Det britiske Palæstinamandat 1917– 1945

Efter den 2. jødiske opstand mod romerne og det jødiske nederlag havde romerne som nævnt ovenfor givet ”området” navnet Palæstina. Siden har det været brugt på denne hjemmeside – men som det er fremgået af kortene, var det aldrig en politisk enhed: Området var en del af Romerriget/Det byzantinske Rige, Det arabiske Rige, Mamelukkernes Rige og Det osmanniske Rige. Kun under korsfarertiden havde det – som Kongeriget Jerusalem – været et særligt område.

Når englændernes nu efter 1.Verdenskrig sætter sig på Palæstina og Mesopotaminen/Irak, så vækker det fra starten arabiske protester. De linjer, en engelsk og en fransk diplomat Georges-Picot og Mark Sykes i 1916 havde tegnet på et kort over Mellemøsten, skar jo ”Den arabiske Verden” midt over. Linjerne var udelukkende trukne for at adskille engelske og franske interesser fra hinanden.

Vi vil her koncentrere os om Palæstina – man må gå til andre sider, for at finde informationer om det franske område – Syrien – som franskmændene hurtigt deler i en stribe langs kysten – Libanon, men en stor kristen-arabisk befolkningsgruppe – og så den nuværende stat Syrien.

Palæstina deles til to lande

England får som sagt Palæstina, men hvad omfattede det geografiske begreb egentlig? I aftalerne var der tale om Palæstina og Mesopotamien, der i 400 år havde været dele af Det osmanniske Rige. Begge med en egen historie i oldtiden som Israel og Mesopotamien.

Palæstina blev altså i første omgang defineret som området mod vest helt over til Mesopotamien/Irak. Men meget hurtigt gjorde englænderne det, at man delte området. Alene området vest for Jordanfloden blev nu defineret som Palæstina. Landet øst for Jordanfloden fik navnet Transjordanien – fra latin: Landet på den anden side af Jordan – set fra Rom.

Det gav englænderne en stor fordel.

Man havde jo, for at få araberne til at gøre oprør mod Det osmanniske Rige, lovet Hussein ibn Ali, fyrsten i Hedjaz, et selvstændigt arabiske rige, når Det osmanniske Rige var besejret. Det løfte var svært at holde, fordi man jo også havde delt meget af området med Frankrig og givet nogle løfter om velvilje til Den zionistiske Bevægelse.

Men nu prøver England at klare problemet. Hussein selv kunne blive siddende som Emir i Hedjaz med ansvaret for Mekka og Medina, der er de muslimske hellige byer. Og så fik hans to sønner hvert deres kongerige.

Feisal, der ellers havde placeret sig i Damaskus, men hurtigt var blevet smidt ud af franskmændene, blev fyrste i Irak. Broderen Abdullah ibn Hussein (1880-1951) fik det nyskabte land Transjordanien.

1.Verdenskrig er forbi – hvad nu?

Allerede det sidste år inden Det osmanniske Rige den 31. oktober 1918 indgik en våbenstilstand med De Allierede, var der opstået en voldsom modstand mod de planer, der efterhånden var kommet frem omkring englændernes og franskmændenes planer. Og man havde også et problem med USA, der var gået ind i krigen for et sikre en retfærdig fred med hensyntagen til folkenes selvbestemmelse. Den 7. november 1918 prøvede England og Frankrig derfor at berolige araberne: Men i Palæstina var der også pres fra Den zionistiske Bevægelse. Chaim Weizmann havde allerede samme dag, som general Allenby rykkede ind i Jerusalem i 1917, holdt en tale, hvor han anmodede om, at en jødisk kommission snart måtte rejse til Palæstina: Alle disse problemer blev en del af de forhandlinger, der fra 18. januar 1919 startede i Paris. Fredsforhandlingerne der ifølge USA’s præsident Wilson skulle gøre en ende på alle krige. Datoen var nøje valgt, som en slags “tak for sidst” overfor Tyskland, der den 18. januar 1871 havde fejret sin sejr over franskmændene i Den fransk-tyske Krig og udråbt deres nye kejser, netop i Versailles. Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris’ forstæder eller omegn. I de fleste danske historiebøger vil der i sagens natur blive lagt vægt på den fred, der blev indgået på Versailles Slottet: Fredsaftalen med Tyskland. Den havde også helt klart første prioritet. Tyskland havde været hovedfjenden. Det er også den aftale, der lagde op til folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig og førte til ”Genforeningen” af det nordlige Slesvig og Danmark i 1920. Men her er det fredsaftalen med Det osmanniske Rige, der er i centrum.

Fredsforhandlingerne i Paris 1919-20

Fredsaftalen blev først indgået den 10. august 1920 i Sèvres vest for Paris. Traktaten blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af Kemal Atatürk. Traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale med Lausanne-traktaten. Det var fra starten klart, at der foruden stormagterne i hvert fald var to grupper mere med interesser i det område af Mellemøsten, som England foreløbig sad på: Araberne og jøderne. Allerede den 3. januar 1919 var der indgået en aftale mellem disse to grupper. Emil Feisal – Hussein ibn Alis søn – og Chaim Weizmann, den zionistiske leder

Feisal-Weizmann-aftalen

Aftalen forudsatte, at der faktisk blev oprettet en stor arabisk, selvstændig stat. Det skete ikke og dermed var forudsætningerne for samarbejdet væk. Begge parter kom nu med deres egne ønsker (se ). Præsident Wilson foreslog så i et møde i ”Det øverste Råd” med lederne fra USA, England, Frankrig, Italien og Japan, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission. Kommissionen skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser ( ).
Frankrigs premierminister Clemenceau erklærer omgående, at det dog ikke kun skal være Syrien, der skal undersøges. Det må også være de andre områder. England accepterer.

Engelsk og fransk modvilje mod at folkene skulle spørges

Men mistroen mellem England og Frankrig var stor og stor var de to kolonimagters modvilje mod præsident Wilsons insisteren på, at folkene skulle spørges. Kun USA udpegede sine medlemmer af kommissionen, der rejste rundt og talte med mange.  Kommissionen kom med en rapport, men da USA efterhånden fik mindre og mindre indflydelse på fredsforhandlingerne, fik rapporten ingen betydning ().
USA var faktisk slet ikke med, da man i den italienske by San Remo i april 1920 holdt en konference, hvor de allierede sejrherrer fra 1.Verdenskrig bl.a. afgjorde de arabiske tidligere osmanniske områders fremtid. På vegne af det nyoprettede Folkeforbund fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon. Storbritannien fik mandat over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed. Sèvres-traktaten – freden med Det osmanniske Rige – bekræftede få måneder senere dette resultat ().

Palæstina efter 1920

I det øjeblik, England i 1917 og 1918 erobrede det område, som efter krigen blev til Palæstina, blev der indsat en militær administration, som fik navnet Occupied Enemy Territory Administration (O.E.T.A.).

Med Folkeforbundets officielle tildeling af Palæstina som britisk mandatområde blev der oprettet en civil administration under en britisk højkommissær, der overtog ledelsen i september 1920. Palæstinas første højkommisær blev den tidligere britiske indenrigsminister, Herbert Samuel.

Herbert Samuel var en britisk jøde og den første jøde i et britisk kabinet. Nej, vil nogen sige! Disraeli havde da været premierminister i 1868 og 1874-80. Det er på en måde korrekt, men Disraeli var blevet døbt i den anglikanske kirke som 13-årig, så på den måde var han ikke jøde.

Advarsel fra Alleny blev overhørt

At den første højkommissær var jøde førte faktisk til en advarsel fra general Allenby, der havde erobret området i 1917 og 1918 og nu sad som britisk højkommissær i Egypten ().Hans advarsel blev ikke taget til følge, og Herbert Samuel ankom til landet i juni 1920. Sidst i marts 1921 kom Winston Churchill som nyudnævnt koloniminister til Palæstina. Han rejste hjem med en klar opfattelse af, at dette ikke blev let:
  • De arabiske palæstinensere bad ham om at opgive løfterne om et nationalt hjem for jøderne ()
  • De jødiske palæstinensere bad om mere støtte til indvandring og overdragelse af statens jord til det jødiske folk ()
  • Churchill svarede diplomatisk tilbage (  og ).
Bemærk at begge grupper omtales som palæstinensere. Under det britiske mandat var indbyggerne uanset religion palæstinensere.
Nogle måneder senere godkendte Folkeforbundet ”Mandatforordningen for Palæstina” ().

Fordobling af befolkningen i Palæstina

De næste 17 år frem til 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 skete der en fordobling af indbyggertallet i Palæstina fra 752.000 i 1922 til 1,5 mio. i 1939.

Der er flere interessante oplysninger, hvis man dykker ned i tallene.

Det jødiske indbyggertal steg fra 83.800 til 445.000, og også antallet af palæstinensiske arabere steg bl.a. ved indvandring fra naboområderne. I 1922 var der 589.000 muslimske indbyggere, der i 1939 var steget til 927.000.

Og de kristne indbyggere er steget fra 71.000 til 117.000

På nogle punkter gik der lang tid før dette med, at Palæstina nu var en selvstændig enhed blev en realitet. Lidt overraskende fortsatte man med at bruge egyptiske pund som valuta ved siden af engelske pund . For det var jo engelske tropper fra Egypten, der havde erobret Palæstina.

Det samme med frimærker. Man brugte frimærkerne, som den engelske hær havde udstedt. E E F står for Egyptian Expeditionary Force.

 

Først ti år efter englænderne havde besat området og fem år efter Mandatforordningen var trådt i kraft, fik man sin egen valuta.

 

Og der blev udsendt de første palæstinensiske frimærker.

Jødisk stat under opbygning

Imens arbejdede de jødiske indbyggere og indvandrere på at skabe forudsætningen for et jødisk hjemland i Palæstina.

Allerede da Churchill er i Jerusalem i 1922, mødes han med Det jødiske Nationalråd (Va´ad  Le´umi).

Det var valgt af Den jødiske Nationalforsamling (Asefat HaNivharim), der var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden. Den var dannet 19. april 1920, og virkede indtil 13. februar 1949, dagen før det første Knesset, der var valgt den 25. januar 1949,  tiltrådte.

Nationalforsamlingen mødtes en gang om året for at vælge den udøvende magt: Det jødiske Nationalråd. Rådet tog sig af uddannelse, lokalstyret, velfærd, sikkerhed og forsvar.

Vi får også de første partier.

Ahdut Ha´Avoda – Arbejderpartiets symbol:

Hatzohar – Revisionisternes symbol:

Mange af de jødiske indvandrere var socialister fra Østeuropa, så de danner hurtigt en arbejderbevægelse med egen forsvarsgruppe HaHaganah og en fagbevægelse Histadrut.

I 1925 danner så højrefløjen Hatzohar, der er en  forkortelse for HaTzionim HaRevizionistim (De revisionistiske Zionister)Hatzohar står i skarp opposition til arbejderbevægelsens dominans og dens ”eftergivenhedspolitik”. De beskyldte arbejderpartiet for at være alt for eftergivende overfor englænderne. Hvad blev der af løftet om en jødisk nationalstat?

Hatzohar danner også egen forsvarsgruppe Irgun. Irguns plakat viser klart, at man ikke accepterede delingen af Erez Israel, som er det hebræiske navn for området Palæstina.

 

Israelsk politik er vanskeligt. Det var den politiske deling i mandatperioden også. Der var altså en politisk venstre- og en højrefløj med egne illegale militærgrupper, der var uenige indbyrdes og uenig om forholdet til den engelske mandatmagt. Og så er der jo en gruppe mere: De religiøse jøder.

Mange af disse lagde afstand til zionismen. Kun Gud kunne genoprette en jødisk stat. Mange jøder i Palæstina var religiøse og tilsluttede sig et parti, der var dannet i Kattowitz i Schlesien i den del af Polen, der til 1918 hørte under Preussen/Tyskland: Agudat Israel.

Agudat Israel – de ortodokse jøders parti.

 

Hvad var også vigtigt for at gøre sig klar til selvstændigheden: Et universitet. I 1925 åbnedes Det hebraiske Universitet i Jerusalem.

De arabiske palæstinensere

Og hvad med de arabiske palæstinensere, der udgjorde størstedelen af befolkningen i det engelske mandat?

Da England i 1947 overgiver mandatet til FN, lyder der kritik af, at England ikke i tilstrækkelig grad har forberedt den arabiske del af befolkningen på selvstændighed. Det hebraiske Universitet var som navnet antyder et jødisk universitet. De arabiske palæstinensere studerede mest i Beirut.

Politisk var det englænderne, der valgte de arabiske ledere Ragheb Nasashibi som borgmester i Jerusalem og Amin Husseini som stormufti. En del historikere mener, at højkommissæren Herbert Samuel i den grad ønskede at vise sin velvilje overfor de arabiske palæstinensere ved at udnævne en fanatisk modstander af Zionismen til arabisk leder. Dette var med til at hindre, at der kom et samarbejde i gang mellem landets to befolkningsgrupper, lyder vurderingen.

1929 kom det første gang til en meget voldsom konfrontation mellem jødiske og arabiske palæstinensere. I Hebron blev 69 jøder dræbt, og resten flygtede fra byen. Et meget vigtigt sted for jøderne, da Abrahams, Isaks og Jakobs grave menes at være dér.

Jødisk indvandring vækker igen stor vrede

30. januar 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Forfølgelserne af de tyske jøder startede med det samme med éndagsboycotten 1. april og med Nürnberglovene fra 1935, der udgrænsede de tyske jøder og fratog dem politiske rettigheder.

Vi ser det på antallet af indvandrende jøder til Palæstina:

 

  • I 1931 var der kommet 4.075
  • I 1932 var tallet fordoblet til 9.553
  • I 1933 kom 30.327
  • I 1935 steg antallet til 61.854

 

Det blev efterhånden klart for de arabiske palæstinensere, at hvis dette fortsatte, ville de indenfor nogle år komme i mindretal. Det lykkedes derfor stormuftien Haj Amin el Husseini at få startet en ny opstand i 1936. En opstand, der med afbrydelser fortsatte de næste tre år.

Peel-kommission forslår endnu en deling af Palæstina

Denne opstand kostede også engelske liv, og regeringen i London sendte nu en kommission under ledelse af Lord Peel til Palæstina for at finde ud af, hvad man kunne gøre.

Peel-kommissionen nåede frem til, at jøder og arabere næppe ville kunne leve sammen i en binational stat, så den eneste løsning ville være at dele området i en jødisk og en arabisk del og så lade englænderne beholde en del med adgang til havet og så en stribe op til Jerusalem. Jøderne kunne få det nordvestlige Palæstina, araberne resten.

Det blev et klart nej fra araberne, mens jøderne var splittede.

Med de stadig mere voldsomme angreb på de tyske jøder var der i den grad behov for en jødisk stat og nu kunne man få den. Så et flertal på den 20. kongres i Zionistbevægelsen sagde principielt ja til en deling, men ikke efter de foreslåede grænser.

Flere så dog den foreslåede ministat som begyndelsen på noget større. Revisionisterne under Zeev Jabotinsky afviste den klart, man ønskede en jødisk stat i hele det historiske Eretz Israel altså inklusive Østbredden/Transjordanien.

London vil en binational stat i Palæstina

På en konference i London i begyndelsen af 1939 forkastede både de jødiske og de arabiske palæstinensere Peel-kommissionens forslag, hvorefter den engelske regering under Neville Chamberlain udstedte den såkaldte Hvidbog ( ). På grundlag af Peel-kommissionens forslag bestemte regeringen, at der de næste fem år stadig kunne komme i alt 75.000 jøder, hvorefter yderligere indvandring skulle være afhængig af arabisk godkendelse. Desuden skulle der indenfor ti år skabes en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsansvaret. Dette var 22 år efter Balfourdeklarationen en dødsdom over den zionistiske idé om en jødisk stat. Dette var en ekstra stor katastrofe, fordi jøderne fra Tyskland, der efter 1938 også omfattede Østrig og Sudeterområdet, der havde været en del af Tjekkoslovakiet 1918-1938, nu efter Novemberpogromen (”Krystalnatten”) i november 1938 desperat prøvede at komme ud. Alle andre lande lukkede dørene og den 1. september angriber Tyskland Polen og to dage senere er 2. Verdenskrig i gang. Krigen tvang jøderne og hele den zionistiske bevægelse til de næste næsten seks år at føre en forsigtig politik, en tysk sejr ville være en katastrofe. Som David Ben Gurion udtalte:
Vi må hjælpe England mod Hitler, som om der ikke havde været nogen Hvidbog – og vi må bekæmpe Hvidbogen, som om der ikke var nogen krig.
Rygterne om det systematiske massemord på de europæiske jøder (Holocaust) nåede hurtigt jøderne i Palæstina, og flere forhold forværrede deres situation.

Min fjendes fjende er min ven

I november 1941 mødes den arabisk-palæstinensiske leder Haj Amin al-Husseini med Hitler og drøftede deres fælles interesser. Der var ingen tvivl om, hvad en tysk sejr og Hitlers støtte til al-Husseini ville betyde ikke blot for de europæiske jøder men også for de palæstinensiske.

Og i juli 1942 var den italiensk-tyske Panzer-Armee-Afrika under general Rommel trængt langt ind i Egypten. Englands kontrol over Egypten og dermed vejen mod Palæstina var truet.

Allerede et par måneder inden holdt den amerikanske zionistorganisation et møde på hotel Biltmore i New York og vedtog det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agency´s forretningsudvalg.

Zionisterne vil et jødisk statssamfund i hele Palæstina

Heri forkastedes Hvidbogens politik som grusom og uforsvarlig, og der opfordredes til
at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden ( ).
Dette var fra nu af Zionisternes krav, især da man i 1945 blev klar over Holocausts omfang. Omkring 6 millioner jøder var dræbt ved massehenrettelser i Polen, De baltiske Lande, i Hviderusland, Rusland og Ukraine og i de seks tyske udryddelseslejre i Polen. Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til:
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967