Fred med Egypten og Jordan
Efter underskrivelsen af freden med Egypten var det uhyre vigtigt for Israel at vise, at man faktisk mente dette med ”land for fred”: Man rømmede hver m2 af Sinaihalvøen – også et lille stykke land syd for byen Eilat, som Israel ellers mente var israelsk og hvor der derfor var bygget et israelsk hotel.
Man fjernede de 18 israelske bosættelser på Sinai-halvøen – også for at vise Jordan og Syrien, at ja – man ønskede virkelig fredsaftaler og var parat til at fjerne de jødiske bosættelser på land erobret i 1967.
Kigger man på kortet ovenfor vil man bemærke, at Gaza ikke kom til Egypten. Gaza-striben havde fra 1949-67 været administreret af Egypten, men i fredsforhandlingerne gjorde man det fra egyptisk side klart, at dette ikke skulle være egyptisk, men en del af en kommende palæstinensisk stat. Gaza fortsatte derfor med at være under israelsk besættelse frem til september 2005.
Men man vil også lægge mærke til, at Israel nu for første gang havde en international anerkendt grænse. Som tidligere nævnt, havde Israel fra 1949-79 levet bag våbenstilstandslinjer – nu var der en af begge parter grænse fra Eliat til Middelhavet – med en officiel grænseovergang ved Eilat. Der blev åbnet ambassader og udvekslet ambassadører.
Drabet på Sadat
Håbet om en hurtig fortsættelse af fredsprocessen – nu med Jordan og Syrien – slog fejl – og da Egyptens præsident Anwar Sadat, der i 1978 sammen med Menachem Begin havde modtaget Nobels Fredspris, i oktober 1981 blev dræbt ved en militærparade, blev håbet om, at Jordans kong Hussein eller Syriens præsident Hafez al-Assad ville følge i hans fodspor slukket.
Allerede kort efter fredsafslutningen var Egypten også blevet smidt ud af Den arabiske Liga og dennes hovedkvarter var flyttet fra Cairo til Tunis i Tunesien.
Drabet på Sadat gav jo voldsom ængstelse i Israel, men Egyptens nye præsident Hosni Mubarak (1928-2020) fastslog straks efter sin magtovertagelse, at han stod fast ved fredsaftalen.
Modstand mod krigen i Libanon
Samtidig skete der noget hidtil uhørt hjemme i Israel: Mange israelere kunne ikke acceptere, at hæren var rykket helt til Beirut og midt under krigen var der store demonstrationer mod den militære aktion. Denne modstand blev endnu større, da de israelske tropper blot så på, mens kristne falangister rykkede ind i Sabra – en forstad i det vestlige Beirut, befolket af palæstinensiske flygtninge – og Shatila – en palæstinensisk flygtningelejr tilbage fra 1949. Her voldtog og dræbte militserne i 40 timer palæstinensiske flygtninge – antallet af dræbte er aldrig fastslået, men menes at ligge et sted mellem 800 og 3.500. Det var ikke israelske tropper, der udførte denne massakre, men de israelske styrker befandt sig blot 200 meter fra lejrene og så passivt til. Massakren var en katastrofe for palæstinenserne – men i høj grad også for Israel. I Israel selv var der en voldsom kritik af regeringen (se kilde 139) og i udlandet voksede kritikken af Israel. I Danmark kørte en voldsom debat i sær i dagbladet Politiken, hvor mange tidligere Israel-venlige kommentatorer nu tog afstand fra Israel (se kilde 140) og ( se kilde 141). For Israel var et af krigens resultater, at PLO nu også måtte forlade Libanon – og slå sig ned i Tunis – langt væk fra Israel.Hizbollah træder ind i historien
Men set fyrre år efter var det så alligevel ikke en sejr- samme år opstod nemlig en ny bevægelse i Libanon – Hizbollah eller Hezbollah, en libanesisk, shia-islamisk orienteret politisk–militær organisation., som blev dannet med det formål, at smide Israel ud af Libanon og senere i flere omgange har angrebet Israel. I Israel fortsatte kritikken af Israels rolle i Sabra-Shatila-massakren og en israelsk undersøgelseskommission kulegravede nu begivenhederne. Den konkluderede, at Ariel Sharon burde have forudset, hvad der ville ske, når de kristne falangister fik adgang til lejrene. Kommissionen under ledelse af højesteretspræsident Yitzhak Kahan fandt, at Sharon var “indirekte medansvarlig” for uhyrlighederne og krævede ham afsat. Sharon nægtede dog at gå af, men den 14. februar 1983 vedtog Knesset at fritage forsvarsminister Ariel Sharon for posten som forsvarsminister. Men han forblev minister i regeringen, i første omgang uden portefølje – altså uden at være leder for et ministerium.Begin går af som premierminister
Begin led sit næste nederlag måneden efter: Han havde foreslået højesteretsdommeren Menachem Elon som Israels sjette præsident – statsoverhoved. Den daværende præsident Yitzhak Navon, der havde været præsident 1978-83, ønskede ikke at genopstille – men at vende tilbage til det politiske liv. Oppositionen havde foreslået den tidligere general Chaim Herzog – og Herzog vandt med 61 stemmer mod Begins kandidat, der kun fik 57. Præsidenten vælges af Knesset. Nogen opfordrede nu Begin til at udskrive nyvalg – hvad han dog ikke ønskede. Men i september 1983 gik han af. Han døde 9.marts 1992. Ny premierminister blev Yitzhak Shamir, der under kampene mod englænderne forud for staten Israels oprettelse havde været aktiv i undergrundsgruppen Sterngruppen, der bl.a. var mistænkt for at stå bag mordet på FNs fredsmægler Folke Bernadotte.Shamir ny premierminster
Yitzhak Shamir var født i 1896 i Ruzhany i nærheden af Bialystok – dengang i det polske område i Det russiske Zarrige – i dag i Belarus. Han havde studeret jura i Warszawa i det nu uafhængige Polen, men var i 1935 udvandret til det daværende mandatområde Palæstina. Shamir havde efter en karriere i Israels efterretningstjeneste Mossad i 1969 tilsluttet sig Begins Herut parti og var i 1973 blevet valgt ind i Knesset som repræsentant for partiet. Allerede i 1977 var han blevet formand for Knesset og i 1980 blev han udenrigsminister. Han havde afholdt sig fra at stemme for fredstraktaten med Egypten, men førte dog som udenrigsminister i 1981-82 forhandlinger med Egypten om fortsat normalisering af forholdet mellem de to lande.Shamir i dødvande
Nu stod han som premierminister med to kæmpe udfordringer: Israel havde trukket sig ud af det centrale Libanon, men havde stadig besat det sydlige i et samarbejde med kristne falangister; der var fortsat borgerkrig i Libanon og ingen udsigt til en fredsaftale. Og Israels økonomi var ødelagt efter krigen med en inflation på omkring 400 % og absolut ingen tiltro til landets valuta – shekelen. Shamir syntes ikke at have løsningen og et af de små religiøse partier støttede nu Arbejderpartiets krav om nyvalg.Israelerne går til valg
Når man læser, at der var opstillet 26 partier til valget i juni 1984, kan det synes temmelig svært at forklare. Men det kan forenkles en smule ved at sige, at højrefløjen var samlet i ”Likud”, der bestod af flere partier – men med Herut som det ledende. Her måtte Shamir se sig truet af en modkandidat – Ariel Sharon – men Shamit vandt med 56 % af stemmerne i Heruts ledelse. På venstrefløjen var Arbejderpartiet stadig det største – men det var også gået sammen med flere i ”The Alignment” – på hebraisk ”HaMa’arakh” – på dansk vel bedst ”Sammenslutningen”. Lederen her var Shimon Peres. Og endelig var der de religiøse partier, hvor et nyt for første gang optræder her: Shas – et religiøst parti, der mest appellerede til de sefardiske – ”orientalske” jøder – modsat det gamle ”National-religiøse Parti”. Skellet mellem de to grupper – jøder med en centraleuropæisk baggrund (”Askanazim”) og jøder med en mellemøstlig (”orientalsk”) baggrund (”Sefardim”) – var i det hele taget blevet af større og større betydning i israelsk politik: Efter valget i 1984 viste det sig, at mere end 70 % af Likuds vælgere var af orientalsk baggrund – mere end 70 % af ”Sammenslutningens” vælgere havde europæisk baggrund.Den store koalition 1984-1988
Valget i 1984 gav ikke noget klart resultat: ”Sammenslutningen” fik 46, Likud 41 – men der skulle 61 mandater til at have flertal i Knesset. Tredjestørste parti var ”Tehiya” – direkte oversat ”Genfødsel” under ledelse af Geula Cohen – et parti, der var grundlagt på at bekæmpe Camp David-aftalerne og freden med Egypten og støtte det stadig større antal bosættelser på Vestbredden.
Og til mange israeleres chok kom også Meir Kahanes Kach-parti ind i Knesset med ét medlem – et parti med en klar racistisk, antiarabisk dagsorden. Partiet fik senere forbud mod at stille op til valget i 1992 og blev forbudt i 1994 under henvisning til terrorlovgivningen.
Efter lange forhandlinger endte det med ”en stor koalition” – at de to store partier med støtte fra flere andre gik ind i en fælles regering med Shimon Peres som ministerpræsident de første to år og så et skift tilbage til Shamir, der nu blev udenrigsminister. Peres havde været leder af Arbejderpartiet, siden Rabin var gået af i 1977 og nu stod han for første gang som regeringsleder. Han udnævnte konkurrenten Yitzhak Rabin, der i flere omgange havde prøvet at vælte ham som leder af Arbejderpartiet, til forsvarsminister.
Første vigtige skridt blev at stabilisere landets valuta, shekelen, og i 1985 lavede man en valutareform – fjernede flere nuller og indførte ”den nye shekel” – NIS. Man var også nødt til at se på statens udgifter – Begins regering havde efterladt en udlandsgæld på over 25 mia USD – den havde været 12,5 mia, da han var tiltrådt i 1977.
Israel trækker sig ud af Libanon
Krigen i Libanon havde kostet milliarder – i januar 1985 besluttede man derfor at rømme Libanon og i juni var evakueringen sluttet – dog støttede man den pro-israelske ”South Libanon Army” i en 17 km zone lige nord for våbenstilstandslinjen fra 1949 frem til år 2000.
Begin havde også postet mange penge i de israelske bosættelser på Vestbredden. Nu i 1984 boede der næsten 30.000, men kun en del af dem boede der af ideologiske grunde, andre var rykket derud, fordi man fik stor økonomisk støtte for at bosætte sig dér.
Denne blev nu mindre, og Peres erklærede klart, at Arbejderpartiet ingen interesse havde i at herske over 1,3 mio arabere mod deres vilje. Med rømningen af Sinai i starten af 1980´erne havde man fra Israels side vist, at man var klar til at rømme bosættelserne – selvom det var klart, at der allerede nu på Vestbredden boede næsten ti gange så mange.
Fred med Jordan?
Peres hemmelige aftale med Kong Hussein
Shamir blev genvalgt og overtog som aftalt premierministerposten fra Peres i september 1986, mens Peres så overtog udenrigsministerposten. Peres havde ikke opgivet tanken om en fredsaftale med Jordan, og i april 1987 holdt han i London et hemmeligt møde med Kong Hussein, hvor de underskrev ”London-aftalen”. ( se kilde 145). London-aftalen indeholdt rammerne for en international fredskonference under FN, hvis formål skulle være at nå en fredelig løsning på den israelsk-arabisk konflikt baseret på resolutionerne 242 ( se kilde 116) og 338 (som krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973) og en fredelig løsning på det palæstinensiske problem. Aftalen lagde op til, at fredskonferencen ikke kunne tvinge nogen af parterne til en bestemt løsning og at palæstinenserne ville være en del af den jordanske delegation.Den jordanske løsning
Idet man krævede, at alle parter skulle acceptere de to FN-resolutioner og give afkald på vold og terrorisme, hvad PLO på dette tidspunkt ikke var klar til. Peres og Hussein var også enige om, at man ville overlade aftalen til USA’s udenrigsminister George Schulz, som så ville forelægge den som et amerikansk initiativ. Peres havde selvfølgelig fået Shamirs accept af mødet med Kong Hussein inden han tog til London. Peres´ håbede med denne aftale tyve år efter 6-dages-krigen at kunne sikre det, man kaldte ”den jordanske løsning”: Som Sadat havde fået Sinai tilbage efter freden med Egypten ville Hussein nu få Vestbredden tilbage – Vestbredden, som han havde indlemmet efter krigen i 1948/49 og tabt i 6-dages-krigen.Peres gjorde regning uden vært
Problemet var, at Shamir ikke var klar til at give størstedelen af Vestbredden tilbage til Jordan, og han frygtede, at den internationale fredskonference trods løfterne i sidste ende ville tvinge Israel til en bestemt løsning. Resultatet var derfor, at Peres ikke kunne få regeringens accept af planen, hvad der fik Kong Hussein til at opgive at få Vestbredden igen. Den 31.juli 1988 erklærede han officielt, at han gav afkald på Vestbredden – hvad der skabte en fuldstændig ny situation: Indtil denne dag havde svaret i tyve år været, at man ville give alt erobret land tilbage for en fredsaftale – men havde givet hele Sinai tilbage til Egypten 7-10 år tidligere – men nu var denne mulighed væk.Den første Intifada
Forinden – i december 1987 – var der udbrudt en voldelig opstand – først i Gaza, så på Vestbredden. Den har fået navnet ”den første intifada” efter det arabiske ”intifada” – at ryste noget af sig. Og den stillede Israel overfor helt nye udfordringer: Den israelske hær havde sejret i Uafhængighedskrigen 1948/49, i 6-dages-krigen i juni 1967 og i sidste ende i Yom Kippur-krigen i 1973. Men nu stod man overfor civile oprørere – ofte med kvinder og børn i forreste række, der kastede sten efter de israelske soldater. Hvordan nedkæmpe denne opstand? Og pressen var kommet tættere på – kom der billeder af stenkastende børn i TV om aftenen – eller af israelske soldater, der arresterede disse børn? I november skulle der være valg i Israel – ”den store koalition” havde siddet alle fire år – ville der nu være flertal for enten Shamir eller Peres? Ingen af dem fik dog flertal og det endte med en ny stor koalition – stadig med Shamir som premierminister og Peres som udenrigsminister – Shamirs Likud havde nemlig fået ét mandat mere end Arbejderpartiets koalition – 40 mod 39 – og han havde derfor initiativet – og kunne have dannet regering med højrefløjen.Israel får en højreregering
Likud havde allerede i foråret klar afvist idéen om ”land for fred” ( se kilde 146), mens Peres stadig håbede på en eller anden aftale med Kong Hussein – trods hans afståelse af Vestbredden. Denne gang holdt koalitionen kun to år. I 1990 prøvede Peres, om han kunne danne en regering med Arbejderpartiet og nogle af de religiøse partier – f.eks. det sefardiske Shas-parti, der i sit valgprogram ved 1988-valget ikke havde været helt afvisende for landsafståelser. Det mislykkedes, og efter en to måneder lang regeringskrise dannede Shamir nu en ren højreregering. Peres fortsatte som oppositionsleder frem til 1992, hvor han blev slået af rivalen Yitzhak Rabin som leder af Arbejderpartiet. Shamir skulle nu finde en ny udenrigsminister og det blev en af de interne rivaler, David Levy.USA lægger pres på Israel
Levy var født i 1937 i Rabat i Marokko og først kommet til Israel som 20-årig i 1957. Under valgkampen i 1977 havde han gjort sig bemærket ved at få mange tusinder orientalske jøder – mest arbejdervælgere – til at stemme for Begin, og han havde siden haft ministerposter i både Begins og Shamirs regeringer. Han havde flere gange prøvet at vælte Shamir som Likud-leder – nu sad han på den vigtige udenrigsministerpost, mens Rabin på forsvarsministerposten blev afløst af Moshe Arens, der også havde haft forsvarsministerposten fra 1983-84 efter at Sharon havde måtte trække sig. Få måneder efter kom Shamir under pres fra en uventet side: USA’s præsident, George H.W. Bush, Reagans tidligere vicepræsident, der i januar 1989 havde efterfulgt Reagan som USA’s præsident, holdt den 6.marts 1991 en tale i kongressen, hvor han erklærede, at ”tiden nu var kommet til at afslutte den israelsk-arabiske konflikt”. Dette skete efter, at hele situationen under den 1. Golfkrig grundlæggende havde ændret situationen i Mellemøsten.Bush optrapper i Mellemøsten
Golfkrigen var startet den 2. august 1990, da Irak invaderede nabolandet Kuwait og gjorde krav på landet. Iraks angreb blev straks fordømt af FN’s Sikkerhedsråd, og i november 1990 satte Sikkerhedsrådet en tidsfrist indtil den 15. januar 1991 for tilbagetrækning. Sideløbende med diplomatiske forhandlinger om en fredelig løsning på konflikten foretog USA og en række allierede lande troppeopbygninger i Saudi-Arabien, som havde bedt USA om beskyttelse mod en mulig irakisk invasion. Også halvdelen af de arabiske lande besluttede at samarbejde om en fælles-arabisk hær. Situationen i FNs sikkerhedsråd var også grundlæggende ændret – FN have ofte været handlingslammet, fordi enten USA eller Sovjetunionen havde nedlagt veto i Sikkerhedsrådet – nu under Sovjets nye leder Gorbatjov var der et stærkt øget samarbejde.Operation Ørkenstorm
Da FN’s tidsfrist udløb, angreb den allierede hær de irakiske styrker. Modangrebet fik kodenavnet Operation Ørkenstorm. Den 17. januar indledte den allierede styrke voldsomme luftbombardementer af militære stillinger i Kuwait og Irak, og den 24. februar foretog man en storoffensiv på land. Efter 100 timers landkrig var Golfkrigen slut, men op gennem 1990’erne fortsatte konflikten, som fik stor betydning for USA’s rolle som supermagt i en liberal verdensorden de følgende årtier. Golfkrigen, der pludselig havde åbnet for et tættere samarbejde mellem USA og flere af de arabiske lande, gjorde nu, at USA ønskede at gøre en ende på den israelsk-arabiske konflikt, så den ikke hindrede det nye samarbejde. Bush sendte nu sin udenrigsminister James Baker på den ene rundtur efter den anden til Mellemøsten. Især besøgene i Israel gav anledning til kontroverser – USA havde gjort klart, at bosættelserne på Vestbredden var en hindring for en fredelig løsning – men hver gang Baker landede i Tel Aviv, erklærede boligminister Ariel Sharon at man for resten lige havde åbnet en ny bosættelse. Det lykkedes dog til sidst Bush og Baker at få alle parter til at komme til en international fredskonference i Madrid i oktober 1991.Høje forhåbninger i Madrid
Konferencen var en milepæl – Libanon, Syrien og Jordan sad til bords med Israel – i den jordanske delegation var også palæstinensere fra Vestbredden – forhåbningerne var høje – også efter den fredelige udvikling i Europa med murens fald og Warszawapagtens opløsning – gik hele verden nu mod fredeligere tider? Allerede på konferencen var der dog kriser ( se kilde 147). Israel protesterede mod, at der udenfor mødelokalet både var palæstinensere tilknyttet PLO – Israel havde betinget sig, at de palæstinensere, der var med i den jordanske delegation, ikke havde forbindelser til PLO – og der var palæstinensere fra Østjerusalem – hvad der også var imod Israels krav – for Israel var hele Jerusalem Israels udelelige hovedstad. Konferencen selv varede kun tre dage, men meningen var, at man skulle fortsætte med bilaterale møder i Washington. Men der kom ikke rigtig noget ud af forhandlingerne – det viste sig bl.a. senere, at der i Oslo var startet nogle hemmelige forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.Osloaftalerne og fred med Jordan
Førstehåndsberetning fra Ron Pundak
I august 1993 var man klar til en aftale – og vi har en førstehåndsberetning fra en af deltagerne – Ron Pundak – søn af den overfor ofte nævnte dansk-israelske Herbert Pundik hvis hebraiske navn var Nahum Pundak ( se kilde 148). Ron Pundak var født i Israel i 1955, året efter at forældre Herbert og Sussie Pundik var udvandret til Israel. Han havde studeret statskundskab i Tel Aviv og havde senere arbejdet i den israelske efterretningstjeneste Mossad. I 1991 havde Ron Pundak taget en PhD fra University of London i Middle Eastern Political History og arbejdede det følgende år som journalist – som sin far – ved den israelske avis HaAretz. Herefter dannede han sammen med en anden akademiker, Yair Hirschfeld, en NGO kaldet ”Economic Cooperation Foundation”, der ville undersøge mulighederne for et samarbejde mellem israelere og palæstinensere.Gensidig anerkendelse på papiret
Aftalerne betød, at Israel nu anerkendte PLO som repræsentanter for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza – og at PLO nu gav afkald på terror og anerkendte Staten Israel ( se kilde 149),( kilde 150) og ( kilde 151). Principerklæringen ( se kilde 153) blev underskrevet den 13.september 1993 på plænen foran Det hvide Hus, hvor Yitzhak Rabin talte om at stå på ”tærsklen til chancen for fred og måske afslutningen på vold og krige” ( se kilde 152) – der var endnu lang vej til fred. På plænen foran Det hvide Hus: Yifthak Rabin, Bill Clinton og Yassir Arafat 13.sept. 1993Åbnet for fred mellem Jordan og Israel
Nu var der åbnet for en fredsaftale med Jordan. Det ville blive en anden aftale end den med Egypten – med Jordans afståelse af Vestbredden i 1988 var der jo her allerede en ”naturlig” grænse ned langs Jordanfloden, hvor våbenstilstandslinjen mellem de to lande da også havde gået siden 6-dages-krigen i 1967. Men forhandlingerne gik her også hurtigere og allerede den 26.oktober 1994 underskrev Kong Hussein og Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin fredsaftalen i et telt ved den nye grænseovergang ved Akaba og Eilat i det sydligste Israel ( se kilde 154). Som ved Osloaftalerne var USA’s præsident Bill Clinton også med som en slags garant for freden. Hermed var nu fred mellem to naboer – efter freden med Egypten mod syd, var der nu også fred med Jordan mod øst. Clinton fløj straks videre til Damaskus i håbet om, at den nu hurtigt kunne blive fulgt op med en tredje fredsaftale – nu med Syrien.Fred med Egypten og Jordan
- Kongetiden
- Det babylonske fangenskab
- Hjemkomsten fra Babylon
- Israel under Romerriget
- Palæstina 135 til 1100
- Palæstina – Korstogene
- Palæstina 135 til 1948
- Den osmanniske periode
- 1. Verdenskrig
- Det britiske Palæstinamandat
- Oprettelsen af staten Israel
- Uafhængighedskrigen
- Israel fra uafhængighedskrigen til Suez-krigen
- Israel bliver mere og mere en normal stat
- Seksdageskrigen 1967
- Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
- Fred med Egypten og Jordan
-
Kilderne til Israels ældste historie
-
Kilderne til Kongetiden
-
Kilderne til Det babylonske Fangenskab
-
Kilderne til Tiden efter eksilet
-
Tidstavlen til Israels historie
-
Kilderne til Israel under Romerriget
-
Kilderne til den første arabiske periode 638-1099
-
Kilderne til Korstogene
-
Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517
-
Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917
-
Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945
-
Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948
-
Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949
-
Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen
-
Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967
-
Kilderne til Seksdageskrigen 1967
-
Kilderne til Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
-
Kilderne til fred med Egypten og Jordan
Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret.