Uafhængighedskrigen 1948-1949

Kun få minutter efter, at David Ben Gurion havde proklameret Staten Israel kunne den amerikanske presse meddele, at USA havde anerkendt Israels provisoriske regering ( ). Sovjetunionens og Guatemalas anerkendelse skete senere fredag den 14. maj og hermed var det klart, at begge stormagter accepterede den nye jødiske stat som en ”rigtig” stat. Men Israel var ikke mange timer gammel, da landet allerede lørdag den 15. maj nu også officielt blev angrebet af medlemmerne af Den arabiske Liga. Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien, Sauda Arabien og Egypten. Den officielle begrundelse var, at
…sikkerheden i Palæstina var en hellig forpligtelse for de arabiske stater
og de derfor havde
… set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed ( ).

Uafhængighedskrigen var i gang

Det var et hårdt slag for den nye israelske regering, at også Transjordanien var med i angrebet: Ved to hemmelige møder havde den kommende jødiske ledelse repræsenteret ved den senere premierminister Golda Meir holdt hemmelige møder med Transjordaniens konge Abdullah i et forsøg på at holde den mest moderate af de arabiske ledere og landet med den mest professionelle hær – Den arabiske Legion – ude af krigen (). Det lykkedes mange jødiske bosættelser at slå araberne tilbage, men det store problem var Jerusalem. Det var lykkedes araberne at afskære den vigtige forsyningsvej fra Tel Aviv til Jerusalem, og Jerusalem var nu belejret. Kun ved at skabe en hemmelig rute oppe i højderne – ”Burmavejen” – lykkedes det at få enkelte forsyninger ind. Arabiske angreb på den østlige del af Jerusalem isolerede snart Den gamle By. Den 28.maj overgav de jødiske forsvarere denne til Abdullah el Tel, den lokale kommandør for Den arabiske Legion. 340 jødiske soldater blev taget til fange og omkring 1.300 jøder, først og fremmest kvinder, børn og ældre, måtte søge tilflugt i den nye by – Vestjerusalem. Jerusalem blev delt.
Grev Folke Bernadotte (1895-1948)
Grev Folke Bernadotte (1895-1948)

FN’s projekt var en katastrofe

For FN var krigen jo en katastrofe: Man havde i november vedtaget delingsplanen – det var FNs projekt – og nu så det hele ud til at fejle. FNs sikkerhedsråd udnævnte derfor omgående svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten.

Bernadotte var barnebarn af den svenske konge Oscar 2. (konge 1872-1907) og havde i 1943 som næstformand for Svensk Røde Kors været leder af udvekslingen af tyske og allierede krigsfanger.

Mest kendt var han for sin andel af den store Røde Kors-hjælpeaktion i februar-maj 1945, hvor det efter forhandlinger med bl.a. SS-lederen Heinrich Himmler lykkedes Bernadotte at befri ca. 30.000 KZ-fanger og transportere dem i De hvide Busser fra Tyskland til Sverige. Hovedparten var danske og norske, men det lykkedes også at redde en del jødiske kvinder af andre nationaliteter.

Efter krigen blev han i 1946 formand for Svensk Røde Kors, og nu valgte FNs sikkerhedsråd altså ham som mægler i den udbrudte krig i Mellemøsten.

Araberne kunne ikke acceptere en jødisk stat

Allerede den 29.maj mødtes Bernadotte og den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha () foreslog, at Bernadotte skulle se helt væk fra delingsplanen, gjorde opmærksom på, at hverken Den arabiske Liga eller Tyrkiet og Iran kunne acceptere en jødisk stat og mente i øvrigt, at idealet ville være at forflytte jøderne fra Palæstina. Det lykkedes Bernadotte at få parterne med på en våbenhvile den 11. juni. og den 27. juni fremsatte han et mæglingsforslag ( ). Bernadotte gik tilbage til året 1922 og det daværende Palæstinamandat – altså med både det vestlige ”Palæstina” og det østlige ”Transjordanien”. Han foreslog nu en union mellem den arabiske og den jødiske del og foreslog også nye grænser mellem de to dele, hvor araberne nu fik et noget større område.
Drabet på Bernadotte var forsidestof i al verdens aviser
Drabet på Bernadotte var forsidestof i al verdens aviser

Bernadotte dræbt i Jerusalem

Begge parter afviste mæglingsforslaget og den 8. juli angreb egypterne, hvorefter kampene blev genoptaget (se  og ). Ti dage efter trådte en ny våbenhvile i kraft – i de ti dage havde Israel opnået adskillige gennembrud flere steder i landet, og egypterne havde mistet mange soldater, ligesom mange var sårede eller tilfangetagne. Bernadotte arbejde videre med en plan, der skulle skabe fred i området. Den blev afleveret til FN den 16. sept., men dagen efter blev Folke Bernadotte dræbt under et besøg i Jerusalem, formentlig af medlemmer af den jødiske udbryddergruppe fra Irgun, Lehi, en forkortelse for Lohamei Herut Israel, Stridsmænd for Israels frihed. Gruppen omtales ofte som Sternbanden efter dens leder Abraham Stern.
Den israelske regering var rystet. Dette kunne i den grad skade Israels sag. FN udnævnte omgående den tidligere omtalte Ralph Bunch, der havde været med UNSCOP i Palæstina året før og derfor kendte alt til de problemer, der var i forbindelse med at få skabt fred.

Bernadottes forslag

Bernadotte havde i sit forslag til FN opgivet tanken om, at visse arabiske områder skulle lægges sammen med Transjordanien, men foreslog igen, at store dele af Negev skulle tilfalde den arabiske stat i stedet for Israel, blandt andet for at skabe en landfast forbindelse mellem Egypten og Transjordanien.

Til gengæld skulle det meste af Galilæa tilfalde Israel i stedet for araberne, ligesom han foreslog FN-administration for Jerusalemområdet, blandt andet for at sikre alle religiøse retninger fri adgang til byens hellige steder. Endelig anbefalede han, at FN skulle bekræfte de arabiske flygtninges ret til at vende tilbage til de jødisk kontrollerede områder så hurtigt som muligt.

De arabiske flygtninge

Allerede under de begyndende kampe efter vedtagelsen af delingsplanen i november 1947 og videre i foråret 1948 og under uafhængighedskrigen flygtede omkring 600.000 af Palæstinas arabiske indbyggere – især til Transjordanien, Syrien, Libanon og Gaza. Lige siden har Israel og de arabiske naboer skændtes om årsagen til denne flugt – og heller ikke historikerne har kunnet enes om årsager – bl.a. fordi der i sagens natur er flere årsager. Der er veldokumenterede eksempler på frivillig evakuering, hvor f.eks. en stor del af Haifas arabiske befolkning blev evakueret til Beirut i Libanon i slutningen af april måned (). Og der er eksempler på, at man under krigshandlingerne fordrev eller havde planer om at fordrive den arabiske befolkning – bl.a. beretter tidligere omtalte Herbert Pundik om planernes om at fordrive Nazareths arabiske befolkning, der så ikke blev til noget grundet en enkelt mands stædighed (). Og endelig flygtede mange under krigshandlingerne – som millioner og atter millioner havde gjort det i Europa få år før og som det samtidig skete, da Indien året før blev opdelt i Vestpakistan, Indien og Østpakistan. Som senere perspektiveringstekster kan du finde en tekst af fredsaktivisten Uri Avneri fra hans bog ”Israel uden Zionisme” () og fra den israelske historiker Benny Morris´ bog ”1948”, som gælder for at være hovedværket omkring flygtningeproblemet ().

Våbenhvileaftalerne i foråret 1949

Bernadottes forslag blev behandlet af FNs generalforsamling, der blev indledt den 23. september og i den afsluttende resolution, nr. 194 af 11. december 1948, indgik flere af Bernadottes forslag (). Også FNs sikkerhedsråd fortsatte drøftelserne om konflikten mellem Israel og de arabiske lande hele efteråret. Den 4. november vedtog man resolution 61, der krævede resolution 54 om våbenhvile respekteret indtil der er truffet en aftale om en fredelig løsning af Palæstina-problemet – et krav, der blev gentaget blot 12 dage senere, den 16. november  i resolution 62 og igen den 29. december  i resolution 66, da der den 22. december påny var udbrudt kampe i det sydlige Palæstina. Nu gjaldt det så i første omgang om at afslutte krigshandlingerne med en mere stabil våbenhvile, og på initiativ af Bernadottes efterfølger, amerikaneren Ralph Bunche, blev der indledt våbenstilstandsforhandlinger på Rhodos. De blev besværliggjort af, at de arabiske lande stadig ikke anerkendte staten Israels eksistens, og der derfor ingen direkte forhandlinger var mellem parterne – Ralph Bunch måtte derfor konstant gå mellem de to parter og diskutere de forskellige forslag. Mellem januar og juli 1949 blev der så afsluttet våbenstilstandsaftaler mellem Israel på den ene side og Ægypten, Libanon, Transjordanien og Syrien på den anden side. Man enedes også om de ”demarkationslinjer”, der skulle adskille parterne – men da der ikke blev underskrevet nogen fredsaftale, kom der heller ingen aftalte grænser – der er altså ikke noget, der hedder ”1949-grænserne” ( ).
Israel efter våbenstilstandsaftalen 1949
Israel efter våbenstilstandsaftalen 1949
 

Ingen palæstinensisk stat

Israel var blevet noget større end i delingsplanen, da israelske styrker havde haft succes med under de sidste måneders kampe at rykke længere frem. Men læg mærke til det helt afgørende: Der kom ikke en arabisk-palæstinensisk stat. Da krigen begyndte, rykkede Transjordanien hurtigt over Jordanfloden og erobrede store områder af det, der skal have udgjort den arabisk-palæstinensiske stat – altså ”Vestbredden” af Jordanfloden. Dette område blev nu indlemmer i Transjordanien, der herefter skiftede navn til Kongeriget Jordan – landet lå jo nu ikke kun ”på den anden side af” Jordanfloden. På tilsvarende måde blev Egypten i Gazastriben, som de havde erobret under krigen – man indlemmede dog aldrig i de 18 år Gaza i Egypten, men kontrollerede blot området.
Det delte Jerusalem 1949-1967
Det delte Jerusalem 1949-1967
Og Jerusalem? I resolution 194 fra 11.dec. 1948 () blev der stadig talt om, at Jerusalem burde ”tildeles separat og speciel behandling i forhold til resten af Palæstina og bør placeres under effektiv FN-kontrol”. Den idé blev officielt skudt ned af Israel 2.februar 1949, da Israel officielt indlemmede Jerusalem i Staten Israel og i 1950 gjorde den til hovedstad. Og den gamle by og Østjerusalem var de næste atten år under jordansk herredømme. Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til:
  • Kilderne til Israels ældste historie

  • Kilderne til Kongetiden

  • Kilderne til Det babylonske Fangenskab

  • Kilderne til Tiden efter eksilet

  • Tidstavlen til Israels historie

  • Kilderne til Israel under Romerriget

  • Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

  • Kilderne til Korstogene

  • Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

  • Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

  • Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945

  • Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

  • Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949

  • Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

  • Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

  • Kilderne til Seksdageskrigen 1967