Israel under Romerriget

Israel blev eroberet af Romerriget i  63 f.v.t. og helt frem til  135 e.v.t.. Byen Rom  havde frem mod 266 f.v.t. erobret hele Italien og i årene frem til 133 f.v.t. store dele af Middelhavsområdet.

I første halvdel af det 1. årh f.v.t. kæmpede først den romerske feltherre Sulla og senere Pompejus mod øst i Lilleasien og ved kampenes slutning i år 63 f.v.t. oprettede Pompejus to nye romerske provinser, Pontus (det nordlige Lilleasien) og Syrien, hvortil Israel hørte.

 

Hvis man kender Lukas´ fortælling om Jesu fødsel, der taler om en folketælling, vil man vide, at ”det var den første folketælling, der blev holdt mens Kvirinius var guvernør i Syrien”. Israel var altså en del af denne provins.

Romerne ville have ro og derfor brugte de tit en styreform, hvor der var en vis form for selvstyre. I Judæa valgte Cæsar idumæeren Antipater til lokal leder. Idumæa var et område syd for Judæa.

Antipaters søn Herodes blev fra 37-4 f.v.t. romersk ”lydkonge”, d.v.s. han styrer Israel på vegne af romerne. For at legitimere sin magt giftede Herodes sig med Mariamme, der var en del af den Makkabæerslægten, der siden oprøret i 170-erne f.v.t. havde styret Israel som konger og ypperstepræster – han dræbte hende dog i år 29 f.v.t..

Herodes som romersk lydkonge

Herodes (37-4 f.v.t.) er kendt som Judæas store bygherre – det var under ham, Det 2.Tempel bliver udvidet og udbygget til det, der senere står som billedet af Det 2.Tempel.

 

Herodes byggede også en imponerende fæstning ved Det døde Hav, et vinterpalads ved Jeriko, havnen Caesarea ved Middelhavet og den imponerende fæstning, Masada, ved Det døde Hav.

 

I Jerusalem byggede han Antoniaborgen for at beskytte Templet og Tempelpladsen og endelig byggede han Herodion i nærheden af Bethlehem, hvor nogle forskere mener, han blev begravet.

Herodes var en dygtig diplomat

Under den romerske borgerkrig, efter at samarbejdet mellem Marcus Antonius og Octavian er brudt sammen, holder han først med Antonius og dennes elskerinde Cleopatra.

Det var ikke overraskende, da Antonius i magtdelingen havde fået den østlige del af Romerriget. Men da Antonius lider nederlag i søslaget ved Actium i 31 f.v.t. og Antonius og Kleopatra har begået selvmord, iler han til Rom.

I Rom sværger Herodes troskab mod Octavian. Der senere til Augustus, der ofte bliver omtalt, som den første kejser, ledede Romerriget 31 f.v.t. til 14 e.v.t.

Herodes synes at have været utrolig bange for at miste sin magt. Ifølge historikeren Josefus udrydder han alle konkurrenter – incl. flere af sine egne børn. Dette kan være baggrunden for den historie, evangelisten Mathæus langt senere fortæller om barnemordet i Betlehem – som ikke optræder nogen andre steder.

Da Herodes den Store døde, udbrød der et oprør, som blev slået ned af den romerske statholder i Syrien, Varus. Derefter blev landet delt mellem tre af Herodes´ sønner:

  • Akkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa
  • Herodes Antipas Galilæa og Østjordanlandet
  • Filip egnene nordøst for Galilæa.

Judæa under romersk styre

Allerede i år 6 e.v.t. blev Arkalaos afsat og herefter blev Judæa, Samaria og Idumæa underlagt en romersk landshøvding.

Det vil altså sige, at Judæa med Jerusalem nu er under direkte romersk styre, mens Galilæa fortsatte under Herodes Antipas frem til år 39 e.v.t, hvor han forsøgte at blive konge og herefter blev landsforvist.  Rollen for disse små konger var jo blot at være trofaste undersåtter af kejseren og så styre de indre forhold.

På nogle områder kan Det nye Testamente fint kan fungere som historisk kilde. F.eks. ser vi meget tydeligt i de tre ældste evangelier, at dette med at betale skat til romerne var kontroversielt.

I alle tre har vi fortællingen om, at farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt gudfrygtige jøder at betale skat til kejseren eller ej. Jesus beder dem derpå om at kigge på en sølvmønt, selve beskatningsmidlet, og fortælle ham, hvis portræt og navn der er fremstillet på mønten, nemlig den romerske kejsers. Og derpå siger han til dem:

“Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Matth. 22,15-22 med parallelstederne Mark. 12,13-17 og Luk. 20,20-26

Det er jo også dette, der er baggrunden for, at ”tolderne” er utrolig upopulære på dette tidspunkt – de opkrævede jo skatter for besættelsesmagten, romerne.

Vi kender navnene på flere af de romerske ”guvernører ”eller statholdere i Judæa – først og fremmest Pontius Pilatus, der havde embedet fra ca. 26 – 36, altså under kejser Tiberius (14-39).

Det var under hans styre, Jesus fra Nazareth ifølge både evangelierne og den romerske historikere Tacitus blev henrettet

Det jødiske Oprør

Alle kilder taler om en stigende utilfredshed med det romerske styre og der er enighed om, at oprøret, der endte med at blive så katastrofalt, startede under Kejser Nero og den romerske landshøvding  Gessius Florus i år 66.

 

Vi kan følge krigens gang nærmest dag for dag takket være den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus, men også hos de romerske historikere Sueton og Tacitus findes flere oplysninger om det jødiske oprør 66-70 e.v.t..

Josefus påstår i sit værk, skrevet efter krigen, at han advarede meget imod at gøre oprør. Trods advarslerne bliver dog øverstkommanderende for nordfronten i Galilæa og tages her til fange af den romerske general Vespasian.

Resten af krigen tilbringer han på romersk side. Først med Vespasian, derpå med sønnen Titus, som overtager krigsførelsen, da faderen bliver kejser i Rom.

Situationen er nemlig den, at da Nero dør i år 68 udbryder der krig om arvefølgen. Nero var sidste kejser af det julisk-claudiske dynasti – den slægt, der havde regeret Rom siden Cæsar og Augustus.

Nu blev der strid om, hvem der skulle efterfølge Nero. Efter tre kejsere, der kun sad nogle måneder, ender det med, at Vespasian, der var i gang med at bekæmpe det jødiske oprør, blev kejser i år 69 og indledte perioden med det flaviske dynasti.

Kejser Vespasian

I år 70 belejres Jerusalem og i august måned sker katastrofen. Oprørernes sidste holdepunkt  Tempelpladsen erobres og Det 2.Tempel ødelægges. Kun en lille rest af muren omkring Tempelpladsen står tilbage – Vestmuren eller Grædemuren.

 

Josefus gør meget ud af, at Templets ødelæggelse sker mod Titus´ vilje. Vi skal huske, at Josefus, da han skriver, er i Titus´ tjeneste.

 

Titus får efter sejren opført en triumfbue i Rom, der er en meget vigtig kilde til erobringen, idet reliefferne viser, hvordan krigsbyttet føres gennem Rom.

Vi ved derfor helt sikkert ved, at der i Templet har stået en syvarmet lysestage – en Menorah. Vi har også mønter, hvor kejser Vespasian fejrer sønnens sejr i Judae.

 

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en:

 

Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering:

Det er vigtigt at understrege, at den romerske nedkæmpelse af oprøret i Jerusalem i år 70 ikke var helt slut. En gruppe oprørere havde forskanset sig på Herodes den Stores fæstning Massada ved Det døde Hav.

Josefus har også en skildring af denne belejring  og dets tragiske endeligt: Romerne får ved hjælp af jødiske krigsfanger bygget en rampe op til fæstningen over fra vest og i år 73 lykkes det at indtage fæstningen.

Alle beboerne med ganske få undtagelser har forinden begået selvmord . En begivenhed, som vi dels hører om hos Josefus, men hvor vi også har arkæologiske kilder nemlig brikker med navne fra en lodtrækning, som Josefus taler om.

Massada en omdiskuteret begivenhed

Begivenheden har siden været særdeles omdiskuteret: Nogle lægger vægt på, at selvmord er stærkt fordømt i jødedommen, andre lægger vægt på, at man valgte at dø som frie mennesker og ikke som romerske slaver.

Enhver, der har besøgt stedet, vil kende mottoet ”Masada shall never fall again” – Masada skal aldrig falde igen – det moderne Israel vil også kæmpe til sidste mand.

Det var nu romerne, der 100 % styrede området. Der var intet Tempel, og Jerusalem lå øde hen. Først under kejser Hadrian skete der noget.Han gik i gang med at genopbygge Jerusalem – nu med navnet Aelia Capitolina .

Jødernes Judæa blev til romernes Palæstina

Da Hadrian omkring år 130 lod bygge et Jupitertempel på Tempelpladsen i Jerusalem, udbrød der et nyt jødisk oprør – Bar Kochba-opstanden, der varede fra ca. 132-135.

Efter nedkæmpelsen af opstanden blev alle jøder fordrevet fra Judæa og romerne gav landet et nyt navn: Palæstina.

  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967