Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

Mindesten bag synagoen i København
Mindesten bag synagoen i København

Allerede i sommeren 1944 efter befrielsen af KZ-lejren Majdanek i Lublin i Polen fik russerne det første billede af, hvad der var sket med de mange forsvundne jøder i Østeuropa. Og den 27. januar 1945, der i dag verden over markeres som ”Holocaust Memorial Day” – i Danmark Auschwitz-dagen – befriede Den røde Hær KZ- og Udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

Langsomt gik det op for verden, hvad der var sket, og efterhånden dukkede også mange af de massegrave op, hvor jøder fra 1941 var dræbt på de steder, de boede – eller lige udenfor landsbyerne.

Da krigen i Europa slutter 8. maj 1945, melder spørgsmålet sig derfor omgående:

  • Hvordan havde historien set ud, hvis England og de øvrige magter bag løftet til jøderne efter 1.Verdenskrig havde opfyldt løftet om et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina ?
  • Og hvad med de overlevende jøder, hvoraf mange ikke kunne vende hjem til de områder, hvor befolkningen ivrigt havde hjulpet tyskerne med at finde og dræbe de jødiske naboer?

Fra zionistisk side gjorde lederen af Jewish Agency det straks klart, at man nu krævede opfyldelse af løfterne fra 1917 og de følgende år. I en samtale med det amerikanske udenrigsministerium i juni 1945 gjorde David Ben Gurion det klart at:

jøderne i de sidste fem år havde fået løfter fra de allierede ledere, og det havde fået dem til at tro, at de endelig skulle se deres målsætning i Palæstina bære frugt, når de blot holdt sig i ro, så længe der var krig i Europa. Nu da krigen var holdt op, var jøderne begyndt at spørge, hvad der forsinkede opfyldelsen af disse løfter.

I både USA og Storbritannien var der nu nye ledere. I USA var præsident Roosevelt død i april og afløst af Harry Truman. I Storbritannien havde Churchills konservative tabt valget til Underhuset i juli og Clement Attlee var blevet ny premierminister.

David Ben Gurion – leder af Jewish Agency og senere Israels første premierminister
David Ben Gurion – leder af Jewish Agency og senere Israels første premierminister
Harry S. Truman – USA's præsident 1945-1953
Harry S. Truman – USA’s præsident 1945-1953
Clement Attlee – Englands premierminister 1945-1951
Clement Attlee – Englands premierminister 1945-1951

 

Ønske om at åbne Palæstina for jødisk indvandring

Præsident Truman rettede nu henvendelse til den nye britiske premierminister, Clement Attlee og opfordrede ham til at åbne Palæstina for jødisk indvandring ( ). Attlee afviste klart ( ). England fastholdt også efter 2. Verdenskrig Hvidbogens bestemmelser og prøvede på alle måder at hindre jødisk indvandring til det britiske mandatområde Palæstina. Presset på Storbritannien øgedes. Jo mere det blev klart for omverdenen, hvad der var sket med jøderne under 2. Verdenskrig, jo stærkere blev presset på regeringen i London. Mange af de overlevende sad nu i lejre i Tyskland under De Allieredes beskyttelse men stadig i lejre kaldet Displaced Persons´ Camps – Det vil sige lejre for folk, man ikke helt vidste, hvor man skulle placere. Den engelske regering prøvede nu en mulighed for at få USA til bedre at forstå den engelske position. Udenrigsminister Ernest Bevin foreslog:
en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab, der skulle undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse ( )
Ernest Bevin – udenrigsminister i Attlees regering 1945-51
Ernest Bevin – udenrigsminister i Attlees regering 1945-51
Der blev hurtigt nedsat en sådan kommission, der i januar og februar lavede høringer i London og Washington, derpå besøgte flygtningelejrene i Tyskland og Østrig og endelig i februar-marts rejste rundt i Palæstina.
Displaced Persons´ Camp i Bergen Belsen i den britiske besættelseszone i Tyskland
Displaced Persons´ Camp i Bergen Belsen i den britiske besættelseszone i Tyskland
20. april afleverede kommissionen sine anbefalinger, der mødtes af en stærk fordømmelse fra Den arabiske Ligas råd ( ). Den arabiske Liga var blevet dannet 22. marts 1945 og bestod på dette tidspunkt af repræsentanter fra Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi-Arabien. Libanon, Egypten og Yemen.

Kommission vækker harme i den arbiske verden

Det var især anbefalingerne om øget jødisk indvandring og erklæringen om, at Palæstina hverken måtte blive en jødisk eller en arabisk stat, der vakte harme.

Fra jødisk side var opfattelsen efterhånden, at nu måtte man omsider opfylde løftet om et jødisk nationalt hjem eller en jødisk stat, som man tydeligt havde sagt i Biltmoreprogrammet fra 1942.

Det jøderne frygtede var især, at Storbritannien, der på dette tidspunkt var ved at rømme dele af Egypten og i maj 1946 havde givet Transjordanien uafhængighed som Det hashemitiske Kongerige Transjordanien med Abdullah 1. som konge, nu ville sætte sig fast i Palæstina og fortsat styre området med mere britisk militær.

Som ovenfor nævnt havde jøderne allerede fra 1920 dannet en slags hjemmeværn (Haganah) for at beskytte de jødiske bosættelser. Haganah opfattede sig nu efterhånden som en jødisk modstandsbevægelse og fjenden var ikke kun araberne, men efterhånden også den britiske hær, som man mere og mere opfattede som en besættelsesmagt.

Hotel King David efter Irguns angreb i juli 1946
Hotel King David efter Irguns angreb i juli 1946

Jødisk modstand og terror

Haganah havde længe forsøgt samarbejdslinjen pg derfor havde de mere ekstreme grupper allerede tilbage i 1931 dannet Irgun Tsva’i-Leumi bedst kendt som Irgun. Og 22. juli 1946 gennemførte Irgun et angreb på det britiske hovedkvarter, der var placeret på King David Hotel i Jerusalem.

 

1946 var et hårdt år for Storbritannien i Palæstina. Mange kræfter blev brugt i kampen mod den jødiske modstand, og verden så forarget til, mens man fortsat søgte at stoppe jødiske indvandring.

Vinteren 1946/47 var hård hjemme i England og regeringen i London begyndte langsomt at forstå, at man ikke længere var den stormagt, man havde været i århundreder. I februar 1947 måtte man således meddele USA, at der ikke længere var kræfter til at støtte Grækenlands kamp mod kommunistiske oprørere, hvad der gav anledning til, at USA i marts 1947 med Trumandoktrinen for alvor trådte ind som den nye supermagt.

Det nyoprettede FN overtager ansvaret for Palæstina

Palæstina gav også regeringen så store problemer, at man nu besluttede at involvere FN, De forenede Nationer, der var Folkeforbundets afløser. Storbritannien havde jo netop efter 1. Verdenskrig fået Palæstina og Irak som mandatområder af Folkeforbundet og styrede egentlig områderne på Folkeforbundets vegne. Men med FN-pagten fra 1945 overtog FN ansvaret for disse områder. Irak var dog allerede blevet selvstændigt i 1936 og den østlige del af Palæstinamandatet Transjordanien, blev det i 1946. Den vestlige del af Palæstina, som siden 1922 blev defineret som Palæstina var jo stadig under britisk mandatstyre. Nu bad den britiske regering FNs generalsekretær om at sætte Palæstinaspørgsmålet på dagsordenen til næste generalforsamling ( ). Den egyptiske regering bad da om at få det på allerede ved en ekstraordinær samling i april, hvor der blot skulle vedtages ét punkt: Palæstinamandatet ophører, og Palæstinas uafhængighed erklæres.

FN kommission til Palæstina

På den ekstraordinære generalforsamling den 28. april 1947 vedtog man dog, at sende en FN-kommission til Palæstina, for at kunne træffe en beslutning på et mere oplyst grundlag. Kommissionen hed UNSCOP – ”United Nations Special Committee on Palestine” – og havde medlemmer fra elleve stater, Australien, Canada, Guatemala, Holland, Indien, Iran, Jugoslavien, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay. Formand blev den svenske jurist og dommer ved den internationale domstol i Haag, Emil Sandström.
Medlemmerne af UNSCOP – FNs Palæstina komite
Medlemmerne af UNSCOP – FNs Palæstina komite
Straks ved sin ankomst den 16. juni 1947 appellerede formanden, Emil  Sandström, til alle parter om samarbejde ( ), men kommissionens arbejde blev boykottet af de palæstinensiske arabere. Årsagen var, at de ønskede et selvstændigt Palæstina her og nu – ingen yderligere forsinkelse. Men ellers mødte UNSCOP under sit ophold i Palæstina fra den 16. juni til den 24. juli med repræsentanter for den britiske Palæstinaregering ( ), Jewish Agency ( ) og flere andre grupper. Lidt interessant er, at først Sandström og to medlemmer af FNs sekretariat og senere også de to sydamerikanske medlemmer mødes med tre ledere fra Irgun – heriblandt Menachem Begin, der længe havde været efterlyst af englænderne ( ) . Kort før Kommissionen forlod Palæstina, skete et drama, der for alvor rettede verdens øjne mod det, der foregik i Palæstina og den engelske politik dér.
Skibet Exodus stoppet på vej til Palæstina i sommeren 1947
Skibet Exodus stoppet på vej til Palæstina i sommeren 1947

Flytningeskibet Exodus stoppes af England i internationalt farvand

Et amerikansk skib, oprindelig kaldt ”President Warfield”, var sejlet fra Sète i Frankrig med 4.500 jødiske flygtninge fra lejrene med ”Displaced Persons” i Tyskland. Da skibet nærmer sig Palæstinas kyst – endnu i internationalt farvand – bliver det stoppet af briterne og der udbryder kampe mellem det britiske militær og skibets besætning, der i høj grad var folk fra Haganah.

Briterne tvinger så skibet til Haifa Havn, sætter flygtningene over på tre britiske flådefartøjer og sejler dem til Frankrig, hvor de var kommet fra.  De nægter dog at gå i land og indleder en sultestrejke. For Storbritannien bliver det mere og mere problematisk og til sidst sejler man flygtningene til Hamborg og sætter dem i lejre i den britiske zone i det besatte Tyskland.

Britiske tropper sætter de jødiske flygtninge i land i Haifa – for straks efter at sejle dem tilbage til Hamborg
Britiske tropper sætter de jødiske flygtninge i land i Haifa – for straks efter at sejle dem tilbage til Hamborg

Englands behandling af jødiske flygtninge på Exodos som forsidestof

Verden var rystet. Den 3. august 1947 kunne man i pressen læse om anti-engelske demonstrationer i New York:

På Facaden til Cunard-bygningen, hvor ogsaa det engelske Konsulat har til Huse, var der med mægtige Bogstaver malet anti-engelske sentenser saasom ”Englænderne følger Nazisternes Eksempel” og ”Exodus 1947”; ved siden af var malet en masse Hagekors. (Kristligt Dagblad)

Den 23. august er det også forsidestof i Danmark:

FORGÆVES JØDISKE FORSØG PÅ AT AFVÆRGE JØDERNES TRANSPORT TIL HAMBORG. Jewish  Agency henvender sig til Frankrig, USA og Sovjet, men England har allerede begyndt transporten (skriver Kristeligt Dagblad denne dag)

7. september er det igen forsidestof. Skibene er kommet til Hamborg og Kristeligt Dagblad skriver på forsiden:

SPÆNDING OM JØDERNES LANDGANG TIL MORGEN. De engelske Myndigheder udstedte i gaar pludselig forbud mod, at Journalister overværer Landsætningen i Hamborg Havn.

Det er i præcis i de samme uger, at UNSCOPs medlemmer efter opholdet i Palæstina drog til Beirut for at mødes med repræsentanter for de arabiske stater og herpå til Geneve, hvor den skulle udarbejde sin rapport. Den 31. august forelagde kommissionen så sin rapport.

FN vedtager en deling af Palæstina

Alle var enige om at gøre ende på mandatforordningen og derpå gøre Palæstina selvstændigt. Et flertal af repræsentanterne (Fra Canada, Guatemala, Holland, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay) anbefalede en deling af Palæstina, mens mindretallet (Indien, Iran og Jugoslavien) anbefalede oprettelsen af en forbundsstat. Det elvte medlem, Australien, afholdt sig fra at støtte nogle af forslagene. Den 29.november 1947 stemte FNs generalforsamling så om forslaget og vedtog delingen af Palæstina med 33 stemmer for, 13 imod og 10, der afholdt sig fra at stemme ( ): Mandatet skulle ophøre snarest muligt, og der skulle oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem – jvf kortet her:
De fleste jøder i Palæstina jublede. Golda Meir, medlem af Arbejderpartiet og Israels senere premierminister, fortæller i sine erindringer om jubelen i gaderne, men hun var bekymret for, hvad fremtiden ville ( ) for araberne meddelte omgående, at de ikke accepterede planen ( ). Og den israelske højrefløj i ”Irgun” afviste også planen: Ingen skulle have lov at dele Eretz Israel – det historiske Israel ( ).
FNs delingsplan 29.nov. 1947
FNs delingsplan 29.nov. 1947

FN delingsplan fører til krig

De næste måneder tegnede til, at det ikke ville blive en fredelig overgang – men krig. I december 1947 begyndte rekrutteringen af lejetropper i Syrien til en ”Arabisk Befrielseshær”, der fra begyndelsen af januar begyndte at sive ind i Palæstina. Omvendt meldte jøder sig fra hele verden til at deltage i forsvaret for den kommende jødiske stat blandt de mest kendte eksempler i Danmark er den senere overrabbiner Bent Melchior ( ) Politikens sener chefredaktør Herbert Pundik ( ). England var nu klar over, at dens tid som mandatmagt var forbi, og den 29. april meddelte man, at mandatet ville ophøre den 15. maj 1948. Hvad nu? Golda Meir skildrer i sine erindringer de jødiske overvejelser i dagene inden. Turde man udråbe en jødisk stat den 14. maj – altså dagen inden englændernes styre ophørte?
The Palestine Post fra søndag den 16. maj 1948
The Palestine Post fra søndag den 16. maj 1948

Den jødiske stat Israel

Man gjorde det. Den 14.maj om eftermiddagen mødtes det jødiske nationalråd på Kunstmuseet i Tel Aviv og udråbte Staten Israel ( ).
David Ben-Gurion proklamerer Staten Israel 14. maj 1948
David Ben-Gurion proklamerer Staten Israel 14. maj 1948
Når der ikke samme dag blev udråbt en arabisk stat i den anden halvdel skyldes det, at araberne jo ikke anerkendte delingsplanen og de arabiske nabostater gjorde i stedet klar til at angribe den israelske stat straks efter midnat, når englænderne var ude. Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til:
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967

Kilde 63a: Staten Israel udråbes 14.maj 1948 – Uafhængighedserklæringen

Som det fremgår af de forrige kilder, havde araberne klart afvist delingsplanen og foråret 1948 var derfor som også Herbert Pundik nævner i sine erindringer præget af militære sammenstød. Men der er et problem mere, som fører linjer frem til i dag.

Englænderne ved i foråret, at deres tid i Palæstina snart er forbi – deres hovedformål de sidste måneder er ikke at have yderlige tab. Langsomt gør man også klar til at overdrage magten – men da man havde sagt nej til at modtage den FN-kommission, der skulle lede overgangen, sker denne noget kaotisk.

Og så er der yderligere et problem: Jøderne har siden 1920 haft Det jødiske Nationalråd – Va´ad Le´umi, der har styret de indre anliggender for de jødiske indbyggere i hele perioden. I marts 1948 har Ben Gurion fra Jewish Agency dannet et nyt nationalråd bestående af 37 medlemmer – med et forretningsudvalg på 13 medlemmer, kaldet nationaladministrationen Denne virker allerede som et skyggekabinet i mandatets sidste måneder og står klart til at fungere som en provisorisk regering. Men den arabiske del af befolkningen har ikke sådanne organer, bl.a. fordi de jo ikke har accepteret delingsplanen – og det står ikke klar den 14.maj til at udråbe en arabisk stat – der så endnu ikke er kommet.

Det jødiske nationalråd mødes den 14.maj 1948 i Tel Aviv – forbindelsen til Jerusalem er meget problematisk – og Jerusalem skulle jo ifølge delingsplanen have et internationalt styre – der heller ikke stod klart.

 

Israels land var det jødiske folks fødested. Her dannedes dets åndelige, religiøse og nationale identitet. Her opnåede jødernes uafhængighed og skabte en kultur af national og universel betydning. Her skrev de og skænkede verden Biblen.[1]

Forvist fra Israels land[2] forblev det jødiske folk tro imod det i alle udlændigheden lande[3] og ophørte aldrig at bede for og håbe på sin tilbagevenden og sin nationale friheds genoprettelse.

Tilskyndet af denne historiske forbindelse stræbte jøderne gennem århundreder efter at rejse til deres fædres land og genvinde deres status som stat. I de senere årtier vendte de tilbage i massevis. De opdyrkede ørkenen, genoplivede deres sprog[4], byggede byer og landsbyer og oprettede et kraftigt og uafladeligt voksende samfund med sit eget økonomiske og kulturelle liv. De stræbte efter fred og var dog beredte til at forsvare sig. De bragte alle landets indbyggere fremskidtets velsignelser og så frem til suveræn uafhængighed.

I året 5657[5] proklamerede den første zionistkongres, inspireret af Theodor Herzls fremtidssyn af den jødiske stat, det jødiske folks ret til national genoplivelse i sit eget land.[6]

Denne ret anerkendtes ved Balfour-erklæringen af 2.november1917[7] og bekræftedes ved Folkeforbundets mandat, som ydede det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina og dets ret til at genoprette sit nationalhjem udtrykkelig international anerkendelse[8].

Den nylige katastrofe[9], der opslugte millioner af jøder i Europa, beviste på ny nødvendigheden af at løse problemet med det jødiske folks hjemløshed og mangel på uafhængighed ved hjælp af genetableringen af den jødiske stat, som skal slå porten op for alle jøder og skænke det jødiske folk ligeberettiget status i nationernes familie.

De overlevende efter det katastrofale blodbad i Europa har ligesom jøder fra andre lande ikke opgivet deres anstrengelser for at nå Eretz Israel til trods for vanskeligheder, hindringer og farer; og de er ikke ophørt at hævde deres ret til et liv i værdighed, i frihed og hæderligt slid i deres nedarvede land.

I Anden Verdenskrig ydede det jødiske folk i Palæstina sit fulde bidrag til de frihedselskende nationers kamp imod det nazistiske onde. Deres soldaters ofre og deres krigsindsats vandt dem retten til at træde ind blandt de nationer, som grundlagde De forenede Nationer.

Den 29.november 1947 vedtog FNs generalforsamling en resolution, der krævede oprettelse af en jødisk stat i Palæstina[10]. Generalforsamlingen opfordrede landets indbyggere til for deres vedkommende at tage alle fornødne skridt til at iværksætte planen. Denne anerkendelse fra FN af det jødiske folks ret til at oprette sin uafhængige stat er uangribelig.

Det er det jødiske folks naturlige ret at føre sin uafhængige tilværelse i sin suveræne stat, sådan som alle andre nationer gør.

Følgelig er vi – medlemmerne af Nationalrådet, der repræsenterer de jødiske folk i Palæstina og verdens-zionistbevægelsen – i dag trådt sammen til et højtideligt møde på dagen for det britiske Palæstinamandats udløb; og i kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De forenede Nationers generalforsamlings resolution proklamerer vi hermed oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, som er at benævne Medinath Israel[11].

Vi erklærer hermed, at Nationalrådet skal fungere som foreløbigt statsråd fra mandatets udløb ved midnat, sabbatten den 6.iyar 5708[12], og indtil indsættelsen af statens tilbørligt valgte organer i overensstemmelse med forfatningen[13], som ikke senere end 1.oktober 1948 skal udarbejdes af den grundlovgivende forsamling, samt at den nationale administration skal udgøre den foreløbige regering for den jødiske stat, der skal kendes som Israel.

Staten Israel vi stå åben for indvandring af jøder fra alle udlændighedens lande; vil bygge på frihedens, retfærdighedens og fredens principper, således som de er undfanget af Israels profeter; vil fastholde alle sine borgeres fulde sociale og politiske lighed uden skelen til religion, race eller køn; vil garantere religions-, samvittigheds-, undervisnings- og kulturfrihed; vil sikre alle religioners hellige steder og vil loyalt overholde principperne i De forenede Nationers charta.

Staten Israel vil være rede til at samarbejde med FN´s organer og repræsentanter ved gennemførelsen af forsamlingens resolution af 29.november 1947, og den vil tage skridt til at hidføre den økonomiske forening af hele Palæstina.

Vi appellerer til De forenede Nationer om at hjælpe det jødiske folk med opbygningen af dets stat og om at optage Israel i nationernes familie.[14]

Omgivet af tøjlesløs aggression opfordrer vi alligevel Staten Israels arabiske borgere til at sikre fredens veje og påtage sig deres rolle i statens udvikling, på basis af fuldt og ligeberettiget statsborgerskab og skyldig repræsentation i alle statens organer og institutioner – foreløbige som varige.

Vi strækker hånden ud i fred og næstekærlighed til alle nabostater og deres folk og indbyder dem til at samarbejde med den uafhængige jødiske national til alle bedste. Staten Israel er beredt til at yde sit bidrag til fremskridtet i Det mellemste Østen som helhed.

Vor opfordring udgår til det jødiske folk i hele verden om at fylkes på vor side i arbejdet for indvandring og udvikling og om at stå os bi i den store kamp for opfyldelsen af generationers drøm om Israels løskøbelse.

I tillid til Israels klippe[15] sætter vi vore navne under denne erklæring ved denne sammentræden af det foreløbige statsråd på hjemlandets jord i byen Tel Aviv på denne sabbataften, den 5.ijar 5708 (14.maj 1948).

 

[1] Den jødiske Bibel, Tanach med Loven, profeterne og skrifterne er jo også de kristnes ”Gamle Testamente” og har også stærkt påvirket Koranen.

[2] Af romerne efter det 2.oprør i 132-135 – se den historiske gennemgang

[3] Også kaldet ”diasporaen”

[4] I eksilet havde jøderne enten talt landets sprog eller særlige ”jødiske” sprog som jiddisch – et sprog af den germanske familie, med hebraiske og slaviske indslag, der blev talt af europæiske, særligt østeuropæiske,  ashkenaziske jøder,.og ladino, et jødisk sprog, som forholder sig til spansk som jiddisch til tysk. Det blev talt af sefardiske jøder .Men i Palæstina genoplivede Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922)  det sprog, Bibelen var skrevet på og som blev brugt i gudstjenesten, til det daglige talesprog, Ivrit eller ”nyhebraisk”.

[5] År 5657 i den jødiske tidsregning svarer til år 1897 i den kristne

[6] Se den historiske gennemgang og kilde 26

[7] Se den historiske gennemgang og kilde 31

[8] Se den historiske gennemgang og kilde 45

[9] De israelske politikere bruger udtrykket Shoah – katastrofe

[10] Se den historiske gennemgang og kilde 57

[11] Medinath Israel er hebraisk for Staten Israel. Staten dækkede jo kun en mindre del af Eretz Israel – altså af det historiske Israel.

[12] Svarer til midnat mellem den 14. og 15.maj – sabbatten går fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Måneden iyar ligger i april-maj. I den jødiske kalender flytter månederne sig lidt, da en jødiske tidsregning har et år med 12 måneder á 29.30 dage – den nye måned starter med nymåne. Men da jødiske fester er tæt forbundet med årstiden, lægger man i en cyklus på 19 år syv skudår ind, så kalenderen alligevel nogenlunde følger solåret. Israel fejrer altså kun meget sjældent sin uafhængighedsdag – Yom Haaztmaut – præcis på den 14.maj – men altid i maj. Året 5708 er officielt efter verdens skabelse.

[13] Israel fik aldrig en forfatning – jf. den historiske gennemgang

[14] Israel blev FNs 59.medlem den 11.maj 1949 – altså først efter uafhængighedskrigen

[15] Oprindelig havde der stået ”I tillid til den Almægtige”, men meget få af underskriverne var religiøse, flere meget overbevidste ateister, så man enedes i den endelige udfordring om at skrive ”Israels Klippe” – så kunne enhver opfatte dette som man vil.

Litteratur og links

Kilde 62: Herbert Pundik melder sig frivilligt. Uddrag af erindringsbogen ”Det er ikke nok at overleve” fra 2005 – fra afsnittet ”I Krig”

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945.

 

Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi.

Udviklingen i Palæstina kom på tværs af studierne. Arkæologien er blevet det tabte land, som jeg opsøger med mellemrum i min fantasi. …

Den 23.oktober 1947, en måned før FN vedtog delingsplanen, samledes en lille gruppe danske jøder i Det mosaiske Troessamfunds forsamlingshus[1] i Ny Kongensgade 6 i København. Vi var højest femten. Mødet var indkaldt i hemmelighed. Vi havde lejet mødelokalet til et helt neutralt formål. Det mosaiske Troessamfund skulle holdes udenfor. Dansk udenrigspolitik fulgte tæt i hælene på Storbritannien, og vi nærede intet ønske om at kompromittere troessamfundets ledelse. Formålet med mødet var at diskutere situationen i Palæstina og mulighederne for at komme jøderne til undsætning.

Vi besluttede at kalde organisationen Kadima, fremad på hebraisk. Det officielle formål var at sprede oplysning om de palæstinensiske jøders situation. Uofficielt skulle organisationen hverve frivillige, hvis det kom så vidt at de arabiske lande gjorde alvor af deres trusler om at forhindre en deling med magt.

Kadima udsendte opfordringer til at melde sig til Haganah. De var formuleret i et sprog, der set på afstand kan virke let komisk i sin højtidelige patos.

”Kan du bære et gevær”, hed det i en opfordring til de unge i Det mosaiske Troessamfund, ”er din plads i Haganah. Kan du ikke, er din plads bag linjerne, hvorved du frigør en anden til fronten. Der vil altid være brug for dig i Haganah. Slut dig til Haganah.”. Det fleste valgte at opholde sig så langt bag linjerne, at de blev bag Valby Bakke.

Den danske hvervningskomité var den første i Europa. Omkring årsskiftet havde ca. 100 meldt sig. Victor Boxenbaum, der var blevet formand for Kadima, knyttede kontakt til Haganahs europæiske kontor i Paris. En anden forretningsmand, Semmi Levitan, tog sig af økonomien, og journalist Jørgen Benzon klare propagandaen. Erfaringerne kvalificerede ham senere til et informationsjob i NATO. En ung israeler, Moshe Finkel, der studerede ved Danmarks Gymnastikhøjskole, blev vores instruktør i mellemøstlig krigsførelse.

Da vi forlod Danmark den 1.marts 1948 havde jøderne ca. 40.000 mænd og kvinder under uddannelse i Palæstina. Den foregik i hemmelighed, fordi englænderne arresterede jøder, der blev pågrebet med våben. Haganah var en modstandsbevægelse uden erfaring i at operere i større enheder. Kun de færreste befalingsmænd havde tjent i den jødiske brigade, en frivillig enhed, der under 2. Verdenskrig kæmpede som en del af den engelske hær. Flertallet var blevet uddannet illegalt af Haganah, og havde kun kendskab til brugen af lette våben.

De hemmelige jødiske arsenaler rummede ca. 23.00 stykker våben. De tungeste var 1.000 maskingeværer samt nogle enkelte hjemmelavede granatkastere, der næsten var lige så farlige for dem, der bemandede dem, som de var for dem de beskød. Ingen tunge våben, to tanks som to engelske sergenter der var forelsket i to jødiske piger, bragte som medgift, da de deserterede fra Hans Majestæts styrker og meldte sig til Haganah. Nogle sportsmaskiner, der kun var til ringe nytte, gjorde det ud for et luftvåben. De hjemmelavede bomber kastede piloten ud af cockpittet. Den 1.april havde urolighederne i Palæstina allerede kostet 1.200 jøder livet. Halvdelen var modstandsfolk og halvdelen civile. En norsk general, der havde kæmpet på allieret side i verdenskrigen, kom til følgende slutning, efter at have sat sig ind i forholdene vedrørende mandskab og udrustning, der set fra et jødisk synspunkt var optimistisk: Hvis den jødiske stat blev angrebet den 14.maj, sammen dag staten ville blive proklameret, havde den 50 % chance for at overleve, forudsat at den kunne klare den første måned.

Jødisk vid definerer forskellen mellem pessimisme og optimisme på en temmelig særegen måde. Pessimisten siger, at situationen ikke kan blive værre. Optimisten mener, at det kan den sagtens. Bare vent.

Vi var optimister da vi forlod Kastrup på vej til Paris den 1.april 1947.

Vi var ni mand i den første gruppe fra Danmark. Louis Feinberg, min gamle krigskammerat fra den danske brigade, og vor fælles ven Per Rindom, der var den ene af de to danske ikke-jøder, der havde meldt sig, var nære venner fra gymnasietiden. Daniel Ruben var sammen med sin familie blandt de ca. 500 jøder, tyskerne fangede under oktober 1943-aktionen, og to brødre Leo og David Israel. …

Jakob Gringer og Menu Demsitz havde aftjent deres værnepligt i den danske hær, Menu i marinen. Meyer Cincinatus, der delte navn med en romersk kejser, var uddannet ambulancechauffør. I gruppen, der fulgte efter vores, var bl.a. psykiateren Josef Katz og Bent Melchior, den senere overrabbiner, der har skrevet om sine oplevelser under krigen i erindringsbogen Så vælg da livet (Gyldendal 1997[2]).

I alt rejste 38 frivillige fra Danmark. Tre var kvinder, to havde brødre på holdet, Clara Ruben og Hilde Melchior. Den tredje var Dora Scheftelovitsch.

 

[1] Mosaisk Troessamfund var indtil 2014 det officielle navn på den jødiske menighed i Danmark, grundlagt i 1684

[2] Se forrige kilde

Litteratur og links

Kilde 61: Bent Melchior melder sig frivilligt – uddrag af hans erindringer ”Så vælg da Livet” fra 1997 – afsnittene ”På vej til Israel” og ”Israel på vej”

Bent Melchior er født i 1929 i den daværende tyske by Beuthen, som søn af den senere danske overrabbiner Marcus Melchior, der på det tidspunkt var rabbiner i Beuthen. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 vendte familien tilbage til Danmark, men som 14-årig måtte Bent flygte til Sverige med hele sin familie som følge af deportationsordren mod de danske jøder i oktober 1943., hvorefter han fortsatte sin skolegang som dansk flygtning dér

Efter Danmarks befrielse i maj 1945 kunne familien vende tilbage, og Bent Melchior blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1947. Samme år var han sammen med andre unge danske jøder med til at starte Palestine Telegram Service.

Da mange i Danmark efter krigen var meget taknemmelige overfor England, og man samtidig havde den store eksport af landsbrugsvarer til England, var der blandt mange danske politikere og den danske presse en klar tendens til at støtte England i konflikten om Palæstina. En gruppe unge danske jøder med bl.a. Bent Melchior og Herbert Pundik startede derfor en nyhedsbulletin, der udkom engang om ugen under navnet Palestine Telegram Service, PTS. Her bragte man meddelelser fra og om Palæstina, så den ensidige pressedækning skulle få et modspil.

 

… Jeg var atten år og nybagt student. Der var intet, der kunne hindre mig i at følge begivenhederne på nærmeste hold. Tværtimod var der god grund til at give en hånd med. Man kunne vel altid bruges til at plukke appelsiner eller andre årstiders produkter. Frem for alt kunne man måske give en hånd med, når Displaced Persons[1] omsider kunne forvandles til mennesker med et land, med et sted, man kunne kalde sit eget, fri fra den ydmygende DP status.

I Palæstina var der forskellige grupper, der bekæmpede den engelske politik, som stoppede den jødiske indvandring. Der var to mindre grupper, Irgun Zwai Leumi og Stern, der anvendte voldelige midler. Især Stern-gruppen benyttede mord som noget selvfølgeligt. Over for dem stod Haganah, der i 30´erne var bygget op til forsvar for de kibbutzer[2], der var udsat for arabiske overfald, Haganah var mest aktiv i den såkaldte illegale indvandring, og denne organisation havde opbakning blandt de fleste politikere og langt den største del af befolkningen. Haganah måtte være ”min” organisation.

Allerede den 29.november[3] havde vi taget initiativ til at danne en dansk Haganah-gruppe. De yngste i gruppen var gengangere fra Palestine Telegram Service[4], men vi fik følgeskab af cirka femogtyve ældre og til dels erfarne folk. Mennesker med sans for dramatisk iscenesættelse havde fastsat vores første møde i en kælder i en villa på Frederiksberg med hele det dystre billede, som vi kendte fra de illegale grupper, der ikke turde komme frem i dagslyset.

Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at smile ved det, der umiddelbart fulgte. Vi var nok bange for omgivelsernes reaktioner, hvis vi åbent erklærede os som medlemmer af Haganah. Det var ikke specielt myndighedernes reaktion, for der var intet illegalt i det, vi foretog os. Det var nok snarere familiers mulige forsøg på at tale os fra det eller måske også en løftet pegefinger fra menighedens ledelse, som vi prøvede at undgå. Hvor meget de faktisk vidste, er aldrig blevet afsløret.

Der var ellers ryddet godt op i gruppen, da man fra Tel Aviv meldte, at man kun ville have frivillige, der var ugifte, og som var danske statsborgere. Jeg tror, at vi var tre, Louis Feiberg, Herbert Pundik og jeg, der levede op til disse kvalifikationer blandt de cirka femogtyve, der var mødt op i kælderen på Frederiksberg nogle måneder tidligere. Der kom andre til, og Herbert og Louis tog af sted med en halv snes andre i første omgang til Italien, mens jeg tog omvejen via Sverige, før jeg i begyndelsen af april[5] satte kurs mod Frankrig. Afskeden med familien var ikke så let. Da jeg fortalte min familie om planerne, måtte de erkende, at min beslutning var en logisk konsekvens af deres opdragelse, men det var en fattig trøst for min mor, der ikke rigtig troede sin lille dreng, da han hævdede, at det værste, man kunne komme ud for, var et få et stykke kosteskaft i hovedet.

Der var gået mere end fem uger, siden vi var rejst fra Danmark, da den befriende besked endelig kom. Der lå et skib i havnen parat til at føre os til Palæstina. Vi fik at vide, at når vi kom til båden, så var det slut med Haganah og træningslejr, så skulle vi være turister. Jeg fik endda hevet min danske studenterhue frem for at bevise, at jeg var turist. Alle der skulle ombord blev samlet i en enklave nede ved havnet, og jeg blev lidt betænkelig ved at se det store antal ”turister”. Det var fredag den 14.maj – ifølge FNs delingsplan skulle delingen effektueres den 15.maj.

Den 22.maj sejlede vi ind i Haifa Havn, og efter nogle timers ventetid fik vi lov til at gå i land. Det var stadigvæk britiske embedsmænd, der kiggede i passene – meget overfladisk – og næsten pr. automatik gav de os et nyt stempel med tre måneders opholdstilladelse. Så kom turen til den israelske myndighed – for staten var altså proklameret med navnet Israel. Usikkerheden og forvirringen var for stor til, at det sensationelle ved historien gik op for én. Israeleren sad og førte en lang liste med navne over de nyankomne. Hvad hedder De, spurgte han. Bent Melchior svarede jeg. Han så let irriteret på mig og sagde så: Jeg kan godt læse, hvad der står i passet, men mig skal De fortælle Deres rigtige navn! Jeg var det første tilfælde, hvor passet så at sige passede, og navnet var det virkelige navn.

 

[1] Displaced Persons var de jødiske overlevende, som endnu i 1947 sad i lejre rundt om i Europa – jvf. den historiske gennemgang
[2] Landsbrugskollektiver- se mere på israel-info under kibbutz
[3] 29.november – den dag i 1947, hvor delingsplanen blev vedtaget af FNs generalforsamling
[4] Se indledningen til kilden
[5] April 1948 – kort før mandatets ophør

Kilde 60: Menachem Begin om afstemningen – fra bogen ”The Revolt”, 1952

Menachem Begin var født i Brest-Litovsk i det daværende Rusland 16.august 1913. Han boede i Warszawa, da tyskerne angreb Polen 1.sept.1939 og flygtede til Vinius i Litauen. Da Sovjet i 1940 besætter Litauen, bliver han arresteret og sendt til en af de sovjetiske koncentrationslejre – Gulag-lejrene.

Da Tyskland i juni 1941 angriber Sovjet, bliver han frigivet og tilslutter sig general Anders´ polske eksilhær. Med den kommer han til Palæstina, hvor han i 1942 forlader den polske eksilhær og tilslutter sig Irgun – den nationalistiske modstandsgruppe Se også kilde 56.

 

Den 29.november godkendte De forenede Nationers generalforsamling det forslag, der var fremsat om at oprette en jødisk og en arabisk stat i Eretz Israel[1], at forene begge i en økonomisk union og at adskille begge fra ”den internationale by” Jerusalem.  Vores folk var ude af sig selv af glæde. Men Irgun mindede dem om, at hjemlandet var delt op og advarede dem om, at krig stod for døren. Først gjorde vi opmærksom på Irguns overbevisning:

”Delingen af hjemlandet er ulovlig. Den vil aldrig blive anerkendt. Underskrifterne fra institutioner og enkeltpersoner på delingsplanen er ugyldig. Den vil ikke binde det jødiske folk. Jerusalem har været og vil forblive vores evige hovedstad. Eretz Israel vil blive givet tilbage til Israels folk. Det hele. Og til evig tid.

Og vi fortsatte med endnu engang at forklare:

Deling vil ikke sikre fred i vores land. Set fra arabernes side er der kun to muligheder: Enten vil de og er i stand til at gribe til våben mod det jødiske styre eller også vil de ikke. I det første tilfælde vil de kæmpe selv mod en delingsplan. I det andet tilfælde vil de ikke kæmpe mod et jødisk styre selv i hele landet.

Drømmen om, at der vil blive skabt en international styrke for i FNs navn at gennemtvinge delingen er ved at forsvinde, præcis som vi advarede om allerede for flere måneder siden. I den krig, der helt sikkert kommer, vil vi stå alene, mens FNs generalforsamling udsender akademiske fredsopfordringer, hvis praktiske værdi allerede er afprøvet andre steder.

Men det er sikkert, at når denne krig bryder ud – og den britiske regering vil gøre deres yderste for at det sker[2] – vil det blive en kamp om vores eksistens og fremtid.. Og i den krig vil alle jødiske tropper kæmpe sammen[3]. En sådan krig ville være i stand til at ændre alt …”

 

[1] Eretz Israel – ”landet Israel” – det historiske eller bibelske Israel.

[2] Begin kan tænke på, at en større konflikt ville tvinge FN til at bede briterne blive.

[3] Haganah og Irgun var på dette tidspunkt i voldsom indbyrdes strid om taktikken overfor englænderne

Litteratur og links

Kilde 59: Araberne afviser Delingsplanen

To uger efter delingsplanens vedtagelse – den 12.dec.1947, mødtes de arabiske regeringsledere i Cairo. Der var dog ikke fuld enighed. Transjordaniens Konge, Abdullah, så allerede her en mulighed for efter en deling at inddrage de arabiske områder i sit rige og således igen forene landet øst for Jordan med i hvert fald dele af det vestlige område. Men man enedes om at fordømme delingsplanen og gøre det klart, at man ”ville gribe til drastiske forholdsregler”.

 

… Generalforsamlingen har ladet hånt om de principper, der er nedfældet i FNs pagt. Den har foreslået en deling af Palæstina og oprettelse af en jødisk stat dér. Derved har den krænket den ret, som tilkommer alle folk med hensyn til at vælge og afgøre deres fremtid selv. Den har også krænket principperne om ret og retfærdighed.

… Regeringerne i Det arabiske Ligas stater står enige sammen med deres folk i kampen for at fjerne denne uretfærdighed mod deres arabiske brødre og for at gøre det muligt for dem at forsvare sig og opnå uafhængighed i et forenet Palæstina. Regeringsoverhovederne og deres repræsentanter har under deres møde i Cairo vedtaget, at delingen er ugyldig. Under hensyntagen til folkets vilje har de også vedtaget at gribe til drastiske forholdsregler, som med Guds hjælp vil tilintetgøre den uretfærdige delingsplan og støtte arabernes ret

Litteratur og links

Kilde 58: Golda Meir om afstemningen – fra hendes erindringer 1975

Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.

Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger. Golda Meir var medlem af det israelske parlament Knesset fra 1949-74, var Israels første ambassadør i Moskva lige efter statens oprettelse, men blev så udnævnt til arbejdsminister 1949-56. Hun var derpå udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Hun døde 8.december 1978.

 

Afstemningen fandt[1] sted ved Lake Success i New York den 19.november. Som enhver anden i yishuv´en[2] sad jeg klæbet til radioen, med papir og blyant og noterede stemmerne ned, efterhånden som de indløb. Omsider, henimod midnat efter vor tid, blev de endelige resultater meddelt: treogtredive nationer, deriblandt USA og Sovjetunionen, var for delingsplanen; tretten inklusive alle de arabiske stater var imod den; ti, deriblandt Storbritannien, havde afholdt sig fra at stemme. Jeg tog omgående til Jewish Agencys bygningskompleks, som allerede var stuvende fuldt af mennesker. Det var et utroligt syn: hundreder af mennesker, deriblandt engelske soldater, holdt hinanden i hænderne og sang og dansede, mens lastbiler fulde af mennesker blev ved med at ankomme til bygningen. Jeg kan huske, at jeg gik op på mit kontor alene, ude af stand til at dele den almindelige feststemning. Araberne havde afvist planen og talte kun om krig. Mængden, der var beruset af lykke, ville have en tale, og jeg syntes, det ville være synd at ødelægge stemningen ved at sige nej. Så jeg talte et par minutter fra balkonen uden for mit kontor. Min i virkeligheden talte jeg ikke til menneskemasserne under mig; det var igen araberne jeg talte til.

”I har ført jeres kamp mod os i FN”, sagde jeg. ”De forenede Nationer” – majoriteten af verdens lande – har udtalt sig. Delingsplanen er et kompromis; ikke hvad I ønskede, ikke hvad vi ønskede. Men lad os nu leve sammen i venskab og fred.” Den tale var næppe løsningen på vor situation. Det kom til arabiske optøjer overalt i Palæstina den næste dag (syv jøder blev dræbt, da araberne overfaldt en bus) og den 2.december satte arabiske banditter ild på det jødiske forretningscentrum i Jerusalem, mens det britiske politi stod og så på og først greb ind, da Haganah [3]prøvede at skride til handling.

Vi var naturligvis overhovedet ikke forberedt til krig. At det var lykkedes os at holde de lokale arabere fra livet, mere eller mindre, betød ikke, at vi kunne klare os mod regulære tropper. Vi måtte have våben snarest muligt – hvis nogen ville sælge dem til os; men inden vi kunne købe noget som helst, måtte vi have penge – ikke beløb af den slags, der havde hjulpet os til at beplante landet med skov eller bringe flygtninge ind, men millioner af dollars. Og der var kun én gruppe mennesker i hele verden, vi havde mulighed for at få de dollars fra: jøderne i Amerika. Der var simpelthen ikke andre steder af gå hen og ingen andre steder at henvende sig til.

Der var naturligvis ikke tale om, at Ben-Gurion kunne forlade Palæstina på det tidspunkt. Han spillede en helt central rolle. Jeg tror, at han selv følte, at ingen anden på nogen mulig måde kunne rejse de summer, der blev diskuteret ved de mange hemmelige møder, vi holdt i Tel Aviv i december 1947 og begyndelse af januar 1948, og jeg var absolut enig med ham. Men han måtte blive i landet. Så hvem skulle rejse. Under et af disse møder så jeg fra den ene til den anden af mine kolleger, der sad rundt om bordet, så trætte og hærgede, og spurgte for første gang mig slev, om ikke jeg burde melde mig og påtage mig opgaven. Endelig havde jeg jo rejst midler i staterne før, og jeg talte flydende engelsk. Mit arbejde i Palæstina kunne sikkert klare sig uden mig et par uger, og selv om jeg ikke plejede at foreslå mig selv til noget, begyndte jeg at føle, at jeg burde forelægge Ben-Gurion sagen. Først ville han ikke høre tale om det. Han ville rejse, sagde han, og medbringe Eliezer Kaplan, der var kasserer i Jewish Agency.

  • Men ingen kan fylde din plads her, indvendte jeg – mens jeg måske kan gøre, hvad du kan gøre i USA.
  • Nej, jeg har brug for dig her. Han var ubønhørlig.
  • Så lad os stemme om det, sagde jeg Han så på mig et øjeblik, så nikkede han. Der var flertal for, at jeg skulle rejse. – Men det skal være straks, sagde Ben-Gurion – Du prøver ikke engang at komme tilbage til Jerusalem. Så fløj jeg til Staterne samme dag – uden bagage, i den kjole, jeg havde haft på til mødet med en vinterfrakke over.

Min første optræden i 1948 for amerikanske jøder var improviseret, ikke indstuderet og naturligvis ikke annonceret. Desuden var jeg ganske ukendt for de mennesker, jeg henvendte mig til. Det var i Chicago den 21.januar ved generalforsamlingen i De Forenede Jødiske Hjælpeforeninger, ikke zionistiske organisationer. Faktisk var Palæstina slet ikke på dagsordenen. Men mødets deltagere var professionelle, når det drejede sig om at rejse kapital, seje, erfarne mænd, der dirigerede det jødiske velgørenhedsmaskineri i USA og jeg vidste, at hvis jeg kunne få dem i tale, var der en vis chance for at få de penge, der var forudsætningen for, at vi kunne forsvare os. Jeg talte ikke længe, men jeg gav udtryk for alt, hvad mit hjerte rummede. Jeg beskrev situationen, som den havde været den dag, jeg forlod Palæstina – – –

 

[1] Afstemningen om UNSCOPs forslag om mandatets ophør og delingen af Palæstina

[2] Yishuv´en er et hebraisk udtryk for de jødiske beboere i mandatområdet

[3] Haganah var det jødiske hjemmeværn, som var blevet oprettet i Palæstina helt tilbage i 1920 efter arabiske uroligheder, bl.a. i det jødiske kvarter i Jerusalem. Man oprettede det dengang præcis af den grund Golda Meir nævner her – englænderen valgte efter jødernes opfattelse alt for ofte tilskuerens rolle, når arabere angreb jøder. Haganah var meget aktiv i indsmuglingen af jødiske flygtninge til Palæstina og prøvede på den måde at omgå den britiske blokade af jødisk indvandring. Da staten Israel blev oprettet i 1948 blev Haganah opløst, men mange af dens folk blev kernen i den nye israelske hær, IDF

Litteratur og links

Kilde 57: FNs delingsplan – vedtaget af Generalforsamlingen den 29.nov.1947

UNSCOPS medlemmer drog nu til Beirut, hvor man mødtes med repræsentanter for de arabiske stater, da araberne i Palæstina som tidligere nævnt boykottede delegations arbejde. Herefter drog man til Geneve – Folkeforbundets gamle hovedsæde i Schweiz, hvor man skulle udarbejde sin rapport. I løbet af juli stod det klart, at hovedparten af UNSCOPs medlemmer gik ind for en deling af Palæstina, og at briterne nu skulle forlade Palæstina.

Den 31.august forelagde UNSCOP så sin rapport: Man var som nævnt enige om, at Palæstina nu skulle gøres selvstændigt – som de andre mandatområder jo allerede tidligere var blevet. Et flertal gik ind for en deling af Palæstina, mens tre medlemmer anbefalede en forbundsstat. Den 29.nov. vedtog FNs generalforsamling delingsplanen med 33 stemmer for, 13 imod og 10 lande, der afholdt sig fra at stemme.

 

Delingsplan med økonomisk Union

A. Mandatets ophør, deling og uafhængighed.

  1. Mandatet over Palæstina skal ophøre snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948
  2. Mandatmagtens væbnede styrker skal trækkes tilbage fra Palæstina etapevis, tilbagetrækningen skal være fuldført snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948.

Mandatmagten skal så lang tid i forvejen som muligt advisere kommissionen om, hvornår den agter at bringe mandatet til ophør og forlade alle område.

Mandatmagten skal gøre dit bedste for at sikre, at et område, der ligger indenfor den jødiske stats territorium og har en havn med bagland, der er anvendelig med henblik på en omfattende indvandring, forlades hurtigst muligt og under ingen omstændigheder senere end 1.februar 1948.[1]

  1. Der skal oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt international styre over Jerusalem … to måneder efter, at mandatmagtens væbnede styrker har forladt landet, men under ingen omstændigheder senere end den 1.oktober 1948…

B. Forholdsregler forud for uafhængigheden

  1. Der skal nedsættes en kommission bestående af en repræsentant for hver 5 medlemstater[2]. Kommissionens medlemmer vælges af generalforsamlingen under hensyntagen til geografisk og andre forhold, så repræsentationen bliver bredest mulig.
  2. Efterhånden som mandatmagten trækker sine væbnede styrker tilbage, skal administrationen af Palæstina etapevis overdrages til kommissionen, der skal handle i overensstemmelse med generalforsamlingens forslag og under ledelse af sikkerhedsrådet ….
  3. Når kommissionen er kommet til Palæstina skal den gå i gang med at udstikke grænserne for den arabiske stat, den jødiske stat og byen Jerusalem.
  4. Når kommissionen har rådført sig med de demokratiske partier og andre offentlige organisationer i den arabiske og jødiske stat, skal den omgående i hver stat udpege og oprette et provisorisk regeringsråd. Såvel det arabiske som det jødiske provisoriske regeringsråd skal udføre deres handlinger efter kommissionens vejledning.

Hvis der den 1.april april 1948 ikke er blevet udpeget et provisorisk regeringsråd i nogen af staterne eller hvis det er udpeget, men ikke kan fungere, skal kommissionen underrette sikkerhedsrådet herom…

  1. De to staters provisoriske regeringsråd skal hver i sin stat, på kortest mulig tid rekruttere en væbnet milits blandt indbyggerne; den skal være tilstrækkelig stor til at opretholde ro og orden indadtil og til at forhindre grænsesammenstød.

For at den væbnede milits i hver stat kan være funktionsdygtig, skal den stå under jødiske og arabiske officerer, der er statsborgere i den pågældende stat, men den almindelige politiske og militære kontrol, herunder udnævnelse af militsens øverstkommanderende, skal foretages af kommissionen.

 

[1] Havnen i Tel Aviv skulle have været overladt jøderne som indvandringshavn senest 1.februar 1948, men den blev fortsat spærret af englænderne.

[2] Kommissionen blev i pressen døbt ”pilgrimskommissionen”; Danmark var faktisk et af de fem lande, der var blevet bedt om at udpege et medlem, og regeringen udpegede den danske modstandsmand og politiker Per Federspiel (1905-1994) til posten. Men kommissionen kom aldrig af sted til Palæstina, og dens fortrop, der skulle løse forskellige tekniske problemer, mødte ingen forståelse hos englænderne, der erklærede, at selve kommissionen først ville få indrejsetilladelse den 1.maj 1948.

Litteratur og links

Kilde 56: Møde mellem formanden for UNSCOP og to medarbejdere og repræsentanter for Irgun den 26.juni 1947.

Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, havde jo i sin tale efter ankomsten (se kilde 53) understreget, at UNSCOP var interesseret i virkelig at høre alle. Men hvordan mødes med Irguns folk, når de var efterlyst af englænderne?   Her formidlede den amerikanske journalist Carter Davidson fra Associated Press kontakten og det var også ham der fik ”smuglet” de tre deltagere i det hemmelige møde udenom de engelske vagter, der passede på kommissionens medlemmer.

De mødes i digteren Yaacov Cohens hjem, og der er tre repræsentanter for Irgun med Menachem Begin i spidsen og tre fra UNSCOP: Formanden, chefsekretæren Victor Hoo og hans højre hånd Ralph Bunche. Irguns folk ville også godt have haft Lisicki, det tjekkiske medlem, med, men Sandström måtte fortælle, at det havde været svært nok for de tre at slippe hemmeligt væk. Det er Menachem Begin, der i sine erindringer fortæller om mødet.

 

… Mødet mellem repræsentanter for kommissionen og Irgun Zwai Leumi[1] fandt sted den 26.juni 1947, kun 8 dage efter at kommissionen var kommet til Eretz Israel.[2]

De tre mænd, der stod overfor os, var meget forskellige, en svensk dommer, en kinesisk diplomat og en amerikansk udenrigsministeriel embedsmand, der var afroamerikaner. Alle var de interessante personligheder. Vi havde oplysninger om Sandström, som ikke var egnede til at indgyde tillid til hans motiver. Han havde i mange år været præsident for de blandede domstole[3] i Egypten, og man påstod, at han var under indflydelse af den britiske regering. Men de erfaringer, vi indhøstede på første hånd, bekræftede ikke vor mistanke. Sandström viste ikke særlig begejstring for vor sag – han var i det hele taget ikke af den begejstrede slags – men samtidig afslørede han ingen fordomme mod os. Dr. Hoo, søn af en tidligere kinesisk ambassadør i Moskva, sagdes at være usædvanlig dygtig. Skønt han ikke var medlem af kommissionen, som han var blevet stillet til rådighed for af FNs sekretariat, blev han betragtet som dens førende ånd. Dr. Bunche blev senere verdensberømt som mægler på FNs vegne[4] Der var ingen tvivl om, at han var højt begavet.

Samtalen mellem de seks mænd varede over 3 timer. Det var det første møde mellem undergrundsbevægelsens talsmænd og et internationalt organ. Der var øjeblikke med stærke følelser; og også, selvfølgelig, øjeblikke med humor og latter.. .

Sandström stillede mange gange ”suggestive”[5] spørgsmål. Hvad ville der ske, hvis araberne angreb os, når briterne havde forladt landet? Jeg vidste, at udsigten til en arabisk-israelsk krig var den britiske regerings hovedargument mod ethvert forslag om, at den skulle forlade landet. Jeg fremhævede, at araberne ikke ville angribe os, med mindre de blev opmuntret dertil af tredje part. Men – understregede jeg – vi var overbevist om, at skulle de angribe, ville vi slå dem sønder og sammen. For i en moderne krig er det ikke antallet, men hjerne og moral. Hvad hjerne angik, var det næppe nødvendigt for mig at uddybe. Hvad moral angik, sagde jeg: De har hørt om dem, der angreb fortet i Akko[6]. De har læst om de mænd, som blev henrettet. Jeg håber De vil besøge og tale med de mænd, som nu er dømt til døden.

Under det lange møde tog dr. Bunche notater. Han skrev med normalskrift, men skrivehastigheden var forbløffende. Samtidig med, at han skrev, stillede han meget skarpsindige spørgsmål, og ind imellem hviskede han til Sandström.

Den uofficielle afslutning stod ikke i dr. Bunches rapport. Dr. Sandström sagde: ”Jeg er meget ked af, at de andre medlemmer af kommissionen ikke ville høre på Dem. Vi vil aflægge rapport, men der er altid forskel på, hvad man selv hører, og hvad man får at vide på andenhånd.”

Dr. Hoo forlod os med et ”På gensyn i et uafhængigt Palæstina”.

Dr.Bunche var hjerteligst af alle. Han tog mig i hånden og sagde rørt: ”Jeg forstår Dem. Jeg tilhører også et forfulgt mindretal.”

Vi foranledigede den næste internationale skandale[7], da vi mødtes med de sydamerikanske medlemmer af kommissionen, dr. Granados fra Guatemala og professor Fabregat fra Uruguay. …

Granados var påvirket af den hebræiske[8] frihedskamp, det var hævet over enhver tvivl, både fordi det var en frihedskamp, og fordi den var rettet mod England. England er ikke populær i Latinamerika, som i generationer har været udnyttet af engelske monopoler …

Også Fabregat var en naturlig ven af vor sag. Han havde i mange år opholdt sig i eksil i Brasilien, før han så frugterne af sin møje og sine lidelser…

— Granados talte for dem begge. Fabregats kundskaber i engelsk var beskedne, til gengæld udtrykte han sig entusiastisk på Cervantes´ sprog[9], som Granados oversatte til fremragende engelsk.

Vi havde en politisk debat med Granados. Jeg prøvede at overbevise ham om, at han og Fabregat som venner af vort folk ikke blot skulle kræve det britiske mandats ophør – det var fælles grund – men at hele landet skulle blive en jødisk stat.

… Granados svarede, at han ikke kunne love at imødekomme vort krav. Det var hans indtryk, sagde han, at kommissionens flertal var tilbøjelig til at foreslå, at det britiske mandat skulle ophøre, men måtte tage hensyn til, at der var arabere i Palæstina. De kunne ikke være ”ensidige”. ”Ydermere”, sagde han, ”vil det være mærkeligt, hvis Mr. Fabregat og jeg forlanger mere end Shertok.[10] De ved lige så godt som vi, at Jewish Agency foreslår en deling”

.. Vi måtte indrømme over for os selv, at han sidste argument tog grunden bort under vore fødder. Ingen udlænding, hvor venlig han end er, kan kræve mere til en nation, end dens egne officielle repræsentanter

 

[1] Irgun Zwai Leumi er flere gange omtalt i den historiske gennemgang. Det betyder Den nationale militære Organisation, og var grundlagt af jødiske højrenationalister i opposition til Arbejderpartiet og Haganah Den blev betragtet som en terrorgruppe af myndighederne i det britiske mandatområde og bl.a. Begin var derfor efterlyst af englænderne

[2] Eretz Israel: Betyder egentlig ”landet Israel” og bruges ofte om det historiske, det bibelske Israel

[3] De blandede domstole i Egypten var sammensat af egyptiske og ikke-egyptiske dommere. Udlændinge fra lande, der havde særlige aftaler (”kapitulationer”), skulle dømmes af disse blandede domstole.

[4] Efter mordet på FNs første mægler, svenskeren grev Folke Bernadotte blev Ralph Bunche FNs mægler i krigen mellem Israel og de arabiske stater. Han fik for dette arbejde Nobels Fredspris i 1950

[5] Med suggestive spørgsmål menes spørgsmål, der antyder noget

[6]  Den 4.maj 1947 var det lykkedes Irgun-folk at angribe fortet og fængslet i Akko og befri flere af deres kammerater fra fængslet.

[7] Det rygtes lynhurtigt, at der har været et møde med Irgun, og især i England er man rasende: Begin har været eftersøgt i fem år – ingen britiske betjente eller soldater har kunnet finde ham – og Sandström holder bare et møde med ham uden problemer.

[8] Hebræiske er et andet ord for israelske

[9] Cervantes er den spanske digter, der levede fra 1547-1616

[10] Moshe Shertok var på dette tidspunkt leder af Jewish Agencys udenrigspolitiske afdeling. Han tog senere det mere hebraiske navn Sharett og var Israels udenrigsminister 1948-1956 og premierminister 1953-55

Litteratur og links

Kilde 55: Høring af repræsentanter for Jewish Agency. UNSCOPs 19. møde. Offentligt møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 7.juli 1947

Som nævnt i den historiske gennemgang var Jewish Agency blevet dannet i 1929 med det hovedformål at knytte bånd mellem alle verdens jøder og den kommende jødiske stat. Fra 1935 havde David Ben Gurion, der var kommet til Palæstina i 1906, været leder af forretningsudvalget.

 

Formanden, Emil Sandström: … Det fremgår, at De ønsker mandatet ophævet, og at De ikke ønsker det erstattet med et formynderskab eller lignende. Det spørgsmål da melde sig: Hvordan forestiller De Dem, at indvandringen kan gennemføres, hvis mandatet ophører? Hvad slags regering mener De, landet bør have i stedet for mandatet?

Ben Gurion: … Til oprettelse af en stat hører to ting. Den ene er af materiel art, det er den væsentligste, den anden er af lovmæssig art, den er rent formel, men også af stor betydning …

… man har et folk, man har et land, og folkets ret til landet er anerkendt, men det er der tilfældigvis ikke endnu. Det blev berøvet sit land og er nødt til at komme tilbage. Det første, der skal gøres, er at udviklet landet materielt. … desuden skal 1 mio. jøder bosættes på ny i deres land — Det kan tage nogen tid. I mellemtiden skal det stå under De forenede Nationers højeste myndighed … For resten vil jeg gerne fastslå, hvad vi forstår ved en jødisk stat. Ved en jødisk stat forstår vi simpelthen en stat, hvor flertallet af befolkningen er jøder, og ikke en stat, hvor jøderne på en eller anden måde har flere rettigheder end andre.

Formanden: Må jeg spørge, hvem der skal tage sig af administrationen? Hvis det er De forenede Nationer, bliver de nødt til at indsætte en særlig administration på samme måde som mandatmagten hidtil.

Ben Gurion: Nej, ikke helt, der skal i nogen tid være dyarki[1] som i Indien. Udviklingsplanerne skal gennemføres af Jewish Agency. … Hele resten: sikkerhed, orden, udenlandske forbindelser og alle andre regeringssager, som ikke har noget at gøre med udviklingen, skal for en tid … og vi tror en meget kort tid – stå under opsyn af De forenede Nationer.

Sir Abdur Rahman: Skal det forstås sådan, at De ønsker en jødisk stat oprettet her, og at den skal påtvinges landet med de forenede Nationers væbnede styrker?

Formanden: Hvad tror De bliver arabernes reaktion på en sådan løsning?

Ben Gurion: … Hvis De forenede Nationer kommer til den retfærdige og rimelige løsning, at jøderne har ret til at komme tilbage til deres land, anser jeg det for deres pligt om fornødent at gennemtvinge den … Det afgørende spørgsmål er ikke, om der skal anvendes magt eller ej, det afgørende er, om en ting er rigtig eller forkert …

… Nu kommer jeg til spørgsmålet om samarbejde med araberne i Palæstina og med araberne uden for Palæstina. … Så længe det arabiske samfund er i stand til at forhindre, at antallet af jøder i Palæstina vokser, vil det gøre det, fordi der altid vil være en gruppe mennesker, der er stærkt imod det, og de dominerer, ikke mindst, når de politisk har mandatmagten bag sig.

Sir Abdur Rahman: Eftersom De er kommet til Palæstina for ca. 42 år siden, må De have fundet ud af, at den arabiske nationalisme var begyndt og i virkeligheden voksede stærkt i 1914 og 1915.

Ben Gurion: Nå ja, for mig ser det lidt anderledes ud … Blandt de arabere, jeg kom i kontakt med, fandt jeg ingen politisk opposition eller bevægelse mod jøderne…

Sir Abdur Rahman: Besluttede de sig til at rive sig løs fra Det osmanniske Rige 1915 på grund af den spirende nationalisme?

Ben Gurion: Nej, ikke araberne i Palæstina. I hvert fald ikke dem, jeg kendte. Araberne i Palæstina kæmpede for tyrkerne …

Sir Abdur Rahman: Var der en voksende nationalisme blandt araberne i Arabien, Syrien og Transjordanien?

Ben Gurion: Jeg kender tilfældigvis historien om 1. Verdenskrig i disse lande. Jeg kender den af personlig erfaring, jeg boede her. Der var kun et ringe antal beduiner, der fra tid til anden angreb tyrkerne, når lejlighed gaves. Jeg har ikke set en eneste araber kæmpe mod tyrkerne, hverken her, i Transjordanien, i Syrien eller andetsteds. Jeg vil ikke dermed antyde, at araberne i Syrien ikke ønskede at blive uafhængige af tyrkerne. Men det er en kendsgerninger, at de ikke kæmpede mod dem..

 

[1] Dyarki er et herredømme med to sideordnede regeringsmagter som i Indien 1946-47, hvor der både er en indisk regering under Nehru og et britisk kolonistyre.

Litteratur og links

Kilde 54: Høring af repræsentanter for Palæstina-regeringen. Lukket møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 16. juni 1947

Palæstina-mandatet adskilte sig fra de to andre britiske mandatområder ved, at der stadig efter 25-30 år i meget høj grad var britisk styre.

I den østlige del af Palæstinamandatet, der hurtigt blev adskilt fra det vestlige område og kaldt Transjordanien og endnu længere østpå, i Irak, regerede to af Emir Hussein af Mekkas sønner: Abdullah i Transjordanien og Feisal i Irak.

Irak var blevet uafhængigt i 1936 med Feisal som konge, Transjordanien blev helt uafhængigt i 1946 med Abdullah som konge.

 

Til stede til høringen:

Mr. Sandström, formand

Mr. Hood, Australien,

Mr Rand, Canada,

Mr. Garcia Granados, Guatemala

Mr. Blom, Holland,

Sir Abdur Rahman, Indien.

Mr. Ertezam, Iran,

Mr. Brilej, Jugoslavien

Mr. Garcia Salazar, Peru

Mr. Lisicky, Tjekkoslovakiet

Mr. Fabregat, Uruguay

Formanden præsenterede vicehøjkommisæren for Palæstina-regeringen, Sir Henry Gurney[30], og mr. D.C. MacGillivray[31] og bad dem tage plads. Formanden sagde, at hensigten med mødet var at få yderligere oplysninger om materialet i ”Oversigt over Palæstina”…

Sir Abdur Rahman (Indien)[32]: Jeg prøver på at finde ud af, hvor meget den britiske regering har været i stand til at udrette de sidste 30 år. På grundlag af resultaterne prøver jeg at finde ud af, hvad mandatmagten har gjort for at opfylde mandatet.

Sir Henry Gurney: Udmærket, alle kendsgerninger står på side 90.

Sir Abdur Rahman: Har De noget imod at fortælle mig, hvor mange højesteretsdommere, der findes?

Sir Henry Gurney: Der er en højesteretspræsident, 7 dommere, 5 præsidenter for distriktsdomstolene.

Sir Abdur Rahman: Jeg spurgte kun om højesteret.

Sir Henry Gurney: 7 højesteretsdommere.

Sir Abdur Rahman: Har en palæstinenser nogen sinde været højesteretspræsident?

Sir Henry Gurney: Nej

Sir Abdur Rahman: Hvor mange af de almindelige 7 dommere har været palæstinensere?

Mr. MacGillivrai: Vi har tallene fra i fjor. Da var der 4 dommere, hvoraf to var britiske og 2 palæstinensere.

Sir Abdur Rahman: Det var kun 4 af 7 stillinger. Er de alle besat?

Sir Henry Gurney: Nej.…

Sir Abdur Rahman: Har De universiteter her. Jødiske eller arabiske?

Sir Henry Gurney: Der findes er hebraisk universitet.

Sir Abdur Rahman: Hvornår blev det oprettet?

Sir Henry Gurney. Det er ikke et regeringsuniversitet. Det er privat, grundlag i 1925

Sir Abdur Rahman: Der har altså ikke indtil nu været et regeringsuniversitet?

Sir Henry Gurney: Nej

Formanden, Emil Sandström: Hvor får f.eks. arabiske sagførere deres eksamen?

Sir Henry Gurney: Mange af dem tager til Beirut; mange tager til Frankrig, mange tager til England. Der findes også en lokal lovskole[33]…

Sir Abdur Rahman: Finder der et medicinsk fakultet her?

Sir Henry Gurney: Nej.…

Formanden, Emil Sandström: Hvor skaffer araberne sig en højre uddannelse i de fag, som sir Abdul nævnte?

Sir Henry Gurney: De tager til det amerikanske universitet i Beirut, til Sorbonne eller til provinsuniversiteterne i England.

Mr. Lisicky,(Tjekkoslovakiet ): Tager størstedelen af dem til det amerikanske universitet i Beirut?

Sir Henry Gurney: Størstedelen af arabere får deres højere uddannelse ved det arabiske universitet i Beirut eller ved egyptiske universiteter.

Mr. Garcia Granados (Guatemala): Hvor mange arabere studerer ved det jødiske universitet?

Sir Henry Gurney: Praktisk talt ingen. Der er et par stykker.…

Sir Abdur Rahman: Vil De være venlig at fortælle mig, om det er rigtigt, at hundredetusinder af arabiske elever ikke kan komme i skole, skønt de stiller krav om det?

Sir Henry Gurney: Vi har alt for få skoler

Sir Abdur Rahman: Araberne har prøvet på at få deres drenge i skole, men kan ikke, fordi der er for få?

Sir Henry Gurney: Det stemmer.…

Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor stor en procentdel af den jødiske og arabiske befolkning I Palæstina er analfabeter?

Sir Henry Gurney: Analfabetismen blandt jøderne udgør 1-2%[34] Jeg tror ikke, vi har fundet ud af arabernes.

Mr. MacGillivray: Jeg vil tro, at de eneste tal, vi har, er tallene på arabere, der har modtaget nogen undervisning. I de bymæssige bebyggelser har 85% af drengene modtaget nogen undervisning og 60% af pigerne, i landdistrikterne 63% af drengene og 7.5% af pigerne. Med hensyn til de voksne tror jeg ikke, der findes nye tal. Der findes tal i den sidste folketælling fra 1931; siden da har der ikke været lejlighed til at foretage folketælling.…

Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor høj er børnedødeligheden i Palæstina i henholdsvis det jødiske og det arabiske samfund?

Mr. MacGillivray: Tallene for børnedødeligheden pr. 1000 levendefødte var for året 1946 ifølge majnummeret 1947 af Monthly Bulletin of Current Statistics: Muslimer 90,7, jøder 31,5, kristne 56,4.…

Sir Abdur Rahman: Kan De sige mig, om Palæstinaregeringen har givet koncessioner[35] til noget selskab de sidste 5 år? I bekræftende fald, hvilken koncession og til hvem?…

Sir Henry Guerney; … Det er over 10 år siden, Palæstina-regeringen sidst har givet koncessioner: i hovedsagen er der 3. Den ene er givet til Palæstinas elektricitetsselskab, som fremstiller elektrisk kraft og sørger for fordelingen af og forsyningen med elektricitet. Den anden er givet til Palæstinas potaskekompagni[36], som udnytter forekomsten af potaske ved Det døde Hav. Den tredje koncession er givet til selskabet: Jerusalems Elektricitet – og Forsyningstjeneste..

Sir Abdur Rahman: Hvem fik fra starten de 3 koncessioner?

Sir Henry Gurney; De blev givet til kompagnier.

Sir Abdul Rahman: Kompagnier bestående a arabere, jøder og kristne[37]?

Sir Henry Gurney: Jerusalems Elektricitets- og Forsyningstjeneste er et britisk kompagni, Palæstinas Elektricitetsselskab antager jeg, De vil kalde et jødisk kompagni. Palæstinas Potaskekompagni er også dels jødisk, dels britisk …

Formanden, Emil Sandström: Må vi spørge, om der er udtalt forskel på levestanden hos jøder og arabere?

Sir Henry Gurney: Der er naturligvis en udtalt forskel i deres levevis. De er helt forskellige folk. Jeg tror ikke, at araberne nødvendigvis ønsker at leve som jøderne eller jøderne som araberne, så hvis De prøver på at sammenligne deres levestandard, har De i virkeligheden ikke nogen fælles målestok.

Formanden, Emil Sandström: Vi burde måske først have spurgt, om jødisk og arabisk arbejdskraft lønnes forskelligt?

Sir Henry Gurney: Svaret er ja.

Formanden: Er der stor forskel?

Mr. MacGillivray: Ja….

Formanden: Hvilke industrier er de vigtigste i Palæstina?

Sir Henry Gurney: Den vigtigste eksportindustri er, hvad indtjening angår, citrusindustrien … Derefter kommer potaske … Den tredjestørste industri er diamantslibning.

Formanden: Er det en ny industri?

Sir Henry Gurney: Ret ny. Den startede egentlig 1939, men er til dels vokset op som følge af invasionen i Holland 1940[38]…

Formanden: Mens vi er ved industrien, tror jeg, vi burde klarlægge fordelingen af industrien på de to sider. Er der nogen nævneværdig arabisk industri?

Sir Henry Gurney: Nej, de vigtigste industrier er jødiske. Der er en forholdsvis ny arabisk tekstilindustri, og en arabisk cementindustri er ved at komme i gang. Men langt den største del af de for øjeblikket eksisterende industrier er jødiske.

Formanden: Beskæftiger de jødiske industrier i større udstrækning arabisk arbejdskraft?

Sir Henry Gurney: Nej, det gør de ikke.

Formanden: De beskæftiger jødisk arbejdskraft?

Sir Henry Gurney: Ja…

Mr Blom (Holland): Hr. formand. En anden ting. Jeg er ikke ekspert, men det star mig ikke klart, hvordan der kan være handelsbalance med udlandet, når importtallet viser 70 mio. pund og eksporttallet 20 mio. Hvordan finansieres det?

Sir Henry Gurney: Stort set med importeret kapital – jødisk kapital.

Mr.Lisicky (Tjekkoslovaiet): Importeret af indvandrerne?

Sir Henry Gurney: Ikke af indvandrerne.

Formanden: Af jødiske organisationer?

Sir Henry Guerney: Ja, egentlig, det er penge, som ikke modsvares af nogen eksport. Det er simpelthen penge kom kommer ind i landet som realkapital.…

Mr. Blom (Holland): Jeg ved ikke, om mit spørgsmål er relevant. Hvem ejer offentlig ejendom og offentlige bygninger? Tilhører de Palæstina, eller er der nogen af dem, der tilhører Det forenede Kongerige?

Sir Henry Gurney: Det forenede Kongerige ejer intet undtagen et par militærlejre, men det kan vi se bort fra. Palæstina-regeringen overtog domænejorden efter det tyrkiske styre – den tilhørte den tyrkiske stat. Jeg vil mene, statsjorden for øjeblikket udgør godt og vel 1 mio. dunum[39] … Der er meget få regeringsbygninger. I virkeligheden er næsten de eneste regeringsejede bygninger i Jerusalem regeringsbygningen og hovedpostkontoret. Regeringen har aldrig bygget kontorer til sig selv, fordi den havde en fornemmelse af, at den muligvis ikke var her, når bygningerne stod færdige.

 

[30] Sir Henry Lovell Goldsworthy Gurney var tiltrådte som ”Chief Secretary” – Højkommissærens højre hånd – I 1946.  Den sidste højkommissær var Sir Alan (Gordon) Cunningham
[31] Donald MacGillivray var blevet sendt til Palæstina i 1936 ”for at være med til at løse udfordringerne”
[32] Mohammad Abdur Rahman var advokat og dommer og udpeget til UNSCOP af Nehru – Indiens leder. Men da han vender tilbage, er Indien blevet delt, og hans karriere fortsætter i det muslimske Pakistan
[33] I islam hører en del lovstof som familieret, men også strafferet under sharialovgivningen. Dette kan studeres ved religiøse skoler – madrasa
[34] De jødiske skoler var underlagt Va´ad Leumi, det jødiske nationalråd i Palæstina; der var kun ringe tilskud fra mandatmagten.
[35] En koncession er en bevilling eller en tilladelse navnlig fra det offentlige til private til at drive en vis virksomhed
[36] Potaske er en betegnelse som er blevet brugt til at dække over en lille række forskellige mineralske salte. Fælles for dem alle er, at de er en vigtig kilde til grundstoffet Kalium. Den største brug af potaske er som kunstgødning.
[37] Sir Abdul Rahman bruger her som vi har set flere steder, betegnelsen ”arabere, jøder og kristne” – uden åbenbart at tænke på, at de fleste kristne i Palæstina var arabere – nogle dog armeniere eller kristne fra Europa
[38] Antwerpen i Holland havde før 2. Verdenskrig været verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Men allerede i 1937 oprettede tilrejsende eksperter fra Holland den første virksomhed inden for diamantslibning i Petak Tikva i Palæstina.. Året efter fjernede det britiske mandatstyre toldimportsatsen på 15% på uforarbejdede sten. I 1944 beskæftigede industrien allerede 3.300 arbejdere på 33 fabrikker med 1,4 mio Pund Sterling investeret. Eksportværdien var da over 3,2 mio Pund Sterling, hovedsagelig til USA, Canada og Indien

[39] Dunum er flertalsformen af dunam – én dunam er lig 1/10 hektar.

Litteratur og links

Kilde 53: Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, appellerer om samarbejde over Palæstinas radio kl.13.30 den 16.juni 1947

Da FNS ekstraordinære generalforsamling efter engelsk ønsker mødtes den 18.april 1947, enedes man om det engelske forslag om at nedsætte en international kommission – UNSCOP – United Nations Speciel Committe on Palestine – se nærmere i den historiske gennemgang.

Her er komiteen lige ankommet til Jerusalem, og formanden, Svenskeren Emil Sandström appellerer i Palæstinas radio om samarbejde med kommissionen.

 

Medlemmerne af De forenede Nationers særlige Palæstina-kommission er nu kommer hertil, og kommissionen, som jeg har bemærket den lokale presse omtaler som UNSCOP, vil straks gå i gang med sit arbejde.

Jeg vil gerne understrege, at gruppens elleve medlemmer[1], som jeg har den ære at være formand for, udgør en særlig kommission, nedsat af De forenede Nationers generalforsamling med det ene formål at afgive rapport om Palæstinaspørgsmålet og fremsætte fornuftige forslag til en løsning af Palæstinaproblemet. For at nå dette mål har kommissionen forpligtet sig til at skaffe sig så meget viden, som det overhovedet er muligt, om landet og dets befolkning i den tid, der står til dens rådighed. Derfor er det kommissionens inderlige håb, at alle elementer i befolkningen vil samarbejde fuldt ud med den.

Jeg kan ikke sige stærkt nok, at kommissionen er kommet til Palæstina med fuldstændig åbent sind. Medlemmerne kommer fra elleve forskellige lande, de er valgt af generalforsamlingen, og ikke én af dem har nogen direkte interesse i Palæstinaspørgsmålet, men de deler alle den almindelige interesse i, at der findes en rimelig løsning. Vi er neutrale med hensyn til dette problem, og vi agter at indgive en upartisk rapport til generalforsamlingen. Vi kommer uden forudfattede meninger. Vi har ingen konklusioner draget i forvejen, og vi vil ikke drage nogen, før vi har fået de nødvendige oplysninger. Kommissionens arbejde begynder her og nu.

Må jeg også tilføje, at vi ikke nærer nogen illusioner. Vi er helt på det rene med, at vor opgave er meget vanskelig. Vi er kommet for at lære, og vi vil drage vore konklusioner af det, vi lærer. Vi ønsker, at vore konklusioner skal bygge på den størst mulige viden om og overvejelse af alle relevante kendsgerninger; det vil være meget beklageligt, hvis vi er unddraget oplysninger, når vi skal til at udforme konklusioner.

I den forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på vor pressemeddelelse nr.1 af 4.juni 1947, der blev udsendt før vor ankomst hertil, og hvori alle organisationer og personer, der ønsker at blive hørt mundtligt, blev opfordret til at fremsætte deres krav om høring skriftligt. Vi gentager denne opfordring. Skrevne vidnesbyrd og anmodninger om mundtlig høring bedes adresseret til mig som formand for UNSCOP, c/o Sekretariatet, KFUMs bygning, Jerusalem.

Vi stoler på, at opfordringen vil blive imødekommet i den ånd, der er udsendt. Vi er kommet hertil ene og alene for at få oplysninger om det væsentligste grundlag for vore konklusioner, og vi nærer oprigtig tillid til, at alle implicerede parter villigt og i god mening vil give os dem[2]

 

[1] Se hvor de ti andre var fra i den historiske gennemgang

[2] Kommissionen blev boykottet af de arabiske palæstinensere – den tog derfor efter opholdet i Palæstina til Beirut og mødes med repræsentanter for de arabiske stater.

Litteratur og links

Kilde 52: Brev fra Storbritanniens delegation til FNs fungerende generalsekretær[1] med anmodning af en ekstraordinær indkaldelse af generalforsamlingen angående Palæstina. 2.april 1947.

1946 var præget af voldsom uro i Palæstina. Den engelsk-amerikanske Undersøgelseskommissions anbefalinger var blevet mødt med afvisning af både araberne, på grund af forslaget om øget jødisk indvandring, og af jøderne på grund af anbefalingen om, at det skulle fastslås, at Palæstina aldrig ville kunne blive en jødisk stat.

Den jødiske tålmodighed var sat på en hård prøve efterhånden som måned efter måned gik uden at løfterne blev opfyldt, og angrebene på britiske installationer og militær tog til. I foråret 1947 besluttede Attlees regering derfor at bede FN sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen.

 

Dr. Vicor Chi Tsai Hoo

De forenede Nationer

Lake Success[2]

 

Sir,

Jeg har modtaget følgende budskab fra min regering:

”Hans Majestæts regering i Det forenede Kongerige anmoder De forenede Nationers Generalsekretær om at sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen til generalforsamlingens næste ordinære årlige samling. Den vil aflægge beretning for forsamlingen om sin administration af folkeforbundsmandatet og vil bede forsamlingen fremsætte forslag angående Palæstinas fremtidige styre i henhold til pagtens artikel 10.[3]

Samtidig med, at Hans Majestæts regering fremsætter denne anmodning, henleder den Generalsekretærens opmærksomhed på ønskeligheden af en hurtig afgørelse angående Palæstina og på risikoen for, at generalforsamlingen ikke når at vedtage sine forslag i næste regulære årlige samling[4], medmindre en forberedende undersøgelse af spørgsmålet i forvejen er blevet foretaget på foranledning af De forenede Nationer. Den anmoder derfor Generalsekretæren om snarest muligt at indkalde til en ekstraordinær samling af generalforsamlingen med det formål at sammensætte og give instrukser til en særlig kommission, der skal forberede spørgsmålet om foregående afsnit til behandling i generalforsamlingens ordinære samling.

I ærbødighed

Alexander Cadogan[5]

 

[1] FNs generalsekretær var nordmanden Trygve Lie, der var blevet valgt i 1946 og sad til 1952. Hans stedfortræder var kineseren Victor Chi Tsai Hoo, som brevet her er stilet til

[2] Lake Success er den bydel i New York, hvor FNs hovedkvarter lå fra 1946-1951/52

[3] FN-pagtens artikel 10 taler om, at ”Generalforsamlingen kan drøfte alle spørgsmål og alle anliggender, der falder indenfor rammerne af den foreliggende pagt eller angår de organers magtbeføjelser og funktioner, som der er givet regler for her i pagten.”

[4] Generalforsamlingen mødes fast hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York

[5] Alexander Cadogan var en britisk diplomat, der fra 1946-1950 var Storbritanniens FN-ambassadør. Han var blevet udpeget til posten, da han allerede havde erfaring fra Folkeforbundet

Litteratur og links

Kilde 51: Anbefalinger og kommentarer fra den engelsk-amerikanske undersøgelseskommission. 20.april 1946

Som det fremgår af forrige kilde accepterede USA forslaget om en fælles kommission. Efter høringer i London og Washington i januar og februar 1946 og efter besøg i flygtningelejrene i Tyskland og Østrig tog kommissionen til Palæstina, hvor den opholdt sig i februar og marts 1946.

 

Anbefaling nr.1: Vi må meddele, at de oplysninger vi modtog om andre lande end Palæstina, ikke gav håb om nogen væsentlig hjælp med hensyn til at finde et hjem for de jøder, der ønsker at forlade Europa eller er tvunget til det.

Palæstina kan imidlertid ikke klare udvandringsbehovet for de jødiske ofre for nazistisk og fascistisk forfølgelse: ansvaret for, at de og i øvrigt alle andre ”fordrevne personen” bliver genbosat, påhviler hele verden.

Anbefaling nr.2: Vi henstiller:

A: At der øjeblikkeligt udstedet 100.000 indvandringstilladelser til Palæstina for jøder, der er blevet ofre for nazisternes og fascisternes forfølgelse.

  1. b) At disse tilladelser så vidt muligt gives i 1946, samt at den igangværende indvandring fremskyndes, så hurtigt det kan lade sig gøre.

Kommentar

Det bliver en tung byrde for Palæstina at skulle modtage så mange. Vi føler os sikre på, at myndighederne vil kunne klare det, og på, at Jewish Agency vil samarbejde med dem i fuld udstrækning.

Anbefaling nr.3: For at jødernes og arabernes krav om monopol på Palæstina én gang for alle kan blive bragt til ophør, anser vi det for væsentligt, at der udstedes en principerklæring om følgende:

  1. Jøderne må ikke herske over araberne, og araberne må ikke herske over jøderne i Palæstina.
  2. Palæstina må hverken blive en jødisk eller en arabisk stat.

III: Den regeringsform, der til sin tid indføres, skal under alle forhold og under internationale garantier beskytte og bevare den kristne, muslimske og jødiske tros interesser i Det hellige Land.

Kommentar: … Palæstina er et helligt land, lige helligt for kristen, jøder og muslimer, og fordi det er et helligt land, er det ikke, og kan det aldrig blive et land, som en enkelt race eller religion med rette kan gøre krav på som sit eget.

Palæstinas lange historie, men især de sidste 30 år, er en anden grund til, at landet ikke kan anses for et rent arabisk eller et rent jødisk land.

Jødernes har historisk tilknytning til landet. Det jødiske nationale hjem er i dag en realitet, oprettet med international garanti, selv om jøderne kun udgør et mindretal af befolkningen. Det har ret til fortsat eksistens, beskyttelse og udvikling.

Alligevel er Palæstina ikke og kan aldrig blive et rent jødisk land. Det ligger ved den arabiske verdens hovedfærdselsårer. Den arabiske befolkning, der nedstammer fra dem, der i lange tider har beboet området, betragter med rette Palæstina som sit hjemland.

Anbefaling nr.4: Vi er nået frem til det resultat, at det fjendtlige forhold mellem jøderne og araberne … gør det næsten sikkert, at ethvert forsøg på at oprette en uafhængig palæstinensisk stat eller uafhængige palæstinensiske stater for øjeblikket og et stykke tid fremover, ville fremkalde en borgerkrig, der kunne true verdensfreden. Vi henstiller derfor, at Palæstina fortsætter under den nuværende mandatordning, indtil en formynderskabsordning under De forenede Nationer er kommet i stand.

Anbefaling nr.6: Idet vi henstiller, at Palæstina snarest muligt overføres til De forenede Nationer, og der opnås en formynderskabsordning, henstiller vi samtidig til, at mandataren[1] indtil da administrerer Palæstina i henhold til mandatordningen[2], der om indvandringen siger, at ”Palæstina-administrationen skal lette jødernes indvandring ved passende forholdsregler, samtidig med, at den sikrer, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke forulempes derved.”

Anbefaling nr.7:

A: Vi henstiller, at forordningen af 1940 om overdragelse af jord[3] ophæves og erstattes af forordninger, der giver frihed til at sælges, forpagte og bruge jord under forudsætning af at småbønders og fæsteres interesser beskyttes.

 

[1] Mandataren: Den stormagt, der af Folkeforbundet havde fået til opgave at styre mandatområdet – i Palæstina altså Storbritannien.

[2] Se kilde 45

[3]  Som følge af Hvidbogen fra 1939 havde Storbritannien i 1940 udstedt en forordning, der delte Palæstina i to zoner. Overdragelse af jord i zone A måtte kun finde sted til Palæstina-araberne, og kun med skriftlig tilladelse fra Højkommissæren måtte jord i zone B overdrages af Palæstina-arabere til andre end Palæstina-arabere selv.

Litteratur og links

Kilde 50: Udenrigsminister Bevin orienterer Underhuset om en kommende engelsk-amerikansk undersøgelseskommission, 13.nov. 1945

Trods Attlees afvisning (se forrige kilde) fortsatte Truman sit pres på den engelske regering. I oktober gentog han sin opfordring fra brevet den 31.august – se kilde 48 – og opfordrede igen den engelske regering til at åbne Palæstina for en indvandring af 100.000 jødiske flygtninge i Europa.

I en ny note fra den britiske regering til den amerikanske havde den dog igen afvist presset og givet udtryk for, at enhver ændring af den jødiske indvandringskvote til Palæstina ville føre til voldsomme uroligheder i Mellemøsten. Men man foreslog så også at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk kommission..

 

Hans Majestæts regering har længe alvorligt overvejet det jødeproblem, der er opstået som følge af den nazistiske forfølgelse i Tyskland, og de deraf fremkomne tilstande.

 

III. Det er for nylig blevet forlangt af os, at vi skal gå med til en storstilet indvandring til Palæstina. Selvom Palæstina kan bidrage til at løse problemet, er der ikke dér tilstrækkelige muligheder for, at det alene kan redde hele problemet i land. …

  1. Palæstina er et meget vanskeligt internationalt problem. Palæstina-mandatet [1] kræver, at mandatmagten skal lette jødisk indvandring og fremme samlede bebyggelser af jøder på landet, samtidig med at den skal sikre, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke lider skade derved. Hans Majestæts regering har således en dobbelt forpligtelse: på den ene side over for jøderne, på den anden side overfor araberne.

  1. Man må se den kendsgerning I øjnene, at det lige siden mandatets indførelse har været umuligt at finde fælles grund for arabere og jøder … Den opgave, der nu skal løses, er at forsøge at finde en udvej, der kan forlige disse modsætninger.

 

VII. Konflikten har givet genlyd langt ud over det lille land, hvor den er opstået. Zionismen har stærke tilhængere i USA, Storbritannien, i Dominions[2] og andetsteds. Den civiliserede verden er blevet forfærdet over de lidelser, som er blevet påført Europas forfulgte jøder i de seneste år. Men Palæstina-arabernes [3] sag er på den anden side blevet forsvaret af hele den arabiske verden og er i den sidste tid blevet en sag, som deres 90 mio. trosfæller i Indien[4] er blevet stærkt interesserede i ……

 

  1. Under hensyntagen til situationen som helhed og til den kendsgerning, at den har skabt en verdensomspændende interesse, som omfatter både arabere og jøder, har Hans Majestæts regering besluttet at indbyde USA’s regering til at samarbejde med sig og til at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab; den skal undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse. Det glæder mig at kunne underrette underhuset om, at regeringen i USA har accepteret denne indbydelse.

XIV. Undersøgelsen vil gore det lettere at finde frem til en løsning, som til sin tid kan lette den ordning, der skal stille Palæstina under formynderskab[5]

[1] Se kilde 45 – Mandatforordningen

[2] Dominions var en betegnelse for lande som Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika, der var anerkendte som “autonome fællesskaber indenfor det britiske imperium”, hvilket placerede disse stater som ligestillede med  Storbritannien – efter 2. Verdenskrig talte man dog mere og mere bare om Commonwealth-landene

[3] Bemærk igen som tidligere nævnt: Man kan ikke blot bruge betegnelsen palæstinensere, for det er jo alle indbyggere i den britiske mandatområde – jøder, muslimer og kristne.

[4] Som ovenfor nævnt: Muslimerne i Indien dannede året efter deres egne stater – Øst- og Vestpakistan.

[5] Bevin synes at forestille sig, at Palæstina fortsat skal være et mandatområde, men nu under FN-regi

Litteratur og links

Kilde 49: Attlees svar på Trumans brev af 31.august 1945 – sendt 16.sept.1946

Premierministeren til præsident Truman.

Jeg er nu i stand til at give Dem et velovervejet svar på Deres brev af 31.august med vedlagt kopi af mr. Harrisons rapport. Jeg telegraferer for at spare tid.

Hvad angår øjeblikkelig hjælp, er en lejr i Philippeville[1] i Nordafrika i stand til at tage 30.000 og en anden i Felada[2] kan tage 5.000. Jeg foreslår, at disse to steder bruges til at lindre den øjeblikkelige nød. Så vidt jeg har forstået står de under UNRRAs[3] kontrol. Det kræver naturligvis at vore ansvarlige myndigheder sorterer dem ud. Imidlertid kan det lette situationen.

Hvad tilfældet Palæstina angår, må vi tænke lige så meget på araberne som på jøderne; så vidt jeg forstået har Deres forgænger[4], De selv og mr. Churchill højtidelig lovet at araberne tages med på råd, før vi træffer en endelig afgørelse og sætter dem i værk. Det ville være meget uklogt at bryde disse højtidelige løfter og derved sætte hele Mellemøsten i brand. Som sagerne står, ved jeg, at De er klar over, at ansvaret for opretholdelse af ro og orden med alt, hvad det indebærer, udelukkende hviler på vort land.

Som omtalt i mit tidligere telegram[5] bruger jøderne ikke for øjeblikket det til rådighed stående antal indvandringstilladelser; de har indtil nu ikke aftaget de 1.500, der står til deres disposition i indeværende måned. De er øjensynlig indstillet på en fuldstændig forkastelse af Hvidbogen[6] og kræver en øjeblikkelig tildeling af 100.000 tilladelser, ganske uansat den virkning, det ville få på situationen i Mellemøsten.

I forbindelse med dette problem påtager et andet dermed beslægtet os, nemlig Indien. I dette land er der 90 mio. muslimer[7] som let bliver ophidsede, hvad der tvinger os til at se problemer fra den side også. Skønt vi sympatiserer med mr. Harrisons synspunkter og overvejer dem meget omhyggeligt, tror vi alligevel, at de forslag, han er kommet med, vil få meget vidtgående konsekvenser, som må opvejes yderst omhyggeligt mod de af mig ovenfor fremførte forbehold. Sagen er til nøje undersøgelse med henblik på en formulering af en langsigtet politik, som vi foreslår henvises til verdensorganisationen[8], så snart det er muligt. Imidlertid overvejer vi, hvordan vi i mellemtiden skal klare indvandringsproblemet, og det skal være mig en glæde at lade Dem vide, hvad vi har i sinde i så henseende, så snart jeg kan.

 

[1] Phillipeville er en havneby i Algeriet, i dag kaldet Skikda

[2] Felada eller Fedala er en by i det vestlige Marokko, i nærheden af Casablanca, dens nuværende navn er Mohammédia, opkaldt efter Marokkos konge Mohammed V.

[3] UNRRA – United Nations Relief and Rehabilitation Administration var FN’s hjælpe- og genopbygningsorganisation efter 2. verdenskrig

[4] Trumans forgænger var præsident Roosevelt

[5] Attlee havde straks efter modtagelsen af Trumans brev af 31.august sendt et telegram tilbage

[6] Jøderne havde jo straks fra 1939 afvist Hvidbogen – se den historiske gennemgang.

[7] Indien er på dette tidspunkt den britiske koloni Indien – altså før landet med uafhængigheden i 1947 blev delt i det hinduistiske Indien og det muslimske Øst- og Vestpakistan,

[8] Verdensorganisationen er det året før på amerikansk initiativ dannede FN

Litteratur og links

Kilde 48: Præsident Trumans henvendelse til Premierminister Attlee, 31.august 1945

Harry S. Truman var tiltrådt som USA’s præsident ved Roosevelts død den 12.april 1945. Clement Attlee var blevet premierminister i England, da Labour i juli havde vundet valget i Storbritannien, og Winston Churchill måtte gå af.

2. Verdenskrig i Europa var sluttet med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8.maj 1945 – nu stod Europa med forfærdelsen over det store antal dræbte jøder, som først langsomt stod helt klart – og også overlevende jøder og jøder, der havde skjult sig under krigen. En kommission har netop undersøgt flygtningeproblemet i Europa.

 

Kære Premierminister,

… Mr. Harrison[1] fik instruks om blandt de fordrevne personer at lægge hovedvægten på en undersøgelse af de jødiske flygtninges problemer og behov.

Mr. Harrison besøgte ikke blot den amerikanske zone i Tyskland, men tilbragte også nogen tid i den britiske[2] . . .

Jeg har nu modtaget hans rapport. På baggrund af vores samtaler i Potsdam[3] er jeg sikker på, at De vil finde visse dele af rapporten interessant. Jeg sender Dem derfor en kopi.

… Øjensynlig vil de til rådighed stående indvandringstilladelser[4] til Palæstina være opbrugt i nær fremtid. Det er blevet fremhævet, at en tildeling af yderligere 100.000 tilladelser i høj grad kunne bidrage til en sund løsning på fremtiden for de jøder, der stadig befinder sig i Tyskland og Østrig, og for andre jødiske flygtninge, der ikke ønsker at blive, hvor de er og som af forståelige grunde ikke ønsker at vende tilbage til deres hjemland.[5]

På grundlag af denne og andre oplysninger, som er tilgået mig, deler jeg overbevisningen om, at fremtidens indvandringsmuligheder i Palæstina er så langt det vigtigste enkeltanliggende for dem, der har kendt koncentrationslejrenes rædsler i over et tiår. Det antal personer, der ønsker at indvandre til Palæstina, eller som opfylder betingelserne for at få adgang, er desværre ikke længere så stort, som det var, før nazisternes begyndte deres udryddelsesprogram. Som jeg sagde til Dem i Potsdam, nærer det amerikanske folk som helhed en fast overbevisning om, at der ikke bør lukkes for indvandring til Palæstina[6], og at et rimeligt antal af Europas forfulgte jøder efter eget ønske bør få lov til at bosætte sig dér igen.

Hovedløsningen synes at ligge i en hurtig overflytning til Palæstina af så mange som muligt af de jøder, som ønsker det, og som ikke kan sendes hjem. Hvis en sådan aktion skal få nogen betydning, bør den ikke opsættes ret længe.

Deres meget hengivne

Harry S. Truman

 

[1] Earl Grant Harrison var en amerikansk jurist, der var USA’s repræsentant i den kommission, flere lande havde nedsat med det formål at undersøge flygtningeproblemet

[2] Tyskland var ved krigens slutning blevet opdelt i 4 besættelseszoner. En engelsk, fransk, amerikansk og russisk

[3] I juli mødtes de tre sejrherrer fra 2.Verdenskrig: Stalin, Churchill og Truman i Potsdam udenfor Berlin for at drøfte tiden efter krigen – og indsatsen mod Japan, der endnu ikke havde kapituleret. Churchill måtte forlade konferencen, da han blev afløst af Attlee. På en pressekonference i USA efter at han var hjemvendt fra Tyskland, svarede præsident Truman, at en jødisk nationalstat var blevet drøftet med Churchill og Attlee, og at den stadig blev drøftet.

[4]  Som nævnt i den historiske gennemgang fastholdt England efter krigen Hvidbogens stramme indvandringsbestemmelser, der havde fastsat tallet til 75.000 de følgende fem år efter 1939; Da der selvfølgelig ikke havde været en større indvandring under krigen, var den lovlige jødiske indvandringskvote nu 1.500 månedlig

[5] Mange jøder kom fra lande, hvor dele af lokalbefolkningen ivrigt havde deltaget i forfølgelsen af jøderne. Året efter – den 4.juli 1946 – blev 42 jøder myrdede og 50 såret i den polske by Kielce, hvor de var vendt tilbage efter krigen

[6] USA havde allerede i 1939 været yderst kritisk overfor Hvidbogens begrænsninger for indvandringen

Litteratur og links

Kilderne til Seksdageskrigen 1967

Kilde 100: Israelsk note til sikkerhedsrådet 29.april 1963 om Cairo-aftalen

Efter nederlaget i Suez-krigen i 1956 havde Egypten søgt at slå sig sammen med Syrien i ”Den forenede arabiske Republik”. Denne varede dog kun fra 1958-61, hvor et statskup i Syrien betød et farvel til underlæggelsen under Egypten, hvis præsident – Nasser – havde været leder af begge lande. Men efter et nyt kup i 1963 genoptoges samarbejdet, og man inddrog nu også Irak i samtalerne om en union mellem alle tre lande (Cairo-aftalen).

 

Denne aftale[1] … udtaler følgende om den nye unions principper og mål:

A: ”Enhed er i særlig grad revolutionært, fordi det er dybt forbundet med den palæstinensiske sag og med den nationale pligt at befri det.”

B: ”Oprettelsen af en militær enhed, der er i stand til at befri det arabiske hjemland fra zionismens farer …”

Udtrykket ”befrielse af Palæstina” betyder intet andet end det mål at ødelægge Israel. Disse udtalelser må forstås på baggrund af de pågældende tre landes proklamerede politiske mål. Disse staters politik er kendetegnet ved en fuldstændig vægring ved at anerkende Israels ret til at eksistere, en hårdnakket påstand om at være i krigstilstand med Israel, en stædig modstand mod at bilægge udestående modsætninger med fredelige midler og mod at nærme sig oprettelsen af varig fred i Mellemøsten, og ved en hastig forøgelse af offensive våben med det erklærede formål at angribe Israel, når tiden er inde, som præsident Nasser udtalte 23.december 1962[2]

Kilde 101: Premierminister Yusuf Zuayyin taler i syrisk radio den 11.okt. 1966

Yusuf Zuayyin (1931-2016) var Syriens premierminister i to omgange og tilhørte venstrefløjen i Baath-partiet. Han var først premierminister fra september-december 1965, men blev så afsat af Præsident Amin al-Hafiz.  Efter et opgør mellem de to fløje i Baath-partiet blev han på ny premierminister i februar 1966, da præsident al-Hafiz var blevet styrtet og afløst af al-Atassi. I efteråret 1966 var der daglige episoder ved den syrisk-israelske våbenstilstandslinje.

 

Vi beskytter og garanterer ikke Israels sikkerhed . . . Vi vil aldrig holde igen på det palæstinensiske folks revolution, der prøver på at befri deres land. Vi vil under ingen omstændigheder gøre noget sådant. I tilfælde af israelsk angreb på Syrien vil vi sætte hele dette område af verden i brand, og forvandle det til en kirkegård for israelsk imperialisme og for deres imperialistiske agenter …

Israel er på vej ind i sidste akt af skuespillet og prøver at spille samme rolle som i 1956, da det undskyldte sit angreb på Egypten ved at henvise til de egyptiske fedayeens[3] overfald … ”

Kilde 102: Premierminister Levi Eshkol taler i Knesset 17.okt.1966

Som det er forklaret i den historiske gennemgang, afløste Levi Eshkol i 1963 Ben Gurion som israelsk premierminister. Referatet af talen er fra Keesing´s Contemporary Archives, en trykt oversigt over de vigtigste internationale nyheder, der udkom fra 1931-1988. På nettet kan man stadig finde Keesing’s Record of World Events

 

Eshkol anklagede Syrien for at optræne sabotører til virksomhed i Israel; for at hjælpe Al Fatah[4] med våben, udrustning, penge og propaganda; og endelig for – indenfor rammerne af den syriske hær – at optræne enheder, som man havde til hensigt at anvende til udførelse af operationer i Israel eller andre arabiske lande. Mens myndighederne i Damaskus hverken i Syrien eller i Mellemøsten overhovedet gjorde forsøg på at skjule sine forbindelser med Al Fatah, brugte disse imidlertid på den internationale scene et helt andet sprog, ”baseret på tre løgne”: at Syrien ikke havde noget at gøre med forbrydelserne; at Israel havde planer om at angribe Syrien; og endelig at Israel havde forenet sig med ”imperialistiske magter” i en konspiration med det formål, at vælte det syriske regime.[5]

For at fjerne enhver mistanke om Israels aggressive hensigter overfor Syrien tilbød Eshkol at ville slutte en ikke-angrebspagt med dette land. ”Hvis I på trods af vore advarsler og vore forslag har til hensigt at fortsætte voldshandlingerne, ja – så har vi allerede vist, at vi har styrke til at forsvare vore borgeres liv og ejendom. Der er grænser for vores tålmodighed. Hvis sabotagehandlingerne og mordene fortsætter, vil vi tage forholdsregler for at holde dem nede og vælge passende tidspunkter og metoder for disse i overensstemmelse med selvforsvarsretten, som enhver stat besidder og som er anerkendt i FN-pagten.”

Kilde 103: Israelske og arabiske synspunkter for Sikkerhedsrådet 24.maj 1967

Teksten er et referat fra professor Fred J. Khouris bog ”The Arab-Israeli Dilemma fra 1968.

 

… I mellemtiden mødtes sikkerhedsrådet den 24.maj på Danmarks og Canadas[6] indtrængende anmodning for at overveje den alvorlige situation. Israel og de arabiske stater fik tilladelse til at fremsætte deres synspunkter for sikkerhedsrådet[7]

… Israel benægtede at have koncentreret tropper ved den syriske grænse og fremførte, at en rapport fra U Thant[8] bekræftede dette. Det kritiserede heftigt, at U Thant så hurtigt havde trukket UNEF bort.[9] Det påstod også, at araberne planlagde krig mod det. Som bevis herpå henledte det rådets opmærksomhed på de mange krigeriske udtalelser, som de arabiske ledere fremkom med, og koncentrationen af arabiske tropper nær dets grænser. Det beskyldte de arabiske stater, og især Syrien, for at hjælpe og tilskynde til terroraktioner mod Israel og fremholdt, at det ikke kunne forventes at skulle gå ind på sådanne handlinger uden en eller anden form for modsvar. Det krævede, at araberne skulle trække deres tropper tilbage og holde op med at true det på dets sikkerhed. Det klagede ligeledes over, at blokaden af Akababugten var 1) en ”voldsom krænkelse” af FN-pagten og international lov derunder bestemmelserne i Geneve-konventionen fra 1958 om territorialfarvande[10]; var 2) et ”slag mod en anden nations suveræne ret” og en ”aggressions- og krigshandling” mod det, som truede med at kvæle dets økonomi og som bragte dets sikkerhed i fare. Det underrettede om, at det som ”selvforsvarsmiddel” under henvisning til paragraf 51 i FN-pagten, ville bruge militær magt for at genåbne bugten, hvis FN og/eller verdensmagterne var ude at stand til selv at gøre dette ”uden tøven”. Det fremførte, at det var blevet ”lovet”, at Egypten aldrig ville få tilladelse til at lukke bugten for dets skibsfart, da det efter Sinai-krigen blev overtalt til at trække sine tropper tilbage fra Sharm el-Sheikh[11], og det holdt fast på, at dette løfte blev opfyldt.

Araberne fremkom med skarpe udtalelser, der var blevet brugt af israelske ledere og pegede på Israels militære opbygning som klar ”bevis” på, at Israel havde været ved at planlægge et større angreb på Syrien. De angreb Israel for at forberede sig på en angrebskrig mod araberne på grund af striden om Akababugten. De fastholdt, at de udelukkende havde mobiliseret deres egne styrker som en defensiv forholdsregel. De gentog argumenterne, de havde fremført i 1954, nemlig at Egypten havde en lovlig ”ret” til at begrænse Israels brug af bugten, fordi 1) araberne stadig var i krigstilstand med Israel, og dette tillod dem at tage passende sikkerhedsmæssige forholdsregler i overensstemmelse med krigsretsreglerne; 2) Israels besættelse af Eilat[12] var ulovlig, for den fandt sted efter den almindelige ægyptisk-israelske våbenstilstandsoverenskomst og var i fuldstændig modstrid med forskellige sikkerhedsrådsresolutioner vedrørende våbenhvile, kampstop og tilbagetrækning; 3) 1956-”aggressionen” forandrede ikke bugtens lovlige status og Egyptens ret til at pålægge fjendtlig skibsfart restriktioner; 4) bugten var først og fremmest en indenlandsk og ikke en international vandvej, da den mange steder var mindre end tolv engelske mil bred og alle kyststaterne[13] betragtede deres territorialret til at strække sig mindst seks engelske mil ud fra kysten; og 5) Egypten nægtede ikke nogen stat ”fri og uskadelig gennemfart” ej heller ”blokerede” det rent faktisk Tiranstrædet, eftersom den normale sejlads ikke blev forhindret. Det havde imidlertid ”ret” til at forbyde israelske skibe og strategiske varer bestemt til forsyning af dets fjende at passere gennem territorialfarvand, fordi en sådan sejlads ikke kunne betragtes om ”fri og uskadelig”, da der bestod ”krigstilstand” mellem dem …

De fastholdt yderligere at UAR[14] ikke var forpligtet af Genevekonventionen fra 1958[15], eftersom det ikke havde undertegnet den. I alle tilfælde kunne konventionen kun gælde i ”fredstid” …

Kilde 104: Præsident Nassers tale den 25.maj 1967

Gamal Abdel Nasser havde været egyptisk præsident fra 1956 og havde bl.a. takket være sin nationalisering af Suez-kanalen samme år vundet heltestatus i store dele af den arabiske verden. I årene efter 1956 forsøgte han at støtte revolutionære kræfter i den øvrige arabiske verden, bl.a. i Nordyemen 1962-67. Han prøvede også at sikre arabisk enhed ved unionen med Syrien i Den forenede arabiske Republik 1958-61 og senere i 1963 forsøgte han med Cairo-aftalen at lave en ny union mellem Egypten, Syrien og Irak

Nasser havde oprindelig prøvet at holde Egypten neutralt under Den kolde Krig og tilsluttede sig De alliancefri Lande, men i løbet af 1960´erne blev han mere og mere afhængig af Sovjetunionen.

 

… I de sidste dage har Israel udsendt aggressive trusler og pralet voldsomt. Den 12.maj blev en meget uforskammet erklæring fremsat. Alle, der læser denne erklæring, må tro, at disse mennesker er så skrydende og løgnagtige, at man simpelthen ikke kan forholde sig tavs. I erklæringen udtales, at de israelske militære ledere forkyndte, at de ville gennemføre militærhandlinger mod Syrien for at besætte Damaskus og vælte den syriske regering. Samme dag udsendte den israelske premierminister, Eshkol, en meget truende erklæring mod Syrien. Samtidig sagde kommentatorerne, at Israel troede, at Egypten var ude af stand til at handle, fordi de var kørt træt i Yemen.[16]

Det er da helt klart, at de siger, at vi er kørt træt i Yemen og har problemer dér. Vi er i Yemen, men det ser ud til, at de tror på de løgne, de har gentaget alle disse år med hensyn til vores tilstedeværelse i Yemen. Det er muligt, at israelerne selv tror sådanne løgne. Vi er i stand til at gøre vor pligt i Yemen og samtidig vor nationale pligt her i Egypten: både at forsvare vore grænser og at angribe, hvis Israel angriber noget arabisk land.

Den 13.maj modtog vi nøjagtige oplysninger om, at Israel samlede store militære styrker på omkring 11 til 13 brigader langs den syriske grænse. Disse styrker var delt i to fronter, en syd for Tiberias Sø[17] og en anden nord for søen. Den beslutning, som Israel havde truffet på dette tidspunkt, var at gennemføre et angreb mod Syrien, der skulle sætte ind den 17.maj. Den 14.maj tog vi affære, diskuterede sagen og kontaktede vores syriske brødre. Også syrerne havde modtaget disse oplysninger. På grundlag af denne oplysning tog generalløjtnant Mahmoud Fawzi[18] til Syrien for at aftale et koordineret samarbejde[19]. Vi sagde til dem, at vi havde besluttet, at hvis Syrien blev angrebet, ville Egypten gå ind i kampen lige fra starten af. Det var situationen den 14.maj; troppestyrker begyndte at bevæge sig i retning af Sinai for at indtage deres normale stillinger. Nyhedsbureauer meddelte i går, at disse militære bevægelser måtte have været resultat af en forud velovervejet plan. Vi havde ingen plan før den 13.maj, fordi vi ikke troede, at Israel ville have vovet at fremsætte en så uforskammet erklæring.[20] …

… Den 16.maj anmodede vi om tilbagetrækning af FNs fredsbevarende styrke (UNEF)[21] i et brev fra Mahmoud Fazwi. Vi bad om fuldstændig tilbagetrækning af UNEF. En stor verdensomfattende kampagne anført af USA, Canada og Storbritannien, begyndte at modsætte sig tilbagetrækningen af UNEF fra Egypten. Derfor følte vi, at der blev gjort forsøg på at omdanne UNEF til en styrke, der skulle tjene neoimperialismen.

Det er helt klart, at UNEF blev anbragt i Egypten med vor billigelse og derfor ikke kan vedblive at være i Egypten undtagen med vor billigelse. Indtil i går blev der talt en del om UNEF. Der bliver nu også rettet angreb på FNs generalsekretær, fordi han foretog en oprigtig og ærlig beslutning, og ikke gav efter for det pres, der blev øvet på ham af USA’s, Storbritanniens og Canadas regeringer for at gøre UNEF til et redskab for imperialistiske planer.

Det er helt klart – og det siger jeg ganske åbenlyst – at hvis UNEF havde ignoreret sin hovedopgave og var begyndt at arbejde for imperialistiske formål, ville vi have betragtet den som en fjendtlig styrke og afvæbnet den med magt. Vi er afgjort i stand til at gøre sådan et stykke arbejde. Jeg siger dette nu, ikke for at bringe UNEF i miskredit, men til dem, der har neoimperialistiske idéer og som ønsker at lade FN tjene deres neoimperialistiske formål, at der ikke er en eneste nation, som respekterer sig selv og som nyder fuld suverænitet, der kunne acceptere disse metoder under nogen omstændigheder. Samtidig siger jeg, at UNEF værdigt og trofast har udført sine pligter. FNs generalsekretær nægtede at give efter for pression. Han udstedte øjeblikkelig ordre til tilbagetrækning af UNEF. Følgelig hylder vi UNEF, som har opholdt sig i vort land i 10 år for fredens sag. Og da de drog af sted – på et tidspunkt, da vi fandt ud af, at neoimperialismen ville lede dem bort fra deres hovedformål – gav vi dem en venskabelig afskedshilsen med på vejen.

Vore styrker er nu i Sinai, og vi er fuldt mobiliserede både i Gaza og i Sinai. Vi noterer os, at der er en hel del snak om fred for tiden. Fred, fred, international fred, FN-intervention, osv, osv, alt dette kommer dagligt frem i pressen. Hvoraf kommer det, at ingen talte om fred, FN og sikkerhed, da den israelske premierminister og de israelske militære ledere den 12.maj udsendte deres erklæringer om, at de ville besætte Damaskus, vælte det syriske regime, rette et voldsomt slag mod Syrien og besætte en del af Syrien? Det var helt klart, at pressen regnede disse erklæringer fremsat af den israelske premierminister og de militære ledere for troværdige …

… Ansvaret ligger nu hos de væbnede styrker. De væbnede styrker besatte i går Sharm el-Sheikh. Hvad betyder det? Det er en bekræftelse af vore rettigheder og vort herredømme over Akababugten, som er en del af det egyptiske territorialfarvand. Vi vil under ingen omstændigheder tillade israelske flag at passere gennem Akababugten.

Jøderne truer med krig. Vi siger til den, at de er velkomne til det, vi er parate til krig, men vi vil under ingen omstændigheder opgive nogen af vore rettigheder. Denne vandvej er vor. Krig kan være en mulighed for jøderne, for Israel og Rabin[22], for at prøve deres styrker mod vore og for at se, at alt det, de skrev om 1956-slaget og besættelsen af Sinai, alt sammen var en gang nonsens.

Til alt dette kommer imperialismen, Israel og reaktionen.[23] Reaktionen spreder tvivl om alt, det samme gør Den islamittiske Alliance[24]. Vi ved alle, at Den islamittiske Alliance nu består af tre stater: Kongedømmet Saudi-Arabien, Jordan og Iran. De siger, at formålet med Den islamittiske Alliance er at forene muslimerne mod Israel. Jeg ville ønske, at Den islamittiske Alliance blot ville tjene den palæstinensiske sag på én eneste måde: ved at forhindre forsyningerne af olie til Israel. Den olie, som nu når Israel, går til Eilat fra Iran[25]. Hvem er det da, der forsyner Israel med olie? Den islamittiske Alliance – Iran, en stat i Den islamittiske Alliance. Det er en imperialistisk alliance, og det betyder, at den står side om side med zionisterne, fordi zionismen er imperialismens hovedallierede.

Kilde 105: Golda Meir om stemningen i Israel maj/juni 1967

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knesset 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Herefter var hun udenrigsminister til 1966 og havde derpå overtaget posten som generalsekretær for Arbejderpartiet Mapai. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979.

 

Som reaktion på, hvad Nasser kaldte syrernes fortvivlede situation” koncentrerede han i begyndelsen af maj egyptiske tropper og tankstyrker i Sinai, og for at ingen skulle misforstå hans hensigter forkyndte Cairo Radio med brask og bram, at ”Egypten med alle sine ressourcer … er rede til at styrte sig ud i en total krig, der vil blive Israels endeligt.”

Den 16.maj tog Nasser affære igen – blot gav han nu ikke sin egen hær ordrer, men FN. Han krævede, at FN-styrken, der havde været stationeret både ved Sharm el-Sheikh[26] og i Gaza-området siden 1956, omgående drog bort. Legalt havde han ret til at udvise FN-styrkerne, for det var kun med Egyptens samtykke, at den internationale politistyrke var blevet stationeret på egyptisk jord; men jeg tror ikke et øjeblik, at Nasser virkelig forventede, at FN ydmygt ville gøre, som han befalede. Det stred mod al ræson, at en styrke, der var blevet til med det ene formål at overvåge, at våbenhvilen mellem Egypten og Israel blev overholdt, skulle fjernes efter anmodning fra en af kombattanterne netop i det øjeblik, da våbenhvilen blev alvorligt truet, og jeg er sikker på, at Nasser forudså en lang række diskussioner, skænderier og megen parlamenteren[27]. Om ikke andet regnede han næsten sikkert med, at FN ville insistere på en eller anden operation, der foregik trinvis over længere tid. Men af grunde, som ingen nogen sinde har forstået, mindst af alle jeg, gav FNs generalsekretær straks efter for Nasser. Han henviste ikke sagen til nogen anden. Han spurgte ikke sikkerhedsrådet om dets mening. Han foreslog ikke engang et par dages udsættelse. Helt på egen hånd gik U Thant omgående ind på at trække FN-styrkerne tilbage. De begyndte at forlade Sharm og Gaza-området allerede næste dag, og den 19.maj var den sidste FN-afdeling draget bort under vild egyptisk jubel og havde ladet egypterne få den fulde kontrol over deres grænse til Israel.

……

I løbet af et par dage stod vores eksistens pludselig på spil. Vi var alene, i disse frygtelige ords mest bogstavelige forstand[28]. Den vestlige verden, som vi altid havde betragtet os som en del af, havde hørt, hvad vi havde at sige, havde lyttet til vor vurdering af den umådelige fare, der truede os, og havde afvist os – selv om der overalt i gader og mødesale var mennesker, der holdt med os. Så vi begyndte at gøre os rede til den uundgåelige krig. Hæren gik i gang med katastrofeplaner, Eshkol udstedte ordrer om generalmobilisering. Og mænd og kvinder, der var ude over den værnepligtige alder, og børn spyttede i næverne og gjorde rent i kælderetager og kælderrum, som måtte gøre det ud for beskyttelsesrum, fyldte tusinder af sække med sand til de jammerlige hjemmelavede skyttegrave, som fædre og bedstefædre gravede i hver have og hver skolegård i hele landet, og påtog sig de væsentlige daglige gøremål i det civile liv, mens tropperne ventede under camouflagenet i Negevs sand – ventede, trænede og blev ved med at vente. Det var, som om et gigantisk ur tikkede og tikkede for os alle, skønt ingen undtagen Nasser vidste, hvornår angrebet ville begynde.

Sidst i maj ophørte alt almindeligt liv – som vi havde kendt det i de foregående måneder. Hver dag syntes at have dobbelt så mange timer som normalt og hver time forekom endeløs. I forsommerens hede gjorde jeg, hvad alle andre gjorde: jeg pakkede en lille taske med nogle få nødvendige ejendele, der kunne være brug for i beskyttelsesrummet, og anbragte den, hvor jeg nemt lige kunne gribe den, når sirenerne begyndte at hyle. Jeg hjalp Aya[29] med at lave identifikationsmærker af voksdug, som børnene skulle gå med, og mørklagde ét værelse i hvert hus, så vi havde et sted at tænke lys om aftenen. Jeg tog til Revivim[30] en dag for at besøge Sarah og børnene. Jeg så, hvordan kibbutzen, som jeg havde kendt fra den første dag, roligt traf forberedelser til det arabiske stormløb, som kunne forvandle den til murbrokker, og jeg mødtes med nogle af Sarahs venner – efter deres anmodning – for at tale om, hvad der kunne ske. Men det, de virkelig ville vide, var, hvornår ventetiden ville være til ende, og det var et spørgsmål, jeg ikke kunne besvare. Så uret blev ved med at tikke, og vi ventede og ventede.

Der var også dystre forberedelser, som måtte hemmeligholdes: indvielse af parker[31] i hver by, så de eventuelt kunne anvendes som massekirkegårde; hoteller blev tømt for gæster, så de kunne indrettes til store førstehjælps-stationer i en nødsituation; nødrationer, der blev oplagret for det tilfælde, at det kunne blive nødvendigt at ernære befolkningen fra centraler; forbindingsstof, smertestillende midler og bårer blev skaffet til veje og uddelt..

Kilde 106: Herbert Pundik om stemningen i Israel maj/juni 1967

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62 og 71. I 1954 bosatte han og familien sig fast i Tel Aviv, og Herbert Pundik blev i 1957 tilknyttet fagbevægelsens avis, Davar – se kilde 93 og 98.

Fra 1955 havde han også været dagbladet Informations udenrigskorrespondent og ti år senere blev han ansat i samme funktion på Politiken. Teksten er fra hans erindringer ”Du kan hvis du tør” fra 2006.

 

Ugerne før krigen udbrød, gik i angstfuld venten. Jeg husker at Sussies[32] familie i Danmark bønfaldt os om at sende vore tre børn hjem i sikkerhed. Vi valgte at blive sammen. De to ældste, Uri, der var femten, og Ron tre år yngre, hjalp mig med at grave en skyttegrav i baghaven til vores hus i Tel Aviv og fylde sandsække med en jord vi gravede op. Alle husets vinduer var skamferet med klæbestrimmel for at sikre os mod flyvende splinter i tilfælde af de frygtede egyptiske luftbombardementer.

Sikkerhedseksperter havde lavet sindrige udregninger og var kommet til den konklusion, at alene i Tel Aviv ville antallet af civile ofre nå op på 70.000.

En af vore venner, der var indkaldt til civilforsvaret, havde fået til opgave at fremskaffe 70.000 navneplader til markering af vores grave.

Det var ca. 20 år efter Holocaust. Dengang levede endnu over en kvart million mennesker i landet, som med nød og næppe havde overlevet nazisternes jødeforfølgelser og Anden Verdenskrig. Størstedelen af den øvrige befolkning huskede den første israelsk-arabiske krig i 1948, hvor FN forholdt sig passivt, mens araberne angreb, og omverdenen overlod os til vor skæbne.

Jeg var medlem af en eksklusiv forening. Et restparti jøder der på grund af omstændigheder der var totalt uforudsigelige og helt uden for vor kontrol, havde overlevet nazisternes jødeforfølgelser, som kostede seks millioner mennesker livet, heriblandt 1.5 millioner børn. Dette tilføjer jeg ikke for at virke melodramatisk. Jeg var tretten år, da tyskerne besatte Danmark. Og jeg var netop fyldt seksten, Da Adolf Hitler personligt gav ordre til, at de 7.000 jøder i Danmark skulle indfanges og deporteres.

Kilde 107: Richard Oestermann om stemningen i Israel maj/juni 1967

Den danske journalist Richard Oestermann var født i København i 1926, men måtte i 1943 som så mange andre flygte til Sverige. Efter studentereksamen blev det journalistvejen, han fulgte. Fra Holbæk over København til Jerusalem, hvor han var første gang i 1958 for at dække 10-året for staten Israels oprettelse. Tre år senere vendte han tilbage for at dække Eichmann-processen – og blev der. Richard Oestermann skrev til mange aviser i hele Skandinavien og han blev ved til han døde i 2015, Han har udgivet flere bøger – denne kilde er fra hans erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014

 

… Jeg opfattede begyndelsen til Seksdageskrigen på forskellig vis. Dengang var Israel helt alene i verden. Den arabisk-israelske spænding voksede og kom til udtryk d.7.april, da israelske krigsfly angreb syriske artilleristillinger og nedskød 6 sovjetisk-byggede MIG-fly, opsendt mod det israelske luftvåben. Derfra gik det hele ned ad bakke. Syrerne klagede over, at egypterne ikke kom dem til undsætning til trods for deres forsvarsaftale. Den følgende måned forhøjede Egyptens præsident Abdel Gamal Nasser sin indsat ved at beordre Tiran-strædet lukket og krævede, at FN-observatørerne skulle forsvinde. Nasser proklamerede en lukning af strædet for al sejlads til og fra Eilat. Israel følte sig omringet og sin eksistens truet. Samtidig var der tale om en international flotille[33] på 10 skibe, som skulle bryde blokaden. Men land efter land trak sig. Den frie skibssejlads var standset.

Israel var isoleret. Det var en nerveødelæggende periode. ”Send jeres børn til os”, skrev venner i Skandinavien til min kone og mig. Vores svar var klart nej. Nu har jøderne løbet i tusinder af år. Nu står de fast. Jerusalems kommune beordrede haveejere til at lave skyttegrave som beskyttelse, fordi vi ikke havde noget virkeligt tilflugtsrum.

Jeg havde en villa med have i Talpiot-bydelen[34] og efterkom ordren – indtil jeg hørte, at arabiske hære nu kun var få kilometer borte[35]. Jeg mobiliserede al min styrke og sagde: ”Stands graveriet. Det er for let for dem. De kan bare give dig et nakkeskud. Du er allerede i din grav.” Dette kan lyde deprimerende, men det er faktisk, hvad jeg tænkte. Jeg tænkte også, at hvis de ville have fat i mig, så skulle det være oppe i huset, hvor vi ville være bag lukkede skodder og hvor det ville være vanskeligere for dem at pågribe os. Så vi flyttede inden døre.

Helten i vores kvarter var den lokale apoteker ved navn Rubinstein. ”Jeg har nervepiller nok til alle til brug om dagen og sovepiller nok til om natten.”

Aftenen før krigen brød ud, ringede en israelsk officer, som jeg kendte som bibliotekar ved Jewish National and University Library på døren, for at fortælle os, at han havde kommandoen over tre tanks udenfor vores have og spurgte, hvordan han kunne få dem usete op for at forstærke styrkerne i kibbutz Ramat Rahel.[36] ”Du vil kunne ses af jordanske tropper hele vejen”, sagde jeg. ”Vejen er på en højderyg”.

Senere fik jeg at vide, at officeren havde fået sine panserkøretøjer igennem i mørket.

Omkring 1 km fra vores hus var ”Government House”, FN-hovedkvarteret[37]. Jordanske tropper var dukket op ved den østlige indgang og havde sagt til FN-officerer, at de nu overtog bygningen. FN-folkene kunne ikke gøre meget andet end at informere FN-hovedkvarteret i New York om, hvad der foregik.

Med ”Government House” på deres hænder synes jordanerne at have overtaget. Hvis de var fortsat til vores kvarter, kunne de have afskåret en stor del af byen og påberåbt sig sejren[38]. Krigen var ikke begyndt endnu, men den over overhængende.

Kilde 108: Robert J. Donovan i Los Angeles Times

Robert John Donovan (1912-2003) var journalist I Washington, forfatter og især kendt for sine biografier om USA’s præsidenter fra Truman til Johnson. Han var tilknyttet Los Angeles Times og bogen ”Seks dage i Juni – krigen i Mellemøsten” er skrevet sammen med andre fra avisen og udkom straks efter krigen. Afsnittet her er om erobringen af Jerusalems gamle by, der havde været på jordanske hænder 1949-67.

 

.. Onsdag morgen[39] vidste israelernes ikke, hvad der ville møde dem i Jerusalems gamle bydel. For at skåne hellige mindesmærker her havde de ordre til ikke at benytte svære våben. Ved daggry passerede en israelsk enhed under kommando af en oberst i en let panservogn gennem Mandeltræsporten[40] og fortsatte hurtigt mod sydøst….

Ad denne vej[41] og gennem Skt.Stefansporten[42] jog den israelske enhed. I den gamle by fortsatte den hurtigt ned ad Via Dolorosa – hvor Jesus bar korset på vej til Golgata. Gaden var kranset af eukalyptustræer og pigtråd. Klokken ti nåede kolonnen den kæmpemæssige Omar-moské[43], hvor to israelske soldater hejste Davidstjernen[44] over den guldskinnende kuppel og de blålige mosaikvægge. De stod på den flisebelagte plaza og foran Grædemuren, som i århundreder har været hellig for jøderne[45]. ”Der var næste ingen kamp”, fortalte oversten. ”Der var snigskytter, men det er ikke kamp efter de sidste to dage.”

Fem minutter efter kolonnens ankomst møder en delegation bestående af den arabiske statholder, en kadi (muhammedanernes[46] religiøse dommer) og andre embedsmænd op og lovede israelerne, at der ikke ville finde mere skydning sted.

Kort efter at det murbefæstede område var indtaget, ankom premierminister Eshkol og forsvarsminister Dayan for sammen med soldaterne at deltage i den første gudstjeneste ved Grædemuren. Den blev ledet af rabbi Sholmo Goren, øverste feltpræst i det israelske forsvar.

Lad shofaren[47] være nok så umelodisk – den morgen rummede klangen århundreders skønhed. Vædderhornets hule skingren blev kastet tilbage af Grædemurens af tidens tand slidte sten.

”Lovet være Herren” messede rabbi Sholmo Groen fra Torah´en[48]. ”lovet være Herrens tjenere, lovet være Herrens navn. Hav tillid til Israels Herre, for Han er din styrke og dit skjold. Han har hørt dine bønner. Han er blevet din frelse. Tak Herren, for Han er god, Hans urokkelige kærlighed varer evindelig.”

Stirrende gennem brilleglassene og med det grå skæg sitrende af bevægelse erklærede de israelske forsvarsstyrkers øverste feltpræst: ”Vi har indtaget Guds by. Vi overskrider tærsklen til den messianske æra for det jødiske folk. Og jeg aflægger det løfte til den kristne verden, som vi er ansvarlige overfor, at vi vil tage vare på de hellige steder her for alle religioner[49]. Jeg lover alle folk, at vi vil tage vare på dem.

Jublen kendte ingen grænser for jøderne i Jerusalem. De forlod beskyttelsesrummene for at se de israelske soldater. De græd af glæde og triumf. Skarerne jublede på Sabbatpladsen, da de soldater, der havde befriet Grædemuren, marcherede forbi. De gamle, dybt ortodokse mænd blandt tilskuerne jublede også, men så forlegne ud. For de jublede ad dem, som de så ofte havde lastet for mangel på ortodoksi[50]. De teologistuderende ved Yeshiva[51] jublede vildt, lettede over for en gangs skyld at kunne deltage af hjertets lyst i en fælles lovprisning.

Kilde 109: Kristeligt Dagblad om erobringen af Den gamle By i Jerusalem

Også danske avis dækkede Seksdages krigen tæt. På forsiden dagen efter erobringen af det østlige Jerusalem er hele forsiden af Kristeligt Dagblad kun artikler om krigen: Sikkerhedsrådet kræver kampstop, Sovjet truer nu Israel med diplomatisk brud, Blokaden ved Akaba brudt og Jøderne ved Grædemuren. Her bringes en kommentar med fokus på dette med erobringen af Den gamle by – skrevet af ”OW”

 

Tårer af glæde grædes ved Grædemuren

Hellige steder for tre religioner indtaget af Israels tropper

De hellige steder i Jerusalem er nu i Israels hænder, efter at israelske tropper har erobret hele den gamle del af byen, som ved delingen i 1948 blev tildelt Jordan[52].

Et umådeligt indtryk har det gjort i hele Israel, at jøder nu igen kan komme til Grædemuren[53], deres største helligdom gennem århundreder. Siden 1948 har de ikke haft adgang til den, men i traditionerne lever det, at jøder i mange hundrede år ved denne mur har grædt og sunget klagesange med bibelsk tekst.

Da muren i går var erobret, strømmede umådelige menneskemængder fra den israelske del af Jerusalem over grænsen[54] til den. Meget ”moderne”[55] jøder var med i begejstringen, deriblandt flere af det nye Israels kendte politikere.

Den store jubel blev forstyrret af en arabisk snigskytte, som skød på mængden. Men det var alligevel en dag med en helt uhørt udfoldelse af glæde.

 

Grædemuren på Salomons tempels grund

Grædemuren er i dag kun en lille rest af muren omkring det gamle tempel[56]. Den er også en muhammedansk[57] helligdom, og man har flere gange prøvet at reparere den, men forfaldet er skredet frem.

Templet lå på det sted, hvor Abraham forberedte sig til at ofre sin søn, hvor David rejste sit alter, og kong Salomon byggede sit pragtfulde tempel. Salomons tempel blev ødelagt[58], men genopbygget og tyrannen kong Herodes den Store gjorde det stort og meget skønt. Det var i Herodes´ tempel, Jesus uddrev kræmmerne af Tempelgården.

Dette tempel blev helt ødelagt, da romerske soldater kastede fakler ind i det, efter at Titus havde erobret det oprørske Jerusalem.[59]

 

Salomons tempel

Og da kejser Hadrian byggede et nyt tempel på ruinerne, blev det et nyt tempel for Jupiter. Dette tempel blev revet ned af Konstantin den Stores mor, Helena. Derpå lå pladsen øde hen, indtil arabernes kalif Omar byggede en moske på stedet, en ganske ydmyg moske, som senere kaliffen Abdul Malik erstattede med et af de skønneste orientalske bygningsværker, datiden kendte. Stedet er helligt for muhammedanerne som for jøderne, dels fordi Abraham i begge religioner er en hellig mand, dels fordi muhammedanerne har en tradition om, at Muhammed har søgt hertil, båret den lange vej af åndelige kræfter om natten.[60] …

… De hellige steder i den nu erobrede del af Jerusalem er hellige for kristne, for jøder og for muhammedanere. Det er ikke første gang, der er kæmpet om dem. Deres betydning har gennem alle tider gjort dem til historisk fælleseje, uanset, hvem der sad inde med herredømmet over dem.

Kilde 110: Yitzhak Rabin tale på Det hebraiske Universitet 28.juni 1967

Yitzhak Rabin (1922-1995) var født i Jerusalem og havde under uafhængighedskrigen 1948/49 ledet forsvaret af byen. I 1965 var han blevet stabschef og havde nu under Seksdageskrigen været en af hovedstrategerne bag Israels sejr. Efter at have forladt hæren, blev han i 1973 valgt til Knesset for Arbejderpartiet og var senere premierminister 1974-77 og igen fra 1992 til han blev dræbt af en jødisk terrorist den 4.nov. 1995 – se den historiske gennemgang, I talen her prøver han at forklare den afgørende israelske sejr tidligere på måneden.

 

… Disse (israelske) soldater blev båret frem af åndelige værdier, af dybe åndelige kraftkilder, i langt højere grad end af deres våben og krigsteknik …

Vore piloter, som ramte fjendens fly så nøjagtigt, at ingen i hele verden fatter, hvordan det blev gjort, og man prøver at give det en teknologisk forklaring – at det skete på grund af hemmelige våben; vore væbnede styrker, som slog fjenden, selv når deres udrustning var ringere end hans; vore soldater, inden for de forskellige grene af den israelske hær, som besejrede fjenden overalt til trods for dennes overlegenhed i antal og befæstede støttepunkter – alle disse afslørede alle sammen ikke blot koldsindighed og mod under kampen, men en brændende tro på deres sags retfærdighed, en forståelse for, at kun deres personlige indsats under de allerstørste farer kunne bringe sejr til deres land og deres familier og at alternativet til sejr var udslettelse.

Endvidere overgik hærens officerer af alle grader og på alle kamppladser fjendens officerer. Deres forståelse, deres vilje, deres evne til at improvisere, deres omsorg for soldaterne og frem for alt deres måde at føre tropperne ind i kampen – alt dette er ikke et spørgsmål om materiel eller teknik. Det har ingen rationel forklaring, men kan kun forklares ud fra en dyb bevidsthed om deres kamps moralske retfærdighed.

Alt dette har sit udspring i sjælen og fører tilbage til ånden. Vore krigere sejrede ikke ved hjælp af deres våben, men på grund af bevidstheden om en mission og bevidstheden om retfærdighed, på grund af dyb kærlighed til deres fædreland og en forståelse for den vanskelige opgave, der var lagt på dem; for at sikre vort folks eksistens i dets fædreland, for med selve deres liv som indsats at forsvare den israelske nations ret til at leve i sin egen stat, fri, uafhængig og fredelig.

Denne hær, som jeg havde det privilegium at anføre under disse kampe, kom fra folket og vender tilbage til folket, til det folk, som styrkes i krisens stund og som besejrer alle fjender ved sine moralske dyder og sin åndelige redebonhed[61] i nødens stund….

Kilde 111: Cecil Hourani om årsagerne til de arabiske nederlag, nov. 1967

Cecil Amin Hourani var i ti år rådgiver for præsident Bouguiba i Tunesien, men bosatte sig siden i Beirut. Hans essay blev offentliggjort kort tid efter krigen i tidsskriftet El Nahar i Beirut. Han beskæftigede sig siden mest med Libanons historie.

 

… Jeg har påvist, hvilken katastrofal følge det var for os, at vi ikke havde gjort os klart, at man må skelne mellem dette at ville dæmme op for Israel og at ville erobre det. Hovedårsagen til, at vi ikke foretog denne skelnen, men forestillede os at vi fra det ene øjeblik til det andet kunne skifte fra den ene til den anden af de nævnte betragtningsmåder, var den fejltagelse, at vi undlod at sammenligne vor egen styrke og vor svaghed med Israel og resten af verden. Vi må derfor undersøge dette spørgsmål ærligt og uden frygt.

Den første fundamentale sandhed, vi må erkende er, at araberne som helhed ikke har nået det videnskabelige og teknologiske stade, ej heller det almindelige uddannelsesniveau blandt masserne, som muliggør en moderne krigsførelse i større målestok. Det er ikke blot en slutning ud fra de seneste begivenheder, det er en statistisk bevislighed. Vi har ikke det uddannelsesmæssige niveau og de hjælpemidler herhjemme eller tilstrækkeligt mange studenter ude til at uddanne en generalstab, et officerskorps og soldater, der er i stand til at bruge moderne våben og metoder. Vi har endvidere ikke en civilbefolkning, der er tilstrækkelig trænet og uddannet til at kunne samarbejde med de væbnede styrker og de civile myndigheder i den udstrækning en moderne krigsførelse kræver.

Ved ikke at tage hensyn til disse kendsgerninger prøvede vore militære ledere at udkæmpe den forkerte slags krig. Det er en klassisk beskyldning, som man retter mod generalstabe, at de bruger metoder, som passer på den foregående krig. Vore militære teoretikere og planlæggere prøvede at udkæmpe den næste krig. Som følge heraf var vore soldater ikke blot ude af stand til at bruge de moderne våben, man rakte dem; i virkeligheden blev de hæmmet af dem. De blev fanget i de tanks, de ikke kunne styre, mens de ventede på den luftstøtte, der aldrig kom, og blev således et let bytte for deres fjender. Og det materiel, de måtte opgive, vil blive indlemmet i den israelske hær, således at vi i virkeligheden har hjulpet med til at bevæbne vore modstandere …

Kilde 112: Den danske historiker Erling Bjøl om 6-dageskrigen

Erling Bjøl (født 1918) er en dansk politolog, historiker og journalist. Han var udenrigspolitisk medarbejder ved Information og Politiken indtil 1963, hvor han blev professor i statskundskab ved Århus Universitet med ansvar for at opbygge det nye fag international politik. I 1972 kom hans trebindsværk ”Verdenshistorien efter 1945” som supplementsbind til Grimbergs Verdenshistorie bd.1-16 på Politikens forlag, Værket er siden kommet i utallige oplag og nye udgaver – teksten her er fra den første udgave i 1972.

 

Den totale israelske sejr skyldtes flere ting. Omhyggelig planlægning og ypperligt efterretningsarbejde. Israelerne kendte ørkenen langt bedre end ægypterne. Deres tanks kørte gennem klitterræn, som ægypterne og deres russiske rådgivere ikke havde anset for passabelt. De russiske rådgivere havde anbefalet at lade halvdelen af deres kampvogne indgå i infanteridivisioner, fordi infanteriet i den sidste del af Anden Verdenskrig havde vist sig at være særdeles effektivt mod tanks. De overså, at det er ulige vanskeligere for infanteriet at klare sig i ørkenen end i europæisk terræn og klima. Israelerne opererede med rene panserbrigader. Endvidere havde russerne flere steder rådet ægypterne til at grave deres tanks ned i faste forsvarsstillinger med det resultat, at de blev et taknemmeligt bytte for det israelske luftvåben.

De israelske fly havde allerede den første formiddag gjort det af med det ægyptiske flyvevåben. Om eftermiddagen tog de sig af Jordans og Syriens, der ikke synes at have lært noget af den lektion, ægypterne havde fået om formiddagen. Fra tirsdag var de israelske fly til rådighed for krigen på jorden, både i Sinai og Vestjordan. Ligesom i 1948 kæmpede jordanerne beslutsomt i Jerusalem og Samaritanien[62]. Men om tirsdagen blev de taget i en knivtang af en israelsk panserkolonne, der rykkede sydpå langs Jordanfloden fra Galilæa og nordpå mod Jeriko[63]. Det israelske flyvevåben lammede nu jordanernes bevægelser i dagslys. Det var ikke i Palæstina og Sinai som i Vietnam[64]. Her var ingen steder at skjule sig. Jerusalem måtte dog tages i nærkamp. Så langt som man kan spore den tilbage i middelalderen, var den jødiske påskegudstjeneste blevet sluttet med ordene: La Shana haba be Jerusjalajim – næste år i Jerusalem. Onsdag den 7.juni 1967 kl.14 holdt Mosha Dayan og hans soldater andagt ved Grædemuren i den gamle by. Århundreders håb i landflygtighed og forfølgelse var gået i opfyldelse.

Syrerne, som havde startet det hele, blev af israelerne først overladt til sig selv. På Golanhøjderne havde de med russisk bistand opført en befæstningskæde, som de fleste militæreksperter mente, det ville kræve måneders kamp og svære tab at indtage. Det tog israelerne et døgn, og deres samlede tab i Seksdageskrigen blev kun 676 faldne. Angrebet mod Syrien satte først ind på fjerdedagen, da både Ægypten og Jordan var slået ud. Det var på ny flyvevåbnet, der førte an. Dagen derpå fulgte panservåbnet efter. Det gik bag om fæstningslinjen, mens faldskærmstropper angreb den direkte fra helikopterne. Lørdag den 10. – på krigens sjette dage – var den formidable Golanlinje i israelernes hænder. De syriske soldater var for en stor del flygtet, fordi Damaskus radio helt forhastet om morgenen havde meddelt, at israelske tropper allerede var nået halvvejs til Damaskus.

I det hele taget skyldtes israelernes sejre ikke bare deres egen dygtighed og tapperhed, men også modstanderens fejltagelser og dårskab. Jahve[65] havde slået Israels fjender med blindhed.

I FN, hvor sikkerhedsrådet var blevet indkaldt over hals og hoved på krigens første dag, trak den sovjetiske delegerede Nikolai T. Federenko debatten i langdrag med kaskader af ord og forsinkede et engelsk-amerikansk våbenstilstandsforslag med et modforslag, der samtidig fordømte Israel som angriber og krævede omgående tilbagetrækning. For israelernes overkommando var kampene et kapløb med tiden. Hvor længe ville FN være om at træffe en beslutning? Russernes ordflom var med til at give dem respit[66]

Israelernes sejre havde dog dybere årsager end modstandernes militære og diplomatiske fejltagelser og deres egen overlegenhed i våbenbrug. Der var en kløft i kampmoral mellem israelerne og araberne. Israelerne havde en følelse af at kæmpe med ryggen mod muren. Deres hær var en tæt sammensvejset enhed af folk, der var de overlevende efter de frygteligste massakrer og mest skånselsløse forfølgelser, historien kender. Det var en hær uden kassernegårdseksercits, hvis officerer ikke kommanderede ”Fremad!”, men ”Følg mig!”. Efter de første triumfer i Sinaiørkenen syntes de israelske soldater simpelthen ikke at kende til træthed. Nat og dag fortsatte de kampen uden søvn. Gang på gange gjaldede sange om ”Det gyldne Jerusalem” ”Jerushalajim shel sahav”, der blev Seksdageskrigens Tipparary[67].

Kilde 113: Den svenske professor og redaktør Herbert Tingsten 12.juni 1967

Herbert Tingsten (1896-1973) var en svensk professor og redaktør. Han var fra 1935-46 professor i statskundskab ved Stockholms Högskola og skrev især om politiske institutioner og idésystemer, bl.a om det svenske socialdemokrati og debatterende sager som ”Demokratiets Problem” fra 1945. Han deltog i udenrigsdebatten med kritik af både højre- og venstreorienterede diktaturstater Tingsten selv var politisk liberal og var i perioden 1946-59 chefredaktør for den svenske avis Dagens Nyheter. I 1957 udgav han bogen ”Det hotate Israel” (Det truede Israel), som kom i en revideret og aktualiseret udgave straks efter Seksdageskrigen i 1967. Året efter kom den også på dansk – kilden her er det efterord, Herbert Tingsten skrev til den nye udgave.

 

Den krise, som opstod på grund af de syriske mord- og ødelæggelsesaktioner mod Israel i sommeren og efteråret 1966, syntes i de første forårsmåneder 1967 at gå over i et mindre akut stadium. Man skred under De forenede Nationers medvirken til visse forhandlinger af relativt ubestemt, men alligevel afspændende karakter, nyhederne fra det truede Israel havde i de første forårsmåneder 1967 ikke samme skræmmende indhold som tidligere.

I april og især i maj indtrådte en ny skærpelse af situationen. Denne skærpelse indebar først og fremmest, at Ægyptens diktator, Nasser, som i et par år havde syntes tilbøjelig til at udsætte de fjendtlige handlinger til fremtiden, gik over til en aggressiv politik. Hvad der betingede denne afgørende ændring hos Nasser er endnu uklart. Sandsynligvis blev han drevet af frygten for at miste sin faldende prestige inden for den arabiske verden, af tro på muligheden for et nyt og fastere arabisk forbund[68], af en overdreven vurdering af sine egne ressourcer, af tanken om, at Israels tilbageholdenhed tydede på svaghed, af russiske løfter om støtte og af den antagelse, at det i Vietnam sysselsatte og af Vietnam-krigen opinionsmæssigt svækkede Amerika[69] ville undlade at gribe ind. I hvert fald stillede han i løbet af et par uger i maj verden over for perspektivet af et arabisk overfald på Israel.

Jeg erindrer i korthed om de vigtigste sider af begivenhederne. Hetzen mod Israel nåede på ny et højdepunkt. I Ægypten, Syrien og efterhånden også i andre arabiske stater talte politikerne, radioen og aviserne med hastigt stigende brøl om den forestående ”hellige” krig[70] mod Israel. De i tyve år fremsatte, men i visse perioder mere vanemæssigt end aktivt fremsatte forsikringer om, at Israel skulle ”likvideres”, ”tilintetgøres” og ”jævnes med jorden” blev på ny et med ubeskrivelig brutalitet gentaget tema i propagandaen; alle jødiske mænd, kvinder og børn i Israel må dræbes, hed det i en særlig grov, men for tonen i den arabiske propaganda typisk udtalelse. Der samledes tropper ved grænserne, alliancen mod Israel knyttedes på ny sammen, og til dem, der lovede Nasser støtte, hørte ikke blot Irak, Saudi-Arabien og Algeriet, men også det længe mere vægelsindede Jordan, hvis kong Hussein tidligere betragtedes som den mest beherskede og mindst aggressive af de arabiske ledere. Til hetzen knyttedes aktion efter aktion, der tydede på umiddelbare angrebsplaner. Nasser formåede FNs generalsekretær U Thant til i løbet af nogle døgn at trække den internationale styrke tilbage, som siden 1956 havde sikret ro på grænsen mellem Israel og Ægypten i Gaza-området; denne i manges øjne uforklarlige og utilgivelige eftergivenhed – som blev besluttet uden at FNs Sikkerhedsråd blev rådspurgt – skal ifølge et rygte være forårsaget af, at Indien og Jugoslavien[71] havde erklæret omgående at ville hjemkalde sine kontingenter i FNs lille hær (henimod 4.000 mand). Akababugten spærredes for israelske skibe; siden 1956 havde Israel ifølge international overenskomst haft dette udløb for sin handel mod øst gennem havnebyen Eilat, og for Israel, som folkeretsstridigt hindredes i at anvende Suezkanalen, var Akababugtens eller Tiranstrædets udnyttelse en livsbetingelse. Især USA betonede, at denne Nassers forholdsregel umuligt kunne tolereres, men der blev ikke sat handling bag ordene, selv om den sjette amerikanske flåde endnu engang koncentreredes om farvandene mellem Sydvestasien og Nordøstafrika.

I et par uger omkring den 1.juni ventede verden på krigen. Nassers og andre arabiske lederes udfald blev stedse mere hysteriske, deres løfter om en sejrrig krig og Israels ødelæggelse stedse mere hårde og bestemte. I Israel ønskede mange, at man skulle slå til, at man skulle søge at bryde jernringen inden den blev fastere. Internationale forslag og debatter varslede om uroen inden stormen. Et forslag fra De Gaulle[72] om et møde på højeste niveau mellem USA, England, Frankrig og Rusland afvistes af Rusland. Et israelsk krav om en FN-resolution mod traktatbruddene faldt på det russiske veto[73]. USA og England, fra hvem man snarest ventede støtte til Israel, var tøvende og usikre. De demokratiske folkeslags sympati var uden tvivl på Israels side, men som sædvanlig efter den anden verdenskrig, var det USA, den eneste demokratiske verdensmagt, man stolede på. Underhånden diskuteredes en plan om, at flådestyrker fra USA, England og nogle mindre stater skulle frembringe Akababugtens åbning for Israels handel, men noget resultat kom man ikke til[74]. Alle ventede i ængstelse, i håb om, at andre ville handle. Man frygtede en ny verdenskrig, hvis der blev krig mod Israel: ”Gud bevare Israel, men lad ham frem for alt bevare mig selv.”

Om morgenen mandag den 5.juni brød krigen ud. Mens dette skrives, synes det sandsynligt, at Israel begyndte de egentlige kamphandlinger. Men selv om det er tilfældet, kan Israels angreb ikke betragtes som en forsvarskrig i den ironisk nedsættende betydning, hvori vi sædvanligvis anvender ordet. De arabiske voldshandlinger var af en sådan karakter, at de indebar en tilsløret krig, mod hvilket et folk efter alle folkeretslige doktriner er berettiget til at gribe til åben krig. Et land, som bestandigt oplever angreb af mordere og mordbrændere fra andre staters side – stater som forsikrer, at dette ikke er krig, men at den rigtige, totale udslettende krig snart vil komme – har ikke pligt til at forholde sig passive over for volden og truslen; så tåbelig er den internationale ret ikke. Hvis en kvæler er i gang med at slå strikken om min hals, har jeg ret til at søge at hindre ham, inden han trækker til – det er et folks såvel som det enkelte menneskets ret.

I løbet af krigens fem-seks dage fik vi en ny opvisning af statsmændenes og diplomaternes ballet omkring det grønne bord. De fleste var uden tvivl fyldt med den bedste vilje til at genskabe freden og fremfor alt til at forhindre en større krig – men hvilke løgne, udflugter, falskheder og forvrængninger. Den russiske delegerede i FN talte om Israels i mange år gennemførte aggressioner mod de arabiske stater – han må på sit bord og i sin erindring have haft Israels bønner om forhandlinger og fred og fjendernes højtidelige løfter om at tilintetgøre Israel. USA erklærede sin fuldstændige neutralitet – nogle dage efter at man havde sagt, at Akababugtens lukning umuligt kunne tolereres. Kravet om, at krigen skulle slutte var alles parole, men der var ikke enighed om, hvorledes man skulle få fred, en varig eller i det mindste en sikker fred for nogle år. Den almindelige parole om krigens ophør fandt støtte – da krigen i realiteten var afsluttet.

Israels sejr blev total, større, med mindre vanskeligheder og ødelæggelser end måske nogen havde ventet. På nogle dage blev blokaden brudt i Akababugten, hele Sinaihalvøen erobredes – man gjorde frivilligt holdt ved Suezkanalen – det gamle Jerusalem og de tilgrænsende dele af Jordan blev indtaget, de syriske angreb blev slået tilbage og israelske tropper rykkede mod Damaskus. Efter fire dages forløb ophørte kamphandlingerne i hovedsagen, nogle dage senere i Syrien; Israel, som havde erobret målene for sin aktion, havde allerede tidligere erklæret sig parat til at afslutte kampen, de arabiske stater gav sig senere, da deres situation på alle fronter var håbløs.

Jeg skriver dette med en følelse af glæde, som sikkert findes hos hundreder af millioner af mennesker i den demokratiske verden. Glæde over, at krigen var slut, men fremfor alt glæde over, at den sluttede, som den gjorde. En krigsafslutning efter arabisk erobring, arabiske plyndringer og drab i Israel havde været fortvivlende og fornedrende – som nazismens gerninger for nogle og tyve år siden. Nu har Israel ved egen kraft bevaret og styrket sin frihed: Israel lever og vil leve.

Men hvorledes vil fremtiden blive. Spekulationer er vanskelige og forudsigelser urimelige med de stemninger af had, som hersker i den arabiske verden – og som i de sidste dage har fundet udtryk i absurde demonstrationer mod Rusland, som man vedvarende havde håbet på – i stormagtsspillet omkring de mange stater i Mellemøsten, dette spil, hvor alle med så små indsatser som muligt, søger at vinde et maximum af prestige og tilslutning. Vi kan håbe på, at Israel får fred i det mindste i nogle år. Vi kan endog håbe på, at der vil komme en udligning, en varig afspænding mellem de arabiske stater og Israel – det er den forhåbning, som bestandig er blevet proklameret af Israel – vi kan håbe på, at også konflikten i Mellemøsten vil mildnes sammen med mildningen af den kolde krig i verden[75], at et Israel i frihed og tryghed vil blive en af de ædleste frugter af en bedre organiseret verden.

Lad os håbe på en opinion, en indsigt vover jeg at sige, som forstår og værdsætter Israel. Her kan vi alle gøre noget. Det passionerede, fredelige, rationelt virksomme og opofrende Israel må ikke gå under, det er en del af os selv, af vore drømme, det må leve.

Kilde 114: Det arabiske Topmøde i Khartoum 29.aug.-1.sept. 1967

Knap tre måneder efter krigen mødtes de arabiske ledere i topmøde i Khartoum, hovedstaden i Sudan.

 

  1. Konferencen har bekræftet enheden indenfor de arabiske rækker, enheden i fællesoptræden og behovet for koordination og for ophævelse af alle indbyrdes forskelligheder. Konger, præsidenter og repræsentanter for de andre arabiske statsoverhoveder har på kongressen bekræftet deres landes bistand og vilje til at opfylde det nye arabiske solidaritets-charter, som blev undertegnet på den tredje arabiske topkonference i Casablanca[76]
  2. De arabiske statsoverhoveder er blevet enige om at forene deres politiske kræfter på det internationale og det diplomatiske plan for at fjerne virkningerne af aggressionen og for at sikre tilbagetrækningen af de aggressive israelske styrker fra de arabiske lande, som er blevet besat siden aggressionen den 5.juni. Dette vil blive gjort indenfor rammerne af de hovedprincipper, som araberne fastholder, nemlig: ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandling med det, og hævdelse af det palæstinensiske folks rettigheder i deres egen land.[77]
  3. De arabiske finans-, økonomi- og olieministres konference anbefalede at standse olieudpumpningen som et middel i kampen. Topkonferencen er imidlertid efter nøje at have overvejet sagen kommet til den slutning, at udpumpningen af olie i sig selv kan bruges som et positivt våben, eftersom olie er et arabisk aktiv, som kan bruges til at styrke de arabiske staters økonomi, som direkte har lidt under aggressionen, således at disse stater vil være i stand til at stå fast i kampen.

Konferencen har derfor besluttet at genoptage udpumpningen af olie, eftersom olie er et positivt arabisk aktiv, som kan bruges til at tjene arabiske formål …

  1. Deltagerne i konferencen har tilsluttet sig den plan, der er foreslået af Kuwait, og som går ud på at danne et arabisk økonomisk og socialt udviklingsfond på grundlag af anbefalingen fra de arabiske finans-, økonomi- og olieministres konference i Bagdad.

Kilde 115: Ambassadør Esther Herlitz om J.O.Krags andel i Sikkerhedsrådets resolution 242

I FN fortsatte forhandlingerne om en resolution, der skulle lægge op til fredsforhandlinger og en endelig fredsaftale mellem Israel og de arabiske lande. Danmark er aktivt med her, idet vi som ovenfor nævnt har en plads i sikkerhedsrådet 1966-67. I Danmark var Esther Herlitz israelsk ambassadør og hun har til journalisten Richard Oestermann fortalt følgende historie – her fra Oestermanns erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014.

 

Esther Herlitz, en israelsk senior-diplomat, var landets ambassadør i Danmark dengang (1967). Hun har fortalt mig om den dramatiske historie bag ”242”[78]:

”Danmark var formand for sikkerhedsrådet i 1967[79]. Jeg blev kaldt til den danske statsminister Jens Ottos Krags[80] kontor. Det var en sen aften ved 22-tiden. Krag sagde, at han agtede at tage til New York for at holde en tale i FN. Han spurgte mig, om jeg troede, at den israelske regering kunne godtage ordlyden om, at (alle stater i) Mellemøsten er berettiget til at leve indenfor sikre og anerkendte grænser”.

”Det var for sent at kontakte regeringen i Jerusalem, så jeg påtog mig ansvaret for, at Israel accepterede denne formulering. Jeg mente, at det var en god definition af grænser, og at det ville have en chance for at blive accepteret, hvis vi holdt formuleringen ambitiøs, vag og åben for forskellige fortolkninger. Den engelske repræsentant i Sikkerhedsrådet var den nu afdøde Lord Caradon, som lavede et udkast til resolutionen og inkorporerede den danske ordlyd om sikre og anerkendte grænser. Men nogle medlemmer af Sikkerhedsrådet ønskede denne sætning elimineret.”

”Så fik jeg en opringning fra lederen af Israels FN-delegation, ambassadør Gideon Rafael, som ønskede at forhindre, at denne formulering blev fjernet. Det var over midnat og Krag sov i sit sommerhus i Skiveren i Nordjylland. Han havde et hemmeligt telefonnummer, men vi omgik denne hindring ved at instruere en dansktalende sekretær fra den israelske ambassade om at forklare situationens alvor og hvor vigtigt det var, at komme til at tale med Krag. Hun gik med til at ringe ham op. Kort efter telefonerede Krag og sagde, at han ville instruere Danmarks FN-ambassadør, Hans Tabor, om at bevare teksten.”

Britiske diplomater har senere prøvet at stjæle æren for danskerne ved at betegne ”242” som en britisk opfindelse, ”men”, sagde Herlitz til mig, ”den var lavet af danskerne med lidt israelsk imput”

I næsten fem årtier har ”242” været udgangspunktet og rygrad i alle Israels forhandlinger med den arabiske verden.[81]

Kilde 116: Sikkerhedsrådets resolution 242 af 22.november 1967

FNs Sikkerhedsråd forhandlede videre de næste måneder om resolutionen – i de sidste forhandlinger var Hans Tabor dog ikke længere dansk repræsentant, da J.O.Krag den 2.okt. havde udnævnt ham til dansk udenrigsminister – til regeringen tabte valget i januar 1968 og Krag den 2.febr. afløstes af Hilmar Baunsgaard.

I de efterfølgende årtier har resolution 242 altid været udgangspunktet for fredsforhandlinger og lå også bag fredsaftalerne med Egypten og Jordan i 1990´erne.

 

Sikkerhedsrådet,

Udtrykker sin fortsatte uro over den alvorlige situation i Mellemøsten,

Understreger det utilladelige i at tilegne sig territorium ved krig og behovet for at arbejde for en retfærdig og varig fred, hvorunder enhver stat i området kan leve i sikkerhed,

Understreger endvidere, at alle medlemsstater ved at anerkende De forenede Nationers Pagt har påtaget sig at handle i overensstemmelse med artikel 2 i pagten,

  1. Bekræfter at opfyldelsen af pagtens principper forudsætter oprettelsen af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten, som bør inkludere opfyldelsen af de to følgende principper:

(I) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder, der blev besat under den sidste konflikt[82]

(II) Ophør af alle påstande om eller tilstande af krig og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området, samt at deres ret til at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser fri fra trusler eller voldshandlinger;

  1. Bekræfter endvidere nødvendigheden af

(a) garantier for fri sejllads gennem internationale vandveje i området;

(b) at tilvejebringe en retfærdig løsning på flygtningeproblemet;[83]

(c) at garantere alle staterne i området territorial ukrænkelighed og politisk uafhængighed ved forholdsregler, der omfatter oprettelsen af demilitariserede zoner.

  1. Anmoder generalsekretæren om at udpege en særlig repræsentant[84], som skal rejse til Mellemøsten for at skabe og opretholde kontakten med de berørte parter i den hensigt at fremme enighed og for at bistå i bestræbelserne for at opnå en fredelig og acceptabel løsning i henhold til denne resolutions retningslinjer og principper;
  2. Anmoder generalsekretæren om snarest muligt at afgive rapport til sikkerhedsrådet om den særlige repræsentants virksomhed.

Noter

[1] Cairo-aftalen mellem Egypten, Syrien og Irak, indgået 17.april 1963

[2] Den franske avis Le Monde havde den 25.december 1962 citeret Nassers tale i Port Said

[3] Fedayeen-grupper er frivillige soldater, ikke en del af den officielle hær.

[4] Al-Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der var dannet i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Fra 1965 foretog den terrorangreb mod staten Israel.

[5] Det syriske Baathregime havde stærke forbindelser til Sovjetunionen – hvad der bekymrede USA og dets allierede

[6] FNs sikkerhedsråd har fem permanente medlemmer med ret til at nedlægge veto – USA, Sovjet, England, Frankrig og Kina – derudover er der ti ikke-faste medlemmer, der vælges af Generalforsamlingen for perioder på to år. Ved valget af dem tages der hensyn til kravet om en ligelig geografisk repræsentation. Danmark og Canada var medlemmer 1966-67

[7] Hverken Israel eller de arabiske stater er medlemmer af Sikkerhedsrådet

[8] U Thant (1909-1974) var fra Burma og FNs tredje generalsekretær efter nordmanden Trygve Lie og svenskeren Dag Hammarskjöld

[9] UNEF var de fredsbevarende styrker på våbenstilstandslinjen mellem Israel og Egypten, der var blevet placeret der efter Suez-krigen i 1956. Den 16.maj havde Egypten krævet soldaterne fjernet – og U Thant efterkom hurtigt kravet. Se også Nassers argumenter i næste kilde (kilde 104)

[10] Se dansk tekst her: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/1969/50#:~:text=Denne%20konvention%20st%C3%A5r%20indtil%20den,til%20at%20deltage%20i%20konventionen.&text=Denne%20konvention%20skal%20ratificeres.

[11] Israel trak sig først i 1957 tilbage fra Sharm el-Sheik, som ligger ved Tiran-strædet, der kontrollerer indsejlingen til Akaba-bugten

[12] Eilat er en israelsk havneby ved Akababugten – den ligger på den israelske side af våbenstilstandslinjen, i dag grænsen til Egypten.

[13] Kyststaterne er Egypten mod vest, Saudi-Arabien og Jordan mod øst og Israel helt oppe mod nord – i Eilat – men de arabiske lande anerkender som lige nævnt ikke Israels ret til Eilat.

[14] United Arab Republik – det officielle navn for sammenslutningen af Egypten og Syrien, som Egypten beholdt

[15] Se note 10.

[16] Egypten havde fra 1962 deltaget i borgerkrigen i Yemen, fra 1965 også med regulære egyptiske tropper. Borgerkrigen var udbrudt efter et kup mod imamen Muhammed al-Badr i 1962. Efter kuppet var imamstyret blevet afskaffet og i stedet oprettede man Den Yemenitiske Arabiske Republik med Abd-Allah al-Sallal i spidsen. Herefter kæmpede imamtro grupper støttet af Saudi-Arabien på den ene side og republikanerne støttet af Egypten på den anden side

[17] På dansk som regel kaldet Genesaret Sø

[18] Mahmoud Fawzi havde været egyptisk udenrigsminister fra 1952-64, men var fortsat en af Nassers nærmeste medarbejdere

[19] Egypten og Israel havde året før, den 4.november 1966, indgået en forsvarsaftale.

[20] Det er ikke lykkedes historikere at finde en sådan israelsk erklæring

[21] De fredsbevarende tropper, der var blevet placeret ved våbenstilstandslinjerne efter Suez-krigen i 1956 – se den historiske gennemgang

[22] General Yitzhak Rabin var i 1967 stabschef i Israel – han blev senere premierminister for Arbejderpartiet

[23] Nasser henviser her til de arabiske fyrstedømmer og til de konservative kredse i den arabiske verden.

[24] Der fandtes ikke en egentlig islamisk alliance, men der var uformelle kontakter mellem Kong Hussein i Jordan og Kong Feisal i Saudi Arabien. Jordan følte sig i disse år hårdt presset af samarbejdet mellem Egypten og Syrien, som kunne true kong Husseins styre i landet

[25] Iran havde frem til den islamiske revolution i 1979 tætte og gode forbindelser med Israel

[26] FN-tropperne ved Sharm el-Sheikh skulle sikre den frie sejlads på Akababugten

[27] Parlamenteren – meget snak frem og tilbage – som i et parlament

[28] Begge tekster i denne kilde er taget fra kap. 12 i hendes erindringer, der netop hedder ”Vi er alene”

[29] Aya er Golda Meirs svigerdatter – gift med sønnen Menachem Meir

[30] Revivim er en kibbutz i Negev-ørkenen – oprettet i 1943. Her bor Golda Meirs datter Sarah.

[31] Altså religiøs indvielse til brug for jødiske grave.

[32] Sussie er Herbert Pundiks kone

[33] Flotille betyder bare ”en lille flåde”

[34] Talpiot-bydelen ligger syd for Den gamle By og lige op af våbenstilstandslinjen til den halvdel af Jerusalem, som var besat af Jordan

[35] Israel prøvede længe at få Jordan til at holde sig udenfor konflikten – hvis Jordan gik med, var det israelske – det vestlige – Jerusalem lå pludselig i frontlinjen.

[36] Kibbutz Ramat Rahel lå lige op af våbenstilstandslinjen i Talpiot-området syd for Jerusalem

[37] Government House var oprindelig bygget i 1933 til den engelske højkommissær. I 1948 var det blevet overtaget af FN og lå nu i en lille neutral zone mellem Talpiot i det vestlige, israelske Jerusalem og Abu Dis syd for det østlige, jordanske Jerusalem. Det i dag meget besøgte udsigtspunkt over Jerusalem – Tayelet Haas Promenade – ligger i denne FN-zone. FN har stadig selve bygningen.

[38] Jerusalem lå jo fra 1949-67 i en slags ”lomme” inde på den jordansk besatte Vestbred. Et par km syd for de her omtalte områder Talpiot og FN-zonen nåede man våbenstilstandslinjen – Betlehem, der ligger lidt længere mod syd, lå i det jordanske område.

[39] Onsdag den 7.juni – krigen var startet om mandagen den 5.juni

[40] Mandelbaumgate var den eneste overgang fra Israel til Jordan. Den blev i 60´erne især brugt af FN og af turister, der først besøgte de hellige steder i Den gamle by og i Betlehem og derpå rejste ind i Israel. Den lå nord for den gamle by

[41] Vejen rundt om den nordlige og østlige del af muren rundt om Den gamle By – Sultan Suleyman Street og Yericho Street

[42] Stefansporten – også kaldet Løveporten – er den østlige af de syv porte ind i den gamle by

[43] Omar-helligdommen – på arabisk Qubbat as-Sakhrah – er bygget på det sted, hvor Muhammed ifølge islamisk tradition steg til himmels for at tale med Gud, inden han vendte tilbage til jorden for at udbrede islam. Den blev opført på pladsen, hvor det jødiske tempel havde ligger frem til år 70, i 687691 af Abd al-Malik under det niende kalifat. Den ligger nord for Al-Aksa-moskeen og kaldes ofte på dansk Klippehelligdommen.

[44] Det israelske flag

[45] Grædemuren er en rest af den vestlige mur omkring det jødiske tempel og det eneste, der står tilbage.

[46] Den danske oversætter bruger det begreb, som endnu i 60´erne var det almindelige på dansk for muslimer

[47]  En shofar er vædderhorn og bruges i den jødiske gudstjeneste på særlige helligdage

[48] Torah´en er de fem Mosebøger, men kan også bruges om hele Tanach, den jødiske Bibel – af kristne kaldet ”Det gamle Testamente”

[49] Foruden Al Aksa-moskeen og Klippehelligdommen rummer Den gamle By jo også kirkerne langs Via Dolorosa og Gravkirken.

[50] Der var allerede dengang en stor splittelse mellem de ortodokse jøder og de mere sekulariserede jøder.

[51] Yeshiva er en jødiske religiøs skole, hvor Toraen og Talmud studeres

[52] Hele Jerusalem skulle jo ifølge FNs delingsplan have været under international kontrol. Efter Uafhængighedskrigen 1948/49 og våbenstilstanden med Transjordanien, kom ”Vestbredden” og den østlige del af Jerusalem på jordanske hænder. Frem til 1988 var Jordans krav til Israel at få hele området tilbage, derefter meddelte kong Hussein, at området skulle gives til palæstinenserne – se videre i den historiske gennemgang.

[53] Under den jordanske besættelse af Østjerusalem 1948-67 var det umuligt for jøder at få adgang til Grædemuren

[54] Fra 1949-1967 var våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan løbet midt ned gennem Jerusalem.

[55] Med ”moderne” mener journalisten sikkert ”ikke-religiøse” sekulariserede israelere.

[56] Se den historiske gennemgang af det israelitiske kongeriges historie

[57] Som tidligere nævnt bruges endnu i 1960´erne udtrykket ”muhammedansk” om muslimsk – i øvrigt også i religionsbøger.

[58] Salomons tempel blev ødelagt omkring år af babylonierne i det 6.årh f.v.t – se den historiske gennemgang

[59] Se kilde 15 her på www.israel-info.dk

[60] Se kilde 21 her på www.israel-info.dk

[61] Redebonhed betyder en parathed til at gøre noget, yde en ekstra tjeneste

[62] Erling Bjøl bruger her udtrykket Samaritanien om den nordlige del af Vestbredden – det bibelske Samaria

[63] Våbenstilstandslinjen løb fra 1949-67 syd for Beth Shean i Galilæa i det nordlige Israel. Mod syd løb den lige nord for den israelske kibbutz Ein Gedi ved Det døde Hav

[64] Seksdageskrigen foregår jo samtidig med Vietnamkrigen, hvor USA og deres allierede i Sydvietnam – regeringen i Saigon – har svært ved at finde modstanderne, ”Vietcong”, fordi de kan skjule sig i de tætte regnskove.

[65] Jahve – det navn Gud giver sig selv i Torah´en

[66] Respit – udskydelse – her altså mere tid.

[67] Sangen ”It´s a long way to Tipparary” var i 1. og 2.Verdenskrig en meget populær sang hos de britiske tropper

[68] Syrien havde jo allerede i september 1961 forladt Den forenede arabiske Republik, der var dannet ved en sammenslutning af Syrien og Egypten i februar 1958.

[69] USA var i 1967 præget af en voksende modstand mod USA’s deltagelse i krigen i Vietnam

[70] I islam tales om Jihad – hellig krig – begrebet er dog noget mere omfattende, idet det også kan betyde ”kampen” for selv at blive en bedre muslim.

[71] Indien og Jugoslavien var to af de ”alliancefri” nationer, der hverken tilhørte Øst- eller Vestblokken

[72] Charles de Gaulle var Frankrigs præsident 1959-69. Han skabte ”Den 5. Republik” med dens stærke præsidentstyre og forsøgte i 60´erne at genskabe Frankrigs storhed, bl.a. ved at opbygge en selvstændig fransk atomslagstyrke og ved i 1966 at trække sig ud af NATOS militære samarbejde

[73] De fem stormagter, der er faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan alle nedlægge veto og dermed hindre vedtagelser, som der ellers er flertal for.

[74] Dette forslag nævnes også af Richard Oestermann i kilde 107

[75] Efter Berlin-krisen i 1961 og Cuba-krisen i 1962 var der indtrådt en vis afspænding – to uger efter Seksdageskrigen mødtes Sovjets regeringsleder Kosygin og USA’s præsident Johnson i Glassboro – møder som begge bagefter beskrev som ”nyttige i vor søgen efter verdensfred”

[76] Mødet i Casablanca var blevet afholdt i september 1965

[77] Her ligger et problem for Jordans kong Hussein, der ønskede at få Vestjordan tilbage – altså ”Vestbredden” og Østjerusalem – her lægges op til en ny, palæstinensisk stat.

[78] FNs sikkerhedsråds resolution 242 fra 22.nov.1967 – se kilde 116

[79] Dette er en upræcis formulering – medlemmerne skiftes til at være formand for Sikkerhedsrådet en måned ad gangen – og Danmark havde formandskabet under krigen – altså i juni 1967, hvor forhandlingerne om 242 starter

[80] J.O.Krag havde været statsminister siden 1962 – i denne periode var han også udenrigsminister

[81] Krag skriver selv i sin dagbog – her citeret fra Bo Lidegaards biografi om Krag 2002: ”USA-rejsen var vellykket. Samtalerne med Johnson og Kosygin ikke uden indflydelse på, at der blev topmøde (se note 75 til kilde 113). Forholdet til begge de to store det allerbedste. Vi havde i det hele taget bedre føling til generalforsamlingens vigtigste deltagere – herunder Israel og Ægypten – end fx (generalsekretær) U Thant eller Couve (de Murville – den franske udenrigsminister) – (der var mere negativ end nogensinde)”

[82] Nogle forskere mener, der her er en forskel mellem de britiske og de franske officielle tekster – den engelske skriver ” from territories occupied in the recent conflict;”, den franske ”des territories occupés –” og hævder, at det af den franske tekst fremgår klarere, at det er alt det erobrede, der skal gives tilbage – det afvises af andre, idet der jo i den grad er arbejdet med, at alle fire tekster – den engelske, den franske, den russiske og den kinesiske – siger præcist det samme.

[83] Flygtningeproblemet var nu vokset yderligere – 110.000 af de arabiske palæstinensere, der i 1948 var flygtet fra Israel til den jordansk besatte ”Vestbred”, var nu flygtet videre – desuden var 120.000 af de på Vestbredden fastboende også flygtet – de fleste over Jordanfloden til Jordan. Og FN havde allerede registreret 1,3 mio arabiske flygtninge i Israels arabiske nabolande før Seksdageskrigen

[84] Den 23.nov. udpegede generalsekretæren Sveriges ambassadør i Sovjetunione, Gunnar Jarring, til sin særlige repræsentant i Mellemøsten

Litteratur:

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet – fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 2.udg, 1994

Bjøl, Erling: Verdenshistorien efter 1945. Politikens Forlag 1978

Donovan, Robert J.: Seks dage i Juni. Branner & Korch 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Khouri, Fred J: The Arab-Israeli Dilemma. Syracuse University Press 1968

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Du kan hvis du tør. Erindringer. Gyldendal 2006

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Tingsten, Herbert: Det truede Israel. Gyldendals Uglebøger 1968

Links:

https://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/20620 – om Government House syd for Jerusalem

https://peacemaker.un.org/middle-east-resolution242 – her kan resolution 242 findes på fem sprog – foruden de faste medlemmers også på spansk.

Litteratur og links

Amin al-Hafiz

Government House syd for Jerusalem

Muhammed

687–691

Abd al-Malik

Kalifat

https://peacemaker.un.org/middle-east-resolution242

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet – fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 2.udg, 1994

Bjøl, Erling: Verdenshistorien efter 1945. Politikens Forlag 1978

Donovan, Robert J.: Seks dage i Juni. Branner & Korch 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Khouri, Fred J: The Arab-Israeli Dilemma. Syracuse University Press 1968

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Du kan hvis du tør. Erindringer. Gyldendal 2006

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Tingsten, Herbert: Det truede Israel. Gyldendals Uglebøger 1968

Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

Kilde 92: Uddrag af Basic Law nr. 1 om Knesset

Som nævnt i den historiske gennemgang kunne den grundlovgivende forsamling valgt i 1949 ikke enes om en grundlov. Israel har derfor løbende vedtaget ”grundlæggende love”, der tilsammen udgør en slags forfatning. Den første blev vedtaget i 1958 og var ”Grundloven” om Knesset.Knesset er statens parlament

 

Knesset mødes i Jerusalem

  1. Knesset er statens parlament
  2. Knesset mødes i Jerusalem
  3. Knesset skal, efter sit valg, bestå af 120 medlemmer
  4. Knesset vælges ved almindelige, nationale, direkte, lige, hemmelige og proportionale[1] valg i overensstemmelse med Knesset-valgloven; denne del kan ikke ændres uden et flertal af Knessets medlemmer ønsker det.
  5. Enhver israelsk statsborger på eller over alderen 18 år skal have ret til at stemme ved valgene til Knesset, undtagen en domstol har frataget ham denne ret i kraft af en lov.[2]

5.a: En kandidatliste kan kun afleveres af et parti; regler om listeforbund, registrering af partier og aflevering af en kandidatliste skal fastsættes i en lov.[3]

  1. Enhver israelsk statsborger, som på den dag, hvor en kandidatliste med hans navn på, afleveres, er 21 eller derover, har ret til at blive valgt til Knesset, medmindre en domstol har frataget ham denne ret i kraft af en lov, eller han har fået en endelig fængselsdom på over tre måneder og der ikke på den dag, hvor kandidatlisten afleveres, er gået syv år syv år, siden han udstod sin straf, medmindre formanden for den centrale valgkomité har besluttet, at den forbrydelse, han er dømt for, under hensyntagen til omstændighederne, ikke gør ham uværdig.[4]

Kilde 93: Herbert Pundik om besøget i Beersheba 1957

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62 og 71. I 1954 bosatte han og familien sig fast i Tel Aviv og Herbert Pundik blev i 1957 tilknyttet fagbevægelsens avis, Davar. Også denne kilde er fra hans erindringer: ”Det er ikke nok at overleve. Erindringer”, der udkom i 2005.

 

Fagbevægelsen, Histadruth, var dengang landets største arbejdsgiver[5]. Den producerede 70 % af landets industrivarer, var den største byggeentreprenør, kontrollerede næsten hele landbrugsproduktionen og dens afsætning samt næsten hele transportsektoren. Mapai, som arbejderpartiet dengang hed, var en brødremenighed. Kritik skulle holdes inden døre.

Der opstod snart tvivl om, hvorvidt manden fra Danmark var en sand broder.

Min første artikel i Davar Hashawa[6]overlevede jeg kun, fordi den blev tilskrevet mit åbenbare ukendskab til hvor grænsen for acceptabel kritik lå. Artiklen var en kritisk reportage fra Beersheba der blev erobret fra den egyptiske hær i oktober 1948, Dengang var den en lille by med 10.000 indbyggere, omgivet af ørken. En markedsplads for Negev-ørkenens beduiner og centrum for den engelske administration af det sydlige Palæstina.

Byen blev fokus for arbejderbevægelsens og regeringens udviklingsprogram for det sydlige Israel. Indvandrere i tusindvis og investeringskapital blev pumpet ind i den søvnige ørkenby. Det skulle gå hurtigt. Betonkanoner støbte toetageshuse med lejligheder på cirka 50 kvadratmeter. Etagerne blev støbt side om side, bagefter løftede kranen den ene etage og placerede den ovenpå den anden.

Jeg rejste ned til Beersheba sammen med en ung arkitekt, Ram Karmi, der i dag anses for at være en af Israels betydeligste. Sammen med sin søster, Ada, er han mester for den nye højesteretsbygning i Jerusalem, som har vakt international opmærksomhed.

Resultatet af vores besøg blev en meget kritisk reportage, om bl.a. planlægningen af den nye ørkenhovedstad, der ikke tog hensyn til, at den lå i en ørken, og ikke i et eller andet veltempereret europæisk klima.

Golda Meir var som arbejdsminister ansvarlig for planlægningen af Beersheba, og den kritik ville hun ikke lade sidde på sig.

Fredag morgen, kort efter at avisen med min artikel var kommet på gaden, var hun i telefonen.

Davars chefredaktør, Hayim Shurer, var ingen betydelig bladmand, en kvalifikation, der var overflødig på et partiblad, men til en vis grænse var han en loyal chef.

”Hvem har skrevet den reportage fra Beersheba”? Ville Golda Meir vide.

Shurer fortalte, at det var en ny indvandrer fra Danmark.

”Fyr ham”! dekreterede hun.

Den ordveksling refererede Shurer for mig. Hvad der i øvrigt blev sagt under samtalen, ved jeg ikke, men jeg beholdt min stilling.

Kilde 94: Werner David Melchior om de nye byer i Israel

Werner David Melchior (1922-1987) var søn af den danske overrabbiner Marcus Melchior og blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1940. Han studerede derpå historie i København og Stockholm og rejste allerede i 1945 til det daværende Palæstina som korrespondent og var siden fastboende dér. Melchior var aktiv politiker i det israelske arbejderparti, hvor han havde poster som partiets parlamentariske sekretær og ansvarlig for information i den internationale afdeling. Sideløbende med dette var han korrespondent/reporter for Danmarks Radio I 1967 udgav han bogen ”Israel – hvorfor – hvordan”, hvorfra denne kilde er hentet.

 

De nye byer

Byernes udvikling er en historie for sig, eller snarere mange historier. Abrahams Beersheba[7] var indtil 1948 en flække på 2.000 mennesker, skønt den svulmede til 5.00 ved det ugentlige beduinmarked. De 2.000 arabere flygtede, og hvad der siden er sket, belyser værdien i påstandene om, at Israel simpelthen har placeret indvandrerne i flygtningenes hjem. Beersheba har i dag over 70.000 indbyggere og er vital og dynamisk.

Ved Det røde Hav lå der et skur af bjælker og lærred, hvor mandatmagtens[8] politi holdt rast under sine patrouilleture frem til den ægyptiske grænse. Indtil 1956 huserede der nogle hundrede eventyrere, så godt som udelukkende enlige mænd, der kun blev der en kort overgang. Men da Sinaifelttoget[9] åbnede søvejen til dette sted, Eilat, blev der gjort begyndelsen til en havn, til udvinding af kobber fra kong Salomons gamle miner, til en turistindustri. Nu har Eilat 15.000 indbyggere og brug for flere, og over 90 % er fastboende familier.

Fra Eilat eksporteres årligt mange hundredtusinder tons potaske[10] fra Det døde Hav og fosfater fra aflejringerne i det centrale Negev til Asien. Fosfaterne findes i meget store kvantiteter i nærheden af et sted, hvor intet var, og som for øvrigt ikke er langt fra den kilde, hvor Hagar ifølge traditionen fandt vand til Ismael.[11] Stedet hedder Yerucham[12] og er nu en by på en halv snes tusinde mennesker. Længe sygnede den hen, på et vist tidspunkt frygtede man at skulle opgive hele bosættelsen. Så gik fosfatværkerne i gang med selv at lave kurser for indvandrerne og uddanne dem i de forskellige funktioner i driften, og nu vokser og trives Yerucham.

Ved Middelhavet, omtrent halvvejs mellem Tel Aviv og Gaza-områdets[13] nordlige ende, dér hvor filistrenes[14] Ashdod engang havde ligget, var der i 1948 et fiskerleje på et par snes sjæle. I begyndelsen af 1957, før der endnu var demobiliseret ovenpå Sinaifelttoget, rejstes her de første barakker til et par hundrede jødiske flygtninge fra Ægypten. Nu ligger der en by på 30.000 med første fase af en ny stor dybvandshavn i funktion, som er gravet og bygget ud fra klitterne. Der opereres nu i denne havn, som giver nyt liv til Negev, idet den forkorter vejen til nærmeste store Middelhavshavn – tidligere Haifa – med 150 km, med en kapacitet på 1½ million tons. Om få år vil havnen være færdig og endda lidt overstige Haifas kapacitet på 4 millioner tons årligt.

Således er der siden 1948 grundlagt 27 nye byer i Israel – fra det nordligste Galilæa til Det røde Hav. De har langtfra alle endnu nået sådanne resultater som de anførte eksempler. Adskillige af dem befinder sig på stadier, som også de anførte har måttet igennem, med stagnation, forsøg på at komme andre steder hen i landet, kvalificeret arbejdskraft skræmt bort af mangel på investeringer, investeringer skræmt bort af mangel på kvalificeret arbejdskraft, brist på kommunikationer, brist på faciliteter til fritidens udnyttelse fra svømmebassin til cafeer og teatre. De fleste steder er det et spørgsmål om tid, indtil de nødvendige faktorer en skønne dag foreligger. Men en langvarig og bekostelig proces er det, i penge og i nerver.

Kilde 95: Richard Oestermann om Eichmann-sagen

Den danske journalist Richard Oestermann var født i København i 1926, men måtte i 1943 som så mange andre flygte til Sverige. Efter studentereksamen blev det journalistvejen, han fulgte. Fra Holbæk over København til Jerusalem, hvor han var første gang i 1958 for at dække 10-året for staten Israels oprettelse. Tre år senere vendte han tilbage for at dække Eichmann-processen – og blev der. Richard Oestermann skrev til mange aviser i hele Skandinavien og han blev ved til han døde i 2015, Han har udgivet flere bøger – denne kilde er fra hans erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014.

Efter flere besøg i Israel slog jeg mig ned der i 1961, som korrespondent for skandinaviske blade, for at dække processen mod krigsforbryderen Eichmann[15]. Jeg ville tage til Israel og bo der, hvis det kunne blive som journalist. Muligheden opstod med Eichmann-processen. Vi var måske 6-700 journalister fra hele verden, der var kommet for at dække sagen.

På nær få journalister vendte alle tilbage. Nogle blev, efter retssagen, inklusive mig, der var fascineret over, at Israel som et nyfødt land havde så meget interessant at skrive om. Mere synes at ske her på én dag end i Sverige på et helt år. Jeg er nok en af de sidste journalister fra denne gruppe, der stadig er i Israel.

Det var meningen med Eichmann-processen at granske, hvad der var sket under krigen, og at den skulle være en øjenåbner for unge israelere.

Den 11.april 1961 var starten på retssagen mod Adolf Eichmann – manden, der måske mere end nogen anden havde været ansvarlig for historiens grusomste massemyrderier. Verdens opmærksomhed var rettet mod teaterbygningen Bet Ha´am på Bezalel St. i Jerusalem. Her skulle en af historiens værste forbrydere stilles til ansigt til ansigt med 39 vidner, overlevende fra koncentrationslejrene. Midt på scenen var en glasboks, hvor Eichmann sad med en israelsk politimand på hver side. Ingen kugler eller giftpiller kunne komme gennem glasset.

Der var gået næsten et år siden Eichmann var blevet pågrebet i Argentina og ført til Israel, hvor han sad fængslet i Haifa. Dér blev han forhørt af israelsk politi eller kunne konferere med sin forsvarsadvokat, Robert Servatius.

Atmosfæren var spændt, da rettens døre åbnede. Det var første gang offentligheden, repræsenteret af verdenspressen, så Eichmann, efter at han var blevet fanget. I salen var hundreder af journalister og repræsentanter for anti-nazistiske organisationer fra hele verden.

Kilde 96: Werner David Melchior om Adolf Eichmann

Om Werner David Melchior – se kilde 94

 

Prototypen på alle disse trofaste, i sandhed det klassiske eksempel på naziregimets produkt, var Adolf Eichmann. Skønt han formelt set var oberstløjtnant, lå hans faktiske beføjelser med hensyn til slutløsningens[16] gennemførelse langt over den ”lille skrue i det store maskineri”[17]. Sandt nok, andre havde finansieret maskineriet, stillet det på benene og beordret det sat i funktion; de forbeholdt sig posterne som præsident og bestyrelsesformand i foretagendet. Men Eichmann var den højeste funktionær, for hvem slutløsningen på jødespørgsmålet ikke var ét blandt mange anliggender, de befattede sig med, men som udelukkende syslede[18] hermed. Denne generaldirektør for driften var så egenmægtig, at hans overordnede ikke formåede blot at bremse ham, da de på et vist tidspunkt så sig foranlediget dertil. I denne og i andre henseender gav han perfekt rolle som troldmandens lærlings kost.[19]

Denne Eichmann personificerede det umenneskeliggjorde regime i dets yderste konsekvens. En af de mest forfærdende sider ved ham var, hvor almindelig han var[20]. Han besad ikke én egenskab, der adskilte ham fra mængden. Han var ikke en sadist, som fandt en pervers tilfredsstillelse i mord; det havde gjort ham menneskeligt afskyelig, men ikke ubegribelig. Han var tilsyneladende end ikke antisemit, behøvede i hvert fald ikke at være det, for han ville i hvert fald have medvirket til masseudryddelsen, eftersom han var decideret villig til at skyde sin egen far – også det uden andet motiv end besked på at gøre det; ja, han var indstillet på at sende tyske landsmænd i hundredtusindvis ”gennem skorstenen”, som han yndede at udtrykke sig. Igen, havde han bare hadet jøderne, havde hans adfærd været plausibel[21]

Denne fremstilling vil afgjort ikke lægge et godt ord ind for intolerance eller forfølgelse af anderledestænkende, som de repræsenteres af f.eks. inkvisition[22] eller stalinisme. Men inkvisitionens kætterbrændere troede eller hævdede i det mindste at tro, at de opfyldte en guddommelig vilje; udrenserne i Sovjetunionen skulle uanset den forekommende persondyrkelse have en illusion om at tjene den marxistiske idé. I begge tilfælde anerkendtes som afgørende noget, der stod højere end det enkelte individ af kød og blod. De, der udførte ordrer, skulle have en forestilling om, at deres samvittighed blev tilfredsstillet i kravet om, at et ophøjet begreb ydede dækning for det ansvar, de påtog sig, at altså samvittighedens protest kunne have et samvittighedens motiv som modstykke.

Eichmännerne slutløste[23] Europa rundt under parolen ”Unsere Ehre heisst Treue”, vor ære består i trofasthed[24]. De var æreløse, fordi deres ære kun bestod i afkaldet af ansvaret for egne handling. Deres samvittighed krævede intet andet end en besked om en såre dødeligs tilfældige ønsker eller inhumane anslag. Hvor meget højere stod ikke de hedninge, der kastede børn i en moloks glødende bug[25]. De troede, at de dermed tjente en formodet gud. For Eichmann var en besked nok til at transportere seks millioner mennesker, der ikke havde gjort andet end at eksistere, til den visse død. Hans påberåbte sig derved Kants kategoriske imperativ[26], som dog ikke skulle gælde for hans embedsførelse og dermed ikke var slet så kategorisk endda. Den var også suspenderet i privatlivet, da han to gange efter eget udsagn rev Det ny Testamente ud af hænderne på sin kone, som læste i det, og flåede det i stumper og stykker. Hans og hans liges ære bestod i en menneskelig fornedrelse, hvis mage historien ikke har at opvise.

Alle de, der tror, at nazisme måske ikke var helt så forfærdelig, som man vil gøre den til, skulle holde sig dette for øje. Og de kan drage den almenmenneskelige lære af det jødiske folks skæbne under nazivældet, at nok rammer uhyrlighederne jøderne først – og dette indebærer en lære for disse, som der vil være mere at sige om -, men de gør aldeles ikke holdt dér, men retter sig i sidste konsekvens mod deres egne landsmænd, hvilket jo også var Hitlers egen idé i slutfasen[27], og endog mod deres egne fædre.[28]

Kilde 97: Richard Oestermann om Danmark i oktober 1943

Om Richard Oestermann se indledningen til kilde 95

 

Næsten overalt var Israels fokus på det danske folks redning af jøderne i oktober 1943 – 70 år siden i dag: hvordan de 7000 jøder i Danmark på næsten mirakuløs vis undgik at blive deporteret til tyske dødslejre og i stedet blev bragt i sikkerhed i Sverige.

Efter at snesevis af vidner i ugevis havde fortalt retten om rædsler, sadisme og død under nazisternes fremfærd i Europa, var der her for første gang en rapport om noget helt anderledes.

Som den israelske presse skrev: ”Den danske hjertevarmende enestående modige og kompetente indsats mod nazisterne”.

Dybt bevæget hørte forsamlingen en vidnerapport fra den danskfødte israeler Werner David Melchior[29] om det danske folks modstand mod de nazistiske forsøg på at udrydde jøderne i Danmark. Københavnsk-fødte Werner Melchior, søn af den ansete overrabbiner Marcus Melchior, var selv en af de første jøder, som blev reddet fra nazisterne. Nu stod han i Bet Ha´am for at aflægge vidnesbyrd. Punkt for punkt beskrev han udviklingen i det tysk-besatte Danmark, hvor det overvældende flertal af danskerne afviste nazisternes bestræbelser på at indlede en antisemitisk kampagne.

Mens alle i retssalen synes at være bevægede over denne rapport, som lyste op i en mørk og bestialsk ondskab, reagerede Eichmann ikke i sin glasboks. Han skrev omhyggeligt sine noter i dokumentbjerget foran sig. Han mindedes formodentlig sin vrede over, at han projekt ikke var lykkedes i Danmark, og blev mindet om, at han aldrig forstod danskerne, som var vanskelige og handlede helt anderledes end de fleste andre folk i Europa”.

Før Eichmanns død ved henrettelse – den eneste nogensinde i Israel – var danskernes mod og kompetence en af krigens store gåder for ham.[30]

Kilde 98: Herbert Pundik om splittelsen i Arbejderpartiet 1965

Om Herbert Pundik se indledning til kilde 93

 

Ben Gurion havde atter trukket sig tilbage til sin kibbutz[31] i Negev-ørkenen Sde Boker i juni 1963. Han var 76 år og kørt træt efter femten års opslidende indsats. Han var kommet til den opfattelse, at nationens interesser ikke altid var identiske med arbejderbevægelsens[32], og at de sidste måtte vige for de første. Heri havde han den nye generation, bl.a. Dayans[33] støtte, men ”den gamle garde”, bl.a. Golda Meir[34], var voldsomt modstander af Ben Gurions pragmatisme.

Denne konflikt samt en bitter strid om, hvem der havde ansvaret for en indviklet spionfadæse i Kairo[35], var medvirkende årsag til Ben Gurions beslutning om at hellige sig sine bøger og sin fåreflok i ørkenen.

Han udpegede Levi Eshkol til sin efterfølger, men det skabte ikke ro i partiet., og i 1964 brød den unge generations ledende skikkelser, deriblandt Dayan og den senere ministerpræsident Shimon Peres[36] ud af partiet i loyalitet med Ben Gurion og hans revisionistiske[37] holdning til forholdet mellem stat og arbejderbevægelse. I den henseende var Ben Gurion forud for mange af sine kolleger i den internationale arbejderbevægelse. Nødvendigheden af at afideologisere de socialdemokratiske partier indså han allerede i begyndelsen af 60´erne, da Israel var et af de mest centralstyrede, ideologisk tyngede lande i den demokratiske verden. Arbejderbevægelsen havde gjort en historisk indsats som grundlægger af den nye stat. Af ideologiske, men ikke mindst personlige grunde, var dens ledere ikke villige til at afvikle det store apparat, der sikrede partiets ledende position, men samtidig var en hæmsko for Israels økonomiske udvikling. Partiets følelse af magtfuldkommenhed blev årsag til en glidende nedgang i dets popularitet, hvilket Ben Gurion indså.

Sussi[38] og jeg fulgte Ben Gurion ud af arbejderpartiet. På Davars[39] redaktion opstod en akavet situation. Dagbladet fulgte partiledelsen, men ugebladet[40] fulgte Ben Gurion. Trods forsøg lykkedes det ikke anti-Ben Gurion-flertallet på redaktionen at fravriste os kontrollen med ugebladet.

Israelerne tager deres politik personligt. Ægteskaber slog revner under slagsmålet mellem Ben Gurion-tilhængere og tilhængerne af den gamle garde i arbejderpartiet. Ude i kibbutzerne, hvor det var skik at medlemmerne spiste i en fælles spisesal, gik bølgerne så højt, at medlemmer af modsat overbevisning nægtede at dele bord.

Beslutningen om at bryde ud af arbejderpartiet og oprette et nyt parti, Rafi, faldt i vores meget beskedne baghave i Tel Aviv i juni 1965. Mødet blev ledet af Shimon Peres, der, bortset fra Dayan, var den der stod Ben Gurion nærmest. Jeg husker at Peres der har visionære tilbøjeligheder, den dag talte om et Israel, hvor hver arbejder ville eje en bil, og om den kommende informationsrevolution. Det grinede vi meget ad, så uopnåeligt forekom det os for 40 år siden. I dag er Israel de førende indenfor højteknologi.

Tre år senere vendte partiet tilbage til moderpartiets favn. Uden Ben Gurion. Og uden Sussi og jeg.[41]

I 1995 havde Israel ikke været i krig i næsten ti år. Befolkningen nød en voksende velstand, levestandarden steg over 6 % pr. år, industriproduktionen voksede med 20 % pr. år. – – –

Ved Knesset-valget i 1965 vandt det traditionelle arbejderparti med Eshkol i spidsen stort. De fik 45 mandater af 120.

Ben Gurion, der var næsten 80 år, havde mistet sin magi. Vælgerne var tiltrukket af den besindige Eshkol, der ikke var eksponent for de store omvæltninger. Befolkningen var træt af kriser.

Kilde 99: Werner David Melchior om de politiske partier 1967

Om Werner David Melchior se indledning til kilde 94

 

I betragtning af de vanskeligheder, Israel har at brydes med i denne henseende[42], er det forbavsende, hvilken indrepolitisk stabilitet landet har lagt for dagen lige siden 1948. Enhver jøde, der indvandrer, bliver normalt automatisk statsborger i Israel. Og har aktiv og passiv valgret mindre end et halvt år senere. Mange af indvandrerne kender ikke landets forhold og baggrund særligt godt på forhånd; de er uden erfaring med et politisk demokratis funktion. De lider bevidst og ubevidst af og under deres mangel på dannelse og kritisk øvelse, som følges med hyppig tendens til misfornøjelse med de rådende forhold; det kan da være rimeligt at forvente, at de bliver forholdsvis lette ofre for slogans, nedrakningspropaganda og gyldne løfter og således kan vindes for ekstremistiske politiske retninger. Det er da på denne baggrund forbavsende, hvor lidt de politiske konstellationer har ændret sig i de første hen ved 20 år af Israels eksistens. Det socialdemokratiske Mapai har trods alle omskiftelser i sin skæbne hele tiden været det eneste parti, omkring hvilket et parlamentarisk flertal har kunnet samles, og det religiøst-zionistiske Misrachi [43] samt det lille såkaldt uafhængigt-liberale parti (-) har så godt som hele tiden deltaget i de skiftende koalitioner. Næststørst er i skrivende stund et listeforbund af liberale og det såkaldte Cherutparti, som repræsenterer det yderste højre og får sin særlige karakter af at være udgået af mandattidens IZL[44] og at blive ledet af dettes daværende kommandanter.[45] Venstrefløjen er ikke mindre broget. Her har man nærmest Mapai og nu i listeforbund[46] med det Achut Avoda og – ligeledes med i den nuværende regeringskoalition Mapam (ordlegene florerer såmænd også på det hold, de to splittelsespartiers navne betyder henholdsvis ”Arbejdets Enhed” og ”Det forenede arbejderparti”), hvilket sidste er en slags yderligtgående folkesocialister[47], som indtil denne dag ikke er kommet sig rigtigt af en forhenværende stalinisme (på Slansky[48]– og lægeprocessernes[49] tid våndede man sig på det hold under egne forklaringer om, hvor ret Stalin havde i alt, hvad han sagde, undtagen i jødespørgsmålet, som han desværre havde misforstået; sådanne misforståelser har man dog ikke regnet andre til gode, der i historiens løb har taget fejl af jødespørgsmålet, men i det mindste i jødernes omdømme er blevet anset for ansvarlige for deres handlinger).

Dermed er listen dog ikke udtømt. Der var et kommunistisk parti i Israel, som revnede umiddelbart inden valget i 1965, så at der nu er to kommunistiske partier (med henholdsvis 3 og 1 mandat) Israels folketing Knesset. Det større af dem er nærmest rent arabisk, det mindre af dem rent jødisk. Den relativt store tilslutning, kommunisterne har blandt arabiske vælgere ikke mindst i Nazareth, skyldes ikke så meget den marxistisk-leninistiske læres udbredelse som Sovjetunionens gennem mange år ret konsekvente negative politik overfor Israel. Da kommunisterne skønnes at følge Moskva, er stemmeafgivning til deres fordel et af de media, gennem hvilket det arabiske mindretal kan udtrykke sin modvilje mod den jødiske stat.

Endvidere sidder der i Knesset sammenlagt seks medlemmer repræsenterende to ikke-zionistisk ekstremt religiøse partier, samt i alt fire repræsentanter for i alt tre arabiske partier, som alle er allierede med Mapai.

Noter

[1] Det overordnede mål for proportionale valgsystemer er, at antallet af stemmer, et parti får, afspejles i den parlamentariske sammensætning. Hvis et parti får 40% af stemmerne, så forsøger de proportionale valgmetoder på forskellig vis at sikre, at partiet også får omkring 40% af sæderne i parlamentet. Også i Danmark har vi denne metode.

[2] I Danmark kan man miste valgretten, hvis man bliver umyndiggjort

[3] Jf. Den danske Grundlovs § 31 stk.2: ”De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, -”

[4] Jf. Den danske Grundlovs § 30 stk1: Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget. Det er så folketinget selv, der afgør dette

[5] Dette kan lyde overraskende for danske læsere. Men fagbevægelsen i Danmark havde faktisk også tidligt forsøgt at skabe sine egne virksomheder – Arbejdernes Fællesbageri – Bryggeriet Stjernen – men allerede i mandattidens Palæstina var det i langt højere grad fagforeningen, dannet i Haifa i 1920, der også stod for opbygningen af virksomheder i Palæstina og senere Israel

[6] Davar Hashavua var et illustreret ugeblad, der udkom som et fredagstillæg – før sabbatten, hvor der ikke udkom aviser

[7] Beersheba er nævnt i Tanach/Det gamle Testamente – i 1.Mosebog kap,21, hvor Abraham og Abimelek strides om en brønd

[8] Den britiske mandatmagt 1920-1948

[9] I 1956 – se den historiske gennemgang

[10] Potaske er et kemisk hævemiddel

[11] Historien om Hagar og Israel er central både i 1. Mosebog og i Koranen, hvor Ismael som den ældste anses som stamfaderen til araberne.

[12] Yerucham er syd for Beersheba

[13] Gazaområdet var fra 1949-1967 besat af Egypten, fra 1957 var der FN-tropper ved våbenstilstandslinjen til Israel.

[14] Filistrene var i oldtiden navnet på et folkeslag, der boede på Palæstinas kyst i de fem byer, Gaza, Ashdod, Ashkalon Gat og Ekron. De var ifølge Tanach/Gamle Testamente ofte i krig med israelitterne

[15] Adolf Eichmann (1906-1962) – se den historiske gennemgang

[16] Werner David Melchior bruger her nazisternes egen begreb for massemordet på Europas jøder – ”Endlösung” – den endelig løsning på det jødeproblem, der ifølge nazisterne var skyld i alle Tysklands ulykker.

[17] Det var under hele retssagen Eichmanns påstand, at han jo blot havde været den ”lille skrue i det store maskineri” – altså ingen egen skyld havde.

[18] Sysle med noget er gammelt dansk for at arbejde, beskæftige sig med noget

[19] Melchior regner med, at læserne kan deres Goethe – en tysk forfatter, der levede 1749-1832 og bl.a. skrev et digt om ”Troldmandens lærling” – ”der Zauberlehrling”: Lærlingen tryller her en kost om, så den kan hjælpe ham – men han mister magten over kosten.

[20] Den tyske politolog og filosof Hannah Arendt (1906-1975) dækkede retssagen for the New Yorker og skrev en bog herom kaldet Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. Også hun var forbløffet over, hvor almindelig han var.

[21] Plausibel – her nok ”forståelig”, ”givet mening”.

[22] Inkvisitionen var den katolske kirkes forfølgelse af ”kættere” – ofte tænkes specielt på den spanske inkvisition

[23] Melchior bruger verbet at slutløse om at udføre ”den endelige løsning”

[24] ”Meine Ehre heißt Treue” var mottoet for Hitlers SS-tropper

[25] I Bibelen er Molok navnet på en syrisk guddom, som man ofrede mennesker til

[26]  Immanuel Kants (1724-1804) kategoriske imperativ lyder: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”.

[27] Hitler beordrede i krigens sidste måneder, at så meget i Tyskland som muligt skulle ødelægges, da tyskerne tydeligvis ikke havde været stærke nok til at vinde.

[28] Også i de mange år efter Werner David Melchiors tekst har studiet af gerningsmændene været centralt i Holocaustforskningen

[29] Om Werner David Melchior se indledning til kilde 94.

[30] Det er også stadig noget af en gåde for historikerne, at Eichmann ved et møde i København i starten af november 1943, lover den ”Rigsbefuldmægtigede” i Danmark, Werner Best, at de næsten 500 danske jøder, der var blevet fanget ved aktionen i oktober 1943 og sendt til ghettoen Theresienstadt nord for Prag, ikke ville blive sendt videre til udryddelse i dødslejrene.

[31] En kibbutz er et landsbrugskollektiv med et omfattende fællesskab

[32] Med arbejderbevægelsen hentydes både til Arbejderpartiet, men jo også Fagbevægelsen Histadrut

[33] Moshe Dayan (1915-1981) havde i perioden 195358 været den fjerde leder for det israelske forsvar, Israel Defense Forces (IDF). Han gik derpå ind i politik og blev valgt ind i Knesset for Arbejdspartiet, Mapai. Han blev herpå landbrugsminister under David Ben-Gurion. Dette var han indtil oktober 1964, hvor han forlod regeringen efter en uenighed med den nye premierminister, Levi Eshkol

[34] Om Golda Meir se indledning til kilde 58 – hun havde været udenrigsminister under Ben Gurion og fortsatte under Levi Eshkol

[35] Lavon-affæren – se den historiske gennemgang

[36] Shimon Peres var også medlem af Arbejderpartiet Mapai, var kommet i Knesset i 1959 og havde fra 19591965 været viceforsvarsminister, først under Ben Gurion, så under Eshkol.

[37] Revisionistiske skal her forstås som en ”revision” af den klassiske socialistiske tanke om hele arbejderbevægelsen – parti og fagbevægelse – som repræsentant for folket.

[38] Sussi var Herbert Pundiks kone

[39] Davar var fagbevægelsens avis

[40] Ugeavisen, som var et fredagstillæg havde Herbert Pundik som redaktør.

[41] Herbert Pundik var samme år – 1965 – blevet ansat som rejsende reporter ved Politiken og var i 1970-93 chefredaktør samme sted. Han havde dog fortsat fast bopæl i Tel Aviv

[42] Afsnittet her(s.210 ff)  følger lige efter et afsnit om de sociale modsætninger (s.206-19)

[43] Misrachi samlede de religiøse zionister – de indgik 1956 i Det national-religiøse Parti

[44] IZL – Etzel – eller Irgun – se den historiske gennemgang af kampene i mandattiden

[45] Cherut-partiets leder var Menachem Begin – se den historiske gennemgang og flere kilder

[46] Jævnfør med danske kommunalvalg, hvor partierne kan indgå listeforbund for ikke at spilde stemmer

[47] Melchior sammenligner med det danske SF, der i 1959 var dannet af udbrydere fra Danmarks kommunistiske Parti

[48] Slansky-prcessen var en politisk skueproces i 1952 mod en gruppe højtstående tjekkoslovakiske kommunistiske funktionærer, der nu af det kommunistiske diktatur blev anklaget for under ledelse af Slansky at have deltaget i en statsfjendtlig sammensværgelse. Blandt de 14 anklagede var de 11 jøder og hele processen havde klare antisemitiske tegn.

[49] Lægeprocessen var Stalins sidste proces mod såkaldte politiske modstandere – også her var mange af de anklagede jøder. I Danmark er de to processer baggrunden for store stridigheder i Danmarks kommunistiske Parti, hvor bl.a. Peter P. Rohde – en dansk forfatter med jødisk baggrund – i 1953 blev smidt ud af partiet for sin kritik af disse processer. Peter P. Rohde har skrevet forordet til Melchiors bog – og spiller også en vigtig rolle i Herbert Pundiks citerede bog

Litteratur:

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer 2005

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Links:

Litteratur og links

Det israelske arbejderparti

Korrespondent

Danmarks Radio

1953–58

Israel Defense Forces

David Ben-Gurion

1964

1959–1965

Politiken

https://main.knesset.gov.il/EN/activity/Pages/BasicLaws.aspx

https://www.mfa.gov.il/mfa/mfa-archive/1950-1959/pages/basic%20law-%20the%20knesset%20-1958-%20-%20updated%20translatio.aspx

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/de-glemte-danske-gaza-udsendte

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer 2005

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

Kilde 76: David Ben Gurion afviser i en tale i Knesset FNs idé om Jerusalem som international by dec.49

David Ben Gurion (1886-1973) havde været leder af Jewish Agency, havde udråbt staten Israel i maj 1948 og var straks blev leder af den provisoriske regering, Efter valget i 1949 blev han udpeget til premierminister, hvad han i første gang var til 1953. I FNs delingsplan fra 1947 skulle Palæstina deles i tre dele – en jødisk og en arabisk – og så Jerusalem som en international fristad.

 

Israel er medlem af De forenede Nationer, ikke af politiske hensigtsmæssige grunde, men af en dyb og traditionsbestemt agtelse for de idealer, verdensfred og broderskab mellem mennesker, som vore profeter [1] har givet os i arv, og som FN har sat på sin fane. Vort medlemskab forpligter os til her, i Israels første Knesset[2], for alle de nationer som er forsamlet i De forenede Nationers generalforsamling, og alle som elsker fred og retfærdighed, at give udtryk for de følelser, det jødiske folk har næret for sin hellige stad Jerusalem, lige fra det for tre tusind år siden blev en national forenet under kong Davids scepter[3], og for den holdning vi indtager til alle religioners hellige steder.

Da vi proklamerede genoprettelsen af det jødiske folks nationale suverænitet i staten Israel den 14.maj 1948[4], erklærede vi – og bandt os derved overfor historien og verden – at ”staten Israel vil garantere religions- og samvittighedsfrihed, frihed i henseende til sprog, opdragelse og kultur; den vil beskytte alle religioners hellige steder og være tro mod de grundsætninger, hvorpå De forenede Nationers pagt hviler.”

I overensstemmelse dermed har vor delegation til De forenede Nationer erklæret, at Israel forpligter sig til at respektere alle eksisterende rettigheder vedrørende hellige steder og religiøse bygninger i Jerusalem, det lover kultusfrihed og fri adgang til alle de hellige steder og religiøse bygninger, som er under denne stats kontrol[5], det anerkender retten for alle nationers og religioners pilgrimme til at besøge de hellige steder i Jerusalem, samt fuld bevægelsesfrihed for alle præster. Endelig, at Israel sit samtykke til opretholdelsen af en effektiv øverste tilsynsførelse med de hellige steder og de gældende rettigheder, udøvet af FN, i henhold til en overenskomst som skal tilvejebringes mellem FN og Israel.

Samtidig anser vi det for vor pligt at erklære, at Jerusalem er en organisk og uadskillelig del af den jødiske stat, ligesom den er en uadskillelig del af den jødiske historie, den jødiske religion og den jødiske sjæl. Jerusalem er staten Israels hjerte. Vi er stolte af at Jerusalem også af andre religionssamfunds medlemmer[6] anses for hellig, og vi vil med glæde garantere dem den videst mulige frihed og hjælpe dem til at tilfredsstille deres religiøse behov i Jerusalem. Vi vil også i alle måder bistå De forenede Nationer i dette øjemed.

Men vi kan ikke forestille os, at De forenede Nationer vil forsøge at adskille Jerusalem fra Staten Israel eller at forringe Israels suverænitet – i Israels evige stad.

Kilde 77: David Ben Gurion anbefaler at flytte Knesset og ministerierne til Jerusalem 13. dec. 1949

Efter at have stillet forslag om overflytning af Knesset og ministerierne (undtagen forsvarsministeriet) til Jerusalem, fortsatte Ben Gurion:

 

Vi respekterer og vil vedblivende respektere de ønsker om kultusfrihed og om fri adgang ril de hellige steder, som måtte næres af alle vedkommende stater, og vi ønsker at sikre de eksisterende rettigheder i henseende til de hellige steder og de religiøse bygninger i Jerusalem. Vi vedgår vort tilsagn om at bevare disse rettigheder, og vi vil med glæde opfylde det, skønt vi ikke vil have del i den tvungne adskillelse af Jerusalem, som vil være en uhjelmet[7] og uretfærdig krænkelse af de jødiske folks historie og naturlige ret i dets fædres land.[8]

Kilde 78: Loven om Tilbagevending – The Law of Return. Juli 1950

Hele meningen med oprettelsen af en jødiske stat i Palæstina var jo at give jøder på flugt et hjemland – det var det, Theodor Herzl havde drømt om, det de zionistiske ledere havde kæmpet for – især i mandattiden – og i Uafhængighedserklæringen fra maj 1948 havde man talt om, at ” Staten Israel vi stå åben for indvandring af jøder fra alle udlændighedens lande”. Dette blev nu fastslået i loven om tilbagevending fra juli 1950.

 

§1. Enhver jøde[9] har ret til at komme til dette land som ”oleh” – indvandrer

§2. a: Aliyah (indvandring til Israel) skal ske med et ”indvandrervisum”

b: Et indvandrervisum skal gives til enhver jøde, som har udtrykt sit ønske om at slå sig ned i Israel, med mindre immigrationsministeriet er overbevist om, at ansøgeren

(1) er engageret i aktiviteter vendt mod det jødiske folk

(2) kan true statens sundhed eller sikkerhed

§3. a: En jøde, som er kommet til Israel og efter sin ankomst har ytret ønske om at slå sig ned i Israel, kan, mens han endnu er i Israel, få et indvandrervisum.

B: De restriktioner, der fremgår i §2 stk. b gælder også tildelingen af et indvandrervisum, men en person kan ikke siges at true den offentlige sundhed grundet en sygdom, han har pådraget sig efter sin ankomst til Israel

§4: Enhver jøde, som er immigreret til dette land før vedtagelsen af denne lov og enhver jøde, som er født i landet, enten før eller efter vedtagelsen af denne lov, skal anses for at være en person, som er kommet til landet som indvandrer (oleh) under denne lovs bestemmelser.

§5: Immigrationsministeren får til opgaven at gennemføre denne lov og kan lave retningslinjer for alle sager, der har med gennemførelsen at gøre og også med hensyn til tildelingen af indvandrervisa og indvandrercertifikater til mindreårige op til 18 år.

DAVID BEN-GURION
Prime Minister

MOSHE SHAPIRA
Minister of Immigration

YOSEF SPRINZAK
Acting President of the State[10]
Chairman of the Knesset

Kilde 79: Golda Meir om problemerne med at skaffe plads til de mange indvandrere.

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knesset 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979.

 

Når jeg læser, hvad jeg har skrevet, må jeg stadig forbløffes over alene antallet af de indvandrere, vi opsugede. Men det var ikke abstrakte tal, vi havde med at gøre dengang. Det var ikke tallene i forbindelse med hjemsendelsesloven[11] – den lov, der blev vedtaget i Knesset i juli 1950 og gav alle jøder ret til indvandring og automatisk gav alle indvandrere israelsk borgerskab – der optog os mest. Det, der bekymrede os, var hvordan vi overhovedet skulle føde, klæde, huse, uddanne og i det hele taget sørge for disse tusinder af indvandrere. Hvordan og med hvad? Da jeg kom tilbage til Israel[12], var der 200.000 mennesker i landet, der levede (hvis man kan kalde det således) i telte overalt i landet, meget ofte to familier i ét telt – og ikke nødvendigvis familier fra samme land eller blot samme kontinent. Bortset fra at ingen af de hjælpeorganisationer, vi improviserede i huj og hast, arbejdede videre godt eller var beregnet for så mange tusinder af mennesker, var der også masser af syge, underernærede og handicappede, der måske kunne have klaret sig bedre, hvis de havde haft bedre logi. En mand, der var kommet gennem års slavearbejde under nazisterne, havde oplevet DP-lejrene[13] og tappert gennemført rejsen til Israel, og som i bedste tilfælde var ved dårligt helbred og i værste svært invalideret og fortjente de bedst mulige forhold, var nu henvist til sammen med sin familie (hvis han stadig havde en sådan) at leve uudholdeligt tæt inde på livet af mennesker, som han ikke engang havde sprog tilfælles med. I ni af ti tilfælde betragtede han yderligere sine naboer som primitive, fordi de aldrig havde set et wc.[14] Ikke desto mindre kunne han måske hurtigere have taget sig sammen, hvis vi havde været i stand til straks at give ham et arbejde eller et bedre logi eller på én eller anden måde følelsen af, at have et fast holdepunkt, det, han som alle flygtninge længtes efter.

Kilde 80: Golda Meir appellerer i 1949 om amerikansk hjælp til at bygge huse til de mange nye indvandrere

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knseet 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979. I 1949 rejste hu til USA for at anmode om hjælp fra amerikanske jøder.

 

I tirsdags for to uger siden forelagde jeg i vort parlament et projekt til opførelsen af 30.000 nye boliger, der skulle være færdige endnu i år. Parlamentet vedtog at gennemføre projektet, og der var stor glæde i landet. Men faktisk gjorde jeg noget mærkeligt: jeg forelagde et projekt, som jeg ikke havde pengene til.

Det, vi ønsker, er at give hver familie en luksuslejlighed på ét værelse: et værelse, som vi vil bygge af betonbyggeblokke. Vi vil ikke engang pudse væggene. Vi vil lave tage, men ikke lofter. Det, vi håber, er at eftersom disse mennesker vil lære et fag, mens de bygger deres huse, vil de kunne gøre dem færdige selv og senere måske føje et værelse til. Indtil da vil vi være lykkelige, og de vil være lykkelige, selv om det betyder at anbringe én familie på to, tre, fire eller fem personer i ét værelse. Men det er bedre end at anbringe to eller tre familier i ét telt….

Det er galt at udstede en dækningsløs check, men jeg har gjort det. Jeg har lovet folk hjemme og folk i lejrene, at regeringen vil opføre disse 30.000 boliger, og vi er allerede begyndt at gøre det med de få penge, vi har. Men det er ikke nok til 30.000 boliger. Det er jer, der må afgøre, om I vil lade de mennesker forblive i lejrene og sende dem pakker med levnedsmidler, eller om I vil sætte dem i arbejde og gengive dem deres værdighed og selvagtelse.

Kilde 81: Ben Gurion forklarer sin afgang som premierminister i november 1953

Ben Gurions afgang som premierminister i 1953 kom som den helt store overraskelse – han forklarede selv senere i sine erindringer fra 1963 motiverne bag. Forinden har han forklaret Israels sikkerhedsproblemer – især efter kuppet i Ægypten i 1952, hvor unge officerer er kommet til magten – og problemet med, at ikke nok indvandrere bosatte sig i områderne langs våbenstilstandslinjerne:

 

Således var vore sikkerhedsproblemer og koloniseringsproblemet sammenkædet. Henimod slutningen af 1953 havde jeg det indtryk, at disse problemer godt kunne blive højst kritiske i løbet af et års tid eller to, og samtidig foruroligedes jeg ved at erfare, at flere af de nye indvandrere slog sig ned i byer, som allerede var overbefolkede, i stedet for at flytte ud i Negevs og Galilæas folketomme egne. Vore arabiske naboer, hvis politik gik ud på at skabe utrygge forhold i de åbne områder og langs vore grænser, var uden tvivl tilfredse dermed. Jo mere jeg så til denne tendens, des stærkere var den fristelse, jeg følte til at gå ud i vor ørken og være en af dem, der gjorde denne ørken frugtbar. Tilmed følte jeg mig overbelastet af det tryk, jeg havde arbejdet under siden maj 1948.

Derfor meddelte jeg centralkomitéen for mit parti Mapai, at jeg havde bestemt mig til at trække mig tilbage fra kabinettet, skønt jeg ville beholde mit sæde i parlamentet. Denne beslutning vakte modstand og nogen forfærdelse, men jeg var bestemt på ikke at ændre min beslutning. Aviserne kappedes om at finde mulige grunde til min beslutning. Den 2.november 1953 indgav jeg min demissionsbegæring[15] til præsident Ben-Zwi, der havde afløst dr. Chaim Weizmann efter sidstnævntes død den 9.november 1952. I min demissionsbegæring udtalte jeg, at ingen enkelt mand er uundværlig for sit lands regering, og jeg var det bestemt ikke. En forfatningsmæssig regering opretholdes selv om førsteministre kommer og går[16], og jeg havde ingen grund til at antage, at min afgang ville give anledning til nogen krise. Min ven, udenrigsministeren, Moshe Sharett, var blevet udnævnt til fungerende førsteminister og jeg følte mig forvisset om at en ny regering ville blive dannet og opnå Knessets tillidsvotum uden urimeligt tidsspilde eller politisk uro.

Kilde 82: Ben Gurions regeringsprogram, november 1955

Efter en pause på mere end 1½ år – fra november 1953 til juli 1955 – vendte Ben Gurion tilbage på posten, først som forsvarsminister, så også igen efter valget i juli 1955 som premierminister. I november forelagde han sin regeringspolitik i elleve punkter:

  1. At forbedre vort militære beredskab og forsvarets organisation, udrustning, uddannelse og moral, såvel i den regulære hær som i reservestyrkerne, at søge at indordne bosættelserne [17] i grænseområderne i det nationale forsvarssystems rækker;
  2. at mildne spændingen langs grænserne ved at tage effektive skridt til beskyttelse af bosættelserne i grænseområderne i det nationale forsvarssystems rammer;
  3. at arbejde ubønhørligt for opnåelsen af et fredeligt forhold til de arabiske stater
  4. vedblivende med yderste omhu at overholde våbenstilstandsaftalerne mellem Israel og dets naboer, fortsat at insistere på, at de ligeledes skal overholdes af naboerne;
  5. at bygge vort forhold til andre nationer på en oprigtig stræben efter styrkelse af freden i verden som helhed og i særdeleshed i Mellemøsten, på vort behov i henseende til indvandring, sikkerhed, erhvervsudvikling og økonomisk og politisk selvstændighed, på de udenlandske jøders behov, og på usvigelig troskab mod de grundsætninger, som De forenede Nationers Pagt hviler på;
  6. at fremme venskab og gensidig hjælp i forholdet til alle fredselskende nationer, uden hensyn til deres indre styreform og uden at skade nogen anden nations interesser;
  7. at forsætte vore bestræbelser på at tilvejebringe gensidige venskabsforhold til Asiens nationer;
  8. at styrke de bånd, som knytter os til alle lande, hvor der har levet jøder, og som har tilladt deres jødiske samfund at tage del i genopbygningen af Israel;
  9. søge at skabe videre sympati for den politik der tilstræber at samle jøderne fra udlændigheden og opnå tilladelse for jøder fra alle lande til indvandring i Israel;
  10. at tage afstand fra enhver aggressiv tendens eller alliance rettet mod nogen stat, og så vidt muligt at hjælpe til afspænding i mellemfolkelige forhold; og
  11. at opretholde Israels fulde suverænitet, territoriale integritet, uafhængighed og demokratiske styre, og at sikre, at dets forhold til andre lande hviler på lighed, gensidighed og forebyggelse af aggression.

Vi foruroliges af rygter om krigsforberedelser i Syrien i forståelse med Ægypten og Jordan. Disse tre lande har lige sluttet en pagt[18], som vi havde grunde til at opfatte som en aggressiv alliance rettet mod Israel. Kort forinden havde vi haft lejlighed til at foruroliges af visse træk fra syrisk side; og næsten samtidig med efterretningen om den tjekkoslovakisk-ægyptiske våbenhandel[19] havde vi fået nys om ægyptiske troppebevægelser til den sydlige grænsezone, som var blevet demilitariseret i henhold til våbenstilstandsaftalen, men hvoraf en del betragtes som ægyptisk statsområde, og en del, med kolonien Nitzana[20] som centrum, som israelsk territorium …

Kilde 83: Ben Gurion om situationen 1955/56

Til min beklagelse havde De forenede Nationer i nogen tid vist en vis tilbøjelighed til at forvandle våbenstilstandsoverenskomsten [21] til en ensidig forpligtelse for os overfor FN og praktisk talt givet de andre underskrivere fritagelse for deres forpligtelser mod os. Man lukkede sine øjne for sådanne overtrædelser, som Jordans vedholdende tilsidesættelse af artikel VIII, som tilsagde os fri adgang til Klagemuren og vore andre hellige steder[22]. I intet andet kapitel af Jerusalems historie siden det andet tempels fald[23] havde jøderne været afskåret fra gudstjenesten ved de hellige rester af templet – hverken under det byzantinske tyranni, under den arabiske erobring, under seldshukkerne og korsfarerne, under tyrkerne eller under den britiske mandatmagt.

Overfor Jordans genstridighed udrettede De forenede Nationers embedsmænd intet. Det samme beklagelige forhold gentog sig, når det drejede sig om en genoptagelse af det hebraiske universitets virksomhed eller driften af universitetsbibliotekets virksomhed og Hadassah-hospitalet på Skopusbjerget [24], om adgang til den jødiske gravplads på Olivenbjerget og brugen af landevejen Latrun-Jerusalem. Vore påberåbelser af de religiøse og nationale følelser og de kulturelle værdier, der knyttede sig til disse steder, forblev upåagtede. Vi så ikke noget tegn på virksomhed fra FN myndighedernes side for at råde bod på disse forurettelser.

For ikke at lade sig stikke ud, negligerede Ægypten våbenstilstandsforbudet mod opmarch af hærstyrker på linien Kuseima – Abu Ageila nær Gazaområdet[25], og ville ikke tillade FN´s observatører at komme dette område nær.

Vi kunne ikke bøje os for denne stiltiende eftergivenhed overfor denne og mange lignende overtrædelser af våbenstilstandsoverenskomsten eller for den tilbøjelighed De forenede Nationer viste til at anse Israel for en international zone, ganske uden hensyn til FN-pagtens Artikel II, som udtaler, at De forenede Nationer hviler på grundsætningen om alle dens medlemmers suveræne ligeberettigelse.

Kilde 84: Forsvarschefen Moshe Dayan anbefaler et angreb inden en måned. 5.dec. 1955

Moshe Dayan (1915-1981) var en israelsk officer og senere politiker. Han var fra 1929 medlem af den jødiske forsvarsgruppe Haganah og var fængslet af de britiske myndigheder 1939-41. Efter udråbelsen af staten Israel i maj 1948 blev Moshe Dayan kommandant i det delte Jerusalem og fra 1953-58 var han forsvarschef. Her giver han overfor regeringen udtryk for sin dybe bekymring for den militære situation i vinteren 1955/56.

 

Til forsvarsministeren[26]

Emne: Forholdet mellem Israel og Ægypten

  1. For 6 uger siden standsede luftfartselskabet ”El Al” [27] sine flyvninger over Tiranstrædet på Israel-Sydafrika-ruten. Dette skete efter den ægyptiske meddelelse[28] om, at man ville beskyde fly, som uden tilladelse fløj over dette område, som Ægypten hævder, er ægyptisk territorium. Spørgsmålet om Tiranstrædet er velkendt, og jeg skal ikke her rekapitulere; men jeg anser vor nuværende politik i dette spørgsmål for at være ukorrekt og mener, at den vil føre til tabet af både vore sø- og luftfartsmæssige rettigheder gennem strædet. Eilat vil som følge heraf for os kun være en kyststrækning langs en lukket sø, hvorfra forbindelsen med omverdenen kun kan ske på ægyptiske betingelser . . .
  2. Efter den ægyptiske meddelelse har vi standset vore flyvninger; alligevel sidder vi fortsat side og side med ægypterne i våbenstilstandskommissionen[29]. Dette indebærer, at vi ikke betragter deres handling som en tilsidesættelse af våbenstilstandsaftalerne. Snarere tyder det på, at vi praktisk taget har slået os til tåls med deres ”fortolkning”, og at vi fortsat betragter våbenstilstandsaftalerne som grundlaget for vore relationer til Ægypten – selv når man nægter os passage gennem Strædet.
  3. Formuleringen, at vi skal handle, ”når og hvor” vi anser det for belejligt, er en realistisk formulering, når tiden og stedet for en sådan aktion er indlysende. I praksis betyder det, at ethvert skridt, som måtte blive taget på et hvilket som helst andet sted end ved strædet – i den hensigt at dette indirekte skulle føre til en ophævelse af blokaden af denne vandvej – nødvendigvis måtte være af aggressiv, langvarig og afgørende karakter. Hvad angår tidspunktet, kan jeg ikke indse, at det skulle være mere gunstigt at indtage strædet om nogle måneder. Samtidig med, at de ægyptiske styrker forstærkes, især i luften[30], forringes vore muligheder for et gunstigt udfald af en sådan militær operation. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at der i nærmeste fremtid kan opstå en situation, der muliggør en militær aktion, men denne vil i så fald ske tilfældigt, i modsætning til en nøje planlagt aktion, der er udskudt til et bestemt ”tidspunkt” og ”sted”.
  4. Jeg betragter derfor under de nuværende omstændigheder vor nuværende passivitet og vor fortsatte anerkendelse af de israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftaler som en de-facto[31] opgivelse af vor ret til fri besejling og overflyvning af Tiranstrædet. Desuden kan vi ikke se bort fra, at De og Deres forgænger[32] som premierminister har fremsat utvetydige erklæringer om dette spørgsmål, og at De gennem general Burns[33] har gjort Ægyptens premierminister bekendt med regeringens politik, som går ud på, at Israel ikke vil acceptere en ensidig overholdelse af våbenstilstandsaftalerne.

Det er derfor min personlige mening, at vi så snart som overhovedet muligt (inden for en måned) bør erobre Tiranstrædet.

Kilde 85: Ben Gurions brev til FNs generalsekretær d. 17.april 1956

Der var igen i foråret 1956 angreb på angreb på Israel ind over våbenstilstandslinjerne – og Israel gengældte så angrebene tilbage – FNs repræsentant General Burns prøver forgæves at sætte en stopper for angrebene, da situationen i området bliver mere og mere problematisk. Burns prøver nu i april at få både Israel og Ægypten til at overholde våbenstilstandsaftalerne.

 

På den israelske regerings vegne bekræfter jeg hermed, at der i overensstemmelse med paragraf 2, punkt 2, i den israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftale igen er udstedt ordrer, der træder i kraft fra kl.6 i aften (israelsk tid) den 18.april 1956, gående ud på nøje overholdelse af de instrukser, der forbyder alle enheder i det israelske forsvar at åbne ild tværs over våbenhviledemarkationslinjerne, og som forbyder al overskridelse af disse af såvel militære som paramilitære enheder, heri også inkluderet ikke-militære styrker, hvad formålet end måtte være hermed.[34] Dette tilsagn gives på betingelse af, at et tilsvarende foreligger fra Ægyptens side.[35]

Kilde 86: Generalsekretær Dag Hammerskjölds rapport til FNs sikkerhedsråd om situationen i Mellemøsten 9.maj 1956

Dag Hammarskjöld (1905-1961) var en svensk økonom og embedsmand, der i 1949-53 havde været medlem af Tage Erlanders socialdemokratiske regering, først som kabinetssekretær, derpå som udenrigshandelsminister. I 1953 var han blevet valgt til FNs generalsekretær efter at stormagterne havde nedlagt veto mod flere andre kandidater. Men Sverige var jo neutralt under den kolde krig og Dag Hammerskjöld blev derfor accepteret af alle fem stormagter i FNs sikkerhedsråd.

Sikkerhedsrådet havde den 4.april anmodet generalsekretæren om at træffe forholdsregler til at begrænse spændingerne langs våbenstilstandslinjerne og fra den 10.april frem til den 3.maj opholdt Dag Hammerskjöld sig i Mellemøsten. Den 9.april fremlagde han en 30 siders rapport for sikkerhedsrådet, hvoraf nedenstående er et kort uddrag:

 

… Udviklingen i området, som skridt for skridt har først til den nuværende anspændte situation er ofte blevet behandlet af sikkerhedsrådet. Der er ikke grund til at gentage de forskellige stadier eller hændelser i begivenhedsforløbet her. Opmærksomheden skal dog henledes på nogle forhold, uden hvilke man ikke fuldt ud forstår denne udvikling.

De demarkationslinjer, der blev fastsat ved våbenstilstandsoverenskomsterne, havde deres oprindelse i de eksisterende våbenhvilelinjer.[36] De var i mange tilfælde ikke historisk betingede eller begrundet i befolkningsforholdene eller jordfordelingen. Man var nødt til at overholde dem i en situation med uhyre politisk spænding, præget af erindringen om konflikten. Når folk fra begge sider af demarkationslinjerne kom i nær kontakt, måtte man kunne forudse gnidninger, hvad enten det drejede sig om civile eller militære personer. Da tilfældene fortsatte og tog til i hyppighed, havde dette en tendens til at give de enkelte hændelser videre perspektiver, end der sikkert i de fleste tilfælde var grund til, hvilket må ses i forbindelse med den spændte politiske atmosfære.

Udviklingen førte til udbrud, undertiden af stor bitterhed, som bragte megen lidelse med sig. Der blev således sat en kædereaktion i gang, som til sidst uvægerligt må blive en trussel mod fred og sikkerhed, medmindre den standses.

Udviklingen kunne have taget en anden drejning, hvis regeringen og borgere i det ene land havde haft grund til at antage, at de indtrængende grænseoverskridere fra det andet land[37], som krænkede våbenstilstandsbestemmelserne, havde handlet uden nogen tilskyndelse eller billigelse af myndighederne, og at disse havde taget modforholdsregler, derunder passende afstraffelse af grænsekrænkerne. Der ville da ikke have været nogen grund til gengældelsesaktioner, der kan betragtes som selvforsvar af det land, som foretager den: i stedet ville en klage til den anden part have været den naturlige reaktionsmåde.

Denne sidste fremgangsmåde er ganske givet den nye tingenes tilstand, mod hvilken enhver bestræbelse på at genoprette våbenstilstandsaftalernes fuldstændige opfyldelse må sigte. Dette mål kan nås på to betingelser: den første er den fuldstændige opfyldelse af våbenstilstandsaftalerne som udgangspunkt for en ny udvikling: den anden er bestræbelserne mod en forbedring af de almindelige politiske forhold mellem de pågældende parter og dermed mod skabelsen af en ånd af mindre mistillid. I begge henseender har FN mulighed for at gøre en indsats, ikke blot på det indledende stadium, men også ved den fortsatte hjælp, FN kan yde de pågældende regeringer …

Forskellige former for lokale ordninger, der allerede er blevet gennemført på grundlag af tidligere forslag fra stabschefen[38] og på grundlag af sikkerhedsrådsbeslutninger, er blevet drøftet. Udover lokal adskillelse af parternes styrker i marken kan følgende gennemførlige forholdsregler træffes:

  1. Oprettelse af fysiske spærringer
  2. Markering af demarkationslinjer og internationale grænser
  3. Aftaler mellem lokale kommandører
  4. Fælles patruljer

De pågældende regeringer har erklæret, at de principielt ikke har nogen indvending mod disse forholdsregler, idet de dog forbeholder sig ret til en endelig afgørelse, hvis og når konkrete forslag i nødsfald fremsættes af stabschefen.

Som det fremgår af erklæringer, der allerede er udsendt, gav regeringerne i Ægypten og Israel betingelsesløse tilsagn om at ville overholde et kampophør på de vilkår, der er nedfældet i den almindelige israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftale kun med forbehold over for selvforsvar; disse tilsagn blev givet på et tidspunkt, hvor der var grundlag for præcise ordrer, som var tilstrækkelige til at lette spændingen langs Gaza-våbenstilstandslinjen. Ordrerne, som jeg blev underrettet om den 18.april 1956, var ikke begrænset til dette særlige tilfælde eller til noget bestemt område . . .

Kilde 87: Brev fra Israels FN-ambassadør Abba Eban til sikkerhedsrådet d.31.maj 1956

Abba Eban (1915-2002) var en israelsk diplomat og politiker. Han voksede op i England og gjorde under 2. Verdenskrig tjeneste i den britiske hær som efterretningsofficer i Cairo og Jerusalem. I 1948 blev han Israels første FN-ambassadør og fra 1950 var han også Israels ambassadør i USA.

 

Idet jeg henviser til mine udtalelser i sikkerhedsrådet i dag, har jeg den ære efter anvisning fra min regering at underrette sikkerhedsrådet om følgende uddrag, der er oversat fra en udtalelse af den ægyptiske statsminister, oberst Nasser[39] til en korrespondent fra Cairo-avisen ”Akhbar el Yom”; udtalelsen blev udsendt af Cairo radio tirsdag den 29.maj 1956 kl. 7.30:

Den palæstinensiske hær, der er oprettet af Ægypten, er blevet en svært bevæbnet og veluddannet styrke, og det er dens soldaters pligt at hævne deres land og deres folk, som blev uddrevet derfra. Jeg er ikke ukendt med fedayeen. Jeg lærte dem at kende i Faluja under krigen i Palæstina[40]. Da jeg besluttede at danne fedayeen-bevægelsen, var jeg under indtryk af Faluja-tiden, og jeg vidste med det samme, at dette lands sønner, som har tro på deres ret til det, vil være værdige til at bære navnet fedayeen.”[41]

Det er værd at bemærke, at denne udtalelse, som åbenlyst tilskynder til krig mod Israel, blev transmitteret på den selv samme dag, som sikkerhedsrådet indledte sin behandling af generalsekretærens rapport over sin nyligt afsluttede mission i Mellemøsten[42]

I betragtning af, hvad der her er fremført, føler den israelske regering sig forpligtet på at spørge, om den ægyptiske regering virkelig er besluttet på at overholde den kampophør-aftale, som den betingelsesløst har givet tilsagn om til generalsekretæren den 19.april 1956, bestemmelserne i den almindelige våbenstilstandsaftale med Israel og endelig forpligtelserne i FN-pagten . . .

Kilde 88: Uddrag af Moshe Dayans dagbog d. 3.okt. 1956

Uroen langs våbenstilstandslinjerne fortsatte og situationen skærpedes, da præsident Nasser den 26.juli nationaliserede Suez-kanalen, som England og Frankrig havde store økonomiske interesser i. Israel kunne nu være sikker på støtte fra de to stormagter, hvis man slog til mod Ægypten og besatte Sinai-halvøen frem til Suez-Kanalen. Forsvarschefen, Moshe Dayan, skriver følgende i sin dagbog den 3.oktober.

 

… Vi må og skal fuldføre felttoget på kortest mulig tid. Jo længere det varer, jo større vil de politiske forviklinger blive – pression fra USA’s side[43], afsendelse af frivillige til Ægypten o.s.v. Det må, udadtil, ikke vare mere end to uger, og inden for dette tidsrum skal vi fuldende erobringen af hele Sinaihalvøen.

Det er imidlertid ikke blot politiske hensyn, der nødvendiggør hurtigt handling. Set ud fra et operationsmæssigt synspunkt er hurtig fremrykning af den største vigtighed for os, fordi vi herigennem opnår det fulde udbytte af vort fortrin frem for den ægyptiske hær. Jeg mener ikke det fortrin, der ligger i den enkelte soldats duelighed – pilot over for pilot, kampvognsbesætning overfor kampvognsbesætning – men føringen og discipliner i hele vor hær lige ned til de enkelte kampenheder, brigadegrupper, brigader og bataljoner, stillet over for de tilsvarende ægyptiske. Ægypterne er, hvad jeg vil betegne som skematiske i deres føring, og deres kommandostationer ligger langt tilbage, et godt stykke fra fronten. Enhver ændring i deres enheders gruppering, såsom oprettelse af en ny forsvarslinje, ændring af angrebsmål, flytning af enheder, der ikke er i overensstemmelse med den oprindelige plan, tager tid for dem, tid til at tænke, tid til at modtage rapporter, der skal passere alle led på kommandovejen, tid til at tage en afgørelse efter behørig overvejelse i hovedkvarteret, tid til at lade ordren sive igennem til de kæmpende enheder ved fronten.

Vi er derimod vant til at handle med større smidighed og mindre militær rutine. Vi kan basere vore operationer på enheder, der er uafhængige af hinanden, og hvis chefer, når de modtager rapporter og giver de nødvendige ordrer, befinder sig på stedet sammen med de kæmpende soldater. Hvis vi forstår at udnytte denne fordel, vil vi være i stand til at presse på efter det første gennembrud, før ægypterne kan nå at foretage de nødvendige ændringer af deres front. Jeg er overbevist om, at vi kan føre felttoget på en sådan måde, at fjenden ikke får tid til at reorganisere efter angrebet, og at der ikke vil være nogen pause i kampen. Dette er grundidéen i vores planer. Vi vil opstille enheder, der uafhængigt af hinanden vil gå mod hvert sit af de militære hovedmål, og det vil være opgaven for hver enkelt enhed at nå dette gennem én uafbrudt kamp, én dyb indånding, kæmpe og presse på, kæmpe og presse på, indtil målet er nået.

Jeg er klar over, at denne fremgangsmåde ikke passer til ethvert felttog, men så vidt jeg kan se, er den rigtig og gennemførlig under de nuværende omstændigheder, når målet er Sinaihalvøen og fjenden den ægyptiske hær. Den passer også til vor hær og vores officerer. Jeg kan udpege Suezkanalen på et kort for chefen for en israelsk enhed og sige: ”Dér er Deres mål, og dette er Deres fremrykkeakse. Det nytter ikke, at De under kampen anmoder mig om flere mænd, våben eller køretøjer. De har fået, hvad der tilkommer Dem, og der er ikke mere. Hold mig underrettet om deres fremrykning. De skal nå Suezkanalen i løbet af 48 timer.” Jeg kan roligt give den slags ordrer til cheferne for vore enheder, for jeg ved, at de er rede til at påtage sig sådanne opgaver og er i stand til at udføre dem …

Kilde 89: Israels FN-ambassadør, Abba Eban, på den første ekstraordinære generalforsamling 1.november 1956

Den 29.oktober rykkede Israel ind på Sinaihalvøen, den 30.okt. gav England og Frankrig parterne et 12-timers ultimatum og den 31.oktober angreb England og Frankrig Ægypten ved at landsætte tropper omkring Suezkanalen.  FNs sikkerhedsråd var lammet – for England og Frankrig nedlagde selvfølgelig veto mod enhver fordømmelse af deres angreb, så den 1.november indkaldte man helt ekstraordinært generalforsamlingen, hvor alle medlemmer er repræsenterede.

 

Mandag den 29.oktober 1956 traf Israels forsvarsstyrker sikkerhedsforanstaltninger på Sinaihalvøen for at udøve Israels naturlige ret til selvforsvar.

Formålet med disse aktioner var at udslette de baser, hvorfra bevæbnede enheder, der står under hr. Nassers særlige opsyn og ledelse, trænger ind på Israels territorium med det formål at myrde, at forøge sabotage, og at skabe permanent usikkerhed for de mennesker, der lever fredeligt her. Dette er de eneste militære handlinger, som den israelske regering er ansvarlig for[44].

Hvad vi drøfter i aften er en reaktion på syv års ulovlig krigstilstand. Krigstilstand er nøglen til forståelse af vort problem her i aften. Ægypten har udøvet krigstilstand mod Israels til lands. Ægypten har udøvet krigstilstand mod Israel til søs. Ægypten har gjort krigstilstand til grundlaget for sit folkeretslige forhold til Israel. Ægypten har ladet krigstilstand være den åndelige og følelsesmæssige drivfjeder for sine handlinger over for Israel. Af denne firedobbelte krigstilstand, som har været hævdet af Ægypten i syv år – men med særlige kraft siden Nasser regimets oprettelse, udspringer den krise, som FNs generalforsamling må tage stilling til i aften. Jeg vil rette nogle ord til generalforsamlingen om hver af disse sider af denne krigstilstand.

Krigstilstand til lands tog sin begyndelse i maj 1948 allerede dagen efter at Israel var blevet en suveræn stat. Denne dag[45] marcherede ægyptiske tropper sammen med andre arabiske hære ind i den nyoprettede stat, Israel, med det erklærede mål at udslette det . . .

I slutningen af dette år blev der under FNs ledelse ført forhandlinger, som endte med afslutningen af våbenstilstandsaftalen på Rhodos[46]. Denne våbenstilstand lovede os ikke et gensidigt tillidsfuldt naboskab med indbyrdes samarbejde. Det lovede os i det mindste frihed for åbenlyse fjendtlige handlinger. Ifølge våbenstilstandsoverenskomsten er hver borger i Israel berettiget til uhindret at opdyrke hver tomme af Israels jord og uhindret at besejle hver tomme af Israels farvande uden ar risikere noget voldeligt overfald fra ægyptisk side.

Alligevel har vort landområde under hele våbenstilstandsperioden været genstand for konstante angreb. Grænsen har for Israel ikke været en beskyttelse mod pludselige voldshandlinger, der er blevet udført både om dagen og om natten. Vor tab på over 400 døde og sårede på grund af disse fjendtlige indfald fortæller sin egen historie om en våbenstilstandsgrænse, som vedvarende er blevet truer og med særlig hyppighed og styrke de sidste to år, siden Nasser-regimet har haft styret i Ægypten. Tabet af døde og sårede er øget, situationen er blevet forværret af utallige rørledninger, der er blevet sprængt i luften, af ødelagte vandforsyninger, af væltede træer, af et inferno af usikkerhed og farer, som har raset omkring fredelige gårde og bosættelser i grænseområdet. Og jeg vil gerne fastslå, at til alle disse plager blev der sidste år føjet den måske mest omfattende og farlige af dem alle, nemlig organiseringen og mobiliseringen af fedayeen-bevægelsen[47] . . .

Men denne krigstilstand, som påføres os til lands, har sit modstykke til søs. I 1948 gennemførte den ægyptiske regering visitationer, gennemsøgninger og beslaglæggelser, begyndte at konfiskere skibe og skibsladninger bestemt til israelske havne, indførte restriktioner og straffebestemmelser mod skibsfart og flag fra andre lande, som ville handle fredeligt med Israel . . ., og som havde ubetinget ret til fri sejlads på Suez-kanalen . . .

I løbet af Nasser-regimet er vi igen blevet vidne til en konsekvent forværring. Blokade- og opbringelsespraksisen er under påberåbelse af, at der består krigstilstand, blevet udstrakt fra Suez-kanalen til et andet internationalt farvand, Akababugten[48], og Israel er blevet nødt til at ændre hele sin økonomiske struktur, til at påtage sig uventede økonomiske byrder for at kunne opveje generne af dette piratsystem, som Ægypten har gennemført på denne store samfærdselsåre indenfor verdenshandlen[49].

Både krigstilstand til lands og til vands er udtrykt i en læresætning om juridisk krigstilstand. Et sådant princip er blevet fordømt af FNs sikkerhedsråd[50], men den opretholdes fortsat. Den 12.juni 1951 sagde den ægyptiske repræsentant i den blandede våbenstilstandskommission[51]:

Vi bringer vore krigsrettigheder i anvendelse. Vi er retsligt i krig med Israel. Denne våbenstilstand afslutter ikke krigstilstanden med Israel. Den skal ikke hindre Ægypten i at tage visse krigsrettigheder i anvendelse.” . . .

Det fjerde aspekt i denne krigstilstand kommer frem i de udtalelser om Ægyptens hensigter mod Israel, som danner den filosofiske baggrund for de krigshandlinger, som jeg har beskrevet.

Her er et typisk eksempel på den slags ytringer, som lyder i den israelske befolknings ører dag og nat:

Vent og se”, siger den ægyptiske diktator, ”snart vil I få bevis for vor nations styrke og vilje. Ægypten vil lære jer en lektie og bringe jer til tavshed en gang for alle. Ægypten vil pulverisere jer” . . .

Kilde 90: Aftalen mellem Dag Hammarskjöld og Nasser 17.november 1956

Israel nåede meget hurtigt sine to vigtigste krigsmål, at genåbne trafikken på Akababugten – Israel havde nu kontrol med sydspidsen af Sinai ved at have erobret sydspidsen, Sharm el-Sheikh – og fjerne fedayeen-truslen mod statens grænser – FN var nu klar til at anbringe en FN-styrke i Ægypten langs grænsen til Israel, der skulle hindre enhver overtrædelse af våbenstilstandsaftalerne fra 1949. Den 17.november fløj Dag Hammarskjöld til Cairo, hvor han om aftenen og natten forhandlede med Nasser om grundlaget for FNs beredskabsstyrkers tilstedeværelse og virksomhed i Ægypten.

 

Eftersom den ægyptiske regering ved telegram af 5.november 1956 til generalsekretæren, i udøvelse af sine suverænitetsrettigheder, har accepteret generalforsamlingsresolution nr. 394 af samme dato, hvorved der oprettes ”en FN-kommando for en international beredskabsstyrke for at sikre og overvåge ophøret af fjendtlighederne i overensstemmelse med alle bestemmelser i generalforsamlingsresolutionen af 2.november 1956”[52]

eftersom generalforsamlingen i sin resolution 395 af 7.november 1956 tiltrådte princippet om, at den ikke kunne anmode styrken om ”at blive stationeret eller operere på et givet lands område uden samtykke fra vedkommende lands regering” (stk.9 af generalsekretærens beretning af 6.november 1956, A/3302;

efter at have givet sin tilslutning til De forenede Nationers beredskabsstyrkes (UNEFs) ankomst til Ægypten;

eftersom UNEFs fortropper allerede er blevet modtaget i Ægypten, har Ægyptens regering og De forenede Nationers generalsekretær givet udtryk for deres opfattelse af hovedpunkterne vedrørende UNEFs tilstedeværelse og virksomhed, som følger:

  1. Den ægyptiske regering erklærer, at den under udøvelsen af sine suveræne rettigheder i alle spørgsmål vedrørende UNEFs tilstedeværelse og virksomhed loyalt vil handle i overensstemmelse med sin godkendelse af generalforsamlingens resolution nr. 394 af 5.november 1956.
  2. De forenede Nationer tager denne erklæring fra den ægyptiske regering til efterretning og erklærer, at UNEF loyalt vil udøve sin virksomhed i overensstemmelse med det hverv, styrken har fået overdraget i forannævnte resolutioner. De forenede Nationer bekræfter særligt, at det er hensigten at opretholde UNEF, indtil dens opgave er løst, hvilken man har forstået svarer til den ægyptiske regerings ønske …

Kilde 91: Udenrigsminister Golda Meirs erklæring til generalforsamlingen 1.marts 1957

I slutningen af januar 1957 var den israelske rømning af Sinai gennemført, og UNEF-styrken blev placeret på den ægyptiske side af grænsen til Israel. Israelske styrker holdt imidlertid stadig Akababugtens vestkyst besat. I FN truede arabiske stater støttet af Østbloklandene med sanktioner mod Israel, mens USA gennemførte en ”garanti- og pressionspolitik” for at fremtvinge en israelsk rømning. Den 1.marts 1957 kunne Israels nye udenrigsminister, Golda Meir, meddele De forenede Nationer følgende:

 

. . . Israel er nu rede til straks at trække sig tilbage fra Sharm el-Sheikh i tillid til, at der fortsat vil være fri sejlads for international og israelsk skibsfart i bugten og gennem Tiranstrædet …

Israel er besluttet på at hævde retten til fri og uskadelig gennemfart for skibe indregistreret i Israel og er forberedt på i fællesskab med andre at sikre almindelig overholdelse af denne rettighed. Israel vil beskytte sine skibe, der fører dets flag, og som i overensstemmelse med retten til fri og uskadelig sejlads sejler på åbent hav og i internationalt farvand.

Væbnet hindring mod israelske skibe, der er berettiget til fri og uskadelig sejlads i Akababugten og gennem Tiranstrædet vil af Israel blive betragtet son et angreb, der giver det ret til at udøve sin naturlige ret til selvforsvar ifølge artikel 51 i FN-pagten og til at træffe alle forholdsregler, som er nødvendige for at sikre den frie og uskadelige gennemsejling for dets skibe i bugten og gennem strædet . . .

Noter

[1] Profterne i Tanach/Det gamle Testamente taler meget om de etiske idéer og respekt for det enkelte menneske

[2] Knesset betyder forsamling på hebræisk og relaterer til den store forsamling (Knesset Ha-Gdola), som i årene ca. 410 f.kr. – 310 f.kr. under Ezra og Nehemias, dvs. efter jødernes tilbagevenden fra det babyloniske fangenskab, mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Bibelen (Tanach/Det Gamle Testamente), som beskrevet i Nehemias’ bog. Denne “store forsamling” bestod ligeledes af 120 medlemmer.

[3]  Se den historiske gennemgang her på www.israel-info.dk

[4]  Se kilde 63

[5]  Det var jo kun halvdelen af Jerusalem, der var under Israels kontrol – Den gamle By med de vigtigste: Vestmuren(/”Grædemuren”, den kristne Gravkirke og muslimernes helligdomme på Tempelpladsen – var i 1948 blevet besat af Transjordanien

[6]  Kristne og muslimer – jvf den historiske gennemgang

[7]  ”uhjelmet”  vil sige uretmæssig/ulovlig – ingen havde foreslået, at Jerusalem skulle deres – det var sket ved den transjordanske hærs fremrykning og erobring af den gamle by

[8]  Jerusalem forblev delt mellem Israel og Jordan frem til juni 1967

[9]  Nogle i Knesset havde ønsket en definition af, hvem der var jøde – for de ortodokse var det klart – barn af en jødisk mor eller konverteret til jødedommen – men hvad med de ”halvjøder”, der var blevet forfulgt af nazisterne – men som ikke var barn af en jødisk mor? Man opgav derfor at definere dette i loven – hvad der senere har givet anledning til flere problemer. ”Halvjøder” er en nazistisk betegnelse, der ikke findes i jødedommen, hvor man enten er jøde eller ikke er jøde

[10] Knessets formand, Yosef Sprinzak, fungerede også som præsident under Chaim Weizmanns sygdom i 1950-51

[11] Se kilde 78 – Law of Return

[12]  Golda Meir havde fra statens udråbelsen I maj 1948 og til april 1949 været Israels første ambassadør i Sovjetunionen.

[13]  Displaced Persons Camps – lejre for de overlevende fra KZ-lejrene, der ikke kunne vende hjem

[14] Mange af de første indvandrere kom fra Yemen og havde boet under ufatteligt primitive forhold dér.

[15]  I politiske sprog en betegnelse for en statsministers ”afskedsansøgning”

[16]  I dansk politisk historie er eneste sammenligning, da J.O.Krag i 1972 pludselig meddelte sin afgang og Anker Jørgensen tog over

[17]  Siden 1967-krigen bruges begrebet ”bosættelser” som regel om jødiske bosættelser i de områder på Vestbredden af Jordanfloden, der til 1967 havde været besat af Jordan. Her bruges begrebet om bosættelser i det israelske område langs våbenstilstandslinjerne fra 1949

[18] Ægypten og Jordan sluttede den 20.okt. en forsvarspagt med Jordan

[19]  Den 27.september 1955 meddelte Nasser, at man havde indgået en aftale om køb af nye tjekkoslovakiske våben

[20] Nitzana ligger lige op ad våbenstilstandslinjen til Ægypten

[21]  Fra foråret 1949

[22]  Hele Den gamle By med Tempelpladsen og resterne af den vestlige mur omkring – ”Græde- eller Klagemuren” samt de jødiske hellige steder i Betlehem og Hebron var i 1948/49 blevet besat af Jordan og jøder havde ingen adgang.

[23]  År 70, da romerne erobrede Jerusalem under det jødiske oprør 66-70 – se den historiske oversigt

[24]  Alle tre nævnte institutioner lå i den jordansk besatte del af Jerusalem. Det var aftalt, at Israel havde ret til adgang til denne enklave – det skete bare aldrig

[25]  Gaza-striben var i 1948/49 erobret af Ægypten – Ægypten indlemmede dog ikke området, men holdt det besat til 1967

[26]  David Ben Gurion var i 1955 vendt tilbage til regeringen, først som forsvarsminister, så også som premierminister

[27]  Det israelske flyselskab

[28]  Denne meddelelse kom i begyndelsen af september 1955

[29]  Der var efter våbenhvilen i 1949 nedsat fire våbenstilstandskommissioner   ”MAC´er”– her er det EIMAC – Egypt-Israel Mixed Armistice Commission

[30]  Tjekkoslovakiet var lige begyndt at sælge våben – også kampfly – til Ægypten

[31]  De Facto vil sige ”i praksis” – modsat In Jure – der ville betyde, at Israel officielt – folkeretsligt – havde givet afkald på sejladsen

[32]  Ben Gurion og Moshe Sharetr, som Ben Gurion havde afløst som premierminister måneden før

[33]  General E.L.M. Burns var canadier og formand for FNs våbenstilstandskommission

[34] De grupper, der angreb Israel fra ægyptisk side, var jo ikke medlemmer af den ægyptiske hær, men såkaldte fedayeen-grupper – frivillige militser – som Ægypten benægtede at have ansvaret for.

[35]  Den 18.april underrettede FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld Ben Gurion om, at Ægypten havde afgivet et lignede tilsagn, og at ordrerne til våbenhvile ville være effektive fra den 18.april kl.6 aften

[36] Altså dér, hvor tropperne stod i 1948/49, da våbenhvilerne blev indgået

[37]  De før omtalte fedayeen-grupper

[38]  General Burns var stabschef for UNTSO, FNs våbenhvilekontrolorganisation

[39]  Gamal Abdel Nasser (1918-1970) var en ægyptisk officer og politiker og blev i 1956 Ægyptens præsident. Han deltog som major i krigen med Israel 1948/49 og var som mange andre yngre officerer kritisk over for den måde, krigen var blevet ført på. Han var derfor blandt initiativtagerne til dannelsen af De frie Officerer, der i juli 1952 væltede kongen og kuppede sig til magte, Nasser var militærguvernør og premierminister 1954-56, derpå præsident.

[40]  Nasser sad i al-Faluja – en forpost øst for Gaza under krigen i 1948/49 – den blev rømmet efter våbenstilstandsaftalen i 1949.

[41]  Fedayeen er flertalsformen af feday – ”en der ofrer sig”. Det var disse terrorist-grupper den igen og igen angreb Israel fra Ægypten og Gaza.

[42] Se forrige kilde

[43]  USA’s præsident Eisenhower blev rasende over især den engelsk-franske indgriben, der kunne give Sovjet større støtte i den tredje verden – de alliancefri lande, der ikke på forhånd var en del af Vest eller Østblokken.

[44]  Dagen før Abba Ebans tale havde også England og Frankrig angrebet Ægypten – Israel ønsker ikke at tage ansvaret for denne del af Suezkrigen.

[45]  Den 15.maj 1949

[46]  Se kilde 75

[47]  Se kilde 86

[48]  Se kort i den historiske gennemgang – man sejler gennem Tiranstrædet op i Akababugten, hvor den israelske by Eilat ligger helt oppe nordpå

[49]  Også Transjordanien havde en havneby for enden af bugten – byen Akaba.

[50]  Sikkerhedsrådet havde den 1.sept. 1951 i en resolution forbudt nogen af våbenstilstandsparterne ar hævde, at de var aktivt krigsførende; desuden havde den slået fast, at alle lande havde fri gennemsejlingsret i Suezkanalen.

[51]  EIMAC – se kilde 83 note 27

[52]  Denne resolution henstillede, at fjendtlighederne blev indstillet, og at tropperne blev trukket bort. England og Frankrig rettede sig ikke efter henstillingen.

Litteratur:

Ben-Gurion, David: Prøvelsernes År. Israels genfødelse. Samleren 1963

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gennem tre krige i Mellemøsten til fredskonference i Genève. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 1994

Borchenius, Poul: B.G. Bogen om Ben Gurion. Hirschsprungs Forlag 1961

Burkett, Elinor: Golda Meir. TV 2 News. 2008

Dayan, Moshe: Sinaifelttoget 1956. Der Schønbergske Forlag 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979

Sachar, Howard M.: A History of Israel – from the Rise of Zionism to Our Time, Alfred A. Knopd, New York, 1981

Links:

Aftalen om religions rolle i den kommende jødiske stat

The Law of Return

Demonstrationer i forbindelse med tysk støtte

Albert Einstein som israelsk præsident

Litteratur og links

Hebræisk

Ezra

Nehemias

Babyloniske fangenskab

Jerusalem

Bibelen

Det Gamle Testamente

Nehemias’ bog

Aftalen om religions rolle i den kommende jødiske stat

The Law of Return

Demonstrationer i forbindelse med tysk støtte

Albert Einstein som israelsk præsident

Ben-Gurion, David: Prøvelsernes År. Israels genfødelse. Samleren 1963

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gennem tre krige i Mellemøsten til fredskonference i Genève. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 1994

Borchenius, Poul: B.G. Bogen om Ben Gurion. Hirschsprungs Forlag 1961

Burkett, Elinor: Golda Meir. TV 2 News. 2008

Dayan, Moshe: Sinaifelttoget 1956. Der Schønbergske Forlag 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979

Sachar, Howard M.: A History of Israel – from the Rise of Zionism to Our Time, Alfred A. Knopd, New York, 1981

Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

Kilde 63: USA’s præsident Truman anerkender Staten Israel

Harry S. Truman var tiltrådt som USA’s præsident ved Roosevelts død den 12.april 1945. Han havde i perioden 1945-47 lagt et kraftigt pres på England for at åbne for øget jødisk indvandring i Palæstina – jf. tidligere kilder. Kilden er et uddrag af Trumans erindringer ”Years of Trial and Hope” bd.2, der kom i 1965. Truman døde i 1972.

Den 14.maj fik jeg underretning om, at Israels provisoriske regering havde planer om at proklamere en jødisk stat ved midnat samme dag palæstinensisk tid, hvilket var tidspunktet for det britiske mandats ophør. Jeg havde ofte talt med mine rådgivere om, hvad vi skulle foretage os, når delingen havde fundet sted, og det havde altid været underforstået, at vi i sidste instans ville anerkende en ansvarlig jødisk regering. Delingen fandt sandt at sige ikke sted på lige netop den fredelige måde, jeg havde håbet på[1], men en kendsgerning var det, at jøderne kontrollerede det område, hvor deres folk boede, og at de var parate til at administrere og forsvare det[2]. På den anden side var jeg særdeles klar over, at nogle af udenrigsministeriets ”eksperter” ønskede at blokere anerkendelsen af en jødisk stat.[3]

Da nu jøderne imidlertid var parate til at proklamere Staten Israel, besluttede jeg straks at foretage mig noget ved at lade Amerika anerkende den nye nation. Jeg gav et medlem af min stab instruks om at meddele beslutningen til udenrigsministeriet og bringe den videre til ambassadør Austin[4] ved De forenede Nationer i New York. Ca en halv time senere, nøjagtig 11 minutter efter, at staten Israel var blevet proklameret, overgav min pressesekretær Charlie Ross pressen meddelelsen om, at De forenede Stater de facto[5] havde anerkendt Israels provisoriske regering[6].

Jeg fik at vide, at denne erklæring kom som en overraskelse for nogle af karrierefolkene i udenrigsministeriet. Det burde den ikke have gjort, hvis de loyalt havde støttet min politik.[7]

Kilde 64: Den arabiske Ligas erklæring ved angrebet på Israel 15.maj 1948

Den arabiske Liga var blevet dannet den 22.marts og bestod af følgende stater: Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi -Arabien, Libanon, Egypten og Yemen. Ifølge Den arabiske Ligas pagt var formålet ”at styrke forbindelserne mellem medlemsstaterne, at samordne deres politik for at skabe samarbejde mellem dem og at beskytte deres uafhængighed og selvstændighed”.

Erklæringen af 15. maj 1948

 

1. Da det britiske mandat nu er ophørt, uden at der i landet findes en lovlig forfatningsmæssig myndighed til at sikre ro, orden og respekt for lovene og til at beskytte indbyggernes liv og ejendom, erklærer de arabiske staters regeringer følgende:

2. Styrelsen af Palæstina bør gives tilbage til landets indbyggere i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeforbundspagten og De forenede Nationers Pagt …[8]

3. Ro og orden i Palæstina er blevet forstyrret. Den zionistiske aggression har medført, at over ¼ million af de arabiske indbyggere har forladt deres hjem og søgt tilflugt i de arabiske nabolande … Efter at det britiske mandat over Palæstina er ophørt, er de britiske myndigheder ikke længere ansvarlige for sikkerheden i landet, bortset fra, hvad der angår tilbagetrækningen af deres styrker og da kun i de områder, hvor der er givet meddelelse om, at tropperne befinder sig. Palæstina kommer således til at stå uden noget regeringsmaskineri, der kan opretholde lov og orden i landet og beskytte indbyggernes liv og ejendom.

4. Denne tilstand truer med at brede sig til de arabiske nabostater, hvor ophidselsen er stor på grund af begivenhederne i Palæstina. Regeringerne i Den arabiske Ligas medlemsstater og i De forenede Nationer er overordentlig foruroligede og dybt bekymrede over dette.

5. …

6. Som medlemmer af Den arabiske Liga, en regional organisation i henhold til kap.VIII indenfor rammerne af De forenede Nationers Pagt[9], er regeringerne i de arabiske stater ansvarlige for opretholdelse af fred og sikkerhed i deres område. Regeringerne anser de begivenheder, der finder sted i Palæstina, for en trussel mod freden og sikkerheden i området som helhed og i hvert enkelt land.

7. Da sikkerheden i Palæstina er en hellig forpligtelse for de arabiske stater … har de arabiske staters regeringer set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina[10] ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed, lov og orden og for at forhindre blodsudgydelse.

8. … Regeringerne i de arabiske stater understreger ved denne lejlighed, hvad de tidligere har erklæret ved Londonkonferencen[11] og i De forenede Nationer, nemlig at oprettelsen af en palæstinensisk enhedsstat efter demokratiske principper er den eneste retfærdige løsning…

Kilde 65: Golda Meir om møderne om kong Abdullah 1948

Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.

Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv”, der kom i 1975, på dansk i 1979. Det er Golda Meirs andet møde med Abdullah – det fandt sted i starten af maj 1948, hvor israelerne endnu håbede at kunne holde Abdullah og hans britisk trænede Arabiske Legion ude at den forventede krig.  Legionen var langt den bedste arabiske hær i området og havde også britiske officerer. Hun var ledsaget af en af Jewish Agencys eksperter i arabiske forhold, Ezra Danin – og begge var forklædt som arabere.

 

Jeg stolede fuldstændig på Ezras evne til at bringe os sikkert gennem fjendens linjer, og jeg var alt for spændt på resultatet af vor sendelse til at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi – hvad Gud forbyde – skulle blive pågrebet. Men skønt vi måtte identificere os flere gange, nåede vi heldigvis det aftalte mødested i rette tid og uden at være blevet opdaget. …..

Så kom Abdullah ind i værelset. Han var meget bleg og virkede meget trykket. Ezra fungerede som tolk, og vi talte sammen en times tid. Jeg indledte samtalen med straks at gå til sagen. – Har de alligevel brudt det løfte, De gav mig? spurgte jeg ham[12]. Han svarede ikke direkte på spørgsmålet. – Da jeg aflagde det løfte, troede jeg, jeg var herre over min egen skæbne og kunne gøre, hvad jeg anså for rigtigt. Men siden da har jeg fået noget andet at vide. Så fortsatte han og sagde, at før havde han været alene, men nu ”er jeg en af fem”; vi forstod, at de andre fire var Egypten, Syrien, Libanon og Iraq. Alligevel mente han, at krigen kunne undgås.

– Hvorfor har I så travlt med at udråbe jeres stat? spurgte han mig. – Hvorfor haster det sådan? I er så utålmodige! Jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, man kunne sige om et folk, der havde ventet 2000 år, at det var utålmodigt, og det lod han til at acceptere.

– Kan De ikke forstå, sagde jeg – at vi er Deres eneste forbundsfælle i denne region? De andre er alle deres fjender[13]. – Ja, sagde han, det ved jeg. Men hvad kan jeg gøre? Det er ikke mig, der bestemmer. Så sagde jeg til ham: – De må være klar over, at hvis krigen bliver påtvunget os, vil vi kæmpe. Og vi vil vinde. Han sukkede igen og sagde: – Ja, det ved jeg. Det er jeres pligt at kæmpe. Men hvorfor ikke vente et par år? Opgiv jeres krav om fri indvandring. Jeg vil overtage hele landet, og I vil blive accepteret i mit parlament. Jeg vil behandle jer godt, og der bliver ingen krig.

Jeg prøvede at forklare ham, at han plan var umulig. – De ved, hvor meget vi har gjort, og hvor hårdt vi har arbejdet, sagde jeg. – Tror De, vi har gjort alt det blot for at blive repræsenteret i et fremmed parlament? De ved, hvad vi ønsker, og hvad vi tilstræber. Hvis De ikke kan tilbyde os andet, end hvad De lige har tilbudt, så bliver der krig, og vi vil vinde den. Men måske vi kan mødes igen – efter krigen, og når der findes en jødisk stat.

– De stoler alt for meget på Deres tanks, sagde Danin. – De har ingen virkelige venner i den arabiske verden, og vi vil knuse Deres tanks, ligesom Maginotlinien blev ødelagt.[14] Det var meget dristige ord, navnlig i betragtning af, at Danin vidste nøjagtigt, hvordan det stod til med vores udrustning. Men Abdullah så endnu alvorligere ud og sagde igen, at han vidste, at vi måtte gøre vores pligt. Han tilføjede også bedrøvet, forekom det mig, at begivenhederne må måtte gå deres gang. Vi ville alle med tiden erfare, hvad skæbnen havde i behold til os.

– Der var åbenbart ikke mere at sige. Jeg ville tage af sted, men Danin og Abdullah havde indledt en ny samtale.

– Jeg håber, vi kan opretholde kontakten, også efter at krigen er begyndt, sagde Danin. – Naturligvis, svarede Adullah. – De må komme og besøge mig. – Men hvordan skal jeg nå frem til Dem? spurgte Danin. – Åh, jeg er sikker på, De vil finde ud af noget, sagde Abdullah med et smil. Så gik Danin i rette med ham, fordi han ikke traf de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. – De går i moskeen, sagde han til Abdullah, – og tillader Deres undersåtter at kysse sømmen af Deres klædning. En skønne dag vil en eller anden misdæder[15] forgribe sig på Dem. Tiden er inde til at forbyde den skik, af sikkerhedsgrunde. Abdullah var synlig forarget. – Jeg vil aldrig blive mine egne vagters fange, sagde han meget strengt til Danin. – jeg er født som beduin, en fri mand, og jeg agter at forblive fri. Lad så dem, der ønsker at myrde mig, prøve at gøre det. Jeg vil ikke lægge mig selv i lænker. Så sagde han farvel til os og gik.[16]

Kilde 66: Bernadottes møde med den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha, 29.maj 1948

Trods alle fredsbestræbelser brød krigen som ovenfor nævnt ud straks den 15.maj og FN udnævnte derfor omgående den 20.maj svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten – jf. den historiske gennemgang. Skildringen af mødet er fra Folke Bernadottes egen bog: Til Jerusalem, der udkom allerede i 1950.

 

Samme dag – den 29.maj – kl.10 skulle jeg træffe den ægyptiske statsminister, Nokrashi Pasha[17] . Jeg indfandt mig i ministeriet og blev ført ind i et værelse, hvor en herre iført tarbusch[18] tog imod mig. I den tro, at jeg stod overfor statsministeren selv, begyndte jeg straks på samtalen, men blev afbrudt, da manden pludselig styrtede ud af døren. Den morsomme lille episode sluttede med, at det blev meddelt, at statsministeren var kommet og ventede mig.

Nokrashi Pasha var et interessant bekendtskab. Vi talte sammen i nærværelse af mine to medhjælpere, Dr. Bunche og legionsråd Mohn.[19] Jeg begyndte med at forklare ham, hvori min opgave bestod. Den gik ud på, sagde jeg, at betrygge freden i Palæstina. Grunden til den rådende situation var den, understregede jeg, at der i Palæstina var 650.000 jøder og 1.300.000 arabere. Det var klart, at man måtte søge at finde en udvej, der kunne gøre det muligt for de to folk, at leve fredeligt sammen.

Statsministeren tog derpå til orde og gjorde i en længere udvikling rede for sin opfattelse. Efter de optegnelser, der blev gjort, udtalte han blandt andet følgende:

… Statsministeren erklærede, at det ikke havde været den ægyptiske regerings hensigt at sende tropper til Palæstina. Den havde hele tiden håbet og ventet, at en løsning på problemet ville blive fundet i Lake Succes.[20] Man da det blev den 8.maj, og det stod klart, at der ikke ville fremkomme nogen løsning, samt at det kunne befrygtes, at der ville komme til at herske kaos i Palæstina, når det britiske mandat ophørte, og briterne forlod landet, besluttede den egyptiske regering at sende tropper dertil for at opretholde ro og orden

Efter at de ægyptiske tropper var draget ind i Palæstina, var det blevet klart for den egyptiske regering, at jøderne var indstillet på at tvinge araberne med vold, våbenmagt og terror. Dette kunne de arabiske stater ikke tillade. Det var først og fremmest dette, de protesterede imod. De jødiske terroristers, Sternligaens, Irguns og til en vis grad også Haganahs virksomhed måtte undertrykkes.[21]

Som det nyeste og hidtil værste eksempel på jødisk umenneskelighed og terrorisme nævnede statsministeren jødernes forgiftning af det vand, der blev tilført den ægyptiske hær i Palæstina. Han sagde, at den ægyptiske regering havde fuldgyldigt bevis herfor. Man havde nemlig grebet de to jøder, der havde ansvaret for forsøget. De var i besiddelse af kolera- og dysenteribaciller og havde indrømmet, at de af deres overordnede officerer havde fået ordre til at udføre denne skurkegerning . . .

Statsministeren udtrykte håbet om, at fredsmægleren ikke anså sig for bundet af indholdet af den beslutning om en deling, som generalforsamlingen havde fattet den 29.november forrige år. Forholdet var det, at generalforsamlingen havde vedtaget resolutionen; men at sikkerhedsrådet havde nægtet at acceptere den, hvorfor den ikke længere var i kraft[22] …

Statsministeren erklærede, at ingen løsning, der rummede en anerkendelse af den jødiske stats berettigelse i Palæstina ville være antagelig hverken for de arabiske stater, for Tyrkiet eller Iran. …

Som svar på et spørgsmål erklærede statsministeren, at Palæstina burde være en uafhængig enhedsstat, og at denne hverken helt eller delvist burde indlemmes i nogen arabisk stat[23].

Politisk set, erklærede statsministeren videre, ville idealet være, at jøderne blev flyttet bort fra Palæstina. Men man var nødt til at erkende, at det i praksis hverken var gennemførligt eller ønskeligt. Derfor var man gået med til, at jøderne skulle blive i Palæstina. …

Statsministeren udtrykte sin tilfredshed med den af englænderne foreslåede resolution om en våbenhvile i Palæstina, der var blevet forelagt i Sikkerhedsrådet; men han mente, at det tidsrum af fire uger, der var fastsat i den påtænkte resolution var alt for langt.

Kilde 67: Bernadottes mæglingsforslag den 27.juni 1948

Efter møder med både jødiske og arabiske ledere fløj Folke Bernadotte den 18.juni til Rhodos, hvor han og hans medhjælpere nu havde godt en uge til at udarbejde et forslag angående Palæstina, som begge parter helst skulle acceptere. Det hastede, da våbenhvilen udløb den 8.juli.

Mægleren fremsætter følgende forslag som et muligt grundlag for diskussionen:

1. At Palæstina, således som det blev defineret i det mandat, som i året 1922 blev givet til Det forenede Kongerige, dvs. med Transjordanien indbefattet, skal danne en union bestående af to medlemmer, et arabisk og et jødisk, afhængig af de direkte interesserede parters villighed til at overveje en sådan ordning.

2. At de to medlemmers grænser i første omgang skal fastsættes ved forhandlinger under ledelse af mægleren og på grundlag af forslag, som han fremkommer med. Når der i hovedsagen er opnået enighed om grænsernes udformning, skal de endegyldigt fastsættes af en grænsekommission.…

Angående paragraf 2 i forslaget anses det for værd at overveje visse territoriale ordninger.[24] Følgende retningslinjer kan lægges til grund:

1. Hele Negev-området eller en del deraf kommer ind under det arabiske territorium[25]

2. Hele Vestgalilæa eller en del deraf kommer ind under det jødiske område[26]

3. Byen Jerusalem kommer ind under det arabiske territorium med selvstyre for den jødiske menighed og særlige forholdsregler til beskyttelse af de hellige steder.[27]

4. Jaffas status tages op til overvejelse.[28]

5. Der oprettes en frihavn i Haifa, denne skal omfatte raffinaderierne og endestationerne for de forskellige transportmidler.

6, Der oprettes en frihavn for luftfart i Lydda[29]

Kilde 68: Araberne afviser forslaget 3.juli 1948

Den arabiske Liga mødtes i Cairo i begyndelsen af juli og vedtog at forkaste grev Bernadottes forslag og at genåbne fjendtlighederne efter våbenstilstandens udløb den 8.juli.

Jeg har den ære at underrette Deres Excellence, at den politiske komité i de arabiske staters liga, bestående af udenrigsministrene, har modtaget Deres brev af 27.jui 1948 og omhyggeligt har gennemgået de af Dem fremsatte forslag. …

… Den politiske komité beklager dybt at måtte erklære, at den ikke kan acceptere forslagene som grundlag for en drøftelse …

(sign.) Abdul Rahman Azzam[30]

Generalsekretær for Den arabiske Liga

Kilde 69: Israel afviser forslaget 5.juli 1948

Bernadotte var nu tilbage i Mellemøsten: Den 3.juli fløj han til Cairo, den 4. er han i Transjordaniens hovedstad Amman og fløj derpå tilbage til Rhodos. Dér fik han den 5.juli om morgenen besked om, at Israels regering også var klar med et svar på hans fredsplan, så samme dag rejste han til Tel Aviv. Her mødtes han den 6. om morgenen med den israelske udenrigsminister Moshe Shertok (1894-1955), som overrakte ham det jødiske svar.

 

På Israels provisoriske regerings vegne[31] har jeg den ære at fremsende følgende bemærkninger til de forslag, De har fremsat i Deres brev af 27.juni[32] som grundlag for en drøftelse af Deres forsøg på at ”sikre en fredelig fremtid for Palæstina”.

  1. Den provisoriske regering har med forbavselse konstateret, at Deres forslag synes at ignorere generalforsamlingens beslutning af 29.november 1947, som er og bliver den eneste internationalt gyldige retskendelse angående spørgsmålet om, hvorledes Palæstina i fremtiden skal styres. Den provisoriske regering beklager også, at De, da De formulerede Deres forslag, ikke i fuld udstrækning synes at have taget hensyn til de vigtigste omstændigheder, som er forbundet med situationen i Palæstina, nemlig oprettelsen af den suveræne stat Israel indenfor det område, som tilkendtes den i generalforsamlingens resolution, og andre territoriale forandringer, som er blevet konsekvensen af, at de angreb, som Palæstina-araberne og tilgrænsende arabiske stater er slået tilbage.

  1. Den provisoriske regering er blevet dybt såret over Deres forslag angående byen Jerusalems fremtid, hvilket forslag den betragter som katastrofalt. Den tanke, at Jerusalem som led i en fredelig løsning skulle stilles under arabisk styre, har kun kunne opstå ved total ligegyldighed overfor den historiske udvikling og spørgsmålets fundamentale kendsgerning: Jødedommens historiske forbindelser med den hellige stad; den fremskudte plads, som Jerusalem har indtaget i jødisk historie, og som den stadig indtager i dagligt jødisk liv … Den provisoriske regering beklager at måtte sige, at Deres forbløffende forslag angående Jerusalem, der opmuntrer falske arabiske forhåbninger og sårer jødiske følelser, sandsynligvis vil fremkalde det modsatte end den fredsfremmende virkning, De utvivlsomt har haft i tankerne.
  2. Den provisoriske regering finder det ikke nødvendigt på dette stadium at fremsætte kommentarer til de andre punkter i forslaget, da den håber, at en gennemgang af nærværende bemærkninger angående de væsentligste sider i den af Dem forsøgsvis skitserede ordning må få Dem til at tage hele Deres behandling af problemet op til fornyet overvejelse.

(Sign.) M. Shertok

udenrigsminister

Kilde 70: Golda Meir om evakueringen af arabere fra Haifa

Det vel mest omdiskuterede problem efter 1948 har været de arabiske flygtninge fra Palæstina. Allerede før krigen bryder ud i maj 1948 har der jo været kampe mellem palæstinensiske jøder og arabere i hele det engelske mandatområde – og under disse kampe – og under krigen mellem Israel og de arabiske nabostater efter 14.maj forlader over 600.000 arabere det område, som efter våbenstilstanden i 1949 blev til staten Israel.

Der følger her fire forskellige kilder, der belyser denne flugt. Den første er igen fra Golda Meirs erindringer ”Mit liv” fra 1975 (på dansk 1979), som der tidligere har været bragt kilder fra. Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.  Efter staten Israels oprettelse blev hun medlem af parlamentet – Knesset – fra 1949-1974 og var arbejdsminister 1949-56, udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Året efter hun gik af, udgav hun disse erindringer.

 

Når som helst jeg læser eller hører om, hvor brutalt vi behandlede araberne[33], kommer mit blod i kog. I april 1948 stod jeg selv på stranden i Haifa i timevis og bogstavelig talt bønfaldt araberne i denne by om ikke at forlade landet. Ydermere var det en scene, det næppe er troligt, jeg nogensinde kan glemme. Haganah[34] havde lige overtaget Haifa, og araberne var begyndt at flygte bort – fordi deres ledere med så megen veltalenhed havde forsikret dem, at det var den klogeste kurs at følge, og englænderne[35] så generøst havde stillet snese af lastbiler til deres rådighed. Intet af det, Haganah sagde eller forsøgte at gøre, hjalp noget som helst – hverken appeller fra højttalere på vogne eller de flyveskrifter vi lod regne ned over byens arabiske kvarterer. »Frygt ikke!«, stod der på arabisk og hebraisk. »Hvis I tager bort, vil det kun påføre jer fattigdom og ydmygelser. Bliv i den by, der både er jeres og vor.« De var underskrevet af De jødiske arbejderes Råd i Haifa. Lad mig citere den engelske general, Sir Hugh Stockwell, der dengang havde overkommandoen over tropperne: »De arabiske ledere tog først bort, og ingen gjorde noget forsøg på at standse, hvad der begyndte som stormløb og udviklede sig til panik.« De var besluttede på at tage af sted. Hundreder kørte over grænsen, men nogle søgte ud til kysten for at vente på skibe. Ben-Gurion tilkaldt mig og sagde: »Du må omgående tage til Haifa og sørge for, at araberne bliver i Haifa og bliver behandlet godt. Jeg vil også gerne have, at du prøver på at overtale de arabere på stranden til at vende tilbage. Du må få dem til at forstå, at de ikke har noget at frygte.« Så jeg tog straks af sted. Jeg sad der på stranden og bønfaldt dem om at vende tilbage til deres hjem. Men de havde kun ét svar. »Vi ved, der ikke er noget at frygte, men vi må tage bort. Vi vil komme tilbage.« Jeg var fuldstændig sikker på, at de ikke tog bort, fordi de var bange for os, men fordi de var dødsens angst for at blive betragtet som forrædere mod den arabiske ”sag”. Alligevel talte jeg, til jeg var blå i hovedet, men det hjalp ikke.

Hvorfor ønskede vi, at de skulle blive? Der var to meget gode grunde: først og fremmest ønskede vi at bevise over for verden, at jøder og arabere kunne leve sammen – uanset hvad de arabiske ledere udbasunerede; for det andet vidste vi meget godt, at hvis en halv million arabere forlod Palæstina på det tidspunkt, ville det bevirke store økonomiske forstyrrelser i landet. Dette fører mig frem til et andet omstridt spørgsmål, som jeg vel lige så godt kan tage mig af med det samme. Jeg vil meget gerne én gang for alle bevare spørgsmålet om, hvor mange palæstinensiske arabere, der faktisk forlod deres hjem i 1947 og 1948.[36] Svaret er: allerhøjst omkring 590.000. Af disse udvandrede 30.000 lige efter FN’s beslutning i november 1947 om landets deling; andre 200.000 drog bort i løbet af denne vinter og foråret 1948 (inklusive langt størstedelen af de 62.000 arabere i Haifa); og efter statens oprettelse i maj 1948 og det arabiske angreb på Israel flygtede yderligere 300.000 arabere. Det var så sandelig meget tragisk, og det fik meget tragiske følger, men der bør i det mindste ikke være tvivl om kendsgerningerne som de var – og stadig er. Den arabiske påstand om, at der er ”millioner” af ”palæstinensiske flygtninge” er lige så usand som påstanden om, at vi tvang araberne til at forlade deres hjem. De ”palæstinensiske flygtninge” blev skabt som et resultat af arabernes ønske om (og forsøg på) at tilintetgøre Israel. De var ikke årsagen til det. Naturligvis var der visse jøder i yishuv’en[37], der allerede i 1948 sagde, at den arabiske udvandring var det bedste, der kunne være sket Israel, men jeg kender ikke nogen seriøs israeler, der nogensinde følte sådan.

De arabere, der blev i Israel, fik imidlertid en bedre tilværelse end de, der drog bort. Der var så at sige ikke en arabisk landsby med elektricitet eller rindende vand i Palæstina før 1948, og i løbet af tyve år fandtes der næppe en arabisk landsby i Israel, der ikke var tilsluttet det nationale ledningsnet, eller et hjem uden rindende vand. Jeg tilbragte megen tid i disse landsbyer, da jeg var arbejdsminister, og jeg var lige så glad over, hvad vi gjorde for dem, som jeg var, når en transitlejr forsvandt. Forlydender og propaganda er ét – kendsgerninger er noget andet. Det var mig – og ikke medlemmer af den nye venstrefløj[38] – der som arbejdsminister åbnede veje og besøgte de nye boligbebyggelser i arabiske landsbyer i hele Israel.

Kilde 71: Herbert Pundik om den planlagte fordrivelse af Nazareths arabiske befolkning

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62. Også denne kilde er fra hans erindringer: ”Det er ikke nok at overleve. Erindringer, der udkom i 2005.

Nazareth[39] var allerede blevet erobret den 15.juli. At den i dag er en by med 75.000 arabiske indbyggere, skyldes et samspil af tilfældigheder, bl.a. en enkelt mands stædighed.

Ben Dunkelman havde været officer i den canadiske hær under Anden Verdenskrig. Han meldte sig som frivillig til den israelske selvstændighedskrig, hvor han fik kommandoen over en bataljon i Galilæa.

Efter at bataljonen havde erobret Nazareth og drevet Fawzi el-Kaukjis[40] guerilla-styrker ud, fik han over radioen ordre til at ”evakuere” den arabiske civilbefolkning. Det hedder med et mindre forblommet ord i dag etnisk udrensning.

Dunkelman krævede at få ordren skriftligt, underskrevet af sin brigadechef, Moshe Carmel. Dennes adjudant svarede, at det ikke lod sig gøre, fordi chefen efter mange søvnløse dage og nætter endelig havde lagt sig til at sove.

Dunkelmans svar var så, at så kunne han ikke udføre ordren.

Og såedes kom Nazareths arabere ikke til at dele skæbne med 650.000 andre arabere, der enten flygtede eller blev drevet ud af den del af Palæstina, der blev Israel.

Historien er ikke almindelig kendt, men dens kilde er den bedst mulige, nemlig den tidligere israelske forsvarschef Hayim Laskov. Han fortalte mig den under en samtale i København i begyndelsen af 1970´erne. Den tjener måske ikke til at fremhæve Dunkelmans menneskelige kvaliteter, han ville formodentlig have pareret ordre, hvis han havde fået den skriftligt, men historien illustrerer hvorledes vi, i krig som i fred, er ofre for kræfternes spil, og hvilke konsekvenser enkeltpersoners beslutninger kan få på deres medmenneskers livsforløb.

Kilde 72: Uri Avneriy om de arabiske flygtninge

Uri Avnery, født som Helmut Ostermann i Beckum i Westfalen) i 1923 og død i 2018 i Tel Aviv, var en israelsk journalist og fredsaktivist. Han tilhørte en gammel tysk-jødisk bankierfamilie. Familien flyttede til Palæstina i 1933. Som ung tilhørte han terrororganisationen Irgun, og deltog i den arabisk-israelske krig i 1948. Efter krigen skrev han en bog om krigen

Han var medlem af Knesset fra 1965 til 1973 og igen fra 1979 til 1981. Han blev senere engageret i venstreorienteret aktivisme, og grundlagde fredsbevægelsen Gush Shalom, som han siden var leder af. Bevægelsen var respekteret i Europa, men de fleste israelere så på den og Ur Avnery som pro-palæstinensiske aktivister.

Avnery krydsede i 1982 frontlinjen til Beirut, hvor han mødtes med Yasser Arafat, hvilket efter sigende skulle have været første gang en israeler mødte Arafat personligt. I sin bog ”Israel uden Zionisme” fra 1968, hvor han fremlægger sin plan for fred med araberne efter 6-dages-krigen i 1967, skriver han s.195-97:

Jeg tror, at det var blevet et mål for Ben Gurion og hans regering at smide den arabiske civilbefolkning ud. Efter at iværksættelsen af delingsplanen så forsmædeligt var brudt sammen for De forenede Nationer, og staten Israel udelukkende var blevet oprettet ved israelsk våbenmagt, kunne man udmærket se bort fra FNs mening. Fred med araberne synes ikke at kunne komme på tale, hvis man tog den arabiske propagandas yderliggående karakter i betragtning. I denne situation var det let for folk som Ben Gurion at tro, at erobringen af ubeboede områder både var nødvendig af sikkerhedsgrunde og ønskelig af hensyn til den nye hebraiske stats befolkningsmæssige ensartethed.

Hvordan blev dette mål nået? Under denne fase af kampene forekom egentlige massakrer sjældent på nogen af siderne. I almindelighed var det nok at skyde et par salver ind i en arabisk landsby for at få indbyggerne til at flygte. Ifølge den zionistiske propaganda opfordrede de arabiske regeringer og de arabiske hære araberne til at forlade deres hjem. Desværre er dette aldrig blevet bevist. Erskine Childers, en seriøs om end proarabisk skribent, har forsikret mig om, at han har gennemgået alle båndoptagelser af de arabiske radiostationers udsendelser i løbet af 1948 – som BBC i London opbevarer – men ikke har fundet en eneste ordre eller blot antydning i den retning. Tværtimod lader det til, at de arabiske regeringer opfordrede indbyggerne til ikke at forlade deres hjem. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de lokale arabiske ledere i krigens første fase opfordrede araberne til hellere at forlade deres hjem end at blive tilbage i israelsk besat område. I krigens tredje fase tog de arabiske regeringer så en anden stilling, mens nøjagtigt det modsatte skete i hver fase på den israelske side.

Men selv denne analyse kommer ikke ind på det, sagen drejer sig om. Arabernes største udvandring var slet ikke resultatet af nogen overlagt politik, hverken fra arabernes eller zionisternes side, men snarere et naturligt produkt af krigen som sådan. Kun få mennesker nu til dags gør sig klart, at araberne aldrig er flygtet ud af landet. Når en arabisk kampenhed trak sig tilbage fra en landsby under et israelsk fremstød, fulgte befolkningen fra den forladte landsby med tropperne, fordi de frygtede det værste. Israelerne siger ofte, at araberne var bange, fordi de vidste, hvad de selv ville have gjort ved israelerne, hvis situationen havde været omvendt. Sandheden er, at det for primitive mennesker er naturligt at forlade deres hjem et par dage, mens deres landsby bliver angrebet. Hvis de israelske kibbutznikker og andre landsbyboere ikke gjorde dette, men blev og kæmpede sammen med hæren til det sidste, var det, fordi disse landsbyer var af en særegen karakter og indstillet på forsvar – og fordi alle israelere i almindelighed under krigen følte, at der intet alternativ var, intetsteds at tag hen, at vi måtte blive og kæmpe, uanset hvad resultatet blev. »Intet alternativ« – ein brera på hebraisk – var krigens motto, en måde at tænke på, en fælles beslutsomhed, som af hjertet deltes af alle i den nye stat under denne afgørende krig.

Den arabiske civile befolkning blev, som tiden gik, trængt tilbage nogle få kilometer ad gangen, så de efterhånden kom længere og længere bort fra deres hjem, men hele tiden troede de, at det kun var et spørgsmål om dage eller uger, før de atter kunne vende tilbage. Da våbenstilstanden blev undertegnet, var der pludselig opstået en international grænse mellem dem og deres hjem. De var blevet flygtninge. Kun de arabere, som boede i områder, der var blevet løbet over ende af den israelske hær under lynangreb, d.v.s. når der ingen tid var til at flygte (når den israelske hær ikke var interesseret i at få vejene blokeret af flygtninge), forblev i Israel. Dette var tilfældet i Nazareth og hele Galilæa. Dertil kom de arabere, som boede i en række landsbyer, som Jordan havde afstået i våbenstilstandsaftalen efter kampens ophør.

Jeg for mit vedkommende mener, at det er formålsløst at prøve at lægge det oprindelige ansvar for flygtningetragedien på den ene eller den anden part. Udvandringen var uundgåelig, på samme måde som selve krigen var blevet det på grund af den onde cirkels virkninger. Det ansvar, der nu engang er der, må begge parter bære. Fejhed, uansvarlighed og ligegyldighed havde en lige så stor skyld i tragedien som terror, manglende menneskelighed og voldsmentalitet.

Kilde 73: Benny Morris om flugten i 1948

Den israelske historiker Benny Morris er født i 1948 og har været professor i historie på Ben Gurion-Universitet i Beersheba i Negev. I 1988 udgav han bogen The Birth of the Palestinian Refugee Problem, hvori han dokumenterede, at de 700.000 palæstinensere, der flygtede fra deres hjem i forbindelse med oprettelsen af Staten Israel i 1947-48, ikke alle gjorde det af egen fri vilje, men i flere tilfælde blev både fordrevet og massakreret af det israelske militær. Dette vakte på dette tidspunkt stor harme og Benny Morris og andre unge historikere begyndte nu at kalde sig selv »de nye historikere«, hvilket især mødte kritik fra den israelske højrefløj, som kritiserede det revisionistiske historieprojekt for at være undergravende – at man altså prøvede at revidere den på dette tidspunkt gældende opfattelse, at de arabiske palæstinensere alle havde forladt landet frivilligt.

I 2008 udgav han bogen 1948: A History of the First Arab–Israeli War hvor han i konklusionen bl.a. skriver følgende:

 

Krigen resulterede i skabelsen af omkring syvhundrede tusinde arabiske flygtninge. Dette var delvist et resultat af de idéer om uddrivelse[41], der optrådte i begge parters ideologi i denne konflikt. I 1948 havde mange af de zionistiske ledere accepteret idéen og nødvendigheden af en overførsel[42], og dette påvirkede hændelser under krigen. Men denne gradvise accept var i høj grad en reaktion på uddrivelses-ideologien og al-Husseinis[43] og hans tilhængeres voldelige praksis gennem de forrige to årtier.

Begge nationale bevægelser gik ind i midt-1940´erne med et element af fordrivelse i deres ideologiske bagage. Blandt zionisterne var det et mindre og underordnet element, til tider nævnt af de afgørende ledere, inklusiv Ben Gurion og Chaim Weizmann. Men det havde ikke oprindeligt været en del af den zionistiske ideologi og var sædvanligvis sket som svar på uddrivelse og terror fra arabernes side. Det faktum, at Peel-kommissionen i 1937 havde støttet en overførsel af araberne ud af en kommende jødisk stat, havde uden tvivl underbygget den brede accept af idéen blandt de jødiske ledere.

Selvom zionistiske ledere og tilhængere fra Theodor Herzl og frem til tider havde foreslået en overførsel, var det først fra midten af 1930´erne og i de tidlige 1940´ere, at zionistiske ledere klart talte for ideen – som svar på det arabiske oprør, som havde dræbt i hundredvis af bosættere og havde truet med at ødelægge Yishuv´en[44], og nazisternes antisemitisme, som havde truet med at udrydde tysk og derpå europæisk jødedom. De zionistiske ledere mente, at et sikkert og nogenlunde rummeligt tilflugtssted var en afgørende nødvendighed for Europas forfulgte jøder, og at dette tilflugtssted kun kunne findes i Palæstina – men for at opnå sikkerhed og sikre den nødvendige plads, måtte nogle eller alle palæstinensiske arabere, grundet deres konstante angreb, flyttes. Arabisk støtte til en nazistisk sejr og Haj Amin al-Husseinis arbejde for nazisterne i 2. Verdenskrigs Berlin spillede også en rolle i denne tankegang. Zionistiske tanker om fordrivelse var således i det mindste delvist et svar på araberes og kristne europæeres tanker og handlinger med fordrivelse eller drab.

Ikke desto mindre var flytning eller uddrivelse aldrig en del af den zionistiske bevægelse eller dens hovedgrupper som en officiel politik på noget tidspunkt af bevægelsens udvikling – selv ikke under krigen i 1948. Dette var uden tvivl delvist på grund af Israels forventning om, at det at inddrage støtte til overførsel i deres programmer ville mindske vestlig støtte til zionismen og skabe splid i zionismens rækker. Det var også et resultat af moralske skrupler.

Gennem 1948-krigen, der almindeligvis fra jødiske side var set som en overlevelseskrig, blev overførsel aldrig en almen eller klart udtalt zionistisk politik – selvom der var fordrivelse, og selvom der i de kritiske måneder herskede en atmosfære af, hvad der senere ville blive kaldt etnisk udrensning[45] Således var der ved krigens slutning – selvom meget af landet var blevet ”renset” for arabere – andre dele af landet – specielt i det centrale Galilæa – hvor der var en muslimsk, arabisk befolkning, og byer midt i den jødiske kyststribe, Haifa og Jaffa, havde stadig arabiske mindretal.

Kilde 74: FNs generalforsamlings resolution 194 af 11.dec.1948

Både FNs Sikkerhedsråd og Generalforsamlingen havde siden krigens udbrud søgt at stoppe den og jo også opnået flere våbenhviler. I december prøver man at sikre en mere varig våbenhvile og en kommende fred.

Generalforsamlingen,

 

Der har taget situationen i Palæstina nærmere i betragtning
  1. Udtrykker sin dybe påskønnelse af de fremskridt der ved den afdøde FN-mæglers[46] mellemkomst er opnået for at fremme en fredelig tilpasning af den fremtidige situation i Palæstina, en sag han ofrede sit liv for; og udtrykker sin tak til den fungerende mægler[47] og hans stab for deres fortsatte bestræbelser og pligttroskab i Palæstina;
  2. Opretter en forligskommission[48] bestående af 3 medlemmer af De forenede Nationer, som skal have følgende opgaver:
  3. a) At påtage sig de opgaver, der blev overdraget FN’s Palæstinamægler ved generalforsamlingens resolution 186 (S-2) af 14. maj 1948, for så vidt den anser det for nødvendigt under de nuværende omstændigheder;
  4. b) At udføre de specifikke opgaver og direktiver, som er givet den ved nærværende resolution og sådanne yderligere opgaver og direktiver, som måtte blive givet den af generalforsamlingen eller af sikkerhedsrådet;
  5. c) At påtage sig, på sikkerhedsrådets anmodning, enhver af de funktioner som nu er overdraget FN’s Palæstina-mægler eller FN’s våbenstilstandskommission ved sikkerhedsrådsresolutioner; ved en sådan anmodning til forligskommissionen fra sikkerhedsrådet med hensyn til alle FN’s Palæstinamæglers tilbageværende funktioner i forbindelse med sikkerhedsrådsresolutioner vil mæglerens tjeneste blive afsluttet;
  6. Beslutter at en generalforsamlingskomite bestående af Kina, Frankrig, Unionen af sovjetiske socialistiske republikker, Det forenede Kongerige og Amerikas forenede Stater inden afslutningen af første del af det nuværende møde i generalforsamlingen skal forelægge til forsamlingens godkendelse et forslag til navnene på de tre stater, som vil udgøre forligskommissionen;
  7. Anmoder kommissionen om straks at påbegynde sine funktioner med henblik på etableringen af kontakt mellem parterne indbyrdes og med kommissionen på den tidligst mulige dato;
  8. Opfordrer de berørte regeringer og myndigheder til at udvide forhandlingsrammerne baseret på sikkerhedsrådets resolution af 16. november 1948 og at søge enighed ved forhandlinger ført med enten forligskommissionen eller direkte med henblik på endelig afgørelse af alle spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
  9. Pålægger forligskommissionen at tage skridt til at bistå de berørte regeringer og myndigheder med at opnå en endelig afgørelse af de spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
  10. Beslutter at de hellige steder – inklusive Nazareth[49] – religiøse bygninger og steder i Palæstina bør beskyttes og den frie adgang til dem sikret i overensstemmelse med eksisterende rettigheder og historisk praksis; at arrangementer i denne henseende bør være under effektivt FN-opsyn; at FN’s forligskommission ved præsentationen af sine detaljerede forslag til et permanent internationalt regime for Jerusalemområdet ved den fjerde ordinære generalforsamling bør medtage anbefalinger vedrørende de hellige steder i dette område; at kommissionen med hensyn til de hellige steder i resten af Palæstina bør opfordre de politiske myndigheder i de pågældende områder til at afgive passende formelle garantier vedrørende beskyttelsen af de hellige steder og adgang til dem; og at disse tilsagn bør forelægges Generalforsamlingen til dens godkendelse;
  11. Beslutter at Jerusalemområdet, inklusive den nuværende Jerusalem kommune plus de omkringliggende landsbyer og byer, hvoraf den østligste skal være Abu Dis; den sydligste Bethlehem; den vestligste Ein Karem[50] (inklusive den bebyggede del af Motsa området); og den nordligste Shu’fat, i betragtning af, at det har tilknytning til tre verdensreligioner, bør tildeles separat og speciel behandling i forhold til resten af Palæstina og bør placeres under effektiv FN-kontrol;
  12. a) Anmoder sikkerhedsrådet om at tage yderligere skridt for at sikre afmilitarisering af Jerusalem på den tidligst mulige dato;
  13. b) Pålægger forligskommissionen at forelægge for den fjerde ordinære generalforsamling detaljerede forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalem området, som vil sikre størst muligt lokalt selvstyre for særlige grupper, som er foreneligt med Jerusalem områdets særlige, internationale status;
  14. c) Forligskommissionen bemyndiges til at udpege en FN-repræsentant, som skal samarbejde med de lokale myndigheder vedrørende den midlertidige administration af Jerusalem området;
  15. Beslutter at den friest mulige adgang til Jerusalem ad vej, ad jernbane eller ad luftvejen bør sikres alle indbyggere i Palæstina, i afventning af mere detaljerede aftaler om arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder;

Pålægger forligskommissionen øjeblikkeligt at rapportere til sikkerhedsrådet med henblik på dette organs passende handling en hvilken som helst parts forsøg på at forhindre sådan adgang;

  1. Pålægger forligskommissionen at søge arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder, som vil fremme områdets økonomiske udvikling, herunder arrangementer for adgang til havne og lufthavne og brugen af transport- og kommunikationsfaciliteter;
  2. Beslutter at de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, bør have tilladelse hertil på den tidligst gennemførlige dato, og at der bør betales kompensation for ejendom til dem, der vælger ikke at vende tilbage, og for tab af eller skade på ejendom som efter principperne i folkeretten eller ud fra en rimelighedsbetragtning bør erstattes af de ansvarlige regeringer eller myndigheder;

Pålægger forligskommissionen at fremme repatrieringen, genbosættelsen og den økonomiske og sociale rehabilitering af flygtningene og betalingen af kompensation og at opretholde tætte kontakter med lederen af FN’s hjælpeprogram for palæstinensiske flygtninge og gennem ham de relevante FN-organer og kontorer;[51]

  1. Bemyndiger forligskommissionen til at udnævne sådanne underorganer og ansætte sådanne tekniske eksperter, der fungerer under dens myndighed, som den finder nødvendig for effektivt at kunne udføre sine opgaver og sit ansvar i henhold til denne resolution;

Forligskommissionen vil have sit officielle hovedkvarter i Jerusalem. De myndigheder, der er ansvarlige for ordenen i Jerusalem, vil være ansvarlige for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre kommissionens sikkerhed. Generalsekretæren vil sørge for et begrænset antal vagter til sikring af kommissionens stab og område.

  1. Pålægger forligskommissionen at indgive fremskridtsrapporter periodevis til generalsekretæren til videregivelse til sikkerhedsrådet og medlemmerne af FN;
  2. Opfordrer alle berørte regeringer og myndigheder til at samarbejde med forligskommissionen og til at tage alle mulige skridt for at bistå med implementeringen af denne resolution;
  3. Anmoder generalsekretæren om at sørge for det nødvendige personale og de nødvendige faciliteter og til at træffe passende arrangementer for at sikre de nødvendige økonomiske midler, der kræves for at føre nærværende resolutions bestemmelser ud i livet.

Kilde 75: Våbenstilstandsaftalen mellem Egypten og Israel den 24.februar 1949

FNs mægler, Ralph Bunche fra USA, indbød nu parterne til våbenstilstandsforhandlinger på Rhodos., hvor også Folke Bernadotte havde haft hovedkvarter. Mellem januar og juli 1949 afsluttedes dér en række våbenstilstandsaftaler mellem Israel på den ene side og Egypten, Libanon, Transjordanien/Jordan og Syrien på den anden side.

Art. 1 …

  1. Sikkerhedsrådets henstilling[52] om ikke at gribe til militære magtmidler ved ordningen af Palæstina-spørgsmålet skal fra nu af omhyggeligt respekteres af begge parter.

Art. 2. …

  1. Der må ikke foretages nogen fjendtlig handling af nogen af parternes militære eller halvmilitære styrker, herunder friskarer[53], mod modpartens militære og halvmilitære styrker og heller ikke mod civile i områder, der står under modpartens kontrol; de må heller ikke under noget påskud overskride våbenstilstandens demarkationslinje[54] og komme ind på den anden side. … de må heller ikke begive sig ind i eller passere gennem modpartens luftrum eller søterritorium indenfor tremilegrænsen.

Art. 10.

  1. Overholdelsen af våbenstilstandsbetingelserne skal overvåges af en blandet våbenstilstandskommission bestående af 7 medlemmer, til hvilken hver af parterne skal foreslå 3, og hvis formand skal være FNs stabschef for organisationen til overvågelse af våbenstilstanden eller en højtstående officer fra observationskorpset udpeget af ham efter forhandling med den foreliggende aftales parter.[55]

Art.12. —

2. Den foreliggende aftale, der er blevet drøftet og indgået I forlængelse af sikkerhedsrådets re af 16.november 1948 for at etablere våbenstilstand og borteliminere truslen mod freden i Palæstina samt for at lette overgangen fra den nuværende våbenstilstand til en permanent fredstilstand i Palæstina, skal forblive i kraft, indtil der er opnået en fredelig ordning mellem parterne …[56]

Noter

[1] I FNs delingsplan havde der jo været tale om, at der skulle nedsættes en kommission bestående af fem repræsentanter fra fem forskellige medlemsstater og at denne kommission skal stå for administrationen i overgangsperioden. Men kommissionen havde aldrig fået adgang til Palæstina, så længe England stod for styret.

[2] I midten af marts havde Ben Gurion dannet et nationalråd bestående af 37 medlemmer. Nationalrådets forretningsudvalg, kaldet ”nationaladministrationen”, der bestod af 13 medlemmer, virkede som en slags skyggeregering i mandatets sidste måneder.

[3] Flere af medarbejderne i udenrigsministeriet mente, at Palæstina burde underkastes et midlertidigt formynderskab af FN, da alt tydede på, at der ville udbryde en egentlig krig i samme øjeblik der blev udråbt en jødisk stat i Palæstina.

[4] Warren Ausstin var USA’s første FN-ambassadør – udnævnt af Truman i januar 1947. Han sad resten af Trumans præsidentperiode – til januar 1953.

[5] De facto – USA anerkender Staten Israel som eksisterende

[6] Se Israels uafhængighedserklæring – med udråbelsen af Staten Israel overgik ”Nationalrådet” til at fungere som en provisorisk, dvs. midlertidig regering. En ”rigtig” regering forudsatte afholdelse af valg og udpegning af en demokratisk valgt regering.

[7] Allerede den 22.juni udnævnte Truman historikeren og embedsmanden James G. McDonald til USA’s første ambassadør i Israel

[8] Fire af Ligas medlemmer var jo selv tidligere mandatområder, der nu havde opnået selvstændighed: De tidligere britiske mandatområder Irak og Transjordanien og de tidligere franske mandatområder Syrien og Libanon.

[9] I FN-pagtens kapitel VIII står i artkel 52 stk.1 følgende: ”Der er intet i den foreliggende pagt, der udelukker, at regionale ordninger eller organer kan foretage hensigtsmæssige foranstaltninger på regionalt plan, når det drejer sig om sager, der har at gøre med opretholdelse af international fred og sikkerhed …”

[10] Umiddelbart efter Israels oprettelse rykkede tropper fra Syrien, Libanon, Transjordanien, Irak og Egypten ind i Palæstina

[11]  Londonkonferencen var et møde holdt på engelsk initiativ i London i begyndelsen af 1947. Til stede var delegerede fra de arabiske stater, men hverken jøder eller arabere fra Palæstina deltog.  Det var efter denne England overlod løsningen af problemet til FN.

[12] Ved deres første møde i begyndelsen af november 1947 havde Abdullah klar erklæret, at han ikke ville deltage i noget arabisk angreb på jøderne. Han ville forblive deres ven, havde han sagt, ligesom jøderne ønskede han frem for alt fred.

[13] De fire arabiske lande – Libanon, Syrien, Irak og Transjordanien – var jo alle ”kunstige” nationalstater, skabt af England og Frankrig efter 1.Verdenskrig – jf. det historiske afsnit om Sykes-Picot-aftalen. Der var derfor store indbyrdes stridigheder. Og mod syd var Saudi-Arabien opstået som stormagt – bl.a. med erobringen af Hedjaz, hvor Abdullahs far havde været Emir til 1924

[14] Maginotlinien var en fransk befæstningslinke langs Frankrigs grænse mod Tyskland. Frankrig regnede den for uindtagelig – men i maj 1940 rykkede de tyske tropper bare udenom linjen og besejrede Frankrig i løbet af få uger

[15] Misdæder er et gammeldags ord for forbryder, bandit.

[16] Abdullah blev i 1951 myrdet netop ved en moské – Al Aksa i Jerusalem, som fra 1948-1967 var under Jordan. Hans modstandere mente, at han var ved at indgå en fredsaftale med Israel.

[17] Nokrashi Pasha havde været Egyptens premierminister 1945-46, og blev igen leder af regeringen i december 1946 til han blev myrdet af et medlem af Det muslimske Broderskab i december 1948

[18] En tarbusch er det samme som en fez – en arabisk hovedbeklædning

[19] Ralph Bunche havde allerede været med UNSCOP i Palæstina året før – jf. tidligere kilder – og afløste Bernadotte, da han blev dræbt senere på året i Jerusalem. Legationsråd Paul Mohn var en svensk diplomat

[20] FNs daværende hovedkvarter i New York

[21] Læs om Irgun og Stern-banden i den historiske gennemgang. Haganah var dagen før indgået i den nu oprettede officielle israelske hær – Tzva Haganah le-Yisra’el – på dansk oftest omtalt som IDF – Israel Defence Forces.

[22] Den egyptiske regeringsleder henviser til, at generalforsamlingen ifølge FN-pagten ikke har ret til at træffe bindende beslutninger, men kun til at foretage henstillinger. Den 19.marts havde USA i sikkerhedsrådet forslået, at Palæstina skulle stå under FNs formynderskab, men dette var ikke vedtaget inden den 15.maj, og forlaget havde mødt modstand både fra Sovjetunionen og fra Zionisterne.

[23] Egypten kendte selvfølgelig til Abdullah af Transjordaniens planer om at indlemme i hvert fald de arabiske områder i Palæstina i et større Jordan – jf. forrige kilde

[24] Disse territorielle ordninger vakte voldsom forbitrelse i Israel og i de arabiske stater – med undtagelse af Transjordanien, der jo nu også ville få områder vest for Jordanfloden og hvis konge måske kunne blive leder af unionen.

[25] Negev-ørkenen var på dette tidspunkt besat af egyptiske tropper

[26] Området var allerede på jødernes hænder

[27] Fra krigens udbrud og til våbenhvilen havde den engelskledede transjordanske hær, ”Den arabiske Legion”, forsøgt at erobre byen, men da våbenhvilen trådte i kraft, beherskede jøderne endnu en del af byen. Bernadotte forestillede sig, at det vestlige Galilæa kunne være en slags kompensation for Jerusalem. Han tager ikke hensyn til idéerne om et internationalt styre over byen.

[28] Jaffa var på dette tidspunkt den største af de arabiske byer i Palæstina; allerede i de første dage i maj var araberne dog begyndt at forlade byen, der den 12.maj overgav sig til jøderne.

[29]  Lydda  kaldes også Lod og er stedet, hvor den nuværende Ben Gurion Lufthavn ligger.

[30] Abdul Rahman Azzam var en egyptisk diplomat og Den arabiske Ligas første generalsekretær – fra marts 1945 til September 1952.

[31] Israels provisoriske regering var oprettet samtidig med staten den 14.maj – den var provisorisk, dvs. foreløbig – da den jo ikke er udpeget af et parlament, da der endnu ikke har været egentlige valg.

[32] Se forslagene i kilde 67

[33] Især efter 6-dages-krigen i 1967 er sympatien for Israel i den vestlige verden dalet – og der er en stærkt forøget interesse for de arabiske flygtninge, nu kalder palæstinenserne. På grund af Israels sejr i krigen i 67 ses Israel nu ofte som den stærke part – og de arabiske flygtninge, hvoraf mange stadig sad i flygtningelejre i Libanon, Syrien og Jordan, som ofre for Israels overgreb

[34] Haganah var den jødiske, militære undergrundsorganisation, der var oprettet i Palæstina i 1920 efter arabiske uroligheder og overfald på jøder, bl.a. i Jerusalem.  Haganah fungerede nu som et ”hjemmeværn” for de jødiske indvandrere og blev i 1948 kernen i den nye israelske hær, IDF.

[35] I april 1948 er Palæstina jo stadig et engelsk mandatområde – frem til 14./15.maj

[36] I debatten i 1970´erne, da Golda Meir skriver sine erindringer, tales der ofte om millioner af arabiske flygtninge

[37] Yishuv´en er det hebraiske betegnelse for jøderne i det engelske mandatområde – dengang kaldt de jødiske palæstinensere.

[38] I Israel opstår der efter uafhængighedskrigen flere mindre venstrefløjspartier – altså til venstre for Arbejderpartiet, som Golda Meir tilhører – de har tydeligvis kritiseret, at regeringen i Jerusalem ikke gjorde nok for de arabere, der blev i Israel – et spørgsmål, som stadig spiller en vigtig rolle i israelsk politik

[39] Nazareth ligger i Galilæa og forbindes mest med Jesus fra Nazareth. Her i 1948 er byen beboet af arabere – både kristne og jødiske arabere.

[40] Fawzi el-Kaukjis (1890-1977) var feltkommandør I den arabiske befrielseshær under uafhængighedskrigen. Han havde som Haj Amin al-Husseini tilbragt krigsårene I Nazi-Tyskland

[41] Morris skriver ”expulsionist elements”. Europa havde femogtyve år før været vidner til en græsk-tyrkisk ”befolkningsudveksling”, hvor omkring 900.000 ortodokse grækere var blevet fordrevet fra de græske byer i Anatolien – og hvor grækerne til gengæld havde fordrevet de fleste muslimer fra Grækenland. Dette blev så en del af Lausanne-aftalen fra 1923 – freden med den nye tyrkiske republik, der afløste Sévres-traktaten fra 1920

[42] Morris bruger over ”transfer” – en sådan flytning af mange millioner var netop i 1945-47 sket i Europa, hvor tyskere var fordrevet eller flygtet fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og russerne til gengæld havde fordrevet polakker fra de områder, man havde fået i Hitler-Stalin-aftalen i 1939 og beholdt efter krigen. Disse polakker blev så ”overflyttet” langt mod vest – til de områder tyskernes var fordrevet fra. Begrebet bruges også om fordrivelser af muslimer fra Indien til Pakistan og hinduer fra Pakistan til Indien i 1947.

[43] Se om Hussein al-Huseini i den historiske gennemgang

[44] Yishuv´en er det hebraiske navn på det jødiske samfund i Palæstina før 1948.

[45] Udtrykket ”etnisk udrensning” kommer fra krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990´erne, hvor serbere og kroater prøvede at skabe etnisk ”rene” serbiske eller kroatiske områder. Her var det dybt problematisk, bl.a. fordi mange efter 1945 havde opfattet sig som ”jugoslaver” – og der også var blandede ægteskaber. Især i krigen i Bosnien 1992-95 prøver alle tre gruppers ledere – ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker at skabe ”rene” serbiske, kroatiske og muslimske områder – og det har siden Dayton-aftalerne i 1995 været kritiseret, om omverden i aftalerne accepterede den etniske udrensning, der var sket.

[46] Den afdøde FN-mægler var Folke Bernadotte, der 17.sept. 1948 var blevet dræbt af jødiske terrorister i Jerusalem

[47] Den fungerende mægler var Ralph Bunche, Bernadottes assistent

[48] Forligskommissionen kom til at bestå af repræsentanter for Frankrig, Tyrkiet og USA, og ifølge punkt 7 og 8 skulle

kommissionen »fremlægge et detaljeret forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalemområdet«. Et sådant forslag blev da også udarbejdet, men det blev aldrig implementeret, fordi flere af FN’s medlemslande, herunder Sovjetunionen, trak deres støtte til et sådant ”regime” tilbage. Det samme gjaldt kongeriget Jordan, som ikke villeacceptere international kontrol med tempelområdet med al-Aqsa moskéen og Klippemoskéen.

[49] Nazareth nævnes specielt, da alle de hellige steder i Jerusalem og Betlehem jo skulle høre under det internationale styre over Jerusalem-området. Det kommer ikke til at ske – frem til 1967 kommer de under jordansk styre, mens Nazareth ligger i Israel.

[50] Ein Kerem lige vest for det jødisk kontrollerede Jerusalem gælder for at være Johannes Døberens fødeby.

[51] Resolutionens punkt 11 giver op til i dag basis for stridigheder mellem Israel, de arabiske lande og palæstinenserne. De arabiske lande og PLO har konsekvent fastholdt, at punkt 11 giver de palæstinensiske flygtninge en juridisk (folkeretlig) ret til repatriering i Israel, hvad Israel benægter

[52] FNs sikkerhedsråd havde i efteråret 1948 drøftet situationen i Palæstina og vedtaget resolutioner om indstilling af fjendtlighederne, tilbagetrækning af tropperne til stillingerne før den 14.oktober og om indledning af våbenstilstandsforhandlinger. Det er disse resolutioner af 4. og 16.november og af 29.december, der danner grundlaget for Bunches forhandlinger på Rhodos.

[53] Det var jo ikke kun den jordanske og egyptiske hær, der havde kæmpet mod Israel – også flere grupper af frivillige.

[54] Demarkationslinjen fulgte i høj grad den gamle grænse mellem Palæstinamandatet og Egypten.

[55] Den danske generalmajor Vagn Bennike var i 1953-54 chef for FNs våbenstilstandskommission i Palæstina kaldet UNTSO (United Nations Truce Supervision Organization.

[56] Der blev først indgået fred mellem Egypten og Israel i marts 1979 – det var den første fredsaftale – og Egypten blev dermed det første land, der anerkendte staten Israel.

Litteratur

Avnery, Uri: Israel uden zionisme. Notabene 1970

Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952

Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994

Bernadotte, Folke: Til Jerusalem. Gyldendal 1950

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973

Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Lapierre, Dominique & Larry Collins: Oh Jerusalem. Om jøder og araberes første bitre strid om den hellige stad 1947-48. Forum, København 1983

Levin, Harry: Jerusalem Embattled. A Diary of the City under Siege. Cassell, London 1997

Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979

Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)

Links

UNSCOP arkiv og sammendrag 1947

Israels Uafhænighedserklæring 1948

Generalforsamlingens resolution 194 af 11.dec. 1948:

Sikkerhedsrådets resolutioner fra november/december 1948: Resolution 61 af 4.11.48, Resolution 62 af 16.11.48 og Resolution 66 af 29.12.48

Kilde 63: USA’s præsident Truman anerkender Staten Israel

”Historiske epoker ca. 900 f.Kr.-135 e.Kr.

Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.

Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter.

GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.

Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT.

Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr., men at Juda Rige først grundlagdes i 700-tallet f.Kr. Israels Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.

Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid; men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.

Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.”

Tekst: Uddrag af Niels Peter Lemches artikel om det gamle Israel i Den store danske Encyklopædi bd. 9. Gyldendal, København, 1997.

Litteratur og links

UNSCOP arkiv og sammendrag 1947

Israels Uafhænighedserklæring 1948

Generalforsamlingens resolution 194 af 11.dec. 1948:

Sikkerhedsrådets resolutioner fra november/december 1948: Resolution 61 af 4.11.48, Resolution 62 af 16.11.48 og Resolution 66 af 29.12.48

Beckum

Westfalen

2018

Tel Aviv

Palæstina

Irgun

Knesset

1948

1965

1973

1979

1981

Gush Shalom

Beirut

Yasser Arafat

Avnery, Uri: Israel uden zionisme. Notabene 1970

Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952

Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994

Bernadotte, Folke: Til Jerusalem. Gyldendal 1950

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973

Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Lapierre, Dominique & Larry Collins: Oh Jerusalem. Om jøder og araberes første bitre strid om den hellige stad 1947-48. Forum, København 1983

Levin, Harry: Jerusalem Embattled. A Diary of the City under Siege. Cassell, London 1997

Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979

Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)

 

 

Kilderne til Oprettelsen af staten Israel

Kilde 48: Præsident Trumans henvendelse til Premierminister Attlee, 31. august 1945

Harry S. Truman var tiltrådt som USA’s præsident ved Roosevelts død den 12.april 1945. Clement Attlee var blevet premierminister i England, da Labour i juli havde vundet valget i Storbritannien, og Winston Churchill måtte gå af.

2. Verdenskrig i Europa var sluttet med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8.maj 1945 – nu stod Europa med forfærdelsen over det store antal dræbte jøder, som først langsomt stod helt klart – og også overlevende jøder og jøder, der havde skjult sig under krigen. En kommission har netop undersøgt flygtningeproblemet i Europa.

 

Kære Premierminister,

… Mr. Harrison[1] fik instruks om blandt de fordrevne personer at lægge hovedvægten på en undersøgelse af de jødiske flygtninges problemer og behov.

Mr. Harrison besøgte ikke blot den amerikanske zone i Tyskland, men tilbragte også nogen tid i den britiske[2] . . .

Jeg har nu modtaget hans rapport. På baggrund af vores samtaler i Potsdam[3] er jeg sikker på, at De vil finde visse dele af rapporten interessant. Jeg sender Dem derfor en kopi.

… Øjensynlig vil de til rådighed stående indvandringstilladelser[4] til Palæstina være opbrugt i nær fremtid. Det er blevet fremhævet, at en tildeling af yderligere 100.000 tilladelser i høj grad kunne bidrage til en sund løsning på fremtiden for de jøder, der stadig befinder sig i Tyskland og Østrig, og for andre jødiske flygtninge, der ikke ønsker at blive, hvor de er og som af forståelige grunde ikke ønsker at vende tilbage til deres hjemland.[5]

På grundlag af denne og andre oplysninger, som er tilgået mig, deler jeg overbevisningen om, at fremtidens indvandringsmuligheder i Palæstina er så langt det vigtigste enkeltanliggende for dem, der har kendt koncentrationslejrenes rædsler i over et tiår. Det antal personer, der ønsker at indvandre til Palæstina, eller som opfylder betingelserne for at få adgang, er desværre ikke længere så stort, som det var, før nazisternes begyndte deres udryddelsesprogram. Som jeg sagde til Dem i Potsdam, nærer det amerikanske folk som helhed en fast overbevisning om, at der ikke bør lukkes for indvandring til Palæstina[6], og at et rimeligt antal af Europas forfulgte jøder efter eget ønske bør få lov til at bosætte sig dér igen.…

Hovedløsningen synes at ligge i en hurtig overflytning til Palæstina af så mange som muligt af de jøder, som ønsker det, og som ikke kan sendes hjem. Hvis en sådan aktion skal få nogen betydning, bør den ikke opsættes ret længe.

Deres meget hengivne

Harry S. Truman

Kilde 49: Attlees svar på Trumans brev af 31.aug.1945 – sendt 16.sept.1946

Premierministeren til præsident Truman.

Jeg er nu i stand til at give Dem et velovervejet svar på Deres brev af 31.august med vedlagt kopi af mr. Harrisons rapport. Jeg telegraferer for at spare tid.…

Hvad angår øjeblikkelig hjælp, er en lejr i Philippeville[7] i Nordafrika i stand til at tage 30.000 og en anden i Felada[8] kan tage 5.000. Jeg foreslår, at disse to steder bruges til at lindre den øjeblikkelige nød. Så vidt jeg har forstået står de under UNRRAs[9] kontrol. Det kræver naturligvis at vore ansvarlige myndigheder sorterer dem ud. Imidlertid kan det lette situationen.

Hvad tilfældet Palæstina angår, må vi tænke lige så meget på araberne som på jøderne; så vidt jeg forstået har Deres forgænger[10], De selv og mr. Churchill højtidelig lovet at araberne tages med på råd, før vi træffer en endelig afgørelse og sætter dem i værk. Det ville være meget uklogt at bryde disse højtidelige løfter og derved sætte hele Mellemøsten i brand. Som sagerne står, ved jeg, at De er klar over, at ansvaret for opretholdelse af ro og orden med alt, hvad det indebærer, udelukkende hviler på vort land.

Som omtalt i mit tidligere telegram[11] bruger jøderne ikke for øjeblikket det til rådighed stående antal indvandringstilladelser; de har indtil nu ikke aftaget de 1.500, der står til deres disposition i indeværende måned. De er øjensynlig indstillet på en fuldstændig forkastelse af Hvidbogen[12] og kræver en øjeblikkelig tildeling af 100.000 tilladelser, ganske uansat den virkning, det ville få på situationen i Mellemøsten.

I forbindelse med dette problem påtager et andet dermed beslægtet os, nemlig Indien. I dette land er der 90 mio. muslimer[13] som let bliver ophidsede, hvad der tvinger os til at se problemer fra den side også. Skønt vi sympatiserer med mr. Harrisons synspunkter og overvejer dem meget omhyggeligt, tror vi alligevel, at de forslag, han er kommet med, vil få meget vidtgående konsekvenser, som må opvejes yderst omhyggeligt mod de af mig ovenfor fremførte forbehold. Sagen er til nøje undersøgelse med henblik på en formulering af en langsigtet politik, som vi foreslår henvises til verdensorganisationen[14], så snart det er muligt. Imidlertid overvejer vi, hvordan vi i mellemtiden skal klare indvandringsproblemet, og det skal være mig en glæde at lade Dem vide, hvad vi har i sinde i så henseende, så snart jeg kan.

Kilde 50: Udenrigsminister Bevin orienterer Underhuset om en kommende engelsk-amerikansk undersøgelseskommission, 13. nov. 1945

Trods Attlees afvisning (se kilde 49) fortsatte Truman sit pres på den engelske regering. I oktober gentog han sin opfordring fra brevet den 31.august (se kilde 48)  og opfordrede igen den engelske regering til at åbne Palæstina for en indvandring af 100.000 jødiske flygtninge i Europa.

I en ny note fra den britiske regering til den amerikanske havde den dog igen afvist presset og givet udtryk for, at enhver ændring af den jødiske indvandringskvote til Palæstina ville føre til voldsomme uroligheder i Mellemøsten. Men man foreslog så også at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk kommission.

 

Hans Majestæts regering har længe alvorligt overvejet det jødeproblem, der er opstået som følge af den nazistiske forfølgelse i Tyskland, og de deraf fremkomne tilstande.…

III. Det er for nylig blevet forlangt af os, at vi skal gå med til en storstilet indvandring til Palæstina. Selvom Palæstina kan bidrage til at løse problemet, er der ikke dér tilstrækkelige muligheder for, at det alene kan redde hele problemet i land. …

IV. Palæstina er et meget vanskeligt internationalt problem. Palæstina-mandatet [15] kræver, at mandatmagten skal lette jødisk indvandring og fremme samlede bebyggelser af jøder på landet, samtidig med at den skal sikre, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke lider skade derved. Hans Majestæts regering har således en dobbelt forpligtelse: på den ene side over for jøderne, på den anden side overfor araberne.…

VI. Man må se den kendsgerning I øjnene, at det lige siden mandatets indførelse har været umuligt at finde fælles grund for arabere og jøder … Den opgave, der nu skal løses, er at forsøge at finde en udvej, der kan forlige disse modsætninger.

VII. Konflikten har givet genlyd langt ud over det lille land, hvor den er opstået. Zionismen har stærke tilhængere i USA, Storbritannien, i Dominions[16] og andetsteds. Den civiliserede verden er blevet forfærdet over de lidelser, som er blevet påført Europas forfulgte jøder i de seneste år. Men Palæstina-arabernes [17] sag er på den anden side blevet forsvaret af hele den arabiske verden og er i den sidste tid blevet en sag, som deres 90 mio. trosfæller i Indien[18] er blevet stærkt interesserede i ……

IX. Under hensyntagen til situationen som helhed og til den kendsgerning, at den har skabt en verdensomspændende interesse, som omfatter både arabere og jøder, har Hans Majestæts regering besluttet at indbyde USA’s regering til at samarbejde med sig og til at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab; den skal undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse. Det glæder mig at kunne underrette underhuset om, at regeringen i USA har accepteret denne indbydelse.…

XIV. Undersøgelsen vil gøre det lettere at finde frem til en løsning, som til sin tid kan lette den ordning, der skal stille Palæstina under formynderskab[19]…

Kilde 51: Anbefalinger og kommentarer fra den engelsk-amerikanske undersøgelseskommission. 20. april 1946

Som det fremgår af forrige kilde accepterede USA forslaget om en fælles kommission. Efter høringer i London og Washington i januar og februar 1946 og efter besøg i flygtningelejrene i Tyskland og Østrig tog kommissionen til Palæstina, hvor den opholdt sig i februar og marts 1946.

 

Anbefaling nr.1: Vi må meddele, at de oplysninger vi modtog om andre lande end Palæstina, ikke gav håb om nogen væsentlig hjælp med hensyn til at finde et hjem for de jøder, der ønsker at forlade Europa eller er tvunget til det.

Palæstina kan imidlertid ikke klare udvandringsbehovet for de jødiske ofre for nazistisk og fascistisk forfølgelse: ansvaret for, at de og i øvrigt alle andre ”fordrevne personen” bliver genbosat, påhviler hele verden.…

Anbefaling nr.2: Vi henstiller:

A: At der øjeblikkeligt udstedet 100.000 indvandringstilladelser til Palæstina for jøder, der er blevet ofre for nazisternes og fascisternes forfølgelse.

b) At disse tilladelser så vidt muligt gives i 1946, samt at den igangværende indvandring fremskyndes, så hurtigt det kan lade sig gøre.

Kommentar… Det bliver en tung byrde for Palæstina at skulle modtage så mange. Vi føler os sikre på, at myndighederne vil kunne klare det, og på, at Jewish Agency vil samarbejde med dem i fuld udstrækning.…

Anbefaling nr.3: For at jødernes og arabernes krav om monopol på Palæstina én gang for alle kan blive bragt til ophør, anser vi det for væsentligt, at der udstedes en principerklæring om følgende:

I. Jøderne må ikke herske over araberne, og araberne må ikke herske over jøderne i Palæstina.

II. Palæstina må hverken blive en jødisk eller en arabisk stat.

III: Den regeringsform, der til sin tid indføres, skal under alle forhold og under internationale garantier beskytte og bevare den kristne, muslimske og jødiske tros interesser i Det hellige Land.

Kommentar: … Palæstina er et helligt land, lige helligt for kristen, jøder og muslimer, og fordi det er et helligt land, er det ikke, og kan det aldrig blive et land, som en enkelt race eller religion med rette kan gøre krav på som sit eget.…

Palæstinas lange historie, men især de sidste 30 år, er en anden grund til, at landet ikke kan anses for et rent arabisk eller et rent jødisk land.

Jødernes har historisk tilknytning til landet. Det jødiske nationale hjem er i dag en realitet, oprettet med international garanti, selv om jøderne kun udgør et mindretal af befolkningen. Det har ret til fortsat eksistens, beskyttelse og udvikling.

Alligevel er Palæstina ikke og kan aldrig blive et rent jødisk land. Det ligger ved den arabiske verdens hovedfærdselsårer. Den arabiske befolkning, der nedstammer fra dem, der i lange tider har beboet området, betragter med rette Palæstina som sit hjemland.…

Anbefaling nr.4: Vi er nået frem til det resultat, at det fjendtlige forhold mellem jøderne og araberne … gør det næsten sikkert, at ethvert forsøg på at oprette en uafhængig palæstinensisk stat eller uafhængige palæstinensiske stater for øjeblikket og et stykke tid fremover, ville fremkalde en borgerkrig, der kunne true verdensfreden. Vi henstiller derfor, at Palæstina fortsætter under den nuværende mandatordning, indtil en formynderskabsordning under De forenede Nationer er kommet i stand.…

Anbefaling nr.6: Idet vi henstiller, at Palæstina snarest muligt overføres til De forenede Nationer, og der opnås en formynderskabsordning, henstiller vi samtidig til, at mandataren[20] indtil da administrerer Palæstina i henhold til mandatordningen[21], der om indvandringen siger, at ”Palæstina-administrationen skal lette jødernes indvandring ved passende forholdsregler, samtidig med, at den sikrer, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke forulempes derved.”…

Anbefaling nr.7: A: Vi henstiller, at forordningen af 1940 om overdragelse af jord[22] ophæves og erstattes af forordninger, der giver frihed til at sælges, forpagte og bruge jord under forudsætning af at småbønders og fæsteres interesser beskyttes.

Kilde 52: Brev fra Storbritanniens delegation til FNs fungerende generalsekretær[23] med anmodning af en ekstraordinær indkaldelse af generalforsamlingen angående Palæstina. 2. april 1947.

1946 var præget af voldsom uro i Palæstina. Den engelsk-amerikanske Undersøgelseskommissions anbefalinger var blevet mødt med afvisning af både araberne, på grund af forslaget om øget jødisk indvandring, og af jøderne på grund af anbefalingen om, at det skulle fastslås, at Palæstina aldrig ville kunne blive en jødisk stat.

Den jødiske tålmodighed var sat på en hård prøve efterhånden som måned efter måned gik uden at løfterne blev opfyldt, og angrebene på britiske installationer og militær tog til. I foråret 1947 besluttede Attlees regering derfor at bede FN sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen.

 

Dr. Vicor Chi Tsai Hoo

De forenede Nationer

Lake Success[24]

Sir,

Jeg har modtaget følgende budskab fra min regering:

”Hans Majestæts regering i Det forenede Kongerige anmoder De forenede Nationers Generalsekretær om at sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen til generalforsamlingens næste ordinære årlige samling. Den vil aflægge beretning for forsamlingen om sin administration af folkeforbundsmandatet og vil bede forsamlingen fremsætte forslag angående Palæstinas fremtidige styre i henhold til pagtens artikel 10.[25]

Samtidig med, at Hans Majestæts regering fremsætter denne anmodning, henleder den Generalsekretærens opmærksomhed på ønskeligheden af en hurtig afgørelse angående Palæstina og på risikoen for, at generalforsamlingen ikke når at vedtage sine forslag i næste regulære årlige samling[26], medmindre en forberedende undersøgelse af spørgsmålet i forvejen er blevet foretaget på foranledning af De forenede Nationer. Den anmoder derfor Generalsekretæren om snarest muligt at indkalde til en ekstraordinær samling af generalforsamlingen med det formål at sammensætte og give instrukser til en særlig kommission, der skal forberede spørgsmålet om foregående afsnit til behandling i generalforsamlingens ordinære samling.

I ærbødighed

Alexander Cadogan[27]

Kilde 53: Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, appellerer om samarbejde over Palæstinas radio kl.13.30 den 16. juni 1947

Da FNs ekstraordinære generalforsamling efter engelsk ønske mødtes den 18. april 1947, enedes man om det engelske forslag om at nedsætte en international kommission – UNSCOP – United Nations Speciel Committe on Palestine – se nærmere i den historiske gennemgang.

Her er komiteen lige ankommet til Jerusalem, og formanden, Svenskeren Emil Sandström appellerer i Palæstinas radio om samarbejde med kommissionen.

 

Medlemmerne af De forenede Nationers særlige Palæstina-kommission er nu kommer hertil, og kommissionen, som jeg har bemærket den lokale presse omtaler som UNSCOP, vil straks gå i gang med sit arbejde.

Jeg vil gerne understrege, at gruppens elleve medlemmer[28], som jeg har den ære at være formand for, udgør en særlig kommission, nedsat af De forenede Nationers generalforsamling med det ene formål at afgive rapport om Palæstinaspørgsmålet og fremsætte fornuftige forslag til en løsning af Palæstinaproblemet. For at nå dette mål har kommissionen forpligtet sig til at skaffe sig så meget viden, som det overhovedet er muligt, om landet og dets befolkning i den tid, der står til dens rådighed. Derfor er det kommissionens inderlige håb, at alle elementer i befolkningen vil samarbejde fuldt ud med den.

Jeg kan ikke sige stærkt nok, at kommissionen er kommet til Palæstina med fuldstændig åbent sind. Medlemmerne kommer fra elleve forskellige lande, de er valgt af generalforsamlingen, og ikke én af dem har nogen direkte interesse i Palæstinaspørgsmålet, men de deler alle den almindelige interesse i, at der findes en rimelig løsning. Vi er neutrale med hensyn til dette problem, og vi agter at indgive en upartisk rapport til generalforsamlingen. Vi kommer uden forudfattede meninger. Vi har ingen konklusioner draget i forvejen, og vi vil ikke drage nogen, før vi har fået de nødvendige oplysninger. Kommissionens arbejde begynder her og nu.

Må jeg også tilføje, at vi ikke nærer nogen illusioner. Vi er helt på det rene med, at vor opgave er meget vanskelig. Vi er kommet for at lære, og vi vil drage vore konklusioner af det, vi lærer. Vi ønsker, at vore konklusioner skal bygge på den størst mulige viden om og overvejelse af alle relevante kendsgerninger; det vil være meget beklageligt, hvis vi er unddraget oplysninger, når vi skal til at udforme konklusioner.

I den forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på vor pressemeddelelse nr.1 af 4.juni 1947, der blev udsendt før vor ankomst hertil, og hvori alle organisationer og personer, der ønsker at blive hørt mundtligt, blev opfordret til at fremsætte deres krav om høring skriftligt. Vi gentager denne opfordring. Skrevne vidnesbyrd og anmodninger om mundtlig høring bedes adresseret til mig som formand for UNSCOP, c/o Sekretariatet, KFUMs bygning, Jerusalem.

Vi stoler på, at opfordringen vil blive imødekommet i den ånd, der er udsendt. Vi er kommet hertil ene og alene for at få oplysninger om det væsentligste grundlag for vore konklusioner, og vi nærer oprigtig tillid til, at alle implicerede parter villigt og i god mening vil give os dem[29]

Kilde 54: Høring af repræsentanter for Palæstina-regeringen. Lukket møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 16. juni 1947.

Palæstina-mandatet adskilte sig fra de to andre britiske mandatområder ved, at der stadig efter 25-30 år i meget høj grad var britisk styre.

I den østlige del af Palæstinamandatet, der hurtigt blev adskilt fra det vestlige område og kaldt Transjordanien og endnu længere østpå, i Irak, regerede to af Emir Hussein af Mekkas sønner: Abdullah i Transjordanien og Feisal i Irak. Irak var blevet uafhængigt i 1936 med Feisal som konge, Transjordanien blev helt uafhængigt i 1946 med Abdullah som konge.

 

Til stede

Mr. Sandström, formand

Mr. Hood, Australien,

Mr Rand, Canada,

Mr. Garcia Granados, Guatemala

Mr. Blom, Holland,

Sir Abdur Rahman, Indien.

Mr. Ertezam, Iran,

Mr. Brilej, Jugoslavien

Mr. Garcia Salazar, Peru

Mr. Lisicky, Tjekkoslovakiet

Mr. Fabregat, Uruguay

Formanden præsenterede vicehøjkommisæren for Palæstina-regeringen, Sir Henry Gurney[30], og mr. D.C. MacGillivray[31] og bad dem tage plads. Formanden sagde, at hensigten med mødet var at få yderligere oplysninger om materialet i ”Oversigt over Palæstina”…

Sir Abdur Rahman (Indien)[32]: Jeg prøver på at finde ud af, hvor meget den britiske regering har været i stand til at udrette de sidste 30 år. På grundlag af resultaterne prøver jeg at finde ud af, hvad mandatmagten har gjort for at opfylde mandatet.

Sir Henry Gurney: Udmærket, alle kendsgerninger står på side 90.

Sir Abdur Rahman: Har De noget imod at fortælle mig, hvor mange højesteretsdommere, der findes?

Sir Henry Gurney: Der er en højesteretspræsident, 7 dommere, 5 præsidenter for distriktsdomstolene.

Sir Abdur Rahman: Jeg spurgte kun om højesteret.

Sir Henry Gurney: 7 højesteretsdommere.

Sir Abdur Rahman: Har en palæstinenser nogen sinde været højesteretspræsident?

Sir Henry Gurney: Nej

Sir Abdur Rahman: Hvor mange af de almindelige 7 dommere har været palæstinensere?

Mr. MacGillivrai: Vi har tallene fra i fjor. Da var der 4 dommere, hvoraf to var britiske og 2 palæstinensere.

Sir Abdur Rahman: Det var kun 4 af 7 stillinger. Er de alle besat?

Sir Henry Gurney: Nej.…

Sir Abdur Rahman: Har De universiteter her. Jødiske eller arabiske?

Sir Henry Gurney: Der findes er hebraisk universitet.

Sir Abdur Rahman: Hvornår blev det oprettet?

Sir Henry Gurney. Det er ikke et regeringsuniversitet. Det er privat, grundlag i 1925

Sir Abdur Rahman: Der har altså ikke indtil nu været et regeringsuniversitet?

Sir Henry Gurney: Nej

Formanden, Emil Sandström: Hvor får f.eks. arabiske sagførere deres eksamen?

Sir Henry Gurney: Mange af dem tager til Beirut; mange tager til Frankrig, mange tager til England. Der findes også en lokal lovskole[33]…

Sir Abdur Rahman: Finder der et medicinsk fakultet her?

Sir Henry Gurney: Nej.…

Formanden, Emil Sandström: Hvor skaffer araberne sig en højre uddannelse i de fag, som sir Abdul nævnte?

Sir Henry Gurney: De tager til det amerikanske universitet i Beirut, til Sorbonne eller til provinsuniversiteterne i England.

Mr. Lisicky,(Tjekkoslovakiet ): Tager størstedelen af dem til det amerikanske universitet i Beirut?

Sir Henry Gurney: Størstedelen af arabere får deres højere uddannelse ved det arabiske universitet i Beirut eller ved egyptiske universiteter.

Mr. Garcia Granados (Guatemala): Hvor mange arabere studerer ved det jødiske universitet?

Sir Henry Gurney: Praktisk talt ingen. Der er et par stykker.…

Sir Abdur Rahman: Vil De være venlig at fortælle mig, om det er rigtigt, at hundredetusinder af arabiske elever ikke kan komme i skole, skønt de stiller krav om det?

Sir Henry Gurney: Vi har alt for få skoler

Sir Abdur Rahman: Araberne har prøvet på at få deres drenge i skole, men kan ikke, fordi der er for få?

Sir Henry Gurney: Det stemmer.…

Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor stor en procentdel af den jødiske og arabiske befolkning I Palæstina er analfabeter?

Sir Henry Gurney: Analfabetismen blandt jøderne udgør 1-2%[34] Jeg tror ikke, vi har fundet ud af arabernes.

Mr. MacGillivray: Jeg vil tro, at de eneste tal, vi har, er tallene på arabere, der har modtaget nogen undervisning. I de bymæssige bebyggelser har 85% af drengene modtaget nogen undervisning og 60% af pigerne, i landdistrikterne 63% af drengene og 7.5% af pigerne. Med hensyn til de voksne tror jeg ikke, der findes nye tal. Der findes tal i den sidste folketælling fra 1931; siden da har der ikke været lejlighed til at foretage folketælling.…

Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor høj er børnedødeligheden i Palæstina i henholdsvis det jødiske og det arabiske samfund?

Mr. MacGillivray: Tallene for børnedødeligheden pr. 1000 levendefødte var for året 1946 ifølge majnummeret 1947 af Monthly Bulletin of Current Statistics: Muslimer 90,7, jøder 31,5, kristne 56,4.…

Sir Abdur Rahman: Kan De sige mig, om Palæstinaregeringen har givet koncessioner[35] til noget selskab de sidste 5 år? I bekræftende fald, hvilken koncession og til hvem?…

Sir Henry Guerney; … Det er over 10 år siden, Palæstina-regeringen sidst har givet koncessioner: i hovedsagen er der 3. Den ene er givet til Palæstinas elektricitetsselskab, som fremstiller elektrisk kraft og sørger for fordelingen af og forsyningen med elektricitet. Den anden er givet til Palæstinas potaskekompagni[36], som udnytter forekomsten af potaske ved Det døde Hav. Den tredje koncession er givet til selskabet: Jerusalems Elektricitet – og Forsyningstjeneste..

Sir Abdur Rahman: Hvem fik fra starten de 3 koncessioner?

Sir Henry Gurney; De blev givet til kompagnier.

Sir Abdul Rahman: Kompagnier bestående a arabere, jøder og kristne[37]?

Sir Henry Gurney: Jerusalems Elektricitets- og Forsyningstjeneste er et britisk kompagni, Palæstinas Elektricitetsselskab antager jeg, De vil kalde et jødisk kompagni. Palæstinas Potaskekompagni er også dels jødisk, dels britisk …

Formanden, Emil Sandström: Må vi spørge, om der er udtalt forskel på levestanden hos jøder og arabere?

Sir Henry Gurney: Der er naturligvis en udtalt forskel i deres levevis. De er helt forskellige folk. Jeg tror ikke, at araberne nødvendigvis ønsker at leve som jøderne eller jøderne som araberne, så hvis De prøver på at sammenligne deres levestandard, har De i virkeligheden ikke nogen fælles målestok.

Formanden, Emil Sandström: Vi burde måske først have spurgt, om jødisk og arabisk arbejdskraft lønnes forskelligt?

Sir Henry Gurney: Svaret er ja.

Formanden: Er der stor forskel?

Mr. MacGillivray: Ja….

Formanden: Hvilke industrier er de vigtigste i Palæstina?

Sir Henry Gurney: Den vigtigste eksportindustri er, hvad indtjening angår, citrusindustrien … Derefter kommer potaske … Den tredjestørste industri er diamantslibning.

Formanden: Er det en ny industri?

Sir Henry Gurney: Ret ny. Den startede egentlig 1939, men er til dels vokset op som følge af invasionen i Holland 1940[38]…

Formanden: Mens vi er ved industrien, tror jeg, vi burde klarlægge fordelingen af industrien på de to sider. Er der nogen nævneværdig arabisk industri?

Sir Henry Gurney: Nej, de vigtigste industrier er jødiske. Der er en forholdsvis ny arabisk tekstilindustri, og en arabisk cementindustri er ved at komme i gang. Men langt den største del af de for øjeblikket eksisterende industrier er jødiske.

Formanden: Beskæftiger de jødiske industrier i større udstrækning arabisk arbejdskraft?

Sir Henry Gurney: Nej, det gør de ikke.

Formanden: De beskæftiger jødisk arbejdskraft?

Sir Henry Gurney: Ja…

Mr Blom (Holland): Hr. formand. En anden ting. Jeg er ikke ekspert, men det star mig ikke klart, hvordan der kan være handelsbalance med udlandet, når importtallet viser 70 mio. pund og eksporttallet 20 mio. Hvordan finansieres det?

Sir Henry Gurney: Stort set med importeret kapital – jødisk kapital.

Mr.Lisicky (Tjekkoslovaiet): Importeret af indvandrerne?

Sir Henry Gurney: Ikke af indvandrerne.

Formanden: Af jødiske organisationer?

Sir Henry Guerney: Ja, egentlig, det er penge, som ikke modsvares af nogen eksport. Det er simpelthen penge kom kommer ind i landet som realkapital.…

Mr. Blom (Holland): Jeg ved ikke, om mit spørgsmål er relevant. Hvem ejer offentlig ejendom og offentlige bygninger? Tilhører de Palæstina, eller er der nogen af dem, der tilhører Det forenede Kongerige?

Sir Henry Gurney: Det forenede Kongerige ejer intet undtagen et par militærlejre, men det kan vi se bort fra. Palæstina-regeringen overtog domænejorden efter det tyrkiske styre – den tilhørte den tyrkiske stat. Jeg vil mene, statsjorden for øjeblikket udgør godt og vel 1 mio. dunum[39] … Der er meget få regeringsbygninger. I virkeligheden er næsten de eneste regeringsejede bygninger i Jerusalem regeringsbygningen og hovedpostkontoret. Regeringen har aldrig bygget kontorer til sig selv, fordi den havde en fornemmelse af, at den muligvis ikke var her, når bygningerne stod færdige.

Kilde 55: Høring af repræsentanter for Jewish Agency. UNSCOPs 19. møde. Offentligt møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 7. juli 1947

Som nævnt i den historiske gennemgang var Jewish Agency blevet dannet i 1929 med det hovedformål at knytte bånd mellem alle verdens jøder og den kommende jødiske stat. Fra 1935 havde David Ben Gurion, der var kommet til Palæstina i 1906, været leder af forretningsudvalget.

 

Formanden, Emil Sandström: … Det fremgår, at De ønsker mandatet ophævet, og at De ikke ønsker det erstattet med et formynderskab eller lignende. Det spørgsmål da melde sig: Hvordan forestiller De Dem, at indvandringen kan gennemføres, hvis mandatet ophører? Hvad slags regering mener De, landet bør have i stedet for mandatet?

Ben Gurion: … Til oprettelse af en stat hører to ting. Den ene er af materiel art, det er den væsentligste, den anden er af lovmæssig art, den er rent formel, men også af stor betydning …

… man har et folk, man har et land, og folkets ret til landet er anerkendt, men det er der tilfældigvis ikke endnu. Det blev berøvet sit land og er nødt til at komme tilbage. Det første, der skal gøres, er at udviklet landet materielt. … desuden skal 1 mio. jøder bosættes på ny i deres land — Det kan tage nogen tid. I mellemtiden skal det stå under De forenede Nationers højeste myndighed … For resten vil jeg gerne fastslå, hvad vi forstår ved en jødisk stat. Ved en jødisk stat forstår vi simpelthen en stat, hvor flertallet af befolkningen er jøder, og ikke en stat, hvor jøderne på en eller anden måde har flere rettigheder end andre.…

Formanden: Må jeg spørge, hvem der skal tage sig af administrationen? Hvis det er De forenede Nationer, bliver de nødt til at indsætte en særlig administration på samme måde som mandatmagten hidtil.

Ben Gurion: Nej, ikke helt, der skal i nogen tid være dyarki[40] som i Indien. Udviklingsplanerne skal gennemføres af Jewish Agency. … Hele resten: sikkerhed, orden, udenlandske forbindelser og alle andre regeringssager, som ikke har noget at gøre med udviklingen, skal for en tid … og vi tror en meget kort tid – stå under opsyn af De forenede Nationer.

Sir Abdur Rahman: Skal det forstås sådan, at De ønsker en jødisk stat oprettet her, og at den skal påtvinges landet med de forenede Nationers væbnede styrker?…

Formanden: Hvad tror De bliver arabernes reaktion på en sådan løsning?…

Ben Gurion: … Hvis De forenede Nationer kommer til den retfærdige og rimelige løsning, at jøderne har ret til at komme tilbage til deres land, anser jeg det for deres pligt om fornødent at gennemtvinge den … Det afgørende spørgsmål er ikke, om der skal anvendes magt eller ej, det afgørende er, om en ting er rigtig eller forkert …

… Nu kommer jeg til spørgsmålet om samarbejde med araberne i Palæstina og med araberne uden for Palæstina. … Så længe det arabiske samfund er i stand til at forhindre, at antallet af jøder i Palæstina vokser, vil det gøre det, fordi der altid vil være en gruppe mennesker, der er stærkt imod det, og de dominerer, ikke mindst, når de politisk har mandatmagten bag sig.…

Sir Abdur Rahman: Eftersom De er kommet til Palæstina for ca. 42 år siden, må De have fundet ud af, at den arabiske nationalisme var begyndt og i virkeligheden voksede stærkt i 1914 og 1915.

Ben Gurion: Nå ja, for mig ser det lidt anderledes ud … Blandt de arabere, jeg kom i kontakt med, fandt jeg ingen politisk opposition eller bevægelse mod jøderne…

Sir Abdur Rahman: Besluttede de sig til at rive sig løs fra Det osmanniske Rige 1915 på grund af den spirende nationalisme?

Ben Gurion: Nej, ikke araberne i Palæstina. I hvert fald ikke dem, jeg kendte. Araberne i Palæstina kæmpede for tyrkerne …

Sir Abdur Rahman: Var der en voksende nationalisme blandt araberne i Arabien, Syrien og Transjordanien?

Ben Gurion: Jeg kender tilfældigvis historien om 1. Verdenskrig i disse lande. Jeg kender den af personlig erfaring, jeg boede her. Der var kun et ringe antal beduiner, der fra tid til anden angreb tyrkerne, når lejlighed gaves. Jeg har ikke set en eneste araber kæmpe mod tyrkerne, hverken her, i Transjordanien, i Syrien eller andetsteds. Jeg vil ikke dermed antyde, at araberne i Syrien ikke ønskede at blive uafhængige af tyrkerne. Men det er en kendsgerninger, at de ikke kæmpede mod dem..…

Kilde 56: Møde mellem formanden for UNSCOP og to medarbejdere og repræsentanter for Irgun den 26. juni 1947.

Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, havde jo i sin tale efter ankomsten (se kilde 53) understreget, at UNSCOP var interesseret i virkelig at høre alle. Men hvordan mødes med Irguns folk, når de var efterlyst af englænderne?

Her formidlede den amerikanske journalist Carter Davidson fra Associated Press kontakten og det var også ham der fik ”smuglet” de tre deltagere i det hemmelige møde udenom de engelske vagter, der passede på kommissionens medlemmer. De mødes i digteren Yaacov Cohens hjem, og der er tre repræsentanter for Irgun med Menachem Begin i spidsen og tre fra UNSCOP: Formanden, chefsekretæren Victor Hoo og hans højre hånd Ralph Bunche. Irguns folk ville også godt have haft Lisicki, det tjekkiske medlem, med, men Sandström måtte fortælle, at det havde været svært nok for de tre at slippe hemmeligt væk. Det er Menachem Begin, der i sine erindringer fortæller om mødet.

 

… Mødet mellem repræsentanter for kommissionen og Irgun Zwai Leumi[41] fandt sted den 26.juni 1947, kun 8 dage efter at kommissionen var kommet til Eretz Israel.[42]

De tre mænd, der stod overfor os, var meget forskellige, en svensk dommer, en kinesisk diplomat og en amerikansk udenrigsministeriel embedsmand, der var afroamerikaner. Alle var de interessante personligheder. Vi havde oplysninger om Sandström, som ikke var egnede til at indgyde tillid til hans motiver. Han havde i mange år været præsident for de blandede domstole[43] i Egypten, og man påstod, at han var under indflydelse af den britiske regering. Men de erfaringer, vi indhøstede på første hånd, bekræftede ikke vor mistanke. Sandström viste ikke særlig begejstring for vor sag – han var i det hele taget ikke af den begejstrede slags – men samtidig afslørede han ingen fordomme mod os. Dr. Hoo, søn af en tidligere kinesisk ambassadør i Moskva, sagdes at være usædvanlig dygtig. Skønt han ikke var medlem af kommissionen, som han var blevet stillet til rådighed for af FNs sekretariat, blev han betragtet som dens førende ånd. Dr. Bunche blev senere verdensberømt som mægler på FNs vegne[44] Der var ingen tvivl om, at han var højt begavet.

Samtalen mellem de seks mænd varede over 3 timer. Det var det første møde mellem undergrundsbevægelsens talsmænd og et internationalt organ. Der var øjeblikke med stærke følelser; og også, selvfølgelig, øjeblikke med humor og latter.. .

Sandström stillede mange gange ”suggestive”[45] spørgsmål. Hvad ville der ske, hvis araberne angreb os, når briterne havde forladt landet? Jeg vidste, at udsigten til en arabisk-israelsk krig var den britiske regerings hovedargument mod ethvert forslag om, at den skulle forlade landet. Jeg fremhævede, at araberne ikke ville angribe os, med mindre de blev opmuntret dertil af tredje part. Men – understregede jeg – vi var overbevist om, at skulle de angribe, ville vi slå dem sønder og sammen. For i en moderne krig er det ikke antallet, men hjerne og moral. Hvad hjerne angik, var det næppe nødvendigt for mig at uddybe. Hvad moral angik, sagde jeg: De har hørt om dem, der angreb fortet i Akko[46]. De har læst om de mænd, som blev henrettet. Jeg håber De vil besøge og tale med de mænd, som nu er dømt til døden.

Under det lange møde tog dr. Bunche notater. Han skrev med normalskrift, men skrivehastigheden var forbløffende. Samtidig med, at han skrev, stillede han meget skarpsindige spørgsmål, og ind imellem hviskede han til Sandström.

Den uofficielle afslutning stod ikke i dr. Bunches rapport. Dr. Sandström sagde: ”Jeg er meget ked af, at de andre medlemmer af kommissionen ikke ville høre på Dem. Vi vil aflægge rapport, men der er altid forskel på, hvad man selv hører, og hvad man får at vide på andenhånd.”

Dr. Hoo forlod os med et ”På gensyn i et uafhængigt Palæstina”.

Dr.Bunche var hjerteligst af alle. Han tog mig i hånden og sagde rørt: ”Jeg forstår Dem. Jeg tilhører også et forfulgt mindretal.”…

Vi foranledigede den næste internationale skandale[47], da vi mødtes med de sydamerikanske medlemmer af kommissionen, dr. Granados fra Guatemala og professor Fabregat fra Uruguay. …

Granados var påvirket af den hebræiske[48] frihedskamp, det var hævet over enhver tvivl, både fordi det var en frihedskamp, og fordi den var rettet mod England. England er ikke populær i Latinamerika, som i generationer har været udnyttet af engelske monopoler …

Også Fabregat var en naturlig ven af vor sag. Han havde i mange år opholdt sig i eksil i Brasilien, før han så frugterne af sin møje og sine lidelser…

— Granados talte for dem begge. Fabregats kundskaber i engelsk var beskedne, til gengæld udtrykte han sig entusiastisk på Cervantes´ sprog[49], som Granados oversatte til fremragende engelsk.…

Vi havde en politisk debat med Granados. Jeg prøvede at overbevise ham om, at han og Fabregat som venner af vort folk ikke blot skulle kræve det britiske mandats ophør – det var fælles grund – men at hele landet skulle blive en jødisk stat.

… Granados svarede, at han ikke kunne love at imødekomme vort krav. Det var hans indtryk, sagde han, at kommissionens flertal var tilbøjelig til at foreslå, at det britiske mandat skulle ophøre, men måtte tage hensyn til, at der var arabere i Palæstina. De kunne ikke være ”ensidige”. ”Ydermere”, sagde han, ”vil det være mærkeligt, hvis Mr. Fabregat og jeg forlanger mere end Shertok.[50] De ved lige så godt som vi, at Jewish Agency foreslår en deling”.. .

Vi måtte indrømme over for os selv, at han sidste argument tog grunden bort under vore fødder. Ingen udlænding, hvor venlig han end er, kan kræve mere til en nation, end dens egne officielle repræsentanter.

Kilde 57: FNs delingsplan – vedtaget af Generalforsamlingen den 29.nov.1947

UNSCOPS medlemmer drog nu til Beirut, hvor man mødtes med repræsentanter for de arabiske stater, da araberne i Palæstina som tidligere nævnt boykottede delegations arbejde. Herefter drog man til Geneve – Folkeforbundets gamle hovedsæde i Schweiz, hvor man skulle udarbejde sin rapport.

I løbet af juli stod det klart, at hovedparten af UNSCOPs medlemmer gik ind for en deling af Palæstina, og at briterne nu skulle forlade Palæstina. Den 31.august forelagde UNSCOP så sin rapport: Man var som nævnt enige om, at Palæstina nu skulle gøres selvstændigt – som de andre mandatområder jo allerede tidligere var blevet. Et flertal gik ind for en deling af Palæstina, mens tre medlemmer anbefalede en forbundsstat. Den 29.nov. vedtog FNs generalforsamling delingsplanen med 33 stemmer for, 13 imod og 10 lande, der afholdt sig fra at stemme.

 

Delingsplan med økonomisk Union

A. Mandatets ophør, deling og uafhængighed.

1. Mandatet over Palæstina skal ophøre snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948

2. Mandatmagtens væbnede styrker skal trækkes tilbage fra Palæstina etapevis, tilbagetrækningen skal være fuldført snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948.

Mandatmagten skal så lang tid i forvejen som muligt advisere kommissionen om, hvornår den agter at bringe mandatet til ophør og forlade alle område.

Mandatmagten skal gøre dit bedste for at sikre, at et område, der ligger indenfor den jødiske stats territorium og har en havn med bagland, der er anvendelig med henblik på en omfattende indvandring, forlades hurtigst muligt og under ingen omstændigheder senere end 1.februar 1948.[51]

3. Der skal oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt international styre over Jerusalem … to måneder efter, at mandatmagtens væbnede styrker har forladt landet, men under ingen omstændigheder senere end den 1.oktober 1948…

B. Forholdsregler forud for uafhængigheden

1. Der skal nedsættes en kommission bestående af en repræsentant for hver 5 medlemstater[52]. Kommissionens medlemmer vælges af generalforsamlingen under hensyntagen til geografisk og andre forhold, så repræsentationen bliver bredest mulig.

2. Efterhånden som mandatmagten trækker sine væbnede styrker tilbage, skal administrationen af Palæstina etapevis overdrages til kommissionen, der skal handle i overensstemmelse med generalforsamlingens forslag og under ledelse af sikkerhedsrådet ….

3. Når kommissionen er kommet til Palæstina skal den gå i gang med at udstikke grænserne for den arabiske stat, den jødiske stat og byen Jerusalem.

4. Når kommissionen har rådført sig med de demokratiske partier og andre offentlige organisationer i den arabiske og jødiske stat, skal den omgående i hver stat udpege og oprette et provisorisk regeringsråd. Såvel det arabiske som det jødiske provisoriske regeringsråd skal udføre deres handlinger efter kommissionens vejledning.

Hvis der den 1.april april 1948 ikke er blevet udpeget et provisorisk regeringsråd i nogen af staterne eller hvis det er udpeget, men ikke kan fungere, skal kommissionen underrette sikkerhedsrådet herom…

8. De to staters provisoriske regeringsråd skal hver i sin stat, på kortest mulig tid rekruttere en væbnet milits blandt indbyggerne; den skal være tilstrækkelig stor til at opretholde ro og orden indadtil og til at forhindre grænsesammenstød.

For at den væbnede milits i hver stat kan være funktionsdygtig, skal den stå under jødiske og arabiske officerer, der er statsborgere i den pågældende stat, men den almindelige politiske og militære kontrol, herunder udnævnelse af militsens øverstkommanderende, skal foretages af kommissionen.

Kilde 58: Golda Meir om afstemningen – fra hendes erindringer 1975

Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.

Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger, Golda Meir var medlem af det israelske parlament Knesset fra 1949-74, var Israels første ambassadør i Moskva lige efter statens oprettelse, men blev så udnævnt til arbejdsminister 1949-56. Hun var derpå udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Hun døde 8.december 1978.

 

Afstemningen fandt[53] sted ved Lake Success i New York den 19.november. Som enhver anden i yishuv´en[54] sad jeg klæbet til radioen, med papir og blyant og noterede stemmerne ned, efterhånden som de indløb. Omsider, henimod midnat efter vor tid, blev de endelige resultater meddelt: treogtredive nationer, deriblandt USA og Sovjetunionen, var for delingsplanen; tretten inklusive alle de arabiske stater var imod den; ti, deriblandt Storbritannien, havde afholdt sig fra at stemme. Jeg tog omgående til Jewish Agencys bygningskompleks, som allerede var stuvende fuldt af mennesker. Det var et utroligt syn: hundreder af mennesker, deriblandt engelske soldater, holdt hinanden i hænderne og sang og dansede, mens lastbiler fulde af mennesker blev ved med at ankomme til bygningen. Jeg kan huske, at jeg gik op på mit kontor alene, ude af stand til at dele den almindelige feststemning. Araberne havde afvist planen og talte kun om krig. Mængden, der var beruset af lykke, ville have en tale, og jeg syntes, det ville være synd at ødelægge stemningen ved at sige nej. Så jeg talte et par minutter fra balkonen uden for mit kontor. Min i virkeligheden talte jeg ikke til menneskemasserne under mig; det var igen araberne jeg talte til.

”I har ført jeres kamp mod os i FN”, sagde jeg. ”De forenede Nationer” – majoriteten af verdens lande – har udtalt sig. Delingsplanen er et kompromis; ikke hvad I ønskede, ikke hvad vi ønskede. Men lad os nu leve sammen i venskab og fred.” Den tale var næppe løsningen på vor situation. Det kom til arabiske optøjer overalt i Palæstina den næste dag (syv jøder blev dræbt, da araberne overfaldt en bus) og den 2.december satte arabiske banditter ild på det jødiske forretningscentrum i Jerusalem, mens det britiske politi stod og så på og først greb ind, da Haganah [55]prøvede at skride til handling.

Vi var naturligvis overhovedet ikke forberedt til krig. At det var lykkedes os at holde de lokale arabere fra livet, mere eller mindre, betød ikke, at vi kunne klare os mod regulære tropper. Vi måtte have våben snarest muligt – hvis nogen ville sælge dem til os; men inden vi kunne købe noget som helst, måtte vi have penge – ikke beløb af den slags, der havde hjulpet os til at beplante landet med skov eller bringe flygtninge ind, men millioner af dollars. Og der var kun én gruppe mennesker i hele verden, vi havde mulighed for at få de dollars fra: jøderne i Amerika. Der var simpelthen ikke andre steder af gå hen og ingen andre steder at henvende sig til.

Der var naturligvis ikke tale om, at Ben-Gurion kunne forlade Palæstina på det tidspunkt. Han spillede en helt central rolle. Jeg tror, at han selv følte, at ingen anden på nogen mulig måde kunne rejse de summer, der blev diskuteret ved de mange hemmelige møder, vi holdt i Tel Aviv i december 1947 og begyndelse af januar 1948, og jeg var absolut enig med ham. Men han måtte blive i landet. Så hvem skulle rejse. Under et af disse møder så jeg fra den ene til den anden af mine kolleger, der sad rundt om bordet, så trætte og hærgede, og spurgte for første gang mig slev, om ikke jeg burde melde mig og påtage mig opgaven. Endelig havde jeg jo rejst midler i staterne før, og jeg talte flydende engelsk. Mit arbejde i Palæstina kunne sikkert klare sig uden mig et par uger, og selv om jeg ikke plejede at foreslå mig selv til noget, begyndte jeg at føle, at jeg burde forelægge Ben-Gurion sagen. Først ville han ikke høre tale om det. Han ville rejse, sagde han, og medbringe Eliezer Kaplan, der var kasserer i Jewish Agency.

–     Men ingen kan fylde din plads her, indvendte jeg – mens jeg måske kan gøre, hvad du kan gøre i USA.

–     Nej, jeg har brug for dig her. Han var ubønhørlig.

–     Så lad os stemme om det, sagde jeg Han så på mig et øjeblik, så nikkede han. Der var flertal for, at jeg skulle rejse. – Men det skal være straks, sagde Ben-Gurion – Du prøver ikke engang at komme tilbage til Jerusalem. Så fløj jeg til Staterne samme dag – uden bagage, i den kjole, jeg havde haft på til mødet med en vinterfrakke over.

Min første optræden i 1948 for amerikanske jøder var improviseret, ikke indstuderet og naturligvis ikke annonceret. Desuden var jeg ganske ukendt for de mennesker, jeg henvendte mig til. Det var i Chicago den 21.januar ved generalforsamlingen i De Forenede Jødiske Hjælpeforeninger, ikke zionistiske organisationer. Faktisk var Palæstina slet ikke på dagsordenen. Men mødets deltagere var professionelle, når det drejede sig om at rejse kapital, seje, erfarne mænd, der dirigerede det jødiske velgørenhedsmaskineri i USA og jeg vidste, at hvis jeg kunne få dem i tale, var der en vis chance for at få de penge, der var forudsætningen for, at vi kunne forsvare os. Jeg talte ikke længe, men jeg gav udtryk for alt, hvad mit hjerte rummede. Jeg beskrev situationen, som den havde været den dag, jeg forlod Palæstina – – –

Kilde 59: Araberne afviser Delingsplanen

To uger efter delingsplanens vedtagelse – den 12.dec.1947, mødtes de arabiske regeringsledere i Cairo. Der var dog ikke fuld enighed. Transjordaniens Konge, Abdullah, så allerede her en mulighed for efter en deling at inddrage de arabiske områder i sit rige og således igen forene landet øst for Jordan med i hvert fald dele af det vestlige område. Men man enedes om at fordømme delingsplanen og gøre det klart, at man ”ville gribe til drastiske forholdsregler”.

 

… Generalforsamlingen har ladet hånt om de principper, der er nedfældet i FNs pagt. Den har foreslået en deling af Palæstina og oprettelse af en jødisk stat dér. Derved har den krænket den ret, som tilkommer alle folk med hensyn til at vælge og afgøre deres fremtid selv. Den har også krænket principperne om ret og retfærdighed.

… Regeringerne i Det arabiske Ligas stater står enige sammen med deres folk i kampen for at fjerne denne uretfærdighed mod deres arabiske brødre og for at gøre det muligt for dem at forsvare sig og opnå uafhængighed i et forenet Palæstina. Regeringsoverhovederne og deres repræsentanter har under deres møde i Cairo vedtaget, at delingen er ugyldig. Under hensyntagen til folkets vilje har de også vedtaget at gribe til drastiske forholdsregler, som med Guds hjælp vil tilintetgøre den uretfærdige delingsplan og støtte arabernes ret

Kilde 60: Menachem Begin om afstemningen – fra bogen ”The Revolt”, 1952

Menachem Begin var født i Brest-Litovsk i det daværende Rusland 16.august 1913. Han boede i Warszawa, da tyskerne angreb Polen 1.sept.1939 og flygtede til Vinius i Litauen. Da Sovjet i 1940 besætter Litauen, bliver han arresteret og sendt til en af de sovjetiske koncentrationslejre – Gulag-lejrene. Da Tyskland i juni 1941 angriber Sovjet, bliver han frigivet og tilslutter sig general Anders´ polske eksilhær. Med den kommer han til Palæstina, hvor han i 1942 forlader den polske eksilhær og tilslutter sig Irgun – den nationalistiske modstandsgruppe. Se også kilde 56.

 

Den 29.november godkendte De forenede Nationers generalforsamling det forslag, der var fremsat om at oprette en jødisk og en arabisk stat i Eretz Israel[56], at forene begge i en økonomisk union og at adskille begge fra ”den internationale by” Jerusalem.  Vores folk var ude af sig selv af glæde. Men Irgun mindede dem om, at hjemlandet var delt op og advarede dem om, at krig stod for døren. Først gjorde vi opmærksom på Irguns overbevisning:

”Delingen af hjemlandet er ulovlig. Den vil aldrig blive anerkendt. Underskrifterne fra institutioner og enkeltpersoner på delingsplanen er ugyldig. Den vil ikke binde det jødiske folk. Jerusalem har været og vil forblive vores evige hovedstad. Eretz Israel vil blive givet tilbage til Israels folk. Det hele. Og til evig tid.

Og vi fortsatte med endnu engang at forklare:

Deling vil ikke sikre fred i vores land. Set fra arabernes side er der kun to muligheder: Enten vil de og er i stand til at gribe til våben mod det jødiske styre eller også vil de ikke. I det første tilfælde vil de kæmpe selv mod en delingsplan. I det andet tilfælde vil de ikke kæmpe mod et jødisk styre selv i hele landet.

Drømmen om, at der vil blive skabt en international styrke for i FNs navn at gennemtvinge delingen er ved at forsvinde, præcis som vi advarede om allerede for flere måneder siden. I den krig, der helt sikkert kommer, vil vi stå alene, mens FNs generalforsamling udsender akademiske fredsopfordringer, hvis praktiske værdi allerede er afprøvet andre steder.

Men det er sikkert, at når denne krig bryder ud – og den britiske regering vil gøre deres yderste for at det sker[57] – vil det blive en kamp om vores eksistens og fremtid.. Og i den krig vil alle jødiske tropper kæmpe sammen[58]. En sådan krig ville være i stand til at ændre alt …”

Kilde 61: Bent Melchior melder sig frivilligt – uddrag af hans erindringer ”Så vælg da Livet” fra 1997 – afsnittene ”På vej til Israel” og ”Israel på vej”

Bent Melchior er født i 1929 i den daværende tyske by Beuthen, som søn af den senere danske overrabbiner Marcus Melchior, der på det tidspunkt var rabbiner i Beuthen. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 vendte familien tilbage til Danmark, men som 14-årig måtte Bent flygte til Sverige med hele sin familie som følge af deportationsordren mod de danske jøder i oktober 1943, hvorefter han fortsatte sin skolegang som dansk flygtning dér.

Efter Danmarks befrielse i maj 1945 kunne familien vende tilbage, og Bent Melchior blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1947. Samme år var han sammen med andre unge danske jøder med til at starte Palestine Telegram Service.

Da mange i Danmark efter krigen var meget taknemmelige overfor England, og man samtidig havde den store eksport af landsbrugsvarer til England, var der blandt mange danske politikere og den danske presse en klar tendens til at støtte England i konflikten om Palæstina. En gruppe unge danske jøder med bl.a. Bent Melchior og Herbert Pundik startede derfor en nyhedsbulletin, der udkom en gang om ugen under navnet Palestine Telegram Service, PTS. Her bragte man meddelelser fra og om Palæstina, så den ensidige pressedækning skulle få et modspil.

 

… Jeg var atten år og nybagt student. Der var intet, der kunne hindre mig i at følge begivenhederne på nærmeste hold. Tværtimod var der god grund til at give en hånd med. Man kunne vel altid bruges til at plukke appelsiner eller andre årstiders produkter. Frem for alt kunne man måske give en hånd med, når Displaced Persons[59] omsider kunne forvandles til mennesker med et land, med et sted, man kunne kalde sit eget, fri fra den ydmygende DP status.

I Palæstina var der forskellige grupper, der bekæmpede den engelske politik, som stoppede den jødiske indvandring. Der var to mindre grupper, Irgun Zwai Leumi og Stern, der anvendte voldelige midler. Især Stern-gruppen benyttede mord som noget selvfølgeligt. Over for dem stod Haganah, der i 30´erne var bygget op til forsvar for de kibbutzer[60], der var udsat for arabiske overfald, Haganah var mest aktiv i den såkaldte illegale indvandring, og denne organisation havde opbakning blandt de fleste politikere og langt den største del af befolkningen. Haganah måtte være ”min” organisation.

Allerede den 29.november[61] havde vi taget initiativ til at danne en dansk Haganah-gruppe. De yngste i gruppen var gengangere fra Palestine Telegram Service[62], men vi fik følgeskab af cirka femogtyve ældre og til dels erfarne folk. Mennesker med sans for dramatisk iscenesættelse havde fastsat vores første møde i en kælder i en villa på Frederiksberg med hele det dystre billede, som vi kendte fra de illegale grupper, der ikke turde komme frem i dagslyset.

Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at smile ved det, der umiddelbart fulgte. Vi var nok bange for omgivelsernes reaktioner, hvis vi åbent erklærede os som medlemmer af Haganah. Det var ikke specielt myndighedernes reaktion, for der var intet illegalt i det, vi foretog os. Det var nok snarere familiers mulige forsøg på at tale os fra det eller måske også en løftet pegefinger fra menighedens ledelse, som vi prøvede at undgå. Hvor meget de faktisk vidste, er aldrig blevet afsløret.…

Der var ellers ryddet godt op i gruppen, da man fra Tel Aviv meldte, at man kun ville have frivillige, der var ugifte, og som var danske statsborgere. Jeg tror, at vi var tre, Louis Feiberg, Herbert Pundik og jeg, der levede op til disse kvalifikationer blandt de cirka femogtyve, der var mødt op i kælderen på Frederiksberg nogle måneder tidligere. Der kom andre til, og Herbert og Louis tog af sted med en halv snes andre i første omgang til Italien, mens jeg tog omvejen via Sverige, før jeg i begyndelsen af april[63] satte kurs mod Frankrig. Afskeden med familien var ikke så let. Da jeg fortalte min familie om planerne, måtte de erkende, at min beslutning var en logisk konsekvens af deres opdragelse, men det var en fattig trøst for min mor, der ikke rigtig troede sin lille dreng, da han hævdede, at det værste, man kunne komme ud for, var et få et stykke kosteskaft i hovedet.…

Der var gået mere end fem uger, siden vi var rejst fra Danmark, da den befriende besked endelig kom. Der lå et skib i havnen parat til at føre os til Palæstina. Vi fik at vide, at når vi kom til båden, så var det slut med Haganah og træningslejr, så skulle vi være turister. Jeg fik endda hevet min danske studenterhue frem for at bevise, at jeg var turist. Alle der skulle ombord blev samlet i en enklave nede ved havnet, og jeg blev lidt betænkelig ved at se det store antal ”turister”. Det var fredag den 14.maj – ifølge FNs delingsplan skulle delingen effektueres den 15.maj…

Den 22.maj sejlede vi ind i Haifa Havn, og efter nogle timers ventetid fik vi lov til at gå i land. Det var stadigvæk britiske embedsmænd, der kiggede i passene – meget overfladisk – og næsten pr. automatik gav de os et nyt stempel med tre måneders opholdstilladelse. Så kom turen til den israelske myndighed – for staten var altså proklameret med navnet Israel. Usikkerheden og forvirringen var for stor til, at det sensationelle ved historien gik op for én. Israeleren sad og førte en lang liste med navne over de nyankomne. Hvad hedder De, spurgte han. Bent Melchior svarede jeg. Han så let irriteret på mig og sagde så: Jeg kan godt læse, hvad der står i passet, men mig skal De fortælle Deres rigtige navn! Jeg var det første tilfælde, hvor passet så at sige passede, og navnet var det virkelige navn.

Kilde 62: Herbert Pundik melder sig frivilligt. Uddrag af erindringsbogen ”Det er ikke nok at overleve” fra 2005 – fra afsnittet ”I Krig”

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943.

Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi.

 

Udviklingen i Palæstina kom på tværs af studierne. Arkæologien er blevet det tabte land, som jeg opsøger med mellemrum i min fantasi…

Den 23.oktober 1947, en måned før FN vedtog delingsplanen, samledes en lille gruppe danske jøder i Det mosaiske Troessamfunds forsamlingshus[64] i Ny Kongensgade 6 i København. Vi var højest femten. Mødet var indkaldt i hemmelighed. Vi havde lejet mødelokalet til et helt neutralt formål. Det mosaiske Troessamfund skulle holdes udenfor. Dansk udenrigspolitik fulgte tæt i hælene på Storbritannien, og vi nærede intet ønske om at kompromittere troessamfundets ledelse. Formålet med mødet var at diskutere situationen i Palæstina og mulighederne for at komme jøderne til undsætning…

Vi besluttede at kalde organisationen Kadima, fremad på hebraisk. Det officielle formål var at sprede oplysning om de palæstinensiske jøders situation. Uofficielt skulle organisationen hverve frivillige, hvis det kom så vidt at de arabiske lande gjorde alvor af deres trusler om at forhindre en deling med magt.

Kadima udsendte opfordringer til at melde sig til Haganah. De var formuleret i et sprog, der set på afstand kan virke let komisk i sin højtidelige patos.

”Kan du bære et gevær”, hed det i en opfordring til de unge i Det mosaiske Troessamfund, ”er din plads i Haganah. Kan du ikke, er din plads bag linjerne, hvorved du frigør en anden til fronten. Der vil altid være brug for dig i Haganah. Slut dig til Haganah.”. Det fleste valgte at opholde sig så langt bag linjerne, at de blev bag Valby Bakke.

Den danske hvervningskomité var den første i Europa. Omkring årsskiftet havde ca. 100 meldt sig. Victor Boxenbaum, der var blevet formand for Kadima, knyttede kontakt til Haganahs europæiske kontor i Paris. En anden forretningsmand, Semmi Levitan, tog sig af økonomien, og journalist Jørgen Benzon klare propagandaen. Erfaringerne kvalificerede ham senere til et informationsjob i NATO. En ung israeler, Moshe Finkel, der studerede ved Danmarks Gymnastikhøjskole, blev vores instruktør i mellemøstlig krigsførelse…

Da vi forlod Danmark den 1.marts 1948 havde jøderne ca. 40.000 mænd og kvinder under uddannelse i Palæstina. Den foregik i hemmelighed, fordi englænderne arresterede jøder, der blev pågrebet med våben. Haganah var en modstandsbevægelse uden erfaring i at operere i større enheder. Kun de færreste befalingsmænd havde tjent i den jødiske brigade, en frivillig enhed, der under 2. Verdenskrig kæmpede som en del af den engelske hær. Flertallet var blevet uddannet illegalt af Haganah, og havde kun kendskab til brugen af lette våben.

De hemmelige jødiske arsenaler rummede ca. 23.00 stykker våben. De tungeste var 1.000 maskingeværer samt nogle enkelte hjemmelavede granatkastere, der næsten var lige så farlige for dem, der bemandede dem, som de var for dem de beskød. Ingen tunge våben, to tanks som to engelske sergenter der var forelsket i to jødiske piger, bragte som medgift, da de deserterede fra Hans Majestæts styrker og meldte sig til Haganah. Nogle sportsmaskiner, der kun var til ringe nytte, gjorde det ud for et luftvåben. De hjemmelavede bomber kastede piloten ud af cockpittet. Den 1.april havde urolighederne i Palæstina allerede kostet 1.200 jøder livet. Halvdelen var modstandsfolk og halvdelen civile. En norsk general, der havde kæmpet på allieret side i verdenskrigen, kom til følgende slutning, efter at have sat sig ind i forholdene vedrørende mandskab og udrustning, der set fra et jødisk synspunkt var optimistisk: Hvis den jødiske stat blev angrebet den 14.maj, sammen dag staten ville blive proklameret, havde den 50 % chance for at overleve, forudsat at den kunne klare den første måned.

Jødisk vid definerer forskellen mellem pessimisme og optimisme på en temmelig særegen måde. Pessimisten siger, at situationen ikke kan blive værre. Optimisten mener, at det kan den sagtens. Bare vent.

Vi var optimister da vi forlod Kastrup på vej til Paris den 1.april 1947.

Vi var ni mand i den første gruppe fra Danmark. Louis Feinberg, min gamle krigskammerat fra den danske brigade, og vor fælles ven Per Rindom, der var den ene af de to danske ikke-jøder, der havde meldt sig, var nære venner fra gymnasietiden. Daniel Ruben var sammen med sin familie blandt de ca. 500 jøder, tyskerne fangede under oktober 1943-aktionen, og to brødre Leo og David Israel. …

Jakob Gringer og Menu Demsitz havde aftjent deres værnepligt i den danske hær, Menu i marinen. Meyer Cincinatus, der delte navn med en romersk kejser, var uddannet ambulancechauffør. I gruppen, der fulgte efter vores, var bl.a. psykiateren Josef Katz og Bent Melchior, den senere overrabbiner, der har skrevet om sine oplevelser under krigen i erindringsbogen Så vælg da livet (Gyldendal 1997[65]).

I alt rejste 38 frivillige fra Danmark. Tre var kvinder, to havde brødre på holdet, Clara Ruben og Hilde Melchior. Den tredje var Dora Scheftelovitsch.

Kilde 63: Staten Israel udråbes 14.maj 1948 – Uafhængighedserklæringen

Som det fremgår af de forrige kilder, havde araberne klart afvist delingsplanen og foråret 1948 var derfor som også Herbert Pundik nævner i sine erindringer præget af militære sammenstød. Men der er et problem mere, som fører linjer frem til i dag.

Englænderne ved i foråret, at deres tid i Palæstina snart er forbi – deres hovedformål de sidste måneder er ikke at have yderlige tab. Langsomt gør man også klar til at overdrage magten – men da man havde sagt nej til at modtage den FN-kommission, der skulle lede overgangen, sker denne noget kaotisk. Og så er der yderligere et problem: Jøderne har siden 1920 haft Det jødiske Nationalråd – Va´ad Le´umi, der har styret de indre anliggender for de jødiske indbyggere i hele perioden.

I marts 1948 har Ben Gurion fra Jewish Agency dannet et nyt nationalråd bestående af 37 medlemmer – med et forretningsudvalg på 13 medlemmer, kaldet nationaladministrationen Denne virker allerede som et skyggekabinet i mandatets sidste måneder og står klart til at fungere som en provisorisk regering. Men den arabiske del af befolkningen har ikke sådanne organer, bl.a. fordi de jo ikke har accepteret delingsplanen – og det står ikke klar den 14.maj til at udråbe en arabisk stat – der så endnu ikke er kommet.

 

Det jødiske nationalråd mødes den 14.maj 1948 i Tel Aviv – forbindelsen til Jerusalem er meget problematisk – og Jerusalem skulle jo ifølge delingsplanen have et internationalt styre – der heller ikke stod klart.

Israels land var det jødiske folks fødested. Her dannedes dets åndelige, religiøse og nationale identitet. Her opnåede jødernes uafhængighed og skabte en kultur af national og universel betydning. Her skrev de og skænkede verden Biblen.[66]

Forvist fra Israels land[67] forblev det jødiske folk tro imod det i alle udlændigheden lande[68] og ophørte aldrig at bede for og håbe på sin tilbagevenden og sin nationale friheds genoprettelse.

Tilskyndet af denne historiske forbindelse stræbte jøderne gennem århundreder efter at rejse til deres fædres land og genvinde deres status som stat. I de senere årtier vendte de tilbage i massevis. De opdyrkede ørkenen, genoplivede deres sprog[69], byggede byer og landsbyer og oprettede et kraftigt og uafladeligt voksende samfund med sit eget økonomiske og kulturelle liv. De stræbte efter fred og var dog beredte til at forsvare sig. De bragte alle landets indbyggere fremskidtets velsignelser og så frem til suveræn uafhængighed.

I året 5657[70] proklamerede den første zionistkongres, inspireret af Theodor Herzls fremtidssyn af den jødiske stat, det jødiske folks ret til national genoplivelse i sit eget land.[71]

Denne ret anerkendtes ved Balfour-erklæringen af 2.november1917[72] og bekræftedes ved Folkeforbundets mandat, som ydede det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina og dets ret til at genoprette sit nationalhjem udtrykkelig international anerkendelse[73].

Den nylige katastrofe[74], der opslugte millioner af jøder i Europa, beviste på ny nødvendigheden af at løse problemet med det jødiske folks hjemløshed og mangel på uafhængighed ved hjælp af genetableringen af den jødiske stat, som skal slå porten op for alle jøder og skænke det jødiske folk ligeberettiget status i nationernes familie.

De overlevende efter det katastrofale blodbad i Europa har ligesom jøder fra andre lande ikke opgivet deres anstrengelser for at nå Eretz Israel til trods for vanskeligheder, hindringer og farer; og de er ikke ophørt at hævde deres ret til et liv i værdighed, i frihed og hæderligt slid i deres nedarvede land.

I Anden Verdenskrig ydede det jødiske folk i Palæstina sit fulde bidrag til de frihedselskende nationers kamp imod det nazistiske onde. Deres soldaters ofre og deres krigsindsats vandt dem retten til at træde ind blandt de nationer, som grundlagde De forenede Nationer.

Den 29.november 1947 vedtog FNs generalforsamling en resolution, der krævede oprettelse af en jødisk stat i Palæstina[75]. Generalforsamlingen opfordrede landets indbyggere til for deres vedkommende at tage alle fornødne skridt til at iværksætte planen. Denne anerkendelse fra FN af det jødiske folks ret til at oprette sin uafhængige stat er uangribelig.

Det er det jødiske folks naturlige ret at føre sin uafhængige tilværelse i sin suveræne stat, sådan som alle andre nationer gør.

Følgelig er vi – medlemmerne af Nationalrådet, der repræsenterer de jødiske folk i Palæstina og verdens-zionistbevægelsen – i dag trådt sammen til et højtideligt møde på dagen for det britiske Palæstinamandats udløb; og i kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De forenede Nationers generalforsamlings resolution proklamerer vi hermed oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, som er at benævne Medinath Israel[76].

Vi erklærer hermed, at Nationalrådet skal fungere som foreløbigt statsråd fra mandatets udløb ved midnat, sabbatten den 6.iyar 5708[77], og indtil indsættelsen af statens tilbørligt valgte organer i overensstemmelse med forfatningen[78], som ikke senere end 1.oktober 1948 skal udarbejdes af den grundlovgivende forsamling, samt at den nationale administration skal udgøre den foreløbige regering for den jødiske stat, der skal kendes som Israel.

Staten Israel vi stå åben for indvandring af jøder fra alle udlændighedens lande; vil bygge på frihedens, retfærdighedens og fredens principper, således som de er undfanget af Israels profeter; vil fastholde alle sine borgeres fulde sociale og politiske lighed uden skelen til religion, race eller køn; vil garantere religions-, samvittigheds-, undervisnings- og kulturfrihed; vil sikre alle religioners hellige steder og vil loyalt overholde principperne i De forenede Nationers charta.

Staten Israel vil være rede til at samarbejde med FN´s organer og repræsentanter ved gennemførelsen af forsamlingens resolution af 29.november 1947, og den vil tage skridt til at hidføre den økonomiske forening af hele Palæstina.

Vi appellerer til De forenede Nationer om at hjælpe det jødiske folk med opbygningen af dets stat og om at optage Israel i nationernes familie.[79]

Omgivet af tøjlesløs aggression opfordrer vi alligevel Staten Israels arabiske borgere til at sikre fredens veje og påtage sig deres rolle i statens udvikling, på basis af fuldt og ligeberettiget statsborgerskab og skyldig repræsentation i alle statens organer og institutioner – foreløbige som varige.

Vi strækker hånden ud i fred og næstekærlighed til alle nabostater og deres folk og indbyder dem til at samarbejde med den uafhængige jødiske national til alle bedste. Staten Israel er beredt til at yde sit bidrag til fremskridtet i Det mellemste Østen som helhed.

Vor opfordring udgår til det jødiske folk i hele verden om at fylkes på vor side i arbejdet for indvandring og udvikling og om at stå os bi i den store kamp for opfyldelsen af generationers drøm om Israels løskøbelse.

I tillid til Israels klippe[80] sætter vi vore navne under denne erklæring ved denne sammentræden af det foreløbige statsråd på hjemlandets jord i byen Tel Aviv på denne sabbataften, den 5.ijar 5708 (14.maj 1948).

Noter

[1] Earl Grant Harrison var en amerikansk jurist, der var USA’s repræsentant i den kommission, flere lande havde nedsat med det formål at undersøge flygtningeproblemet
[2] Tyskland var ved krigens slutning blevet opdelt i 4 besættelseszoner. En engelsk, fransk, amerikansk og russisk
[3] I juli mødtes de tre sejrherrer fra 2.Verdenskrig: Stalin, Churchill og Truman i Potsdam udenfor Berlin for at drøfte tiden efter krigen – og indsatsen mod Japan, der endnu ikke havde kapituleret. Churchill måtte forlade konferencen, da han blev afløst af Attlee. På en pressekonference i USA efter at han var hjemvendt fra Tyskland, svarede præsident Truman, at en jødisk nationalstat var blevet drøftet med Churchill og Attlee, og at den stadig blev drøftet.
[4]  Som nævnt i den historiske gennemgang fastholdt England efter krigen Hvidbogens stramme indvandringsbestemmelser, der havde fastsat tallet til 75.000 de følgende fem år efter 1939; Da der selvfølgelig ikke havde været en større indvandring under krigen, var den lovlige jødiske indvandringskvote nu 1.500 månedlig
[5] Mange jøder kom fra lande, hvor dele af lokalbefolkningen ivrigt havde deltaget i forfølgelsen af jøderne. Året efter – den 4.juli 1946 – blev 42 jøder myrdede og 50 såret i den polske by Kielce, hvor de var vendt tilbage efter krigen
[6] USA havde allerede i 1939 været yderst kritisk overfor Hvidbogens begrænsninger for indvandringen
[7] Phillipeville er en havneby i Algeriet, i dag kaldet Skikda
[8] Felada eller Fedala er en by i det vestlige Marokko, i nærheden af Casablanca, dens nuværende navn er Mohammédia, opkaldt efter Marokkos konge Mohammed V.
[9] UNRRA – United Nations Relief and Rehabilitation Administration var FN’s hjælpe- og genopbygningsorganisation efter 2. verdenskrig
[10] Trumans forgænger var præsident Roosevelt
[11] Attlee havde straks efter modtagelsen af Trumans brev af 31.august sendt et telegram tilbage
[12] Jøderne havde jo straks fra 1939 afvist Hvidbogen – se den historiske gennemgang.
[13] Indien er på dette tidspunkt den britiske koloni Indien – altså før landet med uafhængigheden i 1947 blev delt i det hinduistiske Indien og det muslimske Øst- og Vestpakistan,
[14] Verdensorganisationen er det året før på amerikansk initiativ dannede FN
[15] Se kilde 45 – Mandatforordningen
[16] Dominions var en betegnelse for lande som Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika, der var anerkendte som “autonome fællesskaber indenfor det britiske imperium”, hvilket placerede disse stater som ligestillede med  Storbritannien – efter 2. Verdenskrig talte man dog mere og mere bare om Commonwealth-landene
[17] Bemærk igen som tidligere nævnt: Man kan ikke blot bruge betegnelsen palæstinensere, for det er jo alle indbyggere i den britiske mandatområde – jøder, muslimer og kristne.
[18] Som ovenfor nævnt: Muslimerne i Indien dannede året efter deres egne stater – Øst- og Vestpakistan.
[19] Bevin synes at forestille sig, at Palæstina fortsat skal være et mandatområde, men nu under FN-regi
[20] Mandataren: Den stormagt, der af Folkeforbundet havde fået til opgave at styre mandatområdet – i Palæstina altså Storbritannien.
[21] Se kilde 45
[22]  Som følge af Hvidbogen fra 1939 havde Storbritannien i 1940 udstedt en forordning, der delte Palæstina i to zoner. Overdragelse af jord i zone A måtte kun finde sted til Palæstina-araberne, og kun med skriftlig tilladelse fra Højkommissæren måtte jord i zone B overdrages af Palæstina-arabere til andre end Palæstina-arabere selv.
[23] FNs generalsekretær var nordmanden Trygve Lie, der var blevet valgt i 1946 og sad til 1952. Hans stedfortræder var kineseren Victor Chi Tsai Hoo, som brevet her er stilet til
[24] Lake Success er den bydel i New York, hvor FNs hovedkvarter lå fra 1946-1951/52
[25] FN-pagtens artikel 10 taler om, at ”Generalforsamlingen kan drøfte alle spørgsmål og alle anliggender, der falder indenfor rammerne af den foreliggende pagt eller angår de organers magtbeføjelser og funktioner, som der er givet regler for her i pagten.”
[26] Generalforsamlingen mødes fast hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York
[27] Alexander Cadogan var en britisk diplomat, der fra 1946-1950 var Storbritanniens FN-ambassadør. Han var blevet udpeget til posten, da han allerede havde erfaring fra Folkeforbundet
[28] Se hvor de ti andre var fra i den historiske gennemgang
[29] Kommissionen blev boykottet af de arabiske palæstinensere – den tog derfor efter opholdet i Palæstina til Beirut og mødes med repræsentanter for de arabiske stater.
[30] Sir Henry Lovell Goldsworthy Gurney var tiltrådte som ”Chief Secretary” – Højkommissærens højre hånd – I 1946.  Den sidste højkommissær var Sir Alan (Gordon) Cunningham
[31] Donald MacGillivray var blevet sendt til Palæstina i 1936 ”for at være med til at løse udfordringerne”
[32] Mohammad Abdur Rahman var advokat og dommer og udpeget til UNSCOP af Nehru – Indiens leder. Men da han vender tilbage, er Indien blevet delt, og hans karriere fortsætter i det muslimske Pakistan
[33] I islam hører en del lovstof som familieret, men også strafferet under sharialovgivningen. Dette kan studeres ved religiøse skoler – madrasa
[34] De jødiske skoler var underlagt Va´ad Leumi, det jødiske nationalråd i Palæstina; der var kun ringe tilskud fra mandatmagten.
[35] En koncession er en bevilling eller en tilladelse navnlig fra det offentlige til private til at drive en vis virksomhed
[36] Potaske er en betegnelse som er blevet brugt til at dække over en lille række forskellige mineralske salte. Fælles for dem alle er, at de er en vigtig kilde til grundstoffet Kalium. Den største brug af potaske er som kunstgødning.
[37] Sir Abdul Rahman bruger her som vi har set flere steder, betegnelsen ”arabere, jøder og kristne” – uden åbenbart at tænke på, at de fleste kristne i Palæstina var arabere – nogle dog armeniere eller kristne fra Europa
[38] Antwerpen i Holland havde før 2. Verdenskrig været verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Men allerede i 1937 oprettede tilrejsende eksperter fra Holland den første virksomhed inden for diamantslibning i Petak Tikva i Palæstina.. Året efter fjernede det britiske mandatstyre toldimportsatsen på 15% på uforarbejdede sten. I 1944 beskæftigede industrien allerede 3.300 arbejdere på 33 fabrikker med 1,4 mio Pund Sterling investeret. Eksportværdien var da over 3,2 mio Pund Sterling, hovedsagelig til USA, Canada og Indien

[39] Dunum er flertalsformen af dunam – én dunam er lig 1/10 hektar.
[40] Dyarki er et herredømme med to sideordnede regeringsmagter som i Indien 1946-47, hvor der både er en indisk regering under Nehru og et britisk kolonistyre.
[41] Irgun Zwai Leumi er flere gange omtalt i den historiske gennemgang. Det betyder Den nationale militære Organisation, og var grundlagt af jødiske højrenationalister i opposition til Arbejderpartiet og Haganah Den blev betragtet som en terrorgruppe af myndighederne i det britiske mandatområde og bl.a. Begin var derfor efterlyst af englænderne
[42] Eretz Israel: Betyder egentlig ”landet Israel” og bruges ofte om det historiske, det bibelske Israel
[43] De blandede domstole i Egypten var sammensat af egyptiske og ikke-egyptiske dommere. Udlændinge fra lande, der havde særlige aftaler (”kapitulationer”), skulle dømmes af disse blandede domstole.
[44] Efter mordet på FNs første mægler, svenskeren grev Folke Bernadotte blev Ralph Bunche FNs mægler i krigen mellem Israel og de arabiske stater. Han fik for dette arbejde Nobels Fredspris i 1950
[45] Med suggestive spørgsmål menes spørgsmål, der antyder noget
[46]  Den 4.maj 1947 var det lykkedes Irgun-folk at angribe fortet og fængslet i Akko og befri flere af deres kammerater fra fængslet.
[47] Det rygtes lynhurtigt, at der har været et møde med Irgun, og især i England er man rasende: Begin har været eftersøgt i fem år – ingen britiske betjente eller soldater har kunnet finde ham – og Sandström holder bare et møde med ham uden problemer.
[48] Hebræiske er et andet ord for israelske
[49] Cervantes er den spanske digter, der levede fra 1547-1616
[50] Moshe Shertok var på dette tidspunkt leder af Jewish Agencys udenrigspolitiske afdeling. Han tog senere det mere hebraiske navn Sharett og var Israels udenrigsminister 1948-1956 og premierminister 1953-55
[51] Havnen i Tel Aviv skulle have været overladt jøderne som indvandringshavn senest 1.februar 1948, men den blev fortsat spærret af englænderne.
[52] Kommissionen blev i pressen døbt ”pilgrimskommissionen”; Danmark var faktisk et af de fem lande, der var blevet bedt om at udpege et medlem, og regeringen udpegede den danske modstandsmand og politiker Per Federspiel (1905-1994) til posten. Men kommissionen kom aldrig af sted til Palæstina, og dens fortrop, der skulle løse forskellige tekniske problemer, mødte ingen forståelse hos englænderne, der erklærede, at selve kommissionen først ville få indrejsetilladelse den 1.maj 1948.
[53] Afstemningen om UNSCOPs forslag om mandatets ophør og delingen af Palæstina
[54] Yishuv´en er et hebraisk udtryk for de jødiske beboere i mandatområdet
[55] Haganah var det jødiske hjemmeværn, som var blevet oprettet i Palæstina helt tilbage i 1920 efter arabiske uroligheder, bl.a. i det jødiske kvarter i Jerusalem. Man oprettede det dengang præcis af den grund Golda Meir nævner her – englænderen valgte efter jødernes opfattelse alt for ofte tilskuerens rolle, når arabere angreb jøder. Haganah var meget aktiv i indsmuglingen af jødiske flygtninge til Palæstina og prøvede på den måde at omgå den britiske blokade af jødisk indvandring. Da staten Israel blev oprettet i 1948 blev Haganah opløst, men mange af dens folk blev kernen i den nye israelske hær, IDF.

[56] Eretz Israel – ”landet Israel” – det historiske eller bibelske Israel.
[57] Begin kan tænke på, at en større konflikt ville tvinge FN til at bede briterne blive.
[58] Haganah og Irgun var på dette tidspunkt i voldsom indbyrdes strid om taktikken overfor englænderne
[59] Displaced Persons var de jødiske overlevende, som endnu i 1947 sad i lejre rundt om i Europa – jvf. den historiske gennemgang
[60] Landsbrugskollektiver- se mere på israel-info under kibbutz
[61] 29.november – den dag i 1947, hvor delingsplanen blev vedtaget af FNs generalforsamling
[62] Se indledningen til kilden
[63] April 1948 – kort før mandatets ophør
[64] Mosaisk Troessamfund var indtil 2014 det officielle navn på den jødiske menighed i Danmark, grundlagt i 1684
[65] Se forrige kilde
[66] Den jødiske Bibel, Tanach med Loven, profeterne og skrifterne er jo også de kristnes ”Gamle Testamente” og har også stærkt påvirket Koranen.
[67] Af romerne efter det 2.oprør i 132-135 – se den historiske gennemgang
[68] Også kaldet ”diasporaen”
[69] I eksilet havde jøderne enten talt landets sprog eller særlige ”jødiske” sprog som jiddisch – et sprog af den germanske familie, med hebraiske og slaviske indslag, der blev talt af europæiske, særligt østeuropæiske,  ashkenaziske jøder,.og ladino, et jødisk sprog, som forholder sig til spansk som jiddisch til tysk. Det blev talt af sefardiske jøder .Men i Palæstina genoplivede Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922)  det sprog, Bibelen var skrevet på og som blev brugt i gudstjenesten, til det daglige talesprog, Ivrit eller ”nyhebraisk”.
[70] År 5657 i den jødiske tidsregning svarer til år 1897 i den kristne
[71] Se den historiske gennemgang og kilde 26
[72] Se den historiske gennemgang og kilde 31
[73] Se den historiske gennemgang og kilde 45
[74] De israelske politikere bruger udtrykket Shoah – katastrofe
[75] Se den historiske gennemgang og kilde 57
[76] Medinath Israel er hebraisk for Staten Israel. Staten dækkede jo kun en mindre del af Eretz Israel – altså af det historiske Israel.
[77] Svarer til midnat mellem den 14. og 15.maj – sabbatten går fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Måneden iyar ligger i april-maj. I den jødiske kalender flytter månederne sig lidt, da en jødiske tidsregning har et år med 12 måneder á 29.30 dage – den nye måned starter med nymåne. Men da jødiske fester er tæt forbundet med årstiden, lægger man i en cyklus på 19 år syv skudår ind, så kalenderen alligevel nogenlunde følger solåret. Israel fejrer altså kun meget sjældent sin uafhængighedsdag – Yom Haaztmaut – præcis på den 14.maj – men altid i maj. Året 5708 er officielt efter verdens skabelse.
[78] Israel fik aldrig en forfatning – jf. den historiske gennemgang
[79] Israel blev FNs 59.medlem den 11.maj 1949 – altså først efter uafhængighedskrigen
[80] Oprindelig havde der stået ”I tillid til den Almægtige”, men meget få af underskriverne var religiøse, flere meget overbevidste ateister, så man enedes i den endelige udfordring om at skrive ”Israels Klippe” – så kunne enhver opfatte dette som man vil.

Litteratur

Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952

Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994

Bethell, Nicholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973

Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)

Segev, Tom: One Palestine, Complete. Metropolitan Books, New York 2000

Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)

Kilde 55: Høring af repræsentanter for Jewish Agency. UNSCOPs 19. møde. Offentligt møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 7. juli 1947

[1] Earl Grant Harrison var en amerikansk jurist, der var USA’s repræsentant i den kommission, flere lande havde nedsat med det formål at undersøge flygtningeproblemet
[2] Tyskland var ved krigens slutning blevet opdelt i 4 besættelseszoner. En engelsk, fransk, amerikansk og russisk
[3] I juli mødtes de tre sejrherrer fra 2.Verdenskrig: Stalin, Churchill og Truman i Potsdam udenfor Berlin for at drøfte tiden efter krigen – og indsatsen mod Japan, der endnu ikke havde kapituleret. Churchill måtte forlade konferencen, da han blev afløst af Attlee. På en pressekonference i USA efter at han var hjemvendt fra Tyskland, svarede præsident Truman, at en jødisk nationalstat var blevet drøftet med Churchill og Attlee, og at den stadig blev drøftet.
[4]  Som nævnt i den historiske gennemgang fastholdt England efter krigen Hvidbogens stramme indvandringsbestemmelser, der havde fastsat tallet til 75.000 de følgende fem år efter 1939; Da der selvfølgelig ikke havde været en større indvandring under krigen, var den lovlige jødiske indvandringskvote nu 1.500 månedlig
[5] Mange jøder kom fra lande, hvor dele af lokalbefolkningen ivrigt havde deltaget i forfølgelsen af jøderne. Året efter – den 4.juli 1946 – blev 42 jøder myrdede og 50 såret i den polske by Kielce, hvor de var vendt tilbage efter krigen
[6] USA havde allerede i 1939 været yderst kritisk overfor Hvidbogens begrænsninger for indvandringen
[7] Phillipeville er en havneby i Algeriet, i dag kaldet Skikda
[8] Felada eller Fedala er en by i det vestlige Marokko, i nærheden af Casablanca, dens nuværende navn er Mohammédia, opkaldt efter Marokkos konge Mohammed V.
[9] UNRRA – United Nations Relief and Rehabilitation Administration var FN’s hjælpe- og genopbygningsorganisation efter 2. verdenskrig
[10] Trumans forgænger var præsident Roosevelt
[11] Attlee havde straks efter modtagelsen af Trumans brev af 31.august sendt et telegram tilbage
[12] Jøderne havde jo straks fra 1939 afvist Hvidbogen – se den historiske gennemgang.
[13] Indien er på dette tidspunkt den britiske koloni Indien – altså før landet med uafhængigheden i 1947 blev delt i det hinduistiske Indien og det muslimske Øst- og Vestpakistan,
[14] Verdensorganisationen er det året før på amerikansk initiativ dannede FN
[15] Se kilde 45 – Mandatforordningen
[16] Dominions var en betegnelse for lande som Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika, der var anerkendte som “autonome fællesskaber indenfor det britiske imperium”, hvilket placerede disse stater som ligestillede med  Storbritannien – efter 2. Verdenskrig talte man dog mere og mere bare om Commonwealth-landene
[17] Bemærk igen som tidligere nævnt: Man kan ikke blot bruge betegnelsen palæstinensere, for det er jo alle indbyggere i den britiske mandatområde – jøder, muslimer og kristne.
[18] Som ovenfor nævnt: Muslimerne i Indien dannede året efter deres egne stater – Øst- og Vestpakistan.
[19] Bevin synes at forestille sig, at Palæstina fortsat skal være et mandatområde, men nu under FN-regi
[20] Mandataren: Den stormagt, der af Folkeforbundet havde fået til opgave at styre mandatområdet – i Palæstina altså Storbritannien.
[21] Se kilde 45
[22]  Som følge af Hvidbogen fra 1939 havde Storbritannien i 1940 udstedt en forordning, der delte Palæstina i to zoner. Overdragelse af jord i zone A måtte kun finde sted til Palæstina-araberne, og kun med skriftlig tilladelse fra Højkommissæren måtte jord i zone B overdrages af Palæstina-arabere til andre end Palæstina-arabere selv.
[23] FNs generalsekretær var nordmanden Trygve Lie, der var blevet valgt i 1946 og sad til 1952. Hans stedfortræder var kineseren Victor Chi Tsai Hoo, som brevet her er stilet til
[24] Lake Success er den bydel i New York, hvor FNs hovedkvarter lå fra 1946-1951/52
[25] FN-pagtens artikel 10 taler om, at ”Generalforsamlingen kan drøfte alle spørgsmål og alle anliggender, der falder indenfor rammerne af den foreliggende pagt eller angår de organers magtbeføjelser og funktioner, som der er givet regler for her i pagten.”
[26] Generalforsamlingen mødes fast hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York
[27] Alexander Cadogan var en britisk diplomat, der fra 1946-1950 var Storbritanniens FN-ambassadør. Han var blevet udpeget til posten, da han allerede havde erfaring fra Folkeforbundet
[28] Se hvor de ti andre var fra i den historiske gennemgang
[29] Kommissionen blev boykottet af de arabiske palæstinensere – den tog derfor efter opholdet i Palæstina til Beirut og mødes med repræsentanter for de arabiske stater.
[30] Sir Henry Lovell Goldsworthy Gurney var tiltrådte som ”Chief Secretary” – Højkommissærens højre hånd – I 1946.  Den sidste højkommissær var Sir Alan (Gordon) Cunningham
[31] Donald MacGillivray var blevet sendt til Palæstina i 1936 ”for at være med til at løse udfordringerne”
[32] Mohammad Abdur Rahman var advokat og dommer og udpeget til UNSCOP af Nehru – Indiens leder. Men da han vender tilbage, er Indien blevet delt, og hans karriere fortsætter i det muslimske Pakistan
[33] I islam hører en del lovstof som familieret, men også strafferet under sharialovgivningen. Dette kan studeres ved religiøse skoler – madrasa
[34] De jødiske skoler var underlagt Va´ad Leumi, det jødiske nationalråd i Palæstina; der var kun ringe tilskud fra mandatmagten.
[35] En koncession er en bevilling eller en tilladelse navnlig fra det offentlige til private til at drive en vis virksomhed
[36] Potaske er en betegnelse som er blevet brugt til at dække over en lille række forskellige mineralske salte. Fælles for dem alle er, at de er en vigtig kilde til grundstoffet Kalium. Den største brug af potaske er som kunstgødning.
[37] Sir Abdul Rahman bruger her som vi har set flere steder, betegnelsen ”arabere, jøder og kristne” – uden åbenbart at tænke på, at de fleste kristne i Palæstina var arabere – nogle dog armeniere eller kristne fra Europa
[38] Antwerpen i Holland havde før 2. Verdenskrig været verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Men allerede i 1937 oprettede tilrejsende eksperter fra Holland den første virksomhed inden for diamantslibning i Petak Tikva i Palæstina.. Året efter fjernede det britiske mandatstyre toldimportsatsen på 15% på uforarbejdede sten. I 1944 beskæftigede industrien allerede 3.300 arbejdere på 33 fabrikker med 1,4 mio Pund Sterling investeret. Eksportværdien var da over 3,2 mio Pund Sterling, hovedsagelig til USA, Canada og Indien

[39] Dunum er flertalsformen af dunam – én dunam er lig 1/10 hektar.
[40] Dyarki er et herredømme med to sideordnede regeringsmagter som i Indien 1946-47, hvor der både er en indisk regering under Nehru og et britisk kolonistyre.
[41] Irgun Zwai Leumi er flere gange omtalt i den historiske gennemgang. Det betyder Den nationale militære Organisation, og var grundlagt af jødiske højrenationalister i opposition til Arbejderpartiet og Haganah Den blev betragtet som en terrorgruppe af myndighederne i det britiske mandatområde og bl.a. Begin var derfor efterlyst af englænderne
[42] Eretz Israel: Betyder egentlig ”landet Israel” og bruges ofte om det historiske, det bibelske Israel
[43] De blandede domstole i Egypten var sammensat af egyptiske og ikke-egyptiske dommere. Udlændinge fra lande, der havde særlige aftaler (”kapitulationer”), skulle dømmes af disse blandede domstole.
[44] Efter mordet på FNs første mægler, svenskeren grev Folke Bernadotte blev Ralph Bunche FNs mægler i krigen mellem Israel og de arabiske stater. Han fik for dette arbejde Nobels Fredspris i 1950
[45] Med suggestive spørgsmål menes spørgsmål, der antyder noget
[46]  Den 4.maj 1947 var det lykkedes Irgun-folk at angribe fortet og fængslet i Akko og befri flere af deres kammerater fra fængslet.
[47] Det rygtes lynhurtigt, at der har været et møde med Irgun, og især i England er man rasende: Begin har været eftersøgt i fem år – ingen britiske betjente eller soldater har kunnet finde ham – og Sandström holder bare et møde med ham uden problemer.
[48] Hebræiske er et andet ord for israelske
[49] Cervantes er den spanske digter, der levede fra 1547-1616
[50] Moshe Shertok var på dette tidspunkt leder af Jewish Agencys udenrigspolitiske afdeling. Han tog senere det mere hebraiske navn Sharett og var Israels udenrigsminister 1948-1956 og premierminister 1953-55
[51] Havnen i Tel Aviv skulle have været overladt jøderne som indvandringshavn senest 1.februar 1948, men den blev fortsat spærret af englænderne.
[52] Kommissionen blev i pressen døbt ”pilgrimskommissionen”; Danmark var faktisk et af de fem lande, der var blevet bedt om at udpege et medlem, og regeringen udpegede den danske modstandsmand og politiker Per Federspiel (1905-1994) til posten. Men kommissionen kom aldrig af sted til Palæstina, og dens fortrop, der skulle løse forskellige tekniske problemer, mødte ingen forståelse hos englænderne, der erklærede, at selve kommissionen først ville få indrejsetilladelse den 1.maj 1948.
[53] Afstemningen om UNSCOPs forslag om mandatets ophør og delingen af Palæstina
[54] Yishuv´en er et hebraisk udtryk for de jødiske beboere i mandatområdet
[55] Haganah var det jødiske hjemmeværn, som var blevet oprettet i Palæstina helt tilbage i 1920 efter arabiske uroligheder, bl.a. i det jødiske kvarter i Jerusalem. Man oprettede det dengang præcis af den grund Golda Meir nævner her – englænderen valgte efter jødernes opfattelse alt for ofte tilskuerens rolle, når arabere angreb jøder. Haganah var meget aktiv i indsmuglingen af jødiske flygtninge til Palæstina og prøvede på den måde at omgå den britiske blokade af jødisk indvandring. Da staten Israel blev oprettet i 1948 blev Haganah opløst, men mange af dens folk blev kernen i den nye israelske hær, IDF.

[56] Eretz Israel – ”landet Israel” – det historiske eller bibelske Israel.
[57] Begin kan tænke på, at en større konflikt ville tvinge FN til at bede briterne blive.
[58] Haganah og Irgun var på dette tidspunkt i voldsom indbyrdes strid om taktikken overfor englænderne
[59] Displaced Persons var de jødiske overlevende, som endnu i 1947 sad i lejre rundt om i Europa – jvf. den historiske gennemgang
[60] Landsbrugskollektiver- se mere på israel-info under kibbutz
[61] 29.november – den dag i 1947, hvor delingsplanen blev vedtaget af FNs generalforsamling
[62] Se indledningen til kilden
[63] April 1948 – kort før mandatets ophør
[64] Mosaisk Troessamfund var indtil 2014 det officielle navn på den jødiske menighed i Danmark, grundlagt i 1684
[65] Se forrige kilde
[66] Den jødiske Bibel, Tanach med Loven, profeterne og skrifterne er jo også de kristnes ”Gamle Testamente” og har også stærkt påvirket Koranen.
[67] Af romerne efter det 2.oprør i 132-135 – se den historiske gennemgang
[68] Også kaldet ”diasporaen”
[69] I eksilet havde jøderne enten talt landets sprog eller særlige ”jødiske” sprog som jiddisch – et sprog af den germanske familie, med hebraiske og slaviske indslag, der blev talt af europæiske, særligt østeuropæiske,  ashkenaziske jøder,.og ladino, et jødisk sprog, som forholder sig til spansk som jiddisch til tysk. Det blev talt af sefardiske jøder .Men i Palæstina genoplivede Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922)  det sprog, Bibelen var skrevet på og som blev brugt i gudstjenesten, til det daglige talesprog, Ivrit eller ”nyhebraisk”.
[70] År 5657 i den jødiske tidsregning svarer til år 1897 i den kristne
[71] Se den historiske gennemgang og kilde 26
[72] Se den historiske gennemgang og kilde 31
[73] Se den historiske gennemgang og kilde 45
[74] De israelske politikere bruger udtrykket Shoah – katastrofe
[75] Se den historiske gennemgang og kilde 57
[76] Medinath Israel er hebraisk for Staten Israel. Staten dækkede jo kun en mindre del af Eretz Israel – altså af det historiske Israel.
[77] Svarer til midnat mellem den 14. og 15.maj – sabbatten går fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Måneden iyar ligger i april-maj. I den jødiske kalender flytter månederne sig lidt, da en jødiske tidsregning har et år med 12 måneder á 29.30 dage – den nye måned starter med nymåne. Men da jødiske fester er tæt forbundet med årstiden, lægger man i en cyklus på 19 år syv skudår ind, så kalenderen alligevel nogenlunde følger solåret. Israel fejrer altså kun meget sjældent sin uafhængighedsdag – Yom Haaztmaut – præcis på den 14.maj – men altid i maj. Året 5708 er officielt efter verdens skabelse.
[78] Israel fik aldrig en forfatning – jf. den historiske gennemgang
[79] Israel blev FNs 59.medlem den 11.maj 1949 – altså først efter uafhængighedskrigen
[80] Oprindelig havde der stået ”I tillid til den Almægtige”, men meget få af underskriverne var religiøse, flere meget overbevidste ateister, så man enedes i den endelige udfordring om at skrive ”Israels Klippe” – så kunne enhver opfatte dette som man vil.

Links

FN’s samling af kilder for: UNSCOP

Oversigt over UNSCOP kilder i pdf

Israels uafhænighedserklæring

Litteratur og links

FN’s samling af kilder for: UNSCOP

Oversigt over UNSCOP kilder i pdf

Israels uafhænighedserklæring

Bethell, Nicholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973

Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)

Segev, Tom: One Palestine, Complete. Metropolitan Books, New York 2000

Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)

Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1948

Kilde 32: Den engelsk-franske erklæring – 7. november 1918

Denne erklæring blev udsendt i Palæstina, Syrien og Irak en uge efter våbenstilstanden mellem Det tyrkiske Rige og de allierede.

Baggrunden var, at araberne siden udstedelsen af Balfourdeklarationen i november 1917 og rygter om englænderes og franskmændenes hemmelige aftale om delingen af Mellemøsten var blevet mere og mere bekymrede over, hvad der skulle ske nu efter krigen.

England og Frankrig var jo også klar over, at de snart skulle mødes med USA’s præsident Wilson, der i sine 14 punkter for USA’s krigsmål igen og igen havde understreget sine tanker om folkenes selvbestemmelsesret.

 

Det mål, som Frankrig og Storbritannien stræber mod ved i Østen at fortsætte den krig, der brød ud på grund af Tysklands ærgerrighed, er en fuldstændig og endelig befrielse af de folk, der så længe havde været undertrykt af tyrkerne, samt dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer, hvis myndighed skal bero på folkenes egne forslag og frie valg.

For at gennemføre disse planer er Frankrig og Storbritannien enige om at opmuntre og yde hjælp til dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer i Syrien og Mesopotamien, der nu er blevet befriet af de allierede, og at sikre og anerkende dem i de områder, som de er i færd med at befri, så snart de rent faktisk er blevet dannet.[1]

Det være sig langt fra, at de nærer noget ønske om at påtvinge folkene i disse egne særlige institutioner; for dem drejer det sig kun om, at de ved støtte og passende hjælp sikrer, at de regeringer og forvaltningsorganer, der er valgt frit af folkene selv, arbejder regelret. At sikre upartiskhed og lighed for loven for alle, at fremme landets økonomiske udvikling ved at støtte og opmuntre lokalt initiativ, at støtte en udbredelse af folkeoplysningen, at gøre ende på den splid, som tyrkisk politik alt for længe har draget fordel af, det er den politik, som de to allierede regeringer fører i de befriede områder.

Kilde 33: Weizmanns tale i Manchester – 9. december 1917

Denne tale er holdt den 9. december 1917 – samme dag som den britiske general Allenby rykkede ind i Jerusalem:

 

. . . Så snart den militære situation tillader der, håber jeg, at en jødisk kommission[2] kan rejse til Palæstina for dér at løse to opgaver: den første og mest påtrængende vil være at lindre nød og armod og hele de sår, som den frygtelige krig har forårsaget …

Vor anden opgave … vil bestå i at udarbejde planer og forslag, så vi kan begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det nyt liv …

For zionisterne er det en gammel sandhed, at landet ikke bliver til et jødisk land, hvis jøderne køber det, men ikke bearbejder det med egne hænder. Landet bliver ikke jødisk gennem køb med penge, men gennem arbejde…

I løbet af de sidste ti år af vort koloniseringsarbejde er tendensen til at erstatte arabiske arbejdere med jødiske mere og mere trådt i forgrunden, uden at man har taget hensyn til de tab, der ofte har været forbundet dermed, og jeg vil gerne, at araberne skal vide, at vi ikke gør dette af fjendskab mod dem, men fordi vi vil komme sir Mark Sykes´ forudsigelse[3] i forkøbet og gøre Palæstina til et virkeligt jødisk land. Vi ønsker at kolonierne skal være jødiske, og at arbejdet skal være jødisk, og jeg vil gerne, at vore arabiske venner skal forstå, at det er en elementær grundsætning for dem, der vil opbygge er jødisk land, at arbejdet skal foretages med jødiske hænder og jødiske hoveder og ikke blot med jødiske penge …

Når tiden er inde til, at opbygningen af Palæstina kan begynde, vil det blive en af vore mest påtrængende opgaver at nå til den ønskede forståelse med vore naboer, araberne og armenierne[4] … Palæstina har jord, luft og vand nok til os alle …

Kilde 34: Aftalen mellem Feisal og Weizmann – 3. januar 1919

I forbindelse med fredsforhandlingerne i Paris underskrev Zionisternes leder Chaim Weizmann på vegne af Zionistforbundet og Emir Feisal, søn af Hussein af Mekka en aftale med følgende indhold. Feisals tro engelske medhjælper T.E .Lawrence (”Lawrence of Arabia”) oversatte aftalen for Feisal – og Feisal tilføjede en sætning efter sin underskrift, der ret hurtigt gjorde aftalen værdiløs.

Aftale mellem Emir Feisal Ibn al-Hussein al-Hashemi og præsidenten for Verdens Zionist Forbund Dr. Chaim Weizmann, 3. januar 1919:

 

Hans kongelige højhed, Emir Feisal, der repræsenterer og handler på vegne af det arabiske kongedømme i Hedjaz, og Dr. Chaim Weizmann, der repræsenterer og handler på vegne af Zionistforbundet, opmærksomme på det racemæssige slægtskab og de gamle forbindelser mellem Araberne og Det jødiske Folk og bevidste om, at den bedst mulige måde til at nå til opfyldelsen af deres naturlige målsætninger er gennem det tættest mulige samarbejde om udviklingen af Den arabiske Stat og Palæstina, og idet de endvidere er opfyldt af ønsket om at bekræfte den gode forståelse, der består mellem dem, er de blevet enige om følgende:

 

Artikel I:

Den arabiske Stat og Palæstina skal i alle deres indbyrdes forhold og handlinger være præget af den mest hjertelige velvilje og forståelse og til dette formål skal der udnævnes gesandter[5], der skal opholde sig i de respektive områder.

 

Artikel II

Straks efter afslutningen af forhandlingerne på Fredskonferencen skal de endelige grænser mellem Den arabiske Stat og Palæstina afgøres af en kommission, som de to parter enes om.

 

Artikel III

Når Palæstinas forfatning og administration skal etableres, skal det på alle måder sikres og garanteres, at Den britiske Deklaration af 2. november 1917[6] gennemføres.

 

Artikel IV

Alle nødvendige handlinger skal tages for at opmuntre og stimulere jødisk indvandring i stor stil til Palæstina og så hurtigt som muligt bosætte jødiske immigranter på landet gennem tæt bebyggelse og intensiv dyrkelse af jorden. I det man gør dette, skal de arabiske bønders og daglejeres rettigheder beskyttes og de skal hjælpes fremad i deres økonomiske udvikling.

 

Artikel V

Der må ikke indføres nogen form for lov eller regler som forbyder eller på nogen måde griber ind i den frie religionsudøvelse, og endvidere skal enhver til evig tid have ret til at udøve deres religiøse hverv og dyrke deres religion uden nogen former for diskrimination eller præference. Religion må aldrig blive afgørende for indbyggernes civile og politiske rettigheder.

 

Artikel VI

De muslimske hellige steder skal være under muslimsk kontrol.

 

Artikel  VII

Zionistforbundet foreslår at sende en ekspertkommission til Palæstina for at få et overblik over landets økonomiske muligheder og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet stiller førnævnte kommission til rådighed for Den arabiske Stat for at skabe et overblik over de økonomiske muligheder i Den arabiske Stat og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet vil bruge alle sine kræfter på at hjælpe Den arabiske Stat til at opnå midlerne til at udvikle naturressourcerne og deres økonomiske muligheder.

 

Artikel VIII

De underskrivende parter er enige om at handle i fuldkommen enighed og harmoni på Fredskonferencen i alle de spørgsmål der er omtalt her.

 

Artikel IX

Enhver form for uenighed, der måtte opstå mellem de underskrivende parter skal henvises til Den britiske Regering til mægling.

Givet under vor hånd[7] i London, England, den tredje dag i januar, et tusinde ni hundrede og nitten,

Chaim Weizmann                      Feisal Ibn-Hussein

 

Emir Feisals håndskrevne forbehold:

 

Hvis Araberne får en stat[8] som jeg har bedt om i mit manifest fra 4. januar, adresseret til den engelske udenrigsminister, så vil jeg gennemføre, hvad jeg har lovet i denne aftale. Hvis der sker ændringer, kan jeg ikke være ansvarlig for ikke at gennemføre denne aftale.

Kilde 35: Emir Feisals memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 29. januar 1919

Fredskonferencen i Paris var åbnet den 18. januar. ”Det øverste Råd” var ”de 10 store” på fredskonferencen i Paris – USA’s præsident Wilson, Frankrigs Clemenceau, Storbritanniens Lloyd George samt Italiens og Japans regeringsledere og alle fem landes udenrigsministre. Ofte var det dog kun ”De tre Store” – Wilson, Clemenceau og Lloyd George – der forhandlede.

Emir Faisals memorandom til Det øverste Råd:

Målet for den arabiske nationalistiske bevægelse (som min fader[9] blev leder af under krigen efter fælles opfordringer fra de syriske og mesopotamiske fraktioner[10]) er at forene arabernes endeligt til én nation.…

De forskellige provinser i det arabiske Asien – Syrien, Irak, Jezireh[11], Hedjaz, Nejd[12], Jemen – er meget forskellige i økonomisk og social henseende, og det er umuligt at presse dem ind i rammerne af ét regeringssystem.

Vi tror, at Syrien, der er et område med agerbrug og industri, som er tæt befolket og har en fast bosiddende befolkning, i politisk henseende er tilstrækkeligt udviklet til at kunne styre sine egne indre forhold. Vi føler også, at udenlandsk teknisk hjælp og bistand vil være en særdeles værdifuld faktor i vor nationale vækst. Vi er villige til at betale for denne hjælp med rede penge; vi kan af hensyn til den ikke give afkald på nogen del af den frihed, vi netop selv har vundet ved våbnenes hjælp.

Jezireh og Irak er to vidtstrakte provinser, der består af tre civiliserede byer[13], som er adskilt af store øde områder, der er tyndt befolket med stammer, som er halvnomader. Verden ønsker at gøre brug af Mesopotamiens[14] naturforekomster, og vi tror derfor, at regeringssystemet dér må have mænd og materielle hjælpemidler fra en stormagt som støtteforanstaltning. Vi anmoder imidlertid om, at regeringen bliver arabisk, såvel i princip som ånd, således at man ufravigeligt følger princippet om at udpege frem for princippet om at vælge i de tilbagestående områder, indtil et bredere grundlag med tiden bliver muligt. Den arabiske regerings hovedopgave dér skulle være at overvåge uddannelsen, som skal bringe stammerne op på byernes etiske niveau.

Hedjaz er hovedsagelig et stammeområde, og regeringen skal som før være tilpasset patriarkalske forhold. Vi værdsætter sådanne mere, end Europa gør, og foreslår derfor, at vi beholder vor absolutte uafhængighed dér.

Jemen og Nejd kan ikke forventes at ville forelægge deres forhold for fredskonferencen. De passer sig selv og ordner deres egne anliggende med hensyn til Hedjaz og andetsteds[15]

I Palæstina er det overvældende flertal af befolkningen arabere. Jøderne er meget nært beslægtede med araberne, og der er ingen modsætning i folkekarakteren mellem de to racer.[16] I princippet er vi absolut enige[17]. Alligevel tør araberne ikke påtage sig ansvaret for at holde vægtskålene lige i de sammenstød mellem racer og religioner, der så ofte har bragt verden i vanskeligheder i denne ene provins. De vil gerne have en effektiv overledelse af en stor formynder, under forudsætning af, at en stor folkevalgt lokalforvaltning får beføjelser til aktivt at fremme landets materielle velfærd.

Kilde 36: Den zionistiske kommissions memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 3. februar1919

Den zionistiske Kommission blev ledet af Chaim Weizmann og fik foretræde for Det øverste Råd på fredskonferencen den 27. februar 1919.

Udpluk af Den zionistiske Kommissions forslag:

 

Den zionistiske kommission fremsætter i dybeste respekt følgende forslag til overvejelse for fredskonferencen:

1. De høje kontraherende parter anerkender det jødiske folks historiske ret til Palæstina og jødernes ret til at genoprette deres nationale hjem i Palæstina.

2. Vedlagte plan viser, hvor Palæstinas grænser skal gå.

3. Den øverste myndighed over Palæstina skal overdrages til Folkeforbundet, og regeringen betros Storbritannien som mandatmagt på folkeforbundets vegne.

4. …

5. …

II Mandatmagten skal blandt andet:

a. fremme jødisk indvandring og samlet bosættelses på landet, idet den nuværende ikke-jødiske befolknings fastslåede rettigheder skal beskyttes på rimelig vis.

b) samarbejde om disse forholdsregler med et råd, der oprettes til udvikling af det jødiske nationale hjem og repræsenterer jøderne i Palæstina og den øvrige verden; det overlades også til dette råd at organisere jødernes uddannelse.

Forslag til Mandatmagten

2. Det jødiske folk skal have ret til en rimelig repræsentation i de udøvende og lovgivende organer, samt når der udtages personale til administrationen. Mandatmagten skal rådføre sig med Det jødiske Råd, som det herefter vil blive benævnt, angående denne repræsentation.

Hverken lov eller sædvane må forhindre, at en borger i Palæstina udnævnes til en administrativ topstilling.

5. Hebraisk skal være et af de officielle sprog i Palæstina og anvendes i alle dokumenter, dekreter og meddelelser samt på alle frimærker, mønter og pengesedler, der udstedes af regeringen.

6. Den jødiske sabbat og de jødiske helligdage skal anerkendes som lovlige hviledage.

Det jødiske Råd for Palæstina

1. Der vælges et jødisk råd af en jødisk kongres repræsenterende jøderne i Palæstina og den øvrige verden; den sammenkaldes til møde i Jerusalem 1. januar 1920 eller før, eller snarest muligt derefter at det provisoriske jødiske råd, som det herefter benævnes.[18]

2. Der jødiske Råd skal anerkendes i henhold til lov og have bemyndigelse til:

a)  at samarbejde og rådføre sig med samt hjælpe Palæstinas regering i alle sager, der angår det jødiske folk i Palæstina og i alle sådanne sager være og handle som repræsentant for det jødiske folk

b) at deltage i udvikling og administration af indvandring, landbrugskolonier, kreditydelser, offentlige arbejder, tjenesteydelser og foretagender samt enhver anden form for virksomhed, der har til formål at udvikle landet. Organiseringen af jødernes uddannelse overlades til rådet.

c) at erhverve og besidde fast ejendom

d) at erhverve og udnytte koncessioner og offentlige arbejder og udnyttelse af naturforekomster.

Kilde 37: Referat af hemmeligt møde i Det øverste Råd om de arabiske områder – 20. marts 1919

Det blev meget hurtigt klart under fredsforhandlingerne i Paris, at England og Frankrig havde helt forskellige hensigter i Mellemøsten. Frankrig ønskede hurtigst muligt at sætte sig på de områder, man havde fået lovet i Sykes-Picot-aftalen fra 1916 mellem England og Frankrig – mens England jo også havde sine løfter til araberne og jøderne ar tage hensyn til. Det hjalp heller ikke på stemningen, at de to lande også var uenige i, HVOR hårdt Tyskland skulle straffes i den fredsaftale, man i første række forhandlede og som endte med Versailles-freden.

Ved dette møde i Det øverste Råd, prøver USA’s præsident Woodrow Wilson (præsident 1913-1921) nu at mægle. Han mindede om, at timandsrådet havde vedtaget resolutioner angående mandatområderne – den ordning, man ville indføre i de arabiske områder. Her havde man slået fast, at ”et af elementerne i mandatordningen var, hvad indbyggerne i de kommende mandatområder ønskede”.

 

… Præsident Wilson foreslog, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission; den skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser. Dens opgave skulle være at få belyst den stedlige opinion og de forhold, under hvilken en mandatmagt ville komme til at arbejde. Man skulle anmode den om at komme tilbage til konferencen og redegøre for, hvad den i så henseende havde fundet ud af. … Kommissionen skulle sammensættes af et lige stort antal franske, britiske, italienske og amerikanske repræsentanter. Han ville sende dem af sted med carte blance[19] til at berette om de faktiske forhold.

Monsieur Clemenceau[20] sagde, at han i princippet var tilhænger af en undersøgelse, men det var nødvendigt at have visse garantier. Undersøgelsen måtte ikke begrænses til Syrien.[21] Mandater over Palæstina, Mesopotamien, Armenien[22] og andre dele af Det tyrkiske Rige var lige så nødvendige som et mandat over Syrien . . . Han kunne tænke sig at sende nogle franske arabere [23] dertil, eftersom Feisal kun repræsenterede én side af den arabiske race. Desuden var Feisal praktisk taget engelsk soldat[24] Han havde sagt, at han ville gøre oprør, hvis franskmændene var i Damaskus, men det var en kendsgerning, at der for nylig var blevet sendt fransk artilleri dertil, og det var blevet modtaget ganske udmærket … Kommissionens medlemmer måtte udvælges ganske omhyggeligt, og de skulle foretage undersøgelser i alle tyrkiske mandater[25]. På disse vilkår var han i princippet parat til at acceptere præsident Wilsons forslag.

Mr. Lloyd George[26] sagde, at han intet havde at indvende mod en undersøgelse i Palæstina og Mesopotamien, som var de områder, der principielt angik Det britiske Rige….

Efter Lloyd Georges anmodning påtog præsident Wilson sig at udarbejde et udkast til kommissionens arbejdsområde.

Kilde 38: Anbefalinger fra King-Crane-kommissionen – 28. august 1919

Kommissionen endte med at blive et rent amerikansk foretagende.

Hverken England eller Frankrig ønskede i virkeligheden en sådan en undersøgelse og italienerne nåede ikke engang at overveje, hvem de skulle udpege. Så to amerikanere drog af sted. Det var Dr. Henry Churchill King, præsident for Oberlin College, og Charles R.Crane, direktør for et stort firma indenfor byggebranchen i Chicago. Den opholdt sig i alt 42 dage i Syrien og Palæstina.

Anbefalingerne vedrørende Palæstina:

 

Vi henstiller for det femte, at det yderliggående zionistiske program for Palæstina med ubegrænset indvandring af jøder, der skal ende med at gøre Palæstina til en decideret jødisk stat, indskrænkes alvorligt…

(2) Kommissionen blev rigeligt forsynet med litteratur om det zionistiske program af den zionistiske kommission i Palæstina, hørte på møder meget om zionisternes kolonier og krav og så personligt noget af det, der er blevet nået. Der var meget i zionisternes målsætning og planer, den synes om, og den påskønner varmt den ildhu, hvormed det er lykkedes mange af kolonisterne at overvinde store naturskabte hindringer ved moderne metoder.

(3) … Det kom gentagne gange frem under kommissionens møde med jødiske repræsentanter, at zionisternes forventede at kunne komme af med praktisk talt alle de nuværende ikke-jødiske indbyggere i Palæstina ved forskellige former for opkøb.

Hvis ønskerne hos Palæstinas befolkning skal være afgørende for, hvad der skal ske med Palæstina, så bør det erindres, at den ikke-jødiske befolkning i Palæstina – der er omtrent 9/10 – er indædt modstander af hele det zionistiske program. Tabellerne viser, at intet punkt var Palæstinas befolkning mere enig om end dette, At udsætte et folk, der er således indstillet, for ubegrænset jødisk indvandring og for et konstant økonomisk og socialt pres for at få det til at opgive landet, er en grov overtrædelse af det netop anførte princip[27] og af folkeretten, selv om det sker inden for lovens rammer,

Det må også bemærkes, at den fjendtlige holdning til det zionistiske program ikke er begrænset til Palæstina, den var et meget gennemgående træk hos befolkningen i hele Syrien, hvad vores møder klart viste. Over 72% – i alt 1350 – af samtlige bønskrifter fra hele Syrien var rettet mod det zionistiske program. Kun to krav havde større støtte: kravet om et forenet Syrien[28] og kravet om uafhængighed …

… Ingen af de britiske officerer, som kommissionens medlemmer rådførte sig med, troede på, at zionisternes program kunne gennemføres uden ved hjælp af våben. Det var den almindelige anskuelse blandt officererne, at der behøvedes mindst 50.000 soldater, blot til at igangsætte programmet…

Der er en anden overvejelse, man ikke må se bort fra, hvis verden forventer, at Palæstina bliver en kommende jødisk stat, hvor langsomt det end sker. Overvejelsen står i forbindelse med, at Palæstina er ”det hellige land” for såvel jøder, kristne som muslimer … Selv med de bedste hensigter kan det betvivles, om kristne og muslimer kan anse jøderne som passende vogtere af de hellige steder eller det hellige land i det hele taget. Grunden hertil er: de steder, som er mest hellige for de kristne – de, der har at gøre med Jesus – og som også er hellige for muslimerne[29], er ikke blot ikke-hellige for jøderne, men direkte afskyelige …

På baggrund af alle disse overvejelser, men med en dyb følelse for af sympati for den jødiske sag, føler kommissionens medlemmer sig nødsaget til at henstille, at fredskonferencen kun går ind for et stærkt reduceret zionistisk progran, og selv da gennemfører det meget langsomt. Det betyder, at den jødiske indvandring begrænses afgørende, og planen om at gøre Palæstina til et decideret jødisk samfund opgives.

Kilde 39: Uddrag af Fredstraktaten med Det osmanniske Rige (Sèvrestraktaten) – 10. august 1920

King og Cranes rapport fik ingen betydning, USA’s præsident Wilson havde mindre og mindre indflydelse, da Kongressen hjemme ikke ønskede USA involveret i alle disse problemer – USA blev ikke engang medlem af Folkeforbundet, som ellers var Wilsons idé.

Efterhånden blev de fire andre fredsaftaler underskrevet:

  • Versaillestraktaten med Tyskland i juni 1919.
  • Saint Germain-traktaten med Østrig i september.
  • Neuilly-traktaten med Bulgarien i november.
  • Trianon-freden med Ungarn i juni 1920.

 

Nu manglede kun fredsaftalen med Det osmanniske Rige. I april 1920 holdt sejrherrerne et møde i den italienske by San Remo, hvor de endeligt indbyrdes deler de tidligere osmanniske områder. På vegne af Folkeforbundet fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon og Storbritannien over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.

Man tog så tilbage til Paris og overrakte den osmanniske delegation traktaten den 11.maj. Og så kunne også fredsaftalen med Det osmanniske Rige endelig underskrives den 10.august. Den del, der angik Mellemøsten, kom til at fungere.

Med hensyn til det øvrige nægtede den tyrkiske hær i Anatolien, at anerkende freden og erklærede den 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat. Herefter eksisterede Det osmanniske Rige ikke længere og en ny stat, republikken Tyrkiet opstår, der i 1923 i Lausanne indgår en ny fredsaftale:

 

AFDELING VII. Syrien, Mesopotamien, Palæstina

Art.94: De høje kontraherende parter[30] er enige om, at Syrien og Mesopotamien i overensstemmelse med traktatens afsnit I[31] , artikel 22. paragraf 4 skal anerkendes som provisorisk uafhængige stater under forudsætning af, at en mandatmagt yder dem administrativ rådgivning og bistand, indtil de kan stå alene.

Art.95: De høje kontraherende parter er enige om, at bestemmelserne i artikel 22 skal træde i kraft og administrationen af Palæstina indenfor grænser, der fastlægges af stormagterne blandt de allierede, overdrages til en mandatmagt, der udpeges af de nævnte magter. Mandatmagten skal være ansvarlig for, at den deklaration, som oprindelig blev fremsat af den britiske regering den 2.november 1917[32] og blev antaget af de andre allierede magter med henblik på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk, gennemføres, idet det klar skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling.

Mandatmagten påtager sig snarest muligt at udnævne en særlig kommission, der skal studere og regulere alle spørgsmål og krav vedrørende de forskellige religiøse samfund. Ved sammensætningen af denne kommission skal der tages hensyn til de forskellige religiøse samfunds interesser. Kommissionens formand skal udnævnes af folkeforbundsrådet.

Art.96: Mandatbestemmelserne vedrørende ovennævnte områder skal formuleres af stormagterne og forelægges folkeforbundsrådet til vedtagelse.

Kilde 40: Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til 1. britiske højkommissær – 6. maj 1920

Med aftalerne i San Remo i april 1920 begynder England at gøre sig klar til mandatstyret i Palæstina og dermed overgangen fra militært besættelsesstyre under feltmarskal Allenby, der også var højkommissær i Egypten, til civilt styre.

Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til den første højkommissær for Palæstinamandatet:

 

Meget presserende, privat og dybt fortroligt.

… Jeg har på behørig vis taget til efterretning, at mr. Herbert Samuel[33] er blevet bragt i forslag som den første leder af den nye administration i Palæstina, når mandatet træder i kraft, og at man anmoder om min vurdering af måden, hvorpå overgangen fra militær til civil administration skal ske, samt virkningen af de foreslåede ændringer på den indfødte befolkning …

Hvad angår virkningen på den indfødte befolkning, anser jeg udnævnelsen af en jøde som første guvernør for særdeles farlig.

Den muslimske befolkning befinder sig allerede i en tilstand af stærk ophidselse på grund af nyheden om, at mr. Balfours erklæring skal indgå i fredstraktaten[34] … Udnævnelsen af en jøde, selv en britisk jøde, som første guvernør, vil de betragte som en omgående overdragelse af landet til en permanent zionistisk administration.

Jeg forudser, at det vil skabe almindeligt røre mod zionisterne, når nyheden om mr. Samuels udnævnelse når frem, og vi må være forberedt på voldshandlinger mod jøderne, mord, overfald på jødiske landsbyer og togter ind på vort territorium østfra[35] , om ikke værre ting.

Den indfødte kristne befolkning, protestanter, katolikker og græsk-ortodokse vil også føle sig dybt såret over, at regeringen bliver overdraget til en jødisk myndighed og vil modarbejde administrationen. De har tilstrækkelig megen indflydelse til, a de kan gøre enhver form for form for regering meget vanskelig.

Jeg håber ikke, at disse anskuelser bliver opfattet som værende rettet mod mr. Samuel, som er det bedst mulige valg, hvis det endelig skal være en jøde, der skal udpeges til at stå i spidsen for den første civile regering.

Kilde 41: Palæstina-arabernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921

Allerede den 1. juli 1920 overtog Herbert Samuel administrationen af Palæstina. De næste måneder skete så den overgang fra militær til civil administration, feltmarskal Allenby taler om i forrige kilde.

I januar 1921 udnævner Lloyd George Winston Churchill, der havde været marineminister 1911-1915, ammunitionsminister 1917 og krigsminister og minister for luftvåbnet 1919 til koloniminister. Dermed får han også ansvaret for de nye mandatområder Palæstina og Irak.

Den 1. marts rejser han til Cairo, hvor man enes om at dele mandatområdet Palæstina i en øst- og vestdel langs Jordanfloden. Østdelen kaldes fra nu af Transjordanien, og man anerkendte Husseins anden søn, Abdullah, Feisals bror, som Emir af Transjordanien under den britiske mandatmagt.

Fra Cairo drog Churchill til Jerusalem, besøgte Herbert Samuel og mødtes med repræsentanter for de to befolkningsgrupper i området.

Mousa Kazem Pasha El-Hussaini, som førte ordet, havde siddet i den osmanniske administration og fra 1918-20 været borgmester i Jerusalem. Han repræsenter den 3. Palæstina-arabiske kongres, der sad i Haifa.

Haifakongressens præsident, Mousa Kazem Pasha, forelagde følgende memorandum:

 

… Kongressen er … virkelig repræsentativ for Palæstina og dets talerør. Alle klasser er repræsenteret i den på lovlig vis. Byer, landsbyer, industri og landbrug – altså alle en nations levende udtryksformer – anerkender dens lederskab …

Araberne, der støtter sig til deres sags retfærdighed, føler sig overbevist om, at den unaturlige opdeling af deres land en dag vil forsvinde[36]…

Vi vil nu gå over til at analysere Balfourdeklarationen og vise, hvordan den er til skade for araberen, palæstinenseren og britten.

a. Ud fra et juridisk synspunkt

Et land er dets indbyggeres ejendom med tilhørende rettigheder og privilegier af borgerlig art, det udgør nationens arvegods, som er blevet overdraget fra fader til søn. Palæstinas folk har arvet landet fra sine forfædre, som disse har gjort det efter dem, der var gået forud. Derfor er Palæstina med luft, vand, jord og veje, handel, industri og agerbrug nationens uafhændelige besiddelse, og hverken England eller nogen anden magt kan tildele udlændinge andel i denne arv. Men palæstinenserne er i færd med at miste deres førstefødselsret i kraft af jødisk indvandring og takket være mr. Balfours deklaration, som er blevet forkastet i pressen, på talerstolen og over for den amerikanske kommission [37]

b. Det historiske synspunkt.

Zionisterne og Storbritannien appellerer til historien for at få deres krav bekræftet. Det påstås, at jøderne ejer landet for bestandigt, fordi de i en vis periode af historien erobrede det. Dette argument er mere poetisk end logisk. Skulle man rette sig efter det, burde araberne stille krav om Spanien, eftersom de engang erobrede det, og udviklede en høj civilisation dér. Hvorfor skal Palæstina gives tilbage til jøderne, når Spanien skal forblive på spanske hænder? …

Selv da jøderne for omkring 4000 år siden havde Palæstinas i deres besiddelse, blev deres ret dertil altid bestridt af naboerne. Hele perioden var fyldt med krige, oprør, religiøs og politisk ophidselse samt indre uro; kun under kong Salomon herskede der fred.[38] Men araberne havde i lang tid Palæstina i uforstyrret besiddelse, indtil korsfarerne ankom, og derefter overtog de igen for anden gang landet, efter at de først med udgydelsen af strømme af blod havde overtaget det efter romerne. For øvrigt holdt de altid fred med naboerne – en bedrift, som israelitterne ikke kan smykke sig med.

c) Det moralske synspunkt

I mange lande har jøderne været blandt de mest aktive talsmænd for nedbrydende kræfter, især hvor de fra indflydelsesrige poster har været i stand til at gøre større skade. Det er almindelig kendt, at Ruslands sammenbrud helt eller for største delens vedkommende skyldtes jøderne, ligesom de også må tilskrives skylden for en stor del af Tysklands og Østrigs sammenbrud …

Desuden holder jøderne sig til sig selv og for sig selv, de blander sig ikke med naboerne. De ønsker at nyde godt af et lands privilegier og fordele, men vil ikke yde noget til gengæld …

På denne måde lider Palæstina under sine jødiske kolonier. Hvor disse findes, har den omliggende bondebefolkning måttet sælge og flytte væk. På grund af deres selvtilstrækkelighed vil jøderne ikke beskæftige indfødte, hvis de kan undgå det, eller handle i deres forretninger eller gavne dem på nogen måde …

Forventer Europa, at araberne skal bo og samarbejde sammen med sådan en nabo? Ville det ikke være bedre, om England fandt et land til den i de vidtstrakte ubeboede områder i sit store imperium?

Af alle de ovennævnte grunde anmoder vi i retfærdighedens og rettens navn om, at

1. Princippet om et national hjem for jøderne opgives,

2. Der oprettes en national regering, som skal være ansvarlig over for et parlament, valgt af det palæstinensiske folk, som befandt sig i Palæstina før krigen.

3. Jødisk indvandring standses, indtil en national regering er blevet dannet.

4. Love og regulativer fra før krigen opretholdes, alle de andre, der er kommet til efter den britiske besættelse, ophæves, og nye love indføres ikke, før en national regering er blevet dannet.

5. Palæstina skilles ikke fra sine søsterstater[39]

På den arabiske Palæstinakongres´ forretningsudvalgs vegne

Mousa Kazem El-Hussaini, formand

Kilde 42: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-arabernes deputation – 28. marts 1921

Lad mig først forklare, hvorfor jeg modtager Dem her. Jeg tog ud til Cairo for at holde en konference, især om Mesopotamien, og da jeg var så nær ved, inviterede min ven, Sir Herbert Samuel, mig til at aflægge ham et besøg i Palæstina, så jeg kunne se noget af landet og drøfte nogle af dets problemer med ham på stedet. Tro ikke, jeg er kommet her for at overflødiggøre ham…

For det første har De bedt mig om at ophæve Balfourdeklarationen og standse indvandringen af jøder til Palæstina. Det står ikke i min magt at gøre det, men hvis det gjorde, nærer jeg ikke noget ønske om det. Den britiske regering har med Mr. Balfour som talerør givet sit ord på, at den ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, og dette indebærer uundgåeligt jødisk indvandring til landet. Mr. Balfour og den britiske regerings deklaration er blevet ratificeret af de allierede magter, som sejrede i den store krig[40]; deklarationen blev endog udstedt, mens krigen stadig stod på, og sejr og nederlag var lige sandsynlig. Den må derfor betragtes som en af de kendsgerninger, der definitivt er blevet slået fast med den store krigs sejrrige afslutning …

Desuden er det så indlysende rigtigt, at jøderne, der er spredt over hele verden, får et nationalt center og et nationalt hjem, hvor nogle af dem kan blive genforenet. Hvor kunne det blive andre steder end i Palæstina, som de har stået i dyb og inderlig forbindelse med i over 3000 år? Vi tror, det bliver godt for verden, godt for jøderne og godt for Det britiske Imperium. Men vi tror også, at det bliver godt for de arabere, der bor i Palæstina, og det er vor hensigt, at det skal blive godt for dem, således at de ikke kommer til at lide eller blive undertrykt i det land, hvor de bor, eller bliver nægtet deres andel i alt det, der fremmer dets udvikling og velstand, og her vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på Balfourdeklarationens anden del, som højtideligt og udtrykkeligt lover Palæstinas indbyggere hel og fuld beskyttelse af deres borgerlige og politiske rettigheder. De gør mig ondt at høre, at De i den skrivelse, De lige har læst op, ikke tillægger løftet nogen værdi …

Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på Mr. Balfours omhyggelige og nøjagtige ordvalg. Han talte om ”oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina”. Han sagde ikke, at han ville gøre Palæstina til jødernes nationale hjem. Forskellen mellem disse to ting er af største betydning. At der skal være et nationalt hjem for jøderne i Palæstina betyder ikke, at det skal ophøre med at være andre folks nationale hjem, eller at der vil blive dannet en jødisk regering, der skal herske over det arabiske folk …

Jeg tror ikke, De behøver at nære ængstelse og uro med hensyn til fremtiden. Den britiske regering har lovet, at den bevægelse, der kaldes den zionistiske, skal have en rimelig chance her i landet, og den britiske regering vil gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre dette. Men om zionismen kan lykkes, afhænger trods alt af dens egne fortjenester. Vi kan ikke tolerere, at et folk opsluger et andet, eller at et sæt nationale idealer trampes under fode, for at et andet kan komme op at stå … De kan med Deres egne øjne se det arbejde, der allerede er udført af jødiske kolonier i mange dele af landet, hvordan øde sandstrækninger er blevet genopdyrket, og blomstrende landbrug og orangelunde er kommet i stedet … Den skrivelse, De lige har læst op, fremmanede et strålende billede af tingenes herlige tilstand i Palæstina under det tyrkiske styre. Alle gjorde, hvad de havde lyst til, skatterne var lave, retsudøvelsen hurtig og upartisk, håndværk, handel, undervisning og kunst blomstrede. Det var et vidunderligt billede, men det har intet som helst at gøre med virkeligheden, for hvorfor gjorde den arabiske race ellers oprør mod disse himmelske forhold?[41] Billedet er øjensynlig overdrevet, men hvad er sandheden?

Sandheden er, at landet har været stærkt forsømt i fortiden, har sultet og er endog blevet sønderlemmet af det tyrkiske vanstyre[42]. Der er ingen grund til, at Palæstina ikke skulle kunne skaffe underhold til et større antal mennesker, end det gør i dag, og at de alle ville få en højere levestandard.

Så ville De komme og sige: Skal vi i håbet om materiel gevinst lade os blive kostet rundt med af et utal af fremmede, som kommer hertil over havet og er bragt sammen fra hele verden? Mit svar er: Nej, dette vil ikke ske, dette vil aldrig ske. Jødisk indvandring til Palæstina kan kun finde sted, hvis den skaffer sig plads ved lovlige og ærlige midler … Den nuværende regeringsform vil fortsætte i mange år, og vi vil skridt for skridt udvikle repræsentative institutioner, der fører frem til fuldt selvstyre. Alle vi, der er til stede her i dag, vil have forladt den jordiske tilværelse, før det er helt gennemført, og det vil også være tilfældet med vore børn og børnebørn. Jøderne behøver arabernes hjælp på ethvert stadium, og jeg tror det vil være klogt af dem at give dem hjælp, støtte og opmuntring under deres vanskeligheder …

Kilde 43: Palæstina-jødernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921

Det jødiske Nationalråd [43] for Palæstina, der repræsenterer jøderne her i landet er og valgt af den jødiske nationalforsamling [44], som er trådt sammen på grundlag af almindelige valg af den voksne jødiske befolkning i hele Palæstina, ønsker over for Dem på den jødiske befolknings vegne i Palæstina at udtrykke sin dybeste taknemmelighed overfor den britiske regering, som var den første, der erklærede sig villig til at bistå med at genopbygge det jødiske nationale hjem i Palæstina.

I de lange udlændighedsår[45] har det jødiske folk altid holdt kærligheden til landet og dets strålende fortid i live. Troen på, at folket en dag ville vende tilbage til sit gamle land har holdt det i live under de hårdeste trængsler i alle dele af verden, og Storbritanniens løfte om at bistå ved genopbygningen af Israels nationale hjem har fyldt alle jødiske hjerter med taknemmelighed.

Det jødiske folk har ydermere grund til at være taknemmeligt, fordi Storbritannien påtog sig mandatet over Palæstina og den opgave at genoprette det jødiske nationale hjem her i overensstemmelse med folkeforbundets vedtagelse. Vi stoler på, at det vil blive muligt at føre denne vedtagelse ud i livet ved at give Palæstina sine historiske grænser[46] og rette dem til, så de dækker behovene for dets fuldstændige uafhængige økonomiske udvikling, som beror på vandkraften og kornkamrene mod nord og øst.

Palæstinas jøder og sammen med dem det jødiske folk i alle lande ser i udnævnelse af Hans Højvelbårenhed Sir Herbert Samuel, en jødisk medbroder, til højkommissær over vort historiske land det første praktiske skridt hen imod virkeliggørelsen af den britiske regerings erklæring, som blev givet gennem Mr. Balfour den 2.november 1917, og opfyldelsen af de allierede magters vedtagelse i San Remo den 24. april 1920[47]…

Den jødiske kolonisations historie i Palæstina er et bevis på de store fordele, som jødisk arbejde har bragt indbyggerne i landet. De kolonier, som jøderne har oprettet i løbet af de sidste 40 år[48], har omskabt øde områder til blomstrende haver … Disse områder, hvor tidligere kun de omvandrende beduiners hjorde græssede, og endda kun nogle få uger om året, er nu blevet tæt befolkede bebyggelser med fabrikker og industrier. De omfatter allerede en befolkning på ca.15.000 mennesker og vil efter særlige tekniske forbedringer være i stand til at opsuge et tilsvarende antal nyankommende i den nærmeste fremtid. Gennem disse kolonier tjener mange tusinder af ikke-jøder i nabolaget til livets ophold. …

Arbejdet med at give landet nyt liv fortsættes. Ud over folk med midler til at bygge og oprette fabrikker, udvikle handel og industri, er der tusinder af unge mænd, som er flygtet fra deres ødelagte hjem i Østeuropa for at give deres styrke og energi til deres eget land. Blandt dem er der lærere, læger, studenter og kontorpersonale, hovedparten i deres bedste alder. De slider hårdt med at anlægge veje og udtørre sumpe for at yde deres indsats i opbygningen af landet.

Jøderne er ivrige efter at yde deres bidrag til forsvaret af deres fædreland. De har allerede givet bevis på deres beredvillighed til opofrelse, da de i tusindvis under den store krig lod sig indrullere fra Palæstina og andre lande i de jødiske bataljoner, der kæmpede sammen med den britiske hær for Palæstinas befrielse. Efterhånden som Palæstina udvikler sig økonomisk ved jødisk indvandring, jødisk kapital og jødisk nidkærhed – vil landets evne til selvforsvar tilsvarende øges.…

Under overvejelserne angående det jødiske hjems nutid og fremtid må det som et grundlæggende princip accepteres, at det jødiske folk i hele verden er uadskilligt forbundet med Palæstina og dets fremtid. Blandt mandatmagtens praktiske forholdsregler til fremskyndelse af det nationale hjems udvikling foreslår vi en politik med tæt bosættelse på landet, forbedring af landets sundhedstilstand, indførelse af et bedre system med hensyn til veje og andre kommunikationsmidler, overdragelse til det jødiske folk af statens jord[49] og andre landområder, der ligger udyrkede hen og ikke har private ejere, så det kan tage sig af deres udvikling og ligeledes af udviklingen af landets naturforekomster.

Kilde 44: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-jødernes deputation – 28. marts 1921

Jeg har lige overstået modtagelsen af en deputation, der repræsenterede nogle af landets muslimske indbyggere og jeg sagde ligeud til dem, at der ikke kunne blive tale om at afvige fra de principper, som er blevet fremsat af mr. Balfour i hans deklaration. Jeg fremhævede over for dem, at principperne er af dobbelt karakter: for det første ser den britiske regering med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina, for det andet skal gennemførelsen deraf finde sted uden skade for og uretfærdighed mod landets arabiske og kristne indbyggere[50], som til sammen naturligvis er i overvældende flertal …

Når jeg kommer tilbage til London, vil jeg uden tvivl få at vide, at det ikke ville være nødvendigt at opretholde en stor britisk garnison med så store udgifter for landet, hvis det ikke havde været på grund af den zionistiske bevægelse. De og det jødiske samfund i hele verden må hjælpe mig, så jeg kan svare på modstandernes kritik. Jeg vil gerne kunne sige, at der finder en stor begivenhed sted her, en begivenhed ad betydning for verdens skæbne. Den finder sted uden skade for eller uretfærdighed mod nogen … Jeg nærer et oprigtigt håb om, at Deres sag må lykkes. Jeg kender Deres store energi og ved, hvor store vanskelighederne er på ethvert stadium. De har min varmeste sympati med Deres anstrengelser for at overvinde dem. Hvis jeg ikke troede på, at De var besjælet af den højeste retfærdighedssans og idealisme, og på, at Deres arbejdet bliver til velsignelse for hele landet, ville jeg ikke nære de store forhåbninger, jeg gør, om, at Deres arbejde til sidst bliver fuldført.

Jeg tror, vi har givet det den bedste chance for at blive fuldført med Hans Majestæts udnævnelse af sir Herbert Samuel …

Jeg siger Dem mange tak, fordi De har villet se mig. Jeg føler mig meget beæret over den ulejlighed, De har gjort Dem. Jeg har læst den skrivelse, De har udarbejdet, med stor interesse og sympati, og jeg vil forelægge den for det britiske kabinet, når jeg kommer hjem …

Kilde 45: Uddrag af mandatforordningen for Palæstina – 24. juli 1922

Som aftalt i San Remo og derpå fastslået i Sèvres-traktaten – fredstraktaten med Det osmanniske Rige – den 10. august 1920, skulle Palæstina være et mandat i overensstemmelse med artikel 22 i Folkeforbundspagten.

Mandatordninger herunder, udarbejdet af den engelske regering, blev efterfølgende godkendt af Folkeforbundet:

 

Artikel 1: Mandatmagten får den fulde lovgivende og udøvende magt, bortset fra, hvor den er begrænset af bestemmelserne for dette mandat.

Artikel 2. Mandatmagten er ansvarlig for, at det i politisk, administrativ og økonomisk henseende bliver muligt at sikre oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina, således som det er nedfældet i fortalen[51], og for at der udvikles selvstyrende organer, samt at alle indbyggeres borgerlige og religiøse rettigheder i landet opretholdes uden hensyn til race og religion.

Artikel 3. I det omfang, omstændighederne tillader det, skal mandatmagten fremme lokalt selvstyre.

Artikel 4. Et særligt jødisk bureau[52] skal have officiel anerkendelse som rådgivende organ for administrationen i Palæstina og samarbejde med den i sager af økonomisk, social og anden art, som måtte angå oprettelsen af det jødiske nationale hjem og den jødiske befolknings interesser i Palæstina, samt bistå med og deltage i udviklingen af landet, dog altid under kontrol af administrationen.

Zionistforbundet skal anerkendes som bureau, under forudsætning af, at mandatmagten anser dets organer for brugbare. Det skal forhandle med Hans britiske Majestæts regering og formidle samarbejdet mellem alle jøder, som er villige til at hjælpe med til oprettelsen af de jødiske nationale hjem.

Artikel 6. Samtidig med, at administrationen i Palæstina skal sørge for, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke tilsidesættes, skal den lette jødisk indvandring ved passende forholdsregler, og den skal i samarbejde med det i art. 4 nævnte bureau virke for samlede bebyggelser på landet af jøder, bl.a. på statens jord og på den uopdyrkede jord, der ikke er nødvendig for almenvellet.

Artikel 7: Administrationen i Palæstina er ansvarlig for, at der udstedet en nationalitetslov. Loven skal i sin udformning indeholde bestemmelser, der gør det lettere for jøder, der tager fast ophold i Palæstina, at opnå palæstinensisk indfødsret.[53]

Artikel 11. … Administrationen kan give det i art. 4 omtalte jødiske bureau lov til på rimelige og reelle vilkår at opføre offentlige værker og drive såvel dem som samfærdselsmidler[54] og hvad der ellers kan være til nytte for almenheden, samt til at udvikle landets naturforekomster, i tilfælde af, at administrationen ikke selv tager sig deraf. Enhver ordning skal indebære, at såvel det direkte som det indirekte udbytte, der fordeles af bureauet, ikke overstiger en rimelig rente af kapitalen: udbytte derudover nyttiggøres til gavn for landet på en måde, som kan godkendes af administrationen.

Artikel 22. Engelsk, arabisk og hebræisk skal være Palæstinas officielle sprog. Alle arabiske bekendtgørelser og indskrifter på frimærker og mønter i Palæstina skal gentages på hebraisk, og alle hebraiske bekendtgørelser og indskrifter skal gentages på arabisk.

Artikel 25. I de områder, der ligger mellem Jordanfloden og Palæstinas fremtidige østgrænse[55] har mandatmagten med folkeforbundets samtykke ret til at udsætte eller udskyde indførelsen af mandatbestemmelser, som den måtte finde uanvendelig for de eksisterende lokale forhold …[56]

Artikel 27. Til ændring af mandatbestemmelserne kræves folkeforbundets samtykke[57]

Kilde 46: Den britiske Hvidbog – 1939

Som det fremgår af den historiske gennemgang blev det mere og mere vanskeligt for Storbritannien at opfylde løfterne i Balfourdeklarationen.

Palæstina-araberne gjorde større og større modstand mod den jødiske indvandring, der var steget voldsomt i 1930´erne efter Hitlers magtovertagelse. En rundbordskonference i London i februar-marts 1939 førte ikke til noget resultat.

Araberne forlangte Palæstinas uafhængighed[58] og standsning af den jødiske indvandring. Jøderne kræver, at Balfourdeklarationen omsider blev opfyldt og at der åbnedes helt for indvandring – især de tyske jøder prøvede på dette tidspunkt – efter novemberpogromen/Krystalnatten i november 1938, på alle måder at slippe ud af Tyskland.

Chamberlains regering udstedte da nedenstående Hvidbog.

En hvidbog er en kritisk dokumentation og partsindlæg over for offentligheden. Den belyser sammenhængene på et område, som er genstand for debat, og er ofte udformet som en statusrapport – navnet skyldes omslagets farve på sådanne rapporter.

Uddrag af Den britiske Hvidbog 1939:

 

I. FORFATNINGEN

4. Det er blevet hævdet, at udtrykket ”et nationalt hjem for det jødiske folk” indebar en mulighed for, at Palæstina til sin tid kunne blive en jødisk stat eller et jødisk statssamfund … Hans Majestæts regering erklærer hermed utvetydigt, at det ikke er et led i dens politik at gøre Palæstina til en jødisk stat. Tværtimod, den vil betragte det som stridende mod sine forpligtelser over for araberne under mandatet …

7. De arabiske delegationer[59] har under de nyligt stedfundne drøftelser gentaget påstanden om, at Palæstina ligger i det område, hvor sir Henry McMahon[60] i oktober 1915 gik ind på at anerkende og støtte arabisk uafhængighed … Regeringen må af de grunde, som dens repræsentanter har anført i den her foreliggende rapport som sit synspunkt fastholde, at hele Palæstina vest for Jordan-floden blev undtaget fra sir Henry McMahons løfte, og kan derfor ikke acceptere, at McMahon-korrespondancen udgør et retfærdigt grundlag for kravet om, at Palæstina skal omdannes til en arabisk stat.

10. … Angående sine hensigter med hensyn til Palæstinas fremtidige regering erklærer Hans Majestæt følgende:

1) I Palæstina er det Hans Majestæts regerings mål indenfor 10 år at oprette en uafhængig stat, knyttet til Det forenede Kongerige ved et traktat, der på tilfredsstillende måde dækker begge landes handelsmæssige og strategiske behov i fremtiden. Forslaget om oprettelse af en uafhængig stat indebærer, at Folkeforbundsrådet bliver taget med på råd angående mandatets ophør

2) I den uafhængige stat skal arabere og jøder tage del i regeringen på en sådan måde, at der skabes sikkerhed for, at begge samfunds vigtigste interesser tilgodeses.

3) Forud for oprettelsen af den uafhængige stat skal der være en overgangsperiode, i hvilken Hans Majestæts regering beholder ansvaret for landets regering.

8) … Hvis der efter 10 års forløb viser sig, at omstændighederne stik imod Hans Majestæts regerings forhåbninger kræver udsættelse af oprettelsen af en uafhængig stat, vil den rådføre sig med repræsentanter for Palæstinas befolkning, folkeforbundsrådet og de arabiske nabostater, før den beslutter sig til en udsættelse. Hvis Hans Majestæts regering kommer til den konklusion, at udsættelse er uundgåelig, vil den invitere parterne til at samarbejde om en udformning af planerne for fremtiden med henblik på, at det ønskede mål kan nås på det tidligst mulige tidspunkt. …

II. INDVANDRINGEN

13. …  Lige siden udstedelsen af Balfourdeklarationen har den britiske regering håbet på, at den arabiske befolkning efterhånden ville forsone sig med den øgede vækst af det jødiske nationale hjem i anerkendelse af fordelene ved en jødisk bosættelse i og udvikling af Palæstina. Dette håb er ikke gået i opfyldelse. Alternativerne for Hans Majestæts regering er nu: 1) at udvide det jødiske nationale hjem ved ubegrænset indvandring imod den derboende arabiske befolknings udtrykkelige ønske. 2) kun at tillade yderligere udvidelse af det jødiske nationale hjem ved indvandring, hvis araberne er villige til at affinde sig dermed … Efter alvorlige overvejelser og under hensyntagen til, at det jødiske nationale hjem i høj grad er blevet hjulpet frem de sidste 20 år, har den britiske regering derfor besluttet, at tiden nu er inde til at antage det andet af de ovenfor nævnte alternativer.

14. …

1) I løbet af de næste 5 år skal den jødiske indvandring være af en sådan størrelsesorden, at den bringer den jødiske befolkning op på nogenlunde 1/3 af landets samlede befolkning, hvis den økonomiske kapacitet muliggør en absorbering[61]. Hvis man i beregningerne medtager de arabiske og jødiske befolkningsgruppers forventede naturlige tilvækst og antallet af illegale jødiske indvandrere[62], der for øjeblikket befinder sig i landet, indebærer det, at ca. 75.000 indvandrere fra begyndelsen af april i år kan få adgang i løbet af de næste 5 år. Med den økonomiske absorberingsmulighed som kriterium vil indvandrerne få adgang således:

a) i hvert af de næste fem år vil et kontingent på 10.000 jøder få adgang, forstået således, at et underskud det ene år kan føjes til kontingenterne i de følgende af den 5-årige periode, hvis mulighederne før økonomisk absorbering tillader det.

b) som bidrag til løsningen af det jødiske flygtningeproblem[63] vil der blive givet adgang til yderligere 25.000 flygtninge med særlig hensyntagen til flygtningebørn[64] og pårørende, så snart højkommissæren har fået vished for, at der er sørget for deres underhold.

3) Når de 5 år er gået, vil der ikke blive givet tilladelse til yderligere jødisk indvandring, medmindre araberne i Palæstina er rede til at affinde sig dermed.

4) Hans Majestæts regering er besluttet på at standse den illegale indvandring, og yderligere foranstaltninger vil blive taget i anvendelse. Det antal illegale jødiske indvandrere, som det på trods af disse forholdsregler lykkes at komme ind i landet, og som ikke kan deporteres, vil blive fradraget det årlige kontingent.[65]

III. LANDET

16. … Rapporter fra adskillige ekspertkommissioner har vist, at der på grund af naturlig tilvækst i den arabiske befolkning og det stadige salg af arabisk jord til jøder i visse områder i de senere år, ikke er mulighed for yderligere overdragelse af arabisk jord. I andre områder må jordoverdragelser af den art indskrænkes, hvis de arabiske bønders nuværende levestandard skal opretholdes, og en jordløs arabisk befolkning af betydeligt omfang undgås. Som følge af disse omstændigheder vil der blive givet højkommissæren fuldmagt til at forhindre jordoverdragelser og til at regulere sådanne. Disse magtbeføjelser gælder fra den dag, erklæringen herom offentliggøres, og de skal bero hos højkommissæren i hele overgangsperioden.

Kilde 47: Biltmore-programmet – 11. maj 1942

Hvidbogen var en katastrofe for jøderne. De sidste måneder før krigen bryder ud, er der lukket for jødisk indvandring i Palæstina. Med 2. Verdenskrigs start 1. september 1939 er det for sent for Polens jøder, senere også for jøderne i Vesteuropa.  Og fra 1941 for jøderne fra De baltiske Lande og hele Østeuropa.

I USA, der i december 1941 var trådt ind i 2. Verdenskrig, holdt det amerikanske Zionistforbund møde på hotel Bitmore i New York og vedtog her det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agencys forretningsudvalg:

 

1. Amerikanske zionister, forsamlet til ekstraordinært møde, bekræfter deres urokkelige hengivenhed over for demokratisk frihed og international retfærdighed, som De forenede Stater i samarbejde med de andre Forenede Nationer[66] har viet sig til, og udtaler deres tro på humanitetens og retfærdighedens endelige sejr over lovløshed, råhed og tvang.

2. Mødet sender et budskab med håb og opmuntring til sine jødiske landsmænd i ghettoerne[67] og koncentrationslejrene[68] i et Europa, der er domineret af Hitler, og beder til, at frihedens time ikke må være langt borte fra dem.

3. Mødet sender sine varmeste hilsener til Jewish Agencys forretningsudvalg i Jerusalem, til Va´ad Leumi[69] og til hele Jishuv´en[70] i Palæstina samt udtrykker sin dybe beundring for deres udholdenhed og resultater på baggrund af de farer og vanskeligheder, der møder dem. De jødiske mænd og kvinder på markerne og i fabrikkerne og de tusinder af jødiske soldater[71], der har løst deres opgave med ære og udmærkelse i Grækenland, Etiopien, Syrien, Libyen og på andre slagmarker, har levet op til deres folks forventninger og er rede til at påtage sig en nations rettigheder og pligter.

4. I løbet af vor generation, især i de sidste 20 år, er det jødiske folk vågnet op og har omformet sit gamle hjemland: fra 50.000 ved slutningen af sidste krig er deres antal vokset til over 500.000. De har fået øde steder til at bære frugt og ørkenen til at blomstre. Deres resultater som foregangsmænd indenfor landbrug og industri, hvor de har bestræbt sig på at anvende nye former for samarbejde[72], har føjet et betydningsfuldt blad til kolonisationens historie.

5. De arabiske naboer i Palæstina har fået del i de nye værdier, der på denne måde er blevet skabt. …

6. Mødet anmoder om gennemførelse af Balfourdeklarationen og mandatets oprindelige mål, som var at give det jødiske folk mulighed for at grundlægge et jødisk statssamfund i Palæstina, hvilket blev fastslået af præsident Wilson ”i erkendelse af det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina”[73]

Mødet bekræfter sin urokkelige forkastelse af Hvidbogen af maj 1939[74] og benægter dens moralske og lovlige gyldighed … Hvidbogens politik er grusom og uforsvarlig, idet den nægter jøder, der er flygtet fra naziforfølgelserne, et fristed; og fra det tidspunkt, da Palæstina blev et brændpunkt i De forenede Nationers krigsfront, og jødernes bidrog med alt til rådighed stående mandskab i landbrug, fabrikker og lejre, kom den i direkte modstrid med de allieredes interesser i deres krigsanstrengelser.[75]

7. I kampen mod de aggressive og tyranniske kræfter, hvis første ofre var jøderne, og som nu truer det jødiske nationale hjem, bør der anerkendes jøderne i Palæstina fuld ret til at spille deres rolle i krigen og forsvare deres land med en jødisk militærstyrker, der kæmper under eget flag[76] og under De forenede Nationers overkommando.

8. Mødet erklærer, at den nye verdensorden, der følger på sejren, ikke kan hvile på en grundvold af fred, retfærdighed og lighed, medmindre problemet om jødernes hjemløshed finder sin endelige løsning.

Mødet opfordrer til, at Palæstinas porte åbnes, at Jewish Agency overdrages kontrollen med indvandringen til Palæstina og den fornødne myndighed til at opbygge landet, herunder også at udvikle dets ubeboede og uopdyrkede områder. Mødet opfordrer også til, at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden.

Noter

[1] Faktisk havde Emir Hussains søn, Feisal,  allerede den 5. oktober 1918 – fem dage efter at engelske og arabiske tropper var rykket ind i byen – udråbt et selvstændigt Arabien i Damaskus. Franskmændene smider dog Feisal ud i juli 1920.
[2] Weizmann drog selv i spidsen for en sådan kommission af sted til Palæstina 8.marts 1918.
[3] Det har ikke været muligt at finde, hvad Sir Mark Sykes – manden bag Sykes-Picot-aftalen med Frankrig – havde forudsagt om forholdene i Palæstina med hensyn til arbejdskraften.
[4]  Armenierne udgjorde en større gruppe af Jerusalems befolkning – i den gamle by i Jerusalem er der 4 kvarterer – og det ene er det armenske omkring Sct. Jakob-klostret. Der har været armeniere I Jerusalem helt tilbage fra det 4.årh., hvor Armenien gjorde kristendommen til statsreligion, og armenske munke slog sig ned i Jerusalem. Bemærk også, at Gravkirken er delt mellem den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og Den armenske Kirke.

[5]  ”duly accredited agents” – altså diplomatiske udsendinge
[6] Balfourdeklarationen
[7] Juridisk formulering – nedenfor følger håndskrevne underskrifter
[8] På engelsk står ”If the Arabs are established”
[9] Hussein ibn Ali – fyrsten af Hedjaz, emir i Mekka
[10] ) Det er vigtigt for Feisal at understrege, at han taler på alle araberes verden, idet det allerede under krigen var kommet frem, at der var flere andre, der mente, at slægten nede fra Hedjaz ikke var de bedst egnede til at styre hele den arabiske verde.
[11] Område mellem Syrien og Irak
[12] Område i det nuværende Oman
[13] Mosul, Bagdad og Busra
[14] Det klassiske navn for Irak
[15] Der var evindelige stridigheder om overherredømmet over de forskellige stammeområder. Mest betydning for eftertiden blev Saud-slægten, der i 1824 havde grundlagt en saudiarabisk stat med centrum i Riyadh. I slutningen af 1800-t. blev Saudslægten udmanøvreret af Rashidslægten og måtte søge tilflugt i Kuwait. I 1902 lykkedes det imidlertid Ibn Saud at generobre Riyadh og sikre sig magten i al-Najd
[16]  Som nævnt andetsteds: Også i første halvdel af de 20.årh. tales om racer som et biologisk begreb
[17] Jvf aftalen mellem Feisal og Weizmann – se forrige kilde (34)

[18] Man ender med at have to forskellige slags råd: Det ene, det lokale jødiske Nationalråd (Va’ad Le’umi), der var valgt af den jødiske nationalforsamling i Palæstina (Asefat HaNivharim) – og så Jewish Agency, der oprettes så sent som 1929  (HaSochnut HaYehudit L’Eretz Yisra’el)
[19] Carte blance er et fransk udtryk, der egentlig betyder ”hvidt kort” – de skulle altså ikke på forhånd have en masse instrukser, men uindskrænket fuldmagt til at finde ud af, hvad situationen rent faktisk var dernede.
[20] Georges Clemenceau (1841-1929( var Frankrigs premierminister 1906-09 og 1917-20.
[21] Syrien var det område, Frankrig ønskede at få og mente at have krav på efter Sykes-Picot-aftalen
[22] På dette tidspunkt er planen, at de armensk befolkede områder, hvor tyrkerne fra 1915 havde begået folkedrab mod de kristne armeniere, sammen med russiske armensk befolkede områder skulle udgøre et stort og selvstændigt Armenien – intet af dette blev til noget, da det nye Sovjetrusland indtog området og gjorde det til en armensk ”sovjetrepublik”, der fra 1922 blev en del af Sovjetunionen
[23]  Frankrig havde fra 1830 haft magten i Algeriet og fra 1881 havde Tunesien været et fransk protektorat.
[24] Feisal havde været leder af den arabiske oprørshær, der sammen med englænderne havde erobret Palæstina og Syrien – fra 1917 med den engelske arkæolog T:E:Lawrence – ”Lawrence of Arabia” – som forbindelsesofficer.
[25] ”Tyrkiske mandater” er et lidt misvisende udtryk – det var jo netop de ”ikke-tyrkiske” områder, man ville tage fra Det osmanniske Rige, som så i højere grad ville blive en tyrkisk nationalstat.
[26] David Lloyd George (1863-1945) var britisk premierminister 1916-1922
[27] I noget af det, der ikke er med her, tales om Wilsons ideer om folkenes selvbestemmelsesret
[28] Et forenet Syrien: Heller ikke Syrien er jo på dette tidspunkt defineret med nogle bestemte grænser. Derfor ønsker nogle, at hele den nordvestlige del af Den arabiske Halvø (incl. Palæstina) skal være et forenet Syrien under Feisals ledelse
[29] Jesus er jo en vigtig profet i islam
[30] De, der underskriver fredsaftalen
[31] Forrest i alle 5 fredsaftaler efter 1.Verdenskrig blev Folkeforbundspagten indsat – Folkeforbundet skulle jo være garantien for, at fredsaftalerne holdt.
[32] Balfourdeklartionen
[33] Herbert Samuel havde været medlem af det britiske parlament 1902-1918 og indenrigsminister i 1916 . Han var højkommissær i Palæstina 1920-1925
[34] Se kilde 39 – Sévres-traktaten fra 1920
[35] Fra den del af Palæstina, man allerede nu var ved at gøre til et andet område – Transjordanien
[36] Englænderne er jo ved at dele Palæstina langs Jordan og gøre Østpalæstina til Transjordanien
[37] Den amerikanske kommission – King-Crane-kommissionen – se kilde 38
[38] Salomon – jødisk konge engang i 900-tallet fvt – er en vigtig profet i islam. En muslimsk hjemmeside fortæller: Profeten Salomon (as) var den yngste søn af Profeten David (as), og det var ham, der arvede sin far. Allah skænkede ham den største kongerige som ingen anden konge nogensinde har regeret. Han havde magt over vinden, og kunne bruge den til at dirigere sin trone igennem luften. Både mennesker og jinner tjente ham trofast, og han kunne beordre fuglene til at gennemføre hans befalinger ved at tale til dem med deres eget sprog. Som resultat af disse specielle velsignelser, var Profeten Salomons (as) kongerige meget mægtig og han havde mange lande under sin magt.
[39] Søsterstater – de stater, der nu oprettes, er jo alle 4 nye – det har alle været en del af Det osmanniske Rige – og geografisk vil araberne tale om ”Syrien”
[40] De andre lande tilsluttede sig Balfourdeklarationen, som derfor kom med i Sèvres-traktatens politiske bestemmelser – se kilde 39
[41] Araberne havde jo gjort oprør mod tyrkerne og i 1917/18 sammen med en engelsk hær fra Egypten smidt tyrkerne ud
[42] Som tidligere nævnt opfattede araberne hele det arabiske område som ét – Det osmanniske Rige havde delt det op i flere provinser.
[43] Det jødiske Nationalråd Va´ad Leumi, der fungerede til det Israels første regering tog over i 1948
[44] Den jødiske Nationalforsamling: Asefat HaNivharim – var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden – den fungere til det første Knesset var valgt i 1949
[45] Udlændighedsår: Man taler ofte om jøderne i diasporaen – et græsk begreb, der bliver brugt om folk eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt udenfor hjemlandet.
[46]  Igen er problemet, at ”Palæstina” ikke har historiske grænser – jvf hele den historiske gennemgang. Zionisterne kan her tale om det antikke ”Eretz Israel” – Davids kongerige 3000 år tidligere. Storbritannien har jo nu med Frankrig lavet en grænse mellem de britiske og det franske område, som løber, hvor grænsen i dag går mellem Libanon og Israel – Golanhøjderne er tildelt Frankrig som hørende med til Syrien.
[47] Aften mellem de allierede, der blev til Sèvres-traktaten sener på året – se kilde 30
[48] Den første aliyah – den første indvandring af jøder til Palæstina i nyere tid – begyndte i 1881/82 og varede frem til 1903.
[49] Statens jord – altså jord, som havde været i Det osmanniske Riges besiddelse
[50] Churchill sætter åbenbart lighedstegn mellem arabisk og muslim – mange af de kristne var jo også arabere.
[51] Allerede i fortalen omtales løfterne i Balfourdeklarationen, som nu var fælles allieret politik
[52] Et sådant bureau blev faktisk først oprettet i 1929 – Jewish Agency. Det blev i første omgang Det jødiske Nationalråd (Va´ad Le´umi), der blev samarbejdspartneren
[53] Kun fire år før har området jo været en del af Det osmanniske Rige, først nu skal man til at definere, hvem der er ”palæstinenser” og det bliver altså de, der bor i mandatområdet og de jøder, der ”tager fast ophold i Palæstina”.
[54] Allerede i 1933 lægges 4 jødiske busselskaber sammen til Egged – det største israelske busselskab
[55] Husk igen: Landet øst for Jordan-floden er også en del af Palæstinamandatet, selvom Abdullah allerede året før er godkendt som Emir over ”Transjordanien” – så østgrænsen er grænsen til det andet mandatområde, Irak
[56] I april og maj 1923 bliver Transjordanien helt officielt adskilt fra Palæstinamandatet og Abdullah får øget selvstændighed.
[57] Folkeforbundet gav kort efter sit samtykke til, at denne mandatforordning kun gjaldt for Palæstina vest for Jordanfloden
[58] Transjordanien var blevet næsten uafhængigt allerede i 1926 og blev helt uafhængigt i 1946, hvor Abdullah blev konge
[59] Lidt overraskende havde England foruden repræsentanter for Palæstina-araberne også indbudt repræsentanter for de arabiske stater Irak, Yemen Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien.
[60] Henviser til den korrespondance Sir Henry McMahon havde med den arabiske leder Hussein i Mekka i 1915 om at få ham og hans sønner til at stå i spidsen for et arabisk oprør mod Det osmanniske Rige
[61] Absorbering. At samfundet har mulighed for at optage så mange indvandrere – bolig, arbejde etc
[62] England havde allerede før 1939 prøvet at begrænse indvandringen, så nogle jøder var kommet ind udenom de officielle britiske myndigheder og blev derfor kaldt illegale.
[63] Mange af verdens lande havde i juli året før deltaget i Évian-konferencen i den lille franske by Évian-les Bains om flygtningeproblemet – ingen lande ønskede dog at tage imod flygtninge.
[64] England tog faktisk hjemme i England mod ca. 10.000 jødiske flygtningebørn uden deres forældre i disse måneder
[65] Mellem 1939 og 1943 kom mere end 20.000 ”illegale” indvandrere  – mod 19.000 legale. Efter 1943 steg antallet, da de første områder begyndte at blive befriet fra Nazi-Tyskland og søgte mod Palæstina enten over havet eller gennem Tyrkiet og Libanon.
[66] Da USA trådte ind i krigen besluttede den amerikanske præsident Roosevelt og den engelske premierminister Churchill de mål, man nu sammen kæmpede for mod Nazityskland, Italien og Japan. Man kaldte sig De forenede Nationer (FN) og senere tilsluttede 26 andre nationer sig erklæringer, der er noget af baggrunden for FNs dannelse i 1945
[67] Allerede i 1940 var tyskerne begyndt at samle Polens jøder i særlige områder – ghettoer. Den største var den i Warszawa, der blev oprettet i oktober 1940
[68] Man er endnu ikke klar over, at der allerede i december 1941 i Chelmno i Polen var oprettet en decideret udryddelseslejr, og at der i samme måned, mødet blev holdt, blev oprettet yderligere to i Belzec og Sobibor i det østlige Polen.
[69] Va´ad Leumi – Det jødiske Nationalråd i Palæstina, som var valgt af den jødiske nationalforsamling
[70] Betegnelse for de jødiske indbyggere i Palæstina
[71] Med jødiske soldater tænkes på de jøder, som Royal Airforce nedkastede over de tyskbesatte områder i Polen, så de kunne hjælpe deres jødiske landsmænd. Jødiske enheder havde også deltaget i den allierede invasion af Libanon i 1941 og netop på dette tidspunkt kæmpede jødiske enheder sammen med englænderne mod Rommels Afrikakorps.
[72] En del jøder havde fra starten bosat sig i landsbrugskollektiver, kibbutzer – senere kom også lidt løsere fællesskaber, moshavim til – en form for andelssamfund.
[73] USA’s præsident Woodrow Wilson (1913-21) havde allerede i oktober 1917 givet udtryk for støtte til jødernes ret til selvbestemmelse
[74] Se forrige kilde
[75] Fem måneder før mødet her var den tyske general Rommel startet sin nye offensiv i Nordafrika, der trængte englænderne tilbage til Egypten.
[76] Først i efteråret 1944 gav englænderne efter for det jødiske pres og oprettede en jødisk brigade – The Jewish Brigade, der deltog i de sidste kampe i Italien

Litteratur

Bethell, Nocholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1914-1921. Imperialisme og Nationalisme i Det mellemste Østen. Gyldendal 1975

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.7: Det britiske Imperium i Mellemøsten)

Segev, Tom: One Palestina, Complete. Metropolitan Books, New York 2000

Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)

Links

Litteratur og links

Kilde 32: Den engelsk-franske erklæring – 7. november 1918

Kilde 33: Weizmanns tale i Manchester – 9. december 1917

Kilde 34: Aftalen mellem Feisal og Weizmann – 3. januar 1919

Kilde 35: Emir Feisals memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 29. januar 1919

Kilde 36: Den zionistiske kommissions memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 3. februar 1919

Kilde 37: Referat af hemmeligt møde i Det øverste Råd om de arabiske områder – 20. marts 1919

Kilde 38: Anbefalinger fra King-Crane-kommissionen – 28. august 1919

Kilde 39: Uddrag af Fredstraktaten med Det osmanniske Rige (Sèvrestraktaten) – 10. august 1920

Kilde 40: Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til 1. britiske højkommissær – 6. maj 1920

Kilde 41: Palæstina-arabernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921

Kilde 42: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-arabernes deputation – 28. marts 1921

Kilde 43: Palæstina-jødernes henvendelse til koloniminister Churchill –  28. marts 1921

Kilde 44: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-jødernes deputation – 28. marts 1921

Kilde 45: Uddrag af mandatforordningen for Palæstina – 24. juli 1922

Kilde 46: Den britiske Hvidbog – 1939

Kilde 47: Biltmore-programmet – 11. maj 1942

Kilderne til den osmanniske periode 1517 -1917

Theodor Herzl  (1860-1904) drog efter Dreyfus-affæren tilbage til Wien og skrev bogen ”Der Judenstat” – Den jødiske Stat. Han var nået til den opfattelse, at kun hvis det jødiske folk fik deres egen stat, kunne de leve i fred – når der selv i Frankrig mere end 100 år efter Menneskerettighedserklæringen stadig var så voldsom antisemitisme – hvornår ville det så nogensinde forsvinde?

Jødespørgsmålet

Ingen kan benægte alvoren i jødernes situation. Alle de steder, hvor de bor i større grupper, bliver de mere eller mindre forfulgt[1]. Deres lighed for loven, som er vedtaget ved lov, eksisterer kun på papiret [2]. De holdes ude fra alle højere embeder, både i hæren og på alle andre offentlige og private områder. Man forsøger oven i købet at holde dem ude fra forretningslivet: ”Køb ikke noget af jøderne!”

Aggressionerne stiger dagligt i parlamenter, på møder, i pressen, fra prædikestole, på gaden, på rejser (udelukkelse fra visse hoteller) og selv steder hvor man kommer for at morer sig. Forfølgelsens karakter varierer efter lande og sociale lag. I Rusland bliver jødiske landsbyer særligt beskattede, i Rumænien slår man et par mennesker ihjel, i Tyskland gennemtæsker man dem nu og da, i Østrig terroriserer antisemitterne hele det offentlige liv, i Algeriet findes der omrejsende agitatorer, der udtaler sig mod dem; i Paris bliver jøderne holdt ude fra de såkaldte bedre sociale kredse og afvist fra foreninger. Den anti-jødiske følelse findes i et utal af grader. Men dette skal ikke være noget jamrende forsøg på at klassificere jødernes prøvelser.

Jeg har ikke til hensigt at vække medfølelse for os. Det ville være en tåbelig, nyttesløs og uværdig måde at gå frem på. Jeg vil blot spørge jøderne: er det ikke sandt, at situationen i de lande, hvor vi lever i store antal, bliver mere og mere utålelig for de jødiske advokater, læger, teknikere, lærere, og ansatte af enhver slags? Er det ikke sandt, at hele den jødiske middelklasse er stærkt truet? Er det ikke sandt, at folkemængdens had vendes mod de velhavende iblandt os? Er det ikke sandt, at vores fattige lider meget hårdere end andre fattige?

Jeg tror at dette pres kan føles overalt. I vores økonomiske højere klasser skaber det ubehag, i middelklassen vedvarende og alvorlig ængstelse, og i de lavere klasser ren fortvivlelse.

Sagen er, at det overalt går ud på det samme, og det kan sammenfattes i det klassiske berliner-råb: Juden Raus! (ud med jøderne).

Jeg vil nu formulere jødespørgsmålet i dets korteste form: Skal vi ”ud”? Og hvorhen?

Eller kan vi blive? Og hvor længe?

Lad os først afklare spørgsmålet om at blive, hvor vi er. Kan vi håbe på bedre tider, væbne os med tålmodighed, vente fromt på, at jordens konger og folk skal komme i bedre humør? jeg mener ikke, at vi kan vente at strømmen af uvilje vender sig. Hvorfor? På trods af, at vi står kongerne lige så nær som andre borgere, kan de ikke beskytte os. Det ville vække jødehadet, hvis de viser jøderne for meget velvilje. Med ”for meget” skal forstås mindre end hvad enhver anden almindelig borger eller gruppe har krav på. De folk, som jøderne bor hos, er alle antisemitter, enten skjult eller åbenlyst.

Den brede befolkning har ikke, og kan heller ikke have, nogen forståelse for historien. De ved ikke, at Europas nationer lige nu bliver hjemsøgt af Middelalderens synder. Vi er det, som ghettoen har gjort os til[3] Vi har uden tvivl opnået en førende stilling i finansverdenen, fordi man i middelalderen tvang os ud i det. Nu gentager den samme proces sig. Man tvinger os igen ud i finansverdenen, der nu hedder børsen, fordi man afskærer os fra alle andre erhverv. Men når vi er gået ind i børsforretningen, bliver det en ny grund til at foragte os.  Samtidig frembringer vi til stadighed en overflod af middelmådige intellekter, som ikke kan afsættes, og dette er til lige så stor fare for vores sociale position, som vores stigende velstand er det. De veluddannede jøder, som ingen midler har, bliver alle socialister. Den sociale kamp må i begge tilfælde gå ud over os, fordi vi både i den socialistiske og den kapitalistiske lejr står på de mest udsatte poster.

Antisemitismens årsager

Vi vil ikke igen komme ind på de årsager, der har at gøre med følelser, fordomme og snævre livssyn, men vil begrænse os til udelukkende at se på politiske og økonomiske årsager. Moderne antisemitisme må ikke forveksles med tidligere tiders religiøse jødehad[4] Den tager af og til en religiøs drejning i nogle lande, men hovedstrømmen i denne aggressive bevægelse har ændret sig. I de primære lande, hvor antisemitismen er udbredt, skyldes det jødernes frigørelse (emancipation). Da de civiliserede nationer fik øjnene op for det umenneskelige i diskriminationslovgivningen og gav os borgerret, kom vores borgerret for sent. Dér, hvor vi boede, var det ikke længere muligt at emancipere os ved en lovbestemmelse. For besynderligt nok havde vi i ghettoen udviklet os til et middelklassefolk, og da vi trådte ud af ghettoen, var det blot for at styre direkte ind i en skarp konkurrence med middelklassen. Vores frigørelse placerede os altså pludselig midt i middelklassens kredse, hvor vi er nødt til at udholde et dobbelt pres, både udefra og indefra. Det kristne borgerskab er ikke uvilligt til at ofre os til socialismen, selv om det ikke ville hjælpe stort på sagerne.

Samtidig kan jødernes lige rettigheder for loven ikke trækkes tilbage, nu hvor de er blevet tildelt. Ikke kun fordi det ville være imod tidsånden, men også fordi det med det samme ville drive alle jøder, rige som fattige, ind i revolutionspartiernes rækker[5] . Man kan ikke gøre noget virkelig effektivt for at skade os. Tidligere tog man juvelerne fra jøderne. Hvordan skulle man i dag kunne få fat på vores løsøre? Det udgøres af trykte papirer, som er under lås og slå et eller andet sted i verden – måske i kristne pengekister. Det er selvfølgelig muligt at komme efter andele og obligationer i togbaner, banker og alle slags industrielle foretagender gennem beskatning, og hvor den progressive indkomstskat gælder, kan man efterhånden få tag i alt vores løsøre. Men alle disse indsatser kan ikke rettes mod jøderne alene, og skulle man alligevel gøre brug af dem, ville det umiddelbare resultat være en alvorlig økonomisk krise, som bestemt ikke kun ville ramme jøderne, som ville føle den først. Det, at det er umuligt at ramme jøderne, nærer og forbitrer hadet mod dem. Antisemitismen vokser dag for dag og time for time blandt nationerne; den må faktisk vokse, fordi årsagerne til dens vækst fortsat eksisterer og ikke kan fjernes. Dens fjerntliggende årsag er, at vores mulighed for at blive assimilerede gik tabt i Middelalderen; dens nære årsag er, at vi til overflod frembringer middelmådige intellekter, der ikke kan afsættes hverken opad eller nedad i systemet – det vil sige, at de ikke i nogen retning kan sættes i brug på en sund måde. Når vi falder, bliver vi et revolutionært proletariat — de underordnede officerer i alle revolutionære partier. Og når vi omvendt stiger opad, vokser også vore pengepunges frygtelige magt.

Antisemitismens følger

Det tryk, der øver mod os, gør os ikke bedre. Vi er ikke anderledes end andre mennesker. Vi elsker ikke vore fjender, det er ganske sandt. Men kun den, der formår at overvinde sig selv, har lov til at bebrejde os det. Det er naturligt at trykket hos os avler en fjendtlighed mod vores undertrykkere – og vores fjendtlighed får selvfølgelig trykket til at vokse. Det er umuligt at komme ud af sådan et kredsløb.

jo! vil den naive sværmer sige, jo, det er muligt. Nemlig gennem den magt der ligger i menneskets godhed

behøver jeg virkelig først bevise, hvad dette er for noget sentimentalt vrøvl? Ville man basere en forbedring af situationen på alle menneskers godhed, ja, det ville være en utopi!

Jeg har allerede talt om vores ’assimilering’[6]. Jeg siger intet øjeblik, at jeg ønsker den. Vores personlighed som folk er for historisk berømt og trods alle fornedrelser for stor til, at dens udslettelse er ønskelig. Men vi kunne måske blive optaget og indlemmet i de folk, der omgiver os, hvis man lod os være i fred i to generationer. Man vil ikke lade os være i fred. Efter korte perioder af tolerance vækkes fjendskabet mod også igen. Vores medgang synes at provokere andre, fordi verden i århundrede har været vant til at se de kummerligste af de fattige i os. Af uvidenhed eller snæversyn bemærker man ikke, at vores medgang svækker os som jøder og udvisker det særlige ved os. Kun trykket fører os tilbage til den gamle stamme, kun vores omgivelsers had gør os igen til fremmede.

Sådan er og bliver vi en adskilt gruppe – hvad enten vi vil det eller ej.

Vi er et folk – fjenden gør os til det uden vores vilje, sådan som det altid har været i historien. I dårlige tider står vi sammen, og opdager pludselig vores kraft. Ja, vi har kraft til at skabe en stat, endda en mønsterstat. Vi har alle de menneskelige og økonomiske midler, der er nødvendige til det.

Men hvor?

Skal man foretrække Argentina eller Palæstina ?[7]

Palæstina er vort uforglemmelige historiske hjem. Dette navn alene ville være et mægtigt, gribende samlingsråb for vort folk. Hvis Hans Majestæt Sultanen[8] ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld bringe Tyrkiets finanser fuldstændig i orden. Vi ville dér for Europa kunne danne et stykke af volden mod Asien; vi ville kunne gøre tjeneste som kulturens forpost mod barbariet[9]. Vi kunne som neutral stat stå i forbindelse med hele Europa, der blev nødt til at garantere vor eksistens. For kristenhedens hellige steder lod der sig finde en folkeretslig for eksterritorial status[10]. Vi kunne danne æresvagt om de hellige steder og med vor eksistens hæfte for opfyldelsen af denne pligt. Denne æresvagt kunne for os efter 18.smertelige århundreder blive det største symbol på løsningen af jødespørgsmålet.

Kilde 27: Zionisternes Program fra Basel 1897

Som nævnt i teksten havde Herzl oprindelig planlagt at holde det første møde i sin nye nationale jødiske bevægelse – Zionisterne – i München, men de tyske jødiske ledere afviste klar tanken – så risikerede man jo, at der kunne sættes spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme. Så det blev i Basel i Schweiz, repræsentanter for jøder i mange forskellige lande mødtes i august 1897 og vedtog et program.

Zionismen tilstræber skabelsen af et statsretsligt sikret hjem for det jødiske folk i Palæstina. Kongressen overvejer følgende midler til opnåelse af dette mål:

  1. Bosættelse af jødiske agerbrugere, håndværkere og erhvervsdrivende til fremme af dette formål.
  2. Organisering og sammenslutning af alle jøder gennem lokale og almene foranstaltninger, som landenes love giver mulighed for.[11]
  3. Styrkelse af den jødiske folkefølelse og folkebevidsthed[12]
  4. Forberedende skridt til opnåelse af de regeringstilslutninger[13], der er nødvendige for at opnå zionismens mål.

Kilde 28: Chaim Weizmanns beretning om sit møde med Balfour i 1906

Chaim Weizmann var en af de mange russiske jøder, der havde forladt Zarriget. Han var født den 27.nov. 1874 i i Motal ved Pinsk i guvernementet Grodno, Efter studentereksamen udvandrede han til Tyskland, hvor han fra 1892 studerede kemi ved Technische Hochschule i Darmstadt og fra 1894 ved universitetet i Berlin. I 1897 rejste han til Freiburg im Üchtland i Schweiz, hvor han tog doktorgraden i 1899. Han fik ansættelse som docent i biokemi ved universitetet i Geneve og blev i 1904 professor ved Universitet i Manchester. Han var samtidig en del af den zionistiske bevægelse og havde været meget klar i sin modstand mod det forslag om et jødisk område i Uganda, Englands regering var kommet med i 1903 og som mange zionister havde været parate til at modtage, da overgrebene på Ruslands jøder blev stadig værre.

Charles Dreyfus, der som omtalt var administrerende direktør for anilinfabrikkerne i Clyton og formand for Zionistforbundet i Manchester, var også medlem af byrådet og formand for de konservative i Manchester. Til trods for, at han var en glødende tilhænger af Uganda-planen[16] og altid diskuterede dette emne med mig, udviklede der sig et venskabeligt forhold mellem os, der varede mange år – egentlig lige til hans død, der indtraf i en meget høj alder. I begyndelse af 1906 var der ordinært valg i England, og Balfour var blevet udset til at stille op i Clayton-kredsen i Nordmanchester. Efter forslag fra Dreyfus indvilgede Balfour i at modtage mig under kampagnens forvirring og hurlumhej. Han var interesseret i at møde en af de jøder, der havde kæmpet mod, at tilbuddet om Uganda, som hans regering havde givet, blev modtaget. Jeg behøver ikke at sige, at jeg var ivrig efter at træffe Balfour. Dreyfus´ interesse i sagen bestod i, at han ville have Balfour til at overbevise mig om, at min holdning havde været forkert. Det faldt ham ikke ind, at interviewet kunne resultere i det stik modsatte.

Jeg blev ført ind til Balfour i et værelse i det gammeldags Queens Hotel på Piccadilly, som var hans hovedkvarter. Korridoren var fyldt med folk, der ventede på at få kandidaten i tale. Jeg formoder, at mr. Balfour havde givet tilsagn om at ville se mig nogle få minutter – ”et kvarters tid”, sagde Dreyfus forsigtigt – simpelthen for at bryde sin ensformige rutine. Han brugte godt en time på mig.

Jeg havde været mindre end to år i landet[17], og mit engelske var stadig ikke let at forstå. Jeg husker, hvordan Balfour sad i sin sædvanlige stilling med fremstrakte ben og et uforstyrret udtryk i ansigtet, Vi kastede os straks ud i emnet for vor samtale. Han spurgte mig, hvorfor nogle jøder, zionisterne, så bittert modarbejdede Uganda-planen. Den britiske regering var virkelig opsat på at gøre noget for at afhjælpe jødernes elendighed; problemet var af praktisk natur, og det burde løses på en praktisk måde. Jeg svarede ved at plumpe ud i, hvad jeg erindrer som en lang følelsesbetonet tale om den zionistiske bevægelses mening. Jeg dvælede ved den åndelige side af zionismen. Jeg fremhævede, at kun en dyb religiøs overbevisning udtrykt i moderne politisk sprog kunne holde bevægelsen i live, og at denne overbevisning måtte have sit grundlag i Palæstina og kun Palæstina. Jeg tilføjede, at Moses sandsynligvis ville have knust tavlerne endnu engang, hvis han var kommet til den 6.zionistkongres på det tidspunkt, da den vedtog resolutionen om en Uganda-kommission[18]. Vi vidste, at Uganda tilbuddet var velment, og overfladisk set kunne det se ud som den mest praktiske løsning. Jeg var imidlertid overbevist om, at det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina – rent bortset fra, om et andet område var til at få og kunne bruges. Palæstina udøver en magisk og romantisk tiltrækning på jøderne; vor historie er blevet, hvad den er, på grund af vor stædige fastholden ved Palæstina. Vi har aldrig accepteret, at vi har lidt nederlag, og har aldrig glemt mindet om Palæstina. En sådan tradition kan blive en virkelig drivende kraft, og det var netop, hvad vi prøvede at gøre det til. Vi kæmpede med store vanskeligheder, men var dog sikre på, at den dag ville oprinde, da de skulle lykkes.

Jeg skottede hen til min tilhører og blev pludselig bange for, at hans interesserede og høflige udseende måske kun var en maske. Jeg husker, at jeg svedte blod, og jeg prøvede at finde en lidt mindre kluntet måde at udtrykke mig på. Jeg var klar til at bukke mig ud af værelset, men Balfour holdt mig tilbage og stillede mig nogle spørgsmål angående bevægelsens vækst. Han havde hørt om ”dr.Herz”[19], en særdeles udmærket leder, der havde grundlagt og organiseret zionismen. Jeg tillod mig at rette ham, idet jeg fremhævede, at Herzl virkelig havde givet bevægelsen et nyt ståsted og traditionen en moderne politisk indfatning[20]. Herzl var imidlertid død ung, men havde efterladt os dette Uganda-testamente, som vi prøvede at få omstødt.

Pludselig sagde jeg: ”Mr.Balfour, sæt jeg tilbød Dem Paris i stedet for London, ville De så tage imod det?”

Han rettede sig i sædet og svarede: ”Jamen, dr.Weizmann, vi har London.”

”Sandt nok”, sagde jeg. ”Men vi havde Jerusalem, da London var en sump”.

Han lænede sig tilbage, vedblev at stirre på mig og sagde så to ting, som jeg har en levende erindring om. Det første var: ”Er der mange jøder, der tænker som De?”

Jeg svarede: ”Jeg tror, jeg giver udtryk for millioner af jøders tanker, jøder, som De aldrig vil få at se, og som ikke selv kan udtrykke sig, men som jeg kunne brolægge gaderne med i det land, jeg kommer fra.”

Til dette sagde han: ”Hvis det er tilfældet, vil de en dag blive en magtfaktor.”

Kort før jeg trak mig tilbage, sagde Balfour: ”Det er mærkeligt. De jøder, jeg træffer, er helt anderledes.”[21]

Jeg svarede: ”Mr Balfour, De træffer den forkerte slags jøder.”

Kilde 29: Zionisternes forslag til en erklæring fra den britiske regering vedrørende Palæstina. 18.juli 1917

I december 1916 havde 1. Verdenskrig varet i næsten 2½ år og især i Europa var den næsten gået i stå i en langvarig stillingskrig, hvor begge parter havde gravet sig ned i skyttegrave. I England kom der derfor en ny regering til med Lloyd George (1863-1945) som ny premierminister og Balfour – se forrige kilde – som udenrigsminister. Den ny regering lovede at føre en mere aktiv politik og gøre sit til at vinde krigen.

I Mellemøsten ønskede Lloyd George ikke, at Frankrig skulle få indflydelse i Palæstina, og Balfour fandt under et besøg i USA ud af, at USA’s præsident Wilson (præsident 1913-1921) gik meget op i, at et vigtigt mål for krigen måtte være en vedvarende fred under hensynstagen til ”folkenes selvbestemmelsesret – se Wilsons 14 punkter. USA var trådt ind i krigen i april 1917.

Zionisterne begyndte derfor nu at ”bearbejde” den engelske regering for at få et løfte om Palæstina, når krigen engang var vundet, og et tidligere jødisk parlamentsmedlem, Lord Rotschild, afleverede derfor på zionisternes vegne dette forslag til en erklæring, man håbede regeringen i London ville tilslutte sig.

Efter at have overvejet den zionistiske organisations målsætning accepterer Hans Majestæts regering princippet om en anerkendelse af Palæstina som det jødiske folks nationale hjem samt det jødiske folks ret til at opbygge en national tilværelse i Palæstina under en beskyttelse, som der skal tages bestemmelse om ved efter krigens sejrrige afslutning.

Som en forudsætning for, at dette princip kan gennemføres, anser Hans Majestæts regering det for væsentligt, at der gives den jødiske nation i Palæstina indre selvstyre, fri indvandring for jøder samt tilladelse til at oprette et nationalt jødisk koloniseringsselskab til genbosættelse og økonomisk udvikling af landet.

Efter Hans Majestæts regerings opfattelse bør vilkårene og formerne for det indre selvstyre samt patentet for det nationale jødiske koloniseringsselskab udarbejdes og fastlægges i detaljer sammen med repræsentanter for den zionistiske organisation.

Noter

[1] Dette er skrevet under de store forfølgelser af jøder i Zarens Rusland siden ca, 1880

[2] I mange europæiske stater havde jøderne i hvert fald på papiret fået ligeret – i Frankrig allerede efter revolutionen i 1789, i Preussen i 1812 og i Danmark med Frederik d.6s edikt fra 29.marts 1814

[3] I middelalderen boede jøder mange steder i aflukkede områder af byerne  Ordet ghetto blev først brugt om det jødiske kvarter i Venedig, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

[4] Det religiøse jødehad, der skyldtes, at man kristne var forargede over, at jøderne ikke havde taget imod Jesus som deres Messias og de falske beskyldninger om, at jøderne skulle være skyld i Jesu død.

[5] Herzl skriver på et tidspunkt, hvor der er stor ængstelse for de socialistiske partier rundt omkring i Europa

[6] Assimilering (eller assimilation) betyder tilpasning til eller optagelse i noget – her altså, at jøderne simpelthen tilpassede sig 100 % til det omgivne samfunds og i udstrakt grad opgav deres egne traditioner.

[7] I 1889 var 800 ortodokse jøder udvandret fra Ukraine til Argentina og havde slået sig ned som bønder på pampas´en: i 1914 fandtes der en jødisk landbefolkning på 40.000

[8] I efteråret 1898 søgte Herzl gennem den tyske Kejser Wilhelm II at få tyrkisk støtte til planen om at skabe et hjem for det jødiske folk i Palæstina; da forsøget imidlertid ikke lykkedes, henvendte han sig i årene 1901-02 direkte til sultanen, hvad der dog heller ikke gav resultat.

[9] Som mange europæere på denne tid så også Herzl Asien som barbariske områder

[10] Herzl var klar over, at mange kristne i Europa næppe ville være begejstrede over et jødisk styre over de kristne steder i Betlehem, Jerusalem og Nazareth

[11] Dansk Zinistforbund blev stiftet allerede i 1903 – dog med navnet Dansk Zioniostforening

[12] Netop de tyske jøders afvisning af kongressen, fordi de nødigt ville have sat spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme, havde vist Herzl, at her var noget at arbejde med.

[13] Bemærk udtrykket ”regeringstilslutninger” – Palæstina var selvfølgelig under den Osmanniske Sultan – men på dette tidspunkt har såvel Det tyske Kejserrige som Storbritannien store interesser i området

[14] Chaim Weizmann var en videnskabsmand og zionistisk politiker, der siden 1903 havde været tilknyttet Victoria Universitetet i Manchester som biokemiker. Teksten er fra hans erindringer ”Trial and Error”. London 1949

[15] Arthur James Balfour var en engelsk politiker, der havde været premierminister fra 1902-1905

[16] Den engelske regering havde tilbudt jøder at indvandre i Uganda og det var blevet vedtaget med en lille majoritet på den 6.zionistkongres i 1903 – Weizmann havde dog været imod

[17] Se indledning til kilden

[18] Man vedtog at sende en kommission af jødiske eksperter til Østafrika – flertallet mente, at situationen for især de østeuropæiske jøder nu var så desperat, at man i hvert fald måtte undersøge det britiske forslag.

[19] Balfour har nok udtalte Theodor Herzls navn på engelsk – ”Mr Herz”

[20] Theodor Herzl havde jo ændret den gamle religiøse zionisme med drømmen om at fejre den jødiske påske ”næste år i Jerusalem” til en moderne mere politisk bevægelse.

[21] Balfour har nok i høj grad mødt britiske jøder, der var stærkt assimilerede – altså helt indgået i den britiske levevis og kultur – og ikke drømte om at udvandre til Mellemøsten

[22] Her i starten af det 20.årh. er racelæren – dette med, at verden bestod af forskellige racer med særlige kendetegn – særdeles udbredt. Umiddelbart har der åbenbart ikke under diskussionerne lydt voldsomme protester over, at man omtalte jøderne som en race – de tilhørte så den semitiske race. På grund af nazismens misbrug af racebegrebet og biologiens fremskrift taler meget få i dag om dette med ”menneskeracer”.

[23] Der bor jo både kristne og jødiske arabere i området

[24] Denne gruppe nævnes bl.a. på hjemmesiden i forbindelse med mange tyske jøders afvisning af zionismen – de var sandelig tyskere af nationalitet – og i kilde 28 ser du, at Balfour jo mest træffer britiske jøder, der er stolte af deres britiske statsborgerskab og anser deres jødiske identitet for noget religiøst eller kulturelt.

[25]  Det jødiske parlamentsmedlem Sir Philip Magnus havde gjort indsigelse mod ordet race, da han havde set udkastet (kilde 30). Han gjorde opmærksom på, at jøderne ikke var en race, men var bundet sammen af den jødiske religion. Også Weizmann havde protesteret mod ordet race – men havde foreslået ”Det jødiske folk” i overensstemmelse med Zionismens program – se kilde 27.

Litteratur

Bach, Tine: Mellem drøm og dilemma. Dansk Zionisme i 100 år. Dansk Zionistforbund 2003

Elon, Amos: Herzl. Samlerens Forlag 1978

Friedman, Isaiah: The Question of Palestine 1914-1918. British-Jewish-Arab Relations.. Routledge & Kegan Paul, London 1973

Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998. (Heri 3.del kap.7: Krudtimperierne)

Mentz, Jørgen: Krudtimperierne. Osmanner, Safavider, Moguler 1500-1700. Systime 1994

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 7.del: Osmanner)

Pedersen, Hans P.: Fra Drøm til Virkelighed. Jødisk immigration til Palæstina og Israel før og nu. Proskript 2001

Rogan, Eugene: Arabernes Historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017 (Heri kap. 1-5)

Roga, Eugene: Osmannerigets Fald. Første Verdenskrig i Mellemøsten. Kristeligt Dagblads Forlag 2016.

Stein, Leonard: The Balfour Declaration. The Magnes Press 1983

Links

faktatjek: Det osmanniske Rige

Nationalmuseet: Det osmanniske Rige

Britannca: Süleyman the Magnificent

Jødisk Informationscenter: Zionisme

religion.dk: Hvad er zionisme

Litteratur og links

Kilde 26: Theodor Herzl: Der Judenstaat

Kilde 27: Zionisternes Program fra Basel 1897

Kilde 28: Chaim Weizmanns[14] beretning om sit møde med Balfour[15] i 1906

Kilde 30: Den britiske regerings svarudkast til erklæringen om Palæstina. 31. oktober 1917

Kilde 31: Balfourdeklarationen 2. november 1917

Motal

Pinsk

Guvernementet Grodno

Technische Hochschule

Darmstadt

1894

Universitetet i Berlin

1897

1899

faktatjek: Det osmanniske Rige

Nationalmuseet: Det osmanniske Rige

Britannca: Süleyman the Magnificent

Jødisk Informationscenter: Zionisme

religion.dk: Hvad er zionisme

Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

Litteratur:

Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998 (Heri 3.del: Islams frembrud og storhedstid)

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 6.del: Mamlukker)

 

Links:

Hvem var mamelukkerne?

Tidslinje

Jerusalem under Mamelukkerne

Litteratur og links

Pave Urban tale 1095

Pave Urban den 2.’s tale i Clermont den 27.november 1095 findes i flere referater. Her er den, som Robert af Rheims – ”Munken” – har nedskrevet nogle år efter.

Robert af Rheims indleder sin gengivelse af talen således:

 

I året 1095 efter at Vor Herre blev menneske, blev et stort kirkemøde afholdt i Auvergne-regionen i Gallien i byen, som kaldes Clermont. Pave Urban d. 2. ledte dette kirkemøde sammen med de romerske biskopper og kardinaler. Dette kirkemøde blev kendt for den store skare af både franske og tyske biskopper, samt stormænd, som deltog. Efter at have ordnet sager, der havde med kirken at gøre, gik paven ud på en stor mark, fordi ingen bygning var stor nok til at huse den store folkemængde. Dernæst talte paven til de tilstedeværende med sød og overbevisende veltalenhed og han henvendte sig til forsamlingen med ord, der mindede om det følgende, idet han sagde:

”Oh, frankere[1], folket fra den anden side af bjergene, I er det udvalgte folk og elsket af Gud, som det kan ses på jeres mange bedrifter. I adskiller jer fra alle andre folkeslag på grund af situationen i jeres land samt ved jeres katolske tro og ved den høje agtelse, som I nyder hos den hellige kirke. Disse ord er henvendt til jer. Vi ønsker at fortælle jer om bedrøvelige omstændigheder, der har ført os til jeres land, og den fare, der truer jer og alle troende.

Fra Jerusalem og Konstantinopel kommer bedrøvelige nyheder, som det så ofte er sket før. Nyheder om at et folkefærd fra det persiske kongedømme [tyrkerne][2] – et fordømt folk, et folk fuldstændig fremmed for Gud, en generation med onde hensigter og en ånd, der har opgivet troen på Gud – brutalt har invaderet de kristnes lande og affolket dem ved sværdet, plyndring og ild. De har ført fanger til deres eget land, og mange har de dræbt med grusom tortur. De har enten ødelagt mange af Guds kirker eller ladet andre omdanne til brug for deres egen religion. De ødelægger altrene med snavs og besmittelse. De dræber kristne og blodet fra omskæringen spreder de på altrene eller kaster det i døbefontene.

Det græske (byzantinske) kongerige er nu sønderlemmet af dem og de har frataget dem et så stort område i omfang, at det ikke kan krydses på en to måneders march.[3] Hvem skal hævne alt dette, hvem skal genoprette det ødelagte, om ikke I? I er dem, hvem Gud frem for andre nationer har skænket storslået ære i våbenstrid, stort mod, legemlig raskhed og styrke til at strække de hårede skalpe til jorden på dem, der vover at gøre modstand mod jer. Lad jeres forfædres bedrifter være jer en opmuntring og lad deres eksempel opildne jeres sind til mandig dåd – Karl den Stores storhed og tapperhed, og hans søn Ludvig[4] , og jeres andre konger, der har besejret saracenernes[5] kongeriger og har udvidet den hellige kirkes område i disse lande, der før var i hedensk besiddelse. Lad jer især opflamme af Den Hellige Gravs Kirke, som nu er i hænderne på urene folkeslag, og lad jer vække af denne urene vanhelligelse af de hellige steder. Oh, tapre soldater og efterkommere af uovervindelige forfædre, husk jeres forfædres tapperhed og stå ikke tilbage for dem.

Hvis kærlighed til jeres børn, forældre og koner holder jer tilbage, så husk hvad Herren siger i evangeliet: ”Den, der elsker sin fader eller moder højere end mig, er mig ikke værdig.” ”Enhver, der forlader hjem eller brødre, eller sin fader eller moder eller hustru eller børn eller land for min skyld, skal få 100 gange igen og han skal arve det evige liv.” Lad derfor ikke jeres ejendomme eller bekymringer for familien holde jer tilbage.

For dette land, som I bor i, er på den ene side omgivet af havet og på den anden side af bjergtoppe, og det er for lille til jeres store befolkning. Ej heller nyder det overflod af velstand, og det giver næppe tilstrækkelig med føde til dem, der dyrker det. Det er derfor, I dræber hinanden og erobrer land fra hinanden og fører krig, og derfor dør mange af jer i interne kampe.[6] Lad derfor hadet iblandt jer forsvinde, lad disse fejder stoppe, bring alle disse konflikter til standsning. Begynd i stedet jeres rejse til Den hellige Grav. Tag dette land fra det onde folk og lad landet underkaste sig jer. Dette land, der som Evangeliet omtaler som landet, der: ”Flyder med mælk og honning.” Dette Land blev givet af Gud til Israels børn.

Jerusalem er verdens navle, et land, der er mere frugtbart end andre, et land, der er som et andet paradis. Det er det land, som menneskehedens forløser oplyste ved sit komme, besmykkede ved sit liv, helliggjorde ved sin lidelse, forløste ved sin død og forherligede med sin grav. Denne kongelige by i verdens centrum holdes nu fanget af Kristi fjender, og er underkastet dem, som ikke kender Gud, til de vantros dyrkelse. Hun længes derfor efter at blive befriet, og ophører ikke med at bønfalde jer om at komme hende til undsætning. Især jer anråber hun om hjælp, fordi, som vi allerede har sagt, Gud har skænket jer af alle nationer stor ære i kamp. Påtag jer derfor denne rejse for forladelsen af jeres synder med visheden om en ærefuld og evig belønning i det himlens kongerige.”

Da pave Urban klogt havde sagt disse og mange andre ting, så var det som om han samlede alle de tilstedeværendes ønsker til ét formål, så at de opildnet og alle som én råbte: ”Gud vil det! Gud vil det!” Da den ærværdige romerske biskop hørte dette, vendte han sit blik mod himlen og takkede Gud, hvorefter han påbød tavshed og sagde:

”Kære elskede brødre. Vi har i dag været vidne til det, som Herren siger i evangeliet: ”Når to eller tre er samlet i mit navn, vil jeg være iblandt jer.” Hvis ikke Gud Herren havde været til stede i jeres ånd, ville I ikke alle have råbt det samme, for selv om råbet kom fra jer alle, havde jeres råb kun én kilde. Derfor siger jeg til jer, at det var Gud, som indgød dette råb i jeres bryst, og det var Gud, der frembragte det. Lad det derfor være jeres kampråb, når I angriber fjenden. Når et væbnet angreb foretages mod fjenden, lad da dette kampråb gjalde blandt alle Guds soldater: Gud vil det! Gud vil det! […]

 

Urban den 2. nåede lige akkurat ikke at høre om Jerusalems erobring før sin død. Han var pave fra 1088-1099.

Se også: Talen og andre gengivelser af talen.

Kilde 24: Uddrag af ”Gesta Francorum” X, 38-39 om Jerusalems erobring i 1099

Frankernes Bedrifter (Gesta Francorum) er en anonym beretning om det første korstog. Tydeligvis skrevet af et øjenvidne og nedskrevet i begyndelsen af 1100-tallet:

 

Onsdag og torsdag (den 13. og 14.juni 1099) angreb vi byen fra alle sider, dag og nat. Men før vi angreb byen, beordrede biskopperne og præsterne. . . at alle skulle gå i procession rundt om byen til Guds ære, og de arrangerede fælles bøn, faste og uddeling af almisser.

Tidligt den sjette dag i den uge, angreb vi igen byen fra alle sider, men da angrebet ikke lykkedes, blev vi alle forbløffet og bange. Men da den time nærmede sig, hvor Vor Herre Jesus Kristus nedlod sig til at lide på korset for os[7] , begyndte vores riddere at kæmpe bravt i et af tårnene – nemlig den deling med hertug Godfred[8] og hans bror, grev Eustace. En af vores riddere, ved navn Lethold, kravlede op ad bymuren, og så snart han havde besteget den, flygtede forsvarerne fra muren og gennem byen. Vore mænd fulgte efter, dræbte og fældede [dem] helt til Salomons tempel[9], hvor nedslagtningen var så stor, at vores mænd vadede i blod op til deres ankler.

Grev Raymond[10] havde ført sin hær og sit belejringstårn op i nærheden af ​​muren fra syd, men mellem tårnet og muren var der en meget dyb grøft. Vores mænd havde så holdt et rådsmøde om, hvordan de kunne fylde den, og det blev proklameret af budbringere, at enhver, som bar tre sten til grøften, ville modtage en denar. Arbejdet med at fylde den havde krævet tre dage og tre nætter, og da omsider grøften var fyldt, flyttede de belejringstårnet op til muren. Men mændene, der forsvarede denne del af muren, kæmpede desperat med sten og ild. Da greven hørte, at frankerne allerede var i byen, sagde han til sine mænd: “Hvorfor nøler I? Se, frankerne er allerede nu i byen.” Emiren, der kommanderede Davidstårnet[11] , overgav sig til greven og åbnede den byport, hvor pilgrimmene havde været vant til at betale tribut[12]. Men denne gang drog pilgrimme ind i byen, mens de forfulgte og dræbte saracenerne[13] op til Salomons tempel, hvor fjenden samlede sine styrker. Kampen rasede hele dagen, så templet blev dækket af deres blod. Da hedningene var blevet overvundet, beslaglagde vore mænd et stort antal af både mænd og kvinder, som de enten dræbte eller tog til fange, som de nu ønskede. På taget af templet havde et stort antal hedninge af begge køn samlet sig, og disse blev taget under beskyttelse af Tancred [14]og Gaston af Beert[15]. Bagefter spredte hæren sig over hele byen og tog guld og sølv, heste og muldyr og husene, der var fyldt med alle slags varer, i besiddelse. Senere gik alle vores folk begejstrede til vor Herres grav, idet de græd af glæde og indfriede det offer, som de skyldte[16]

Om morgenen kravlede nogle af vores mænd forsigtigt op på taget af templet og angreb saracenerne, både mænd og kvinder, idet de halshuggede dem med dragne sværd. Resten søgte døden ved at springe ned i templet. Da Tancred hørte om dette, blev han fyldt af vrede[17]

Så besluttede vores lederes råd, at hver enkelt under bøn skulle yde almisser, således at Herren kunne vælge sig den, som Han ønskede skulle herske over de andre og regere byen. De beordrede også, at alle de saracenske døde skulle kastes ud [af byen] på grund af den store stank, da hele byen var fyldt med deres lig. De levende saracenere slæbte derfor de døde ud foran portene og lagde dem i bunker, [store] som huse. Ingen har nogensinde set eller hørt om en sådan nedslagtning af hedninge, for der blev dannet ligbål som pyramider af dem, og ingen kender deres antal, undtagen Gud. Men Raymond foranledigede, at emiren og de ​​andre, der var med ham, blev ført til Askalon, hele og uskadte.

Den ottende dag efter at byen blev erobret, valgte de Godfred som byens leder, der skulle bekæmpe hedningene og bevogte de kristne.

Kilde 25: Uddrag af Ibn al-Athirs ”Kamil at-Tawarikh” om Saladins tilbageerobring af Jerusalem i 1187

Saladin var født i en kurdisk familie og fik som ung tjeneste hos Nur al-Din, der mellem 1146 og 1154 havde fået kontrol over hele Syrien.

Han opfordrede Nur al-Din til at involvere sig i Egypten, hvor det fatimidiske dynasti militært var hårdt trængt af korsfarerne. I 1169 blev han indsat på posten som fatimidisk vesir og gjorde op med resterne af det shiamuslimske fatimidedynasti og sikrede Egypten for sunniislam.

Ved Nur al-Dins død i 1174 fik Saladin muligheden for at lancere sig selv som hans legitime politiske arvtager og lod sig i den egenskab hylde i Damaskus i oktober 1174.

Han kom nu i konflikt med Korsfarerriget i Jerusalem og erobrede byen i 1187

 

Uddrag af “Den sande Historie”:

 

Da Saladin havde fuldført sin erobring af Askalon[18] og dens omegn, sendte han bud efter den ægyptiske flåde og en stor troppestyrke…. Den sejlende styrke afskar de franske forbindelseslinjer. Hvert eneste franske fartøj, de fik øje på, blev angrebet og hver en galej blev erobret. Da de var ankommet og Saladin kunne stole på deres støtte, marcherede han fra Askalon til Jerusalem. Dér var den ærværdige patriark, der havde større autoritet end selve kongen, og dér opholdt Balian ibn-Barzan[19] sig også, herskeren over al-Ramla, der stod lige så højt som kongen. De riddere, der havde overlevet Hattin[20], var også koncentret der.

Indbyggerne i dette område – Askalon og andre steder – havde også samlet i Jerusalem, så der var en stor skare af mennesker dér, og enhver af dem ville vælge døden frem for at se muslimerne ved magten i deres by. Ofringen af ​​liv, ejendele og sønner var for dem[21] en del af deres forpligtelse, når det gjaldt om at forsvare byen. I løbet af denne tid befæstede de den med alle forhåndenværende midler, og derefter besteg de alle murene, besluttet på at forsvare dem af alle kræfter og viste vilje til at kæmpe til det yderste af ​​deres evner i forsvaret af Jerusalem. […]

[Al-Athir beretter, at Saladin belejrede byen og med belejringsmaskiner satte hårde angreb ind på dens forsvarsværker.] Da frankerne så, hvor voldsomt muslimerne angreb, hvor vedvarende og effektivt ilden fra kastemaskinerne var og hvor energisk sappørerne[22] gennembrød bymurene uden at møde nogen modstand, blev de desperate, og deres ledere samlede sig for at afholde råd. De besluttede at bede om frit lejde ud af byen og at overgive Jerusalem til Saladin. De sendte en deputation af deres herrer og adelige ud for at anmode om [overgivelses]betingelser, men da de nævnte det for Saladin, nægtede han at imødekomme deres anmodning. ”Vi vil gøre med jer,” sagde han, “ligesom I gjorde med befolkningen i Jerusalem, da I indtog den i år 492[23], med mord og slaveri og andre sådanne grusomheder”. Sendebuddene vendte tomhændet tilbage. Balian ibn Barzan bad herefter om frit lejde for sig selv, så han kunne træde frem for Saladin og drøfte udviklingen. Der blev givet samtykke hertil, og han trådte frem og begyndte igen at bede om en generel amnesti til gengæld for overgivelse. Sultanen afslog stadig hans anmodninger og bønner om at vise barmhjertighed. Fortvivlet over denne indstilling, sagde Balian endelig: ”O sultan, du skal vide, at der er rigtig mange af os i denne by. Gud alene ved, hvor mange. I øjeblikket kæmper vi halvhjertet i håb om at redde vores liv og i håb om at blive skånet af dig, som du har skånet andre. Dette [gør vi] på grund af vores angst for døden og vores kærlighed til livet. Men hvis vi ser, at døden er uundgåelig, så vil vi ved Gud dræbe vores børn og vores koner, brænde vores besiddelser for ikke at efterlade dig med så meget som en dinar eller en drakme eller en enkelt mand eller kvinde til at slavebinde. Når dette er gjort, vil vi nedrive Klippemoskéen og Al-Aqsa-moskéen[24] og de andre hellige steder, og vi vil slagte de muslimske fanger, som vi har – 5000 af dem – og dræbe alle heste og dyr, vi besidder. Herefter vil vi komme ud [af byen] for at bekæmpe dig som mænd, der kæmper for deres liv. Og hver mand vil dræbe en af sine ligemænd [blandt muslimerne] før han falder død om. Vi vil dø med ære eller vinde en ædel sejr!”

Så indkaldte Saladin sine rådgivere til råd. De gik alle ind for, at han afgav de garantier, som frankerne krævede, uden at tvinge dem til at foretage ekstreme foranstaltninger, hvis resultat man ikke kunne forudse. ”Lad os betragte dem som allerede værende vores fanger,” sagde de, ”og tillad dem at løskøbe sig på de vilkår, der aftales mellem os.” Sultanen gik med til at give frankerne tilsagn om sikkerhed på den betingelse, at hver mand, rig eller fattig, skulle betale ti dinarer, børn af begge køn 2 dinarer og kvinder 5 dinarer. Alle, der betalte disse summer inden 40 dage, skulle gå fri, og dem, der ikke havde betalt inden 40 dage, skulle gøres til slaver. Balian ibn Barzan tilbød 30.000 dinarer som løsesum for de fattige, hvilket blev accepteret, og byen overgav sig fredag ​​den 27. i måneden Rajab [2. oktober 1187], en mindeværdig dag, hvor de muslimske flag blev hejst over Jerusalems mure.

Ved hver byport gav Saladin emirerne ansvaret for indkrævning af beskatning for at gøre krav på den passende løsesum for indbyggerne. Men de snød i udførelsen af ​​deres opgaver og fordelte imellem sig penge, som ellers ville have fyldt statskassen til gavn for alle. Der var faktisk præcis 70.000 kavalerister og infanterister i Jerusalem, uden at medregne kvinder og børn. Ikke et overraskende tal, når man betænker, at der var folk der fra Darum, Ramla, Gaza og andre steder. Der var så mange af dem, at de fyldte gaderne og kirkerne, og at det var umuligt at gå [rundt i byen]. En indikation på antallet er den kendsgerning, at de fleste af dem betalte løsesummen, og Balian ibn Barzan befriede 8000 [fattige], for hvem han betalte 30.000, og udover disse udgjorde antallet af dem, der ikke kunne betale, og som blev taget som fanger, alligevel tilsammen præcis 16.000 mennesker, mænd, kvinder og børn. […]

På toppen af ​​ Klippemoskéens kuppel var der et stort forgyldt kors. Da muslimerne drog ind i byen om fredagen, klatrede nogle af dem op til toppen af ​​kuplen for at tage korset ned. Da de nåede toppen, steg der et stort skrig op fra byen og uden for murene, idet muslimerne i deres glæde råbte Allah akbar [Gud er stor], mens frankerne stønnende i bestyrtelse og sorg. Så højt og gennemtrængende var råbet, at jorden rystede. Da byen var blevet indtaget, og de vantro havde forladt den, besluttede Saladin, at helligdommene skulle genetableres i deres oprindelige tilstand. Tempelridderne havde bygget deres boliger op mod al-Aqsa-moskéen sammen med lagerrum, latriner og andre nødvendige kontorer, hvilket optog en del af al-Aqsa-moskéens område. Alt dette blev genetableres i den oprindelige tilstand. Sultanen beordrede, at Klippemoskéen skulle renses for al [kristen] besudling, og det blev gjort.

 

Kilden er skrevet af Ibn al-Athir (1160-1233), der skrev verdenshistorien “Den sande Historie” (Kamil at-Tawarikh fra de ældste tider og frem til sin egen samtid, og berettede herunder om begivenheder før og under Det 3. Korstog, som han selv var øjenvidne til, idet han i perioder var tilknyttet Saladins hær.

 

Noter

[1] Frankerriget var allerede blevet delt ved Verdun-traktaten i 843 – så ”frankerne” er her både folk fra Det vestfrankiske Rige (Frankrig) og fra Det østfrankiske Rige – Det tysk-romerske Rige
[2] De tyrkiske seldsjukker havde i løbet af 1000-tallet erobret de tidligere persiske områder
[3] Pave Urban kender tydeligvis til Det byzantinske Riges nederlag i 1071, hvor seldsjukkerne erobrer store dele af Anatolien
[4] Karl den Store, som i år 800 blev juledag år 800 blev kronet som Romernes Kejser – sønnen Ludvig er ham, der ved delingen i 843 fik det Østlige Dele – det ”tyske” område
[5] Saracenerne var i middelalderen en almindelig betegnelse for muslimerne
[6] På dette tidspunkt er der i Vesteuropa mange stridigheder mellem brødre om jord
[7] Jesus dør på korset fredag eftermiddag så tidligt, at han nåede at blive begravet før sabbatten havde forhindret dette
[8] Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem
[9] Salomons Tempel – sådan omtaler Krøniken Al Aksa-Moskeen – Tempelpladsen, hvor Moskeen lå, havde jo indtil år 70 e.Kr. rummet det jødiske Tempel.
[10] Grev Raymond er Grev Raymond d.4. af Toulouse (1041-1105) også kaldet greven af St. Gilles
[11] Davidstårnet ligger også i dag i byens citadel ved den vestlige del af bymuren og Davidsporten. Den omtalte emir var byens muslimske guvernør. I citadellet er i dag Jerusalems bymuseum.
[12] De kristne pilgrimme havde hidtil skulle betale en afgift til de muslimske myndigheder, når de nåede frem til byen.
[13] Almindelig betegnelse for muslimerne i middelalderen
[14] Tancred var en af korstogenes ledere og nevø til Bohemund at Tarent.
[15] Gaston af Beert var med i Grev Raymonds hær
[16] Dette var jo også en pilgrimsfærd
[17] De havde jo fået lovet Tancreds beskyttelse
[18] Askalon er en haveby ved Middelhavet – nord for Gaza-striben
[19]  Balian af Ibelin (1143-1193) var en frankisk adelsmand og ridder
[20]  Slaget ved Hattin var et  slag nær Tiberiassøen i det daværende kongerige Jerusalem 4.7.1187 mellem en kristen hær under Guy af Lusignan, konge af Jerusalem, og en muslimsk hær under sultan Saladin. Saladins sejr var total. Guy og de fleste kristne adelige blev fanget, og tempelriddere og johannitere blev henrettet.
[21] De kristne
[22] Sappører er soldater, der undergravede fjendens forsvarsværker. Ingeniørsoldater[23] 492 i arabisk tidsregning svarer til 1099 i den kristne. Den arabiske starter med Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i 622 – da de regner med ”måne-måneder” er deres år lidt kortere end det kristne.
[24] De to vigtigste muslimske helligdomme på Tempelpladsen

Litteratur og links

Hansen, Lars Peter Visti: Korstogene – Idé og virkelighed. Systime 2004

Maalouf, Amin: Korstogene som araberne ser dem. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 5.del: Korstog)

Nielsen, Henrik Skovgaard Nielsen: Korstog og Jihad? Kulturmøder mellem Europa og Islam ca.600-ca.2000. Systime 2005

Philips, Jonathan: Sultan Saladin. En mellemøstlig legende. Kristeligt Dagblads Forlag 2020
Pihl, Michael & Jesper Rosenløv: Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv. Frydenlund 2016

Runciman, Steven: A History of the Crusades vol.1-3. Penguin 1965

Thiedecke, Johnny: Gud vil det. Korstogstiden 1100-1300. Forlaget Marko 198

faktalink

Center for historieformidling tekst 176

Center for historieformidling tekst196

Forlaget Columbus

Historienet

Litteratur og links

Kilde 23: Pave Urban tale 1095

Kilde 24: Uddrag af ”Gesta Francorum” X, 38-39 om Jerusalems erobring i 1099

Kilde 25: Uddrag af Ibn al-Athirs ”Kamil at-Tawarikh” om Saladins tilbageerobring af Jerusalem i 1187

Talen og andre gengivelser af talen

faktalink

Center for historieformidling tekst 176

Center for historieformidling tekst196

Forlaget Columbus

Historienet

Kilderne til Israels ældste historie

De første skriftlige kilder

Kilderne til tiden før eksilet i det 6.årh. f.v.t. – dvs. fra den fælles Kongetid i det 10. årh. f.v.t. og frem til Det babylonske eksil, der starter omkring 578 f.v.t. – er i høj grad de to samlinger af historiske bøger i Toraen/Det gamle Testamente.

Den første samling kaldes Det deuteronimistiske Historieværk og består af 5. Mosebog, Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

Det andet er Det kronistiske Historieværk med Krønikebøgerne, Ezras og Nehemias´ bøger.

Er det historieskrivning?

Selvfølgelig ikke i moderne forstand – forfatterne har et helt andet sigte – at fortælle om jødernes historie frem til eksilet – og for det sidste værks vedkommende – også efter eksilet.

Og der er også et religiøst formål med de to værker: Fulgte kongerne Jahves bud, så gik det godt, gjorde man det modsatte – værst af alt dyrkede man andre guder – ja så gik det galt.

I historie spørger vi først og fremmest om forfatter og tid, når vi arbejder med kilder.

Her har vi et problem.

Vi ved nærmest intet som forfatterne andet end, at der har været flere. Det fremgår tydeligt flere steder, at der er forskellige opfattelser – allerede dengang om dette med, at Israel blev et kongedømme omkring år 1020.

Tiden er også problematisk.

Vi ved, hvornår fortællingerne er samlet og skrevet ned for det sidste bind i Det deuteronomistiske Historieværk slutter således:

 

37 år efter, at Sydrigets konge Jojakin var blevet tvunget i eksil, blev Evil-Merodak konge i Babylon. Han benådede Jojakin og løslod han fra fængslet og i det hele taget fik Jojakin en god behandling i Babylon, bedre end de andre konger, der også var i eksil. Jojakin fik lov til at gå i almindeligt tøj i stedet for sin fangedragt, og resten af hans liv spiste han sammen med kong Evil-Merodak. Så længe, han levede, fik han alt, hvad han behøvede, af kongen.

2. Kongebog kap.25

 

Forklaring: Evil-Merodak er konge i Babylonerriget 562-60 f.v.t.. Hans babylonske navn er Amel Marduk.

Når forfatterne slutter deres fortælling her, kan vi jo konkludere, at de ikke ved, hvad der siden skete – at Evil-Merodak faktisk bliver styrtet allerede i 560 f.v.t. – og bestemt ikke, at israelitterne faktisk får lov at komme tilbage til Israel, da Babylonerriget erobres af Perserriget.

Så værket må være færdigredigeret her mellem 562-60 f.v.t.

Det kronistiske Historieværk har til gengæld hele fortællingen med om israelitternes tilbagevenden til det hellige Land omkring 538 f.v.t. og genopbygningen af Jerusalem under Ezra og Nehemias – så det er skrevet efter eksilet i Babylon.

Men hvad, kan vi så være sikker på, hvis vi går tilbage til den fælles kongetid i det 10. årh. f.v.t.. Det er der bestemt ikke enighed om, som det fremgår af følgende tre kildetekster:

Kilde 1: Kong Davids bibelske palads fundet

”Israelske arkæologer har afdækket en paladsbefæstning, som de mener sandsynligvis har været kong Davids eller kong Salomons, og de har fundet beviser på, at israelitterne endnu på de to lederes tid dyrkede afguder i deres egne hjems fire vægge.

Ved udgravninger nær Tempelbjerget, hvor det andet tempel, som blev bygget i 6. årh. før Kristus, ligger 1), har videnskabsmændene også fundet de tidligste tegn på beboelse i Jerusalem – Kanaan-lertøj fremstillet 2.500 år før David besejrede byen cirka 1000 år før Kristus og 3.500 år før Jesus prædikede her.

Disse og andre fund drager udbredte antagelser om Den hellige Bys fortid i tvivl og åbner nye veje for efterforskning af spørgsmål, som har interesseret lærde i århundreder.

Blandt fundene er:

– Et komplet, jødisk boligkvarter fra bibelsk tid, herunder veludformede stentoiletter, i kong Hezekias æra, som ligger tre århundreder efter Davids. Beviser, der tyder på, at de accepterede grænser for byerne fra Davids og Hezekias´ tid, skal revideres.

– En enestående kultisk keramikfigur af en nøgen, uomskåren mand med to par arme, fundet i et af israelithusene, hvor den sandsynligvis fungerede som frugtbarhedsgud.

”Profeterne prædikede imod det, men alligevel er de der i israelitiske hjem”, sagde direktøren for udgravningen, Yigal Shiloh, om den eksotiske figur, der tilsyneladende griber om en håndfuld vindruer.

Yigal Shiloh, lektor ved det Hebraiske universitets Arkæologiske Institut, fortalte, at et langt mere betydningsfuldt fund er det umådelige, skrånende, terrasseformede bygningsværk, som menes at have været Davids, eller hans søns Salomons, paladsfæstning.

”Indtil denne dag er intet monumentalt bygningsværk som dette blevet afdækket i Israel eller i nogen anden bibelsk by”, oplyste Yigal Shiloh om den fem etager høje bygning, der er presset inde mellem kanaanæiske 2) huse fra det 13.århundrede før Kristus og israelitiske huse, som er tre århundreder nyere.

Skønt denne ”tidspresse” kun placerer bygningsværket indenfor disse 300 år, er det mest sandsynligt opført af dem, som fik dramatisk betydning for Jerusalem: David, som gjorde bjergbyen til hovedstad for den israelitiske statssammenslutning, eller Salomon, som byggede Det første Tempel i nærheden i det 10. århundrede før Kristus.

Beviserne er en stærk afvisning af påstande fra arkæologer, som ikke gravede så dybt, men så toppen af bygningsværket og hævdede, det var en del af en befæstningsmur fra en periode mindst 600 år efter David.

Yigal Shiloh bemærkede, at han selv har haft dem misopfattelse af udgravningsområdet, som ligger på statsejet jord og er blevet udgravet hyppigere end noget andet område i Israel. Han er chef for et hold på 250 frivillige og 30 faste medarbejdere her i blandt bjergbestigere og mineingeniører. Holdet kommer fra Israel og 15 andre lande.

Det var nødvendigt med bjergbestigningseksperter og ingeniører til udforskning af det labyrintagtige, 50 meter lange tunnelsystem, som fører inde fra den gamle muromkransede by til dens eneste naturlige vandkilde, et kildevæld for foden af skråningen.

Vandforsyningens sårbarhed har altid været byens svageste led, et konstant mål for dem, der i bibelsk tid såvel som i nyere tid, bragte byen under belejring. Oldtidens beboere udhuggede adskillige gange for at sikre forsyningen.

Nogle eksperter mener, at tunnelsystemet, som blev delvist afdækket i 1860´erne af arkæologen Charles Warren, blot for senere at blive tildækket med murbrokker, måske endog blev benyttet på tidspunktet for Davids sejr over kanaanæerne.

Videnskabsmændene har rejst spørgsmål om, hvorvidt det, der går under betegnelsen Warrens skakt, er den ”tsinnor” (”Katarakt” eller ”akvadukt”) gennem hvilken Davids styrker ifølge bibelsk redegørelse angreb kanaanæernes by.

Donald Ariel, den amerikansk fødte vicedirektør for udgravningerne, indrømmer, at dette stadig er en mulighed, men sagde, at det er usandsynligt, fordi ”alle de klart daterede vandsystemer”, man har fundet i Israel, viser sig at være bygget efter israelitternes sejr over kanaanæernes bastioner.”

 

Noter:

1) ”ligger” – lå ville være en mere korrekt glose – templet blev ødelagt af romerne i år 70 e.Kr. I dag ligger der to moskeer på Tempelpladsen.

2) Kanaanæerne – de folk, der boede i landet før israelitternes indvandring.

Tekst: Berlingske Tidende 18. sept. 1980 – teksten er af Michael Widlanski fra New York Times – og i underoverskriften står: ”Spændende arkæologiske fund udenfor det gamle Jerusalems mure”.

Kilde 2: Politikens Verdenshistorie bd. 7

”Fra Sinai trængte de jødiske nomadestammer efterhånden ind i Kanaans Land 1), der lå omtrent hvor nutidens Israel ligger.

Det var beboet af agerdyrkende folk, hvoraf nogle var af indoeuropæisk herkomst. De satte sig til modværge mod disse hyrdefolk, der kom med deres får og geder.

Men de hårdføre beduiner overmandede lidt efter lidt jordens dyrkere og tog den selv i besiddelse. De forblev dog ikke upåvirkede af agerbrugsreligionen med dens efter jødisk opfattelse mere eller mindre anstødelige frugtbarhedsritualer.

Den ene gang efter den anden revser Jahve i det gamle Testamente sit folk for, at det tilbeder fremmede guder.

Jødernes styrke forøgedes med en forbedret organisation. I oprøret med filistrene samlede de sig om en fælles anfører, som de udråbte til konge.

Den første af disse konger var Saul, der kan have regeret ca.1025 – ca.1012. Nogen enevældig fyrste var han dog ikke. Man har betegnet ham som ”historiens første konstitutionelle monark” (”Epstein”) 2), men desværre giver Bibelen kun knap besked om, hvad der stod i verdens første forfatning eller håndfæstning.

Det hedder kun, da profeten Samuel under Mizpafesten imødekom folkets ønske om en konge ved at kåre Saul, at han ”talede til folket om kongedømmets ret og skrev den i en bog og lod den blive for Herrens ansigt”.

Under Sauls efterfølger kong David (ca.1012-972) gik det jødiske kongedømme ind i sin glansperiode.

Han erobrede kanaanæernes sidste støttepunkt, Jerusalem, som han gjorde til sin hovedstad.

Her blev jødernes største helligdom ”pagtens ark”, fremstilet af ”akacietræ, halvtredje alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj” med de hellige love anbragt, og der blev opført et tempel, som Davids efterfølger Salomon (ca. 972-931) gjorde overmåde prægtigt, beriget af kobberminerne ved Aqababugten.

De to kongers store ry og deres nære forhold til Jahve-kulten fremhæves af, at man i det Gamle Testamente finder en samling af kultiske salmer 3) under Davids navn og en samling af ordsprog under Salomons.”

 

Noter:

1) Kanaans Land – det navn, der bruges om ”det hellige Land” før israelitterne indvandrer

2) Konstitutionel monark – en konge, der hersker indenfor en forfatnings (”Constitution”) rammer

3) Kultiske salmer er salmer, der bruges ved ”kulten” – gudsdyrkelsen, de hellige fester

Tekst:

Politikens Verdenshistorie bd.7: Arild Hvidtfeldt: Kulturens Korsveje, Politikens Forlag 1983 s. 100-102.

Kilde 3: N.P.Lemche og Københavnerskolen

”Historiske epoker ca. 900 f.Kr.-135 e.Kr.

Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.

Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter.

GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.

Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT.

Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr., men at Juda Rige først grundlagdes i 700-tallet f.Kr. Israels Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.

Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid; men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.

Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.”

Tekst: Uddrag af Niels Peter Lemches artikel om det gamle Israel i Den store danske Encyklopædi bd. 9. Gyldendal, København, 1997.

Kilde 3: N.P.Lemche og Københavnerskolen

”Historiske epoker ca. 900 f.Kr.-135 e.Kr.

Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.

Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter.

GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.

Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT.

Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr., men at Juda Rige først grundlagdes i 700-tallet f.Kr. Israels Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.

Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid; men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.

Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.”

Tekst: Uddrag af Niels Peter Lemches artikel om det gamle Israel i Den store danske Encyklopædi bd. 9. Gyldendal, København, 1997.

Litteratur og links

Kilde 1: Kong Davids bibelske palads fundet

Kilde 2: Politikens Verdenshistorie bd. 7

Kilde 3: N.P.Lemche og Københavnerskolen

Den første arabiske periode 638-1099

Kilde 21: Ibn Ishaq om Muhammeds natterejse til Jerusalem

Ibn Ishaq, der levede fra 704-767, var en muslimsk historiker, som redigerede en af de første samlede skildringer af profeten Muhammeds liv. Biografien bygger på Hadith-tekster, altså traditionerne om Muhammeds liv, der blev samlet efter hans død.

Du kan se henvisningerne i teksten: ”Hasan har overleveret følgende beretning fra profeten” eller ”Af Qatada er følgende ord fra Profeten overleveret” – det er vigtigt for en Hadith-tekst at have et øjenvidne nævnt – gerne én, der har historien direkte fra Muhammed selv.

Ibn Ishaqs Sira er i sin oprindelige form gået tabt og kendes nu alene i en redaktion af Ibn Hisham (d. 828 eller 833). Dens skildring af Muhammed er en særdeles vigtig kilde til forståelse af det Muhammedbillede, den islamiske tradition udviklede i 700-t. Værket er i sin helhed oversat til engelsk af A. Guillaume (The Life of Muhammad, London 1955).

Mens jeg sov, kom Gabriel

Hasan har overleveret følgende beretning fra profeten: Mens jeg sov, kom Gabriel[1] og vækkede mig med sin fod. Jeg satte mig op, men så ingenting, og jeg lagde mig til at sove igen. Han kom så for anden gang og vækkede mig med sin fod. Igen så jeg ingenting og lagde mig til at sove igen. Til sidst kom han for tredje gang og vækkede mig. Jeg satte mig op, og han tog fat om min overarm, jeg rejste mig og han førte mig ud til helligdommens[2] dør. Og se, der stod et hvidt ridedyr, halvt mulddyr, halvt æsel og med vinger på siden . . .[3]

Af Qutada er følgende ord fra profeten overleveret: Da jeg nærmede mig dyret for at stige op på det, var det sky, men Gabriel lagde hånden på dens manke og sagde: Skammer du dig ikke over at opføre dig sådan? Ved Gud, ingen, som er mere ædel i Guds øjne end Muhammed, har nogensinde redet på dig. Dyret blev så flovt, at det begyndte at svede, og det stod helt stille, så jeg kunne komme op på det.

Muhammed i Jerusalem

Hasan beretter videre, at profeten og Gabriel red sammen til Jerusalem. Her så han Abraham, Moses og Jesus blandt andre profeter.[4]

Profeten trådte frem som bønneleder[5] foran dem og bad sammen med dem.[6]

Derefter gav man ham to skåle, én fyldt med vin og en anden med mælk. Profeten tog den med mælk og drak deraf, mens han lod vinen stå. Gabriel sagde da: Du er blevet rigtig vejledt i overensstemmelse med skabelsen, og det vil dit folk også blive, Muhammed. Vin er ikke tilladt jer.

Derpå drog profeten tilbage til Mekka, og da han om morgenen fortalte Quraish[7], hvad der var hændt, sagde de fleste: Det er helt umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen …[8]

Profeten Muhammeds natterejse Mekka-Jerusalem tur-retur

Kilde 22: Nasir-ibn-Khusraws besøg i Jerusalem i 1047

Nasir-ibn-Khusraw var en persisk digter og filosof, der levede fra 1004-1088 og især er kendt for sin rejseberetning Safarnama. Han drog fra Persien i 1046 og tilbragte de næste syv år på en 19.000 km lang rejse, der er beskrevet i bogen.

Han besøgte Mekka fire gange og udførte ritualerne dér, men synes mere fascineret af Cairo, hvor Fatimide-kaliffen Ma’ad al-Mustansir Billah regerede. Han besøgte også Jerusalem i år 1047.

Det var den femte i måneden Ramadan i året 438[9] jeg kom til Den hellige By … Befolkningen i Syrien og nabolandede kalder byen Kuds[10], og folk fra disse egne vil på denne årstid[11] tage på pilgrimsrejse til denne ny, hvis de ikke kan tage til Mekka, og de vil her udføre de samme ritualer, som de plejer at udføre i Mekka.

Der er år, hvor der vil være så mange som 20.000 mennesker i Jerusalem i de første dage af pilgrimsmåneden. For de tager også deres børn med for at fejre deres omskærelse[12]

Naser Khosrous rejse

Fra alle de græske områder

Fra alle de græske områder[13] og fra andre lande kommer der også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”opstandelseskirken” og synagogen …

Jeg skal nu forsøge at beskrive Den hellige By. Jerusalem ligger på en bakke, og byen har ikke noget vand, bortset fra regnvand. Landsbyerne rundt om har kilder, men Jerusalem har ingen kilder.

Byen er omgivet af en stærk stenmur med jernporte. Der er ingen træer i byen, for det hele er bygget på klippegrund. Jerusalem er en meget stor by. På det tidspunkt, jeg besøgte byen havde den 20.000 indbyggere…

Byen har mange håndværkere, og hver gruppe har sin særskilte basar. Moskeen ligger i byens østligste kvarter …

En stor åben plads foran dig

Når du kommer ud fra moskeen, ligger der en stor åben plads foran dig[14] Det er genopstandelsespladsen, hvor alle mennesker skal samles på dommens dag. Af denne grund kommer mennesker fra hele verden til Den hellige By for at opholde sig her, for at de kan være til stede og parate på denne udvalgte plet, når dagen, som er bestemt af Gud – Han være priset og ophøjet – oprinder.[15]

Nær ved den østlige mur … er der en underjordisk moské, til hvilken du stiger ned ad mange trin. Her står Jesu vugge. Vuggen er af sten og stor nok til at en mand kan udføre sine bønneprostrationer[16] heri. Vuggen er gjort fast i jorden, så den ikke kan flyttes. Det er den vugge, som Jesus lå i som barn, og hvorfra han talte til folket. Vuggen er i denne moske blevet gjort til Mihrab´en[17], og på østsiden af moskéen er der en tilsvarende mihrab, som er Marias hellige bedeniche.[18]

Og der er endnu en mihrab, som er indviet til Zakarias[19] – fred være med ham. Og oven over disse mihrab´er står de vers skrevet, som er blevet åbenbaret i koranen om Zakarias og Maria. Det siges, at Jesus – fred være med ham! – blev født, hvor denne moské står.[20]

Marias fingre

Og på en af moskséens søjleskafter kan man se et mærke som efter en person, der har grebet om stenen med to fingre. De siger, at det er mærker efter Marias fingre, som greb om stenen efter at hun havde fået veer. Moskeen er kendt som Mash´Isa, dvs Jesu – fred være med ham – vugge, og hver nat brænder et stort antal lamper af sølv og messing herinde.

Al Aqsa-moskéen skylder Sakhrah-stenen[21] sin position. Det var denne klippe, som Gud – han være ophøjet og priset – befalede Moses at gøre til kiblah[22] Efter at Moses havde gjort dette, levede han kun kort …

Så kom Salomon

Hasan beretter videre, at profeten og Gabriel red sammen til Jerusalem. Her så han Abraham, Moses og Jesus blandt andre profeter.[4]

Profeten trådte frem som bønneleder[5] foran dem og bad sammen med dem.[6]

Klippemoskéen

Derefter gav man ham to skåle, én fyldt med vin og en anden med mælk. Profeten tog den med mælk og drak deraf, mens han lod vinen stå. Gabriel sagde da: Du er blevet rigtig vejledt i overensstemmelse med skabelsen, og det vil dit folk også blive, Muhammed. Vin er ikke tilladt jer.

Derpå drog profeten tilbage til Mekka, og da han om morgenen fortalte Quraish[7], hvad der var hændt, sagde de fleste: Det er helt umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen …[8]

 

Noter:

[1] Ifølge Islam er det Ærkeenglen Gabriel, der også kendes fra jødedommen og kristendommen, der kom til ham med Koranen – og altså her også er hans ledsager på natterejsen til Jerusalem
[2] Kabaen i Mekka
[3] Ridedyret får senere et navn: Buraq
[4] I Islam genfinder vi alle profeterne fra Tanach/Det gamle Testamente og Jesus fra Det nye Testamente. I Koranen nævnes 25 profeter ved navn – Muhammed er så efter muslimsk opfattelse den sidste i rækken – han er ”profeternes sejl og lukker profetrækken.
[5] Imam
[6] Vigtig pointe: Alle de andre profeter accepterer Muhammed som den vigtigste.
[7] Quraish var den dominerende stamme i Mekka, som Muhammeds slægt Hashim tilhørte
[8]  Senere kombineres denne fortælling med en fortælling, som Ibn Ishaq også kender, om at Muhammed fra Jerusalem – fra Tempelpladsen – føres op til himmelen, hvor han møder Gud. Dette afvises af nogle muslimer – Gud er så almægtig, at selv Muhammed ikke kan have talt direkte med ham.
[9] Årstallet er efter muslimsk tidsregning – altså efter Higra. Det svarer til 1047 efter kristen tidsregning
[10] På arabisk Al-Quds, der egentlig betyder helligdommen
[11] På denne årstid – Ramadan (fastemåneden) er den 9.måned i muslimsk tidsregning, Dhu al-Hidjdja – valfartsmåneden er den 12.måned
[12] Også i islam omskæres drenge – der er forskellige traditioner for, hvor gamle de skal være
[13] Det byzantinske Rige
[14] Tempelpladsen
[15] Dette er baggrunden for de mange muslimske grave lige udenfor den østlige mur overfor Olivenbjerget – og de jødiske grave på Olivenbjerget
[16] En muslimsk bøn ledsages af nøje fastlagte kropsbevægelser: stående, bøjet, knælende og næsegrus – den sidste, hvor man ligger helt nedkastet, kaldes prostration.
[17] Enhver moské har en mihrab – en bedeniche, som angiver bederetningen mod Mekka
[18] Maria spiller som profeten Jesu mor en vigtig rolle i islam.
[19] Zakarias er en profet kendt fra Tanach/Det gamle Testamente
[20] Nok en lidt overraskende oplysning for kristne læsere, idet Jesus ifølge to af evangelierne er født i byen Bethlehem.
[21] Klippen midt i Klippehelligdommen – Nasir-ibn-Khusraws skelner åbenbart ikke mellem de to helligdomme
[22] Den sten, som de bedende skulle henvende sig imod. Koranen synes at forbinde Moses – som ifølge Tanach/Det gamle Testamente aldrig nåede ind i Israel – med Jerusalem.
[23] Islam har styr på, at det er Salomon, der byggede templet i Jerusalem – men da alle hovedpersonerne i Tanach/Det gamle Testamente, jo ifølge Islam er muslimer, så er det altså ikke Templet, men en moské, han bygger.

Litteratur og links:

Forman, Jens: Muslimernes Religion. Tro, praksis og sharia. Systime 2006

Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998 (Heri 3.del: Islams frembrud og storhedstid)

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 4.del: Islam)

Se også: Tower of David-museet om Den muslimske periode

Litteratur og links

Kilde 21: Ibn Ishaq om Muhammeds natterejse til Jerusalem

Ibn Ishaq

Kilde 22: Nasir-ibn-Khusraws besøg i Jerusalem i 1047

Safarnama

Ma’ad al-Mustansir Billah

Tower of David-museet om Den muslimske periode

Israel under Romerriget

Kilderne til Israel under Romerriget 63 f.v.t. – 135 e.v.t..

Når vi taler om de sidste 200 års historie, før jøderne blev fordrevet fra Judæa, er vi på langt sikrere grund rent kildemæssigt. Vi har en dels romerske historikere, vi har det jødisk-romerske historie Flavius Josefus og vi har Det nye Testamente.

Nogle vil måske studse – Det nye Testamente som historisk kilde ? – men ja, vi kan faktisk få en del oplysninger her, hvis vi hele tiden husker, at f.eks. de fire evangelister har et andet formål end historieskrivning i traditionel forstand. De vil vise, at Jesus fra Nazareth var den lovede Messias – på græsk Kristos.

Især forfatteren til Lukas-evangeliet gør helt klart, hvilken historisk metode han bruger – og han har også skrevet en fortsættelse, Apostlenes Gerninger, hvor vi har flere navne på de romerske statholderen efter Pontius Pilatus.

Og både dér og i Paulus´ breve får vi en klar fornemmelse af, at der i det 1.årh evt er jøder mange andre steder end Israel. Endelig er der nu meget sikre arkæologisk fund – rester af muren rundt om Det 2.Tempel, rester af kong Herodes´ mange bygningsværker, mange spor af de jødiske oprør 66-70 og 132-35 og mønter fra de forskellige perioder.

Romernes tid

Den historiske litteratur er også overvældende  og man lægger mærke til, at jødiske historikere ofte vil tale om ”Det 2.Tempels Tid”, mens andre tit taler om Israel på Jesu tid.

En del bøger og meget forskning taler om ”Palæstina på Jesu tid” – da det først er efter 135, at romerne giver området dette navn, er det noget misvisende – en del vil så sige, at Palæstina er en ”neutral” geografisk betegnelse for området – det holder ikke rigtig stik i vore dage.

Endelig kan grunden til at bruge begrebet Palæstina være, at Israel jo havde været navnet på Nordriget, der for længst var gået under – det rige, der blev erobret af Babylonerne var Juda Rige, Sydriget – senere oftest omtalt som Judæa – også på romersk tid. Det omfatter så egentlig ikke den nordlige del, Galilæa og Samaria mellem Judæa og Galilæa.

Kilderne til Israel under Romerriget

Ikke overraskende er der et langt større antal kilder til denne periode end til de forrige. Vi er fremme i en periode, hvor vi kan bruge flere romerske historikere, vi kan bruge den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus og til nogle aspekter af livet i Israel i det første århundrede kan vi bruges skrifterne i Det nye Testamente. Her får vi en fornemmelse af det romerske militærs tilstedeværelse, de romerske repræsentanter i styret og tolderne, der opkrævede afgifter til den romerske besættelsesmagt.

Josefus ben Matthias var født i Jerusalem og voksede op i en fornem præstefamilie. Han deltog selv i oprøret og var endda leder af forsvaret af Galilæa i det nordlige Israel. Her blev han i år 67 taget til fange af Vespasian, den romerske øverstkommanderende (se Den jødiske Krig 3.bog kap.8). Men Josefus forudsagde, at Vespasian snart ville blive kejser og han blev derfor i første omgang holdt i husarrest og da profetien i år 69 efter Neros død gik i opfyldelse, blev han frigivet og tog kejserens familienavn, Flavius

Efter Jerusalems fald i 70 fulgte Josefus med den flaviske kejserfamilie til Rom, hvor han i en privilegeret position som kejserens gæst skrev sine værker, som alle er på græsk. Det første og bedst kendte var Bellum Judaicum, der udkom ca. 75 (kom i en ny dansk oversættelse ” Den Jødiske Krig” i  1997). Heri beskriver Josefus levende det jødiske oprørs forudsætninger og historie. Det andet hovedværk, Antiquitates Judaicae (De jødiske antikviteter), udkom ca. 95 og indeholder en fremstilling af det jødiske folks historie fra urtiden til oprørets udbrud i 66. Næsten samtidig udkom en kort selvbiografi, Vita, og et apologetisk værk, Contra Apionem (Mod Apion), hvori  Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb. Til trods for dette bliver han stadig af mange jøder anset for en forræder, fordi han overgav sig til romerne og fulgte med kejseren til Rom.

Den danske teolog Per Bilde (1939-2014), der var professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev i 1983 disputats om Josefus som historieskriver og har skrevet flere artikler om ham.

Kilde 12: ”Den jødiske Krig” 1. bog

Forordet:

1.     Den krig, som jøderne udkæmpede med romerne, er den største ikke blot af vor tids krige, men næsten også af dem, vi kun kender af omtale, hvad enten det nu var byer, der kom i konflikt med byer, eller folkeslag med folkeslag. Men nu har nogle, som ikke selv har været begivenhederne på nært hold, men kun samlede, hvad de havde hørt, på sofistisk 1) maner givet ukritiske og selvmodsigende skildringer af den, mens andre, som nok har været øjenvidner til den, har forfalsket kendsgerningerne, enten for at smigre romerne eller af had til jøderne. Derfor indeholder deres værker snart anklager og snart lovtaler, men den historiske sandhed finder man intetsteds. Derfor har jeg, Josefus, Matthias´ søn, fra Jerusalem, præst, som først selv kæmpede mod romerne og nødtvungent blev inddraget i de senere begivenheder, sat mig for, at jeg med henblik på dem, der lever under romersk herredømme, i græsk oversættelse vil skildre de begivenheder, som jeg allerede tidligere har beskrevet på mit modersmål og således gjort de ikke-græske folk inde i landet bekendt med.

2.   For da denne som sagt største omvæltning tog sin begyndelse, led romerstaten under en indre svækkelse, mens det revolutionære parti blandt jøderne, der havde store ressourcer af mænd og penge, benyttede sig af de urolige forhold til at gøre opstand. I denne højst forvirrede situation kunne den ene part gøre sig forhåbninger om at gøre sig til herre over de østlige egne, mens den anden part måtte befrygte at miste dem; jøderne håbede nemlig på, at alle deres stammefrænder hinsides Eufrates 2) ville gøre fælles sag med dem i opstande, mens romernes naboer gallerne foruroligede dem, ligesom også kelterne rørte på sig. Og efter Neros død 3) herskede der kaotiske tilstande, idet mange heri så en gunstig lejlighed til at bemægtige sig kejserkronen, og i håb om gaver så hæren gerne et tronskifte. Jeg har derfor ikke anset det for rigtigt at se bort fra, at sandheden bliver forvansket under omtalen af så vigtige begivenheder, og desuden at partherne, babylonerne, de fjerntboende arabere samt vore stammefrænder hinsides Eufrates og adiabenerne 4) ved mine bestræbelser har fået nøje kendskab til, hvordan krigen begyndte, hvilke lidelser den førte med sig, og hvorledes den sluttede, mens derimod grækerne og romerne, for så vidt de ikke selv deltog i krigen, intet ved herom, idet de er henvist til fremstillinger, der enten vil smigre eller er forvanskede.

3.     Alligevel har disse forfattere den dristighed at kalde den slags ”historie”, skønt de efter min mening heri ikke blot ikke har noget fornuftigt at berette, men også forfejler deres mål. De ønsker nemlig at vise romerens storhed, og derved nedsætter de til stadighed jøderne og gør dem ringere. Jeg kan dog ikke indse, hvordan de, der har besejret de små, kan anses for store. Og de tager hverken hensyn til krigens længde eller til den talmæssige styrke af den romerske hær, som kun med besvær gennemførte sin opgave, og heller ikke til de feltherrers storhed, som udfoldede så vældige anstrengelser for at indtage Jerusalem, og hvis ry efter min mening vil lide et skår, hvis man søger at forringe deres indsats.

4.     Det er absolut ikke min hensigt at forherlige mine landsmænds bedrifter i konkurrence med dem, der hæver romerne til skyerne, men jeg vil samvittighedsfuldt og nøjagtigt berette om begge parters indsats. Med min skildring af begivenhederne gør jeg også en indrømmelse til mine egne følelser og min smerte, og tillader mig at sørge over mit fædrelands ulykker; for det var den indre splid, der forårsagede dets sammenbrud, og det var jødernes tyranner, der tvang romerne til mod deres vilje at gribe ind, og som bevirkede afbrændingen af templet. Det kan kejser Titus 5), som selv fuldbyrdede ødelæggelsen, bevidne; han havde under hele krigen medlidenhed med folket, der blev holdt nede af oprørslederne, og ofte fik han på eget initiativ udskudt stormen på byen og belejringen trukket i langdrag, for at de skyldige kunne komme på andre tanker. Hvis altså nogen skulle tage anstød af de anklager, jeg retter mod tyrannerne og deres forbryderbande, eller af min klage over mit fædrelands sørgelige skæbne, bør han bære over med min smerte, selv om det strider mod historieskrivningens regler. For det har været vor bys skæbne, at den, som engang blandt alle byerne under romernes herredømme hævede sig til den højestes lykke, atter styrtede i den dybeste ulykke; ja det forekommer mig, at blandt alle ulykker lige fra tidernes begyndelse kan ingen, hvis man foretager en sammenligning, måle sig med dem, der har ramt jøderne. Skylden herfor kan ikke lægges på nogen fra et andet folk, og det er derfor, det er mig umuligt at beherske min sorg. Hvis altså nogen vil gå alt for hårdt i rette med min sorg, så bør han føre kendsgerningerne på historiens regning, men klagerne på forfatterens.

5.     Jeg kunne dog selv have god grund til at kritisere de græske lærde; for skønt der på deres egen tid har udspillet sig så store begivenheder, at de ved en sammenligning helt stiller fortidens krige i skyggen, så udtaler de sig nedladende om dem, der bestræber sig på at skildre disse begivenheder, og sætter sig til doms over dem, som de måske nok overgår i sproglig formulering, men står tilbage for i metodisk henseende. Selv skriver de om assyrernes 6) og medernes 7) historie, som om den var skildret af de gamle forfattere på en mindre tilfredsstillende måde; og dog kan de lige så lidt måle sig med disse i fremstillingens kraft som i saglig indsigt; de bestræbte sig nemlig alle sammen på at skrive om det, der foregik på deres egen tid, hvorved netop den omstændighed, at de selv havde overværet begivenhederne, gjorde fremstillingen anskuelig, og det var nedværdigende at lyve overfor dem, der selv havde kendskab til forholdene. Det er jo virkelig sådan, at det fortjener ros og anerkendelse af få det, der ikke tidligere er blevet fortalt, bevaret i erindringen, og at fremstille sin egen tids historie til gavn for eftertiden. Den virkelige forsker er ikke den, der blot omarbejder plan og opbygning af en andens værk, men kun den, der ikke blot bringer nyt frem, men også skaber et historisk værk af et personligt præg. Skønt jeg selv er af et andet folk, forelægger jeg hermed for grækerne og romerne dette værk, som har kostet mig store udgifter og stort bryderi, til erindring om, hvad de har fuldført. De indfødte græske forfattere får hurtigt munden på gled og tungebåndet løsnet, når det drejer sig om indbringende forretninger og retssager; men når det gælder historieskrivningen, hvor man nødvendigvis må tale sandhed og møjsommeligt indsamle fakta, så forstummer de og overlader til mindre ånder og til mindre sagkyndige at skrive om feltherrernes bedrifter. Derfor skal hos os den ægte historieskrivning holdes i ære, da den er blevet forsømt af grækerne.

6.     Jeg anser det på nuværende tidspunkt for forfejlet og iøvrigt også for overflødig at skildre jødernes ældre historie, altså hvad det var for et folk, hvordan de udvandrede fra Ægypten, hvor stort et landområde de kom i berøring med under deres omflakken, hvor meget de efterhånden erobrede, og hvordan de derefter atter forlod disse steder; for der er også mange jøder, der før mig med stor nøjagtighed har skildret deres forfædres historie, og nogle grækere, som har oversat disse værker til deres modersmål, er kommet sandheden meget nær 8). Men der, hvor forfatterne til disse skrifter og vore egne profeter er standset op, vil jeg tage udgangspunkt for min fremstilling. Af begivenhederne vil jeg gennemgå dem, der vedrører den krig, som jeg selv oplevede, mere udførligt og så godt, som jeg nu kan gøre det; men hvad der ligger forud for min tid, vil jeg behandle ganske kortfattet.

7.     Jeg vil berette, hvordan Antiochus med tilnavnet Epifanes 9) tog Jerusalem ved et stormangreb, herskede der i tre og et halvt år, hvorefter han blev jaget ud af landet af Hasmonaios´ sønner 10); dernæst hvordan deres efterfølgere kom i strid med hinanden om kongemagten og derfor fik romerne og Pompejus til at intervenere 11). Hvorledes Herodes, Antipatros´ søn, gjorde en ende på Hasmonaiernes dynasti ved at hidkalde Sosius, og hvordan folket efter Herodes´ død gjorde oprør, medens Augustus var romernes kejser, og Quintilius Varus var statholder i landet. Hvorledes krigen brød ud i det tolvte år af Neros regeringstid, hvad der tildrog sig under Cestius, og hvor store områder jøderne formåede at underlægge sig med våbenmagt ved deres første angreb.

8.     Jeg vil berette, hvorledes jøderne befæstede byerne i vid omkreds, hvorledes Nero efter Cestius´ nederlag af frygt for et fuldstændigt sammenbrud overdrog Vespasian overkommandoen i krigen, hvorledes denne sammen med den ældste af sine sønner invaderede jødernes land, med hvor stor en romersk hær  og med hvor mange forbundsfæller han trængte ind i hele Galilaia, og hvordan Vespasian besejrede nogle af byerne i dette land fuldstændigt ved magtanvendelse, men vandt andre ved at slutte overenskomst med dem. På dette sted vil jeg også nøjagtigt og på grundlag af selvsyn og egne erfaringer skildre romeres krigsdisciplin og hærafdelingernes træning, og endvidere udstrækningen af Galilaias to dele og deres geografiske beskaffenhed, Judaias grænser, landets egenart, dets søer og kilder, samt den skæbne, der overgik hver enkelt af de erobrede byer. Jeg vil heller ikke skjule noget af det, der overgik mig selv, da jeg henvender mig til læsere, som er orienteret herom.

9.     Dernæst beretter jeg om Neros død på et tidspunkt, da jøderens situation allerede var kritisk, og om hvordan Vespasian, der var under fremrykning mod Jerusalem, måtte opgive denne for at overtage kejserværdigheden; endvidere om de varsler, der forkyndte ham dette, om omvæltningerne i Rom, om hvorledes han mod sin vilje blev udråbt til kejser af soldaterne, hvordan der, da han var draget til Ægypten for at ordne statens sager, opstod indre stridigheder blandt jøderne, hvordan tyranner greb magten, og hvordan disse så kom i strid med hinanden.

10.  Jeg vil berette om den anden invasion i landet, foretaget fra Ægypten af Titus, om hvordan og hvor han samlede sine styrker, og hvor store de var; om situationen i byen ved hans ankomst som følge af splittelsen, om de stormangreb, han foretog, og om antallet af forsvarsvolde; jeg vil beskrive de tre fæstningsmures omfang og dimensioner, byens gode forsvarsmuligheder, indretningen af helligdommen og templet; endvidere alle mål på disse bygninger og på alteret, altsammen med stor nøjagtighed. Dernæst vil jeg beskrive nogle festskikke, de syv renselser og præsternes kulthandlinger; fremdeles præsternes dragter såvel som ypperstepræstens, og hvordan det Allerhelligste i templet var. Jeg vil hverken skjule noget eller føje noget til resultatet af min forskning.

11.  Så vil jeg uden forbehold beskrive tyrannernes brutale adfærd over for deres landsmænd og romerens hensynsfulde optræden over for dem, der hørte til et andet folk; jeg vil opregne, hvor mange gange Titus, der ønskede at redde byen og templet, opfordrede de stridende parter til at nå til enighed; jeg vil berette i alle enkeltheder om folkets lidelser og dets ulykker, og hvorledes det var blevet demoraliseret af krigen, den indre splid og sulten, da det bukkede under. Jeg vil heller ikke forbigå overløbernes sørgelige skæbne eller straffeforanstaltningerne mod fangerne, og heller ikke hvordan templet blev stukket i brand mod kejserens vilje, eller hvor mange af tempelskattene man fik reddet fra ilden. Jeg vil berette om erobringen af hele byen og om de varsler og jærtegn, der gik forud, om tilfangetagelsen af tyrannerne, om antallet af dem, der blev solgt som slaver, og om den skæbne, der ramte hver enkelt af dem. Jeg vil beskrive, hvordan romerne gennemførte de sidste forholdsregler til afslutning af krigen, og hvorledes de sløjfede de enkelte steders fæstningsanlæg; hvordan Titus rejste rundt i hele landet og genindførte ordnede forhold, og endelig hvordan han vendte hjem til Italia og fejrede sin triumf.

12.  Alt dette har jeg sammenfattet i syv bøger, og jeg har hverken givet dem, der har kendskab til begivenhederne, eller dem, der har været krigen på nært hold, nogen anledning til at kritisere eller anklage mig. Jeg har skrevet for de læsere, for hvem sandheden betyder noget, og ikke for at underholde. Jeg vil begynde min beretning på det sted, hvor jeg også begyndte min indholdsoversigt.

 

Noter:

  1. Josefus bruger ordet ”sofistisk” på samme måde som Platon, altså som et skældsord om nogle, for hvem intet er rigtigt eller retfærdigt.
  2. Fra det babylonske fangenskabs tid boede der jøder ”ved Babylons floden” – altså ved Eufrat og Tigris.
  3. Kejser Nero død i år 68 medfører en borgerkrig om kejsertronen i Romerriget
  4. Et folk, der boede i Parterriget (Perserriget)
  5. Titus efterfølger i år 79 sit far, Vespasian, som kejser
  6. Assyrerrigets storhedstid er fra ca. 1100 – 612 f.Kr.
  7. Medernes Rige lå, hvor Iran ligger i dag. Medernes storhedstid slutter i 550 f.Kr., hvor perserkongen Kyros erobrer landets hovedstad.
  8. Den græske oversættelse af GT, Josefus her taler om, er den såkaldte Septuaginta – en oversættelse, der blev til i Alexandria, hvor mange af jøderne ikke længere forstod hebraisk.
  9. Se kilde 9: 1. Makkabæerbog
  10. Hasmonaios´ sønner: Hasmonæerne, der i ca.100 år frem til år 63 f.Kr. skaffede det jødiske folk national selvstændighed, nedstammede fra præsten Hasmon i Jerusalem.
  11. Se kilde 11 – fra Josefus´ 1.bog

Kilde 13: Oprøret starter – Den jødiske Krig 2. bog

14. kapitel:

1.     Festus 1) afløste nu Felix som prokurator 2), og han greb energisk ind mod denne den værste landeplage. Han fik pågrebet et stort antal røvere og lod en hel del af dem henrette. Festus´ afløser Albinus 3) gik ikke frem på samme måde, og man kan ikke forestille sig nogen misgerning, som han ikke gjorde sig skyldig i. Ikke blot røvede og plyndrede han under sin embedsførelse de enkelte borgeres ejendom, og lagde tyngende skatter på hele folket, men han løslod også mod løsepenge fra de pårørende folk, som var blevet fængslet for røveri af det pågældende byråd eller af hans forgængere; kun den, der intet betalte, blev fortsat holdt fængslet som en forbryder: På dette tidspunkt viste de revolutionære elementer i Jerusalem en voksende dristighed, og de indflydelsesrige blandt dem fik ved bestikkelse en sådan magt over Albinus, at de ikke havde noget at frygte fra hans side, hvis de forsøgte en opstand; og den del af folket, der ikke var interesseret i fred og ro, sluttede sig til dem, der havde arrangeret sig med Albinus. Enhver af disse forbrydere omgav sig med sin egen bande, idet han som en røverhøvding eller tyran ragede op over resten af flokken, og han brugte sine væbnede folk til at udplyndre de mere respektable borgere med. Resultatet var, at de udplyndrede måtte tie om det, som de havde god grund til at harmes over, og at de, der var sluppet fri, af frygt for at lide samme skæbne måtte smigre dem, der egentlig havde fortjent dødsstraf; kort sagt, ingen kunne udtrykke sig frit, med tyranner på alle sider. Fra da af var sæden lagt til byens kommende erobring.

2.     En sådan mand var Albinus, men hans efterfølger Gessius Florus 4) fik ham alligevel ved sammenligning til at tage sig ud som en agtværdig mand. Albinus begik de fleste af sine misgerninger hemmeligt og søgte at dække over dem; derimod pralede Gessius af sine forbrydelser mod folket, og som om han var udsendt som en bøddel, der på statens vegne skulle straffe de dømte, forsømte han ikke nogen lejlighed til røveri og mishandling. Hvor der kunne være grund til medlidenhed, udviste han den største brutalitet, og når det drejede sig om skændselsgerninger, var han den mest frastødende. Ingen kunne som han gøre sandhed til usandhed og udtænke snedige måder at føre andre bag lyset på. At udbytte en enkelt person forekom ham at være for lidt, han udplyndrede hele byer og ruinerede hele samfund, og det var lige ved, at han lod bekendtgøre i hele landet, at alle havde lov til at plyndre, forudsat at han selv fik en del af byttet. Resultatet af hans griskhed var, at hele byer forvandledes til ørken, og at mange gav afkald på gammel skik og brug for at udvandre til provinser med en fremmed befolkning.

3.     Så længe nu Cestius Gallus 5) som provinsens statholder opholdt sig i Syrien, vovede ingen at sende udsendinge til ham for at klage over Florus; men da han kort før de usyrede brøds fest  6) kom til Jerusalem, flokkedes folk om ham i et antal af ikke mindre end tre millioner og bønfaldt ham om at have medlidenhed med folket i dets ulykke, og de brød ud i klageråd over Florus, som betød deres lands undergang. Han var selv til stede, stod ved siden af Cestius, men havde kun spot tilovers for deres protester. Cestius fik dog dæmpet mængdens ophidselse og forsikrede, at han ville sørge for, at Florus for fremtiden ville være mere imødekommende over for dem. Derpå vendte han hjem til Antiochia 7). Florus ledsagede ham til Caesarea 8), men han havde sine bagtanker, idet han allerede havde planlagt en krig mod det jødiske folk, da han regnede med, at han kun på den måde kunne skjule sine forbrydelser. For hvis freden varede ved, forudså han, at jøderne ville optræde som hans anklagere for kejseren, men hvis han kunne få fremkaldt en opstand blandt dem, ville han ved denne større ulykke kunne forhindre anklagen for de mindre forseelser. Derfor forstærkede han for hver dag der gik, folkets lidelser, for at anspore det til oprør.

4.     Imidlertid havde grækerne 9) i Caesarea hos Nero 10) fået medhold i, at det var dem, der skulle kontrollere byen, og de vendte hjem med en skriftlig bekræftelse af denne afgørelse. Dermed udbrød krigen i det tolvte år af Neros regering og i det syttende år af Agrippa 11) herredømme som konge, i måneden Artemisios 12). Den ydre anledning til krigen stod slet ikke i noget forhold til de ulykker, den førte med sig. Jøderne i Caesarea ejede nemlig en synagoge, der lå lige ved siden af en grund, som tilhørte en græker der fra byen, og de havde ofte prøvet at erhverve den ved at tilbyde en pris, der var flere gange højere end dens værdi. Ejeren afviste dog deres henvendelser, og for at chikanere jøderne lod han endda grunden bebygge, idet han opførte nogle værksteder, således at de kun havde en snæver og i enhver henseende ubekvem adgang til synagogen. Først var der nogle brushoveder blandt de unge mænd, der trængte ind og søgte at hindre byggearbejdet. Man da Florus havde forhindret dem i at bruge magt, søgte nogle fremtrædende jøder, blandt dem tolderen Johannes, i deres forlegenhed at få Florus til at standse byggearbejdet ved at tilbyde ham otte sølvtalenter. For at få fingre i pengene lovede Florus, at han ville gøre alt, hvad de ønskede; men da han havde modtaget dem, forlod han Caesarea og drog til Sebaste. Herved gav han opstanden frit løb, som om han nu havde solgt jøderne tilladelse til at gribe til våben.

5.     Næste dag var det sabbat 13). Da jøderne samledes i synagogen, opstillede en uromager fra Caesarea en omvendt krukke ved indgangen til synagogen og gav sig til at ofre nogle fugle 14) på den. Det fremkaldte en umådelig forbitrelse hos jøderne, fordi man derved forhånede deres love og gjorde stedet urent. Den mere besindige og forsonlige del af borgerne mente nu, at man skulle henvende sig til øvrigheden, men de stridslystne og de ungdommelige brushoveder brændte efter at komme i kamp. De mere uforsonlige blandt byens indbyggere stod allerede og ventede på dem, for det var efter aftale, de havde sendt manden hen for at ofre, og hurtigt kom det til et væbnet sammenstød. Nu indfandt rytterføreren Jucundus sig med ordre til at forhindre uroligheder, han lod krukken fjerne og søgte at bilægge striden. Da han dog ikke kunne klare sig overfor indbyggernes voldsomhed, greb jøderne hastigt deres lovruller 15) og trak sig tilbage til Narbata; det er navnet på en jødisk landsby, som ligger 60 stadier 16) fra Caesarea. Tolv ansete jøder sammen med Johannes drog til Florus i Sebaste og beklagede sig over, hvad der var sket, og idet de bad ham om hjælp, mindede de ham diskret om de otte talenter. Men Florus lod mændene gribe og fængsle, med den begrundelse, at de havde fjernet lovrullerne fra Caesarea.

6.     Disse begivenheder fremkaldte forbitrelse i Jerusalem, men lidenskaberne kom endnu ikke til udbrud. Florus lagde dog ved på krigsbålet, som om man havde betalt ham for det. Han sendte folk hen til tempelskatten efter sytten talenter under det påskud, at kejseren havde brug for dem. Det fremkaldte straks stærk uro i befolkningen; folk stimlede sammen i templet, råbte med gennemtrængende røst kejserens navn og bønfaldt om, at han ville befri dem fra Florus´ voldsherredømme.

Det antikke teater i Cæsaria.

 Nogle af de oprørske slyngede de værste skældsord mod Florus, gik rundt med en kurv og bad om en almisse til den ”stakkels ynkværdige mand”. Derved blev han dog ikke stoppet i sit pengebegær, men blot ophidset til yderligere afpresning. Skønt han burde være draget til Caesarea for at slukke den krigens fakkel, som tændtes der, og fjerne årsagerne til den hele uro, hvad han jo egentlig fik sin løn for, brød han op mod Jerusalem med sin hær af ryttere og fodfolk, for ved romerske våben at opnå hvad han ønskede, og ved frygt og trusler gøre det helt af med byen.

7.     For på forhånd at imødegå hans hævnlyst gik folket soldaterne i møde, idet det bød dem velkommen, og det traf forberedelser til at give Florus en ærefuld modtagelse. Men da sendte han centurionen 17) Capito i forvejen med 50 ryttere, som skulle befale folk at forsvinde derfra og ikke nu foregive en venlig indstilling over for den mand, som de havde behandlet på en så fornærmelig måde. Hvis de var rigtige mænd, der vovede at sige deres mening, burde de også håne ham, nu da han var til stede, og således vise deres frihedskærlighed ikke blot i ord, men også med våben i hånd. Ved disse ord blev folket grebet af skræk, og da samtidig Capitos ryttere galopperede midt ind iblandt dem, løb folk til alle sider, før de fik lejlighed til at hylde Florus og vise soldaterne, at de var rede til at underkaste sig. De trak sig tilbage til deres huse og tilbragte her natten i frygt og modløshed.

8.     Florus havde imidlertid indlogeret sig i kongeslottet 18), og næste dag lod han sit dommersæde opstille foran det og tog plads her. Derpå indfandt ypperstepræsterne, de indflydelsesrige mænd og de mest ansete blandt borgerne sig og stillede sig foran dommersædet. Florus befalede dem så at udlevere dem, der havde hånet ham, og tilføjede, at de selv skulle få hans hævn at føle, hvis de ikke udleverede de skyldige. De gjorde da gældende, at befolkningen var fredeligt indstillet, og de bad om overbærenhed mod dem, der havde råbt op; der var jo ikke noget mærkeligt i, at der blandt så mange mennesker var nogle brushoveder og umodne unge mennesker, og desuden ville det være umuligt at identificere de skyldige, hvis de hver især havde skiftet mening og nu af frygt ville benægte at have gjort det, som de havde gjort. Hvis det virkelig lå ham på sinde at bevare freden i landet og sikre romerne byen, burde han af hensyn til de mange uskyldige hellere tilgive de få, der havde forset sig, end på grund af nogle få slette mennesker styrte et så stort og loyalt folk i ulykke.

9.     Denne appel ophidsede kun Florus endnu mere, og han brølede til sine soldater, at de skulle plyndre det såkaldte ”Øvre torv” 19) og dræbe dem, de traf på. Da de i forvejen rovgriske soldater havde fået denne ordre af deres leder selv, plyndrede de ikke blot det sted, hvortil de var blevet sendt, men de trængte ind i alle husene og huggede beboerne ned. Folk flygtede gennem de snævre gader, og de, der blev indhentet, blev dræbt. Der blev plyndret på alle mulige måder, og soldaterne greb mange fredelige borgere og førte dem til Florus, som først lod dem piske på en meget nedværdigende måde og derefter korsfæste. Det samlede antal af dem, der omkom på denne dag, beløb til omtrent 3.600 iberegnet kvinder og børn, da ikke engang spædbørn blev skånet. Hvad der gjorde denne ulykke særlig tung at bære var en hidtil ukendt brutalitet fra romerens side. Florus tillod sig nemlig en handlemåde, som ingen hidtil havde vovet at benytte, idet han lod mænd af ridderstand piske foran sit dommersæde og derefter korsfæste; og det var mænd, der ganske vist var af jødisk afstamning, men dog havde en romersk status.

Noter:

  1. Festus var prokurator fra år 60-62; han nævnes også i Apostlenes Gerninger kap.24-26.
  2. Prokurator er betegnelsen for den ledende romerske embedsmand i Judæa, underlagt statholderen i provinsen Syrien.
  3. Albinus var prokurator i år 62-64.
  4. Gessius Florus var prokurator fra 64-66 – frem til oprøret.
  5. Cestius Gallus var den romerske statholder i Syrien
  6. De usyrede Brøds Fest er en anden betegnelse for den jødiske påskefest til minde om udfrielsen fra Egypten.
  7. Antiochia er Syriens hovedstad på denne tid.
  8. Caesarea er det romerske hovedkvarter ude ved Middelhavet, grundlagt af Herodes den Store
  9. ”Grækerne” vil her sige de helleniserede, ikke-jødiske  indbyggere i Judæa.
  10. Nero var kejser i Rom fra 54 til 68
  11. Agrippa var en lokalkonge i dele af Gallilæa
  12. Artemisios er i maj måned – oprøret starter år 66
  13. Sabbat – den jødiske helligdag (lørdag)
  14. Jøderne selv ofrer fugle ved spedalskes renselse – derfor er dette en hån mod jøderne.
  15. Lovrulle: De jødiske hellige Skrifter – Tora´en
  16. Stadie er et græsk længdemål – 192 meter
  17. Centurion er en romersk officer
  18. Kongeslottet er det palads, Herodes havde bygget i Jerusalem.
  19. Øvre Torv lå tæt ved Hasmonæernes (”Makkabæernes”) palads.

Kilde 14: Josefus tages til fange – Den jødiske Krig 3. bog

Josefus´ 3.bog foregår i høj grad i Galilæa i det nordlige Israel. I 1.kapitel hører vi, hvordan kejser Nero sender Vespasian til Judæa, og Josefus beskriver i kap.3 de israelske provinser Galilæa, Peræa, Samaria og Judæa. Vi hører om Josefus´ nederlag ved Sepforis, den romerske hærs organisering og om, hvordan Vespasian indtager Gabara og rykker frem mod Jodapata, som han efter en lang belejring erobrer.

8. kapitel:

1.     Romerne begyndte nu en eftersøgning efter Josefus, både på grund af deres forbitrelse mod ham, og fordi det betød overordentlig meget for deres feltherre 1), da Josefus´ tilfangetagelse ville være et afgørende vendepunkt i krigen. Derfor undersøgte man nøje de døende og dem, man havde fundet skjult. Men da byen var ved at blive indtaget, var det lykkedes ham ved en eller anden guddommelig bistand at snige sig bort midt ind mellem fjenderne, hvorefter han var sprunget ned i en dyb cisterne, som på den ene side havde forbindelse med en rummelig hule, der ikke kunne ses oppefra. 

Vespasian Galilæa-kampagne

Der forefandt han 40 ansete mænd, som holdt sig skjult her, og tillige et forråd af levnedsmidler, som var tilstrækkeligt til adskillige dage. Om dagen holdt han sig nu skjult, da fjenderne holdt hele byen besat, men om natten gik han op for at undersøge flugtmulighederne og udspejde vagtposterne. Men da alt blev holdt under bevogtning til alle sider med henblik på ham, så det ikke var muligt at gemme sig der, steg han atter ned i hulen. Her holdt han sig nu skjult i to dage, men på den tredje dag blev han røbet af en kvinde, som var blevet taget til fange og nu var sammen med de andre. Vespasian sendte da i største hast to tribuner 2), Paulinus og Gallicanus, af sted med ordre til at tilbyde Josefus frit lejde og opfordre ham til at komme frem.

2.     Så snart de var kommet derhen, tilskyndede de ham til at følge opfordringen og gav ham selv garantier for, at der ikke ville ske ham noget, uden at de dog kunne få ham overtalt. Han byggede ikke sin mistillid på underhandlernes af naturens milde væsen, men på bevidstheden om alt det, han havde gjort mod romerne, og om den straf, der rimeligvis ville ramme ham; derfor var han bange for, at de kom for at hente ham til afstraffelse.

Vespasian sendte en tredje tribun ved navn Nikanor, en ven og gammel bekendt af Josefus. Da han var kommet skildrede han, hvordan romerne af naturen viste mildhed over for dem, de engang havde besejret, og hvordan Josefus selv på grund af sin tapperhed snarere fremkaldte beundring end had hos de romerske ledere; det var ikke Vespasians ønske at lade ham straffe, for det kunne han gøre, også hvis han ikke ville indfinde sig, men han var besluttet på at frelse en så tapper mand. Nikanor tilføjede, at Vespasian da ikke ville have sendt en ven af Josefus for at lægge en fælde og således bruge det skønneste af alt, venskabet, som skalkeskjul 3) for det værste af alt, troløshed. Han ville heller ikke selv have indladt sig på at komme for at føre en god ven bag lyset.

3.     Da nu Josefus også forholdt sig noget tøvende over for Nikanor, ville soldaterne i deres ophidselse ryge ham ud af hulen, men tribunen holdt dem tilbage, fordi det lå ham på sinde at få manden levende i sin magt. Da Nikanor appellerede indtrængende til ham, og da Josefus hørte truslerne fra den fjendtlige mængde, kom han til at tænke på nogle natlige drømme, ved hvilke Gud havde forkyndt ham de ulykker, der skulle ramme jøderne, og de romerske kejseres kommende skæbne. Josefus forstod sig nemlig på at tyde drømme og på at udlægge det, som blev sagt på en dunkel måde af Gud. Han var fortrolig med profetierne i de hellige bøger 4), da han selv var præst og af præsteslægt. Netop i denne time følte han sig inspireret til at forstå disse ting, og idet han i sin erindring fremdrog de skrækindjagende drømmebilleder, der fornylig havde vist sig for ham, bad han i sit stille sind således til Gud: ”Siden det er Din vilje at knække det jødiske folk, som du har skabt, og da al lykke er gået over til romerne, og da du har udvalgt min sjæl til at forkynde, hvad der skal komme, overgiver jeg mig frivilligt til romerne og forbliver i live; jeg kalder dig til vidne på, at jeg tager dette skridt, ikke som forræder, men som Din tjener.”

4.     Da han havde sagt dette, ville han til at overgive sig til Nikanor. Men da de jøder, som havde skjult sig sammen med ham, forstod, at han gav efter for fjendernes tilbud, stimlede de sammen om ham og råbte: ”Sandelig ville vore fædrene lov sukker dybt, og Gud, som har skænket jøderne sjæle, der ringeagter døden, ville slå øjnene ned. Klynger du dig i den grad til livet, Josefus, at du kan finde sig i at se solens lys som slave ? Hvor hurtigt har du dog glemt dig selv ? Hvor mange har du ikke fået overtalt til at dø for friheden? Falsk var da dit ry for tapperhed, og falsk var din berømmelse for klogskab, hvis du nu håber på tilgivelse fra dem, som du har bekæmpet så hårdt. Vil du virkelig tage mod livet fra dem, hvis de da holder deres ord? Hvis nu romernes lykke har fået dig til at glemme dig selv, så påhviler det os at værne om vores fædres ry. Vi rækker dig vor højre hånd og sværd; død du frivilligt, er det som jøderens feltherre, men dør du ufrivilligt, da er det som forræder.” Med disse ord løftede de sværdene imod ham og truede med at dræbe ham, hvis han overgav sig til romerne.

5.     Da Josefus var bange for, at de skulle angribe ham, og da han mente, at det ville være et forræderi mod Guds påbud, hvis han døde, før han kunne forkynde dem, begyndte han i denne kritiske situation at imødegå dem med filosofiske betragtninger. Han sagde: ”Kære venner, hvorfor er vi så ivrige efter at berøve os selv livet?  Hvorfor skulle vi dog skille sjæl og legeme, som er så nøje forbundne? Man siger, at jeg har forandret mig; men romerne ved, hvordan det forholder sig. Det er skønt at dø i krigen, ja, men efter krigens lov, og det vil sige at falde for sejrherrens hånd; men hvis de ønsker at skåne en fjende, hvor meget rimeligere er det så ikke, at vi ønsker at skåne os selv. Det ville da være tåbeligt at gøre det mod os selv, som vi har kæmpet med dem om at undgå. Det er skønt at dø for friheden; ja, det siger jeg også, men det skal være i kampen mod dem, der vil berøve os den. Og nu kommer de hverken for at kæmpe mod os eller for at dræbe os. Den mand er en kujon, der ikke vil dø, når det er nødvendigt, men det gælder i lige så høj grad for den mand, der ønsker det, når det ikke er nødvendigt. Hvad har vi da at frygte, hvis vi vægrer os mod at overgive os til romerne? Er det da ikke døden? Men skal vi da tilføje os selv det som noget uundgåeligt, som vi frygter fra vores fjenders side som noget muligt? ”Nej, det er trældommen, vi frygter”, vil en sige. Ja sandelig, som om vi er frie mennesker nu! ”Det er heltemodigt at dræbe sig selv”, vil en anden sige. Nej, tværtimod, det er det uværdigste af alt; jeg anser da ikke nogen for mere fej, end den styrmand, der af frygt for uvejret frivilligt sænker sit skib før stormen. Nej, selvmord er både i strid med de instinkter, som er fælles for alle levende væsener, og en forbrydelse mod Gud, som skabte os. Blandt dyrene findes der ikke et eneste, der søger døden frivilligt eller dræber sig selv; for viljen til livet er en stærk naturlov, som bor i alle. Derfor betragter vi dem, der åbenlyst stræber os efter livet, som fjender, og vi straffer dem, der med list søger at ombringe os. Tror I ikke, at Gud harmes, når et menneske behandler hans gave med foragt? For det er fra ham, vi har modtaget livet, og det er ham, vi må overlade det til at bestemme hvornår det er forbi. Alles legemer er dødelige, og de er skabt af et forgængeligt stof, men sjælen er altid udødelig, og den bor i vort legeme som en del af Gud. Hvis nogen ødelægger det, som er blevet ham betroet af en anden, eller forvalter det dårligt, anses han for slet og upålidelig; men hvis nogen fra sit legeme fjerner det, der er blevet betroet ham af Gud, tror han så at kunne holde sig skjult for den, som han har krænket på denne måde? Man anser det jo også for ret og rimeligt, at man straffer bortløbne slaver, selv om de herrer, de har forladt, er onde mennesker; skal vi så ikke anse det for ugudeligt, hvis vi selv løber bort fra den bedste af alle herre, Gud? Ved I ikke, at de, der forlader livet efter naturens lov og således tilbagebetaler det lån, de har modtaget af Gud, når Giveren ønsker det, vinder evigt ry, og at det er sikret dem, at deres hus og slægt skal bestå? Ved I ikke, at deres sjæle, som forbliver rene og lydige, får tildelt den helligste plads i himlen, hvorfra de i tidernes kredsløb vender tilbage for atter at finde bolig i hellige legemer? Men hvis nogle er så vanvittige, at de lægger hånd på sig selv, er det det mørkeste sted i Hades 5), der tager imod deres sjæle, og Gud, deres fader hjemsøger fædrenes synder på deres efterkommere. Det er derfor, at denne forbrydelse, der i Guds øjne er så afskyelig, også bliver straffet af vor viseste lovgiver; thi hos os er det bestemt, at de, der har begået selvmord, skal ligge ubegravede indtil solnedgang, skønt vi anser det for vor pligt at lade endog vore faldne fjender begrave. Hos andre folk kræver loven endda, at en selvmorders højre hånd, men hvilken han har ført krig mod sig selv, skal afhugges, ud fra den mening, at ligesom legemet mod naturen er blevet adskilt fra sjælen, således skal også hånden skilles fra legemet. Det er derfor ret, kære venner, at lytte til fornuftens røst, og ikke til vore menneskelige ulykker føje forbrydelsen mod vor skaber. Hvis livet bliver os tilbudt, så lad os tage imod det. Der er ikke noget vanærende i at lade os redde af dem, over for hvem vi med så mange bedrifter har bevist vor tapperhed. Hvis vi skal dø, er det ærefuldt at død for sejrherrens hånd. Jeg vil ikke gå over på fjendens side for at blive en forræder mod mig selv; så ville jeg jo være langt tåbeligere end de, der deserterer over til fjenden, da de jo gør det for at redde livet, mens det for mig ville betyde min egen undergang. Jeg kunne dog ønske mig at falde i et romersk baghold; for hvis de dræber mig efter at have givet mig deres ord, vil jeg gå frimodigt i døden, da jeg i løgnens troløshed ser en bedre trøst, end en sejr ville give mig.”

6.     Ved disse og mange lignende argumenter søgte Josefus at få sine kammerater til at afstå fra selvmord. Men desperationen havde gjort dem døve for hans ord, som om de allerede havde viet sig til døden, så at de rettede deres forbitrelse mod ham. Fra alle sider stormede de med dragne sværd ind på ham, medens de beskyldte ham for fejhed, og de syntes alle sammen rede til at hugge ham ned på stedet. Da tiltalte han en af dem ved navn, betragtede en anden med sit feltherreblik, trykkede en tredje i hånden, og ved sine indtrængende ord fik han en fjerde bragt på bedre tanker. Og medens han i dette kritiske øjeblik var genstand for de mest forskelligartede fjendtlige følelser, lykkedes det ham at afholde dem alle sammen fra at bruge deres sværd, idet han ligesom et vildt dyr, der er omringet af jægerne, hele tiden vendte sig mod den, der ville angribe ham. Da hans angribere også i denne ekstreme situation følte, at han var deres feltherre, lammedes deres hånd, sværdene gled fra dem, og mange kastede af sig selv det våben bort, som de lige havde rettet mod ham.

7.     Også i denne vanskelige situation bevarede Josefus sin åndsnærværelse og i tillid til Guds omsorg satte han livet på spil og sagde: ”Da vi er fast besluttede på at dø, lad os da afgøre ved lodkastning, i hvilken rækkefølge vi skal dræbe hinanden. Den, som loddet rammer, skal falde for den næstes hånd; for det vil være urigtigt, hvis en enkelt skiftede sind og blev reddet, når alle andre var gået bort.” Hans ord fandt tilslutning hos dem, de fulgte hans råd, og han trak lod sammen med de andre. Den som loddet ramte, lod sig frivilligt dræbe af den næste i den overbevisning, at også feltherren straks ville følge ham i døden; for de mente, at det at død sammen med Josefus var skønnere end at leve. Da blev han tilbage sammen med en anden, hvad enten man vil tale om lykkes eller om Guds forsyn, og da det var ham magtpåliggende hverken at blive dømt til døden af loddet eller, hvis han blev alene tilbage, at besmitte sine hænder med en landsmands blod, overtalte han også den anden til at forblive i live ved at slutte en pagt med ham.

8.     Da Josefus på denne måde havde overlevet både krigen med romerne og opgøret med sine egne folk, blev han af Nikanor ført til Vespasian. Romernes strømmede nu alle sammen til at få ham at se, og da folk nu flokkedes omkring feltherren, lød der mange forskelligartede råb, idet nogle udtrykte deres glæde over, at han var blevet taget til fange, mens andre rettede trusler imod ham og andre igen masede på for at få ham at se på nært hold. Nogle, der stod længere borte, råbte, at nu skulle deres fjende straffes, men de, der var lige i nærheden af ham, genkaldte sig hans bedrifter og var helt rystede over et sådant omsving af skæbnen. Blandt officererne var der ingen, der ikke blev mildere stemt ved synet af ham, selv om de tidligere havde været forbitrede på ham. Mere end nogen anden blev Titus 5) grebet af beundring for Josefus´ modige holdning under ulykkerne og af medlidenhed med hans unge alder. Når han huskede på, hvordan han før havde kæmpet, og nu så ham i sine fjenders magt, kom han til at tænke på, hvor stor skæbnens magt er, hvor hurtigt krigslykken kan slå om, og hvilken usikkerhed der råder i menneskenes forhold. Derfor fremkaldte han også ved denne lejlighed lignende følelser hos de fleste og fik dem til at føle medlidenhed med Josefus, men mest af alt var det hans optræden som fortaler for Josefus hos faderen, der bevirkede at hans liv blev sparet. Dog gav Vespasian ordre til, at han skulle bevogtes særligt omhyggeligt, da han ønskede at sende ham så snart som mulig til Nero 6).

9.     Da Josefus havde fået det at vide, bad han om at komme til at tale med ham under fire øjne. Vespasian befalede da alle med undtagelse af sønnen Titus og to venner at trække sig tilbage, og Josefus talte da således: ”Du tror, Vespasian, at du med Josefus blot har fået en krigsfange i din magt, men jeg kommer til dig som budbringer om større ting. Hvis ikke jeg var blevet sendt af Gud, havde jeg kendt den jødiske lov og havde vidst, hvordan en feltherre bør dø. Nu vil du sende mig til Nero. Hvorfor dog det? Tror du da, at Neros efterfølgere vil holde sig længe ved magten, før du bliver hersker?

General Vespasian – kejser 69-79 e.v.t

Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her. Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig, men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten. Men jeg beder dig om endnu strengere bevogtning, for at du kan straffe mig, hvis jeg har taget Guds ord forfængeligt”.

10.  Da han sagde dette, syntes Vespasian ikke i første øjeblik at tro på det; han mente, at dette var en list fra Josefus´ side med det formål at redde livet. Men lidt efter lidt blev han overbevist, da Gud allerede indgav ham tanken om herredømmet og også ved andre tegn varslede hans tronbestigelse. Han konstaterede også, at Josefus ved andre lejligheder havde vist sig pålidelig i sine forudsigelser. Den ene af de to venner, der var til stede ved den hemmelige forhandling, udtalte da sin forundring over, at Josefus hverken havde forudset Jotapatas indbyggere byens erobring eller sin egen tilfangetagelse; når han ikke havde gjort det, måtte hans ord blot være løs snak, der skulle afværge det uvejr, der truede ham. Men hertil svarede Josefus, at han havde forudsagt indbyggerne i Jotapata , at deres by ville blive erobret efter 47 dages forløb, og også, at han ville blive taget til fange af romerne i live. Da Vespasian havde forhørt sig om dette under hånden hos krigsfangerne og fik det bekræftet, begyndte han at tro på det, der angik ham selv. Han lod dog hverken Josefus slippe for fængsel eller for lænker, men han forærede ham en kædning og andre værdifulde ting, og han behandlede ham fortsat venligt og tillidsfuldt. Det var ikke mindst Titus, der bidrog til at hædre ham på denne måde.

 

Noter:

  1. Feltherren er Vespasian
  2. Tribun er en romersk officer
  3. Skalkeskjul: Dette for den virkelige hensigt
  4. De hellige bøger er samlet i den jødiske Bibel (GT)
  5. Titus er Vespasians søn og efterfølger som kejser
  6. Nero var kejser 57-68

Kilde 15: Josefus om Jerusalems erobring år 70 – Den jødiske Krig 6. bog

Josefus har i 3., 4. og 5.bog skildret krigens gang. Bl.a. nederlaget ved Jodapata, hans egen tilfangetagelse, Vespasians overtagelse af kejsermagten i Rom i 69 og sønnen Titus´ overtagelse af kommandoen i Judæa. Han har også skildret de store indbyrdes stridigheder mellem jøderne, der har været medvirkende årsag til, at der nu kun er Jerusalem samt fæstningen Masada ved Det døde Hav tilbage, hvor oprørerne har magten.

Josefus foran Vespasian

6. bog starter med, at Josefus i kap.1 skildrer de ”rystende tilstande i Jerusalem”, der ”nu forværredes for hver dag, der gik, og midt i ulykkerne opfanatificeredes oprørerne endnu mere, da hungersnøden, som først havde hjemsøgt den almindelige befolkning, nu også begyndte at plage dem.”

Samtidig hører vi om, hvordan Titus opmuntrer de romerske soldater. I kap.2 bruger Titus Josefus til at få jøderne inde på Tempelpladsen til at overgive sig for at skåne templet – Josefus råber op til dem og advarer dem om konsekvenserne ved at fortsætte. ”Dette sagde Josefus i en klagende tone og med tårer i øjnene, indtil hans stemme brød sammen i en hulken.”

Titus – Vespasians søn og ny hærfører

Men det hjælper ikke – oprørerne fortsætter fanatisk kampen. Og i kap. 3 fortæller Josefus en rystende historie om kannibalisme hos jøderne – en handling, som også ryster romerne. Titus fralægger sig dog ansvaret overfor Gud – ”han erklærede, at fra hans side blev der tilbudt jøderne fred og uafhængighed.”