Vestbredden: Den forbudte historie og en påstand om apartheid

Vestbredden er et 5.860 kvadratkilometer landområde mellem Jordan i øst og Israel i vest, syd og nord.
Jordanfloden er den naturlige grænse mellem Jordan og Vestbredden, der kaldes sådan, fordi den ligger vest for Jordanfloden, når man ser fra øst.
Området har også andre navne. Palæstinenserne kalder det for Palæstina, mens jøderne i Israel kalder den nordlige del for Samaria og den sydlige del for Judæa.
Vestbredden, der er på størrelse med Østjylland eller ti gange større end Bornholm, er et omstridt område, som både palæstinensere og jøder mener, de har gyldige krav på.
Som det antydes, så er Vestbredden blevet lidt af et minefelt, der er indhyllet i en tæt tåge af ideologi, religion og nationalisme.

Hvilke ord skal vælges

Vestbredden er et smukt sted, som jeg i min ungdom frit kunne besøge og rejse rundt i uden at møde en eneste soldat eller check-point.
Dengang var Vestbredden også besat af Israel, men der var ikke den sammen kontrol, ganske få jødiske bosættelser og intet palæstinensisk selvstyre.
I dag er situationen en radikal anden, der giver anledning til en del overvejelser.
Den første, der melder sig, er, hvilke ord skal vælges, når historien om Vestbredden skal fortælles? Den anden er, hvad skal fortælles, og hvad skal udelades?
Valg af ord og vinkel har det med at skrive sig ind i en eller endog flere fortællinger. Ordet palæstinenser signalerer f.eks., at perspektivet er palæstinensisk identitet og nationalisme. Jøde signalerer i denne sammenhæng, at der er tale om israelske jøder og zionisme. Araber signalerer, at der er tale om arabere i det britiske Palæstina eller i staten Israel.
Vestbredden signalerer, at jeg holder igen med at bruge Palæstina eller Samaria og Judæa om Vestbredden. Det gør jeg, fordi jeg ønsker at give plads til begge fortællinger og at give international ret et ord at skulle have sagt i konflikten. En tredje grund er, at Vestbreddens fremtidige status endnu står åben.
Jeg vil tillade mig at være lidt fri ved valg af ord, der signalerer forskellige perspektiver og stærke følelser i spil. Vinklen ligger dog fast. Jeg vil i det følgende se nærmere på de jødiske bosættelser på Vestbredden og en påstand om apartheid.

Historien om Vestbredden

Dagen efter, at David Ben-Gurion den 14. maj 1948 proklamerede oprettelsen af den jødiske stat Israel, rykker soldater fra Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien og Egypten ind i det tidligere britiske mandatområde Palæstina.
Den officielle arabiske begrundelse var ”ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed” i det borgerkrigsplagede Palæstina.
Kong Abdullah af Emiratet Transjordanien sendte sine soldater over Jordanfloden for at erobre en stor del af det område, der af FN var øremærket en palæstinensisk stat.
Efter voldsomme kampe og den første våbenhvile trådte i kraft den 11. juni 1948 stod de transjordanske tropper og deres engelske officerer solidt barrikaderet i det område, vi i dag kender som Vestbredden herunder Østjerusalem.
Se kilde 64 i Kilderne til Israels uafhængighedskrig 1948-1949.

Ben-Gurion var tilfreds

Under Israels uafhængighedskrig viste den israelske leder David Ben-Gurion, at han var mand for at løbe en kalkuleret risiko, men også mand for at vise tilbageholdenhed.
Han udfordrede gerne FN, men frygtløsheden tøjlede han, når der var fare for et sammenstød med USA eller Storbritannien.
Ifølge den israelske historiker Anita Shapira afviste Ben-Gurion ved krigens afslutning et forslag fra den unge kommandant Yigal Allon om at erobre Vestbredden.
Han var enig med Allon om, at den israelske hær IDF var stærk nok til at gennemføre en erobring, men Ben-Gurion vurderede, at der var grænser for, hvad den vestlige verden ville acceptere.
Ben-Gurion var tilfreds med det område, som de jødiske soldater havde erobret. Det var mere, end han havde drømt om i begyndelsen af krigen.

Krigens store taber

Mellem januar og juli 1949 lykkedes det den amerikanske mægler Ralph Bunche (se kilde 75) at få de stridende parter til at underskrive en række våbenhvileaftaler, der satte en stopper for kamphandlingerne.
Under hele krigen forsvarede kong Abdullahs soldater Vestbredden og Østjerusalem, der efter våbenhvilen tilfaldt Transjordanien, der droppede navnet Transjordanien til fordel for Jordan.
Jordan annekterede den 24. april 1950 formelt Østjerusalem og Vestbredden, der i 1949 ved våbenstilstanden var blevet afgrænset af den såkaldte Grønne Linje. En international anerkendt grænse mellem Israel og Jordan blev aldrig forhandlet og vedtaget.
Krigens store taber blev palæstinenserne, der kom under israelsk, jordansk og egyptisk herredømme. Og ikke at glemme de mange palæstinensiske flygtninge i Libanon, Syrien og andre lande.
Håbet om en palæstinensisk stat blev knust af Israel, Jordan og Egypten, der vægtede egne nationale interesser højere end palæstinensernes ret til selvbestemmelse og FN’s plan om både en jødisk og en palæstinensisk stat i det tidligere britiske mandatområde.

1967 blev endnu et vendepunkt

18 år senere blev der vendt op og ned på den magtbalance, der blev skabt i 1949 i Mellemøsten.
Efter seks dages krig i juni 1967 mellem Israel og de arabiske lande mistede Egypten Gaza-striben og Sinai-halvøen, Syrien tabte Golanhøjderne og Jordan mistede Vestbredden herunder Østjerusalem.
Israels sejr og store landerobring forbløffede verdenen og ikke mindst israelerne, der på rekordtid havde ændret magtbalancen i Mellemøsten i Israels favør.
Israel holdt fast ved de erobrede områder indtil 1979, da Israel og Egypten underskrev en fredsaftale.
Egypten fik Sinai-halvøen tilbage, men måtte afstå Gaza-striben, som forblev under israelsk kontrol indtil sommeren 2005, da den israelske premierminister Ariel Sharon overlod området til palæstinenserne.

Jordan afstår Vestbredden

Jordan afstod i 1988 sit krav på Vestbredden og Østjerusalem, og i 1994 indgik Jordan og Israel en fredsaftale, der normaliserede forholdet mellem de to lande.
Østjerusalem var af Israel blevet annekteret i 1980, og året efter annekterede Israel Golanhøjderne. De kontroversielle annekteringer er ikke anerkendt internationalt.
Fredsaftalen mellem Jordan og Israel skete samtidig med, at Israel og den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO i Oslo forhandlede om palæstinensisk selvstyre på Vestbredden.
De såkaldte Oslo-aftaler (1993-95) banede vejen for, at PLO med Yasser Arafat i spidsen kunne flyve fra Tunesien til Vestbredden for at begynde et nyt kapitel i palæstinensernes historie.

De tre områder på Vestbredden

Oslo-aftalerne åbnede for et delvist palæstinensisk selvstyre. Ifølge aftalerne blev Vestbredden inddelt i tre områder eller zoner.

• I zone A med seks større palæstinensiske byer fik Det palæstinensiske Selvstyre PA ansvaret
• I zone B med 450 palæstinensiske landsbyer deler PA og Israel ansvaret
• I zone C har Israel ansvaret

Zone C er det største område og dækker 73 % af Vestbredden. Det er samtidig det tyndest befolkede område med kun 2 % af den palæstinensiske befolkning. Israels militær har siden 1967 administreret Vestbredden, der i international ret har status af en militær besættelse, hvilket Oslo-aftalerne ikke ændrer ved.
Se oversigt over Israel-Palæstina-konflikten.

Første bosættelse Kfar Etzion

Den første bosættelse på Vestbredden efter 1967-krigen er Kfar Etzion, der ligger 4,7 kilometer øst for Den Grønne Linje mellem Jerusalem og Hebron.
Kfar Etzion er en religiøs kibbutz med en legendarisk historie, der begyndte før oprettelsen af staten Israel.
I 1927 blev Vestbredden ramt af et voldsomt jordskælv, hvis epicenter var i Jordandalen mellem Jeriko og Det Døde Hav.
Flere hundrede mennesker omkom og et stort antal bygninger i Jerusalem, Nablus og andre byer blev beskadiget af de kraftige rystelser, der kunne mærkes helt op til Tiberias.
Uvidende om, at en frygtelig naturkatastrofe ventede forude, flyttede 160 ortodokse jøder i januar 1927 fra Mea Shearim ved Jerusalem til det historiske og bibelske landskab, som Abraham og Isak drog igennem på deres vej fra Hebron til Moriabjerget, hvor Ruth samlede neg, David vogtede sin fars får og makkabæerne og Bar Kochbas krigere søgte tilflugt i de dybe grotter.
I dette landskab syd for Jerusalem grundlagde de bibelkyndige kibbutzen Migdar Eder, der overlevede jordskælvet, men ikke overlevede et voldsomt arabiske oprør i 1929.

En ny religiøs bosættelse

Migdar Eder blev ødelagt af de arabiske oprører og de ortodokse jøder måtte flygte. Barmhjertige landsbybeboere fra en nærliggende arabiske landsby gav dem ly og beskyttelse.
Sådan lyder en fortælling. En anden version er, at de ortodokse jøder måtte opgive deres drøm om et liv viet til de hellige skrifter og dyrkning af jorden, fordi de fysiske udfordringer var for store.
I 1930-erne købte forretningsmanden Shmuel Zvi Holtzman fra den israelske by Rehovot den forladte jord og grundlagde en ny religiøs bosættelse, som han gav navnet Kfar Etzion.
Bosætterne i Kfar Etzion måtte også opgive deres drømme og ejendom i utide. Under det arabiske oprør 1936-39 blev bosættelsen mål for ødelæggelse og fordrivelse af de jødiske bosættere.
Et tredje forsøg på jødisk bosættelse i området blev gjort i perioden 1943-47. Denne gang var det kibbutzbevægelsen, der sendte pionere til området for at genetablere Kfar Etzion og bygge tre nye kibbutzer (kibbutzim), der er gået over i historien som Gush Etzion (Etzionblokken).
Den ambitiøse bosættelse i det jødiske hjerteland fik en brat og voldsom afslutning den 13. maj 1948 – dagen før Ben-Gurion proklamerede staten Israel.

Den sydlige rute til Jerusalem

De fire kibbutzer Kfar Etzion, Ein Tzurim, Massu’ot Yitzhak and Revadim havde foruden bosættelse og dyrkning af jorden også et militært strategisk formål.
Sammen med styrker fra den jødiske undergrundshær Haganah skulle kibbutzerne forsvare den sydlige rute til Jerusalem.
Siden den 29. november 1947, da FN med stemmerne 33 for, 13 imod og 10, som undlod at stemme, vedtog en delingsplan, som skulle træde i kraft ved afslutningen af det britiske mandat, udbrød der borgerkrig i Palæstina.
London havde tilkendegivet, at de sidste engelske soldater forlod landet den 14. maj 1948. I takt med at de 100.000 britiske soldater drog hjem, gik sikkerheden i landet i opløsning.
Jøder og palæstinensere bevæbnede sig og kæmpede for livet og for kontrol over så meget land som muligt.
De arabiske lande sendte frivillige til Palæstina, og soldater fra den Arabiske Legion blandede sig i kampene på Vestbredden, som havde Kong Abdullahs interesse.

Massakren i Kfar Etzion og Deir Yassin

Kfar Etzion skrev sig ind i den israelske historiefortælling, da kibbutzen den 13. maj 1948 efter flere angreb og 10 dages modstand blev erobret af palæstinenserne og den Arabiske Legion.
Der findes flere versioner af, hvad det skete i Kfar Etzion. Der er uenighed om, om Kfar Etzion faldt den 13. eller 14. maj 1948. Der er uenighed om, hvor mange der døde, og der er uenighed om, hvem der gjorde hvad.
Der er enighed om, at der efter overgivelsen blev begået en massakre på de overlevende. Den officielle israelske historie er, at massakren blev begået af lokale arabiske landsbybeboere og den Arabiske Legion.
Den Arabiske Legion version er, at den kom for sent frem til at forhindre udåden. Den menes begået som hævn for jødernes massakre den 9. april 1948 i landsbyen Deir Yassin vest for Jerusalem. Udåden skulle også  hænge sammen med ødelæggelse af en arabisk landsby nær Kfar Etzion nogle måneder tidligere.

Symbol på tapperhed

Massakren i Deir Yassin og Kfar Etzion indgår i henholdsvis palæstinensernes og israelernes fortælling, som symbol på etnisk udrensning, der i samtiden pustede og i eftertiden fortsat puster til frygt og had.
For israelerne blev Kfar Etzion til mere end et militært nederlag og en menneskelig tragedie. Kfar Etzion blev også et symbol på tapperhed.
Ben-Gurion var i 1948 hurtig til at vende begivenhed til en moralsk og historisk sejr.

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen kamp i den israelske hærs historie, som er mere storslået, mere tragisk og mere heroisk end kampen for Gush Etzion.

En vidtrækkende beslutning

Med Israels erobring af Østjerusalem og den øvrige Vestbred i 1967 blev døren åbnet for en genopbygning af Kfar Etzion.
Primus motor for genopbygningen var beskæftigelsesminister Allon (1961-69), der i 1967 fik den israelske regerings godkendelse til at genopbygge hele Gush Etzion, der i dag er et stort kompleks med 22 bosættelser med over 20.000 bosættere.
Med genopbygningen af Gush Etzion tog den israelske regering i 1967 en vidtrækkende strategisk beslutning, der i dag er blevet til etableringen af 280 bosættelser med over 620.000 jødiske israelere bosiddende på Vestbredden herunder Østjerusalem.
Genopbygningen af Gush Etzion blev begyndelsen på en historie, der siden 1958 har været forbudt ifølge international ret og en vigtig brik i en påstand om apartheid.

Begin: En historisk og evig ret

Tager vi de positive briller på og lever os ind i, hvordan bosætterne har udviklet et omfattende netværk af fællesskaber med uddannelser, erhverv og boliger, er den forbudte historie om bosættelserne på Vestbredden en enestående bedrift.
Den tidligere premierminister Menachem Begin formulerer om nogen tydeligt, hvad det er for en fortælling (idé og følelse), der driver israelske jøder til at bosætte sig på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det jødiske folk er bærer af en historisk og evig ret til Israels Land.

Set med bosætternes øjne er drømmen om at leve i hjertet af jødernes land med dets historie og bibelske betydning ved at blive realiseret.
Se Jensehaugens analyse af Begin og Vestbredden.

Forfædrenes evige arv

I 1950-erne begyndte Begin langsomt at acceptere, at Israels Land ikke længere også omfattede landet øst fra Jordanfloden, Jordan.
Begin forsonede sig med dele af den historiske realitet, men var ikke villig til at opgive Vestbredden, som han konsekvent omtalte som Judæa og Samaria.
For Begin var Judæa og Samaria hjerteblod og en del af ”forfædrenes evige arv”.
I dette perspektiv bliver Israels erobring af og bosættelse på Vestbredden selv for en realpolitiker som Begin til en storslået og guddommelig handling, som ikke er til forhandling.
Udfordringen for fortællingen om en historisk og evig ret er, at den er i konkurrence med: 1) palæstinensernes fortælling og 2) international ret.
Palæstinenserne tænker og føler også dybt, at de har en historisk og evig ret til den selv samme jordlod på klodens overflade, som de jødiske israelere gør krav på.
I dette perspektiv er oprettelsen af Israel og jødisk besættelse og bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem en tragedie, der berøver den palæstinensiske befolkning deres retmæssige jord og retten til selvbestemmelse i egen stat: Palæstina.
I et internationalt perspektiv er de jødiske bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem ifølge den internationalt anerkende dommer og professor Theodore Meron udtryk for manglende respekt for og et alvorligt brud på international ret, der forbyder en besættelsesmagt at bosætte egne borgere i et besat område eller land.

Besættelse uden bosættelse

Havde Israel efter seksdagskrigen valgt at følge international lov med hensyn til de erobrede landområder, havde de israelske politikere ikke give grønt lys til genopbygningen af Gush Etzion eller etablering af andre bosættelser i de besatte områder.
Det skete ikke. Israel traf en historisk beslutning, der ignorerede international ret, men talte til den israelske drøm og selvforståelse samt sikkerhedspolitik.
Siden 1967 har israelske politikere og jurister udviklet begrundelser til at legitimere bosættelsespolitikken.
Den israelske Højesteret har ifølge Meron valgt en mere indirekte vej ved at begrænse sig til at dømme jødiske bosættelser på privatejet palæstinensisk jord på Vestbredden for ulovlige.
Højesteret har undladt at tage stilling til, om bosættelser på offentlig jord er lovlige.
Højesterets undladelse har været med til indirekte at legitimere bosættelserne på Vestbredden, der hovedsageligt er bygget på offentlig jord i zone C.

Voksende fordømmelse af Israel

De israelske bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem er ifølge Meron blevet mødt med ”praktisk talt universel fordømmelse” af det internationale samfund.
Ifølge Meron skyldes fordømmelsen ikke kun, at bosættelserne er ulovlige ifølge den fjerde Genèvekonvention og humanitær lov.
Fordømmelsen skyldes heller ikke alene, at bosættelserne ændrer den demografiske struktur på Vestbredden, og at de forhindrer etableringen af et sammenhængende palæstinensisk territorium.
Eller at bosættelserne frustrerer seriøse forhandlinger om en to-stats-løsning og en forsoning mellem israelere og palæstinenserne.
Den kraftige fordømmelse skyldes også en voksende opfattelse af, at palæstinensernes basale menneskerettigheder og ret til beskyttelse under den fjerde Genèvekonvention bliver overtrådt.
Ifølge Meron repræsenterer de israelske bosættelser på Vestbredden en usamtidighed, som ikke kan accepteres.

Kolonisering af territorier befolket af andre folk kan ikke længere accepteres i vores tid, siger Theodor Meron.

ICC på banen

Disse ord skrev Meron 50 år efter seksdagskrigen i The American Society of International Law, hvor han redegjorde for den internationale jura, der gør bosættelserne på Vestbredden ulovlige.
En position han allerede advarede den israelske regering om i 1967, da han som juridisk rådgiver i det israelske udenrigsministerium blev bedt om at vurdere spørgsmålet.
Hans klare anbefaling til regeringen var, at den skulle holde sig til en militær besættelse, hvis den ville være i overensstemmelse med international ret.
Meron er specialist i grove internationale forbrydelser og i artiklen fra 2017 gør han opmærksom på, at brud på den fjerde Genévekonvention artikel 49(6) er en krigsforbrydelse ifølge statutten for Den Internationale Straffedomstol ICC i Haag.
ICC har efter længere tids forarbejde i 2021 meddelt, at den har åbnet en efterforskning af krigsforbrydelser i de israelsk besatte områder.
Se mere om Israels synspunkt vs ICC og Meron i min artikel: Historisk afgørelse presser Israel.

Fra bosættelser til apartheid

Siden Meron skrev sin artikel er der sket en optrapning af kritikken af Israel.
Mens Meron stiller skarpt på ulovligheden i Israels bosættelsespolitik i forhold til international ret og især humanitær ret, der har fokus på beskyttelse af civilbefolkningen, går andre et skridt videre og taler om israelsk apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
I april 2021 udgav Human Rights Watch under stor mediebevågenhed en stærk og vidtrækkende kritik af Israel.
I en over 200 sider lang rapport redegøres for, hvordan og hvorfor Israel systematisk diskriminerer palæstinenserne og favorisere jøderne.
Ifølge rapporten gør Israel sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden i form af både apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
Human Rights Watch har hermed tilsluttet sig en alvorlig kritik af Israel, som i disse år oplever momentum.

Det begyndte i FN

Påstanden om, at Israel er en apartheidstat, tog sin begyndelse i en FN-resolution, der definerede zionismen som en form for racisme.
Resolutionen blev senere trukket  tilbage, men idéen var plantet, og den er siden vokset til et betændt sår i Israels internationale image.
26 år senere blev idéen taget op på ny og drøftet på FN’s verdenskonference mod racisme, racediskrimination og fremmedhad.
Samtidig med FN-konferencen i 2001 afholdt flere hundrede NGO’er i Durban deres egen konference og vedtog en stærk anti-israelsk erklæring, der stemplede Israel som en apartheidstat. NGO’erne opfordrede det internationale samfund til at isolere Israel som en apartheidstat, som tilfældet Sydafrika.

Den palæstinensiske Boykotbevægelse

Juli 2005 satte over 170 palæstinensiske NGO’er handling bag Durbanerklæringen med etableringen af BDS-bevægelsen, der har til formål at skabe international boykot og sanktioner mod Israel, indtil tre mål er nået:

• ophør af besættelsen af al arabisk land og nedrivning af sikkerhedsmuren
• fuld lighed for arabiske borgere i Israel
• palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjem i det nuværende Israel.

Første punkt referer til ét Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet, dvs. til Israels ophør, hvilket strider mod det andet punkt om fuld lighed for arabiske borgere i Israel. Tredje punkt om palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjem i det nuværende Israel vil total ændre den demografiske sammensætning i Israel.

PFLP bag apartheidkritik

De tre mål afspejler den kendsgerning, at primus motor bag BDS-bevægelsen er palæstinensiske NGO’er med tætte bånd til PFLP, der ønsker Israel elimineret.
BDS-bevægelsen er i dag en international græsrodsbevægelse, der via aktivisme og lobbyisme påvirker forskere, meningsdannere og politikere og mobilisere til modstand mod israelsk racisme og apartheid.
En undersøgelse fra 2015 viser, at apartheid-analogien er slået igennem i verdenspressen og FN, hvor den optræder i stigende grad.
Slogans som apartheid-muren, vej-apartheid, vand-apartheid og det nyeste i rækken vaccine-apartheid signalerer, at analogien trives og muterer.
Se også min artikel om de tætte bånd mellem palæstinensiske NGO’er og PFLP og Hamas.

Hvad er apartheid

Apartheid er en politik, der systematisk forsøger at regulere et samfund ved at adskille mennesker med forskellige hudfarver og etnisk oprindelse fra hinanden.
Idéen er, at vi mennesker tilhører forskellige racer, hvoraf nogle er mere værdifulde end andre.
Ordet apartheid betyder adskillelse og er afrikaans, som er det sprog, de hollandske kolonister og efterkommere (boerne) taler i Sydafrika.
Raceadskillelse var før 1950 en del af hverdagen i Sydafrika og andre lande i Afrika, men da boernes parti National Party NP vandt regeringsmagten i 1948, blev diskriminationen af landes ikke-hvide befolkning skærpet.
NP, der vandt samtlige parlamentsvalg indtil 1994, kaldte det politiske system, de indførte ved lov, for apartheid.

Fire lovkomplekser

Gennem lovgivning gennemførtes fire store lovkomplekser, der på alle niveauer i samfundet sikrede, at sorte, asiater og hvide holdt behørigt afstand til hinanden:

• Geografisk adskillelse
• Økonomisk adskillelse
• Social adskillelse
• Politisk undertrykkelse

Geografisk blev Sydafrika opdelt i forskellige områder forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper.
87 % af Sydafrikas areal blev tildelt den hvide befolkning, mens asiater og landets oprindelige sorte befolkning blev fordelt på det resterede areal. 3 millioner sorte sydafrikanere blev i denne proces tvangsforflyttet til særlige reservater (bantustans).
Økonomisk sikrede lovgivningen, at udbuddet af billig ufaglært arbejdskraft altid var til rådighed. Kun hvide lønmodtagere måtte udføre faglært arbejde. Ikke hvide lønmodtagere måtte ikke tage en faglært uddannelse eller danne fagforeninger.

Apartheid blev opløst

Socialt sikrede forskellige love, at de forskellige befolkningsgrupper ikke blandede sig med hinanden lige fra seksuelt samkvem og ægteskaber til transport, undervisning og sport.
Politisk blev ikke-hvides rettigheder begrænset. Sortes rettigheder blev begrænset til kun at gælde i de såkaldte bantustans, hvor de kun havde valgret til en del af selvstyreinstitutionerne.
Borgerretsorganisationer blev forbudt og ledere blev fængslet eller måtte flygte ud af landet. Politisk opposition blev ikke tolereret af NP.
Det sydafrikanske apartheidregime, der skulle sikre den hvide befolkning og især boerne kontrollen med landet, blev mødt med voksende kritik og sanktioner fra omverdenen, der opfattede Sydafrika som en paria.
Apartheidsystemet blev efter massiv international pres opløst i 1994. Ifølge BDS-bevægelsen, Human Right Watch, B’Tselem og andre har verden fået en ny paria: Israel.

Jødisk overherredømme

Rapporten fra Human Rights Watch udkom få måneder efter, at den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem udgav rapporten: Dette er Apartheid – ét regime af jødisk overherredømme fra Jordanfloden til Middelhavet.
B’Tselems rapport nød stor medieopmærksomhed, fordi NGO’en hidtil kun har fokuseret på at dokumentere overtrædelser af menneskerettigheder i de besatte områder. Et arbejde som nyder international anerkendelse.
Spørgsmålet er, om vurderingen af Israel som et apartheidregime giver et dækkende billede af det israelske politiske system?

En alvorlig anklage

Under sloganet: Hvis det ligner apartheid, er det apartheid, argumenterer B’Tselem for, at Israel er ét apartheidregime.
B’Tselem offentliggjorde den 12. januar 2021 et såkaldt positionspapir, der argumenter for, at Israel er ét regime fra Jordanfloden til Middelhavet.
I dette regime har jøderne overherredømmet, og politisk er det apartheid.
Det er en alvorlig anklage, som den anerkendte israelske menneskerettighedsorganisation lægger for dagen.
Apartheid er en krigsforbrydelse i henhold til international ret, hvilket moralsk og politisk gør apartheid til en tabersag.
Indtil nu har det været B’Tselem politik at afholde sig fra at dokumentere overtrædelser af menneskerettigheder i Israel og at formulere en samlet analyse, der dækker både Vestbredden, Gazastriben og Israel.
Det er derfor et usædvanligt skridt, B’Tselem har taget, hvilket ikke gik ubemærket hen i verdenspressen.
Se f.eks.: NBCNews, AP, NPR, Independent

B’Tselem: Israels facade er krakeleret

To ting har fået B’Tselem til at ændre politik:

1. Basisloven om Den jødiske nationalstat fra 2018
2. Planer om at annektere dele af Vestbredden i 2020

Ifølge B’Tselem har disse to begivenheder om noget synliggjort, at Israel i praksis er ét regime, der går fra Jordanfloden til Middelhavet.
Hermed gør B’Tselem op med den udbredte opfattelse, at der eksisterer to adskilte styreformer på hver sin side af den Grønne Linje:

• På den ene side har vi Israel, der er en suveræn stat med demokrati og en befolkning på 9 millioner israelske statsborgere.
• På den anden side lever fem millioner palæstinensere under israelsk besættelse i et område, hvis status skal afgøres ved fredsforhandlinger en gang i fremtiden.

Ifølge B’Tselem holder adskillelsen ikke længere, fordi flere hundrede tusinder jødiske bosættere i dag bor på Vestbredden med samme rettigheder, som om de levede vest for den Grønne Linje i Israel.
Østjerusalem er officielt annekteret af Israel, og i praksis har Israel annekteret store dele af Vestbredden til både civile og militære formål.

Situationen har ændret sig

Men vigtigst af alt for B´Tselem:

• Den almindelige opfattelse tilslører, at hele området fra Jordanfloden til Middelhavet bliver organiseret ud fra ét princip om at fremme og cementere én befolknings herredømme over andre befolkningsgrupper.

Hidtil har B’Tselem brugt begreberne ”langvarig besættelse” og ”en-stat realitet” til at forstå udviklingen i Israel og de besatte områder, men de opfattes ikke længere som dækkende for virkeligheden.
Situationen har ifølge B’Tselem ændret sig. Vestbredden, Østjerusalem, Gazastriben og Israel styres fra Jerusalem med det formål at sikre jødernes herredømme over ikke-jøder. B’Tselem kalder det apartheid.
Så vidt B’Tselems nye erkendelse, der er inspireret af Nathan Trall’s bog: The Separate Regimes Delusion.
Se anmeldelse af bogen og lyt til podcast, hvor Nathan Trall uddyber sit syn.

Det samme organisationsprincip

I positionspapiret træder især geografisk adskillelse og politisk undertrykkelse frem, som kendetegn, men også social adskillelse, mens økonomisk adskillelse kun nævnes indirekte.
Apartheid i Sydafrika var baseret på hudfarve og race. Det er ikke tilfældet i Israel, hvor adskillelsen ifølge B’Tselem er baseret på nationalitet og etnicitet.
Ifølge B’Tselem er der forskelle på det historiske apartheidsystem i Sydafrika og den form for apartheid, som Israel hævdes at praktisere, men det organisatoriske princip, der definerer apartheid, er det samme:

• Systematisk promovering og konsolidering af en gruppes dominans over andre befolkningsgrupper.

Adskillelse af jøder og palæstinensere sker ifølge B’Tselem ved love, i praksis og ved statslig tvang, der favoriserer israelske jøder lige meget om de bor i Israel eller på Vestbredden.

Geografi afgør dine rettigheder

Jødiske borgere lever på begge sider af den Grønne Linje med samme rettigheder, som levede de i Israel. Kun Gazastriben er adgang forbudt for jøder, da det er et fjendtligt område.
For palæstinenserne er billedet mere kompliceret. Er du palæstinenser, er det geografiske område, du lever i afgørende for dine rettigheder og din frihed.
Bor du i Israel, er du som palæstinenser israelsk statsborger med en række rettigheder, der ifølge B’Tselem dog ikke er helt de samme som dine jødiske medborgere.
Er du en af de 350.000 palæstinenser med familie og bopæl i Østjerusalem, som i 1980 blev annekteret af Israel, er du ikke israelsk statsborger, men må nøjes med en permanent opholdstilladelse.

En permanent opholdstilladelse

Med en permanent opholdstilladelse har du ret til at leve og arbejde i Israel. Du har også ret til sociale ydelser og en helbredsforsikring. Du kan deltage i byrådsvalget i Jerusalem, men du har ikke ret til at stemme ved valg til Knesset eller Det palæstinensiske Selvstyre.
Din permanente opholdstilladelse kan, hvis indenrigsministeriet af en eller anden grund finder det nødvendigt, inddrages. Den kan også i særlige tilfælde udløbe.
Er du en af de 2,6 millioner palæstinenser, der lever udenfor Jerusalem på Vestbredden, er du ikke længere israelsk statsborger eller palæstinenser med en permanent opholdstilladelse i Israel.
Du er derimod underlagt militær lovgivning og administration. Lever du i zone A og B, der udgør 40% af Vestbredden og er under palæstinensisk selvstyre, er dit liv fortsat reguleret af israelsk militær, om end selvstyret har visse beføjelser.

Din frie bevægelse er begrænset

Som palæstinenser på Vestbredden kan du få tilladelse til at arbejde i Israel, men må pendle frem og tilbage mellem bolig og arbejde. Du kan ikke flytte til Israel, hvis du får arbejde i Israel, uden en særlig tilladelse.
Du kan heller ikke flytte til Østjerusalem eller det øvrige Israel, hvis du skal giftes, men din ægtefælle kan få tilladelse til at flytte til dig på Vestbredden.
Som palæstinenser på Vestbredden kan du ikke stemme eller stille op til valg til Knesset, selv om den israelske regering via militæret og bosættelsespolitikken styrer en stor del af din hverdag og liv.
Du kan heller ikke tage en taxi de få kilometer til Ben Gurion lufthavnen for at tage på ferie i Grækenland. Vil du rejse udenlands, skal du søge om det. Er du heldig og får grønt lys til at tage på ferie udenlands, skal du benytte dig af lufthavnen i Amman i Jordan.
På Vestbredden kan du heller ikke rejse frit rundt uden tilladelse og tjek ved de israelske militære kontrolposter, der er placeret mellem de mange adskilte områder, hvor der bor palæstinensere.
Din bevægelsesfrihed er stærkt begrænset på Vestbredden, og du har forbud mod at kigge forbi en bosættelse og køre en tur på vejen, der forbinder bosættelserne med hinanden og Israel.

Under andres nåde

Er du en af de to millioner palæstinensere i Gazastriben, kan du arbejde i Israel med tilladelse, men du kan ikke frit rejse ind og ud af Israel eller Egypten. Det kræver en særlig tilladelse fra de to landes myndigheder.
Som borger i Gazastriben vil du opdage, at dit og dine medborgeres liv ikke kun er kontrolleret af Hamas, men også af Israel og Egypten
Uanset, hvor du bor mellem Jordanfloden og Middelhavet, vil du som palæstinenser være afskåret fra familie og venner, som bor i et andet geografisk område end dig. Du vil have forskellige civile rettigheder alt efter din geografiske adresse.
Ifølge B’Tselem kan dine civile rettigheder som palæstinenser aldrig måle sig med de jødiske israelere, der langt hen ad vejen dominerer dit liv og muligheder.
Del, adskil og hersk er ifølge B´Tselem den israelske nøgle til kontrol med den syv millioner store palæstinensiske befolkning, der lever i Israel, Østjerusalem, Vestbredden og Gazastriben.

Alle svaner er hvide for B’Tselem

B’Tselems slogan, hvis det ligner apartheid, så er det apartheid, er godt valgt til at mobilisere omkring deres kritik af Israels politik, men det signalerer også, at B’Tselems analyse er politisk.
Hvis det ligner apartheid, så er det apartheid er cachy, men dybest set et udsagn a la: Alle svaner er hvide.
Human Rights Watch bakker ikke op om B’Tselems påstand om, at Israel er ét apartheidregime fra Jordanfloden til Middelhavet.

Fokus på apartheidforbrydelser

Human Rights Watch finder i tråd med B’Tselem, at den israelske regering har vist, at det er dens intention at opretholde jødisk israelsk dominans over palæstinenserne både i Israel og i de besatte områder.
Ifølge Human Rights Watch kobles Israels intention sammen med en systematisk undertrykkelse af og umenneskelige handlinger imod palæstinenserne.
Når de tre elementer – intention, systematisk undertrykkelse og umenneskelige handlinger – optræder sammen, bliver det ifølge Human Rights Watchs analyse til apartheidforbrydelser
Bemærk, at Human Rights Watch taler om apartheidforbrydelser og ikke om ét apartheidregime eller en apartheidstat. Så langt strækker NGO’en ikke de empiriske fund.
Human Rights Watch undgår at stemple Israel som en apartheidstat eller ét apartheidregime og begrænser sig til i stedet for at påstå, at Israel begår apartheidforbrydelser i visse geografiske områder, hvor der ifølge Human Rights Watch hersker et lokalt israelsk apartheidregime.

Den glemte forbrydelse

Human Rights Watch finder desuden, at Israelske politikere og embedsmænd gør sig skyldige i systematisk forfølgelse af palæstinenserne.
Det sker bl.a. ved omfattende konfiskering af privatejet ejendom, forbud mod byggeri og bolig i flere områder, kollektiv nægtelse af permanent opholdstilladelse, vidtgående restriktioner for den frie bevægelighed og overtrædelse af grundlæggende civile rettigheder.
Systematisk forfølgelse er ifølge Human Rights Watch en glemt forbrydelse mod menneskeheden.
Human Rights Watch sætter her en finger på det ømme punkt, som Meron havde blik for og beskrev i sin artikel i 2017: en voksende opfattelse af, at palæstinensernes menneskerettigheder og rettigheder under den fjerde Genèvekonvention bliver overtrådt.

Apartheidstat ikke defineret

Human Rights Watch gør opmærksom på, at begrebet apartheidstat ikke er defineret i international lov, og at der kun har været få retssager om forfølgelse og ingen om apartheidforbrydelser. Der er således ikke etableret en international retslig praksis om apartheid og forfølgelse.
Dette er en vigtig pointe, som er ledende for, hvor langt Human Rights Watch generaliserer på baggrund af det empiriske materiale, som ligger til grund for rapporten.
I stedet for at skamme Israel ud som en apartheidstat eller ét apartheidregime sættes der fokus på konkrete love og regler og de israelske myndigheders forskelsbehandling af palæstinensere og jøder, der lever i de samme geografiske områder.
På denne baggrund konkluderes:

In certain areas, as described in this report, these deprivations are so severe that they amount to the crimes against humanity of apartheid and persecution

Bemærk det lille ord ”amount”, der signalerer, at det er summen af grove krænkelser og overgreb, der godtgør en rammefortælling om apartheidforbrydelser og forfølgelse.

Flere israelske intentioner

Metodisk har Human Rights Watch analyseret en række tilfælde af overgreb og holdt dem op mod definitionen af apartheid og forfølgelse i Apartheid Konventionen og Rom Statutten.
På denne baggrund når Human Rights Watch frem til den vurdering, at Israel begår apartheidforbrydelser i visse geografiske områder med hver deres form for apartheidregime.
Det er en alvorlig anklage, men kunne det tænkes, at både B’Tselems og Human Rights Watchs møjsommelige arbejde med at tælle hvide svaner misser en pointe: At der måske ikke eksisterer én israelsk intention, men flere intentioner, der trækker i forskellige retninger?
Nedenstående historiske dialoger illustrerer, at spørgsmålet om intention måske ikke er så entydigt.

Israels historiske intention

Den tidligere premierminister Levi Eskkols (1963-69) udtrykker Israels intention med de besatte områder i dette udsagn, som han ifølge historikeren Gershom Gorenberg yndede at underholde med under seksdagskrigen:

Vi har fået en dejlig medgift. Problemet er, at med medgiften følger konen.

Tre måneder efter seksdageskrigen diskuterede regeringspartiet Mapai fremtiden for de besatte områder.
Partileder Golda Meir, der halvanden år senere overtog premierministerposten efter Levi Eshkols død, spurgte Eshkol om hans planer for de mere en én millioner arabere, der nu levede under israelsk styre.
Levi Eshkol svarede spøgende:

Jeg forstår. Du ønsker medgiften, men du kan ikke lide bruden!

Golda Meir svarede i samme spøgende stil med en omskrivning af vers 2 i Salmernes bog kapitel 84.

Min sjæl længes efter medgiften og efter, at en anden tager bruden

I en dansk version lyder salmen sådan:

Min sjæl fortæres af længsel
efter Herrens forgårde,
mit hjerte og min krop råber
efter den levende Gud.

Kilde: Bibelselskaber. Salmernes bog kapitel 84, V3.
I dialogen optræder to intentioner. Den ene er intentionen om at beholde medgiften. Den anden er intentionen om ikke at beholde bruden, men at overlade hende til en anden.

Hvilket Israel ønsker du?

I januar 1968 fløj Eshkol til Texas i USA for at mødes med den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, der bad Eshkol om at beskrive det Israel, som han forventede, at USA ville støtte.
Bag spørgsmålet lå et venligt forsøg på at få Eshkol til at forpligte sig på fred fremfor land. Eshkol undveg spørgsmålet.
Johnson gav ikke op. Da han senere havde Eshkol på to-mands-hold spurgte han:

Hvilket Israel ønsker du?

Eshkol fortalte senere Allon om samtalen, og at han på Johnsons direkte spørgsmål havde svaret:

Min regering har besluttet ikke at træffe en beslutning.

Ifølge Gorenberg var problemet for Eshkols regering, at den ikke kunne få sig selv til at opgive medgiften og beslutte, hvad den skulle gøre ved bruden.

Basisloven af 2018

I 2018 lykkedes det efter længere tids forhandlinger tilsyneladende Israel at give et svar på Johnsons spørgsmål fra 1968.
Det skete med vedtagelsen af den kontroversielle basislov om den jødiske nationalstat, der efter flere års tilløb, blev godkendt af Knesset i 2018.
Med udgangspunkt i basisloven mener B’Tselem og Human Rights Watch, at det er Israels erklærede mål (intention) at sikre en fortsat israelsk jødisk dominans i Israel og de besatte områder.
Human Rights Watch skriver:

A stated aim of the Israeli government is to ensure that Jewish Israelis maintain domination across Israel and the OPT (besatte områder).

Spørgsmålet er, om Human Rights Watch overfortolker basislovens betydning? Meget tyder på, at det er tilfældet.

Jødisk selvbestemmelse i Israel

Ifølge basisloven 1a fremgår det tydeligt, at jødisk selvbestemmelse (suverænitet) kun referer til staten Israel.

The right to exercise national self-determination in the State of Israel is unique to the Jewish people.

I basisloven nævnes bosættelser for sig i punkt 7:

Jewish settlement: The state views the development of Jewish settlement as a national value and will act to encourage and promote its establishment and consolidation.

Ifølge engelske BICOM’s redegørelse for basisloven, håbede tilhængere af basisloven, at erklæringen kunne være med til at fremme ressourcer til jødiske bosættelser i Galilæa og Negev.
Desuden håbede tilhængerne, at erklæringen om bosættelserne også kunne være med til at forebygge en evt. evakuering af bosættelser bygget på privat palæstinensisk jord på Vestbredden.

Satte sindene i kog

Basisloven satte sindene i kog blandt palæstinensere og drusere, men også blandt israelske jøder, og udenfor landets grænser har den fået mange knubbede ord med på vejen.
Israels præsident Reuven Rivling tilsluttede sig kritikken, og inden basisloven blev vedtaget, var den blevet så udvandet, at mange opfattede den som ren symbolpolitik, der skulle styrke Benyamin Netanyahu op til valget i 2019.
Israel har siden Uafhængighedserklæringen af 1948 været opfattet som en jødisk nationalstat med ret til selvbestemmelse. Det nye er, at det nu er skrevet ind i Israels basislove.

Har taget munden for fuld

Human Rights Watch hævder i lighed med B’Tselem, at basisloven viser Israels intention om at dominere palæstinenserne, der bor og lever mellem Jordanfloden og Middelhavet.
En påstand som er tvivlsom, fordi basisloven gælder i Israel og ikke de besatte områder. Desuden står den ikke alene, men er i selskab med andre basislove, der indeholder juridisk bindende bestemmelser om f.eks. demokrati, menneskerettigheder og magtens tredeling.
Basisloven lignede et godt valg til en formel og systemisk forankring af apartheidkritikken. Men den er ikke velegnet til at sige noget entydigt om Israels intention, som på nogen måde ophæver Israels demokratiske basislove.

Flere skud i bøssen

Basisloven er ikke Human Rights Watchs eneste skud i bøssen til at påvise, at Israel har en intention om at dominere palæstinenserne.
Med udgangspunkt i flere års dokumentation af konkrete overtrædelser af menneskerettigheder, interviews og analyse af specifikke israelske love, konkret planlægning og myndighedsudøvelse, konkluderer Human Rights Watch, at Israel gør sig skyldig i både apartheidforbrydelser og forfølgelse af palæstinenserne i et omfang, der kan karakteriseres som forbrydelse mod menneskeheden.
Israel har med andre ord overtrådt en tærskel. Spørgsmålet er, om Human Rights Watch vurdering også er juridisk holdbar i en retssal.

Uklare nøgleord

Human Rights Watch er opmærksom på, at en række nøgleord i både Apartheid Konventionen og Rom Statutten endnu har en juridisk tolkning til gode i en international straffedomstol.
Denne uklarhed om centrale begreber i kritikken, burde mane til en vis forsigtighed, men det afholder ikke Human Rights Watch for at rette en alvorlig anklage mod Israel for apartheid og forfølgelse.
Det afholder heller ikke Human Rights Watch fra at sende en række anbefalinger til Israel, PLO, Det palæstinensiske Selvstyre, ICC, FN og medlemsstater, USA`s præsident, det amerikanske udenrigsministerium, forsvarsministerium, finansministerium og Kongressen.
Også EU, Det europæiske Parlament og EU-medlemslande og virksomheder aktive i Israel og de besatte områder har modtaget post fra Human Rights Watch.

Uskyldsformodningen står svagt

Som hos B’Tselem er det de mange hvide svaner, der får Human Rights Watch til at konkludere, at det er Israels intention at dominere palæstinenserne via apartheid og forfølgelse.
Som bemærket tidligere, er der ikke belæg for denne påstand i Israels basislove, hvor demokrati, retsstat og menneskerettigheder udgør det juridiske og værdimæssige fundament for den jødiske stat Israel.
Når dette er sagt, må det være op til ICC i en straffesag at løfte bevisbyrden for, at israelske politikere og embedsmænd forbryder sig mod menneskeheden eller begår apartheidforbrydelser.
Det ville styrke B’Tselem og Human Rights Watch troværdighed at behandle israelske politikere og embedsmænd som uskyldige i grove internationale forbrydelser, indtil anklageren har løftet bevisbyrden.
Formodningen om uskyld gælder i alle retssamfund, men tilsyneladende ikke i de to fremtrædende menneskeretsorganisationer, der for fuld musik træder ind på den politiske arena, der sætter lighedstegn mellem zionisme og racisme.
Heller ikke i Danmark står uskyldsformodningen stærk i alle kroge af det politiske liv.

Det danske ekkokammer

Den 14. maj 2021 kunne læserne af Information finde et debatindlæg med en opfordring til regering og folketing om at anerkende Israel som et apartheidstyre.
Debatindlægget er skrevet af Christian Juhl, Eva Flyvholm og Leila Stockmarr fra Enhedslisten, der følger op på Human Rights Watch anbefaling om at mobilisere verdens lande mod israelsk apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
De tre politikere indleder debatindlægget Folketinget bør anerkende Israel som et apartheidstyre med følgende formulering:

Nu kan vi ikke sige, at vi ikke vidste det: At Israel udøver apartheid. En af verdens mest anerkendte menneskerettighedsorganisationer Human Rights Watch konkluderer nu, at Israel praktiserer apartheid i Østjerusalem, på Vestbredden og i Gaza. Det er meget skelsættende, fordi det ikke er en politisk dom eller analyse, men en juridisk vurdering af de faktiske forhold og den førte politik over palæstinenserne. Det bør vi som parlamentarikere tage meget alvorligt og handle på. I alt for mange år er Israel sluppet afsted med systematiske krænkelser, og vi, der har kaldt det apartheid, er ofte blevet skammet ud.

Videre hedder det:

Nu har vi sort på hvidt den juridiske vurdering fra en af de mest respekterede organisationer i verden. Der er ikke flere undskyldninger eller figenblade at gemme sig bag.

Bemærk formuleringen ”juridisk vurdering” i begge citater. Som ovenfor beskrevet gør Human Right Watch opmærksom på, at der dagsdato ikke foreligger en juridisk bindende definition af apartheidstat og apartheidforbrydelser.
Human Rights Watch alvorlige påstand om apartheid har endnu tilgode at blive afprøvet ved en domstol. Indtil dette er sket, vil det ikke være helt ved siden at behandle Human Rights Watchs juridiske vurdering som et partsindlæg.
Bemærk også at Human Right Watchs ikke omtaler Israel som et apartheidstyre. Men det afholder ikke de tre danske politikere fra at anbefale, at Danmark skal dømme Israel ude af det gode selskab.

Sikkerhed bør medtænkes

Den over 218 sider lange rapport fra Human Rights Watch og det noget mindre positionspapir fra B’Tselem er knugende læsning om undertrykkelse og ufrihed.
Det skarpe og prisværdige lys på menneskerettigheder efterlader imidlertid andre emner i mørket. I begge rapporter savner jeg en dybere refleksion over dynamikken mellem krig og fred, dvs. afvejning af værdierne frihed, orden og lighed, som indgår i en hver regerings beslutningsproces.
Intifadaen i 2002 er et godt eksempel på, at Israels regering fik travlt med at etablere orden, da begivenhederne var ved at løbe ud af kontrol.
Frihed og lighed blev nedprioriteret til fordel for sikkerhed og orden symboliseret af byggeriet af en mur til at forhindre selvmordsbombere i at krydse Den Grønne Linie mellem Vestbredden og Israel. Formålet var at beskytte israelsk liv og ejendom. Muren var ifølge Israel med til at sætte en stopper for de uhyggelige selvmordsangreb dybt inde i Israel. Ifølge international ret blev den dømt ulovlig.
Da Ariel Sharon trak de israelske soldater hjem fra Gazastriben og nedlagde bosættelserne, havde han ikke drømt om, at palæstinenserne ville bruge friheden til at affyre flere tusinde raketter og missiler med kurs mod civile mål i Israel. Ophør af bosættelser og besættelsen af Gazastriben blev i stedet for fredelig sameksistens forvandlet til et fristed for Hamas og Islamic Jihad.
Rapporterne stiller med god ret skarpt på det israelske ansvar overfor den palæstinensiske civilbefolkning, men undlader at medtænke de palæstinensiske lederes ansvar for at opretholde og forstærke konflikten.
PFLP’s, Hamas og Islamic Jihads uforsonlige linje, der bakkes op af Iran, bør medtænkes, når Israels greb om Gazastriben og Vestbredden skal forstås. Det samme kan siges om Egyptens greb om Gazastriben.
Rapporterne afspejler grundlæggende fraværet af et brugbart koncept til at analysere og forstå den politiske beslutningsproces i et demokrati. Demokratiske regeringer træffer løbende svære valg mellem frihed, orden og lighed. Det gælder også for Israel, der i modsætning til de fleste demokratier befinder sig i en tilstand beskrevet som The War Between Wars.
Se min artikel om værdierne frihed, orden og lighed i politik: Føler du dig politisk hjemløs.

En god portion idealisme

Human Rights Watchs og B’Tselems fortællinger underbelyser systematisk det dynamiske forhold mellem menneskerettigheder og sikkerhedspolitik. Et land i krig handler anderledes end et land i fredstider, hvor orden er etableret og frihed og lighed kan fylde den politiske dagsorden.
Human Rights Watchs afslører derimod en god portion idealisme, der fører til en fortælling frakoblet virkeligheden.

A future rooted in the freedom, equality, and dignity of all people living in Israel and the OPT will remain elusive so long as Israel’s abusive practices against Palestinians persist.

Hamas greb om palæstinenserne i Gazastriben og Ramallahs greb om oppositionen på Vestbredden bringer ikke meget håb endsige belæg for en lysere fremtid for civilbefolkningen i de besatte områder.
I den israelske bevidsthed lever en smertelig erindring om, hvad der skete i samspillet med de arabiske palæstinensere, da de i 1920, 1929, 1936-39 og 1947-48 levede side om side i Palæstina under engelsk styre.
Israelerne har heller ikke glemt sporene fra selvmordsbomberne, der plagede Israel under og lang tid efter Intifadaen.
Tilbagevendende massive raket- og missilangreb fra Hamas og Islamic Jihad giver heller ikke Israel tid til at glemme, at palæstinenserne har intentioner, der ikke harmonerer med menneskerettigheder.

Grebet kan løsnes

Israel har demonstreret, at grebet kan løsnes. Det blev det bl.a. i 1966, da Israel ophævede den militære administration af de arabiske byer og områder i Israel og som nævnt i Gazastriben i 2005.
Det blev det ved indgåelse af fredsaftaler med Egypten og Jordan og med indgåelsen af Oslo-aftalerne.
Israels nye Bennett-Lapid regering har vist, at demokratiet lever i bedste velgående med aftalen med det konservative islamistiske parti Ra’am, der i dag er en del af Israels regering.
Som en del af regeringsaftalen er aftalt, at der skal investeres næsten 100 milliarder kroner de kommende år til fornyelse af de israelsk arabiske samfund og bekæmpelse af kriminalitet. Et område som har været forsømt i årtier.
Der er bl.a. aftalt at åbne op for nybyggeri i de arabiske områder i Israel og om at løsne grebet om ægteskaber, så arabere fra Vestbredden kan gifte sig med arabiske israelere og flytte til Israel. Det sidste punkt er løbet ind i politiske vanskeligheder, men den ny regerings intention er klar.
Sorte svaner som sammen med basislovene går ind og forstyrrer fortællingen om israelsk racisme og apartheid, som begyndte i FN i 1975 med resolutionen ”Zionisme er racisme” og nu er kulmineret med B’Tselems og Human Rights Watchs påstand om apartheid.

Takeaways

B’Tselem og Human Rights Watch har et skarpt fokus på krænkelser af palæstinensernes basale rettigheder, hvilket ikke skal forklejnes.
Men kunne det tænkes, at B’Tselem og Human Rights Watch skarpe lys på menneskerettigheder efterlader andre forklaringer end racehad i mørket?
Kunne det tænkes, at den langvarige konflikt mellem palæstinensere og Israel handler mindre om racehad og apartheid end om to nationers konkurrerende territoriale krav?

Inspiration til videre læsning

Anita Shapiras biografi: Ben Gurion – Father of Modern Israel. Yale University Press (2015).
Anita Shapiras biografi om David Ben-Gurion i New York Thimes.
Jørgen Jensehaugen: Terra Morata: The West Bank in Menachem Begin’s worldview, Contemporary Levant (2020).
Theodor Meron: The West Bank and International Humanitarian Law on The Eve of The Fiftieth Anniversary of The Six-Day War (2017). Cambridge University Press.