Israel fra uafhængighedskrigen til Suez-krigen – 1948/49 – 1956/57

Da Staten Israel blev udråbt den 14.maj 1948 havde David Ben Gurion – leder af Jewish Agency – erklæret følgende:

Vi erklærer hermed at Nationalrådet skal fungere som foreløbigt statsråd fra mandatets udløb ved midnat den 14.-15.maj 1948 og indtil indsættelsen af statens tilbørligt valgte organer i overensstemmelse med forfatningen, som ikke senere end den 1.oktober 1948 skal udarbejdes af den grundlovgivende forsamling samt at den nationale administration skal udgøre den foreløbige regering for den jødiske stat, der skal kendes som Israel

Den nationale administration var ikke Det jødiske Nationalråd men ledelsen af Jewish Agency under David Ben Gurion, som havde været leder af Jewish Agency siden 1935. Jewish Agency havde i samarbejde med World Zionist Organization (WZO) været den vigtigste politiske magt og vigtigere end Det jødiske Nationalråds, der blev ledet af David Remez.

Der er altså enighed om, at der hurtigt skal udarbejdes en forfatning, men bestemt ikke om, hvordan dens indhold skulle være. Og man var midt i en krig fra det øjeblik staten var udråbt. Alligevel går man i gang med første trin: Man må jo finde ud af, hvor mange indbyggere landet faktisk her og derpå skal disse indbyggere vælge en forfatningsgivende forsamling. Udviklingen miner lidt om Danmark i 1848/49, da landet også var i krig (Treårskrigen).

 

Man nåede til, at der var ca.782.000 indbyggere, hvoraf de 713.000 var jøder og ca. 69.000 arabere i de israelsk kontrollerede områder.  – vi har jo en stat uden anerkendte grænser, da naboerne ikke har anerkendt FN`s delingsplan. Efter våbenstilstanden kom der ca. 51.000 arabere tilbage, så der var ca. 120.000.

 

Ved valget den 25.januar 1949, som havde en valgdeltagelse på 87%  deltog 21 partier.  Arbejderpartierne fik 57 pladser af de i alt 120, center-højre fik 31 og de religiøse partier fik 16 mandater.

 

Præsident Weizmann indkaldte nu partilederne til en ”præsidentrunde”, og det blev ikke overraskende David Ben Gurion fra Arbejderpartiet MAPIA, der dannede regering – bl.a. sammen med nogle af de religiøse partier.

Balance mellem en religiøs og en sekulær stat

Nu skulle arbejdet med forfatningen starte, men meget hurtigt løb man ind i problemer. Arbejderpartiet var inspireret af de europæiske forfatninger, mens de religiøse partier mente, at en forfatning for en jødisk stat burde bygge på Toraen og Talmud.

Det store spørgsmål var, hvad Israel som ”jødisk stat” egentlig var. Et spørgsmål som heller ikke 73 år efter er helt afklaret. For hvilken rolle skulle den jødiske religion spille? På en måde var det allerede afgjort inden, ja før Staten Israel blev udråbt. Da UNSCOPs (United Nations Special Committee on Palestine)   repræsentanter kom til Palæstina i juni 1947 (se ovenfor), var det for Ben Gurion vigtigt at sikre, at den jødiske side fremstod enig.

Derfor skrev han den 19.juni et brev til den ortodokse gruppe Agudath Israel og prøvede her at overbevise de ortodokse jøder om, at en kommende jødisk stat ikke ville blive en 100 % sekulær stat, som mange af dem frygtede. Han tog derfor fat på fire for dem afgørende spørgsmål: Sabbat, Kashrut – spisereglerne, ægteskab og uddannelse.

Hvad angik Sabbat var det klart, at den lovbestemte hviledag i den jødiske stat ville blive lørdag, men at andre troende selvfølgelig kunne holde fri på deres helligdag. Hvad Kashrut-reglerne angik, ville ethvert offentligt køkken have kosher-mad – altså mad, hvor dyrene var slagtet efter de jødiske forskrifter, hvor man ikke blandede kød og mælkeprodukter, og hvor der f.eks. ikke blev serveret svinekød.

Hvad ægteskab angik, var Ben Gurion tydeligvis klar over, hvor alvorlige problemer og store vanskeligheder, der var involveret. For religiøse jøder findes kun én slags ægteskab – det indgås hos rabbineren. Ben Gurion lovede her, at Jewish Agency ville gøre alt for at sikre dette krav, så man undgik en splittelse i det jødiske folk.

Også uddannelse ville blive et problem. Her lovede Ben Gurion fuld selvbestemmelse for hver uddannelsesform efter deres egen samvittighed, men nævnte dog også, at staten ville være nødt til at fastholde et minimum af obligatorisk undervisning i det hebraiske sprog, historie, naturvidenskab og lignende også i de religiøse skoler.

For en dansk læser kan det sidste måske virke meget selvfølgeligt, men en del ortodokse jøder fastholdt stadig på dette tidspunkt, at hebraisk kun var gudstjenstesprog ikke dagligsprog.  Historie måtte være bibelhistorie, og naturvidenskab var for de ortodokse jøder ikke så vigtigt.

Forfatningen kunne vente

Dette brev blev der omgående henvist til fra de ortodokse jøders side, da man begyndte at drøfte en forfatning, som nogle af dem mente var unødvendig, man havde jo Toraen. Resultatet blev, at man udskød spørgsmålet med bl.a. den henvisning, at USA var blevet skabt 4.juli 1776, men først i 1787 havde fået en forfatning (The Constitution), og at England slet ingen forfatning havde, men var dog et velfungerende demokrati. Der var langt vigtigere spørgsmål, forfatningen kunne vente. Og hermed blev den grundlovgivende forsamling til Israels første parlament (Knesset).

Et eksempel på de problemer der opstod på baggrund af denne beslutning. Fra den amerikanske forfatning kendte man Højesterets store betydning, og også Israel fik ifølge Basic Law en Højesteret. Da denne skulle indvies ved en festlig ceremoni meldte Overrabbineren, Isaac Halevi Herzog (overrabbiner 1936-1959), at der ingen grund var til at fejre dette, snarere skulle man at holde en fastedag i sorg. Hvad skulle man med en Højesteret, man havde jo den jødiske lov (Halacha) og rabbinere til at udlægge denne.

Højesteretten blev fra starten en sekulær domstol, der byggede på almindelige juridiske principper.

Udfordringerne de første år

Israels regering stod fra 1949 overfor kæmpe udfordringer. Ja, der var indgået våbenhvileaftaler, men der var jo ikke fredsaftaler, og intet arabisk land anerkendte Israel. Så landet havde ingen anerkendte grænser, kun våbenstilstandslinjer.

 

Som tidligere nævnt havde Transjordanien besat ”Vestbredden” af Jordanfloden og halvdelen af Jerusalem.

Våbenstilstandslinjen til Egypten fulgte nogenlunde grænsen mellem Palæstinamandatet og Egypten, og våbenstilstandslinjen til Libanon og Syrien nogenlunde grænsen mellem Palæstinamandatet og det franske mandatområde. Men våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan var udelukkende tegnet efter, hvor henholdsvis den israelske og den jordanske hær stod. Ingen af parterne anerkendte linjen som en grænse.

Jerusalem var blevet delt, og Israel havde nu hovedstad i en delt by:

 
 

Den vestlige del af byen blev hurtigt Israels hovedstad. Knesset flyttede hertil i 1950. De første seksten år i en bygning på King George Street 24. Også præsidenten, regeringen og højesteret fik sæde i byen, men de fleste lande anerkendte ikke det faktum, at Jerusalem var hovedstaden.

Man henviste til FNs delingsplan og idéerne om Jerusalem som en international styret by og lagde derfor ambassaderne ude ved kysten i Tel Aviv.
Premierminister David Ben Gurion afviste i december 1949 dette (se kilde 76) og foreslog Knesset 

at overflytte Knesset og ministerierne til Jerusalem (se kilde 77). Israel var oprettet som et tilflugtssted for verdens jøder. En af de første love, der blev vedtaget i Knesset var derfor ”Loven om Tilbagevenden” (Law of Return) 

(se kilde 78).

.

Teltlejre til de første jødiske indvandrer efter Holocaust

De første år indvandrede store grupper af jøder først og fremmest de overlevende fra Holocaust, der nu endelig kunne komme til den jødiske stat, men også næsten 700.000 jødiske flygtninge fra de arabiske lande. Efter uafhængighedskrigen smed de fleste arabiske lande deres jødiske indbyggere ud. Folk som i århundreder havde boet dér og en del med rødder tilbage til uddrivelsen af de spanske jøder i 1492. Det var en ganske anden gruppe jøder end de europæiske jøder, der var indvandret fra slutningen af det 19.årh. og frem til 2. Verdenskrig. Det gav store interne problemer i årene fremover. Det blev i høj grad arbejds- og boligminister Golda Meir, der arbejdede med disse problemer – som hun beskriver i sine erindringer fra 1975 (). Først blev indvandrerne placeret i Transitlejre – Ma’abarot: Transitlejr for nyindvandrede jøder. Det var vigtigt hurtigt at integrere børnene og give dem undervisning i hebraisk. Senere byggede man flere nye byer (Development Towns) også for at hindre, at for mange indvandrere bosatte sig omkring Tel Aviv, Haifa og Jerusalem, hvor arbejdsløsheden var stor.
Nogle af pengene til disse udviklingsbyer skaffede Golda Meir i USA (. Men en del af pengene til bygning af boliger til de nye jødiske indvandrede kom fra Tyskland. I 1951 havde Forbundsrepublikken Vesttyskland tilbudt Israel økonomisk støtte til integration af de overlevende fra Europa.

Tyske blodpenge

Dette gav anledning til de største uroligheder i den unge stat, da højrefløjspartiet Herut under ingen omstændigheder vil acceptere ”tyske penge”, og politiet måtte beskytte Knesset mod voldsomme demonstrationer. Fra både tysk og israelsk side blev det understreget, at det ikke var en erstatning for de dræbte jøder. Dem kunne ingen penge erstatte, men det var støtte til integration af de fra Europa indvandrede jøder, som Tyskland erkendte sit ansvar for.

 

For højrefløjen i Israel var tysk støtte blodpenge, og man prøvede at storme Knesset før vedtagelsen af aftalen med den vesttyske kansler Konrad Adenauer.

Sidst i 1952 døde præsident Weizmann (1874-1952). Da Weizmann som præsident havde stået over partierne og var kendt som en fremragende videnskabsmand, ønskede Ben Gurion en præsident af samme type, og videnskabsmanden Albert Einstein fik tilbuddet. Da han sagde nej tak, valgte Knesset den 8.dec.1952 Yitzhak Ben-Zvi, der var israelsk statsoverhoved frem til sin død i april 1963.

Ben Gurion trækker sig fra politik

En større politisk ændring skete året efter, da David Ben Gurion trak sig som premierminister og flyttede ud i ørkenen i kibbutzen Sde Boker syd for Dimona. Ben Gurion forklarer selv i sine erindringer fra 1963, hvad der var baggrunden for hans ønske ().
Ny premierminister blev udenrigsminister Moshe Sharett (1894-1965), der i september 1952 havde underskrevet aftalen med Vesttysklands kansler Konrad Adenauer. Men hans post var vanskelig. For mange var Ben Gurion stadig lederen, der som Golda Meir skriver:
stadig holdt hånden meget nær ved, om ikke ligefrem på statsskibets ror
Hun antyder også klart, at
vanskeligheder var uundgåelige under de forhåndenværende forhold, men det, der skabte dem var, at Ben Gurion og Sharett aldrig rigtig kunne sammen trods deres mangeårige samarbejde. Som personligheder var de for forskellige, selvom de begge var glødende socialister og glødende zionister
Resultatet var da også, at Ben Gurion kom tilbage i 1955. I første omgang som forsvarsminister og efter valget til Knesset i juli 1955 blev han atter premierminister. Igen i en koalitionsregering med Arbejderpartiet Mapai i spidsen og repræsentanter for det nationalreligiøse parti Mizrahi, det venstreorienterede Achdut Ha´avoda (Arbejdersammenslutningen) og Mapam (Forenede Arbejdere), hvorfra Achdut Ha´avoda tidligere havde udskilt sig. Regeringsprogrammet bar præg af den stadig mere alvorlige trussel mod Israels grænser ().

Optakt til Suez-krisen

Det følgende år var præget af stadig større bekymring i Israel over naboernes oprustning og FNs passivitet (). Forsvarschefen Moshe Dayan anbefalede allerede i december 1955, at det var:
hans personlige mening, at vi så snart som overhovedet muligt (indenfor en måned) bør erobre Tiranstrædet ()
Problemet var, at Israel både im- og eksporterede fra havnen i Eilat. Men dette krævede, at man uhindret kunne segle gennem Tiranstrædet og op gennem Akaba-bugten til Eilat, og Ægypten spærrede igen og igen for dette. FN gjorde intet for at sikre denne sejlads i internationalt farvand.
Ben Gurion støttede Moshe Dayans forslag, men regeringen som sådan mente, at tiden endnu ikke var moden til en aktion mod Ægypten. Især Moshe Sharett lagde vægt på udlandets reaktion ved et sådant angreb og advarede mod de politiske følger, hvad der skærpede modsætningerne mellem Ben Gurion og Sharett.
I forårsmånederne fortsatte angrebene. Irregulære grupper såkaldte Fedayeens trængte over våbenstilstandslinjerne og lavede sabotage eller sårede eller dræbte folk, der boede i nærheden af linjerne. Og det blev mere og mere klart, at Ægyptens leder Gamal Abdel Nasser (1918-1970) stod bag disse angreb.

Egypten bag Fedayeen-angreb

Nasser havde været med i kuppet mod kong Farouk i 1952, havde i 1954 arresteret landets daværende leder, Muhammed Naguib, og var derpå selv blevet premierminister. I 1956 var han eneste kandidat ved præsidentvalget og blev derpå Ægyptens præsident og enehersker.
I april prøvede FN endnu engang at mægle. Begge parter skulle forpligte sig til 100% at følge våbenstilstandsaftalen fra marts 1949. Ben Gurion erklærede sig villig (), og igen var der ro nogle få uger. Men allerede i maj måtte FNs generalsekretær svenskeren Dag Hammarskjöld (1905-1961) konstatere, at situationen var yderst spændt, også fordi våbenstilstandslinjerne jo ikke var
historisk betingede eller begrundet i befolkningsforholdene eller jordfordelingen ().
Han foreslog en yderligere afspærring mellem de to parter, så det ville være sværere for Fedayeen-grupperne at trænge igennem og overfalde civilbefolkningen. Den 31.maj gjorde Israels FN ambassadør Abba Eban sikkerhedsrådet opmærksom på, at Nasser nu selv åbent indrømmede, at han stod bag Fedayeen-angrebene:
Til en ægyptisk avis havde han sagt: ”Den palæstinensiske hær, der er oprettet af Ægypten, er blevet en svært bevæbnet og veluddannet styrke, og det er dens soldaters pligt at hævne deres land og deres folk, som blev uddrevet derfra ()
Ægypten overholdt helt klart ikke våbenstilstandsaftalen fra 1949. Hvor længe kunne Israel lade som om, alt var i den skønneste orden?

England og Frankrigs anledning til krig mod Egypten

Uroen langs våbenstilstandslinjerne fortsatte og situationen skærpedes, da præsident Nasser den 26.juli nationaliserede Suez-kanalen, som England og Frankrig havde store økonomiske interesser i. Israel kunne nu være sikker på støtte fra de to stormagter, hvis man slog til mod Ægypten og besatte Sinai-halvøen frem til Suez-kanalen. Forsvarschefen, Moshe Dayan, skrev i sin dagbog den 3.oktober, at det var nu, der skulle angribes – hurtigt og effektivt ( . Angrebet kom den 29.oktober. Den dag rykkede Israel ind på Sinai-halvøen og rykkede, som Dayan havde planlagt, hastigt frem mod Suezkanalen, men også sydpå mod Tiranstrædet. Den 30. okt. gav England og Frankrig så parterne et 12-timers ultimatum om at rykke tilbage fra Suez, hvortil Israel dog endnu ikke var nået, og den 31.oktober angreb England og Frankrig Ægypten ved at landsætte tropper omkring Suezkanalen. FNs sikkerhedsråd var lammet for England og Frankrig nedlagde selvfølgelig veto mod enhver fordømmelse af deres angreb, så den 1.november indkaldte man helt ekstraordinært generalforsamlingen, hvor alle medlemmer er repræsenterede. Israels FN-ambassadør Abba Eban forklarede på generalforsamlingen, at dette var Israels ”reaktion på syv års ulovlig krigstilstand”. Israel havde brugt ”sin naturlige ret til selvforsvar” ( ), en ret alle FNs medlemmer har ifølge FN-pagten.

Israel nåede sine mål

Suezkrisen spiller en vigtig rolle i den kolde krigs historie. USA og Sovjet kappedes i disse år om sympati hos Den tredje Verdens lande – de alliancefri lande, der hverken var forbundet med USA eller Sovjet. Så under de kommende dages forhandlinger optræder USA og Sovjet samlet i forargelse over Englands og Frankrigs angreb og England og Frankrig opdager for alvor, at de siden 1945 ikke længere var virkelige stormagter. Her skal blot fastslås, at Israel nåede sine to vigtigste mål med sin del af krigen: Man fik genåbnet trafikken på Akababugten. Israel havde nu kontrol med sydspidsen af Sinai ved at have erobret Sharm el-Sheikh. Og man fik fjernet fedayeen-truslen mod Israel over våbenstilstandslinjerne. FN var nu klar til at anbringe en FN-styrke i Ægypten langs grænsen til Israel, der skulle hindre enhver overtrædelse af våbenstilstandsaftalerne fra 1949. Den 17.november fløj Dag Hammarskjöld til Cairo, hvor han om aftenen og natten forhandlede med Nasser om grundlaget for FNs beredskabsstyrkers tilstedeværelse og virksomhed i Ægypten ( ). Israel forlod dog først Gazastriben og Sharm El-Sheikh ved Tiranstrædet i marts 1957. Først efter hårdt pres fra de arabiske lande og fra Sovjet, men også stærke henstillinger fra USA, bøjede den israelske regering sig. Ben Gurion argumenterede overfor modstanderne af en tilbagetrækning med, at man havde fået en klar erklæring fra de vigtigste søfartsnationer, at bugten og strædet var internationalt farvand, og at alle nationer havde ret til fri gennemsejling. I Gaza var der nu FN-tropper, der skulle hindre ethvert angreb over våbenstilstandslinjen og ind i Israel. Den nye udenrigsminister Golda Meir kunne nu orientere FN om dette. Vigtig af hensyn til udviklingen i juni 1967 er hendes klare advarsel:
Væbnet hindring mod israelske skibe, der er berettiget til fri og uskadelig sejlads i Akababugten og gennem Tiranstrædet, vil af Israel blive betragtet som et angreb, der giver Israel ret til at udøve sin naturlige ret til selvforsvar ifølge artikel 51 i FN-pagten ( ).
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: .
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967