Hjemkomsten fra Babylon

I det 6. årh. f.v.t .skete der store forandringer i hele Lilleasien.

Fra omkring år 550 f.v.t gjorde perserkongen Kyros sig til herre over hele området frem til Ægæerhavet.

Perserriget grænser nu op mod den græske verden og de græske byer på Ægæerhavets østkyst hører nu under perserne. Det er denne periode, ”historiens fader”, Herodot, skriver om i sit historieværk.

I 539-538 erobrer Kyros derpå Babylon, og herefter strækker Perserriget sig fra Middelhavet til Indusfloden. Hans søn Kambyses indlemmer Middelhavets sidste stormagt Egypten i Perserriget.

Det Persiske Imperium
Det Persiske Imperium

Efter Kambyses fulgte Dareios  521-485 f.v.t.  Det er ham, der går i gang med at organisere det nye kæmpestore Perserrige, og det er ham, der angriber Athen i 490 f.v.t. og indleder Perserkrigene.

Årsagen var, at Athen havde støttet en af de græske byer på Ægæerhavets østkyst, Milet, der havde gjort oprør mod Persernes undertrykkelse. Dareios ødelægger Milet i 494 f.v.t og sender indbyggerne i fangenskab til Babylon.

Da Kyros i 539-538 havde erobret Babylon, havde han ladet de jødiske fanger vende tilbage til Israel – se kilde 9 – og genopbygningen af Jerusalem og Templet tager nu fat.

Men som det fremgår af kortet, bliver der ikke genetableret en jødisk stat. Juda, som Sydriget jo var blevet kaldt, genopstår som en persisk provins med Jerusalem som hovedstad og religiøst centrum.

Læg mærke til i kilde 9 fra Ezras Bog, en del af det tidligere nævnte Kronistiske Historieværk, at Kyros taler om, at Gud har givet ham ordrer til at genopbygge hans Tempel i Jerusalem. Det er det, der nu er det centrale at få genopbygget Templet og få jøderne til at følge Moseloven.

Ifølge de historiske bøger var det jo på grund af frafald, de var blevet sendt i eksil. Nu gjaldt det om at følge Loven. Vi hører i Nehemias´ Bog kap. 8, at Ezra læser Loven op for folket i Jerusalem og de genoptager de religiøse fester . f.eks. Løvhyttefesten:

Da de nærlæste Loven, fandt de ud af, at Gud gennem Moses havde givet ordre til, at israelitterne skulle bo i hytter lavet af blade under den fest, de kaldte løvhyttefesten

Vores kendskab til Judæa de næste 150 år er ikke stort. Perserriget er fortsat stormagten også efter nederlaget til Athen i slaget i Salamis-bugten i 480 f.v.t. og slaget ved Plalæa i 479 f.v.t., der indledte Athens storhedstid.

Vi har en langt senere kilde – historikeren Flavius Josefus, der sidst i det første århundrede e.v.t. skriver sit 20-binds værk Jødiske Antikviteter ( Ἰουδαϊκὴ ἀρχαιολογία).

I hans 11. bog skriver han om tiden ”Fra Kyros´ første år til Alexander den Stores død”. Han bygger i denne bog meget på Ezras og Nehemias´ bøger og så historien om Esther, der under Ahasverus hindrer et massedrab på jøderne, som kongens medarbejder Haman planlagde, som er skildret i Esthers Bog i Det Gamle Testamente.

Alexander den Store

Athens storhedstid sluttede kort før år 400 f.v.t.. og der var ingen af de andre græske bystater, der kunne overtale pladsen.

Fra midten af 300-tallet melder der sig en ny magt, Makedonien. I modsætning til de græske bystater var Makedonien et monarki og kongen fra 359 f.v.t., Filip 2. fik frem mod 338 f.v.t. samlet alle de græske bystater under sit herredømme.

To år senere blev han dræbt, og sønnen Alexander (den Store) overtager tronen. Alexander starter i 334 f.v.t. et felttog, der kommer til at vare resten af hans liv. Allerede to år efter har han underlagt sig Lilleasien og i 332 Syrien og Egypten. I Egypten bliver han som faraoerne dyrket som guddommelig.

Josefus har i ”Jødiske Antikviteter” (11. bog kap. 8) en fortælling om, at Alexander den store skal have besøgt Templet i Jerusalem på vej mod Egypten. Vores hovedkilde til den næste periode, Makkabæerbøgerne kender ikke historien. Det gør den græske filosof og historiker Arrian fra det 2. årh. e.v.t. heller ikke.  Arrian, der kunne bruge flere samtidige kilder, er vores hovedkilde til Alexanders felttog.

Alexanders besøg i Templet har siden været omdiskuteret blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt besøget virkelig fandt sted.

Alexander fortsatte østpå og besejrer Perserkongen Dareios. Han lader sig hylde som Asiens konge. Siden rykker han mod Indien, men da hans tropper gør oprør, fordi de ikke vil med længere, vender han modvilligt om og dør 323 f.v.t. af malaria i Babylon.

Alexander den Stores rige
Alexander den Stores rige

Judæa i den hellenistiske tid

Efter Alexander den Stores død falder hans rige hurtigt fra hinanden. Hans nærmeste hjælpere, de førende generaler, kom i langvarig indbyrdes strid om magten og ud af de næsten 40 års kampe, får vi omkring år 280 f.v.t. tre nye kongeriger, Makedonien, Syrien – Seleukidernes Rige – og Egypten, der også er kendt som Ptolemæernes Rige.

For Israels historie er de to sidstnævnte af meget stor betydning. I Egypten var Alexanders general Ptolemæus 1. blevet statsholder og senere konge, og hans slægt Ptolemæerne sad til og med Dronning Cleopatra, der begik selvmord i år 30 f.v.t..

I Syrien var det Alexanders general Seleukos og hans efterfølgere Seleukiderne, der havde magten.

Begge magter blev en del af det vi kalder den hellenistiske verden. Det var faktisk lykkedes Alexander at sprede en græsk-inspireret kultur ud over det store rige, han havde samlet og den hellenistiske kultur fortsatte i de tre riger, der fulgte.

Vi vil altså se, at også jøderne i Israel og andre steder blev stærkt påvirket af denne kultur og måske mest i den by, Alexander selv havde grundlagt i Egypten, Alexandria.

Alexander havde opfordret jøder til at slå sig ned i nogle af de byer, han havde grundlagt og efter ca. halvtreds år, var jøderne i Alexandria så påvirket af det græske sprog, at der opstod et behov for at oversætte den jødiske bibel Tanach til græsk.

Ifølge traditionen var der 72 lærde jødiske mænd, der oversatte Tanach og oversættelsen kaldes Septuaginta, der er latin og betyder hvalfjerds.

Judæa var frem til 198 f.v.t. under Ptolemæerne i Egypten, men blev det år erobret af Antiochus 3. den Store, der var konge i Syrien 222-187 f.v.t..

Antiochus 4. Epifanes, Buste på Altes Museum i Berlin
Antiochus 4. Epifanes,
Buste på Altes Museum i Berlin

 

Et syndigt rodskud

Det er under hans søn Antiochus 4. Epifanes, som forfatteren til 1. Makkabæerbog kalder ”et syndigt rodskud”, at det går galt. Vi får nu et kulturelt sammenstød mellem jøder, der fastholder traditionerne og jøder, der er påvirkede af nu mere end hundrede års hellenistisk indflydelse og vil leve som alle andre i Seleukide-riget. Når Makkabæerbøgerne kalder det  at ”slutte pagt med hedningerne”, så er vi jo ikke i tvivl om, hvordan han ser på forslaget om at assimilere sig, for at bruge et moderne udtryk. Antiochus starter i 170 f.v.t. et felttog mod Egypten og prøver igen i 168 f.v.t. at erobre naboriget men stoppes af Middelhavets ny stormagt – Romerriget. På vejen hjem erobrer han Jerusalem, plyndrer Templet og prøver at tvinge jøderne til at følge de græske skikke og den græske religion. Dette medfører et oprør under ledelse af præsten Mattathias og hans søn Judas – kaldet Makkabæeren. Det lykkedes dem at erobre magten, og i en selvstændighedsperiode på omkring hundrede år blev tempeltjenesten igen renset for den udenlandske indflydelse. Det er i forbindelse med denne renselse miraklet med olien til lamperne sker – som jøder også i dag fejrer under Chanukka-festen i december måned. Tiden var præget af indre splid og førte til sidst til, at den romerske hærfører Pompejus i år 63 f.v.t. lagde landet ind under Romerriget. Makkabæerne står i det moderne Israel som helte og har givet navn til rigtig mange sportsklubber – og sågar en israelsk øl. Se litteratur, link og kilderne til:

og
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967