Det babylonske Fangenskab 587 – 539 f.v.t. er et vendepunkt i Israels historie.

Det ser man ud fra flere ting: Man gik i de år i gang med at nedskrive alle de mundtlige traditioner – sandsynligvis er Mosebøgerne nedskrevet i disse år på baggrund af den mundtlige overlevering og Det deuteronomistiske historieværk stammer også fra denne periode (se kilde 6).

Det var uhyre vigtigt for folket fra Juda at minde sig selv om, at de havde en stolt forhistorie – ja, at det land, de var ført bort fra, havde de engang i tidernes morgen fået af Gud selv – og løftet om land havde han opfyldt også sidst, de var fanger.

Der eksisterede sagn og overleveringer om, at man engang havde været trælle i Ægypten, men at Gud havde henvendt sig til Moses og han havde ført dem ud af Ægypten til “landet, der flød med mælk og honning”.

Guds udvalgte i Babylon

Men hvis dette var rigtigt – hvis israelitterne virkelig var “Guds udvalgte folk” – hvorfor sad de så nu som trælle i Babylon?

Hvorfor var deres tempel og deres hovedstad blevet ødelagt? Det er klart, at et muligt svar var, at Babylonernes gud Marduk var stærkere.

Vi ser igen og igen folk skifte religion, fordi de opdager, at andre folk klarer sig bedre med deres gud eller guder. Vikingernes skifte til “Hvide Krist” ved middelalderens start er et eksempel herpå.

Det overraskende er, at dette ikke skete for jøderne. Tværtimod begyndte man at gøre sig klart, hvad troen egentlig gik ud på.

I de mange regler og love, man traditionelt havde fulgt, fandt man det nye holdepunkt. Lovene gav man navn efter Moses og Moseloven eller Tora´en blev det nye centrum i jødedommen.

Hvorfor nu jødedommen? Fordi vi hidtil har talt om israelitterne. De stammer, der ifølge traditionen stammede fra Abraham, Isak og Jakob/Israel, som boede i det hellige land.

Men fra nu af og op til i dag har man nu kunnet tilhøre dette folk uden nødvendigvis at bo i det hellige land. Man kunne være jøde, overholde de efterhånden 613 bud om alt lige fra at drengene skulle omskæres til spiseregler og de vigtigste ti bud.

Og svaret på jødernes situation i Babylon?

Ja, det så vi i kilderne fra Kongebøgerne (se kilde 7) i Det deuteronomistiske Historieværk:

Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt 
2. Kongebog 24,20

Det var altså, fordi man havde svigtet Jahve!

Jahve havde ikke svigtet jøderne. Nej jøderne havde svigtet ham. Denne holdning skinner igennem Det deuteronomistiske historieværk og hos profeten Esajas.

En lærd jøde der forkyndte for folket, at hvis de fremover rettede sig efter Jahves bud og dyrkede Jahve, som skrifterne lærte dem – ja, så var der chancer for, at de kunne vende tilbage til Jerusalem.

Glemmer jeg dig

Og tilbage til Jerusalem ville langt de fleste. I et digt fra disse år (Salme 137 i “Salmernes Bog”, en samling af salmer i Tanach/GT) – lyder det:

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da visne min højre (hånd).

Nogle vil måske kende salmen uden at tænke over det (se kilde 8). Det var den, der dannede grundlag for popgruppen “Bonnie M´s” “At the Rivers of Babylon” i 1970´erne!

Jøderne var næppe klar over, hvilken betydning det ville få for dem og deres fremtid, da persernes leder, Kyros, i midten af 550´erne gjorde oprør mod den mediske konge.

Medien var nabo til Det babylonske Rige, men hvad kom dette jøderne ved? Det skulle hurtigt vise sig!

I år 550 f.v.t. erobrede Kyros medernes hovedstad. I 546 f.v.t. Lydiens hovedstad Sardes.  Dermed strakte Kyros´ Perserrige sig pludseligt fra den Arabiske Havbugt til Ægæerhavet.

Perserriget var nu en trussel mod Babylon

Samtidig var Perserriget blevet nabo til de græske folk, hvad der i det følgende århundrede skulle få store konsekvenser.

I Babylon var der på dette tidspunkt stor utilfredshed med herskeren, Nabunaid 555-539 f.v.t.. Da Kyros i begyndelsen af 539 f.v.t. angriber rigets centrum, kan han rykke frem uden at møde den store modstand. Den 12. oktober 539 rykkede han ind i selve hovedstaden, Babylon. Et storrige var igen forsvundet. Et nyt ,Perserriget, havde afløst det.

Og nu går profetierne i opfyldelse. Kyros fører en ganske anden politik end de babylonske konger, og han lader derfor jøderne vende hjem til Israel. Dette er baggrunden for, at Kyros – som naturligvis dyrkede de persiske guder – i GT omtales særdeles positivt.

Det er værd at bemærke, at det langt fra var alle jøder, der efter 539 vendte hjem til Israel. En del blev og fra nu af, har vi altså både jøderne i Israel og jøder, der bor andre steder.

I diaspora´en som det blev og stadig kaldes. Ordet kommer fra græsk og betyder adspredelse. Her betyder det altså de jøder, der levede spredt rundt om i verden.

Det 2. tempel

De jøder, der kom hjem, gik som noget af det første i gang med at genopføre templet. Men det var hårde tider, og Det 2. tempel stod først færdigt i 515 f.v.t..

Det har ifølge de beskrivelser, vi har, næppe været så prægtigt som Salomons, der var blevet ødelagt i 587 f.v.t., men det bliver dog hurtigt igen centrum for jødedommen.

Man beholdt dog også de skikke, man havde tillagt sig i Babylon, nemlig at mødes i synagoger, der er en slags forsamlingshuse, hvor man hørte tekster fra det, der nu var jødedommens hellige bøger, og hvor man udlagde disse tekster.

Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Det babylonske Fangenskab