion kan både være templet eller et billede på Jerusalem
Vers 4: Herrens Sange kan enten være de salmer, der var knyttet til Tempelkulten – eller de samler, der direkte omtalte Zion/Jerusalem
På fremmed jord: Her er opfattelsen altså, at man ikke kan dyrke den gamle religion udenfor Israel
Vers 7: Husk edomitterne – i stedet for at hjælpe israelitterne stod nabofolket edomitterne på babylonernes side
Litteratur og links
Kilde 6: Jerusalems fald år 587 f.v.t.
Kilde 7: 2. Krønikebog kap.3
Kilde 8 – Salme 137
