Historisk afgørelse presser Israel

Israel risikerer, at flere af landets topledere sigtes for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden ved Den internationale Straffedomstol ICC i Haag, Holland.
Det er en mulig konsekvens af en historisk afgørelse, der den 5. februar 2021 slår fast, at ICC har jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Tre dommere har brugt et år på at behandle spørgsmålet om jurisdiktion, der den 20. december 2019 blev stillet til ICC’s Forundersøgelseskammer Pre-Trial I af den uafhængige anklagemyndighed OPT i ICC.
Chefanklager Fatou Bensouda fra Gambia ønskede dommer Marc Perrin de Brichambauts, Reine Adélaïde Alapini-Gansous og Péter Kovács vurdering.
Spørgsmålet de skulle tage stilling til var, om ICC har lov og ret (jurisdiktion) til at efterforske påståede krigsforbrydelser begået af personer i eller fra Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.

ICC har åbnet en efterforskning

Selv om OPT ikke er forpligtet, bad Bensouda Forundersøgelseskammeret om at tage stilling til spørgsmålet om jurisdiktion.
Der er to grunde til, at hun vælger at inddrage Forundersøgelseskammeret.

• Den første er for at sikre, at spørgsmålet er afklaret fra start, så det ikke dukker op senere.
• Den anden er, at hun ifølge Forundersøgelseskammeret i juridisk forstand allerede havde åbnet en efterforskning, selv om den ikke var offentliggjort

En måned efter den historiske afgørelse meddelte Bensouda den 3. marts 2021, at ICC officielt har indledt en efterforskning af påståede krigsforbrydelser.

International høringsrunde

Spørgsmålet om jurisdiktion har vakt en del international debat og afgørelsen viser, at de tre dommere ikke var enige.
Et flertal bestående af Marc Perrin de Brichambaut fra Frankrig og Reine Adélaïde Sophie Alpini-Gansou fra Benin accepterede præmissen om, at ICC har jurisdiktion i de berørte områder og stemte for med begrundelsen:

PA har tilsluttet sig Rom Statutten og skal derfor behandles som en stat

Péter Kovács fra Ungarn var uenig og stemte imod med begrundelsen:

PA lever ikke op til kravet om at være en ”stat i de territorier, de påståede handlinger foregik

Inden dommerne nåede frem til deres afgørelse, havde de afholdt en international høringsrunde. Af dokumenter i sagen, som dommerne skulle forholde sig til, kan nævnes:

• Bensouda redgørelse på 110 sider med noter
• Det israelske justitsministeriums memorandum om sagen
• Det palæstinensiske selvstyres redegørelse
• Ofre og vidners bidrag
• 43 redegørelser fra stater, organisationer og enkeltpersoner (Amicus Curiae)

Efter læsning blev argumenterne kategoriseret i en pulje for eller imod ICC’s jurisdiktion over de ”besatte palæstinensiske områder”.

Palæstinensere også i søgelyses

Fører ICC en eller flere retssager ud i livet, kan israelerne lide den tort at se deres ledere blive sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Israelerne kan også risikere at lide den tort, at se deres ledere på anklagebænken side om side med ansvarlige fra Hamas, Islamic Jihad og andre palæstinensiske terrororganisationer, der også er i ICC’s kikkert.
De kommer måske også til at se deres ledere i selskab med ansvarlige fra Det palæstinensiske Selvstyre PA, fordi ICC også overvejer at efterforske PA’s politik med at betale dømte terroristers familier et fast månedligt beløb i underhold.

Reaktioner på afgørelsen

Ikke overraskende vakte afgørelsen jubel i Ramallah, der opfatter den som en stor sejr.

Det er en sejr for retfærdigheden og menneskeheden og for ofrenes blod og deres familier, sagde regeringschef Mohammed Shtayyeh, PA.

Afgørelsen vakte vrede i Jerusalem, hvor den israelske premierminister Benjamin Netanyahu straks udsendte en video, hvor han blandt andet sagde, at:

ICC’s efterforskning af Fake-krigsforbrydelser er ren antisemitisme

I Jerusalem lægger jurister og diplomater ikke skjul på, at afgørelsen er dramatisk, og at den er med til at styrke Israels fjender og kritikere.
Se officielle israelske reaktioner
Se også  BICOM’s sammenfatning

Mulige straffesager

Vi ved endnu ikke, hvilke påståede forbrydelser Bensouda og hendes jurister vil lægge ud med at efterforske. Men vi ved, at de vil vælge de sager, som de vurderer, kan føre til en domsafgørelse.
Fra Bensoudas redegørelse ved vi også, at en lang række vidner er blevet hørt, og at Bensouda finder, at der er en rimelig grund til at tro, at der er begået flere grove forbrydelser, som falder ind under ICC’s jurisdiktion.
Ifølge redegørelsen er der tale om grove forbrydelser begået af:

• Ansatte i Israels Forsvar (IDF)
• Israelske politikere og embedsmænd
• Medlemmer af Hamas
• Medlemmer af andre palæstinensiske bevæbnede grupper

Bensoudas konklusion er, at krigsforbrydelser begået af israelere og palæstinensere opfylder kriterierne for at åbne en strafferetlig efterforskning.
Mulige sager mod ansatte i IDF er endnu ikke afklaret, men undersøges fortsat.

Sager i ICC’s søgelys

Af sager i ICC’s søgelys kan nævnes påståede krigsforbrydelser begået af IDF:

• Gazakrigen 2014 – mindst tre tilfælde af disproportionale angreb og overlagte drab
• March of Return demonstrationer – 200 dræbte personer herunder 40 børn og flere tusinde sårede

Påståede krigsforbrydelser begået af ansvarlige israelske myndigheder:

• Vestbredden herunder Østjerusalem – bosættelse af israelske civile under den israelske besættelse

Påståede krigsforbrydelser begået af medlemmer af Hamas og andre palæstinensiske terrororganisationer:

• Drab på civile og ødelæggelse af civile genstande (bl.a. raketangreb)
• Menneskeskjold – brug af civile som skjold under krigshandlinger
• Beskyttede personer – overlagt frarøvelse af ret til en fair og ordentlig rettergang
• Overlagte drab, tortur og umenneskelig behandling af beskyttede personer.

Fakta om ICC’s mandat

ICC efterforsker ikke lande, men har ifølge Rom Statutten mandat til at retsforfølge personer, som er ansvarlige for:

• Folkedrab
• Forbrydelser mod menneskeheden
• Krigsforbrydelser
• Aggression

Tre forudsætninger skal opfyldes før ICC kan indlede en strafferetlig efterforskning:

• At ICC har myndighed til at dømme i sager om grove forbrydelser i et område
• At den påståede kriminelle handling er alvorlig nok i forhold til Rom Statuttens bestemmelser
• At FN eller en ICC-medlemsstat har bedt ICC om at se på en sag

ICC’s medlemsstater

Hverken Israel, USA, Rusland eller Kina eller de fleste asiatiske lande er medlemmer af ICC, der i dag består af 123 medlemsstater:

• 33 – Afrikanske stater
• 19 – Asiatiske Stillehavsstater
• 18 – Østeuropæiske stater
• 28 – Latinamerikanske og Caribiske stater
• 25 – Vesteuropæiske og andre stater

Palæstina blev den 1. april medlemsstat nr.123 i ICC. En begivenhed, som i ICC ikke gav anledning til kritik, men udenfor ICC blev beslutningen mødt med kritik af bl.a. Canada, USA og Israel.
Det faldt kritikerne for brystet, at palæstinenserne blev anerkendt som en medlemsstat, fordi der ikke eksisterer en palæstinensisk stat, som er anerkendt ifølge international lov.

Politisk anerkendelse af Palæstina

PA har i årevis arbejdet for, at Palæstina bliver anerkendt som palæstinensernes stat. Med Palæstina menes en stat, der geografisk dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Hamas, PFLP og de andre palæstinensiske terrororganisationer anerkender ikke PA’s politiske mål om en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Ifølge Bensoudas redegørelse anerkender 137 stater Palæstina som en stat, dvs. de har tilkendegivet, at palæstinenserne bør have deres egen stat, der dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Israel anerkender ikke en palæstinensisk stat. Det gør USA og en række andre lande heller ikke. Danmark var med til at beslutte, at Palæstina blev medlem af ICC, men har ikke politisk anerkendt Palæstina som en stat.
Anerkendelsen er polititisk, mens en international juridisk anerkendelse er mere kompliceret, hvilket Forundersøgelseskammerets dom afspejler.
Se dansk debat om anerkendelse af Palæstina: Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat

Stridens kerne: Medlemsstat nr.123

Syv medlemsstater har i deres høringssvar tilkendegivet, at de ikke mener, at Palæstina er en stat i henhold til Rom Statutten.
Argumentet afvises af Forundersøgelseskammeret, der gør opmærksom på, at de syv lande Ungarn, Uganda, Australien, Tjekkiet, Østrig, Brasilien og Tyskland ikke gjorde indsigelser, da ”Den palæstinensiske Stat” den 1. april 2015 blev budt velkommen som medlemsstat nr.123 i ICC.
Stridens kerne i debatten og de mange indsigelser mod ICC’s involvering i Palæstina-Israel konflikten er:

• Uenighed om PA/Palæstina er en stat

En normativ stat

Debatten viser, at ordet stat både bruges i en normativ (politisk) og i en beskrivende (juridisk) betydning, hvilket giver anledning til en del forvirring.
Den normative eller politiske vinkel er:

• Palæstinenserne bør have eller bør anerkendes som en stat
• Palæstinenserne har ret til selvbestemmelse og dermed en stat

Heroverfor står den juridiske og beskrivende tilgang, der holder sig til Folkerettens definition af en stat, som blev formuleret i Montevideo-konventionen af 1933.

Folkerettens kriterier

Ifølge Folkeretten skal en stat have:

• En befolkning
• Et territorium
• En regering
• Evnen til at samvirke med andre stater

Palæstinenserne er en befolkning, de har en regering og evnen til at samvirke med andre stater, men har palæstinenserne et territorium eller er det et omstridt område, som både palæstinensere og Israel gør krav på?
Se Forsvarsakademiets Introduktion til Folkeret

Bensoudas position

I chefanklagerens redegørelse kan man læse, at hun er på det rene med, at Palæstina ikke er en stat i Folkerettens betydning, men kun en stat i den betydning, som FN har anerkendt.
Bensoudas position er, at Palæstina lever op til Rom Statuttens kriterier for en medlemsstat i og med FN i 1989 anerkendte det palæstinensiske selvstyre som en ”non-member observer State”.
Det er denne anerkendelse, der er PA’s adgangsbillet til medlemskab af diverse FN-organisationer inklusive ICC og andre internationale organisationer.
I anklagerens vægtskål vejer det også:

• at 137 lande anerkender Palæstina som en stat
• at FN og andre internationale organisationer definerer det palæstinensiske territorie som Vestbredden, Østjerusalem og Gaza.

Ramallah er af samme opfattelse og har på denne baggrund overdraget ICC jurisdiktion over ”Den palæstinensiske Stat” ved sin tiltræden til Rom Statutten og efterfølgende lagt sag an mod Israel.

Israels position

Israels position er, at Vestbredden er et omstridt område, som både palæstinenserne og israelerne gør krav på.
Israel anerkender ikke, at ICC har jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza Striben.
Ifølge Israel kan ICC kun efterforske forbrydelser begået i eller fra geografiske områder, som suveræne stater overdrager til den internationale anklagemyndighed.
Israels position kender vi fra et memorandum, som den israelske statsanklager dr. Avichai Mandelblit offentliggjorde samme dag, som Bensouda den 20. december 2019 afleverede sin redegørelse til Forundersøgelseskammeret.
Vi kender også Israels position fra politiske tilkendegivelser.

Israel rejects the decision of the @IntlCrimCourt (#ICC) regarding the scope of its territorial jurisdiction on the Israeli-Palestinian conflict.

📎Full statement: https://t.co/26NmRvog35 pic.twitter.com/3sKEDqwMIi

— Israel Foreign Ministry (@IsraelMFA) February 9, 2021

Palæstina er ikke en stat

Det israelske udenrigsministerium gjorde det straks klart, at Israel aldrig har tilsluttet sig Rom Statutten og derfor ikke er forpligtet i forhold til ICC’s beslutninger.
Ministeriet betonede også i overensstemmelse med Mandelblits memorandum, at palæstinenserne ikke har en stat (are not a state).
Israel opfatter PA’s anmelde af Israel for påståede krigsforbrydelser som:

en kynisk handling uden lovmæssig gyldighed

Premierminister Netanyahu går et skridt videre og beskylder Bensouda for at have gjort ICC til:

et politisk redskab til at deligitimere staten Israel

Forundersøgelseskammeret inviterede Israel til at fremsende kommentarer til spørgsmålet om ICC’s jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza-Striben.
Israel har ikke ønsket at fremsende en kommentar, men offentliggjorde i stedet for Mandelblits memorandum på Justitsministeriets hjemmeside.
Se det israelske udenrigsministeriums og justitsministeriums synopsis.

Bensouda tager en genvej

Ifølge Mandelblit er en ”non-member observer State” ikke det samme som en i international ret anerkendt stat.
Den israelske statsadvokat beskylder ICC’s chefanklager for at skyde genvej ved at forlade sig på FN’s normative statsbegreb, der ikke er bindende.

FN’s anerkendelse af den Palæstinensisk Stat er en normativ anerkendelse af, at palæstinensernes bør have deres egen stat.
FN’s resolutioner gentager igen og igen, at der er tale om en fremtidig stat, der skal realiseres ved fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina.

Israels hovedpåstand er, at:

En suveræn palæstinensisk stat eksisterer ikke, hvorfor forudsætningen for rettens jurisdiktion ikke kan opfyldes

PA’s manglende kontrol over Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben fremhæves yderligere som argument for, at Ramallah ikke er en stat i den Westfalske betydning: En territorialstat.
Desuden, argumenterer Mandelblit, har PA ikke jurisdiktion over israelere eller over Zone A og Østjerusalem ifølge Oslo-aftalen mellem Israel og PA.
Se bl.a. FN-resolution af 29. november 2012 om Palæstinas status i FN og resolution af 30. november 2018 om en fredelig løsning på spørgsmålet om Palæstina.

Israel har gyldige juridiske krav

Den israelske opfattelse – som ofte overses – er, at der som omtalt er tale om omstridte områder, som begge parter gør krav på.
Ifølge Mandelblit har ”Israel gyldige juridiske krav til de områder”, som PA overdrager til ICC.
Når Avichai Mandelblit taler om “omstridte områder” i stedet for “de besatte palæstinensiske territorier”, så følger han en specifik israelsk tråd, der blev dannet af professor Yehuda Blum og tidligere statsanklager og Højesteretsdommer Meir Shamgar.
Blums og Samgars påstand er, at Vestbredden er noget unikt (sui generis), som Genévekonventionen ikke kan overføres på.  Argumentet er, at et erobret område kun bliver til et besat område, hvis det er erobret fra en stat med suverænitet over området.
Teorien bestrider, at Jordan har haft suverænitet over Vestbredden, der i denne optik derfor ikke er et besat område, som Genévekonvention, der handler om beskyttelse af civilbefolkningen under en fremmed magts besættelse, gælder for.
Israel står noget alene i verden med denne opfattelse, som Avichai Mandelblit bygger sit memorandum på. Teorien deles heller ikke af den israelske Højesteret, der rutinemæssigt anerkender, at Vestbredden er et område under fjendtlig besættelse (belligerent occupation).
Ikke desto mindre er teorien blevet bredt accepteret i Israel og den ligger til grund for skiftende israelske regeringers politik. Blums og Shamgars teori er vigtig at have in mente, når de israelske argumenter skal afkodes.
Se Theodor Meron dybdegående diskussion af sui generis-argumentet i Vestbredden og international humanitær lov fra 2017.

Med diplomatiske midler

De 137 lande, som officielt har anerkendt Palæstina som en stat, køber ind på det normative statsbegreb: Palæstinenserne bør have en stat i de omstridte områder.
De pågældende lande er som FN klar over, at anerkendelsen er en politisk markering, der endnu ikke er juridisk gyldig i henhold til international lov.
Ramallah ved det også. Siden den væbnede kamp mod Israel blev opgivet til fordel for det palæstinensiske selvstyre, har Ramallah dygtigt spillet på FN’s forpligtelse på en to-stats-løsning gennem en omfattende diplomatisk offensiv for international anerkendelse.
At 137 lande officielt anerkender Palæstina som en stat viser, at palæstinensernes anstrengelser bærer frugt.
Palæstinensernes status i FN-systemet herunder ICC viser, at det er lykkedes palæstinenserne at vinde politisk gehør med diplomatiske midler.

Krigsforbrydelser er i en liga for sig

Man kunne måske få den mistanke, at Bensouda og de to dommere i Forundersøgelseskammeret er gået i en politisk fælde, når de forlader sig på det normative statsbegreb.
Ifølge ICC vejer et andet hensyn tungere end spørgsmålet om PA/Palæstina er en stat. Den bærende antagelse i den 110 sider lange argumentation er, at:

hensynet til ofrene, retfærdigheden og de grove krigsforbrydelser vejer tungest

Videre er det opfattelsen, at Oslo-aftalen ikke begrænser ICC:

Oslo-aftalen betyder ikke en indskrænkning af ICC’s jurisdiktion i sager om krigsforbrydelser

Forundersøgelseskammeret deler Bensoudas grundlæggende antagelse, at krigsforbrydelser er i en liga for sig og bør efterforskes på trods af parternes stridigheder.
Ifølge Forundersøgelseskammeret er det et arbejdsvilkår for domstolen, at kendsgerninger og situationer, der bringes for domstolen, udspringer af kontroversielle sammenhænge, hvor de politiske stridspunkter både er følsomme og latente.
ICC’s position er, at retsvæsenet ikke kan trække sig tilbage, når det konfronteres med pålidelige oplysninger, der underbygger påstande om krigsforbrydelser.

Dommer Merons opfattelse

ICC’s position ligger på linje med den internationalt anerkendte og højt respekterede dommer og professor Theodor Merons opfattelse af forholdet mellem stat og krigsforbrydelser:

• juridisk og politisk anerkendelse af en stat er én sag
• overtrædelse af Genève-konventionerne er en helt anden sag

En opfattelse Theodor Meron fremførte allerede i 1967, og som han gentog 50 år senere den 13. juli 2017 i et brev til direktør Peter Wertheim fra de australske jøders paraplyorganisation ECAJ.
Theodor Merons opfattelse er en nøgle til at forstå ICC’s position og formål, der er at dømme ansvarlige personer, der begår grove forbrydelser i henhold til Rom Statutten og internationale love.
Theodor Meron position i forhold til Forundersøgelseskammerets afgørelse kender vi ikke. Vi kan derfor ikke sige noget om, om han bifalder Bensoudas opbygning af argumentationen, der førte til 2-1 afgørelsen i Forundersøgelskammeret.
Men vi kan sige, at Theodor Meron ikke juridisk anerkender de israelske argumenter, der legaliserer bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem, hvilket han allerede fortalte den israelske regering i 1967.

En tophemmelig opgave

Få måneder efter, at israelske soldater i 1967 erobrede Østjerusalem og den øvrige Vestbred, fik en ung juridisk rådgiver i det israelske udenrigsministerie en tophemmelig opgave af daværende premierminister Levi Eshkol fra Arbejderpartiet (Mapai).
Baggrunden var diskussioner i den israelske regering om, hvad man skulle stille op med de erobrede landområder og den store arabiske befolkning.
Under den seks dages korte krig med de arabiske nabolande erobrede Israel Golan-højderne fra Syrien, Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan og Gazastriben og Sinai-halvøen fra Egypten.
Regeringen ville gerne vide, hvilke muligheder der var for at bosætte palæstinensiske flygtninge i El Arish i det nordlige Sinai.
Desuden ønskede den at afsøge mulighederne for at etablere jødiske bosættelser i de besatte områder.

Merons meritter

Den delikate opgave blev tildelt den 37-årige polsk fødte Theodor Meron, der i dag er højt respekteret og anerkendt for sin indsats i international strafferet og humanitær folkeret.
Theodor Meron er tidligere præsident for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, der dømte krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien.
Han har også varetaget hvervet som dommer for appelkamrene for ICC i forbindelse med sagen om folkedrab i Rwanda. Senest har han beklædt posten som præsident for FN’s krigsforbrydertribunal.
I 1967 skulle han rådgive den israelske regering i spørgsmålet om bl.a. jødisk bosættelse i de nylig besatte områder.

Konklusionen var entydig

Theodor Merons konklusion var entydig:

Civile jødiske bosættelser i de ”administrerede territorier” strider eksplicit mod den fjerde Genèvekonvention, der handler om beskyttelse af civile i krig

Theodor Meron satte fingeren på den sidste paragraf i artikel 49.
Ifølge denne paragraf må en besættelsesmagt ikke overføre dele af dets egen civilbefolkning til områder, som er besat af den pågældende stat.
Formålet med paragraffen, der i 1958 blev tilføjet den fjerde Genèvekonvention fra 1949, er et ønske om at forhindre en praksis, der opstod under 2.verdenskrig, da:

“visse magter” af politiske og racemæssige grunde ønskede at kolonisere besatte områder og lande

Israel har tilsluttet sig den fjerde Genèvekonvention, men ikke implementeret den i israelsk lovgivning.

Verden er meget følsom

Begrundelsen for forbuddet er, at en overførelse eller kolonisering vil forringe den økonomiske situation for den oprindelige befolkning og være til fare for dens eksistens.
Theodor Meron anbefaler, at Israel begrænser sig til en militær tilstedeværelse på de besatte territorier.

verden er meget følsom overfor jødisk bosættelse i de administrerede territorier

Således oplyst valgte skiftende israelske regeringer at se bort fra Theodor Merons anbefaling.
Se Theodor Merons memorandum
Se også kommentarer til artikel 49 paragraf 6 af 1958.

Bosættelser er mainstream

Bosættelser er i dag officiel israelsk politik og populært i store dele af den israelske befolkning, der ikke siger nej til gode og billige statsstøttede boliger og Communities på Vestbredden.
Over 50 års besættelse af Vestbredden har hærdet den israelske befolkning og politikere, der ikke ser nogen grund til at gå stille med dørene af hensyn til omverdenen og en paragraf i en konvention.
Det anslås, at Israel har bosat over 620.000 jødiske israelere i over 200 bosættelser, der ligger spredt ud over Vestbredden i det såkaldte område C.
Se interaktiv kort over de israelske bosættelser fra B’Tselem.

Domstolens perspektiv

I Theodor Merons og ICC’s perspektiv handler spørgsmålet om jurisdiktion alene om domstolens muligheder for at kunne dømme enkeltpersoner.
Afklaring af jurisdiktion skal tjene det ene formål at gøre det muligt for retten at fastslå et individs kriminelle ansvar.
ICC’s afgørelse om jurisdiktion har ingen gyldighed uden for rettens formål og virke.

Formålet med Rom Statutten

Formålet med Rom Statutten er at gøre det muligt for ICC at efterforske grove internationale forbrydelser og at stille de ansvarlige personer for retten:

• når en medlemsstat ikke selv magter det eller
• en stat med et fungerende retssystem ikke selv gør det.

En stat kan indlede egne strafferetslige efterforskninger, hvilket ICC er forpligtet til at respektere, men finder ICC, at staten dækker over enkeltpersoners forbrydelser, kan ICC tage sagen op.
Rom Statutten definerer ikke, hvad en stat er. Ifølge Forundersøgelseskammeret og Bensouda, har ICC ikke mandat til at taget stats-spørgsmålet op.
Antagelsen – det Avichai Mandelblit kalder en genvej – er, at ICC i stedet for må forlade sig på FN Generalforsamlingens procedure og anerkendelse af Palæstina som en stat i forhold til FN-systemet, herunder ICC.
Det er denne fremgangsmåde, som også præsidenten for Forundersøgelseskammeret Pèter Kovács finder utilstrækkelig og opponerede imod.

FN’s resolutioner er ikke juridisk bindende. Anklageren referere til “soft law” dokumenter, som er favorable overfor palæstinenserne, men ikke desto mindre ikke-bindende. Det lovmæssige billede som præsenteres synes i hovedsagen at tilhøre de lege ferenda (latin for ‘i overensstemmelse med loven, som den burde være’ red.), dommere skal ikke basere deres afgørelser på sådane “love”.

Se især afsnit II nr.3 og 6 i Péter Kovács redgørelse

Israel vil kæmpe imod ICC

Israel ser med stor alvor og bekymring på ICC’s beslutning, der betragtes som en strategisk udfordring.
Allerede den 22. december 2019 besluttede regeringen, at ICC hører hjemme i sikkerhedskabinettet, og at alle drøftelser og beslutninger blev klassificeret som tophemmelige.
– Hundredevis af israelere inklusive mig selv kan blive sigtet for krigsforbrydelser, sagde forsvarsminister Benny Gantz den 3. marts 2021, da Bensouda offentliggjorde, at ICC har indledt en efterforskning.
Han lovede i samme moment, at regeringen ville gøre alt for at beskytte israelske statsborgere mod ICC.

ICC’s historiske afgørelse presser Israel

ICC’s historiske afgørelse presser Israel på flere fronter, men især spørgsmålet om bosættelserne er vidtrækkende og kan ramme Israel som en boomrang med alvorlige konsekvenser for de politikere og embedsmænd, der siden 13. juni 2014 har haft og fremover vil have ansvaret for bosætning af civile israelere på Vestbredden.
Den israelske regerings udtalelser om at kæmpe imod ICC er mere end tomme ord under den israelske valgkamp. Tirsdag den 16. marts 2021 landede Israels præsident Reuven Rivling og forsvarschef Aviv Kochavi IDF i Europa for at begynde en diplomatisk tur til Tyskland, Østrig og Frankrig.
Emnerne for de diplomatiske drøftelser er den stigende trussel fra Hizbollah i Libanon, Iran’s atomprogram og ICC’s efterforskning.
Dagsordenen vidner om den alvor, hvormed Israel ser på ICC’s efterforskning.
Om Israels historie se: Israel – ung og ældgammel