Israel bliver mere og mere en normal stat 1956 – 1967

Efter Suez-krigen i 1956 opdagede Israel, at man nu i højere grad blev ansat for en ”normal” stat.

De første otte år havde mange været lidt tøvende – ja, man havde løst flygtningeproblemet – at der var opstået et nyt, var man på dette tidspunkt ikke så opmærksom på.

I Europa var der jo millioner og atter millioner flygtninge og fordrevne   især fra de tyske østområder, men jo også f.eks. mellem Indien og Pakistan.

Men var Israel virkelig en stat, der var kommet for at blive? Det står mere klart efter 1956 selvom det jo stadig var en stat, der ikke var anerkendt af nogle af de arabiske naboer.

En stat, der ikke optrådte på de landkort, man kunne købe i den arabiske verden og en stat uden anerkendte grænser.

På Israels 8-års-dag skænkede det britiske parlament denne Menorah, udført af Benno Elkan (1877-1960). Den står overfor indgangen til Knesset-bygningen, der blev indviet i august 1966
På Israels 8-års-dag skænkede det britiske parlament denne Menorah, udført af Benno Elkan (1877-1960). Den står overfor indgangen til Knesset-bygningen, der blev indviet i august 1966

Basislove i stedet for en grundlov

Grundstensnedlæggelsen til den nye Knesset-bygning i oktober 1958
Grundstensnedlæggelsen til den nye Knesset-bygning i oktober 1958
Bygningen indvies i august 1966 – 44 formænd for parlamenter verden over var til stede
Bygningen indvies i august 1966 – 44 formænd for parlamenter verden over var til stede
Politisk var perioden også rimelig stabil. Ben Gurion var tilbage som premierminister, og i februar 1958 vedtog det tredje Knesset den første ”Basic Law” om Knesset. Da man stadig ingen forfatning havde, gjorde man nu klart, at man måtte have nogle ”grundlæggende” love i stedet, der tilsammen ville udgøre en slags forfatning. Det blev slået fast, at Knesset er Israels parlament, at det er placeret i Jerusalem og det har 120 medlemmer. Der er desuden regler omkring valgret og valgbarhed og om hvordan valget finder sted ().
På Israels 8-års-dag skænkede det britiske parlament denne Menorah. Allerede i juni 1955 havde Knesset besluttet, at der skulle bygges en ny bygning til parlamentet og i juli 1956 udskrev man en arkitekt-konkurrence, der enstemmigt blev vundet af arkitekten Joseph Klarwein. Grundstenen blev lagt i oktober 1958, men der skulle dog mange diskussioner og ændringsforslag til, før man i 1966 kunne indvie den nye bygning.

Levi Eshkol afløser Ben Gurion

I juni 1963 gik Ben Gurion af som premier- og forsvarsminister. Hans afløser blev Levi Eshkol (1895-1969).
Han var opvokset i Ukraine, men var allerede som 19-årig kommet til Palæstina i 1914. Han deltog i kampen for en jødisk stat og blev i 1951 valgt ind i Knesset som repræsentant for arbejderpartiet Mapai.
Igennem 12 år havde han været finansminister og nu stod han i spidsen for regeringen.

Samme år døde Israels 2.præsident Itzhak Ben Zvi og Knesset valgte Zalman Shazar som nyt statsoverhoved.

Han var fra Hviderusland/Bellarus, havde grundlagt arbejderpartiets avis ”Davar” helt tilbage i 1925 og havde været redaktør på avisen fra 1938-1948 og havde siden været aktiv i Jewish Agency.

Levi Eshkol – Israels premierminister 1963-1969
Levi Eshkol – Israels premierminister 1963-1969
Zalmar Shazar Israels 3.præsident pryder de nye 200 Shekel-sedler
Zalmar Shazar Israels 3.præsident pryder de nye 200 Shekel-sedler

Samarbejde mellem Israel og Tyskland

Inden Ben Gurion gik af i 1963, havde han i New York i 1960 holdt et verdenshistorisk møde.

Han og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer boede på samme hotel. De var begge i USA af andre grunde. På Waldorf Astoria hotellet kom Ben Gurion ned til Adenauers suite.

Adenauer var selv blevet forfulgt af nazisterne, hvad der gjorde tilnærmelsen lettere. I løbet af to timers forhandlinger nåede man at aftale et nærmere samarbejde.

Det tættere samarbejde kunne stadig ikke inkludere udveksling af ambassadører.

De arabiske lande truede nemlig med, at de i samme øjeblik, Vesttyskland anerkendte Staten Israel, så ville oprette diplomatiske forbindelser med det kommunistiske ”DDR”/Østtyskland.

Det ville havde tvunget Vesttyskland til at trække sine ambassadører tilbage fra alle arabiske stater, da man frem til 1973 fastholdt, at der kun var én tysk stat og derfor kun kunne være én tysk ambassade.

David Ben Gurion og Konrad Adenauer mødes i New York i 1960
David Ben Gurion og Konrad Adenauer mødes i New York i 1960

Orientalske jøder i Israel

Også perioden efter 1956 var præget af en stor indvandring: I 1956 kom der 55.000, i 1957 70.000 i første række fra Egypten og Nordafrika, men også fra Polen og Ungarn efter opstandene der i 1956.

Mellem 1958 og 1960 kom der yderligere 43.000, nu flest fra Rumænien og mellem 1961 og 1964 kom der 194.000, stadig en del fra Østeuropa, men hovedparten fra muslimske lande, især fra Iran og Nordafrika, specielt Marokko.

Resultatet var, at hvor der i 1956 boede 1.667.000 jøder i Israel, boede der i 1967 2.384.000. Og så var der sket et vigtigt skred: I 1965 var der for første gang lige mange jøder med europæisk og med orientalsk baggrund.

I 1968 var 55,5 % af jøderne fra andre mellemøstlige lande. Og da disse fik næsten dobbelt så mange børn som jøderne med europæiske baggrund, fortsatte udviklingen de næste årtier og kom efterhånden til at præge det politiske billede.

Den politiske ledelse var ikke repræsentativ

Som de fremgår af de tidligere kapitler, havde alle de politiske ledere jo en østeuropæisk baggrund og også i Knesset havde langt hovedparten af medlemmerne en europæisk baggrund.

Så langsomt blev det klart, at den politiske ledelse ikke var repræsentativ for befolkningen.

Hovedstaden i ørkenen

Mange af de nye indvandrere blev nu bosat i nye byer: Beersheba i Negev ørkenen optræder ganske vist allerede i Bibelen, og erobringen af denne i 1917 var et vigtigt skridt i englændernes erobring af Palæstina, men nu bosattes mange af de nye indvandrere her og byen blev en slags hovedstad i Negev-ørkenen. Journalisten Herbert Pundik, der i 1954 var flyttet fra Danmark til Israel, skildrer i sine erindringer ”Det er ikke nok at overleve” et besøg i Beersheba. Efter besøget skrev han en kritisk artikel om byggeriet, som nær havde kostet ham det job på fagbevægelsens avis ”Davar”, han netop var tiltrådte ( ) .
I 1962 gik man i gang med endnu en ny by til immigranterne – Arad øst for Beersheba
I 1962 gik man i gang med endnu en ny by til immigranterne – Arad øst for Beersheba

Nye byer skyder op

I 1962 grundlagde man en ny by Arad 45 km øst for Beersheba. En fra begyndelsen ”planlagt” by på vejen til Det døde Hav.

43 km nord for Beersheba var Kiryat Gat allerede grundlagt i 1954 og fra 1958 til 1969 voksede indbyggertallet her fra 4.400 til 17.000 mest med jøder indvandret fra Nordafrika.

Og endelig grundlagde man en ny havneby Ashdod nord for Ashkelon. Her havde allerede fra 1948 været et immigrant- og flygtningecenter og i 1955-1957 grundlagde man den moderne by, der hurtigt voksede sig stor og i dag rummer Israels største og vigtigste dybvandshavn.

Arad – grundlagt midt i Negev-ørkenen mellem Beersheba og Det døde Hav
Arad – grundlagt midt i Negev-ørkenen mellem Beersheba og Det døde Hav

Byer med historiske rødder

Werner David Melchior, der allerede i 1945 var rejst til det daværende Palæstina som korrespondent, skildrer i sin bog fra foråret 1967: ”Israel – hvorfor – hvordan” betydningen af disse nye byer ( ) Bemærk: Ikke kun Beersheba havde bibelske rødder: Arad omtales i Dommerbogen i GT, som en kanaanæisk by, Gat var en fæstning hos filistrene og den nye by Ashdod ligger lige nord for filistrenes by Ashdod.
Ashdod – ny havneby nord for Ashkelon
Ashdod – ny havneby nord for Ashkelon

De arabiske israelere

Som ovenfor nævnt var der jo også efter våbenstilstanden i 1949 en del arabere, der nu boede i staten Israel. Der boede stadig arabere i Yafo syd for Tel Aviv, i Ramle og i kystbyerne Haifa og Akko. Desuden var en del byer i Galilæa arabiske – den største Nazareth. Denne befolkningsgruppe havde nu det problem, at deres ledere var de første, der var flygtet i 1948, så først langsomt opstod et nye lederskab. De arabiske israelere – muslimer og kristne – havde fuld borgerret i den nye stat, som det var fastslået i uafhængighedserklæringen fra 14.maj 1948 ( ). Især de første år havde man store problemer, da mange af de øvrige israelere nærede stor mistro til dem. Langsomt opstod der arabiske partier. Arbejderpartiet opstillede dog også arabiske israelere på deres liste og forholdene forbedredes. Problemet for den politiske ledelse var dog, at de arabiske israelere sjældent sammenlignede deres forhold med den tyrkiske eller britiske tid. I stedet for sammenlignede araberne deres forhold med forholdene i de byer, hvor der først og fremmest boede jøder og klagede igen og igen over, at der blev brugt færre penge i de arabisk beboede områder.

Uddannelse af israelske arabere

Et vigtigt fremskridt var skolevæsenet. Selv i mandattiden måtte det britiske mandatstyre jo indrømme, at ”kun 60 % af de arabiske piger i byerne og omkring 7,5 % af dem på landet havde modtaget nogen undervisning” (). Nu blev der oprettet flere skoler og uddannelsesniveauet steg. Flere læste også videre på Technion i Haifa eller på det hebraiske universitet. Da der i 1960´erne for alvor begyndte at komme turister til Israel, blev Nazareth og de kristne steder ved Genesareth Sø vigtige rejsemål. Betlehem og Den gamle By lå jo i den del af Palæstina, Jordan havde besat efter 1948/49-krigen.

Paven i Nazareth

I Nazareth rev man i 1954 den gamle ”Bebudelseskirke” (hvor ærkeenglen Gabriel ifølge traditionen kom til Maria med budskabet om, at hun skulle føde Guds søn) ned.

I perioden 1960-69 byggede man den imponerende nye kirke, tegnet af den italienske arkitekt Giovanni Muzeo.

Da Pave Paul VI i 1964 besøgte ”Det hellige Land” – Vatikanet anerkendte ikke staten Israel – besøgte han selvfølgelig også Nazareth.

Bebudelseskirken i Nazareth stod færdig i 1969
Bebudelseskirken i Nazareth stod færdig i 1969

Eichmann-sagen

Den 23.maj 1960 bad Ben Gurion om ordet i Knesset og sagde:

Jeg skal informere Knesset om, at for kort tid siden tog Israels sikkerhedstjeneste en af de største nazistiske forbrydere til fange, Adolf Eichmann, som sammen med de nazistiske ledere var ansvarlige for, hvad de kaldte ”Den endelige løsning af det jødiske spørgsmål”, dvs. udryddelsen af seks millioner europæiske jøder. Eichmann er allerede i fængsel i Israel og vil komme for retten her i sammenhæng med Straffelovens bestemmelser om nazister og nazikollaboratører

Efter flere sekunders total tavshed gik det langsomt op for tilhørerne, hvad det var, Ben Gurion lige havde sagt:

Eichmann er allerede i fængsel her

Alle rejste sig om og klappede og jublede.

Eichmann var en af de få ledende ansvarlige for Holocaust, der var undsluppet retssagerne efter krigens slutning: Hitler, Goebbels, Himmler og Göring havde begået selvmord.

Göring begik selvmord kort før han skulle hænges i Nürnberg i oktober 1946. Men Eichmann var efter at have skjult sig i de første fem år i Tyskland blevet hjulpet til Argentina af ODESSA – ”Organisation der SS Angehörigen”.

Adolf Eichmann blev fanget i Argentina og smuglet til Israel i 1960.
Adolf Eichmann blev fanget i Argentina og smuglet til Israel i 1960.

Smuglet ud af Argentina

Der er flere om at dele æren for at have fundet Eichmann: I Wien havde Simon Wiesenthal grundlagt et dokumentationscenter, der koncentrerede sig om at finde de naziforbrydere, der endnu var på fri fod, og han var på sporet af Eichmann.

Også den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet havde via den offentlige anklager i Frankfurt am Main, Fritz Bauer fået et tip om, at Eichmann boede i Buenos Aires.

Den 11.maj tog israelske agenter Eichmann til fange, fik ham til at underskrive en erklæring om, at han accepterede at blive ført til Israel og sat for en domstol, og smuglede ham ud af Argentina i et El Al-fly.

 

Operationen gav noget røre. Argentina var rasende over, at israelerne illegalt havde bortført Eichmann fra deres land.

Efter nogle måneders diplomatisk strid nåede man til, at man lukkede sagen. Og ingen andre lande, der havde lidt under Eichmann handlinger, ønskede ham udleveret heller ikke Vesttyskland.

Dømt til døden for mord på 6 millioner jøder

Eichmann kom for en domstol i Jerusalem, udstyret med sin egen valgte forsvarer, Dr. Robert Servatius, der også havde forsvaret krigsforbrydere ved Nürnberg-domstolen 1945/46. Anklageren var Israels statsanklager, Gideon Hausner, der i sin åbning sagde:

Når jeg står her foran jer, Israels dommere, står jeg ikke alene. Sammen med mig, på dette sted og i denne stund, står 6 millioner anklagere”

Eichmann prøvede i hele sit forsvar at gøre sin rolle mindre og sige, at han jo blot som embedsmand udførte ordrer, men beviserne var overvældende, og den 15.dec. blev Eichmann dømt til døden.

Han appellerede og sagen kom for Israels Højesteret, der den 29.maj 1961 bekræftede dommen. Efter forgæves at have bedt Israels præsident om nåde – igen med henvisning til, at han jo blot havde været et redskab, blev han henrettet ved midnat den 31.maj.

Vidnesbyrd i radioen

Eichmann-sagen havde været dækket af journalister fra hele verden. Fra Danmark bl.a. af journalisten Richard Oestermann, der forblev bosiddende i Israel resten af sit liv og til sin død skrev til forskellige skandinaviske aviser og blade (). Og tidligere nævnte Werner David Melchior har i tidligere nævnte bog givet sin opfattelse af Eichmann – () Eichmann-sagen betød også meget for opfattelsen af Holocaust eller Shoa, som er den hebraiske betegnelse. Der havde i Israel – som i mange andre lande – været en opfattelse af, at det bedste ville være ”at komme videre” efter 1945 – her var et nyt land, der skulle bygges op – nu skulle man ikke tale for meget om fortiden. Men nu var der, dag efter dag, vidnesbyrd i radioen fra retssagen som alle fulgte. Mange overlevende oplevede, at befolkningen nu lyttede og interessen for, hvad der var sket i Europa 1933-1945, steg voldsomt.
Adolf Eichmann er den første og indtil nu sidste, der er dødsdømt og henrettet i Israel
Adolf Eichmann er den første og indtil nu sidste, der er dødsdømt og henrettet i Israel

Venskabet med Danmark

Under Eichmann-sagen havde journalisten Werner David Melchior aflagt vidnesbyrd om aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 (). Historien om redningen havde vagt stor opsigt. Midt i rædselshistorierne alle andre steder fra kom historien om ”lyset i mørket” om de mange danskeres hjælp i forbindelse med jødernes flugt til Sverige. Dette var i centrum, da Viggo Kampmann i 1962 som den anden europæiske statsminister besøgte Israel. Under hans besøg indviedes Danmark Pladsen – Kikar Dania – på Herzl Boulevarden, der fører ud til Holocaust-erindringsstedet Yad Vashem i Jerusalem.
Nogle år senere, da Jens Otto Krag havde afløst Kampmann og Levi Eshkol havde afløst Ben Gurion, var det Krags tur til at besøge Jerusalem.
I 1968 fik Jerusalems største gymnasium navnet ”Denmark School”, hvor daværende socialminister Nathalie Lind repræsenterede Danmark.
Danmarks statsminister Viggo Kampmann afslører en ”Danmarksvej” et sted i Israel
Danmarks statsminister Viggo Kampmann afslører en ”Danmarksvej” et sted i Israel
Den symbolske fiskerbåd på Kikar Dania – Danmarkspladsen i Jerusalem – også indviet under Kampmanns besøg
Den symbolske fiskerbåd på Kikar Dania – Danmarkspladsen i Jerusalem – også indviet under Kampmanns besøg
Teksten på Danmarks Pladsen i Jerusalem
Teksten på Danmarks Pladsen i Jerusalem
J.O.Krag på besøg i Israel i 1960´erne – modtages af Levi Eshkol
J.O.Krag på besøg i Israel i 1960´erne – modtages af Levi Eshkol
Denmark High School i Jerusalem
Denmark High School i Jerusalem

Valget i 1965

Selvom Ben Gurion selv i 1963 havde peget på Levi Eshkol som sin efterfølger, begyndte han meget hurtigt efter at undergrave Eshkol.

De to ledere var stærkt uenige om flere spørgsmål, deriblandt om man skal genåbne Lavon-affæren (en indviklet historie omkring en mislykket operation i Egypten i 1954), Eshkols tætte samarbejde med USA’s præsident Lyndon B. Johnson omkring atomværket i Dimona og endelig Eskhols accept af, at højrefløjsideologen Ze´ev Jabotinsky var blevet genbegravet i Jerusalem på Herzl-Bjerget.

Jabotinsky var død i 1940 og begravet i New York. Ben Gurion havde modsat sig, at han blev overført til Israel efter statens oprettelse i 1948, da han så ham som en ideologisk modstander, der havde stå bag den yderliggående organisation Irgun.

Premierminister Levi Eshkol stemmer ved valget I 1965
Premierminister Levi Eshkol stemmer ved valget I 1965

Nye alliancer

På en partikonference i arbejderpartiet i 1965 foreslog Ben Gurion og hans unge tilhængere, Shimon Peres og Moshe Dayan, at man skulle åbne Lavon-affæren og kæmpede stærkt imod Eshkols planer om at slå partiet Mapai sammen med et andet arbejderparti Ahdut Ha´Avoda i en alliance Ma´arach. En hemmelig afstemning sikrede Eshkol et flertal. Ben Gurion forlod nu sit eget parti og dannede en nyt, Rafi (). Også på højrefløjen gik to partier sammen. Konservative Herut og De Liberale gik sammen i Blokken af Herut og De Liberale ( Gush Herut Liberalim eller Gahal). Begge parter håbede vel på mere stabile politiske forhold, hvor man måske oveni købet kunne vinde flertal alene.

Arbejderpartiet taber terræn

Det skete dog ikke. Arbejderalliancen fik godt nok 45 mandater, men det var fem færre end de to partier tilsammen havde haft før. Gahal fik 26 mandater, men det var otte færre end de to partier tilsammen havde haft før valget. Rafi fik 10 mandater og blev en kæmpe skuffelse for Ben Gurion, der havde håbet på langt flere, og valget markerede begyndelsen på hans endelig afsked med israelsk politik. De religiøse og ultraortodokse partier blev også noget svækkede og kommunistpartiet splittedes nu i et jødisk kommunistparti Maki og et arabisk Rakah. Eshkol skulle nu finde en eller flere koalitionspartnere på højrefløjen på grund af det stadig dårligere forhold til Ben Gurion var samarbejde med Rafi udelukket. Det gav Det national-religiøse Parti, der var dannet i 1956 og ved valget havde fået 11 mandater, en stærk forhandlingsposition og sammen med Mapam – også et arbejderparti med 8 mandater – og De uafhængige Liberale, der ikke var gået med i Gahal, med 5 var flertallet hjemme. Werner David Melchior prøvede et par år efter i foråret 1967 at forklare danske læsere det israelske partisystem. Det var ikke helt nemt ( ). Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til:
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967