Den osmanniske periode 1517 til 1917

Den osmanniske periode fra 1517 til 1917. Efter Mamelukkerne fulgte Osmannerne: Omkring år 1300 var der under Osman 1  (1258-1326) – opstået et mindre tyrkisk rige, der de følgende århundreder voksede og voksede.

I 1453 havde osmannerne erobret den sidste rest af Det byzantinske Rige – byen Konstantinopel – som de herefter kaldte Istanbul – og i 1517 erobrede sultanen Selim 1. Jerusalem, senere Egypten og de hellige byer Mekka og Medina.

Selim 1. døde i 1520 og efterfulgtes af sønnen Süleiman den Prægtige, der regerede fra 1520-1566. Og det er i høj grad ham, der er forbundet med Jerusalem, selvom han aldrig selv kom til byen. Han satte nemlig gang i en storstilet genopbygning, og murene omkring den gamle by er fra hans tid.

Sefardiske jøder fra Spanien og Portugal

Disse år er også interessante af en anden grund: I 1492 havde jøderne i Spanien og siden også i Portugal fået valget mellem at konvertere til katolicismen eller at udvandre.

De fleste valgte det sidste – men hvor skulle man drage hen? Mange drog til Det osmanniske Rige, som i store perioder viste stor tolerance overfor ”Bogens Folk” – jøder og kristne – således blev Thessaloniki, Konstantinopel/Istanbul og Jerusalem nye centre for disse sefardiske – spanske – jøder

 

Süleimans erobringer stoppede ikke med Mellemøsten.

I Europa erobredes nu hele Balkan og i slaget ved Mohács i 1526 erobrede han Ungarn. Tre år senere stod hans hær foran Wiens porte, men belejringen ophørte på grund af vinteren. De næste mere end 150 år var Det osmanniske Rige dog fortsat en trussel mod Det habsburgske Rige, og så sent som i 1683 stod en tyrkisk hær igen foran Wiens porte.

Freden i Karlowitz

Efter dette andet angreb sluttede Østrig og Det osmanniske Rige fred i Karlowitz i 1699.

Den har stor interesse for Europas historie – fra nu af var Osmannerne trængt i defensiven og grundlaget for Østrigs status som stormagt fastslået.

Men også for Mellemøsten fik freden betydning: Stormagterne fik ifølge aftalen lov til at beskytte de kristne i Jerusalem – en bestemmelse, der for alvor får betydning i 1800-tallet, efter at også Rusland ved freden i Küçük Kaynarca i 1774 havde fået Det osmanniske Rige til at anerkende sig som beskytter af de ortodokse kristne i Palæstina.

1799 får vi det første vestlige forsøg på ligefrem at få fodfæste i landet. Napoleon går i land i Egypten rykker i 1799 frem gennem Palæstinas kystland – erobrer Yafo – men bliver standset af en tyrkisk hær uden for den gamle korsfarerfæstning Akko, hjulpet af en engelsk flådestyrke, idet englænderne bestemt ikke ønsker at overlade Mellemøsten til franske interesser.

Osmannerne taber terræn

1800-talllet præges af Det osmanniske Riges svaghed og tilbagegang. På Balkan sker det i flere omgange. Serberne gør oprør allerede i 1804, grækerne i 1821. Men også hele Nordafrika tabes – Frankrig sidder i 1914 på Algeriet og Tunesien, Italien på Libyen, England på Egypten.

Men også i det arabiske område mistede Det osmanniske Rige indflydelse. Frankrig blandede sig meget i forholdene i Libanon, idet man anså sig for beskytter af de kristne i området.  Og også ”det hellige Land” bliver genstand for større og større interesse fra stormagternes side.

Først skulle man dog igennem den albanske periode.

Den albanske periode

I Egypten havde den albanske soldat Muhammed Ali Pasha (1769-1849) fået større og større magt. I 1805 gjorde sultanen i Istanbul ham til vicekonge/vali af Egypten. I 1831 erobrede han Syrien og det meste af Tyrkiet, hvad der fik sultanen til også at give ham Arabien, hvorefter han gjorde sin søn Ibrahim (1789-1848) til guvernør over Syrien – incl. Det hellige Land.

Dette tabte Ibrahim Pasha dog igen i 1840, hvor Sultanen i Istanbul med hjælp fra både Østrig og Storbritannien generobrede landet. Man han fortsatte som vicekonge i Egypten til sin død i 1849 og fik oven i købet garanti for, at hans efterkommere ville arve magten, så det er hans slægt, der sidder om konger i Egypten frem til revolutionen i 1952.

Men vi går nu ind i en periode, hvor stormagterne i højere og højere grad blander sig i forholdene i Palæstina – og det af flere grunde.

Storbritannien tager magten i Egypten

I 1869 var Suez-kanalen blevet indviet, og i 1875 havde englænderne købt den egyptiske part af Kanalselskabet, der var et fransk-egyptisk foretagende. 1882 sætter Storbritannien sig på magten i Egypten, der dog frem til 1914 på papiret stadig er en del af Det osmanniske Rige. Men området på den anden side af Sinaihalvøen er nu interessant af strategiske grunde for Storbritannien.

Men der er stadig også den religiøse interesse for området. Den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman har skrevet en bog kaldet ”Bible and Sword – How the British came to Palestine” (1956), hvor hun viser, hvordan Palæstina, der på dette tidspunkt blot er en del af det resterende Osmanniske Rige – for mange engelske politikere og andre i stadig højere grad var ”Bibelens Land”, som man som kristne havde et ansvar for og kunne involvere sig i.

Men også jøder i diasporaen – i eksilet – der hvert år ved den jødiske påskefest (Pesach) havde bedt om næste år at måtte fejre festen i Jerusalem, begyndte nu i højere grad at tage dette bogstaveligt.

Bibelens land og stormagtspolitik

Blandt de første i 1800-tallet er Judith og Moses Montefiore – en italiensk født engelsk jøde og hans hustru. De er der allerede i slutningen af 1820´erne, men vender tilbage flere gange og i 1860 grundlægger han sin vindmølle udenfor Den gamle By og begynder at opføre huse til fattige jøder.

 

Også den senere britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) – den første – og indtil videre den eneste – af jødisk afstamning, der har været britisk premierminister, besøgte allerede i 1830 Palæstina og var senere ikke i tvivl om Englands ansvar for Bibelens Land.

I 1865 dannedes Palestine Exploration Fund, der skulle kortlægge og udforske Palæstina, og med var Charles Warren, som  i 1867 drog til Palæstina for at lave arkæologiske udgravninger.

Jødisk indvandring til Palæstina

Slutningen af 1800-tallet er helt afgørende for at forstå den senere udvikling i det 20.årh. I Rusland starter igen voldsomme forfølgelser af jøder (pogromer).

Forfølgelser der fortsætter op til 1. Verdenskrig og danner baggrund for den første Aliyah – den første større jødiske indvandring til Palæstina.

Der havde jo været jøder i Palæstina hele tiden, først og fremmest i Jerusalem, men også i enkelte andre byer. Nu indvandrede mellem 1882 og 1903 omkring 35.000 især russiske jøder til Palæstina.

Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (der blev oprettet allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya’aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Oliebjerget. Den jødiske tilbagevenden til Eretz-Israel var begyndt

Antisemitisme i Frankrig

Men et var forfølgelserne i Rusland, noget andet var, at Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894 viste, at selv i det mest liberale land var der mere end 100 år efter den franske revolutions store ord om frihed, lighed og broderskab stadig antisemitisme:  Had mod jøder.

Ikke længere af religiøse grunde, men fordi man opfattede jøderne som ”fremmede” også selv om de havde boet i Frankrig i mange generationer. Så når der var en spion i den franske hærledelse kunne det jo kun være den jødiske officer, Alfred Dreyfus – han var jo ikke ”rigtig franskmand”.

Dreyfus blev dømt, men meget hurtigt opstod der tvivl om, hvorvidt det nu også var ham. Man kan finde meget mere om affæren på nettet – eller se Roman Polanskis nye film: J’Accuse – på dansk « Officer og Spion », der netop handler om efterspillet.

Startsskuddet til Zionismen

Blandt de, der overværede retssagen i Paris, var journalisten Theodor Herzl (1860-1904). Han havde allerede som studerende i Wien oplevet antisemitismen. Han kunne f.eks. ikke blive medlem af studenterforeningen, men det han oplever her, hvor der i Paris´ gader råbes ”Død over jøderne” og det had, der udvises mod Dreyfus, chokerer ham.

Han drager derfor hjem og skriver bogen i 1896 bogen ”Der Judenstaat” og i august 1897 blev den første Zionistkongres holdt i Basel. Den skulle have været i München, men flertallet af de tyske jøder ønskede ikke at sætte deres jødiske identitet i centrum. De var gode tyskere, der så også var jøder.

Herzl prøver nu de sidste år af sit liv, han dør allerede i 1904, at sikre politiske alliancer. Først med Sultanen i Istanbul. Siden med Kejser Wilhelm i Det tyske Kejserrige, der stod på god fod med Sultanen og også med engelske politikere, da England som ovenfor nævnt havde store interesser i området. Intet lykkedes, og der opstod endda en debat om, hvorvidt man skulle finde et andet sted til en jødisk stat. England foreslår Uganda.

Den anden indvandring til Palæstina

Men samtidig foregår ”Den anden Aliya”. Den varede fra 1904 til 1914, hvor 1. Verdenskrig stopper muligheden for indvandring. Her immigrerede 40 000 jøder til det osmanniske Palæstina, for det meste fra Rusland og Polen, samt nogle fra Yemen. Årsagen var de fortsatte forfølgelser i Rusland, specielt efter den mislykkede russiske revolution i 1905.

En af immigranterne var Israels senere første premierminister David Ben Gurion (1886-1973).

Han var født som David Grün i byen Płońsk, i nærheden af Warszawa i Polen, dengang en del af Det Russiske Kejserrige og kom til Palæstina i 1906.

I 1910 begyndte han at skrive for avisen Yerushalayim i Jerusalem, og i forbindelse med hans politiske karriere skiftede han navn til det hebraiske Ben-Gurion. I 1912-1914 studerede han jura på universitetet i Istanbul. Palæstina var jo stadig en del af Det osmanniske Rige og Istanbul hovedstaden.

 

I 1906 var der også et møde i Manchester, som måske fik betydning for begivenheder elleve år efter – nemlig Balfourdeklarationen.

Afgørende møde mellem Balfour og zionisten Weizmann

I 1906 mødte zionisten Chaim Weizmann, der arbejdede som biokemiker på Victoria Universitetet i Manchester, den engelske politiker Arthur James Balfour, der havde været premierminister fra 1902-1905 og nu førte valgkamp i Manchester.

Det var Balfour, der havde tilbudt jøderne Uganda – men nu lykkedes det Weizmann at overbevise ham om, at:

det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina

Men Palæstina var stadig en del af Det osmanniske Rige.

Klokketårn til sultanen

I 1876 havde den 34. sultan, Abdul Hamid II. (1842-1919) besteget tronen i Istanbul.

Hans 25-års-jubilæum nærmede sig. Jøder og arabere i Jaffa/Yafo besluttede at samle ind til et minde – som mere end hundrede andre steder i Det osmanniske Rige: De byggede et klokketårn.

Klokketårnet er i dag et af de sidste minder om Palæstinas osmanniske periode 1517-1917.

Klokketårnet var færdigt i 1903. Kun seks år senere grundlægger nogle af Jaffas jødiske indbyggere en ny, jødisk by i området nord for Jaffa – Tel Aviv.

  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967