Seksdageskrigen 1967

Da den danskfødte journalist Werner David Melchior i foråret 1967 udgav bogen ”Israel – hvorfor – hvordan” sluttede den beretningen om Israel fra Patriarkerne til Ben Gurion med at bemærke, at: 

Israel er langt fra at være så færdigt, som normalt etablerede folk ellers er det, når de kun fra en etableret base skal fortsætte en organisk udvikling”. Det ville først ske den dag, ”hvor forholdet til de arabiske lande reguleres på den måde, der hører sig til mellem anstændige naboer”.

Der var ikke mange tegn på, at den dag nærmede sig – måske tværtimod. Efter nederlaget i Suez-krigen i 1956 havde Egypten søgt at slå sig sammen med Syrien i ”Den forenede arabiske Republik”. 

Denne varede dog kun fra 1958-61, hvor et statskup i Syrien betød et farvel til underlæggelsen under Egypten, hvis præsident – Nasser – havde været leder af begge lande. Men efter et nyt kup i 1963 genoptoges samarbejdet og man inddrog nu også Irak i samtalerne om en union mellem alle tre lande (Cairo-aftalen).

Den palæstinensiske befrielsesorganisation

I Israel vakte den nye aftale dyb bekymring og Israel gav i en note til FNs sikkerhedsråd den 29.april udtryk for sin dybe bekymring over aftalens ord om at befri Palæstina (se kilde 100).

Samtidig blev man i de arabiske lande klar over, at det ville gavne modstanden mod Israel, hvis man skabte en palæstinensisk organisation. Som det er fremgået tidligere, blev begrebet ”palæstinensere” i den periode, hvor Palæstina var et britisk mandatområde, brugt om alle indbyggere i områder, jøder, kristne og muslimer.

Efter udråbelsen af staten Israel kaldte de jødiske indbyggere sig ”israelere”, mens de muslimske og kristne indbyggere kaldte sig arabere. Det samme gjaldt på ”Vestbredden” og i Østjerusalem, der i 1948/49 var blevet besat af Jordan – her var alle arabere – og en del fik jordansk statsborgerskab og kunne også kaldes jordanere.

Men: Rundt omkring i nabolandene – Libanon, Syrien og Jordan – sad mange af de arabere, der under uafhængighedskrigen var flygtet eller fordrevet fra Israel stadig i flygtningelejre. Og her næsten ti år efter krigen var de på ingen måde blevet integreret i de arabiske lande, hvor de nu boede. Derfor starter man meget hurtigt med at kalde dem palæstinensere – der altså nu defineres som arabere, der er flygtet fra det engelske mandatområde i 1948/49.

Og der dannedes under et arabisk topmøde i Cairo i 1964 en ”palæstinensisk befrielsesorganisation” – PLO. Egypterne satte en arabisk diplomat Ahmed Shuqairy til at tage sig af de praktiske og i maj 1964 holdtes et møde på Hotel Intercontinental i Østjerusalem, hvor man formelt etablerede PL

Jerusalem Post 9. april 1967 om syriske angreb på Gadot i Galilæa
Jerusalem Post 9. april 1967 om syriske angreb på Gadot i Galilæa

Kampen om Golan

Syrien følte sig nu stærk nok til at begynde at genere Israel. Man begyndte en udgravning af kanaler i Golanhøjderne i et forsøg på at afskære Israels nordlige vandforsyning. Vandet herfra løb ned i Genesareth Sø – nu prøvede man at ændre på forløbet, så Israel ville komme til at mangle vand. Man begyndte også at bombe landbrugsområderne i det nordlige Galilæa oppe fra Golanhøjderne, der var på syriske hænder og nordøst for Genesareth Sø gik helt ned til søen.

Den syriske premierminister Dr. Yusuf Zuayyin beskyldte i oktober 1966 Israel for at planlægge et angreb på Syrien (se kilde 101), hvad der fik Israels premierminister Levi Eshkol til at tilbyde Syrien et ikke-angrebspagt (se kilde 102). Det blev afvist og angrebene fortsatte – på billedet ses forsiden af den engelsksprogene israelske avis Jerusalem Post dagen efter endnu et angreb – her på Gadot nord for Genesareth Sø – lige op af våbenstilstandslinjen.

Jerusalem Post 9. april om de israelske gengældelsesangreb mod Syrien
Jerusalem Post 9. april om de israelske gengældelsesangreb mod Syrien

Egypten mobiliserede i Gaza og i Sinai

Nu begyndte også Nassers Egypten at true Israel, og den 16.maj krævede Nasser FN-tropperne langs våbenstilstandslinjerne mellem Israel og Egypten fjernet. Som det fremgår ovenfor, var de blevet sendt til området efter Suez-krigen i 1956 – netop for at hindre sammenstød mellem Israel og Egypten. Nu måtte FN fjerne dem og Nasser gjorde den 25. maj klart, at man nu stod klar – ”fuldt mobiliserede både i Gaza og i Sinai”. Og endelig lukkede man Tiranstrædet for israelske skibe – den passage op til Eilat, som Israel var garanteret ret til efter Suez-krigen i 1956 (se kilde 104). USA præsident Lyndon B. Johnson protesterede derfor omgående mod lukningen og på dansk og canadisk foranledning indkaldtes nu FNs sikkerhedsråd – begge lande sad i sikkerhedsrådet 1967-68. Her fremlagde de to parter deres synspunkter  (se kilde 103). I Israel steg angsten for en ny krig – med langt bedre forberedte arabiske magter, med nye russiske våben. Golda Meir, der havde været udenrigsminister til året før og nu var generalsekretær i arbejderpartiet Mapai, skildrer i sine erindringer fortvivlelsen over omverdenens passivitet efterhånden som Egypten og Syrien gjorde klar til krig – kapitlet har sigende nok overskriften ”Vi er alene” (se kilde 105). Og de næste to kilder viser, hvordan både journalisten Herbert Pundiks og Richard Ostermanns familier hjemme i Danmark foreslår dem, i hvert fald at sende deres børn til Danmark (se kilde 106 og 107).

Menachem Begin ind i varmen

Den 1. juni udvidede Levi Eshkol sin regering med bl.a. lederen af oppositionspartiet Herut, Menachem Begin og udnævnte helten fra Sinai-felttoget, Moshe Dayan, til forsvarsminister. 

Sammen med generalstabschefen Yitzhak Rabin gik de nu i gang med at planlægge en præventiv lynkrig – altså at Israel skulle slå først, så man dels selv valgte tidspunktet og dels kunne starte med at sætte det egyptiske og syriske luftvåben ud af spillet fra starten af krigen.

Den 5. juni om morgenen startede 6-dages-krigen med angreb på Egyptens og Syriens luftvåben
Den 5. juni om morgenen startede 6-dages-krigen med angreb på Egyptens og Syriens luftvåben

Israels lynangreb

Da krigen var forbi stod Israel igen langs Suez-kanalen
Da krigen var forbi stod Israel igen langs Suez-kanalen
Den 7. juni var hele Vestbredden på israelske hænder
Den 7. juni var hele Vestbredden på israelske hænder
Den 9.-10. juni kom Golanhøjderne på israelske hænder
Den 9.-10. juni kom Golanhøjderne på israelske hænder
Den 4. juni måtte man konstatere, at alle forsøg på at undgå krig var slået fejl, og den 5.juni om morgenen angreb det israelske luftvåben først det egyptiske og kontrollerede efter blot et par timer luftrummet over Sinai og Egypten. Efterfølgende satte det israelske luftvåben så også det syriske – og senere – da Jordan havde bestemt sig for at gå ind i krigen – også det jordanske luftvåben ud af spillet, så man dermed kontrollerede luftrummet i hele krigszonen. Herefter rykkede hæren frem – som i 1956 gennem Sinai mod Suez-kanalen, men nu også op gennem Golanhøjderne og på Vestbredden en omringning, så den jordanske hær måtte trække sig tilbage til den anden side af Jordan-floden. Også Østjerusalem og den gamle by blev erobret og for første gang i 19 år kunne jøder atter stå ved Grædemuren – den eneste rest af ydermuren om det gamle jødiske tempel. Dette gjorde et stort indtryk verden over – se artikler fra Los Angeles Times og Kristeligt Dagblad (se kilde 108 og 109). Men hvordan kunne Israel sejre så stort på så kort tid? Det er der givet mange forklaringer på siden – her bringes dels en tale, Yitzhak Rabin holdt på Det hebraiske Universitet den 28. juni (se kilde 110). En arabisk kommentar af Cecil Hourani (se kilde 111). og den danske historiker Erling Bjøls forklaring i ” Verdenshistorien efter 1945” (se kilde 112).
Israel og de besatte områder efter 6-dages-krigen
Israel og de besatte områder efter 6-dages-krigen

Og hvad så efter krigen?

Da krigen sluttede efter seks dage, skrev den svenske statskundskabsprofessor og redaktør Herbert Tingsten i et efterskrift til sin bog ”Det truede Israel”, der oprindeligt var kommet i 1957, at man nu kunne håbe, at Israel nu i det mindste ville få fred i nogle år (se kilde 113). I Israel og i mange lande var håbet, at araberne nu ville være klar til fredsforhandlinger – Israel sad jo godt nok med gode kort på hånden, og selvom det rimelig hurtigt blev klart, at man ikke havde tænkt sig at gå med til igen at dele Jerusalem, så tydede intet på, at man var interesseret i at beholde hele Vestbredden, eller hele Golan for slet ikke at tale om Sinai-halvøen. Stor var derfor skuffelsen, da der fra et arabisk topmøde i Khartoum lød tre klare nej´er:
  • Nej til anerkendelse af Israel,
  • Nej en endelig afgørelse om fred og
  • Nej til forhandlinger (se kilde 114).
I FN var Danmark fortsat medlem af Sikkerhedsrådet og ifølge den daværende israelske ambassadør i Danmark, Esther Herlitz, spillede Danmark en vigtig rolle omkring vedtagelsen af resolution 242, der siden har dannet grundlag for alle fredsforhandlinger mellem Israel og de arabiske lande (se kilde 115). FN havde håbet, at man med den diplomatiske formulering og krav til begge parter havde fundet en formel til at få fredsforhandlingerne i gang (se kilde 116). Der skulle dog endnu en krig til, før der kom gang i fredsforhandlingerne – i første omgang med Egypten. Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til:  Seksdageskrigen 1967

  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967