Fred med Egypten og Jordan

Efter underskrivelsen af freden med Egypten var det uhyre vigtigt for Israel at vise, at man faktisk mente dette med ”land for fred”: Man rømmede hver m2 af Sinaihalvøen – også et lille stykke land syd for byen Eilat, som Israel ellers mente var israelsk og hvor der derfor var bygget et israelsk hotel.

Man fjernede de 18 israelske bosættelser på Sinai-halvøen – også for at vise Jordan og Syrien, at ja – man ønskede virkelig fredsaftaler og var parat til at fjerne de jødiske bosættelser på land erobret i 1967.

Grænsen mellem Egypten og Israel efter freden i 1979 — Grænsen mellem Egypten og Israel blev fastlagt i fredtraktaten i 1979

Kigger man på kortet ovenfor vil man bemærke, at Gaza ikke kom til Egypten. Gaza-striben havde fra 1949-67 været administreret af Egypten, men i fredsforhandlingerne gjorde man det fra egyptisk side klart, at dette ikke skulle være egyptisk, men en del af en kommende palæstinensisk stat. Gaza fortsatte derfor med at være under israelsk besættelse frem til september 2005.

Men man vil også lægge mærke til, at Israel nu for første gang havde en international anerkendt grænse. Som tidligere nævnt, havde Israel fra 1949-79 levet bag våbenstilstandslinjer – nu var der en af begge parter grænse fra Eliat til Middelhavet – med en officiel grænseovergang ved Eilat. Der blev åbnet ambassader og udvekslet ambassadører.

Drabet på Sadat

Håbet om en hurtig fortsættelse af fredsprocessen – nu med Jordan og Syrien – slog fejl – og da Egyptens præsident Anwar Sadat, der i 1978 sammen med Menachem Begin havde modtaget Nobels Fredspris, i oktober 1981 blev dræbt ved en militærparade, blev håbet om, at Jordans kong Hussein eller Syriens præsident Hafez al-Assad ville følge i hans fodspor slukket.

Allerede kort efter fredsafslutningen var Egypten også blevet smidt ud af Den arabiske Liga og dennes hovedkvarter var flyttet fra Cairo til Tunis i Tunesien.

Drabet på Sadat gav jo voldsom ængstelse i Israel, men Egyptens nye præsident Hosni Mubarak (1928-2020) fastslog straks efter sin magtovertagelse, at han stod fast ved fredsaftalen.

Egyptens præsidenter Hosni Mubarak (1981-2011) og Anwar Sadat (1970-81) — Egyptens gamle og nye præsident – Hosni Mubarak (1981-2011) og Anwar Sadat (1970-81)

Der var nu fred langs grænsen til Egypten – men ved våbenstilstandslinjen til Libanon var der fortsat uro. PLO havde, efter de var smidt ud af Jordan, nu hovedkvarter i Beirut, og i sommeren 1981 havde der været hårde kampe ved grænsen mellem Israel og PLO. Der var senere indgået en våbenhvile men i juni 1982 sendte PLO et større antal raketter ind over det nordlige Israel. Det fik Begin-regeringen til søndag den 6.juni med fuld styrke at rykke ind i Libanon (se kilde 138). Begin havde talt om, at Israel havde behov for en sikkerhedszone i det sydligste Libanon, men allerede efter en uge var den israelske hær nået op til Beirut. Den østlige del af byen blev styret af ”kristne falangister”, der støttede Israel, mens den vestlige del af byen nu blev udsat for konstante bombardementer.

Modstand mod krigen i Libanon

Samtidig skete der noget hidtil uhørt hjemme i Israel: Mange israelere kunne ikke acceptere, at hæren var rykket helt til Beirut og midt under krigen var der store demonstrationer mod den militære aktion. Denne modstand blev endnu større, da de israelske tropper blot så på, mens kristne falangister rykkede ind i Sabra – en forstad i det vestlige Beirut, befolket af palæstinensiske flygtninge – og Shatila – en palæstinensisk flygtningelejr tilbage fra 1949. Her voldtog og dræbte militserne i 40 timer palæstinensiske flygtninge – antallet af dræbte er aldrig fastslået, men menes at ligge et sted mellem 800 og 3.500. Det var ikke israelske tropper, der udførte denne massakre, men de israelske styrker befandt sig blot 200 meter fra lejrene og så passivt til. Massakren var en katastrofe for palæstinenserne – men i høj grad også for Israel. I Israel selv var der en voldsom kritik af regeringen (se kilde 139) og i udlandet voksede kritikken af Israel. I Danmark kørte en voldsom debat i sær i dagbladet Politiken, hvor mange tidligere Israel-venlige kommentatorer nu tog afstand fra Israel (se kilde 140) og ( se kilde 141). For Israel var et af krigens resultater, at PLO nu også måtte forlade Libanon – og slå sig ned i Tunis – langt væk fra Israel.

Hizbollah træder ind i historien

Men set fyrre år efter var det så alligevel ikke en sejr- samme år opstod nemlig en ny bevægelse i Libanon – Hizbollah eller Hezbollah, en libanesisk, shia-islamisk orienteret politisk–militær organisation., som blev dannet med det formål, at smide Israel ud af Libanon og senere i flere omgange har angrebet Israel. I Israel fortsatte kritikken af Israels rolle i Sabra-Shatila-massakren og en israelsk undersøgelseskommission kulegravede nu begivenhederne. Den konkluderede, at Ariel Sharon burde have forudset, hvad der ville ske, når de kristne falangister fik adgang til lejrene. Kommissionen under ledelse af højesteretspræsident Yitzhak Kahan fandt, at Sharon var “indirekte medansvarlig” for uhyrlighederne og krævede ham afsat. Sharon nægtede dog at gå af, men den 14. februar 1983 vedtog Knesset at fritage forsvarsminister Ariel Sharon for posten som forsvarsminister. Men han forblev minister i regeringen, i første omgang uden portefølje – altså uden at være leder for et ministerium.

Ariel Sharon – Israels forsvarsminister 1981-83 og Menachem Begin – premierminister 1977-83

Begin går af som premierminister

Begin led sit næste nederlag måneden efter: Han havde foreslået højesteretsdommeren Menachem Elon som Israels sjette præsident – statsoverhoved. Den daværende præsident Yitzhak Navon, der havde været præsident 1978-83, ønskede ikke at genopstille – men at vende tilbage til det politiske liv. Oppositionen havde foreslået den tidligere general Chaim Herzog – og Herzog vandt med 61 stemmer mod Begins kandidat, der kun fik 57. Præsidenten vælges af Knesset. Nogen opfordrede nu Begin til at udskrive nyvalg – hvad han dog ikke ønskede. Men i september 1983 gik han af. Han døde 9.marts 1992. Ny premierminister blev Yitzhak Shamir, der under kampene mod englænderne forud for staten Israels oprettelse havde været aktiv i undergrundsgruppen Sterngruppen, der bl.a. var mistænkt for at stå bag mordet på FNs fredsmægler Folke Bernadotte.

Shamir ny premierminster

Yitzhak Shamir var født i 1896 i Ruzhany i nærheden af Bialystok – dengang i det polske område i Det russiske Zarrige – i dag i Belarus. Han havde studeret jura i Warszawa i det nu uafhængige Polen, men var i 1935 udvandret til det daværende mandatområde Palæstina.

Yitzhak Shamir – Israels premierminister 1983-84 og 1986-92

Shamir havde efter en karriere i Israels efterretningstjeneste Mossad i 1969 tilsluttet sig Begins Herut parti og var i 1973 blevet valgt ind i Knesset som repræsentant for partiet. Allerede i 1977 var han blevet formand for Knesset og i 1980 blev han udenrigsminister. Han havde afholdt sig fra at stemme for fredstraktaten med Egypten, men førte dog som udenrigsminister i 1981-82 forhandlinger med Egypten om fortsat normalisering af forholdet mellem de to lande.

Shamir i dødvande

Nu stod han som premierminister med to kæmpe udfordringer: Israel havde trukket sig ud af det centrale Libanon, men havde stadig besat det sydlige i et samarbejde med kristne falangister; der var fortsat borgerkrig i Libanon og ingen udsigt til en fredsaftale. Og Israels økonomi var ødelagt efter krigen med en inflation på omkring 400 % og absolut ingen tiltro til landets valuta – shekelen. Shamir syntes ikke at have løsningen og et af de små religiøse partier støttede nu Arbejderpartiets krav om nyvalg.

Israelerne går til valg

Når man læser, at der var opstillet 26 partier til valget i juni 1984, kan det synes temmelig svært at forklare. Men det kan forenkles en smule ved at sige, at højrefløjen var samlet i ”Likud”, der bestod af flere partier – men med Herut som det ledende. Her måtte Shamir se sig truet af en modkandidat – Ariel Sharon – men Shamit vandt med 56 % af stemmerne i Heruts ledelse. På venstrefløjen var Arbejderpartiet stadig det største – men det var også gået sammen med flere i ”The Alignment” – på hebraisk ”HaMa’arakh” – på dansk vel bedst ”Sammenslutningen”. Lederen her var Shimon Peres. Og endelig var der de religiøse partier, hvor et nyt for første gang optræder her: Shas – et religiøst parti, der mest appellerede til de sefardiske – ”orientalske” jøder – modsat det gamle ”National-religiøse Parti”. Skellet mellem de to grupper – jøder med en centraleuropæisk baggrund (”Askanazim”) og jøder med en mellemøstlig (”orientalsk”) baggrund (”Sefardim”) – var i det hele taget blevet af større og større betydning i israelsk politik: Efter valget i 1984 viste det sig, at mere end 70 % af Likuds vælgere var af orientalsk baggrund – mere end 70 % af ”Sammenslutningens” vælgere havde europæisk baggrund.

Den store koalition 1984-1988

Valget i 1984 gav ikke noget klart resultat: ”Sammenslutningen” fik 46, Likud 41 – men der skulle 61 mandater til at have flertal i Knesset. Tredjestørste parti var ”Tehiya” – direkte oversat ”Genfødsel” under ledelse af Geula Cohen – et parti, der var grundlagt på at bekæmpe Camp David-aftalerne og freden med Egypten og støtte det stadig større antal bosættelser på Vestbredden.

Og til mange israeleres chok kom også Meir Kahanes Kach-parti ind i Knesset med ét medlem – et parti med en klar racistisk, antiarabisk dagsorden. Partiet fik senere forbud mod at stille op til valget i 1992 og blev forbudt i 1994 under henvisning til terrorlovgivningen.

Efter lange forhandlinger endte det med ”en stor koalition” – at de to store partier med støtte fra flere andre gik ind i en fælles regering med Shimon Peres som ministerpræsident de første to år og så et skift tilbage til Shamir, der nu blev udenrigsminister. Peres havde været leder af Arbejderpartiet, siden Rabin var gået af i 1977 og nu stod han for første gang som regeringsleder. Han udnævnte konkurrenten Yitzhak Rabin, der i flere omgange havde prøvet at vælte ham som leder af Arbejderpartiet, til forsvarsminister.

Første vigtige skridt blev at stabilisere landets valuta, shekelen, og i 1985 lavede man en valutareform – fjernede flere nuller og indførte ”den nye shekel” – NIS. Man var også nødt til at se på statens udgifter – Begins regering havde efterladt en udlandsgæld på over 25 mia USD – den havde været 12,5 mia, da han var tiltrådt i 1977.

Peres og Shamir i ”Den store koaltion” 1984-88

Israel trækker sig ud af Libanon

Krigen i Libanon havde kostet milliarder – i januar 1985 besluttede man derfor at rømme Libanon og i juni var evakueringen sluttet – dog støttede man den pro-israelske ”South Libanon Army” i en 17 km zone lige nord for våbenstilstandslinjen fra 1949 frem til år 2000.

Begin havde også postet mange penge i de israelske bosættelser på Vestbredden. Nu i 1984 boede der næsten 30.000, men kun en del af dem boede der af ideologiske grunde, andre var rykket derud, fordi man fik stor økonomisk støtte for at bosætte sig dér.

Denne blev nu mindre, og Peres erklærede klart, at Arbejderpartiet ingen interesse havde i at herske over 1,3 mio arabere mod deres vilje. Med rømningen af Sinai i starten af 1980´erne havde man fra Israels side vist, at man var klar til at rømme bosættelserne – selvom det var klart, at der allerede nu på Vestbredden boede næsten ti gange så mange.

Fred med Jordan?

Den 21.oktober 1985 tilbød Shimon Peres i FN direkte forhandlinger med Jordan ( se kilde 142). Men det viste sig hurtigt, at der stod flere problemer i vejen: I koalitionen rasede især Ariel Sharon mod Peres, der truede med at fyre ham. Sharon blev så presset af sine partifæller til at undskylde sine angreb og koalitionsregeringen blev reddet ( se kilde 143). Men også bosætterne lod nu høre fra sig: ”Nybyggere vil slås for deres jord” lød en overskrift i Kristeligt Dagblad den 8.nov ( se kilde 144) Man kom altså i første omgang ikke videre med en fredsaftale med Jordan, og i efteråret 1986 skulle Peres afløses af Shamir. Forinden var der dog udbrudt strid i Herut/Likud – partiet skulle genvælge Shamir eller vælge en ny leder og både boligminister David Levy og Ariel Sharon, der i denne regering var industriminister, mente de var mere egnede. David Levy, der stammede fra Marokko, fik støtte fra de orientalske, sefardiske jøder, mens de askanasiske jøder støttede den nu 70-årige Shamir. Ariel Sharon mente stadig, han ville være en stærkere leder, men en del Likud-medlemmer mente, at han havde svigtet partiets grundlægger og leder gennem mere end tredive år, Menachem Begin, under krigen i Libanon fire år tidligere.

Peres hemmelige aftale med Kong Hussein

Shamir blev genvalgt og overtog som aftalt premierministerposten fra Peres i september 1986, mens Peres så overtog udenrigsministerposten. Peres havde ikke opgivet tanken om en fredsaftale med Jordan, og i april 1987 holdt han i London et hemmeligt møde med Kong Hussein, hvor de underskrev ”London-aftalen”. ( se kilde 145). London-aftalen indeholdt rammerne for en international fredskonference under FN, hvis formål skulle være at nå en fredelig løsning på den israelsk-arabisk konflikt baseret på resolutionerne 242 ( se kilde 116) og 338 (som krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973) og en fredelig løsning på det palæstinensiske problem. Aftalen lagde op til, at fredskonferencen ikke kunne tvinge nogen af parterne til en bestemt løsning og at palæstinenserne ville være en del af den jordanske delegation.

Den jordanske løsning

Idet man krævede, at alle parter skulle acceptere de to FN-resolutioner og give afkald på vold og terrorisme, hvad PLO på dette tidspunkt ikke var klar til. Peres og Hussein var også enige om, at man ville overlade aftalen til USA’s udenrigsminister George Schulz, som så ville forelægge den som et amerikansk initiativ. Peres havde selvfølgelig fået Shamirs accept af mødet med Kong Hussein inden han tog til London. Peres´ håbede med denne aftale tyve år efter 6-dages-krigen at kunne sikre det, man kaldte ”den jordanske løsning”: Som Sadat havde fået Sinai tilbage efter freden med Egypten ville Hussein nu få Vestbredden tilbage – Vestbredden, som han havde indlemmet efter krigen i 1948/49 og tabt i 6-dages-krigen.

Shimon Peres og Kong Hussein af Jordan – billedet er dog fra 1995 – 8 år efter London-forhandlingerne

Peres gjorde regning uden vært

Problemet var, at Shamir ikke var klar til at give størstedelen af Vestbredden tilbage til Jordan, og han frygtede, at den internationale fredskonference trods løfterne i sidste ende ville tvinge Israel til en bestemt løsning. Resultatet var derfor, at Peres ikke kunne få regeringens accept af planen, hvad der fik Kong Hussein til at opgive at få Vestbredden igen. Den 31.juli 1988 erklærede han officielt, at han gav afkald på Vestbredden – hvad der skabte en fuldstændig ny situation: Indtil denne dag havde svaret i tyve år været, at man ville give alt erobret land tilbage for en fredsaftale – men havde givet hele Sinai tilbage til Egypten 7-10 år tidligere – men nu var denne mulighed væk.

Forside i Jerusalem Postsfor fra 1. august 1988 — Artikel på forsiden af Jerusalem Post den 1. august 2988

Satiriske tegneserie i Jerusalem Post – Mener kong Hussein det? — Mener kong Hussein det? – Tegneserie i Jerusalem Post

Den første Intifada

Forinden – i december 1987 – var der udbrudt en voldelig opstand – først i Gaza, så på Vestbredden. Den har fået navnet ”den første intifada” efter det arabiske ”intifada” – at ryste noget af sig. Og den stillede Israel overfor helt nye udfordringer: Den israelske hær havde sejret i Uafhængighedskrigen 1948/49, i 6-dages-krigen i juni 1967 og i sidste ende i Yom Kippur-krigen i 1973. Men nu stod man overfor civile oprørere – ofte med kvinder og børn i forreste række, der kastede sten efter de israelske soldater. Hvordan nedkæmpe denne opstand? Og pressen var kommet tættere på – kom der billeder af stenkastende børn i TV om aftenen – eller af israelske soldater, der arresterede disse børn? I november skulle der være valg i Israel – ”den store koalition” havde siddet alle fire år – ville der nu være flertal for enten Shamir eller Peres? Ingen af dem fik dog flertal og det endte med en ny stor koalition – stadig med Shamir som premierminister og Peres som udenrigsminister – Shamirs Likud havde nemlig fået ét mandat mere end Arbejderpartiets koalition – 40 mod 39 – og han havde derfor initiativet – og kunne have dannet regering med højrefløjen.

Israel får en højreregering

Likud havde allerede i foråret klar afvist idéen om ”land for fred” ( se kilde 146), mens Peres stadig håbede på en eller anden aftale med Kong Hussein – trods hans afståelse af Vestbredden. Denne gang holdt koalitionen kun to år. I 1990 prøvede Peres, om han kunne danne en regering med Arbejderpartiet og nogle af de religiøse partier – f.eks. det sefardiske Shas-parti, der i sit valgprogram ved 1988-valget ikke havde været helt afvisende for landsafståelser. Det mislykkedes, og efter en to måneder lang regeringskrise dannede Shamir nu en ren højreregering. Peres fortsatte som oppositionsleder frem til 1992, hvor han blev slået af rivalen Yitzhak Rabin som leder af Arbejderpartiet. Shamir skulle nu finde en ny udenrigsminister og det blev en af de interne rivaler, David Levy.

USA lægger pres på Israel

Levy var født i 1937 i Rabat i Marokko og først kommet til Israel som 20-årig i 1957. Under valgkampen i 1977 havde han gjort sig bemærket ved at få mange tusinder orientalske jøder – mest arbejdervælgere – til at stemme for Begin, og han havde siden haft ministerposter i både Begins og Shamirs regeringer. Han havde flere gange prøvet at vælte Shamir som Likud-leder – nu sad han på den vigtige udenrigsministerpost, mens Rabin på forsvarsministerposten blev afløst af Moshe Arens, der også havde haft forsvarsministerposten fra 1983-84 efter at Sharon havde måtte trække sig. Få måneder efter kom Shamir under pres fra en uventet side: USA’s præsident, George H.W. Bush, Reagans tidligere vicepræsident, der i januar 1989 havde efterfulgt Reagan som USA’s præsident, holdt den 6.marts 1991 en tale i kongressen, hvor han erklærede, at ”tiden nu var kommet til at afslutte den israelsk-arabiske konflikt”. Dette skete efter, at hele situationen under den 1. Golfkrig grundlæggende havde ændret situationen i Mellemøsten.

USA's 41.præsident – George H.W. Bush (1989-1993) — USA’s 41.præsident – George H.W. Bush (1989-1993)

Bush optrapper i Mellemøsten

Golfkrigen var startet den 2. august 1990, da Irak invaderede nabolandet Kuwait og gjorde krav på landet. Iraks angreb blev straks fordømt af FN’s Sikkerhedsråd, og i november 1990 satte Sikkerhedsrådet en tidsfrist indtil den 15. januar 1991 for tilbagetrækning. Sideløbende med diplomatiske forhandlinger om en fredelig løsning på konflikten foretog USA og en række allierede lande troppeopbygninger i Saudi-Arabien, som havde bedt USA om beskyttelse mod en mulig irakisk invasion. Også halvdelen af de arabiske lande besluttede at samarbejde om en fælles-arabisk hær. Situationen i FNs sikkerhedsråd var også grundlæggende ændret – FN have ofte været handlingslammet, fordi enten USA eller Sovjetunionen havde nedlagt veto i Sikkerhedsrådet – nu under Sovjets nye leder Gorbatjov var der et stærkt øget samarbejde.

Operation Ørkenstorm

Da FN’s tidsfrist udløb, angreb den allierede hær de irakiske styrker. Modangrebet fik kodenavnet Operation Ørkenstorm. Den 17. januar indledte den allierede styrke voldsomme luftbombardementer af militære stillinger i Kuwait og Irak, og den 24. februar foretog man en storoffensiv på land. Efter 100 timers landkrig var Golfkrigen slut, men op gennem 1990’erne fortsatte konflikten, som fik stor betydning for USA’s rolle som supermagt i en liberal verdensorden de følgende årtier. Golfkrigen, der pludselig havde åbnet for et tættere samarbejde mellem USA og flere af de arabiske lande, gjorde nu, at USA ønskede at gøre en ende på den israelsk-arabiske konflikt, så den ikke hindrede det nye samarbejde. Bush sendte nu sin udenrigsminister James Baker på den ene rundtur efter den anden til Mellemøsten. Især besøgene i Israel gav anledning til kontroverser – USA havde gjort klart, at bosættelserne på Vestbredden var en hindring for en fredelig løsning – men hver gang Baker landede i Tel Aviv, erklærede boligminister Ariel Sharon at man for resten lige havde åbnet en ny bosættelse.

Forholdet mellem Shamir og USA's udenrigsminister James Baker var ikke det varmeste — Forholdet mellem Shamir og USA’s udenrigsminister James Baker var ikke det varmeste

Det lykkedes dog til sidst Bush og Baker at få alle parter til at komme til en international fredskonference i Madrid i oktober 1991.

Deltagerne i Madrid-konferencen oktober 1991 – forrest ses værterne Gorbatjov fra Sovjet, Spaniens premierminister Felipe Gonzales og USA's præsident George W.H. Bush — Deltagerne i Madrid-konferencen oktober 1991 – forrest ses værterne Gorbatjov fra Sovjet, Spaniens premierminister Felipe Gonzales og USA’s præsident George W.H. Bush

Høje forhåbninger i Madrid

Konferencen var en milepæl – Libanon, Syrien og Jordan sad til bords med Israel – i den jordanske delegation var også palæstinensere fra Vestbredden – forhåbningerne var høje – også efter den fredelige udvikling i Europa med murens fald og Warszawapagtens opløsning – gik hele verden nu mod fredeligere tider? Allerede på konferencen var der dog kriser ( se kilde 147). Israel protesterede mod, at der udenfor mødelokalet både var palæstinensere tilknyttet PLO – Israel havde betinget sig, at de palæstinensere, der var med i den jordanske delegation, ikke havde forbindelser til PLO – og der var palæstinensere fra Østjerusalem – hvad der også var imod Israels krav – for Israel var hele Jerusalem Israels udelelige hovedstad. Konferencen selv varede kun tre dage, men meningen var, at man skulle fortsætte med bilaterale møder i Washington. Men der kom ikke rigtig noget ud af forhandlingerne – det viste sig bl.a. senere, at der i Oslo var startet nogle hemmelige forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.

Osloaftalerne og fred med Jordan

Valget i juni 1992 medførte, at Yitzhak Rabin nu vendte tilbage som premierminister – som det fremgår overfor, havde han afløst Golda Meir som premierminister i 1974, men havde måtte træde tilbage i 1977. Nu havde han afløst Shimon Peres som Arbejderpartiets leder og efter en valgsejr, hvor Arbejderpartiet gik 5 mandater frem fra 39 til 44, mens Likud gik tilbage fra 40 til 32 kunne han samle et flertal med venstrefløjspartiet Meretz under Shulamit Aloni (12) og det ultraortodokse Shas-parti under Arye Deri (6). Han gjorde sin gamle rival Shimon Peres til udenrigsminister – en post, Peres jo også havde beklædt under Rabin. Det blev under Rabin, at ”Osloaftalerne” blev indgået. Forud var gået mange måneders hemmelige forhandlinger mellem israelere og palæstinensere – som efterhånden kom op på et højere niveau, da det blev klart, at palæstinenserne havde tætte kontakter til PLOs ledelse – og israelerne havde kontakter til først viceudenrigsministeren Jossi Beilin, siden til Shimon Peres og endelig også til Rabin.

Førstehåndsberetning fra Ron Pundak

I august 1993 var man klar til en aftale – og vi har en førstehåndsberetning fra en af deltagerne – Ron Pundak – søn af den overfor ofte nævnte dansk-israelske Herbert Pundik hvis hebraiske navn var Nahum Pundak ( se kilde 148). Ron Pundak var født i Israel i 1955, året efter at forældre Herbert og Sussie Pundik var udvandret til Israel. Han havde studeret statskundskab i Tel Aviv og havde senere arbejdet i den israelske efterretningstjeneste Mossad. I 1991 havde Ron Pundak taget en PhD fra University of London i Middle Eastern Political History og arbejdede det følgende år som journalist – som sin far – ved den israelske avis HaAretz. Herefter dannede han sammen med en anden akademiker, Yair Hirschfeld, en NGO kaldet ”Economic Cooperation Foundation”, der ville undersøge mulighederne for et samarbejde mellem israelere og palæstinensere.

Ron Pundak – en af arkitekterne bag Oslo-aftalerne i 1993

Gensidig anerkendelse på papiret

Aftalerne betød, at Israel nu anerkendte PLO som repræsentanter for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza – og at PLO nu gav afkald på terror og anerkendte Staten Israel ( se kilde 149),( kilde 150) og ( kilde 151). Principerklæringen ( se kilde 153) blev underskrevet den 13.september 1993 på plænen foran Det hvide Hus, hvor Yitzhak Rabin talte om at stå på ”tærsklen til chancen for fred og måske afslutningen på vold og krige” ( se kilde 152) – der var endnu lang vej til fred.

På plænen foran Det hvide Hus: Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yassir Arafat 13.sept. 1993

På plænen foran Det hvide Hus: Yifthak Rabin, Bill Clinton og Yassir Arafat 13.sept. 1993

Arafat, Peres og Rabin fik året efter – i 1994 – Nobels Fredspris for Fredsaftalen

Åbnet for fred mellem Jordan og Israel

Nu var der åbnet for en fredsaftale med Jordan. Det ville blive en anden aftale end den med Egypten – med Jordans afståelse af Vestbredden i 1988 var der jo her allerede en ”naturlig” grænse ned langs Jordanfloden, hvor våbenstilstandslinjen mellem de to lande da også havde gået siden 6-dages-krigen i 1967. Men forhandlingerne gik her også hurtigere og allerede den 26.oktober 1994 underskrev Kong Hussein og Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin fredsaftalen i et telt ved den nye grænseovergang ved Akaba og Eilat i det sydligste Israel ( se kilde 154). Som ved Osloaftalerne var USA’s præsident Bill Clinton også med som en slags garant for freden. Hermed var nu fred mellem to naboer – efter freden med Egypten mod syd, var der nu også fred med Jordan mod øst.

Jordans kong Hussein og Israels premierminister Yitzhak Rabin underskriver fredsaftalen i oktober 1994. I midten USA's præsident Bill Clinton — Jordans kong Hussein og Israels premierminister Yitzhak Rabin underskriver fredsaftalen i oktober 1994. I midten USA’s præsident Bill Clinton

Clinton fløj straks videre til Damaskus i håbet om, at den nu hurtigt kunne blive fulgt op med en tredje fredsaftale – nu med Syrien.

Se litteratur, link og oversigt over kilderne til:

Fred med Egypten og Jordan

Indholdsfortegnelse

Kilder

Kilderne til Israels ældste historie
Kilderne til Kongetiden
Kilderne til Det babylonske Fangenskab
Kilderne til Tiden efter eksilet
Tidstavlen til Israels historie
Kilderne til Israel under Romerriget
Kilderne til den første arabiske periode 638-1099
Kilderne til Korstogene
Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517
Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917
Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945
Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948
Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949
Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen
Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967
Kilderne til Seksdageskrigen 1967
Kilderne til Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
Kilderne til fred med Egypten og Jordan

Privacy Overview

This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.

Necessary

Altid aktiveret

Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. These cookies ensure basic functionalities and security features of the website, anonymously.

Cookie	Varighed	Beskrivelse
cookielawinfo-checkbox-analytics	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics".
cookielawinfo-checkbox-functional	11 months	The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional".
cookielawinfo-checkbox-necessary	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary".
cookielawinfo-checkbox-others	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other.
cookielawinfo-checkbox-performance	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance".
viewed_cookie_policy	11 months	The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data.

Kilde 154: Fredsaftalen mellem Israel og Jordan 26.oktober 1994

Som det fremgår af den historiske gennemgang havde der dog fortsat være kontakter. Kong Hussein og Israels udenrigsminister Shimon Peres havde været tæt på en aftale i april 1987. I 1988 havde Kong Hussein så givet afkald på hele Vestbredden og nu efter Oslo-aftalerne var tiden kommet til en fredsaftale med Israel, der blev indgået året efter Oslo-aftalerne – også med Præsident Clinton til stede – men undertegnet på grænsen mellem Israel og Jordan – nu ikke længere en våbenstilstandslinje, men en grænse:

Fredsaftale mellem Staten Israel og Det Hashemitiske[1] Kongedømme Jordan den 26.oktober 1994

Præambel[2]

Staten Israels regering og Det Hashemitiske Kongedømme Jordans regering:

Med tanke på Washington-erklæringen[3], underskrevet af dem den 25.juli 1994 og som de begge er forpligtede på at opfylde;

Med det mål at opnå en retfærdig, varig og omfattende fred I Mellemøsten, baseret på Sikkerhedsrådets resolutioner 242[4] og 338[5] i alle deres aspekter

Med tanken på vigtigheden af at opretholde og styrke freden baseret på frihed, lighed, retfærdighed og respekten for de fundamentale menneskerettigheder og dermed overvinde de psykologiske hindringer og fremme menneskelig værdighed

Idet de igen bekræfter på deres tro på hensigterne og principperne I De forenede Nationers Pagt[6] og anerkender deres ret og forpligtelse til at leve i fred med hinanden såvel som med alle stater indenfor sikre og anerkendte grænser;

Idet de ønsker at udvikle fredelige relationer og samarbejde mellem dem i overensstemmelse med principperne i international ret, der gælder for internationale relationer i fredstid;

Idet de ligeledes ønsker at sikre varig sikkerhed for begge deres stater og i særdeleshed at undgå trusler og brug af magt mellem dem

Med tanke på, at de i Washington-deklarationen af 25.juli 1994 erklærede afslutningen på krigstilstanden[7] mellem dem;

Idet de har besluttet at slutte fred mellem dem i overensstemmelse med denne fredstraktat

Har de besluttet følgende:

Artikel 1: Fredsafslutningen

Der er hermed indgået fred mellem Staten Israel og Det Hashemitiske Kongedømme Jordan (”parterne”), der træder i kraft efter udvekslingen af ratifikationsdokumenterne[8] af denne traktat

Artikel 2: Almene bestemmelser

Parterne vil lade bestemmelserne i De forenede Nationers Pagt og principperne i international lov, der gælder for nationer i fred, være gældende for dem. Specielt:

De anerkender og vil respektere hinandens suverænitet, territoriel integritet og politiske uafhængighed;
De anerkender og vil respektere hinandens ret til at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser
De vil udvikle godt naboskab med samarbejde mellem dem for at sikre varig sikkerhed, vil afstå fra trusler og brug af magt mod hinanden og vil løse alle stridigheder mellem dem på fredelig måde
De respekterer og anerkender enhver stat i regionens suverænitet, territoriel integritet og politisk uafhængighed;
De respekterer og anerkender den afgørende rolle af menneskelig udvikling og værdighed i regionale og bilaterale forhold;
De tror endvidere, at ufrivillige flytninger af personer på en sådan måde, at det skader nogen af partnerens sikkerhed, ikke skal tillades indenfor det område, de kontrollerer

Artikel 3: International grænse

Den internationale grænse mellem Israel og Jordan er afgrænset af den fastsættelse af grænsen under Mandatperioden[9] som vises i bilag 1 (a), på det kortmateriale, der er vedhæftet dette og de koordinater, der er angivet her.

Grænsen, som den er fastlagt i bilag 1 (a), er den permanente, sikre og anerkendte internationale grænse mellem Israel og Jordan, uden at det berører status for noget område som kom under israelsk militær kontrol i 1967.
Parterne anerkender den internationale grænse, så vel som hinandens territorium, territorielle farvande[10] og luftrum som ukrænkelige og vil respektere og overholde dem.
Afmærkningen af grænsen vil ske som aftalt i appendix (I) til bilag I og skal være gennemført ikke senere end ni måneder efter underskrivelsen af denne traktat.[11]
Det er aftalt, at hvor grænsen følger en flod, og hvis der sker naturlige ændringer af flodens forløb, som beskrevet i bilag I (a), så skal grænsen følge flodens nye løb. Hvis der sker nogen andre ændringer, skal grænsen ikke ændres, medmindre man enes om andet.
Umiddelbart efter udvekslingen af ratifikationsdokumenterne for denne traktat, vil hver part trække sig tilbage til sin side af den internationale grænse som defineret i bilag I (a)
Parterne skal, efter at have underskrevet denne traktat, indlede forhandlinger, der indenfor ni måneder skal træffe en afgørelse om forkøbet af søgrænsen i Akababugten.[12]
Under hensyn til de særlige forhold omkring Naharayim/Baqura-området[13], som er under jordansk suverænitet,men med israelsk privatejendom, er man blevet enige om en foreløbig aftale som er beskrevet i bilag I (b)
Men hensyn til Zofar/Al-Ghamr-området[14] gælder de forhold, der er fastsat i bilag I (c).

Artikel 4: Sikkerhed[15]

Artikel 5: Diplomatiske og andre bilaterale forhold

Artikel 6: Vand

Artikel 7: Økonomiske forhold

Artikel 8: Flygtninge og midlertidigt anbragte personer (”Displaced Persons”)

Idet man anerkender de massive menneskelige problemer, der er påført begge parter på grund af konflikten i Mellemøsten såvel som det bidrag de begge har gjort for at lette disse menneskelige lidelser, vil parterne søge fortsat at lette de problemer på et bilateralt plan
Idet man anerkender at ovennævnte menneskelige problemer, der er opstået på grund af konflikten i Mellemøsten ikke fuldt kan løses på bilateralt plan, vil parterne søge at løse dem på passende vis, i overensstemmelse med international lov, inklusiv følgende:
a) i sagerne med midlertidigt anbragte personer, i en 4-lands komite sammen med Ægypten og palæstinenserne
b) i flygtningespørgsmålet 1) i rammen af en multilateral arbejdsgruppe om flygtninge 2) i forhandlinger, indenfor en ramme, man skal enes om, enten bilaterale eller i sammenhæng med forhandlingerne om den endelige status for områderne, der henvises til i denne traktats artikel 3
c) ved gennemførelsen af aftalte FN-programmer og andre aftalte internationale økonomiske programmer, der angår flygtninge og midlertidigt anbragte personer, inklusive assistance til deres bosættelse

Artikel 9: Steder med historisk og religiøse betydning og forholdet mellem religioner

Hver part vil sikre fri adgang til steder af religiøs og historisk betydning
I denne forbindelse og i overensstemmelse med Washington-deklarationen, respekterer Israel den nuværende specielle rolle Det Hashemitiske Kongedømme Jordan har på de muslimske helligdomme i Jerusalem[16]. Når forhandlingerne om den endelige status starter, vil Israel give høj prioritet til Jordans historiske rolle for disse helligdomme.
Parterne vil handle sammen for at fremme mellemreligiøse relationer mellem de tre monoteistiske religioner med det mål at arbejde frem mod religiøs forståelse, moralsk forpligtelse, frihed til at dyrke sin religion og tolerance og fred.

Artikel 10: Kulturelle og videnskabelige udvekslinger

Artikel 11: Gensidig forståelse og godt naboskab

Artikel 12: Bekæmpelse af kriminalitet og narkotika

Artikel 13: Transport og veje

Artikel 14. Navigationsfrihed og adgang til Havne

Artikel 15: Civil luftfart

Artikel 16: Post og telekommunikation

Artikel 17: Turisme

Artikel 18: Miljø

Artikel 19: Energi

Artikel 20: Udviklingen omkring Rift Valley

Artikel 21: Sundhed

Artikel 22: Landbrug

Artikel 23: Akaba og Eilat

Artikel 24: Økonomiske Krav

Artikel 25: Rettigheder og forpligtelser

Artikel 26: Lovgivning

Underskrevet på Arava/Araba-grænsen i dag, den 21. Heshvan 5775[17], den 21. Jumâda Al-Ula 1415[18], som svarer til den 16.oktober 1994 på hebraisk, engelsk og arabisk, hvor alle tekster er lige gældende. Hvis der opstår uenighed om fortolkningen har den engelske tekst fortrin.

For staten Israel. Yitzhak Rabin, Premierminister

For Det Hashemitiske Kongedømme Jordan, Abdul Salam Majali, Premierminister

Med William J. Clinton, Præsident i Amerikas Forenede Stater som vidne

Noter

[1] Det jordanske kongehus tilhører den hashemitiske slægt, som nedstammer fra profeten Muhammed

[2] Præambel er en indledning til internationale traktater

[3] Israels premierminister Rabin, Kong Hussein og USAs præsident Clinton havde den 25.jul 1994 underskrevet Washington erklæringen i Washington, DC.. Erklæringen sagde, at Israel og Jordan ville stoppe den hidtidige fjendtlighed og straks ville indlede forhandlinger med henblik på at få sluttet ”blodsudgydelser og sorg” og slutte en retfærdig og vedvarende fred.

[4] Se kilde 116

[5] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[6] De forenede Nationers pagt (FN-pagten) var blevet underskrevet i San Francisco den 26. juni 1945 ved afslutningen af FN’s konference om dannelsen af den internationale organisation

[7] Der var jo aldrig sluttet en egentlig fred mellem Israel og Jordan – hverken efter Uafhængighedskrigen 1948/49 eller efter 6-dages-krigen i 1967 – derfor var der folkeretsligt set stadig krigstilstand, selvom der ikke efter 1967 havde været kampe imellem de to lande

[8] Efter underskrivelsen af en international traktat skal den ratificeres – altså godkendes af de to lande parlamenter

[9] Som i freden med Ægypten femten år før tager man altså udgangspunkt i de grænser mod syd og øst, mandatmagten England havde fastsat efter 1. Verdenskrig – mod øst grænsen til den dengang nyoprettede stat Transjordanien. Den løb langs Jordanfloden fra Genesaret Sø til Det døde Hav og videre sydpå mod Akaba/Eilat.

[10] Jordan og Israel fik jo nu en grænse ned midt i Det døde hav og i bunden af Akababugten.

[11] Det var især nord og lige syd for Genesaret Sø og så fra Det døde Hav til Eilat/Akaba man skulle enes om det helt nøjagtige forløb

[12] Dette drejer sig kun om farvandet helt oppe ved byerne Eilat og Akaba. Lige syd for Eilat starter Egypten – og lidt syd for Akaba er det Saudi-Arabien, der grænser ud til bugten, der ligger i den nordlige ende af Det rød Hav

[13] Naharayim/Baqura-området ligger nord for Genesaret Sø, hvor Yarmouk-floden løber ud i Jordan-floden. Her var grænseforholdene lidt uklare – og der lå nu et israelsk-ejet elektricitetsværk. Israel lejede området de næste 25 år.

[14] Zofar/Al-Ghamr-området ligger syd for Det døde hav – efter våbenstilstanden i 1967 blev der grundlagt en landsby her – men en del af dens marker lå nu i Jordan. Jordan lejede markerne ud til landsbyen i de følgende 25 år

[15] Denne og de følgende artikler kan læses på det link, der henviser til efter kilderne. Artikel 8 og 9 bringes dog her

[16] Der er tale om Al Aksa-moskeen, bygget ca. år 705, tæt på Klippemoskeen. Det er det tredje helligste sted indenfor Islam, efter Mekka og Medina – se den historiske gennemgang.

[17] Den jødiske kalender starter ifølge traditionen med verdens skabelse

[18] Den muslimske kalender – begge har måneder fra nymåne til nymåne – derfor samme dato i måneden. Den muslimske kalender starter med Hidjra – profeten Muhammeds flugt fra Mekka til Medina

Litteratur og links

Kilde 153: Oslo-aftalerne 5: Principerklæring om Fredsprocessen 23.sept. 1993

Regeringen i Staten Israel og den palæstinensiske delegation til Mellemøst-fredsprocessen, som repræsenterer det palæstinensiske folk, er enige om, at det er på tide at gøre ende på årtiers konfrontation og konflikt, gensidigt at anerkende hinandens legitime og politiske rettigheder og tilstræbe at leve i fredelig sameksistens og i gensidig respekt og sikkerhed og at opnå en retfærdig, varig og altomfattende fred og historisk forsoning gennem den aftale politiske proces. Følgelig er de to parter enige om følgende principper:

Artikel I: Forhandlingernes mål

Målet for de israelsk-palæstinensiske forhandlinger under den igangværende fredsproces er blandt andet at etablere en myndighed for et provisorisk selvstyre, et valgt råd for det palæstinensiske folk på Vestbredden og Gazastriben for en overgangsperiode, der ikke må strække sig ud over fem år, og som skal føre til en permanent ordning baseret på Sikkerhedsrådet resolutioner 242[1] og 338[2].

Det ligger klart, at de provisoriske foranstaltninger er en integreret del af hele fredsprocessen, og at forhandlingerne om den permanente ordning skal føre frem til virkeliggørelse af Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338.

Artikel II: Rammerne for overgangsperioden

I denne principerklæring er rammeaftalen for overgangsperioden fremført.

Artikel III: Valg

For at det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gazastriben skal kunne styre sig selv efter demokratiske principper skal der holdes direkte, frie og almenpolitiske valg til Rådet under kontrol efter aftale og under internationalt tilsyn, samtidig med, at det palæstinensiske politi er ansvarligt for ro og orden.
Der skal sluttes aftale om nøjagtig fremgangsmåde og vilkår for valgene i overensstemmelse med det ved vedheftede tillæg med henblik på, at valgene skal afholdes ikke senere end ni måneder efter at denne principerklæring er trådt i kraft.
Disse valg skal markere et vigtigt provisorisk forberedende skridt hen imod realiseringen af det palæstinensiske folks legitime rettigheder og deres retsmæssige krav.

Artikel IV: Jurisdiktion

Rådets jurisdiktion[3] skal dække Vestbreddens og Gazastribens områder med undtagelse af de spørgsmål, der skal forhandles vedrørende den permanente ordning. De to parter betragter Vestbredden og Gazastriben som en samlet territoriel enhed, og dens integritet skal bevares i overgangsperioden.

Artikel V: Overgangsperioden og forhandlingerne om en permanent ordning

Den femårige overgangsperiode begynder, når tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet finder sted.
Forhandlinger mellem Israels regering og repræsentationen for det palæstinensiske folk om den permanente ordning begynder snarest muligt, men ikke senere end begyndelsen af overgangsperiodens tredje år.
Det ligger klart, at sådanne forhandlinger skal omfatte tilbagestående spørgsmål, herunder Jerusalem, flygtninge, bosættelser, sikkerhedsforanstaltninger, grænser, forbindelser til og samarbejde med nabolande og andre spørgsmål af fælles interesse.
De to parter er enige om, at resultaterne af forhandlingerne om den permanente ordning ikke må præjudiceres[4] eller være forudfattet af aftaler, der sluttes vedrørende overgangsperioden.

Artikel VI: Provisorisk overførsel af magt og ansvar

Når denne principerklæring træder i kraft og tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet finder sted, begynder overførslen af myndighed fra israelsk militærstyre med dets civiladministration til de autoriserede palæstinensere med henblik på denne omgave, sådan som det her beskrives i detaljer. Overførslen af myndighed er af forberedende natur, indtil Rådet er etableret.
Med henblik på at fremme økonomisk udvikling på Vestbredden og i Gazaområdet skal, umiddelbart efter principerklæringen er sat i kraft og tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet har fundet sted, myndigheden overføres til palæstinenserne på følgende områder: uddannelse og kultur, sundhed, socialforsorg, direkte skat, turisme. Fra palæstinensisk side vil man begynde opbygningen af en palæstinensisk politistyrke efter aftale. Indtil Rådet er trådt i funktion, kan de to parter efter aftale forhandle sig frem til yderligere overførsel af magt og ansvar.

Artikel VII: Midlertidig overenskomst

De israelske og palæstinensiske delegationer skal forhandle sig frem til en overenskomst for overgangsperioden.
Overgangsoverenskomsten skal blandt andre ting specificere Rådets struktur, tallet på dets medlemmer og overførslen af magt og ansvar fra det israelske militærstyre og dets civiladministration til Rådet. Den midlertidige overenskomst skal også specificere Rådets udøvende og lovgivende myndighed i overensstemmelse med artikel IX nedenfor samt de uafhængige palæstinensiske retsinstanser.
Den midlertidige overenskomst skal medindbefatte foranstaltninger, der skal sættes i værk, når Rådet er trådt i funktion, med henblik på overtagelsen af al magt og ansvar, som i overensstemmelse med artikel VI ovenfor tidligere er blevet overført.
For at sætte Rådet i stand til at fremme økonomisk vækst skal Rådet, når det træder i funktion, blandt andre ting etablere myndigheder for palæstinensisk el-forsyning og for Gaza havn, oprette en palæstinensisk udviklingsbank, en komite til fremme af palæstinensisk eksport, en palæstinensisk miljømyndighed og en myndighed for palæstinensisk vand-administration samt i øvrigt hvilken som helst anden myndighed, man bliver enig om i overensstemmelse med den midlertidige overenskomst, som skal specificere deres magt og ansvar.
Når Rådet er trådt i funktion, skal civiladministrationen opløses og det israelske militærstyre trækkes tilbage.

Artikel VIII: Offentlig orden og Sikkerhed

For at garantere offentlig orden og sikkerhed indadtil for palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben skal Rådet oprette en stærk politistyrke, mens Israel fortsat skal bære ansvaret for forsvaret mod trusler udefra såvel som ansvaret for altomfattende sikkerhed for israelere med henblik på at vogte deres sikkerhed indadtil og den offentlige orden.

Artikel IX: Love og militærordrer

Rådet får myndighed til at lovgive i overensstemmelse med den midlertidige overenskomst indenfor alle myndighedsområder, der er overført til det.
Begge parter skal i fællesskab gennemgå de love og militærordrer, der i øjeblikket er i kraft i resterende områder.

Artikel X: Fælles israelsk-palæstinensisk forbindelseskomite

Med henblik på at sørge for en gnidningsløs gennemførelse af denne principerklæring og alle kommende aftaler for overgangsperioden, skal der, når principerklæringen er blevet sat i kraft, nedsættes en fælles israelsk-palæstinensisk forbindelseskomite, som skal tage sig af spørgsmål, der kræver koordinering, andre spørgsmål af fælles interesse samt uenigheder.

Artikel XI: Israelsk-palæstinensisk samarbejde på det økonomiske område

Med anerkendelse af den gensidige fordel ved samarbejde om at fremme udviklingen af Vestbredden, Gazastriben og Israel skal der, når denne principerklæring træder i kraft, nedsættes en israelsk-palæstinensisk økonomi-samarbejdskomite med henblik på i en samarbejdsånd at udvikle og virkeliggøre de projekter, der fremgår af tillæggene III og IV.

Artikel XII: Forbindelse til og samarbejde med Jordan og Egypten

De to parter skal indbyde regeringerne i Jordan og Egypten til at deltage i skabelsen af videregående forbindelses- og samarbejdsforanstaltninger mellem Israels regering og den palæstinensiske repræsentation på den anden side i den hensigt at fremme samarbejdet mellem dem. Disse foranstaltninger skal indbefatte oprettelsen af en permanent komité, som i enighed skal træffe afgørelser om mulighederne for, at mennesker, der i 1967 blev bortflyttet fra Vestbredden og Gazastriben, kan vende tilbage, og i forbindelse dermed sørge for nødvendige forholdsregler til at forhindre sammenbrud og forvirring. Komiteen skal også beskæftige sig med andre spørgsmål af fælles interesse.

Artikel XIII: Omstationering af israelske styrker

Efter at denne principerklæring er trådt i kraft og ikke senere end umiddelbart før valgene til Rådet skal finde sted, skal der ske en omstationering af israelske militærstyrker på Vestbredden og i Gazastriben i forbindelse med tilbagetrækningen af israelske styrker i overensstemmelse med artikel XIV.
Ved omstationeringen af militærstyrkerne skal Israel lade sig lede af det princip, at de militære styrker skal stationeres uden for beboede områder.
Yderligere omstationeringer skal gradvis finde sted sammenfaldende med at det palæstinensiske politi overtager ansvaret for offentlig orden og sikkerhed indadtil ifølge artikel VII ovenfor.

Artikel XIV: Israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og Jerikoområdet

Israel skal trække sig tilbage fra Gazastriben og Jerikoområdet, sådan som det detaljeret bestemmes i protokollatet. Tillæg II.

Artikel XV: Løsning af uenigheder

Uenigheder, der måtte opstå ved anvendelsen eller fortolkningen af denne principerklæring, eller ud fra kommende aftaler vedrørende overgangsperioden, skal løses gennem forhandlinger i den fælles forbindelseskomite, som skal oprettes i forbindelse med artiklen ovenfor.
Uenigheder, der ikke kan løses gennem forhandlinger, skal løses gennem en forligsinstitution, som parterne enes om.
Parterne kan aftale at henskyde uenigheder vedrørende overgangsperioden til en voldgift[5], hvis de ikke kan løses ved forlig. Forudsat enighed mellem begge parter skal de nedsætte en voldgigtkomite.

Artikel XVI: Israelsk-palæstinensisk samarbejde om regionale programmer.

Begge parter betragter de multilaterale arbejdsgrupper[6] som et egnet middel til at fremme en ”Marshall-plan”[7], de regionale programmer og andre programmer, deriblandt specielle programmer for Vestbredden og Gazastriben, sådan som det er tilkendegivet i protokollatet. Tillæg IV.

Artikel XVII: Forskellige forholdsregler

Denne principerklæring skal træde i kraft en måned efter, at den er underskrevet.
Alle protokollater, der er føjet til denne principerklæring, og aftale notater, der henhører dertil, skal betragtes som integreret del af den.[8]

Givet i Washington D.C. 13. september 1993

Principerklæringen er underskrevet af den israelske regering og af palæstinenserne samt bevidnet af underskrifter fra USA og Den russiske Forbundsstat.[9]

Noter

[1] Se kilde 116

[2] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[3] Jurisdiktion vil sige, det område, hvor det nye palæstinensiske råd har myndighed over

[4] Juridisk betyder dette, at der ikke før den permanente ordning må træffes aftaler eller foretages noget, der vil udgøre et mønster for sagers afgørelse ved at danne præcedens

[5] Voldgift er en endelig afgørelse af en retstvist, der træffes af en eller flere personer, som parterne enten selv har valgt, eller hvis udvælgelsesmåde de har aftalt.

[6] De multinationale arbejdsgrupper, der var nedsat efter Madrid-konferencen – jvf. Kilde 147

[7] Marshall-planen var den støtte, USA efter 2.Verdenskrig gav Europa for at komme på fode igen efter krigen – USA’s krav var, at de europæiske lande skulle samarbejde for at modtage støtten, hvad der er baggrunden for OECD

[8] Protokoller og notater kan findes på nettet

[9] Sovjetunionen var i december 1991 blevet opløst og Den russiske Forbundsstat under præsident Jeltsin havde overtaget rollen som deltager i Madridprocessen

Litteratur og links

Kilde 152: Oslo-aftalerne 4: Yitzhak Rabins tale ved underskrivelsen af den israelsk-palæstinensiske Principerklæring på plænen foran Det hvide Hus i Washington den 23.september 1993

Præsident Clinton[1], Deres excellencer, mine damer og herrer!

Underskrivelsen af den israelsk-palæstinensiske principerklæring i dag på dette sted er ikke nogen let handling. Ikke for mig selv, der som soldat har deltaget i Israels krige[2]. Heller ikke for det israelske folk eller jøderne uden for Israel, som i dag følger os med store forhåbninger iblandet ængstelige følelser.

Det er bestemt ikke let for familierne til ofrene for voldshandlinger, terror og krig. Deres smertens sår vil aldrig heles. For de mange tusinder, som forsvarede vort liv med deres eget og endog ofrede livet for vor skyld, kommer denne højtidelighed for sent.

I dag – på tærsklen for fred og måske afslutningen på vold og krige – mindes vi dem alle i evig kærlighed.

Vi er kommet fra Jerusalem, det jødiske folks ældgamle og evige hovedstad. Vi er kommet fra et forpint og sørgende land. Vi er kommet fra et folk, et hjemsted, en familie, der ikke har oplevet et eneste år, hvor mødre ikke har begrædt deres sønner. Vi er kommet i et forsøg på at standse fjendtlighederne, så at vore børn og børnebørn kan blive befriet for den smertefulde byrde med krig, vold og terror. Vi er kommet for at sikre deres liv og mildne fortidens sorg og smertelige minder, for at håbe på og bede for fred.

Lad mig sige til palæstinenserne: Vi er bestemt til at leve sammen på den samme jord i det samme land.

Vi, soldaterne, som er vendt tilbage fra kampen, plettet af blod – vi, der har set vore slægtninge og venner dræbt for vore øjne – vi som har deltaget i deres jordfæstelse og ikke kan se deres forældre i øjnene – vi, som er kommet fra et land, hvor forældre begraver deres børn – vi, der har kæmpet med jer, palæstinenserne – vi siger i dag til jer med høj og klar stemme: Der er udgydt nok blod og tårer. Det er nok!

Vi har ikke noget ønske om hævn. Vi nærer intet had mod jer. Som vi er I et folk, som ønsker at skabe et hjem, at plante et træ, at elske. Vi ønsker at leve side om side med jer i værdighed og forståelse som mennesker, som fri mennesker. Vi giver i dag freden en chance og siger igen til jer: Lad os bede til, at den dag vil oprinde, hvor vi siger: Det er nok. Farvel til våbnene.

Vi ønsker at begynde et nyt kapitel i den sørgelige bog om vor tilværelse sammen – et nyt kapitel med gensidig anerkendelse, godt naboskab, gensidig respekt og forståelse. Vi håber, at der indledes en ny epoke i Mellemøstens historie.

I dag vil vi her i Washington begynde en ny tidsregning i forholdet mellem nationer, mellem forældre, der er trætte af krig, mellem børn, som ikke vil kende til krig.

Hr. Præsident, mine damer og herrer: Vor indre styrke, vore højere moralske værdier har i årtusinder øst af bøgernes bog, hvor der i Prædikerens bog står: ”Alt har sin stund og hver ting under himmelen sin tid: Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at græde og tid til at le, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred.”

Mine damer og herrer: Tidspunktet for fred er kommet!

Om to dage vil det jødiske folk fejre, at et nyt år begynder.[3] Jeg tror, jeg håber, jeg beder til, at det nye år vil bringe et budskab om genløsning for alle folk. Et godt år for jer, for jer alle.

Et godt år for israelere og palæstinensere. Et godt år for alle nationer i Mellemøsten. For jer, vore amerikanske venner, som inderligt ønsker fred og hjælper til med at opnå den. For præsidenter[4] og medlemmer af tidligere regeringer og især for Dem, præsident Clinton, og Deres medarbejdere. For alle denne verdens borgere. Måtte fred komme til jeres hjem.

Ifølge den jødiske tradition er det sædvane at slutte vore bønner med ordet ”Amen”. Med jeres tilladelse, fredens mænd, vil jeg slutte med de ord, der er taget fra den bøn, som jøder dagligt fremsiger, og jeg beder forsamlingen sammen med mig sige ”amen”: Måtte Han, som skaber fred i det høje, bringe os og hele Israel fred. Amen!

Noter

[1] Bill Clinton havde ved valget i november 1992 besejret præsident George Bush og var tiltrådt 20.januar 1993

[2] Rabin havde ledet forsvaret af Jerusalem under Uafhængighedskrigen 1948/49, i 1964 var han blevet stabschef og under Seksdageskrigen i 1967 var han en af hovedstrategerne bag Israels sejr.

[3] Her i 1993 var det Rosh Hashana – det jødiske nytår – den 15.sept. om aftenen, når solen gik ned og det nye år – 5.754 – startede

[4] Både præsident Carter (1977-81) og præsident Bush (1989-93) var inviterede med – Carter, der havde stået bag freden mellem Israel og Egypten, Bush, der havde stået for Madrid-konferencen og de efterfølgende forhandlinger

Litteratur og links

Kilde 148: Ron Pundak om Oslo-forhandlingerne i 1993

Ron Pundik (1955-2014)var søn af den danske journalist og chefredaktør Herbert Pundik, fra hvis erindringer der er bragt flere uddrag på denne hjemmeside.

Ron Pundak havde været ansat i Mossad, den israelske efterretningstjeneste efter studier i statskundskab, havde senere taget en doktorgrad i historie ved London School of Economics, arbejdet som journalist og havde så med sin tidligere lærer fra universitetet i Tel Aviv, Yair Hirschfeld, grundlagt organisationen ECF – Economic Cooperation Foundation, der havde til formål at udvikle relationer, økonomiske og politiske, mellem israelere og palæstinensere.

Efterhånden havde Ron og Yair fået gode kontakter til PLO – hvad der egentlig var ulovligt på det tidspunkt. I januar 1993 indledte de som privatpersoner forhandlinger med repræsentanter for PLO. De rapporterede til viceudenrigsminister Jossi Beilin, der var med i Rabins nye regering i 1992 – og langsomt blev også udenrigsminister Shimon Peres og til sidst Rabin selv involveret.

I denne kilde beskriver Ron Pundak selv de spændte timer, der gik forud for underskrivelsen af Osloaftalerne – kilden er citeret i Herbert Pundiks erindringer ”Du kan, hvis du tør” Gyldendal 2006:

”Eftermiddag, den 18.august 1993!

Det ringer på døren til luksussuiten på 32.etage på Hotel Plaza i Oslo. Dem norske sikkerhedsmand åbnede døren for en fremmest. De palæstinensiske forhandlere i værelset virkede lettere. Én for én omfavnede de ham.

Det var det øjeblik, som Yair[1] og jeg havde set hen til med nogen ængstelse. Den fremmede var kommet fra PLOs hovedkontor i Tunis[2]. Han havde fulgt vore hemmelige forhandlinger på afstand, og nu var han kommet til Oslo for at gennemgå de dokumenter, som ifølge planen skulle underskrives næste dag. Vi havde tilbragt morgentimerne med at diskutere de sidste enkeltheder. Resultatet af mange måneders forhandlinger lå foran os. Den israelske og palæstinensiske delegation og lederne i Tunis og Jerusalem var enige om principerklæringens ordlyd. Men vi kunne ikke vide, om den nyankomne, hvis identitet vi ikke kendte, ville finde mangler ved dokumenterne, som kunne betyde, at forhandlingerne skulle genoptages. Vi havde forhandlet i otte måneder. Hemmeligheden var ikke sluppet ud. Men vi havde på fornemmelsen, at linen var spændt til bristepunktet.

Den palæstinensiske delegation satte sig sammen med den fremmede i et tilstødende værelse. Døren stod åben. Vi kunne følge de forskelliges ansigtsudtryk.

Timerne gik. Vi forsøgte at beskæftige os med de praktiske enkeltheder i forbindelse med selve underskrivelsesceremonien. Klokken nærmere sig midnat. De sidste timer før en epokes afslutning og en nys begyndelse. Kampen mellem Israel og araberne havde stået på, siden den jødiske stat blev grundlagt i maj 1948. Hvis alt gik vel. Og den fremmede ikke fandt anledning til kritik af den principerklæring, vi var blevet enige om, betød denne nat, at forholdet mellem os og palæstinenserne ville blive radikalt ændret.

Vor ængstelse for, at den nyankomne fra Tunis kunne afspore forhandlingerne i sidste øjeblik, var ikke ubegrundet.

Arafat var kendt for at skabe kriser i sidste øjeblik under forhandlinger i håb om at tilkæmpe sig indrømmelser, som han ikke havde vundet ved forhandlingsbordet.

Som kom Abu Ala [3], den palæstinensiske delegations leder, ind fra det værelse, hvor den palæstinensiske delegation diskuterede med den fremmede. Abu Ala havde skiftet til sort habit. Han gik over til vinduet og kiggede ud på nattehimlen over Oslo. Morgenlyset begyndte at trænge igennem natten mørke.

Abu Ala gik hen og satte sig ved siden af Uri Savir, direktøren for det israelske udenrigsministerium, som sad bøjet over kladden til den tale, han skulle holde, hvis alt gik i orden og principaftalen ville blive underskrevet. Abu Ala smilede. Så begyndte han at gennemlæse et manuskript og lave nogle rettelser. Det viste sig senere, at det var et udkast til hans afsluttende tale.

Af og til blev han afbrudt af palæstinenserne, der kom ind fra værelset ved siden af for at rådføre sig med ham.

Joel Singer, det israelske udenrigsministeriums juridiske rådgiver, stod bøjet over sine papirer, der lå på det hvide flygel i hjørnet af det store værelse. Afslutningen på sidste akt nærmere sig.

Jeg kom til at tænke på, hvordan dette spil var begyndt for mindre end et år siden.

Der var gået et år siden Madrid-konferencen[4] om Mellemøsten, der var et direkte resultat af amerikansk diplomati efter den første Golf-krig i 1991.

Madrid førte til en serie konferencer i Washington mellem Israel og en række arabiske lande. Men forhandlingerne var resultatløse. Selv efter at den højreorienterede Shamir-regering i juli 1992 var blevet afløst af den socialdemokratiske Rabin-regering og en række partier på fredsfløjen, flyttede Washington-møderne sig ikke af stedet.

Hirschfeld og mine palæstinensiske kontakter advarede os. De havde, som vi, i årevis ventet på en regeringsændring i Israel. De var ikke interesserede i at genere den nye Rabin-regering. Men deres fristration var dyb. De advarede om, at intifadaen ville blusse op, og at den moderate palæstinensiske ledelse i det besatte område[5] ville miste indflydelse til de radikale palæstinensiske grupper på højre- og venstrefløjen, hvis der ikke kom politisk bevægelse.

Vore palæstinensiske kolleger frygtede en radikalisering på begge sider, som ville udelukke en dialog mellem moderate.

Hirschfeld og jeg havde over en længere periode samarbejdet med palæstinensiske akademikere omkring projektet, der skulle ligge klare, hvis eller når Washington-forhandlingerne ville føre til et resultat.

Parallelt virkede vi som ikke-officielle forbindelsesled mellem kredse i det israelske arbejderparti, der dengang var i opposition. Vores kontaktmand var et medlem af partiets parlamentsgruppe, dr. Jossi Beilin.[6]

Da Rabin-regeringen kom til magten i 1992, blev Peres udenrigsminister. Han valgte Beilin som viceudenrigsminister. Hermed fik vore kontakter med den palæstinensiske ledelse i de besatte områder betydning.

Vi var fortsat ”uafhængige aktører”, og vore møder med de palæstinensiske ledere foregik på vore betingelser, ikke på Udenrigsministeriets. Vi holdt Beilin underrettet om vore forbindelser, men vi blev aldrig brugt som budbringere mellem det israelske udenrigsministerium og de palæstinensiske ledere.

Gennem vore samtaler med Beilin kendte vi Rabin-regeringens retningslinjer, men vi følte os ikke forpligtet på at overholde dem.

Det stod os snart klart, at vore ugentlige samtaler med de palæstinensiske ledere ikke førte til resultater. PLO fra sit hovedkvarter i Tunis lagde hindringer i vejen for de moderate palæstinensiske kredse i de besatte områder, som ønskede at forhandle. Arafat havde mistet sine forbundsfæller i den arabiske verden efter at have valgt Saddam Husseins side under Golf-konflikten. Han var bange for også at tabe indflydelse i de besatte områder og havde stadigvæk tilstrækkelig indflydelse til at forhindre ledere som Ashrawi[7] eller Faisal Husseini[8], den ukronede leder i de besatte områder, i at gøre sig gældende som uafhængige forhandlere.

Arafat ønskede direkte forhandlinger med Rabin og Peres, men den israelske regering afviste enhver kontakt med PLO. I denne situation må Arafat have erkendt, at han blev nødt til i første omgang at nøjes med to unge historikere, der havde forbindelser til den israelske politiske ledelse, og som blandt andet havde Ashrawis og Husseinis tillid.”

Noter

[1] Yair Hirschfeld (født 1944 i New Zealand) – den ene af de to hovedforhandlere i Oslo – der sammen med Ron Pundak havde skabt EFC – jf. indledningen til denne kilde.

[2] Efter krigen i Libanon i 1982 var PLOs ledelse fordrevet fra Beirut og sendt til Tunis

[3] Abu Alas virkelige navn var Ahmed Ali Mohammed Qurei (1937-2023). Han var født nær Jerusalem. Han havde tilsluttet sig Fatah og i Libanon haft positionen som Fatahs økonomiske generaldirektør. Sammen med Arafat var han i 1982 fordrevet til Tunis og her i 1989 blevet medlem af PLOs centralkomité – ledelse. Han havde været PLOs forhandlingsleder i Oslo og blev senere premierminister i det palæstinensiske selvstyre fra oktober 2003 til februar 2006.

[4] Se den historiske gennemgang og den forrige kilde (147)

[5] Med Arafat og hele Fatahs ledelse siddende i Tunis siden 1982, var der kommet flere lokale ledere på Vestbredden og i Gaza.

[6] Yossi Beilin (født 1948 i Israel) havde været direktør for udenrigsministeriet under Peres og var blevet valg til medlem af Knesset i 1988. Han havde sammen med Ron Pundak og Yair Hirschfeld været med til at grundlægge EFC

[7] Hanan Ashrawi (født 1946) var uddannet på det amerikanske universitet i Beirut og havde skrevet PhD på universitet i den amerikanske stat Virginia. Hun havde fungeret som PLOs talsmand under Madrid-forhandlingerne – og var en af lederne af palæstinenserne på Vestbredden

[8] Faisal Husseini (1940-2001) havde været leder af den palæstinensiske delegation til Mellemøst Fredskonferencen i Madrid,var nu leder af Fatah fraktionen på Vestbredden og aktiv i promoveringen af dialog mellem israelere og palæstinensere

Litteratur og links

Kilde 147: Indbydelse til Madrid-konferencen 19.oktober 1991

USA’s præsident George Bush (præsident 1989-93) ønskede nu i samarbejde med Sovjet at skabe fred i Mellemøsten – nu hvor den kolde krig var afsluttet og begge stormagter kunne lægge pres på alle parter i området. Derfor indbød parterne i fællesskab til en fredskonference i Madrid den 30.oktober 1991:

Efter omfattende forhandlinger med de arabiske stater, Israel og palæstinenserne tror Amerikas Forenede Stater og Sovjetunionen, at der er en historisk mulighed for at fremme udsigterne for en ægte fred i regionen. Amerikas Forenede Stater og Sovjetunionen er parate til at assistere parterne med at nå en ægte, varig og omfattende fredsaftale ved direkte tosidede forhandlinger mellem Israel og de arabiske stater og mellem Israel og palæstinenserne, baseret på De forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner 242[1] og 338[2]. Målet for processen er ægte fred.

Med det formål inviterer USA’s præsident[3] og USSRs præsident[4] Dem til en fredskonference, som deres to lande vil stå for i fællesskab og som umiddelbart efter skal efterfølges af direkte forhandlinger. Konferencen vil træde sammen i Madrid den 30.oktober 1991

Præsident Bush og præsident Gorbatjov anmoder om Deres accept af denne invitation senest kl.18 Washington tid den 23.oktober[5] for at sikre en ordentlig tilrettelæggelse og forberedelse af konferencen.

Direkte bilaterale[6] forhandlinger vil starte fire dage efter konferencens åbning. De parter, der ønsker at deltage i multilaterale[7] forhandlinger vil mødes to uger efter konferencens åbning for at organisere disse forhandlinger. Medarrangørerne[8] mener, at sådanne forhandlinger skal fokusere på regionale spørgsmål som vandforsyning[9], flygtningespørgsmålet[10], den økonomiske udvikling og andre emner af fælles interesse

Medarrangørerne vil lede konferencen, som bliver holdt på ministerniveau. De regeringer, der bliver inviterede, inkluderer Israel, Syrien, Libanon og Jordan. Palæstinenserne vil blive inviterede som en del af en fælles jordansk-palæstinensisk delegation. Egypten vil blive inviteret til konferencen som deltager. Det europæiske Fællesskab[11] vil deltage i konferencen, sammen med Amerikas Forenede Stater og Sovjetunionen og vil blive repræsenteret i ledelsen. Golfstaternes Samarbejdsråd[12] vil blive indbudt til at sende deres generalsekretær som observatør. De forenede Nationer vil blive indbudt til at sende en observatør, der repræsenterer generalsekretæren.

Konferencen vil ingen magt have til at påtvinge nogen deltager løsninger eller nedlægge veto mod nogen aftale, der bliver opnået. Den vil ikke have nogen autoritet til at træffe afgørelser for parterne og ingen ret til at stemme om de opnåede resultater. Konferencen kan kun mødes igen med accept fra alle parter.

Med hensyn til forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, som er en del af den fælles jordansk-palæstinensiske delegation, vil forhandlingerne ske i faser, begyndende med samtaler om aftaler om foreløbigt selvstyre. Disse samtaler vil blive gennemført med det mål at nå en aftale indenfor ét år. Når man er blevet enige om dette, vil en aftale om foreløbigt selvstyre vare i en periode på fem år; i det tredje år med midlertidigt selvstyre vil forhandlinger starte om den permanente status. Disse permanente status- forhandlinger og forhandlingerne mellem Israel og de arabiske stater vil foregå på basis af resolutionerne 242 og 338.

Det er underforstået, at medarrangørerne er forpligtet på at gøre denne proces en succes. Det er deres mål med at indkalde denne konference og forhandlingerne med de parter, som vil sige ja til at deltage.

Medarrangørerne tror, at denne proces giver løfter at afslutte årtier med konfrontationer og konflikt og håbet om en vedvarende fred. Derfor håber medarrangørerne, at parterne vil møde op til disse forhandlinger i en ånd af god vilje og gensidig respekt. På denne måde kan fredsprocessen begynde at fjerne den mistro og mistillid, som forlænger konflikten og tillade parterne at begynde at løse deres uenigheder. Faktisk kan virkelig fred og forsoning mellem de arabiske stater, Israel og palæstinenserne kun opnås gennem sådan en proces. Og kun gennem denne proces kan folkene i Mellemøsten opnår den fred og sikkerhed de i så høj grad fortjener.

Noter

[1] Se kilde 116

[2] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[3] George Bush, der havde været vicepræsident under Ronald Reagan 1981-89, var efter valget i 1988 tiltrådte som USA præsident den 20.ja. 1989.

[4] Mikhail Gorbatjov var i marts 1985 efter Konstantin Tjernenkos død valgt til det sovjetiske kommunistpartis ”generalsekretær”, hvad der svalerede til leder af partiet – og dermed Sovjetunionens leder. Efter forfatningsændringer i december 1988 havde den nyvalgte folkekongres i marts 1990 valgt ham til en nyoprettet post som præsident.

[5] Den amerikanske udenrigsminister James Baker havde i månederne inden rejst rundt i landene i Mellemøsten og forberedt konferencen – så invitationen kom ikke uventet – næppe heller svarfristen på fire dage.

[6] Tosidede forhandlinger

[7] Flersidede forhandlinger

[8] USA og Sovjet

[9] Alle landene i regionen manglede vand

[10] De palæstinensiske flygtninge i Libanon og Syrien sad jo stadig i flygtningelejre mere end 40 år efter Uafhængighedskrigen

[11] Det Europæiske Fællesskab (EF) var en europæisk overnational organisation, der var forløberen for Den Europæiske Union (EU)

[12] Golfstaternes samarbejdsråd er et samarbejde mellem en række af golfstaterne, dannet i 1981

Litteratur og links

Kilde 146: Yitzhak Shamir afviser klart landafståelse for fred februar 1988

Shimon Peres fik ikke den samlede israelske regerings godkendelse af hans aftale med Jordans kong Hussein. Premierminister Yitzhak Shamir fortsatte med at tage afstand fra idéen om ”land for fred” – også selvom USA nu pressede for en sådan løsning.

Det fremgår af nedenstående kilde, der er fra den amerikanske avis Washington Post fra 16.februar 1988:

Shamir sætter sig imod en Land for fred-aftale

Ved David B. Ottaway, Washington Post, 16. februar, 1988.

Israels Premierminister Yitzhak Shamir har sendt en repræsentant herover for at fortælle udenrigsminister George P. Shultz[1], at præsident Reagans idé om “land for fred” ikke kan være grundlag for Israels deltagelse i nye fredsforhandlinger om fremtiden for de omstridte besatte Vestbred og Gaza.

Repræsentanten, Ehud Olmert[2], der er medlem af Shamir’s Likud –gruppe i Knesset, mødtes søndag med Shultz’s generalsekretær, Charles Hill, for at diskutere Amerikas nye udspil til den mellemøstlige fredsproces.

Udspillet forudser foreløbige arabisk-israelske forhandler om begrænset autonomi[3] til de besatte områder og derpå forhandlinger om deres endelige status, startende indenfor seks måned baseret på princippet ”land for fred”, som var indeholdt i præsident Reagans tale om Mellemøsten i september 1982.

Den israelske radio rapporterede, at Olmert har fortalt Hill, at Shamir ”aldrig” ville acceptere at forhandle en endelige aftale om områderne på basis af denne tilgang og advarede om, at hvis Shultz fortsatte med denne indgangsvinkel ville det nye amerikanske fredsinitiativ være dømt til at fejle.

Shultz fortalte for nylig besøgende i udenrigsministeriet, at alle parter var nødt til klart at forstå, at det nye amerikanske fredsinitiativ kun vil komme videre på basis af ”land for fred”-formlen og FN-resolution 242[4], der garanterer fred og sikkerhed for alle Mellemøstens nationer.

En talsmand for den israelske ambassade bekræftede, at Olmert havde mødt Hill søndag “for at diskutere det amerikanske initiativ.” Han beskrev det som ”et vigtigt møde”, men sagde, det ikke havde været ”afgørende”.

Talsmanden, Yossi Gal, sagde, at Olmert havde været i Palm Beach, Florida, for et møde i B’nai B’riths Anti-Defamation League[5], hvor Shultz var gæstetaler fredag. Ifølge rapporter mødte Olmert dér kort Schultz, men da han ikke havde tid til at diskutere det nye amerikanske initiativ, kom Olmert hertil søndag for at snakke med Hill.

I går fastslog Shamir, der var på vej fra Israel til et besøg i Italien, sin modvilje mod enhver forhandling baseret på ”land for fred”-formlen. En talsmand for udenrigsministeriet sagde, at man ingen kommentarer havde til Shamirs udtalelser eller besøget af hans sidste udsending.

Flere end 50 palæstinensere er blevet dræbt og tusinder arresteret af de israelske myndigheder i områderne de sidste to måneder. Volden har fået Reagan administrationen til efter måneders diplomatisk passivitet til at søge efter måder at genoplive fredsprocessen, der længe har stået stille.

Shamir synes at stramme sin holdning til spørgsmålet om fredsforhandlinger forud for Shultz´ besøg i regionen for at diskutere det nye amerikanske fredsinitiativ, der starter 24.febr. Shultz ventes at mødes med Shamir den 28.-29.febr. efter at have besøgt Egypten og Jordan.

Noter

[1] George P. Schultz (1920-2021) var USA’s udenrigsminister 1982-1989

[2] Ehud Olmert (født 1945) var medlem af Knesset – her i 1988 var han medlem af udenrigsudvalget

[3] Autonomi vil sige, at befolkning i det besatte områder fik liv til at træffe deres egne beslutninger

[4] Se kilde 116

[5] B’nai B’rith er en jødisk velgørende organisation, dannet tilbage i 1843 som en loge – blandt dens opgaver i dag er også kampen mod antisemitisme, som foregår i Anti-Defamation League (ADL) – en amerikansk, jødisk lobbyorganisation grundlagt i 1913 med det formål at stoppe krænkelse af jøder og jødedom

Litteratur og links

Kilde 145: ”Londonaftalen” mellem Shimon Peres og kong Hussein. April 1987

I november 1986 havde Yitzhak Shamir, som aftalt efter valget i 1984 og dannelsen af koalitionsregeringen, overtaget premierministerposten efter Shimon Peres, der nu i stedet blev udenrigsminister.

Peres kæmpede fortsat for at få en aftale med Jordan og mødtes i april 1987 med Kong Hussein i London, hvor de indgik ”Londonaftalen” om kommende fredsforhandlinger:

Aftale mellem Jordans regering, som har bekræftet den overfor USAs regering og Israels udenrigsminister, der afventer godkendelse fra Israels regering. Første og andet afsnit (A og B), som vil blive offentliggjort efter aftale mellem parterne, vil blive behandlet som forslag fra USA, som Jordan og Israel har accepteret. Tredje afsnit (C) skal behandles stærkt fortroligt, som løfter til USA fra Jordans regering, som skal overbringes til Israels regering.

En trepartsforståelse mellem Jordan og Israel

A. En invitation fra FNs generalsekretær

B. Beslutninger på Den internationale Konference

C. Modaliteter[1] aftalt mellem Jordan og Israel.

A. Generalsekretæren vil sende invitationer til de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og til parterne i den israelsk-arabiske konflikt til forhandlinger om en aftale med fredelige midler baseret på FNs resolutioner 242[2] og 338[3] med det formål at opnå en omfattende fred i regionen og sikkerhed for landene i området og give palæstinenserne deres lovlige rettigheder.

B. Deltagerne i konferencen er enige om, at formålet med forhandlingerne er på en fredelig måde opnå en aftale omkring alle aspekter af det palæstinensiske spørgsmål. Konferencen inviterer de forskellige parter til at skabe regionale bilaterale komiteer til at forhandle bilaterale spørgsmål.[4]

C. Israel og Jordan er enige om:

Den internationale konference vil ikke påtvinge nogen en beslutning og vil ikke nedlægge veto mod nogen aftale, der er vedtaget af parterne
Forhandlingerne vil foregå i bilaterale komiteer på en direkte måde[5]
Det palæstinensiske spørgsmål vil blive drøftet i møder mellem den jordanske, palæstinensiske og israelske delegation.
De palæstinensiske repræsentanter vil være en del af den jordansk-palæstinensiske delegation
Deltagelse i konference vil være baseret på en accept af FN resolutionerne 242 og 338 af parterne og afkald på vold og terror.
Hver komité vil forhandle selvstændigt
Andre emner vil blive aftalt ved gensidige aftaler mellem Jordan og Israel

Dette forståelsesdokument afventer godkendelse af de siddende regeringer i Israel og Jordan. Indholdet af dokumentet vil blive præsenteret og foreslået til USA.

Noter

[1] Modaliteter vil sige ”nærmere enkeltheder, detaljer”

[2] Se kilde 116

[3] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[4] Bilaterale drøftelser vil sige, at f.eks. Jordan og Israel kan føre forhandlinger selv

[5] ”In a direct manner” – igen dette med at forhandle to og to om det, der kun vedkommer dem

Litteratur og links

Kilde 144: ” Nybyggere vil slås for deres jord” – Kristeligt Dagblad den 8. nov.1985

Det var klart, at spørgsmålet om bosættelserne på den besatte Vestbred nu blev mere og mere aktuelt: Hvis der skulle sluttes fred med Jordan på samme vilkår som med Ægypten, så skulle hele eller en meget stor del af Vestbredden leveres tilbage til Jordan.

Nybyggere vil slås for deres jord. Kristeligt Dagblad den 8. nov. 1985:

David Nordell skriver fra Tel Aviv: Jødiske nybyggere på Vestbredden truer med at gøre oprør mod den israelske regering, hvis den beslutter at levere en del af området tilbage til Jordan som del af en fredsaftale. Ministerpræsident Shimon Peres fordømte imidlertid nybyggernes arrogance i en tale til parlamentet.

Han anklagede dem for at undergrave parlamentets opgave til at beslutte, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt i Israel. Han sagde videre, at de skabte et klima af frygt i stedet for en rationel ånd.

Ingen moral

”En regering, der giver mig besked på at forlade mit hjem eller som tager ansvaret for at forære landområder væk. mister sine moralske og juridiske rettigheder”, sagde Formanden for foreningen af nybyggere på Vestbredden, Otniel Schneller[1], i israelsk fjernsyn.

Schneller fik sin jord, mens han var inde ved militæret. Han sagde, at han ville betragte enhver ordre til at afgive jorden, som ulovlig.

”Vi hverken kan eller vil forlade stedet her. Vi kom hertil, fordi vi troede på et ideal”, kommenterede endnu en nybygger. Han truede med at gøre oprør i yderste fald: ”De får ikke mig og min familie til at flytte herfra.”

Meir Harnoi er forh. leder for en bosættelse. Han sagde, at han ville modarbejde enhver beslutning om at afgive jord for fred. Men han ville ikke nægte at kæmpe i reservetropperne. ”Jeg vil under ingen omstændigheder lægge hånd på andre jøder”, sagde han.

Truer med oprør

Nybyggernes udtalelser kommer efter offentliggørelsen af en artikel i nybyggernes blad ”ALEPH- YUD” (forbogstaverne på Israels land på hebraisk) mandag. Forfatteren skrev, at jødiske nybyggere måske vil gøre oprør.

Bladets redaktør, Yaakov Rahamim, udtalte i TV: ”Jeg besluttede at bringe artiklen, fordi den skildrer en situation, der kan opstå. Og det ville jeg gerne advare imod.”

På spørgsmålet om, hvorvidt artiklen afspejler den almindelige nybyggers holdning, svarede Rahamim: ”Jeg har f.eks. hørt folk sige: Denne gang bliver det ikke ligesom i Yaamit.” (Yamit var den landsby i Sinaiørkenen, som de jødiske nybyggere blev tvunget til at rømme efter underskrivelsen af fredsaftalen med Egypten.) ”Kampene bliver hårdere.” Og denne forfatter kommer med en nøje beskrivelse af folks planer og tanker.

Folk fra bosættelserne har udtryk bekymring over, at Israel måske overdrager suveræniteten over en del af Vestbredden og af Golanhøjderne til Syrien som led i en fredsaftale. Israel erobrede områderne under krigen i Mellemøsten i 1967.

Premierminister Shimon Peres har sagt, at han er parat til at dele suveræniteten over Vestbredden med Jordan. Og at give palæstinenserne i området en høj grad af lokalt selvstyre.

Men udenrigsminister Yitzhak Shamirs Likud-blok, Peres´ vigtigste partner i koalitionsregeringen, er imod enhver afgivelse af suverænitet over de besatte områder.

Forsvarsminister Yitzhak Rabin[2] sagde til parlamentets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, at regeringen ikke vil stå model til, at nybyggerne overtræder landets love. Og slet ikke til, at nybyggerne griber til våben mod hæren, rapporterede det israelske fjernsyn.

Ifølge israelsk radio har forsvarsministeriet anmodet justitsministeren om at undersøge, om artiklen skal have et retsligt efterspil. (AP)[3]

Noter

[1] Otniel Schneller (født 1952) var fra 1983-86 generalsekretær for Yesha Council – en paraplyorganisation for byrådene i de israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza

[2] Som Peres var Rabin fra Arbejderpartiet

[3] AP – artiklen er fra det internationale nyhedsbureau ”Associated Press”

Litteratur og links

Kilde 143: Strid i koalitionen mellem Peres og Sharon i november 1985

Kristeligt Dagblad havde ved krisens foreløbige afslutning en artikel den 16. nov.1985 – byggende på flere udenlandske telegrambureauer og en leder om situationen:

To dages regeringskrise afblæst efter at både Peres og Sharon gav efter

Religiøse småpartier kom til at spille en nøglerolle

Tel Aviv, fredag: Israels regeringskrise er afsluttet med delvise tilbagetrækninger fra både ministerpræsident Shimon Peres´ og den omstridte handelsminister Ariel Sharons[1] side, sagde politiske iagttagere i Tel Aviv fredag.

Den to dages storm, der truede med at kaste Israel ud i politisk kaos og afbryde Mellemøst-fredsbestræbelserne, drev over torsdag aften efter en række religiøse småpartiers mægling.

Sharon underskrev en erklæring, hvor han trak sine angreb mod Peres´ fredsdiplomati tilbage, og hvor han så til gengæld fik lov til at beholde sin ministerpost. Ifølge den israelske radio skal Peres´ betingelse for at godkende kompromisset have været, at han i fremtiden vil have frie hænder til at fyre enhver minister, der kritiserer ham.

Politiske kommentatorer satte spørgsmålstegn ved, om Peres ikke havde tabt ansigt ved ikke at have gennemført sin offentlige trussel om at fyre sin højreorienterede Likud-rival.

Alle, der ønsker en karismatisk leder, der får tingene gjort med et slag, vil være skuffede over Peres, skrev Dagbladet Yediots[2] politiske kommentator. Men også blade, der står Peres´ arbejderparti nær udtrykte skuffelse over ministerpræsidentens optræden.

Arbejderpartiets håb om, at Peres nu måtte være i stand til at stramme tøjlerne om den ni-partiers koaltionsregering[3], led fredag en ny skuffelse.

På et spændt regeringsmøde afviste udenrigsminister Yitzhak Shamir, der er leder af Likud-blokken, Peres´ krav om, at han nu havde ret til at fyre ministre uden Likuds godkendelse.

Men flere arbejder-politikere var forbavset over Sharons ukarakteristiske tilbagetrækning med offentliggørelse af hans undskyldning til Peres. – Jeg håber Sharon har lært af affæren, sagde økonomiminister Gad Yacobi[4].

Småpartiers magt

Den kortvarige krise understregede endnu engang, at de fire religiøse partier er tungen på vægtskålen. Deres afvisning af at slutte sig til Arbejderpartiet i en mindre koalitionsregering var formentlig det, der tvang Peres til at opgive fyringen af Sharon.

Indenrigsminister Israel Peretz[5] fra det nye ultraortodokse Shas-parti var nøglepersonen i bestræbelserne på at holde de ni partier sammen i koalitionsregeringen. (RB-Reuter-AP)

Leder: Peres og Sharon

Premierminister Shimon Peres vandt nervekampen om de israelske koalitionsregerings liv. I hvert fald i første omgang. Handels- og industriminister Ariel Sharon valgte, eller rettere blev af sit eget parti, Likud, presset til at give Peres den undskyldning, regeringschefen krævede. Hvilket ingen tager som udtryk for, at Sharon har ændret mening eller holdning. Han er stadig modstander af Shimon Peres´ forhandlingsudspil til Jordans kong Hussein[6], som også hans parti hele tiden har stillet sig skeptisk overfor.

Premierministerens sejr ligger i, at Likud har erkendt, at det ikke ønsker valg på spørgsmålet. Siden koalitionsregeringen møjsommeligt blev tømret sammen for et år siden, har Peres og Det israelske Arbejderparti klaret sig godt i meningsmålingerne. De nære problemer, økonomien især, har regeringen haft en heldig hånd med, og et valg ville formentlig afskære Likud for at danne regering – samtidig med, at regeringsaftalen om, at Peres og udenrigsminister Shamir bytter taburetter næste efterår, ville være faldet bort[7].

På den baggrund er det måske samtidig en tvivlsom sejr for Shimon Peres og Arbejderpartiet. Peres ville næppe have beklaget et valg, der så klart og entydigt blev udskrevet på grundlag af et brud på regeringsaftalen, som Ariel Sharons undsigelse af premierministerens udenrigspolitik var. Arbejderpartiet ønsker uden tvivl et valg, inden regeringsomdannelsen og Likuds overtagelse af premierministerposten næste efterår. Men det skal netop være Likud, der forårsager valget. På samme måde havde Likud – trods bekymrende valgudsigter – formentlig ladet situationen udløse et valg, hvis ansvaret lige så entydigt havde kunnet placeres hos Arbejderpartiet.

Hvad sagens genstand, muligheden for forhandlinger med Jordan, angår, er Peres´ udspil i talen i FN, hvor han accepterede en palæstinensisk repræsentation ved sådanne forhandlinger, blevet modtaget positivt i Jordan og Egypten. Især Jordans kong Hussein lægger et stærkt pres på PLOs leder, Yassir Arafat, der kun har undsagt terror uden for ”det af Israel besatte område”, men foreløbig vægrer sig ved at forpligte PLO på et grundlag, der kan rydde de sidste hindringer for Jordans og Israels Mellemøsten-løsning af vejen.

Noter

[1] Ariel Sharon var også tre år efter Libanonkrigen og massakren I Sabra og Shatila stærkt omdiskuteret. Han havde måtte trække sig som forsvarsminister, men var stadig med i regeringen – nu også i den store koalition – som handelsminister.

[2] Avisen Yedioth Ahronoth blev grundlagt tilbage i mandattiden i 1939 – det er en centrumsavis

[3] Både Arbejderpartiet og Likud bestod af flere partier – og så var der også nogle af de religiøse partier med i koalitionen

[4] Gad Yacobi (1935-2007) var fra Arbejderpartiet og havde beklædt forskellige ministerposter siden 1972.

[5] Yitzhak (ikke Israel) Peretz (født 1938) kom fra Marokko til Israel i 1950 og blev uddannet til rabbiner. Han blev leder af det nye parti, Shas, der første gang opstillede til Knesset i 1984 og kom ind med 4 mandater. Han var indenrigsminister frem til januar 1987, hvor han trak sig efter en strid med Højesteret om anerkendelse af konverteringer til jødedommen – foretaget hos reformrabbinere.

[6] Se kilde 142

[7] De to store partier, Arbejderpartiet og Likud, havde aftalt, at Peres skulle være premierminister de første to år og Shamir og han så skulle bytte – så Shamir blev leder af regeringen og Peres udenrigsminister.

Litteratur og links

Kilde 141: Bent Melchiors svar: ”Også du min ven, Frode”. Politiken 23.juli 1982

Som kontroversielt overhoved for dansk jødedom formåede han at forene det jødiske engagement med en national og international indsats for flygtninge og forfulgte, og han forsvarede bl.a. muslimers rettigheder i Danmark. Melchior underviste også på Københavns Universitet, og han stod bag en oversættelse af De Fem Mosebøger til dansk. Han har desuden udsendt erindringerne Så vælg da livet (1997).

Bent Melchiors svar til Frode Jacobsen: ”Også du min ven, Frode”. Politiken 23.juli 1982

Kære Frode Jakobsen.

Det var med stor spænding, at jeg tog fat på at læse din kronik her i bladet den 20.juli.[1] Du er en mand, der i kraft af dine gerninger, mod, holdning, humanisme og social forståelse repræsenterer det bedste, vi har i Danmark. Til dette hører også alle de mennesker, der kæmpede for Danmarks frihed, og der som led i denne kamp var med til at redde det store flertal af de danske jøder. Taknemmeligheden over denne dåd vil altid bestå, selv om det ud fra det jødiske folks samlede vurdering kun kom til at berøre én promille – altså en tusindedel – af det antal, der blev myrdet i de nazistiske lejre.

Forventningerne til din kronik var så meget desto større som en tidligere kronik var skrevet af professor Joachim Israel[2], der selv erklærede, at han støttede staten Israels eksistens, men at han var modstander af Israels nuværende regering i en grad, der fik ham til at stille sig på gaden og proklamere, at Israels forsvarsminister[3] er fascist. Det ville unægtelig have været rart, hvis Joachim Israels interesse for Israels beståen havde givet sig andre udslag i de 34 år, hvor Israels eksistens gang på gang har været truet, uden at det har fået Joachim Israel ud af starthullerne.

Man nu var der tale om en, der nærmest elsker det jødiske fok. Jeg vil på ingen måde med det følgende betvivle din kærligheds karat[4]. Jeg vil derimod give udtryk for sorg over nogle af de elementer, der motiverer din kærlighed.

Du forventer vrede. Nej, jeg er bestemt ikke vred. Men jeg er unægtelig skuffet over, at der midt iblandt de mange kloge ord, som du slet ikke kan lade være med at fremføre, er så mange punkter, hvor du er faldet i fælder, der er så oplagte, at netop du burde have gennemskuet dem.

Lad mig begynde med begyndelsen, dit forsøg på at forklare jødernes særstilling. Vi er jo det udvalgte folk, bare vi ikke lægger mærke til det selv. Nu forholder det sig faktisk sådan, at vi har vor egen opfattelse af denne udvælgelse, helt forskellig fra den gængse. For jøden er udvælgelsen på ingen måde et udtryk for mere værd. Det er et udtryk for forpligtelse, i det mindste en forpligtelse til at opstille idealer, og i bedste fald et forsøg på at nærme sig disse idealer.

Med sådanne åreladninger har vi simpelthen ikke noget at have den i. I mange århundreder er jøder blevet slæbt til slagtebænken, og vi er blevet kaldt feje af samme årsag. Nu synes vi, at vi har givet tilstrækkeligt blod, at vi i det mindste vil have lov til at slå igen. Og så bliver vi selvfølgelig kaldt krigsliderlige. Jeg minder om situationen i 1967, hvor hele verden var forberedt på, at Israel skulle løbes over ende og allerede havde mobiliseret en masse medlidenhed. Da det så viste sig, at Israel kunne klare sig, så gik medlidenheden naturligvis over til den anden side. Ephraim Kishon[5] formulerede det elegant, da han skrev sin historie ”Undskyld vi vandt”.

Jeg oplevede rigeligt af krigens rædsler, og jeg beder hver dag til, at al krig må ophøre en gang for alle. Men vi vil altså ikke endnu engang være det udvalgte folk, der skal lægge krop til og være slagtekvæg endnu engang.

Nu skal det retfærdigvis tilføjes, at din kærlighed til Israel også havde den positive oplevelse i kibbutzernes fællesskab. Mon du har været i en kibbutz i Galilæa i de sidste 10 år? Så ville du have oplevet, at frisind, fremskridt og progressivitet har meget vanskelige kår, når man skal leve en stor del af sin tilværelse under jorden – i bogstavelig forstand. Når man skal sige godnat til sine børn i beskyttelsesrum, så fremmes nu engang nationalisme, og dér styrkes trangen til at gøre noget ved de folk, der sender regnen af raketter ned over dit hoved.

Når Israel samler deres fanger i en lejr, så er det ikke en fangelejr, men en koncentrationslejr. For enhver den, der siden 1945 må forbinde sultedød, gaskamre og fremstilling af sæbe af menneskekroppe med begrebet koncentrationslejr, så er det aldeles meningsløst, hvordan man kan drage parallellen. Og når det rent faktisk konstateres, at en ikke ringe del af Libanons befolkning hilste de israelske tropper velkomne, så lyder kommentarer i den danske TV-avis: Tyskerne fremstillede det også som om, de blev budt velkomne til Danmark![9]

Det er da rigtigt, at frihedskæmpere af en besættelsesmagt bliver betegnet som terrorister. Men du må da have lært så meget logik, at dette ikke er ensbetydende med, at alle terrorister er frihedskæmpere. Jeg tror, at jeg har fulgt godt med, når det drejer sig om situationen i Israel. Jeg kan ikke i dette øjeblik erindre et eneste tilfælde, hvor PLO har angrebet et militært eller halvmilitært mål. Det har drejet sig om civile busser på landevejene, turister i lufthavnen, børn i børnehaven, kunder i supermarkedet.

Det ville svare til, at frihedskæmperne bombede Tivolis koncertsal og Langeliniepavillonen.[10] Jeg havde ellers lært, at de ansvarlige for den slags hørte til et helt andet sted.

Jeg ved godt, at man taler om ”den moderate Arafat”. Jeg har ikke kunne få øje på moderationen. Måske var det den omstændighed, at han ved sin optræden i fredsorganisationen FN kun medbragte et almindeligt gevær[12]. Det kunne jo have været et maskingevær og håndgranater. Hvis du har læst lidt om, hvilke våbenarsenaler, der er fundet i det sydlige Libanon, til dels under hospitaler og skoler, så må du have undret dig over, at der var så meget, at PLO aldrig selv kunne bemande disse våben. Har du gjort dig tanker om, hvem der egentlig skulle benytte dem? Gemte de danske frihedskæmpere sig også under dække af kvinder og børn?

Noter

[1] Se forrige kilde 140

[2] Joachim Israel var en svensk socialpsykolog og sociolog. I 1938 flygtede han fra Tyskland til Sverige, hvormed han undgik jødeforfølgelserne i det nazistiske Tyskland. I Sverige arbejdede han først som landarbejder i ti år og gennemførte derefter en uddannelse i sociologi ved universitetet i Stockholm. Han var professor ved Københavns Universitet 1968-1971 og derefter ved Lunds Universitet fra 1971 til 1986.

[3] Israels forsvarsminister var Ariel Sharon – se den historiske gennemgang

[4] Karat betyder her renhed

[5] Ephraim Kishon (1924-2005) var en ungarsk født israelsk forfatter og satiriker

[6] Se den historiske gennemgang af uafhængighedskrigen 1948/49 her på siden

[7] Under nazismen betegnes tyskerne ofte som herrefolket, som skulle regere over de mindreværdige folk – som de slaviske folk i Østeuropa.

[8] Her i 1981/82 havde der været en del uro i København mellem ”BZ´ere”, unge, der besatte tomtstående huse – og politiet – bl.a. omkring Abel Cathrinesgade på Vesterbro

[9] Når nogle libanesere bød Israel velkommen, skyldtes det bl.a. borgerkrigen, der havde varet siden 1975, og også mange libaneseres modstand mod den aftale fra 1969, hvor den libanesiske regering havde givet PLO ret til at foretage guerilla-angreb mod Israel – hvorefter Israel reagere med angreb mod det sydlige Libanon, der jo også gik ud over den lokale befolkning

[10] Disse to steder i København nævnes, fordi mange endnu i 1982 var klar over, at netop disse to bygninger tværtimod blev sprængt i luften af tyskernes håndlangere i forbindelse med schalburgtage-aktionerne – som gengældelse for sabotagen.

[11] Bruno Kreisky (1911-90)var forbundskansler i Østrig. Han var af jødisk afstamning, havde været i eksil i Sverige 1939-45, havde tilsluttet sig Socialdemokratiet og havde nu været forbundskansler i Østrig siden 1970. I Mellemøstpolitikken var han meget kritisk overfor Israels politik.

[12] Yassir Arafat var i 1974 blevet inviteret til at tale til FNs generalforsamling – han talte her om, at han både medbragte et gevær og et olivenblad – verden kunne vælge.

Litteratur og links

Kilde 140: Dansk kritik af krigen. Frode Jacobsen: ”Et andet Israel, end det vi havde kær”. Politiken 20.juli 1982

Han havde i 1930’erne engageret sig i hjælpen til tyske flygtninge og foretog rejser i det nazistiske Tyskland som illegal kurér. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 opbyggede han fra 1941 organisationen Dansk Studiering, senere Ringen, der udsendte bladet Orientering med ucensurerede nyheder for at styrke den nationale front.

I 1943 omdannede Frode Jakobsen Ringen til en illegal organisation, som fik en magtfuld position i modstandsbevægelsen. Samme år var han medstifter af Danmarks Frihedsråd, hvori han blev et af de mest betydningsfulde medlemmer. Det var Frode Jakobsens kompromislinje, der i maj 1945 banede vejen for befrielsesregeringen med politikerne; selv blev han minister uden portefølje. Ved folketingsvalget i oktober samme år valgtes han for Socialdemokratiet og var herefter MF indtil 1973.

Frode Jacobsen: “Et andet Israel, end det vi har kær”. Politiken 20. juli 1982:

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” Men der er et andet land, et andet folk, jeg har et særligt forhold til. Gud give, at jeg ikke skal sige: Har haft.

Jeg har kendt det så godt, fra jeg var barn. Gennem min far. Abrahams, Isaks, Moses´ folk. ”Det hellige Land” blev det kaldt. ”Guds udvalgte folk”. Jeg har kendt dets ældste historie så godt som nogen jøde.

Det var andenhånds. Jeg mødte det folk selv. Nogle af ungdommens bedste venner. Modige fæller – de var jo særligt udsatte i den tidligere undergrund mod nazismen i tredivernes Tyskland. Det folk gav mig min kone[1]. Hun gav mig mine børn.

Et mærkeligt folk. Det har præget historien mere end noget andet folk af tilsvarende størrelse. Nobelpristagere, Marx, de fleste af dem, som skabte den russiske revolution. For ikke at tale om Jesus.

Det folk har altid stået mit hjerte nær. Jeg har engang været ubeskeden nok til at tale om ”Wahlverwandtschaft” – Goethes udtryk for fornemmelsen af samhørighed uden blodet bånd – det selv at vælge familie.

Jeg har ingen forklaring på det folks særstilling. Men den er der. Historien viser det, vor kulturs historie. ”Guds udvalgte” – bare de ikke må komme til at synes det selv for meget.

Og jeg har kendt det folks nød. Ikke bare i Danmark under besættelsen. Jeg har mødt det i tredivernes Tyskland[2] – i halvhemmelige sammenkomster. Nøden i det små da min unge svoger grædende fortalte, at han nu ikke måtte komme i svømmehallen mer.[3] I det store – da min kones onkler og tanter blev skudt.

Efter krigen har jeg stået i Auschwitz. Mærkeligt – det var dyngerne af sko, dyngerne af brillestel[4], som fik mig til at græde. Jeg har rodet i jorden og samlet små splinter af menneskeben op.

Jeg har set Israel vokse frem – med dyb sympati. Det mest forfulgte folk i verden skulle have sig et hjem igen. Efter næsten to tusinde år.

Jeg er rejst i det land. Bevægende at se, at det, som var navne i min fars fortælling, var levende byer – som Nykøbing, Thisted og Skive: Nazareth, Kapernaum, Tiberias.

Jeg jeg har spurgt mig, om det endeligt var her, min ungdoms politiske drømme skulle blive til virkelighed? I kibbutzernes fællesskab.[5] Socialisme med et menneskeligt ansigt[6] – det, der var mislykkedes alle andre steder i verdenen. Her var frisind, fremskridt, progressivitet.

Og nu sidder jeg og læser i aviserne. Om universiteter, som lukkes, fordi studenter demonstrerer mod en besættelsesmagt.[7] Om borgmestre, der bliver afsat, fordi de ikke vil være besættelsesmagten følgagtig. Jeg kommer til at tænke på oplevelser, jeg har haft – en Christmas Møller, en Hedtoft, en H:C. som skulle sendes ud i det politiske mørke.[8] Andre bliver omtalt med hæder: ”Moderate”, ”loyale”. Jeg kender det kun på afstand og spørger mig selv, om det er Frits Clausen´er eller bare Scavenius´er.[9]

Og jeg læser om ”terrorister”[10]. Men sådan er jeg jo også selv blevet kaldt engang. Er det ikke altid en besættelsesmagts navn for dem, der ikke ser en anden mulighed for at kæmpe for deres folks frihed end med våben i hånd? Det var ”terrorister”, tyskernes skød.[11] Det var ”terrorister”, amerikanernes sloges med i Vietnam[12]. Det var over for ”en håndfuld terrorister”, en halv million amerikanske soldater med de mest moderne våben måtte give op.[13]

Der er meget, der går igen. Fangerne er ikke krigsfanger, men arresterede forbrydere. Som vore sabotører. ”PLO er ikke repræsentativt”. Det var Danmarks Frihedsråd heller ikke.[14] ”Russerne står bag”.[15] Jeg har også engang hørt, at jeg selv, at Frihedsrådet var kommunistisk – ivrige for at udlevere Vestens kultur til Østens barbarer. Sande danskere, som overretssagfører Krenchel[16] – rasede i radioen mod modstandsbevægelsens terror.

Ikke ”typiske” – det ville være sandt. Kampens spydspidser er aldrig de typiske. Men repræsentative? Det danske folk stillede sig bag os[17] til sidst. Undersøgelser viser, at PLO i den henseende endda er nået videre end vi.

Man vil så gerne slutte fred – men med nogen andre. Det er nu altid klogest at slutte fred med dem, man er i krig med.

Noter

[1] Frode Jakobsen var fra 1937-74 gift med Ruth Goldstein, der var tysk jøde, født 1914 i Hamborg. Hun døde 1974.

[2] Jf. indledningen til kilden her

[3] I 1936 blev det forbudt jøderne i Tyskland at benytte svømmehaller og friluftsbade

[4] Disse ting er udstillet på museet i Auschwitz

[5] Kibbutzer var og er landbrugskollektiver – i de første årtier uden nogen form for privat ejendomsret – alt var fælleseje.

[6] ”Socialisme med et menneskeligt ansigt” var det, Alexander Dubcek i 1968 havde prøvet at skabe i Tjekkoslovakiet – men efter få måneder var blevet stoppet af Sovjets indmarch i august 1968.

[7] På ”Vestbredden”, som Israel jo havde holdt besat siden 6-dages-krigen i 1967

[8] Under Danmarks besættelse lagde den tyske besættelsesmagt pres på folketinget, for at den konservative leder John Christmas Møller og de socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H.C.Hansen skulle fjernes fra politisk indflydelse på grund af deres kritiske holdning til samarbejdspolitikken. Christmas Møller flygtede herefter til England, hvor han blev en vigtig stemme for den danske modstand.

[9] Fritz Clausen var den danske nazileder – Erik Scavenius var udenrigsminister fra 1940, statsminister fra 1942 – og stod i høj grad for samarbejdspolitikken – den som Frode Jakobsen og modstandsbevægelsen bekæmpede.

[10] Israel gjorde klart, at det man bekæmpede i Libanon-krigen var ”terrorister”.

[11] Det var kravet om dødsstraf for sabotage, som den 29.august 1943 fik den danske regering til at gå af. 28.juni 1944 blev de første danske modstandsfolk – ”Hvidstensgruppen” – henrettet.

[12] USA støttede fra 1950´erne den antikommunistiske regering i Sydvietnam mod oprørere, Vietcong – støttet af Nordvietnam, Kina og Sovjet.

[13] Med Parisaftalerne i 1973 opgav USA kampen i Vietnam og trak sig ud af krigen – også her halvtreds år efter et meget omdiskuteret kapitel i USA’s historie – se på mindemærkerne for krigen, hvis du besøger USA.

[14] Danmarks Frihedsråd, Frihedsrådet, var det koordinerende organ for den danske modstandsbevægelse under Besættelsen, stiftet 16.9.1943 af repræsentanter for de vigtigste illegale organisationer, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen. Bestræbelser på at få politikere til at indtræde mislykkedes.

[15] Vi er under den kolde krig – så hvis PLO blev forbundet med Sovjet, var det nemmere at få tilslutning til kampen mod PLO

[16] Ejner Krenchel var under besættelsen en af de mest ihærdige kritikere af den danske modstandsbevægelse, og han agiterede under hele besættelsen for samarbejdspolitikken. Fra 1943 intensiverede han sine retoriske angreb på modstandsbevægelsen i radioen, der helt var kontrolleret af værnemagten. Selv opfattede han sig som pacifist. Efter befrielsen blev Krenchel indsat i Fårhuslejren og i 1947 idømt 8 års fængsel og tab af sin bestalling for sin propagandavirksomhed, men blev løsladt 1949.

[17] Os er Frihedsrådet

Litteratur og links

Kilde 137: Fredsaftalen mellem Israel og Ægypten 26. marts 1979

En af demonstranterne i juli var den israelske forfatter Yoram Kaniuk (1930-2013), der i en artikel med overskriften ”Da jeg demonstrerede mod mig selv” deler noget af den splittelse, der også var hos den enkelte israeler. Artiklen blev bragt i dansk oversættelse i Politiken den 16.juli 1982 – dette er et uddrag.

Jeg stod på pladsen[1], fordi jeg mente, at tidspunktet for en militær løsning på det palæstinensiske problem, hvis der nogensinde havde eksisteret et sådant tidspunkt, var forpasset for længst. I virkeligheden tror jeg kun at man kan forhandle sig frem til en løsning på problemet, selv om det bliver svært.

Det yderligtgående arabiske standpunkt ”alt eller intet”, som har haft gyldighed i alle disse år, var årsagen til, at den jødiske militante nationalisme opstod. Sådan har det været siden konfliktens begyndelse i 1921, da legenden om Masada”[2], legenden om visdom erhvervet gennem lidelse, blev antaget af jøderne i Palæstina. Arik Sharon førte krigen tilbage til dens oprindelse: det er ikke længere en krig mod de arabiske lande, som nu står og lurer ligesom hovedjægerne. Det er os mod dem, jøderne mod palæstinenserne, for første gang siden 1948.

Børn var blevet myrdet i Ma´alot og Avivim i det nordlige Galilæa af palæstinensere, og mine arabiske venner i Israel, som jeg havde kæmpet med for fredelig sameksistens mellem israelere og arabere, havde nægtet at underskrive protestadresser mod mord på uskyldige mennesker. Jeg vidste, at også de, ligesom Shamir og Begin, kun kendte til én retfærdighed.

Retfærdigheden begynder hos én selv. Og vores retfærdighed er vores eksistensgrundlag. Sådan har vi eksisteret i flere hundrede år. Vores beskyttelse er den moralske værdiskala, hvormed vi har målt verden og forlangt retfærdighed og moral. Nu, da vi måler os selv med denne skala, og det er os selv, der holder skalaen, er vi kommet i en farlig situation. Jeg misunder dem, der stoler på deres egen retfærdighed, dem, der kalder mig en jøde, der lider af selvhad. De har ikke brug for målestokke. De er sunde jøder. Jeg er en vanskabt diasporajøde, der ustandseligt må ransage mig selv.[3]

Arik Sharon er langtfra uden lyder[4]. Det var ham, der kaldte sine egne officerer, dem, der tilhører Fred Nu-bevægelsen[5], femte kolonne-folk.[6] Men han er på sæt og vis en dristig og tragisk fortolker af israelsk erfaring, på godt og ondt. Jeg var kommet for at demonstrere med mit hoved og mit sind, ikke med mine indvolde, der har opsuget smerten fra hundreder af forældre, som i 1000 år har elsket ind imellem pogromerne, så jeg kunne komme til denne verden i Tel Aviv ved begyndelsen af en krig, som mine børnebørn også kommer til at deltage i.

Jeg kom for at demonstrere mod stemmer fra mit blod. For jeg ved, at Arik Sharon ikke burde have accepteret at blive brugt som våben for Begins mareridt.[7]

En mand, som er så begavet og så desperat som Arik Sharon, bør ikke være højre hånd for en mand som Begin, der ikke tolererer den praktiske virkelighed. For at tjene jøderne af i morgen, må jøderne af i dag ikke få lov til at slippe deres retfærdige harme fri i en hævnakt mod den jødiske histories udvikling. Sharon prøver at løse et problem, der ingen løsning har, og skaber således større problemer. Det er derfor jeg demonstrerer mod mig selv. Jeg er gravstenen over min egen grav.

Noter

[1] Tel Avivs Rådhusplads

[2] Se afsnit 4 – Israel under Romerriget

[3] Yoram Kaniuk var faktisk født i Tel Aviv og dermed en ”Sabra-jøde” – altså en, der er født i landet. Hos nogle af disse var der tydeligvis fordomme mod ”diaspora-jøderne” – dem, der var indvandret og præget af forfølgelserne især i Østeuropa og senere under nazismen.

[4] ”Uden lyder” betyder uden fejl, uden brist. Der er overraskende, at oversætteren har brugt dette substantiv – forklaringen er nok, at Kaniuk selv har brugt et mere klassiske ord

[5] Fredsbevægelsen ”Peace Now” var dannet efter Camp David-aftalerne i 1978 og har siden kæmpet for fred mellem Israel og palæstinenserne – skabt ved ”To-stats-løsningen” – at palæstinenserne også får deres egen stat.

[6] Udtrykket ”Femte kolonne” opstod under Den Spanske Borgerkrig (1936-39), hvor oprørsstyrkerne hævdede, at de rådede over fire kolonner uden for det belejrede Madrid og en femte kolonne inde i byen, altså sympatisører, der i det rette øjeblik ville gribe til våben og falde forsvarerne i ryggen.

[7] Begins mareridt: Nogle mente, at Begin var så påvirket af minderne fra Holocaust, at han ikke var egnet som regeringsleder her i 1980´erne

Litteratur og links

Kilde 138: Israelske styrker trængt ind i det sydlige Libanon

Kristeligt Dagblads forsiden 7. juni 1982:

Beirut. Søndag. Israelske styrker indledte søndag en invasion på tre fronter i det sydlige Libanon. 200 kampvogne og pansrede mandskabsvogne bevægede sig ad kystvejen til Sur[1], en brigade af tilsvarende styrke gennembrød den centrale sektor i det sydlige Libanon og en bataljon trængte over grænsen i den sydøstlige del af landet.

Det palæstinensiske nyhedsbureau WAFA rapporterede, at flere end 20.000 soldater med støtte af kampvogne og pansrede mandskabsvogne deltog i en offensiv mod palæstinensiske stillinger i Libanon.

Den libanesiske radio meddelte søndag eftermiddag, at de israelske styrker havde nået Sur, og at israelske soldater var blevet landsat ved Rashidiyeh[2], hvor de var involveret i gadekampe med palæstinensiske styrker.

Ved invasionen trængte de israelske styrker gennem et område, som kontrolleres af FNs fredsbevarende styrke UNIFIL.[3]

Vestlige ledere ved det økonomiske topmøde i Versailles opfordrede søndag til øjeblikkelig våbenstilstand.

Budskab fra Reagan

En talsmand for Det hvide Hus sagde, at præsident Ronald Reagan[4] havde sendt et personligt budskab til Israels ministerpræsident, Menachem Begin, i et forsøg på at få israelerne til at standse angrebene mod mål i Libanon.

I FN-hovedkvarteret i New York oplystes det, at Sikkerhedsrådet var indkaldt til møde senere på dagen, for at drøfte situationen i Libanon.

Lørdag aften[5] vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt en resolution, der opfordrede til våbenhvile søndag[6] kl. 06.00 lokal tid.

Fly skudt ned

Søndag morgen angreb israelske fly palæstinensiske stillinger i Libanon. Den libanesiske radio meddelte, at palæstinenserne skød to israelske fly ned, mens man i Tel Aviv vedgik tabet af ét fly. Det var første gang i otte år, at israelerne har rapporteret om tab af fly over Libanon.

Noter

[1] Kaldes ofte Tyrus på dansk efter det græske navn Tyros

[2] Rashidiyeh ellerr Rashidieh er navnet på en flygtningelejr ca. fem km. syd for Tyrus. Den var oprindelig bygget af franskmændene i 1936 til armenske flygtninge, men blev i 1963 udvidet til også at rumme palæstinensiske flygtninge.

[3] UNIFIL var oprettet i 1978 for at sikre freden på i det sydlige Libanon

[4] Ronald Reagan var USA’s præsident 1981-89

[5] Må være søndag aften – krigen var jo først udbrudt søndag morgen

[6] Må tilsvarende være mandag kl.6.00 – forvirringen skyldes nok tidsforskellen

Litteratur og links

Kilderne til Freden med Ægypten 1979 til freden med Jordan 1994

Kilde 138: Israelske styrker trængt ind i det sydlige Libanon

Kristeligt Dagblads forsiden 7. juni 1982

Det palæstinensiske nyhedsbureau WAFA rapporterede, at flere end 20.000 soldater med støtte af kampvogne og pansrede mandskabsvogne deltog i en offensiv mod palæstinensiske stillinger i Libanon.

Ved invasionen trængte de israelske styrker gennem et område, som kontrolleres af FNs fredsbevarende styrke UNIFIL.[3]

Vestlige ledere ved det økonomiske topmøde i Versailles opfordrede søndag til øjeblikkelig våbenstilstand.

Budskab fra Reagan

I FN-hovedkvarteret i New York oplystes det, at Sikkerhedsrådet var indkaldt til møde senere på dagen, for at drøfte situationen i Libanon.

Lørdag aften[5] vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt en resolution, der opfordrede til våbenhvile søndag[6] kl. 06.00 lokal tid.

Fly skudt ned

Kilde 139: Israelsk kritik af krigen i Libanon i 1982: Yoram Kaniuk

Efter en måneds krig i Libanon, oplevede man i Israel noget, der ikke var set hverken i Uafhængighedskrigen, i Suez-krigen i 1956, under 6-dages-krigen i 1967 eller under Yom-Kippurkrigen i 1973: Store grupper demonstrerede i både Jerusalem og Tel Aviv mod krigen. En del mente, at det var på høje tid at stoppe – hvor mange de var, er svært at bedømme – men jo længere den varede, jo mere kritik. En af demonstranterne i juli var den israelske forfatter Yoram Kaniuk (1930-2013), der i en artikel med overskriften ”Da jeg demonstrerede mod mig selv” deler noget af den splittelse, der også var hos den enkelte israeler. Artiklen blev bragt i dansk oversættelse i Politiken den 16.juli 1982 – dette er et uddrag.

_ _

Jeg stod på pladsen[7], fordi jeg mente, at tidspunktet for en militær løsning på det palæstinensiske problem, hvis der nogensinde havde eksisteret et sådant tidspunkt, var forpasset for længst. I virkeligheden tror jeg kun at man kan forhandle sig frem til en løsning på problemet, selv om det bliver svært.

En krig, der medfører så meget død og ødelæggelse, og som er opstået på grundlag af en så strålende men urealistisk opfattelse, er en tragedie. Jeg var kommet for at demonstrere mod fortsættelsen af denne tragedie, selv om jeg, i modsætning til mange af mine venner, ved, at denne krig skal regnes for en af Israels overlevelseskrige. Det yderligtgående arabiske standpunkt ”alt eller intet”, som har haft gyldighed i alle disse år, var årsagen til, at den jødiske militante nationalisme opstod. Sådan har det været siden konfliktens begyndelse i 1921, da legenden om Masada”[8], legenden om visdom erhvervet gennem lidelse, blev antaget af jøderne i Palæstina. Arik Sharon førte krigen tilbage til dens oprindelse: det er ikke længere en krig mod de arabiske lande, som nu står og lurer ligesom hovedjægerne. Det er os mod dem, jøderne mod palæstinenserne, for første gang siden 1948.

Ligesom dem, der parerede ordre, og gik ind i en krig, de ikke troede på, sådan stod jeg på pladsen i et miserabelt humør. Jeg stod der, selvom jeg vidste, at op mod 100.000 mennesker var blevet nedslagtet under syv års borgerkrig og uro i Libanon, selv om jeg vidste, at den syriske hær var en sejrende hær, der førte sig frem med stor grusomhed og betød en virkelig trussel mod Israel. Børn var blevet myrdet i Ma´alot og Avivim i det nordlige Galilæa af palæstinensere, og mine arabiske venner i Israel, som jeg havde kæmpet med for fredelig sameksistens mellem israelere og arabere, havde nægtet at underskrive protestadresser mod mord på uskyldige mennesker. Jeg vidste, at også de, ligesom Shamir og Begin, kun kendte til én retfærdighed.

Arik Sharon er langtfra uden lyder[10]. Det var ham, der kaldte sine egne officerer, dem, der tilhører Fred Nu-bevægelsen[11], femte kolonne-folk.[12] Men han er på sæt og vis en dristig og tragisk fortolker af israelsk erfaring, på godt og ondt. Jeg var kommet for at demonstrere med mit hoved og mit sind, ikke med mine indvolde, der har opsuget smerten fra hundreder af forældre, som i 1000 år har elsket ind imellem pogromerne, så jeg kunne komme til denne verden i Tel Aviv ved begyndelsen af en krig, som mine børnebørn også kommer til at deltage i. Jeg kom for at demonstrere mod stemmer fra mit blod. For jeg ved, at Arik Sharon ikke burde have accepteret at blive brugt som våben for Begins mareridt.[13]

En strategi uden moralske skrupler baseret på en kølig vurdering af en surrealistisk virkelighed, en Hans Majestæt Døden på det forkerte tidspunkt og som et udtryk for det jødiske raseri, der er steget op fra en rådnende ghettos kældre, kan meget vel føre til landets undergang. En mand, som er så begavet og så desperat som Arik Sharon, bør ikke være højre hånd for en mand som Begin, der ikke tolererer den praktiske virkelighed. For at tjene jøderne af i morgen, må jøderne af i dag ikke få lov til at slippe deres retfærdige harme fri i en hævnakt mod den jødiske histories udvikling. Sharon prøver at løse et problem, der ingen løsning har, og skaber således større problemer. Det er derfor jeg demonstrerer mod mig selv. Jeg er gravstenen over min egen grav. – – –

Kilde 140: Dansk kritik af krigen: Frode Jacobsen: ”Et andet Israel, end det vi havde kær”. Politiken 20.juli 1982

Også i Danmark var der en heftig debat og nogle, der hidtil havde støttet Israel, angreb nu voldsomt Israels krigsførelse i Libanon. Debatten kørte specielt i avisen ”Politiken”, og de to kilder, der bringes her, kommer begge fra denne avis. Det første er skrevet af den tidlige modstandsmand Frode Jacobsen (1906-1997). Han havde i 1930’erne engageret sig i hjælpen til tyske flygtninge og foretog rejser i det nazistiske Tyskland som illegal kurér. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 opbyggede han fra 1941 organisationen Dansk Studiering, senere Ringen, der udsendte bladet Orientering med ucensurerede nyheder for at styrke den nationale front. I 1943 omdannede Frode Jakobsen Ringen til en illegal organisation, som fik en magtfuld position i modstandsbevægelsen. Samme år var han medstifter af Danmarks Frihedsråd, hvori han blev et af de mest betydningsfulde medlemmer. Det var således Frode Jakobsens kompromislinje, der i maj 1945 banede vejen for befrielsesregeringen med politikerne; selv blev han minister uden portefølje. Ved folketingsvalget i oktober samme år valgtes han for Socialdemokratiet og var herefter MF indtil 1973.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” Men der er et andet land, et andet folk, jeg har et særligt forhold til. Gud give, at jeg ikke skal sige: Har haft.

Jeg har ingen forklaring på det folks særstilling. Men den er der. Historien viser det, vor kulturs historie. ”Guds udvalgte” – bare de ikke må komme til at synes det selv for meget.

Og jeg har kendt det folks nød. Ikke bare i Danmark under besættelsen. Jeg har mødt det i tredivernes Tyskland[15] – i halvhemmelige sammenkomster. Nøden i det små da min unge svoger grædende fortalte, at han nu ikke måtte komme i svømmehallen mer.[16] I det store – da min kones onkler og tanter blev skudt.

Efter krigen har jeg stået i Auschwitz. Mærkeligt – det var dyngerne af sko, dyngerne af brillestel[17], som fik mig til at græde. Jeg har rodet i jorden og samlet små splinter af menneskeben op.

Jeg har set Israel vokse frem – med dyb sympati. Det mest forfulgte folk i verden skulle have sig et hjem igen. Efter næsten to tusinde år.

Jeg er rejst i det land. Bevægende at se, at det, som var navne i min fars fortælling, var levende byer – som Nykøbing, Thisted og Skive: Nazareth, Kapernaum, Tiberias.

Jeg jeg har spurgt mig, om det endeligt var her, min ungdoms politiske drømme skulle blive til virkelighed? I kibbutzernes fællesskab.[18] Socialisme med et menneskeligt ansigt[19] – det, der var mislykkedes alle andre steder i verdenen. Her var frisind, fremskridt, progressivitet.

Og nu sidder jeg og læser i aviserne. Om universiteter, som lukkes, fordi studenter demonstrerer mod en besættelsesmagt.[20] Om borgmestre, der bliver afsat, fordi de ikke vil være besættelsesmagten følgagtig. Jeg kommer til at tænke på oplevelser, jeg har haft – en Christmas Møller, en Hedtoft, en H:C. som skulle sendes ud i det politiske mørke.[21] Andre bliver omtalt med hæder: ”Moderate”, ”loyale”. Jeg kender det kun på afstand og spørger mig selv, om det er Frits Clausen´er eller bare Scavenius´er.[22]

Og jeg læser om ”terrorister”[23]. Men sådan er jeg jo også selv blevet kaldt engang. Er det ikke altid en besættelsesmagts navn for dem, der ikke ser en anden mulighed for at kæmpe for deres folks frihed end med våben i hånd? Det var ”terrorister”, tyskernes skød.[24] Det var ”terrorister”, amerikanernes sloges med i Vietnam[25]. Det var over for ”en håndfuld terrorister”, en halv million amerikanske soldater med de mest moderne våben måtte give op.[26]

Der er meget, der går igen. Fangerne er ikke krigsfanger, men arresterede forbrydere. Som vore sabotører. ”PLO er ikke repræsentativt”. Det var Danmarks Frihedsråd heller ikke.[27] ”Russerne står bag”.[28] Jeg har også engang hørt, at jeg selv, at Frihedsrådet var kommunistisk – ivrige for at udlevere Vestens kultur til Østens barbarer. Sande danskere, som overretssagfører Krenchel[29] – rasede i radioen mod modstandsbevægelsens terror.

Ikke ”typiske” – det ville være sandt. Kampens spydspidser er aldrig de typiske. Men repræsentative? Det danske folk stillede sig bag os[30] til sidst. Undersøgelser viser, at PLO i den henseende endda er nået videre end vi.

Man vil så gerne slutte fred – men med nogen andre. Det er nu altid klogest at slutte fred med dem, man er i krig med. – – –

Kilde 141: Bent Melchiors svar: ”Også du min ven, Frode”. Politiken 23.juli 1982

Bent Melchior (1929-2021) havde som 14-årig oplevet de danske jøders flugt til Sverige og som tidligere nævnt her på siden været med som frivillig i Israels uafhængighedskrig 1948/49. Efter rabbinerstudier i London blev han i 1963 rabbiner ved Det Mosaiske Troessamfund i København og overtog ved sin fars død overrabbinerembedet.
Som kontroversielt overhoved for dansk jødedom formåede han at forene det jødiske engagement med en national og international indsats for flygtninge og forfulgte, og han forsvarede bl.a. muslimers rettigheder i Danmark. Melchior underviste også på Københavns Universitet, og han stod bag en oversættelse af De Fem Mosebøger til dansk. Han har desuden udsendt erindringerne Så vælg da livet (1997).

Kære Frode Jakobsen.

Det var med stor spænding, at jeg tog fat på at læse din kronik her i bladet den 20.juli.[31] Du er en mand, der i kraft af dine gerninger, mod, holdning, humanisme og social forståelse repræsenterer det bedste, vi har i Danmark. Til dette hører også alle de mennesker, der kæmpede for Danmarks frihed, og der som led i denne kamp var med til at redde det store flertal af de danske jøder. Taknemmeligheden over denne dåd vil altid bestå, selv om det ud fra det jødiske folks samlede vurdering kun kom til at berøre én promille – altså en tusindedel – af det antal, der blev myrdet i de nazistiske lejre.

Forventningerne til din kronik var så meget desto større som en tidligere kronik var skrevet af professor Joachim Israel[32], der selv erklærede, at han støttede staten Israels eksistens, men at han var modstander af Israels nuværende regering i en grad, der fik ham til at stille sig på gaden og proklamere, at Israels forsvarsminister[33] er fascist. Det ville unægtelig have været rart, hvis Joachim Israels interesse for Israels beståen havde givet sig andre udslag i de 34 år, hvor Israels eksistens gang på gang har været truet, uden at det har fået Joachim Israel ud af starthullerne.

Man nu var der tale om en, der nærmest elsker det jødiske fok. Jeg vil på ingen måde med det følgende betvivle din kærligheds karat[34]. Jeg vil derimod give udtryk for sorg over nogle af de elementer, der motiverer din kærlighed.

Derimod betyder udvælgelsen ikke nogen idealisering af lidelser. En del af din kærlighed er nok vakt af fremstående personer, mange nobelpristagere. Men den er altså også vakt af, at din svoger ikke måtte komme i svømmehallen, at din kones onkler og tanter blev skudt. Den er vakt af dyngerne af sko og brillestel i Auschwitz. Jeg siger på det jødiske folks vegne tak for den kærlighed, der vel snarere må betegnes som medlidenhed. Jeg siger nej tak til mere medlidenhed og til mere af den slags sympati. Med sådanne åreladninger har vi simpelthen ikke noget at have den i. I mange århundreder er jøder blevet slæbt til slagtebænken, og vi er blevet kaldt feje af samme årsag. Nu synes vi, at vi har givet tilstrækkeligt blod, at vi i det mindste vil have lov til at slå igen. Og så bliver vi selvfølgelig kaldt krigsliderlige. Jeg minder om situationen i 1967, hvor hele verden var forberedt på, at Israel skulle løbes over ende og allerede havde mobiliseret en masse medlidenhed. Da det så viste sig, at Israel kunne klare sig, så gik medlidenheden naturligvis over til den anden side. Ephraim Kishon[35] formulerede det elegant, da han skrev sin historie ”Undskyld vi vandt”.

Misforstå mig ikke. Jeg har naturligvis også medlidenhed med taberne. Jeg har medlidenhed med alle krigens ofre. Jeg var frivillig i krigen i Israel i 1948, da seks arabiske nationer overfaldt den nye stat med deres regulære hære, mens vi var en sammenrendt masse til hvem der, takket være englændernes indsats, ikke var så meget som et almindeligt håndvåben pr. mand.[36] Jeg oplevede rigeligt af krigens rædsler, og jeg beder hver dag til, at al krig må ophøre en gang for alle. Men vi vil altså ikke endnu engang være det udvalgte folk, der skal lægge krop til og være slagtekvæg endnu engang.

Helt fatalt bliver i mine øjne dit fejlgreb, når du forsøger at sætte lighedstegn mellem frihedskæmperne i Danmark og PLO. Jeg synes, at du dermed besudler mindet om vore frihedskæmpere, både de døde og de levende. Du erkender selv, at sammenligningen halter, men hvad, alting halter jo, så lad os bare halte med. Så flot og så enkelt kommer du med i en lejr, der i ét og alt søger at sætte lighedstegn mellem Israel og nazi-Tyskland på den ene side og PLO og frihedskæmperne på den anden. Det er en propagandaform, der langsomt, men altså sikkert, har sneget sig ind for den sovjetiske presse. Når israelsk politi arresterer unge palæstinensere, der kaster med sten, og fører dem til politigården, så hedder det straks ”herrefolksmentalitet”. [37] Jeg har aldrig hørt det samme udtryk benyttet ved tilsvarende arrestationer på Blegdamsvej og i Abel Katrinesgade.[38] Når Israel samler deres fanger i en lejr, så er det ikke en fangelejr, men en koncentrationslejr. For enhver den, der siden 1945 må forbinde sultedød, gaskamre og fremstilling af sæbe af menneskekroppe med begrebet koncentrationslejr, så er det aldeles meningsløst, hvordan man kan drage parallellen. Og når det rent faktisk konstateres, at en ikke ringe del af Libanons befolkning hilste de israelske tropper velkomne, så lyder kommentarer i den danske TV-avis: Tyskerne fremstillede det også som om, de blev budt velkomne til Danmark![39]

Jeg var heller ikke klar over, at frihedskampen havde sat det som mål, at Tyskland skulle slettes fra landkortet. For det er jo PLOs mål, at Israel skal slettes fra landkortet. Jeg ved godt, at en ægte repræsentant for det udvalgte folk, Bruno Kreisky[41], har erklæret, at det mener PLO slet ikke. Men hver gang han har sagt sådan noget, så er han klart og utvetydigt blevet dementeret i Beirut. Jeg ved godt, at man taler om ”den moderate Arafat”. Jeg har ikke kunne få øje på moderationen. Måske var det den omstændighed, at han ved sin optræden i fredsorganisationen FN kun medbragte et almindeligt gevær[42]. Det kunne jo have været et maskingevær og håndgranater. Hvis du har læst lidt om, hvilke våbenarsenaler, der er fundet i det sydlige Libanon, til dels under hospitaler og skoler, så må du have undret dig over, at der var så meget, at PLO aldrig selv kunne bemande disse våben. Har du gjort dig tanker om, hvem der egentlig skulle benytte dem? Gemte de danske frihedskæmpere sig også under dække af kvinder og børn? – – –

Kilde 142: Shimon Peres tilbyder Jordan fred under tale i FN oktober 1985

Shimon Peres (1923-2016) var som det fremgår af den historiske gennemgang efter valget i 1984 blevet premierminister for Arbejderpartiet i en stor koalition med det højreorienterede Likud, hvis leder, Yitzhak Shamir de første to år skulle være udenrigsminister. Under det årlige møde i FNs generalforsamling i New York i oktober 1985 kom han med et udspil, der skulle få gang i fredsforhandlingerne – seks år efter freden mellem Israel og Ægypten. Her uddrag af et Reuters telegram fra den 21.oktober

Israelsk Udspil

New York. Israelsk ministerpræsident Shimon Peres tilbød mandag øjeblikkeligt at afslutte krigstilstanden med Jordan og opfordrede til fredsforhandlinger inden udgangen af 1985.

Peres, der talte i anledning af FNs 40-års-jubilæum[43], sagde, at de indledende forhandlinger kunne drøftes mellem små arbejdsgrupper, der kunne indkaldes i løbet af 30 dage.

Han mente, at forhandlingerne skulle finde sted mellem israelske og jordanske delegationer eller mellem en israelsk og en palæstinensisk-jordansk delegation, hvis medlemmer ”repræsenterer fred, ikke terror”.

De to lande har officielt været i krig siden Staten Israels oprettelse i 1948.

Kilde 143: Strid i koalitionen mellem Peres og Sharon i november 1985

Den store koalition i Israel, der var dannet efter valget i 1984, bestod jo af mange forskellige holdninger – hvad der straks kom frem efter Peres´ fredsinitiativ i FN i oktober – se forrige kilde. Den tidligere forsvarsminister Ariel Sharon kritiserede voldsomt Peres for dette udspil, hvorefter Peres truede mod at fyre ham. Kristeligt Dagblad havde ved krisens foreløbige afslutning både en artikel den 16.nov.1985 – byggende på flere udenlandske telegrambureauer og også en leder om situationen.

To dages regeringskrise afblæst efter at både Peres og Sharon gav efter

Religiøse småpartier kom til at spille en nøglerolle

Tel Aviv, fredag: Israels regeringskrise er afsluttet med delvise tilbagetrækninger fra både ministerpræsident Shimon Peres´ og den omstridte handelsminister Ariel Sharons[44] side, sagde politiske iagttagere i Tel Aviv fredag.

Den to dages storm, der truede med at kaste Israel ud i politisk kaos og afbryde Mellemøst-fredsbestræbelserne, drev over torsdag aften efter en række religiøse småpartiers mægling.

Politiske kommentatorer satte spørgsmålstegn ved, om Peres ikke havde tabt ansigt ved ikke at have gennemført sin offentlige trussel om at fyre sin højreorienterede Likud-rival.

Alle, der ønsker en karismatisk leder, der får tingene gjort med et slag, vil være skuffede over Peres, skrev Dagbladet Yediots[45] politiske kommentator. Men også blade, der står Peres´ arbejderparti nær udtrykte skuffelse over ministerpræsidentens optræden.

Arbejderpartiets håb om, at Peres nu måtte være i stand til at stramme tøjlerne om den ni-partiers koaltionsregering[46], led fredag en ny skuffelse.

På et spændt regeringsmøde afviste udenrigsminister Yitzhak Shamir, der er leder af Likud-blokken, Peres´ krav om, at han nu havde ret til at fyre ministre uden Likuds godkendelse.

Småpartiers magt

Indenrigsminister Israel Peretz[48] fra det nye ultraortodokse Shas-parti var nøglepersonen i bestræbelserne på at holde de ni partier sammen i koalitionsregeringen. (RB-Reuter-AP)

Peres og Sharon

Premierminister Shimon Peres vandt nervekampen om de israelske koalitionsregerings liv. I hvert fald i første omgang. Handels- og industriminister Ariel Sharon valgte, eller rettere blev af sit eget parti, Likud, presset til at give Peres den undskyldning, regeringschefen krævede. Hvilket ingen tager som udtryk for, at Sharon har ændret mening eller holdning. Han er stadig modstander af Shimon Peres´ forhandlingsudspil til Jordans kong Hussein[49], som også hans parti hele tiden har stillet sig skeptisk overfor.

Kilde 144: ” Nybyggere vil slås for deres jord” – Kristeligt Dagblad d 8.nov.85

Nybyggere vil slås for deres jord

Udfordring til regeringen

Ingen moral

Schneller fik sin jord, mens han var inde ved militæret. Han sagde, at han ville betragte enhver ordre til at afgive jorden, som ulovlig.

Truer med oprør

Bladets redaktør, Yaakov Rahamim, udtalte i TV: ”Jeg besluttede at bringe artiklen, fordi den skildrer en situation, der kan opstå. Og det ville jeg gerne advare imod.”

Premierminister Shimon Peres har sagt, at han er parat til at dele suveræniteten over Vestbredden med Jordan. Og at give palæstinenserne i området en høj grad af lokalt selvstyre.

Men udenrigsminister Yitzhak Shamirs Likud-blok, Peres´ vigtigste partner i koalitionsregeringen, er imod enhver afgivelse af suverænitet over de besatte områder.

Forsvarsminister Yitzhak Rabin[52] sagde til parlamentets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, at regeringen ikke vil stå model til, at nybyggerne overtræder landets love. Og slet ikke til, at nybyggerne griber til våben mod hæren, rapporterede det israelske fjernsyn.

Ifølge israelsk radio har forsvarsministeriet anmodet justitsministeren om at undersøge, om artiklen skal have et retsligt efterspil.

(AP)[53]

Kilde 145: ”Londonaftalen” mellem Shimon Peres og kong Hussein. April 1987

I november 1986 havde Yitzhak Shamir, som aftalt efter valget i 1984 og dannelsen af koalitionsregeringen, overtaget premierministerposten efter Shimon Peres, der nu i stedet blev udenrigsminister. Peres kæmpede fortsat for at få en aftale med Jordan og mødtes i april 1987 med Kong Hussein i London, hvor de indgik ”Londonaftalen” om kommende fredsforhandlinger

En trepartsforståelse mellem Jordan og Israel

En invitation fra FNs generalsekretær
Beslutninger på Den internationale Konference
Modaliteter[54] aftalt mellem Jordan og Israel.
Generalsekretæren vil sende invitationer til de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og til parterne i den israelsk-arabiske konflikt til forhandlinger om en aftale med fredelige midler baseret på FNs resolutioner 242[55] og 338[56] med det formål at opnå en omfattende fred i regionen og sikkerhed for landene i området og give palæstinenserne deres lovlige rettigheder.
Deltagerne i konferencen er enige om, at formålet med forhandlingerne er på en fredelig måde opnå en aftale omkring alle aspekter af det palæstinensiske spørgsmål. Konferencen inviterer de forskellige parter til at skabe regionale bilaterale komiteer til at forhandle bilaterale spørgsmål.[57]
Israel og Jordan er enige om:
Den internationale konference vil ikke påtvinge nogen en beslutning og vil ikke nedlægge veto mod nogen aftale, der er vedtaget af parterne
Forhandlingerne vil foregå i bilaterale komiteer på en direkte måde[58]
Det palæstinensiske spørgsmål vil blive drøftet i møder mellem den jordanske, palæstinensiske og israelske delegation.
De palæstinensiske repræsentanter vil være en del af den jordansk-palæstinensiske delegation
Deltagelse i konference vil være baseret på en accept af FN resolutionerne 242 og 338 af parterne og afkald på vold og terror.
Hver komité vil forhandle selvstændigt
Andre emner vil blive aftalt ved gensidige aftaler mellem Jordan og Israel

Dette forståelsesdokument afventer godkendelse af de siddende regeringer i Israel og Jordan. Indholdet af dokumentet vil blive præsenteret og foreslået til USA

Kilde 146; Yitzhak Shamir afviser klart landafståelse for fred februar 1988

Shimon Peres fik ikke den samlede israelske regerings godkendelse af hans aftale med Jordans kong Hussein – tværtimod fortsatte premierminister Yitzhak Shamir med at tage afstand fra idéen om ”land for fred” – også selvom USA nu pressede for en sådan løsning. Det fremgår bl.a. af nedenstående kilde, der er fra den amerikanske avis Washington Post fra 16.februar 1988.

Shamir sætter sig imod en Land for fred-aftale

Ved David B. Ottaway, Washington Post

februar, 1988

Israels Premierminister Yitzhak Shamir har sendt en repræsentant herover for at fortælle udenrigsminister George P. Shultz[59], at præsident Reagans idé om “land for fred” ikke kan være grundlag for Israels deltagelse i nye fredsforhandlinger om fremtiden for de omstridte besatte Vestbred og Gaza.

Repræsentanten, Ehud Olmert[60], der er medlem af Shamir’s Likud –gruppe i Knesset, mødtes søndag med Shultz’s generalsekretær, Charles Hill, for at diskutere Amerikas nye udspil til den mellemøstlige fredsproces.

Udspillet forudser foreløbige arabisk-israelske forhandler om begrænset autonomi[61] til de besatte områder og derpå forhandlinger om deres endelige status, startende indenfor seks måned baseret på princippet ”land for fred”, som var indeholdt i præsident Reagans tale om Mellemøsten i september 1982.

Shultz fortalte for nylig besøgende i udenrigsministeriet, at alle parter var nødt til klart at forstå, at det nye amerikanske fredsinitiativ kun vil komme videre på basis af ”land for fred”-formlen og FN-resolution 242[62], der garanterer fred og sikkerhed for alle Mellemøstens nationer.

Talsmanden, Yossi Gal, sagde, at Olmert havde været i Palm Beach, Florida, for et møde i B’nai B’riths Anti-Defamation League[63], hvor Shultz var gæstetaler fredag. Ifølge rapporter mødte Olmert dér kort Schultz, men da han ikke havde tid til at diskutere det nye amerikanske initiativ, kom Olmert hertil søndag for at snakke med Hill.

Kilde 147: Indbydelse til Madrid-konferencen 19.oktober 1991

Meget af baggrunden for Madrid-konferencen er den helt nye verdenssituation. I november/december 1989 var de kommunistiske regimer i Østeuropa faldet, og USA og resten af verden kunne konstatere, at Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov faktisk mente det, når han talte om større åbenhed og nedrustning. I 991 havde Sovjet accepteret, at USA og dets allierede – heriblandt flere arabiske lande – gik til angreb på Saddam Husseins Irak – efter at Irak i november 1990 havde angrebet og indlemmet Kuwait. USA’s præsident George Bush (præsident 1989-93) ønskede nu i samarbejde med Sovjet at skabe fred i Mellemøsten – nu hvor den kolde krig var afsluttet og begge stormagter kunne lægge pres på alle parter i området. Derfor indbød parterne i fællesskab til en fredskonference i Madrid den 30.oktober 1991.

Med det formål inviterer USA’s præsident[66] og USSRs præsident[67] Dem til en fredskonference, som deres to lande vil stå for i fællesskab og som umiddelbart efter skal efterfølges af direkte forhandlinger. Konferencen vil træde sammen i Madrid den 30.oktober 1991

Præsident Bush og præsident Gorbatjov anmoder om Deres accept af denne invitation senest kl.18 Washington tid den 23.oktober[68] for at sikre en ordentlig tilrettelæggelse og forberedelse af konferencen.

Direkte bilaterale[69] forhandlinger vil starte fire dage efter konferencens åbning. De parter, der ønsker at deltage i multilaterale[70] forhandlinger vil mødes to uger efter konferencens åbning for at organisere disse forhandlinger. Medarrangørerne[71] mener, at sådanne forhandlinger skal fokusere på regionale spørgsmål som vandforsyning[72], flygtningespørgsmålet[73], den økonomiske udvikling og andre emner af fælles interesse

Medarrangørerne vil lede konferencen, som bliver holdt på ministerniveau. De regeringer, der bliver inviterede, inkluderer Israel, Syrien, Libanon og Jordan. Palæstinenserne vil blive inviterede som en del af en fælles jordansk-palæstinensisk delegation. Egypten vil blive inviteret til konferencen som deltager. Det europæiske Fællesskab[74] vil deltage i konferencen, sammen med Amerikas Forenede Stater og Sovjetunionen og vil blive repræsenteret i ledelsen. Golfstaternes Samarbejdsråd[75] vil blive indbudt til at sende deres generalsekretær som observatør. De forenede Nationer vil blive indbudt til at sende en observatør, der repræsenterer generalsekretæren.

Kilde 148: Ron Pundak om Oslo-forhandlingerne i 1993

Ron Pundik (1955-2014)var søn af den danske journalist og chefredaktør Herbert Pundik, fra hvis erindringer der er bragt flere uddrag på denne hjemmeside. Ron Pundak havde været ansat i Mossad, den israelske efterretningstjeneste efter studier i statskundskab, havde senere taget en doktorgrad i historie ved London School of Economics, arbejdet som journalist og havde så med sin tidligere lærer fra universitetet i Tel Aviv, Yair Hirschfeld, grundlagt organisationen ECF – Economic Cooperation Foundation, der havde til formål at udvikle relationer, økonomiske og politiske, mellem israelere og palæstinensere. Efterhånden havde Ron og Yair fået gode kontakter til PLO – hvad der egentlig var ulovligt på det tidspunkt. I januar 1993 indledte de som privatpersoner forhandlinger med repræsentanter for PLO. De rapporterede til viceudenrigsminister Jossi Beilin, der var med i Rabins nye regering i 1992 – og langsomt blev også udenrigsminister Shimon Peres og til sidst Rabin selv involveret. I denne kilde beskriver Ron Pundak selv de spændte timer, der gik forud for underskrivelsen af Osloaftalerne – kilden er citeret i Herbert Pundiks erindringer ”Du kan, hvis du tør” Gyldendal 2006.

”Eftermiddag, den 18.august 1993!

Det var det øjeblik, som Yair[76] og jeg havde set hen til med nogen ængstelse. Den fremmede var kommet fra PLOs hovedkontor i Tunis[77]. Han havde fulgt vore hemmelige forhandlinger på afstand, og nu var han kommet til Oslo for at gennemgå de dokumenter, som ifølge planen skulle underskrives næste dag. Vi havde tilbragt morgentimerne med at diskutere de sidste enkeltheder. Resultatet af mange måneders forhandlinger lå foran os. Den israelske og palæstinensiske delegation og lederne i Tunis og Jerusalem var enige om principerklæringens ordlyd. Men vi kunne ikke vide, om den nyankomne, hvis identitet vi ikke kendte, ville finde mangler ved dokumenterne, som kunne betyde, at forhandlingerne skulle genoptages. Vi havde forhandlet i otte måneder. Hemmeligheden var ikke sluppet ud. Men vi havde på fornemmelsen, at linen var spændt til bristepunktet.

Den palæstinensiske delegation satte sig sammen med den fremmede i et tilstødende værelse. Døren stod åben. Vi kunne følge de forskelliges ansigtsudtryk.

Vor ængstelse for, at den nyankomne fra Tunis kunne afspore forhandlingerne i sidste øjeblik, var ikke ubegrundet.

Arafat var kendt for at skabe kriser i sidste øjeblik under forhandlinger i håb om at tilkæmpe sig indrømmelser, som han ikke havde vundet ved forhandlingsbordet.

Som kom Abu Ala [78], den palæstinensiske delegations leder, ind fra det værelse, hvor den palæstinensiske delegation diskuterede med den fremmede. Abu Ala havde skiftet til sort habit. Han gik over til vinduet og kiggede ud på nattehimlen over Oslo. Morgenlyset begyndte at trænge igennem natten mørke.

Af og til blev han afbrudt af palæstinenserne, der kom ind fra værelset ved siden af for at rådføre sig med ham.

Jeg kom til at tænke på, hvordan dette spil var begyndt for mindre end et år siden.

Der var gået et år siden Madrid-konferencen[79] om Mellemøsten, der var et direkte resultat af amerikansk diplomati efter den første Golf-krig i 1991.

Hirschfeld og mine palæstinensiske kontakter advarede os. De havde, som vi, i årevis ventet på en regeringsændring i Israel. De var ikke interesserede i at genere den nye Rabin-regering. Men deres fristration var dyb. De advarede om, at intifadaen ville blusse op, og at den moderate palæstinensiske ledelse i det besatte område[80] ville miste indflydelse til de radikale palæstinensiske grupper på højre- og venstrefløjen, hvis der ikke kom politisk bevægelse.

Vore palæstinensiske kolleger frygtede en radikalisering på begge sider, som ville udelukke en dialog mellem moderate.

Gennem vore samtaler med Beilin kendte vi Rabin-regeringens retningslinjer, men vi følte os ikke forpligtet på at overholde dem.

Det stod os snart klart, at vore ugentlige samtaler med de palæstinensiske ledere ikke førte til resultater. PLO fra sit hovedkvarter i Tunis lagde hindringer i vejen for de moderate palæstinensiske kredse i de besatte områder, som ønskede at forhandle. Arafat havde mistet sine forbundsfæller i den arabiske verden efter at have valgt Saddam Husseins side under Golf-konflikten. Han var bange for også at tabe indflydelse i de besatte områder og havde stadigvæk tilstrækkelig indflydelse til at forhindre ledere som Ashrawi[82] eller Faisal Husseini[83], den ukronede leder i de besatte områder, i at gøre sig gældende som uafhængige forhandlere.

Kilde 149: Oslo-aftalerne 1: PLOs formand Yassir Arafats brev af 9.september 1993 til Israels premierminister Yitzhak Rabin.

Som det fremgår af forrige kilde havde de to chefforhandlere i Oslo, PLOs Abu Ala (Ahmed Qurei) og direktøren for det israelske udenrigsministerium Uri Savir den 19.august underskrevet de aftaler, der var resultatet af de otte måneders forhandlinger i al hemmelighed i Oslo, kaldet ”Principerklæringen”. Nu fulgte de to officielle breve plus et tredje til Norges udenrigsminister, der havde kendt til forhandlingerne. Her først PLOs formands brev til Yitzhak Rabin.

Hr. Premierminister

Undertegnelsen af Principerklæringen[84] markerer en ny æra i Mellemøstens historie. I fast overbevisning herom vil jeg gerne bekræfte følgende forpligtelser for PLO:

PLO anerkender Staten Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed.

PLO anerkender FN´s sikkerhedsråds resolutioner 242[85] og 338[86]

PLO forpligter sig til fredsprocessen i Mellemøsten og til en fredelig løsning af konflikten mellem parterne og erklærer, at alle udestående spørgsmål, der har at gøre med en permanent status, vil blive løst gennem forhandlinger.

PLO anser, at undertegnelsen af Principerklæringen er en historisk begivenhed, der indleder en ny epoke af fredelig sameksistens, fri for vold og alle andre handlinger, der truer fred og stabilitet.

Som følge heraf giver PLO afkald på brugen af terror og andre voldshandlinger og vil tage ansvaret for alle PLO-enheder og personale for at sikre, at de følger aftalen for at forebygge vold og straffe de, der overtræder den.

I lyset af løftet om en ny æra og undertegnelsen af Principerklæringen og baseret på palæstinensisk anerkendelse af FNs sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338 bekræfter PLO, at de artikler i det palæstinensiske principprogram (nationalpagten fra 1968)[87], der afviser Israels ret til at eksistere, og de artikler, der ikke er i overensstemmelse med dette brev, nu er sat ud af kraft og ikke længere er gyldige. I konsekvens heraf vil PLO foreslå Det Palæstinensiske Nationalråd formelt at godkende de nødvendige ændringer i det palæstinensiske principprogram.

Venlig hilsen

Yassir Arafat, PLO

Kilde 150: Oslo-aftalerne 2: PLOs formand Yassir Arafats brev af 9.september 1993 til den norske udenrigsminister H.J. Holst

Møderne var jo foregået i Norge og ved den foreløbige underskrivelse havde Norges viceudenrigsminister Jan Egeland været til stede. Dette er baggrunden for, at Norges udenrigsminister også fik et brev fra Arafat.

Kære Udenrigsminister Holst

Jeg vil gerne bekræfte overfor Dem, at efter undertegnelsen af Principerklæringen vil jeg inkludere følgende standpunkter i mine offentlige udtalelser:

I lyset af den nye æra, der markeres af undertegnelsen af Principerklæringen, opmuntrer og opfordrer PLO det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gaza til at tage del i de skridt, der fører til en normalisering af livet, til at afvise vold og terror, til at medvirke til fred og stabilitet og til aktivt at tage del i genopbygning, økonomisk udvikling og samarbejde.

Venlig hilsen

Yassir Arafat, PLO

Kilde 151: Oslo-aftaIerne 3: Israels premierminister Yitzhak Rabins brev af 9.september 1993 til PLOs formand Yassir Aarafat

Hr. formand

Som svar på Deres brev af 9.september 1993 vil jeg gerne bekræfte, at i lyset af de forpligtelser PLO påtager sig i brevet, har Israels regering besluttet at anerkende PLO som repræsentanten for det palæstinensiske folk og at indlede forhandlinger med PLO indenfor rammerne af fredsprocessen i Mellemøsten.

Yitzhak Rabin,

Premierminister

Kilde 152:Oslo-aftalerne 4: Yitzhak Rabins tale ved underskrivelsen af den israelsk-palæstinensiske Principerklæring på plænen foran Det hvide Hus i Washington den 23.september 1993

Præsident Clinton[88], Deres excellencer, mine damer og herrer!

Underskrivelsen af den israelsk-palæstinensiske principerklæring i dag på dette sted er ikke nogen let handling. Ikke for mig selv, der som soldat har deltaget i Israels krige[89]. Heller ikke for det israelske folk eller jøderne uden for Israel, som i dag følger os med store forhåbninger iblandet ængstelige følelser.

I dag – på tærsklen for fred og måske afslutningen på vold og krige – mindes vi dem alle i evig kærlighed.

Lad mig sige til palæstinenserne: Vi er bestemt til at leve sammen på den samme jord i det samme land.

I dag vil vi her i Washington begynde en ny tidsregning i forholdet mellem nationer, mellem forældre, der er trætte af krig, mellem børn, som ikke vil kende til krig.

Mine damer og herrer: Tidspunktet for fred er kommet!

Om to dage vil det jødiske folk fejre, at et nyt år begynder.[90] Jeg tror, jeg håber, jeg beder til, at det nye år vil bringe et budskab om genløsning for alle folk. Et godt år for jer, for jer alle.

Et godt år for israelere og palæstinensere. Et godt år for alle nationer i Mellemøsten. For jer, vore amerikanske venner, som inderligt ønsker fred og hjælper til med at opnå den. For præsidenter[91] og medlemmer af tidligere regeringer og især for Dem, præsident Clinton, og Deres medarbejdere. For alle denne verdens borgere. Måtte fred komme til jeres hjem.

Kilde 153: Oslo-aftalerne 5: Principerklæring om Fredsprocessen 23.sept. 1993

Artikel I: Forhandlingernes mål

Artikel II: Rammerne for overgangsperioden

I denne principerklæring er rammeaftalen for overgangsperioden fremført.

Artikel III: Valg

For at det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gazastriben skal kunne styre sig selv efter demokratiske principper skal der holdes direkte, frie og almenpolitiske valg til Rådet under kontrol efter aftale og under internationalt tilsyn, samtidig med, at det palæstinensiske politi er ansvarligt for ro og orden.
Der skal sluttes aftale om nøjagtig fremgangsmåde og vilkår for valgene i overensstemmelse med det ved vedheftede tillæg med henblik på, at valgene skal afholdes ikke senere end ni måneder efter at denne principerklæring er trådt i kraft.
Disse valg skal markere et vigtigt provisorisk forberedende skridt hen imod realiseringen af det palæstinensiske folks legitime rettigheder og deres retsmæssige krav.

Artikel IV: Jurisdiktion

Rådets jurisdiktion[94] skal dække Vestbreddens og Gazastribens områder med undtagelse af de spørgsmål, der skal forhandles vedrørende den permanente ordning. De to parter betragter Vestbredden og Gazastriben som en samlet territoriel enhed, og dens integritet skal bevares i overgangsperioden.

Artikel V: Overgangsperioden og forhandlingerne om en permanent ordning

Den femårige overgangsperiode begynder, når tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet finder sted.
Forhandlinger mellem Israels regering og repræsentationen for det palæstinensiske folk om den permanente ordning begynder snarest muligt, men ikke senere end begyndelsen af overgangsperiodens tredje år.
Det ligger klart, at sådanne forhandlinger skal omfatte tilbagestående spørgsmål, herunder Jerusalem, flygtninge, bosættelser, sikkerhedsforanstaltninger, grænser, forbindelser til og samarbejde med nabolande og andre spørgsmål af fælles interesse.
De to parter er enige om, at resultaterne af forhandlingerne om den permanente ordning ikke må præjudiceres[95] eller være forudfattet af aftaler, der sluttes vedrørende overgangsperioden.

Artikel VI: Provisorisk overførsel af magt og ansvar

Når denne principerklæring træder i kraft og tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet finder sted, begynder overførslen af myndighed fra israelsk militærstyre med dets civiladministration til de autoriserede palæstinensere med henblik på denne omgave, sådan som det her beskrives i detaljer. Overførslen af myndighed er af forberedende natur, indtil Rådet er etableret.
Med henblik på at fremme økonomisk udvikling på Vestbredden og i Gazaområdet skal, umiddelbart efter principerklæringen er sat i kraft og tilbagetrækningen fra Gazastriben og Jerikoområdet har fundet sted, myndigheden overføres til palæstinenserne på følgende områder: uddannelse og kultur, sundhed, socialforsorg, direkte skat, turisme. Fra palæstinensisk side vil man begynde opbygningen af en palæstinensisk politistyrke efter aftale. Indtil Rådet er trådt i funktion, kan de to parter efter aftale forhandle sig frem til yderligere overførsel af magt og ansvar.

Artikel VII: Midlertidig overenskomst

De israelske og palæstinensiske delegationer skal forhandle sig frem til en overenskomst for overgangsperioden.
Overgangsoverenskomsten skal blandt andre ting specificere Rådets struktur, tallet på dets medlemmer og overførslen af magt og ansvar fra det israelske militærstyre og dets civiladministration til Rådet. Den midlertidige overenskomst skal også specificere Rådets udøvende og lovgivende myndighed i overensstemmelse med artikel IX nedenfor samt de uafhængige palæstinensiske retsinstanser.
Den midlertidige overenskomst skal medindbefatte foranstaltninger, der skal sættes i værk, når Rådet er trådt i funktion, med henblik på overtagelsen af al magt og ansvar, som i overensstemmelse med artikel VI ovenfor tidligere er blevet overført.
For at sætte Rådet i stand til at fremme økonomisk vækst skal Rådet, når det træder i funktion, blandt andre ting etablere myndigheder for palæstinensisk el-forsyning og for Gaza havn, oprette en palæstinensisk udviklingsbank, en komite til fremme af palæstinensisk eksport, en palæstinensisk miljømyndighed og en myndighed for palæstinensisk vand-administration samt i øvrigt hvilken som helst anden myndighed, man bliver enig om i overensstemmelse med den midlertidige overenskomst, som skal specificere deres magt og ansvar.
Når Rådet er trådt i funktion, skal civiladministrationen opløses og det israelske militærstyre trækkes tilbage.

Artikel VIII: Offentlig orden og Sikkerhed

Artikel IX: Love og militærordrer

Rådet får myndighed til at lovgive i overensstemmelse med den midlertidige overenskomst indenfor alle myndighedsområder, der er overført til det.
Begge parter skal i fællesskab gennemgå de love og militærordrer, der i øjeblikket er i kraft i resterende områder.

Artikel X: Fælles israelsk-palæstinensisk forbindelseskomite

Artikel XI: Israelsk-palæstinensisk samarbejde på det økonomiske område

Artikel XII: Forbindelse til og samarbejde med Jordan og Egypten

Artikel XIII: Omstationering af israelske styrker

Efter at denne principerklæring er trådt i kraft og ikke senere end umiddelbart før valgene til Rådet skal finde sted, skal der ske en omstationering af israelske militærstyrker på Vestbredden og i Gazastriben i forbindelse med tilbagetrækningen af israelske styrker i overensstemmelse med artikel XIV.
Ved omstationeringen af militærstyrkerne skal Israel lade sig lede af det princip, at de militære styrker skal stationeres uden for beboede områder.
Yderligere omstationeringer skal gradvis finde sted sammenfaldende med at det palæstinensiske politi overtager ansvaret for offentlig orden og sikkerhed indadtil ifølge artikel VII ovenfor.

Artikel XIV: Israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og Jerikoområdet

Israel skal trække sig tilbage fra Gazastriben og Jerikoområdet, sådan som det detaljeret bestemmes i protokollatet. Tillæg II.

Artikel XV: Løsning af uenigheder

Uenigheder, der måtte opstå ved anvendelsen eller fortolkningen af denne principerklæring, eller ud fra kommende aftaler vedrørende overgangsperioden, skal løses gennem forhandlinger i den fælles forbindelseskomite, som skal oprettes i forbindelse med artiklen ovenfor.
Uenigheder, der ikke kan løses gennem forhandlinger, skal løses gennem en forligsinstitution, som parterne enes om.
Parterne kan aftale at henskyde uenigheder vedrørende overgangsperioden til en voldgift[96], hvis de ikke kan løses ved forlig. Forudsat enighed mellem begge parter skal de nedsætte en voldgigtkomite.

Artikel XVI: Israelsk-palæstinensisk samarbejde om regionale programmer.

Begge parter betragter de multilaterale arbejdsgrupper[97] som et egnet middel til at fremme en ”Marshall-plan”[98], de regionale programmer og andre programmer, deriblandt specielle programmer for Vestbredden og Gazastriben, sådan som det er tilkendegivet i protokollatet. Tillæg IV.

Artikel XVII: Forskellige forholdsregler

Denne principerklæring skal træde i kraft en måned efter, at den er underskrevet.
Alle protokollater, der er føjet til denne principerklæring, og aftale notater, der henhører dertil, skal betragtes som integreret del af den.[99]

Givet i Washington D.C. 13 september 1993

Principerklæringen er underskrevet af den israelske regering og af palæstinenserne samt bevidnet af underskrifter fra USA og Den russiske Forbundsstat.[100]

Kilde 154: Fredsaftalen mellem Israel og Jordan 26.oktober 1994

Allerede kort efter Uafhængighedskrigen havde der været følere mellem Israel og Jordan, men med drabet på Jordans kong Abdullah under et besøg i juli 1951 i Al Aksa-moskeen i Jerusalem, som Jordan sammen med Vestbredden havde besat efter Uafhængighedskrigen 1948/49, stoppede disse kontakter. Som det fremgår af den historiske gennemgang havde der dog fortsat være kontakter – og Kong Hussein og Israels udenrigsminister Shimon Peres havde været tæt på en aftale i april 1987. I 1988 havde Kong Hussein så givet afkald på hele Vestbredden og nu efter Oslo-aftalerne var tiden kommet til en fredsaftale med Israel, der blev indgået året efter Oslo-aftalerne – også med Præsident Clinton til stede – men undertegnet på grænsen mellem Israel og Jordan – nu ikke længere en våbenstilstandslinje, men en grænse.

Fredsaftale mellem Staten Israel og Det Hashemitiske[101] Kongedømme Jordan den 26.oktober 1994

Præambel[102]

Staten Israels regering og Det Hashemitiske Kongedømme Jordans regering:

Med tanke på Washington-erklæringen[103], underskrevet af dem den 25.juli 1994 og som de begge er forpligtede på at opfylde;

Med det mål at opnå en retfærdig, varig og omfattende fred I Mellemøsten, baseret på Sikkerhedsrådets resolutioner 242[104] og 338[105] i alle deres aspekter

Idet de igen bekræfter på deres tro på hensigterne og principperne I De forenede Nationers Pagt[106] og anerkender deres ret og forpligtelse til at leve i fred med hinanden såvel som med alle stater indenfor sikre og anerkendte grænser;

Idet de ønsker at udvikle fredelige relationer og samarbejde mellem dem i overensstemmelse med principperne i international ret, der gælder for internationale relationer i fredstid;

Idet de ligeledes ønsker at sikre varig sikkerhed for begge deres stater og i særdeleshed at undgå trusler og brug af magt mellem dem

Med tanke på, at de i Washington-deklarationen af 25.juli 1994 erklærede afslutningen på krigstilstanden[107] mellem dem;

Idet de har besluttet at slutte fred mellem dem i overensstemmelse med denne fredstraktat

Har de besluttet følgende:

Artikel 1: Fredsafslutningen

Der er hermed indgået fred mellem Staten Israel og Det Hashemitiske Kongedømme Jordan (”parterne”), der træder i kraft efter udvekslingen af ratifikationsdokumenterne[108] af denne traktat

Artikel 2: Almene bestemmelser

Parterne vil lade bestemmelserne i De forenede Nationers Pagt og principperne i international lov, der gælder for nationer i fred, være gældende for dem. Specielt:

De anerkender og vil respektere hinandens suverænitet, territoriel integritet og politiske uafhængighed;
De anerkender og vil respektere hinandens ret til at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser
De vil udvikle godt naboskab med samarbejde mellem dem for at sikre varig sikkerhed, vil afstå fra trusler og brug af magt mod hinanden og vil løse alle stridigheder mellem dem på fredelig måde
De respekterer og anerkender enhver stat i regionens suverænitet, territoriel integritet og politisk uafhængighed;
De respekterer og anerkender den afgørende rolle af menneskelig udvikling og værdighed i regionale og bilaterale forhold;
De tror endvidere, at ufrivillige flytninger af personer på en sådan måde, at det skader nogen af partnerens sikkerhed, ikke skal tillades indenfor det område, de kontrollerer

Artikel 3: International grænse

Den internationale grænse mellem Israel og Jordan er afgrænset af den fastsættelse af grænsen under Mandatperioden[109] som vises i bilag 1 (a), på det kortmateriale, der er vedhæftet dette og de koordinater, der er angivet her.

Grænsen, som den er fastlagt i bilag 1 (a), er den permanente, sikre og anerkendte internationale grænse mellem Israel og Jordan, uden at det berører status for noget område som kom under israelsk militær kontrol i 1967.
Parterne anerkender den internationale grænse, så vel som hinandens territorium, territorielle farvande[110] og luftrum som ukrænkelige og vil respektere og overholde dem.
Afmærkningen af grænsen vil ske som aftalt i appendix (I) til bilag I og skal være gennemført ikke senere end ni måneder efter underskrivelsen af denne traktat.[111]
Det er aftalt, at hvor grænsen følger en flod, og hvis der sker naturlige ændringer af flodens forløb, som beskrevet i bilag I (a), så skal grænsen følge flodens nye løb. Hvis der sker nogen andre ændringer, skal grænsen ikke ændres, medmindre man enes om andet.
Umiddelbart efter udvekslingen af ratifikationsdokumenterne for denne traktat, vil hver part trække sig tilbage til sin side af den internationale grænse som defineret i bilag I (a)
Parterne skal, efter at have underskrevet denne traktat, indlede forhandlinger, der indenfor ni måneder skal træffe en afgørelse om forkøbet af søgrænsen i Akababugten.[112]
Under hensyn til de særlige forhold omkring Naharayim/Baqura-området[113], som er under jordansk suverænitet,men med israelsk privatejendom, er man blevet enige om en foreløbig aftale som er beskrevet i bilag I (b)
Men hensyn til Zofar/Al-Ghamr-området[114] gælder de forhold, der er fastsat i bilag I (c).

Artikel 4: Sikkerhed[115]

Artikel 5: Diplomatiske og andre bilaterale forhold

Artikel 6: Vand

Artikel 7: Økonomiske forhold

Artikel 8: Flygtninge og midlertidigt anbragte personer (”Displaced Persons”)

Idet man anerkender de massive menneskelige problemer, der er påført begge parter på grund af konflikten i Mellemøsten såvel som det bidrag de begge har gjort for at lette disse menneskelige lidelser, vil parterne søge fortsat at lette de problemer på et bilateralt plan
Idet man anerkender at ovennævnte menneskelige problemer, der er opstået på grund af konflikten i Mellemøsten ikke fuldt kan løses på bilateralt plan, vil parterne søge at løse dem på passende vis, i overensstemmelse med international lov, inklusiv følgende:
a) i sagerne med midlertidigt anbragte personer, i en 4-lands komite sammen med Ægypten og palæstinenserne
b) i flygtningespørgsmålet 1) i rammen af en multilateral arbejdsgruppe om flygtninge 2) i forhandlinger, indenfor en ramme, man skal enes om, enten bilaterale eller i sammenhæng med forhandlingerne om den endelige status for områderne, der henvises til i denne traktats artikel 3
c) ved gennemførelsen af aftalte FN-programmer og andre aftalte internationale økonomiske programmer, der angår flygtninge og midlertidigt anbragte personer, inklusive assistance til deres bosættelse

Artikel 9: Steder med historisk og religiøse betydning og forholdet mellem religioner

Hver part vil sikre fri adgang til steder af religiøs og historisk betydning
I denne forbindelse og i overensstemmelse med Washington-deklarationen, respekterer Israel den nuværende specielle rolle Det Hashemitiske Kongedømme Jordan har på de muslimske helligdomme i Jerusalem[116]. Når forhandlingerne om den endelige status starter, vil Israel give høj prioritet til Jordans historiske rolle for disse helligdomme.
Parterne vil handle sammen for at fremme mellemreligiøse relationer mellem de tre monoteistiske religioner med det mål at arbejde frem mod religiøs forståelse, moralsk forpligtelse, frihed til at dyrke sin religion og tolerance og fred.

Artikel 10: Kulturelle og videnskabelige udvekslinger

Artikel 11: Gensidig forståelse og godt naboskab

Artikel 12: Bekæmpelse af kriminalitet og narkotika

Artikel 13: Transport og veje

Artikel 14. Navigationsfrihed og adgang til Havne

Artikel 15: Civil luftfart

Artikel 16: Post og telekommunikation

Artikel 17: Turisme

Artikel 18: Miljø

Artikel 19: Energi

Artikel 20: Udviklingen omkring Rift Valley

Artikel 21: Sundhed

Artikel 22: Landbrug

Artikel 23: Akaba og Eilat

Artikel 24: Økonomiske Krav

Artikel 25: Rettigheder og forpligtelser

Artikel 16: Lovgivning

Underskrevet på Arava/Araba-grænsen i dag, den 21. Heshvan 5775[117], den 21. Jumâda Al-Ula 1415[118], som svarer til den 16.oktober 1994 på hebraisk, engelsk og arabisk, hvor alle tekster er lige gældende. Hvis der opstår uenighed om fortolkningen har den engelske tekst fortrin.

For staten Israel. Yitzhak Rabin, Premierminister

For Det Hashemitiske Kongedømme Jordan, Abdul Salam Majali, Premierminister

Med William J. Clinton, Præsident i Amerikas Forenede Stater som vidne

President of the United States of America

Litteraturliste og links

Ashrawi, Haban: Freden – en personlig beretning. Munksgaard – Rosinante 1995

Bender, Johan: Palæstinaproblemet – fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning. 2.udgave. Gyldendal Undervisning 1994

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Den arabisk-israelske konflikt 1896-2014. Forlaget Scandinavia 2004

Horovitz, Davis (red.) Fredens Soldat Itzhak Rabin. Børsen 1996

Peres, Shimon: Det nye Mellemøsten. Centrum 1994

Pundik, Herbert: Du kan hvis du tør. Erindringer. Gyldendal 2006

Sachar, Howard M.: A History of Israel. Volume II: From the Aftermath of the Yom Kippur War. Oxford University Press 1987.

Links

https://www.kristeligt-dagblad.dk/avisarkiv – her er avisartiklerne fundet

Freden mellem Israel og Jordan: https://www.un.org/unispal/document/auto-insert-179122/

[1] Kaldes ofte Tyrus på dansk efter det græske navn Tyros

[3] UNIFIL var oprettet i 1978 for at sikre freden på i det sydlige Libanon

[4] Ronald Reagan var USA’s præsident 1981-89

[5] Må være søndag aften – krigen var jo først udbrudt søndag morgen

[6] Må tilsvarende være mandag kl.6.00 – forvirringen skyldes nok tidsforskellen

[7] Tel Avivs Rådhusplads

[8] Se afsnit 4 – Israel under Romerriget

[9] Yoram Kaniuk var faktisk født i Tel Aviv og dermed en ”Sabra-jøde” – altså en, der er født i landet. Hos nogle af disse var der tydeligvis fordomme mod ”diaspora-jøderne” – dem, der var indvandret og præget af forfølgelserne især i Østeuropa og senere under nazismen.

[10] ”Uden lyder” betyder uden fejl, uden brist. Der er overraskende, at oversætteren har brugt dette substantiv – forklaringen er nok, at Kaniuk selv har brugt et mere klassiske ord

[11] Fredsbevægelsen ”Peace Now” var dannet efter Camp David-aftalerne i 1978 og har siden kæmpet for fred mellem Israel og palæstinenserne – skabt ved ”To-stats-løsningen” – at palæstinenserne også får deres egen stat.

[12] Udtrykket ”Femte kolonne” opstod under Den Spanske Borgerkrig (1936-39), hvor oprørsstyrkerne hævdede, at de rådede over fire kolonner uden for det belejrede Madrid og en femte kolonne inde i byen, altså sympatisører, der i det rette øjeblik ville gribe til våben og falde forsvarerne i ryggen.

[13] Begins mareridt: Nogle mente, at Begin var så påvirket af minderne fra Holocaust, at han ikke var egnet som regeringsleder her i 1980´erne

[14] Frode Jakobsen var fra 1937-74 gift med Ruth Goldstein, der var tysk jøde, født 1914 i Hamborg. Hun døde 1974.

[15] Jf. indledningen til kilden her

[16] I 1936 blev det forbudt jøderne i Tyskland at benytte svømmehaller og friluftsbade

[17] Disse ting er udstillet på museet i Auschwitz

[18] Kibbutzer var og er landbrugskollektiver – i de første årtier uden nogen form for privat ejendomsret – alt var fælleseje.

[19] ”Socialisme med et menneskeligt ansigt” var det, Alexander Dubcek i 1968 havde prøvet at skabe i Tjekkoslovakiet – men efter få måneder var blevet stoppet af Sovjets indmarch i august 1968.

[20] På ”Vestbredden”, som Israel jo havde holdt besat siden 6-dages-krigen i 1967

[21] Under Danmarks besættelse lagde den tyske besættelsesmagt pres på folketinget, for at den konservative leder John Christmas Møller og de socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H.C.Hansen skulle fjernes fra politisk indflydelse på grund af deres kritiske holdning til samarbejdspolitikken. Christmas Møller flygtede herefter til England, hvor han blev en vigtig stemme for den danske modstand.

[22] Fritz Clausen var den danske nazileder – Erik Scavenius var udenrigsminister fra 1940, statsminister fra 1942 – og stod i høj grad for samarbejdspolitikken – den som Frode Jakobsen og modstandsbevægelsen bekæmpede.

[23] Israel gjorde klart, at det man bekæmpede i Libanon-krigen var ”terrorister”.

[24] Det var kravet om dødsstraf for sabotage, som den 29.august 1943 fik den danske regering til at gå af. 28.juni 1944 blev de første danske modstandsfolk – ”Hvidstensgruppen” – henrettet.

[25] USA støttede fra 1950´erne den antikommunistiske regering i Sydvietnam mod oprørere, Vietcong – støttet af Nordvietnam, Kina og Sovjet.

[26] Med Parisaftalerne i 1973 opgav USA kampen i Vietnam og trak sig ud af krigen – også her halvtreds år efter et meget omdiskuteret kapitel i USA’s historie – se på mindemærkerne for krigen, hvis du besøger USA.

[27] Danmarks Frihedsråd, Frihedsrådet, var det koordinerende organ for den danske modstandsbevægelse under Besættelsen, stiftet 16.9.1943 af repræsentanter for de vigtigste illegale organisationer, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen. Bestræbelser på at få politikere til at indtræde mislykkedes.

[28] Vi er under den kolde krig – så hvis PLO blev forbundet med Sovjet, var det nemmere at få tilslutning til kampen mod PLO

[29] Ejner Krenchel var under besættelsen en af de mest ihærdige kritikere af den danske modstandsbevægelse, og han agiterede under hele besættelsen for samarbejdspolitikken. Fra 1943 intensiverede han sine retoriske angreb på modstandsbevægelsen i radioen, der helt var kontrolleret af værnemagten. Selv opfattede han sig som pacifist. Efter befrielsen blev Krenchel indsat i Fårhuslejren og i 1947 idømt 8 års fængsel og tab af sin bestalling for sin propagandavirksomhed, men blev løsladt 1949.

[30] Os er Frihedsrådet

[31] Se forrige kilde

[32] Joachim Israel var en svensk socialpsykolog og sociolog. I 1938 flygtede han fra Tyskland til Sverige, hvormed han undgik jødeforfølgelserne i det nazistiske Tyskland. I Sverige arbejdede han først som landarbejder i ti år og gennemførte derefter en uddannelse i sociologi ved universitetet i Stockholm. Han var professor ved Københavns Universitet 1968-1971 og derefter ved Lunds Universitet fra 1971 til 1986.

[33] Israels forsvarsminister var Ariel Sharon – se den historiske gennemgang

[34] Karat betyder her renhed

[35] Ephraim Kishon (1924-2005) var en ungarsk født israelsk forfatter og satiriker

[36] Se den historiske gennemgang af uafhængighedskrigen 1948/49 her på siden

[37] Under nazismen betegnes tyskerne ofte som herrefolket, som skulle regere over de mindreværdige folk – som de slaviske folk i Østeuropa.

[38] Her i 1981/82 havde der været en del uro i København mellem ”BZ´ere”, unge, der besatte tomtstående huse – og politiet – bl.a. omkring Abel Cathrinesgade på Vesterbro

[39] Når nogle libanesere bød Israel velkommen, skyldtes det bl.a. borgerkrigen, der havde varet siden 1975, og også mange libaneseres modstand mod den aftale fra 1969, hvor den libanesiske regering havde givet PLO ret til at foretage guerilla-angreb mod Israel – hvorefter Israel reagere med angreb mod det sydlige Libanon, der jo også gik ud over den lokale befolkning

[40] Disse to steder i København nævnes, fordi mange endnu i 1982 var klar over, at netop disse to bygninger tværtimod blev sprængt i luften af tyskernes håndlangere i forbindelse med schalburgtage-aktionerne – som gengældelse for sabotagen.

[41] Bruno Kreisky (1911-90)var forbundskansler i Østrig. Han var af jødisk afstamning, havde været i eksil i Sverige 1939-45, havde tilsluttet sig Socialdemokratiet og havde nu været forbundskansler i Østrig siden 1970. I Mellemøstpolitikken var han meget kritisk overfor Israels politik.

[42] Yassir Arafat var i 1974 blevet inviteret til at tale til FNs generalforsamling – han talte her om, at han både medbragte et gevær og et olivenblad – verden kunne vælge.

[43] FN – ”De forenede Nationer” – var blevet dannet på initiativ af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt straks efter 2. Verdenskrig i 1945.

[44] Ariel Sharon var også tre år efter Libanonkrigen og massakren I Sabra og Shatila stærkt omdiskuteret. Han havde måtte trække sig som forsvarsminister, men var stadig med i regeringen – nu også i den store koalition – som handelsminister.

[45] Avisen Yedioth Ahronoth blev grundlagt tilbage i mandattiden i 1939 – det er en centrumsavis

[46] Både Arbejderpartiet og Likud bestod af flere partier – og så var der også nogle af de religiøse partier med i koalitionen

[47] Gad Yacobi (1935-2007) var fra Arbejderpartiet og havde beklædt forskellige ministerposter siden 1972.

[48] Yitzhak (ikke Israel) Peretz (født 1938) kom fra Marokko til Israel i 1950 og blev uddannet til rabbiner. Han blev leder af det nye parti, Shas, der første gang opstillede til Knesset i 1984 og kom ind med 4 mandater. Han var indenrigsminister frem til januar 1987, hvor han trak sig efter en strid med Højesteret om anerkendelse af konverteringer til jødedommen – foretaget hos reformrabbinere.

[49] Se kilde 142

[50] De to store partier, Arbejderpartiet og Likud, havde aftalt, at Peres skulle være premierminister de første to år og Shamir og han så skulle bytte – så Shamir blev leder af regeringen og Peres udenrigsminister.

[51] Otniel Schneller (født 1952) var fra 1983-86 generalsekretær for Yesha Council – en paraplyorganisation for byrådene i de israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza

[52] Som Peres var Rabin fra Arbejderpartiet

[53] AP – artiklen er fra det internationale nyhedsbureau ”Associated Press”

[54] Modaliteter vil sige ”nærmere enkeltheder, detaljer”

[55] Se kilde 116

[56] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[57] Bilaterale drøftelser vil sige, at f.eks. Jordan og Israel kan føre forhandlinger selv

[58] ”In a direct manner” – igen dette med at forhandle to og to om det, der kun vedkommer dem

[59] George P. Schultz (1920-2021) var USA’s udenrigsminister 1982-1989

[60] Ehud Olmert (født 1945) var medlem af Knesset – her i 1988 var han medlem af udenrigsudvalget

[61] Autonomi vil sige, at befolkning i det besatte områder fik liv til at træffe deres egne beslutninger

[62] Se kilde 116

[63] B’nai B’rith er en jødisk velgørende organisation, dannet tilbage i 1843 som en loge – blandt dens opgaver i dag er også kampen mod antisemitisme, som foregår i Anti-Defamation League (ADL) – en amerikansk, jødisk lobbyorganisation grundlagt i 1913 med det formål at stoppe krænkelse af jøder og jødedom

[64] Se kilde 116

[65] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[66] George Bush, der havde været vicepræsident under Ronald Reagan 1981-89, var efter valget i 1988 tiltrådte som USA præsident den 20.ja. 1989.

[67] Mikhail Gorbatjov var i marts 1985 efter Konstantin Tjernenkos død valgt til det sovjetiske kommunistpartis ”generalsekretær”, hvad der svalerede til leder af partiet – og dermed Sovjetunionens leder. Efter forfatningsændringer i december 1988 havde den nyvalgte folkekongres i marts 1990 valgt ham til en nyoprettet post som præsident.

[68] Den amerikanske udenrigsminister James Baker havde i månederne inden rejst rundt i landene i Mellemøsten og forberedt konferencen – så invitationen kom ikke uventet – næppe heller svarfristen på fire dage.

[69] Tosidede forhandlinger

[70] Flersidede forhandlinger

[71] USA og Sovjet

[72] Alle landene i regionen manglede vand

[73] De palæstinensiske flygtninge i Libanon og Syrien sad jo stadig i flygtningelejre mere end 40 år efter Uafhængighedskrigen

[74] Det Europæiske Fællesskab (EF) var en europæisk overnational organisation, der var forløberen for Den Europæiske Union (EU)

[75] Golfstaternes samarbejdsråd er et samarbejde mellem en række af golfstaterne, dannet i 1981

[76] Yair Hirschfeld (født 1944 i New Zealand) – den ene af de to hovedforhandlere i Oslo – der sammen med Ron Pundak havde skabt EFC – jf. indledningen til denne kilde.

[77] Efter krigen i Libanon i 1982 var PLOs ledelse fordrevet fra Beirut og sendt til Tunis

[78] Abu Alas virkelige navn var Ahmed Ali Mohammed Qurei (1937-2023). Han var født nær Jerusalem. Han havde tilsluttet sig Fatah og i Libanon haft positionen som Fatahs økonomiske generaldirektør. Sammen med Arafat var han i 1982 fordrevet til Tunis og her i 1989 blevet medlem af PLOs centralkomité – ledelse. Han havde været PLOs forhandlingsleder i Oslo og blev senere premierminister i det palæstinensiske selvstyre fra oktober 2003 til februar 2006.

[79] Se den historiske gennemgang og den forrige kilde (147)

[80] Med Arafat og hele Fatahs ledelse siddende i Tunis siden 1982, var der kommet flere lokale ledere på Vestbredden og i Gaza.

[81] Yossi Beilin (født 1948 i Israel) havde været direktør for udenrigsministeriet under Peres og var blevet valg til medlem af Knesset i 1988. Han havde sammen med Ron Pundak og Yair Hirschfeld været med til at grundlægge EFC

[82] Hanan Ashrawi (født 1946) var uddannet på det amerikanske universitet i Beirut og havde skrevet PhD på universitet i den amerikanske stat Virginia. Hun havde fungeret som PLOs talsmand under Madrid-forhandlingerne – og var en af lederne af palæstinenserne på Vestbredden

[83] Faisal Husseini (1940-2001) havde været leder af den palæstinensiske delegation til Mellemøst Fredskonferencen i Madrid,var nu leder af Fatah fraktionen på Vestbredden og aktiv i promoveringen af dialog mellem israelere og palæstinensere

[84] Se kilde 153

[85] Se kilde 116

[86] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[87] Se kilde 118

[88] Bill Clinton havde ved valget i november 1992 besejret præsident George Bush og var tiltrådt 20.januar 1993

[89] Rabin havde ledet forsvaret af Jerusalem under Uafhængighedskrigen 1948/49, i 1964 var han blevet stabschef og under Seksdageskrigen i 1967 var han en af hovedstrategerne bag Israels sejr.

[90] Her i 1993 var det Rosh Hashana – det jødiske nytår – den 15.sept. om aftenen, når solen gik ned og det nye år – 5.754 – startede

[91] Både præsident Carter (1977-81) og præsident Bush (1989-93) var inviterede med – Carter, der havde stået bag freden mellem Israel og Egypten, Bush, der havde stået for Madrid-konferencen og de efterfølgende forhandlinger

[92] Se kilde 116

[93] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[94] Jurisdiktion vil sige, det område, hvor det nye palæstinensiske råd har myndighed over

[95] Juridisk betyder dette, at der ikke før den permanente ordning må træffes aftaler eller foretages noget, der vil udgøre et mønster for sagers afgørelse ved at danne præcedens

[96] Voldgift er en endelig afgørelse af en retstvist, der træffes af en eller flere personer, som parterne enten selv har valgt, eller hvis udvælgelsesmåde de har aftalt.

[97] De multinationale arbejdsgrupper, der var nedsat efter Madrid-konferencen – jvf. Kilde 147

[98] Marshall-planen var den støtte, USA efter 2.Verdenskrig gav Europa for at komme på fode igen efter krigen – USA’s krav var, at de europæiske lande skulle samarbejde for at modtage støtten, hvad der er baggrunden for OECD

[99] Protokoller og notater kan findes på nettet

[100] Sovjetunionen var i december 1991 blevet opløst og Den russiske Forbundsstat under præsident Jeltsin havde overtaget rollen som deltager i Madridprocessen

[101] Det jordanske kongehus tilhører den hashemitiske slægt, som nedstammer fra profeten Muhammed

[102] Præambel er en indledning til internationale traktater

[103] Israels premierminister Rabin, Kong Hussein og USAs præsident Clinton havde den 25.jul 1994 underskrevet Washington erklæringen i Washington, DC.. Erklæringen sagde, at Israel og Jordan ville stoppe den hidtidige fjendtlighed og straks ville indlede forhandlinger med henblik på at få sluttet ”blodsudgydelser og sorg” og slutte en retfærdig og vedvarende fred.

[104] Se kilde 116

[105] Som henviste til 242 og krævede våbenhvile efter Yom Kippur-krigen den 22.okt. 1973

[106] De forenede Nationers pagt (FN-pagten) var blevet underskrevet i San Francisco den 26. juni 1945 ved afslutningen af FN’s konference om dannelsen af den internationale organisation

[107] Der var jo aldrig sluttet en egentlig fred mellem Israel og Jordan – hverken efter Uafhængighedskrigen 1948/49 eller efter 6-dages-krigen i 1967 – derfor var der folkeretsligt set stadig krigstilstand, selvom der ikke efter 1967 havde været kampe imellem de to lande

[108] Efter underskrivelsen af en international traktat skal den ratificeres – altså godkendes af de to lande parlamenter

[109] Som i freden med Ægypten femten år før tager man altså udgangspunkt i de grænser mod syd og øst, mandatmagten England havde fastsat efter 1. Verdenskrig – mod øst grænsen til den dengang nyoprettede stat Transjordanien. Den løb langs Jordanfloden fra Genesaret Sø til Det døde Hav og videre sydpå mod Akaba/Eilat.

[110] Jordan og Israel fik jo nu en grænse ned midt i Det døde hav og i bunden af Akababugten.

[111] Det var især nord og lige syd for Genesaret Sø og så fra Det døde Hav til Eilat/Akaba man skulle enes om det helt nøjagtige forløb

[112] Dette drejer sig kun om farvandet helt oppe ved byerne Eilat og Akaba. Lige syd for Eilat starter Egypten – og lidt syd for Akaba er det Saudi-Arabien, der grænser ud til bugten, der ligger i den nordlige ende af Det rød Hav

[113] Naharayim/Baqura-området ligger nord for Genesaret Sø, hvor Yarmouk-floden løber ud i Jordan-floden. Her var grænseforholdene lidt uklare – og der lå nu et israelsk-ejet elektricitetsværk. Israel lejede området de næste 25 år.

[114] Zofar/Al-Ghamr-området ligger syd for Det døde hav – efter våbenstilstanden i 1967 blev der grundlagt en landsby her – men en del af dens marker lå nu i Jordan. Jordan lejede markerne ud til landsbyen i de følgende 25 år

[115] Denne og de følgende artikler kan læses på det link, der henviser til efter kilderne. Artikel 8 og 9 bringes dog her

[116] Der er tale om Al Aksa-moskeen, bygget ca. år 705, tæt på Klippemoskeen. Det er det tredje helligste sted indenfor Islam, efter Mekka og Medina – se den historiske gennemgang.

[117] Den jødiske kalender starter ifølge traditionen med verdens skabelse

[118] Den muslimske kalender – begge har måneder fra nymåne til nymåne – derfor samme dato i måneden. Den muslimske kalender starter med Hidjra – profeten Muhammeds flugt fra Mekka til Medina

Litteratur og links

Kilderne til Israels ældste historie

De første skriftlige kilder

Kilderne til tiden før eksilet i det 6.årh. f.v.t. – dvs. fra den fælles Kongetid i det 10. årh. f.v.t. og frem til Det babylonske eksil, der starter omkring 578 f.v.t. – er i høj grad de to samlinger af historiske bøger i Toraen/Det gamle Testamente.

Den første samling kaldes Det deuteronimistiske Historieværk og består af 5. Mosebog, Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

Det andet er Det kronistiske Historieværk med Krønikebøgerne, Ezras og Nehemias´ bøger.

Er det historieskrivning?

Selvfølgelig ikke i moderne forstand – forfatterne har et helt andet sigte – at fortælle om jødernes historie frem til eksilet – og for det sidste værks vedkommende – også efter eksilet.

Og der er også et religiøst formål med de to værker: Fulgte kongerne Jahves bud, så gik det godt, gjorde man det modsatte – værst af alt dyrkede man andre guder – ja så gik det galt.

I historie spørger vi først og fremmest om forfatter og tid, når vi arbejder med kilder.

Her har vi et problem.

Vi ved nærmest intet som forfatterne andet end, at der har været flere. Det fremgår tydeligt flere steder, at der er forskellige opfattelser – allerede dengang om dette med, at Israel blev et kongedømme omkring år 1020.

Tiden er også problematisk.

Vi ved, hvornår fortællingerne er samlet og skrevet ned for det sidste bind i Det deuteronomistiske Historieværk slutter således:

37 år efter, at Sydrigets konge Jojakin var blevet tvunget i eksil, blev Evil-Merodak konge i Babylon. Han benådede Jojakin og løslod han fra fængslet og i det hele taget fik Jojakin en god behandling i Babylon, bedre end de andre konger, der også var i eksil. Jojakin fik lov til at gå i almindeligt tøj i stedet for sin fangedragt, og resten af hans liv spiste han sammen med kong Evil-Merodak. Så længe, han levede, fik han alt, hvad han behøvede, af kongen.
2. Kongebog kap.25

Forklaring: Evil-Merodak er konge i Babylonerriget 562-60 f.v.t.. Hans babylonske navn er Amel Marduk.

Når forfatterne slutter deres fortælling her, kan vi jo konkludere, at de ikke ved, hvad der siden skete – at Evil-Merodak faktisk bliver styrtet allerede i 560 f.v.t. – og bestemt ikke, at israelitterne faktisk får lov at komme tilbage til Israel, da Babylonerriget erobres af Perserriget.

Så værket må være færdigredigeret her mellem 562-60 f.v.t.

Det kronistiske Historieværk har til gengæld hele fortællingen med om israelitternes tilbagevenden til det hellige Land omkring 538 f.v.t. og genopbygningen af Jerusalem under Ezra og Nehemias – så det er skrevet efter eksilet i Babylon.

Men hvad, kan vi så være sikker på, hvis vi går tilbage til den fælles kongetid i det 10. årh. f.v.t.. Det er der bestemt ikke enighed om, som det fremgår af følgende tre kildetekster:

Kilde 1: Kong Davids bibelske palads fundet

”Israelske arkæologer har afdækket en paladsbefæstning, som de mener sandsynligvis har været kong Davids eller kong Salomons, og de har fundet beviser på, at israelitterne endnu på de to lederes tid dyrkede afguder i deres egne hjems fire vægge.

Ved udgravninger nær Tempelbjerget, hvor det and

Fred med Egypten og Jordan

Drabet på Sadat

Modstand mod krigen i Libanon

Hizbollah træder ind i historien

Begin går af som premierminister

Shamir ny premierminster

Shamir i dødvande

Israelerne går til valg

Den store koalition 1984-1988

Israel trækker sig ud af Libanon

Fred med Jordan?

Peres hemmelige aftale med Kong Hussein

Den jordanske løsning

Peres gjorde regning uden vært

Den første Intifada

Israel får en højreregering

USA lægger pres på Israel

Bush optrapper i Mellemøsten

Operation Ørkenstorm

Høje forhåbninger i Madrid

Osloaftalerne og fred med Jordan

Førstehåndsberetning fra Ron Pundak

Gensidig anerkendelse på papiret

Åbnet for fred mellem Jordan og Israel

Nyhedsbrev

Shamir sætter sig imod en Land for fred-aftale

En trepartsforståelse mellem Jordan og Israel

Shamir sætter sig imod en Land for fred-aftale

Der har taget situationen i Palæstina nærmere i betragtning

Kilde 23: Pave Urbans tale