Kongetiden

Der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..

Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.

Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.

Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.

Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).

Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.

Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.

I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).

Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?

Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”

Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.

Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..

Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.

Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.

Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.

Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.

Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.

Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.

Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.

Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.

Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.

Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.

Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.

Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.

Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..

Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.

Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.

Nordriget Israel

Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.

Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.

Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.

Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.

Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.

Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.

Sydriget Juda

Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.

Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.

Kongerne var også stadig af Davids slægt.

Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.

Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.

Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.

I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.

Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)

Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.

Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.

To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t.

Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.

På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.

  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967