Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
I 2017 markerede Israel 50-året for sejren i Seksdageskrigen, når dette skrives er det allerede 55-års-dagen, der markeres med ”Jerusalem-dagen” – ”Yom Yerushalayim”.
Navnet fortæller meget – det er selvfølgelig sejren, men det er også Jerusalems genforening, der markeres. Men krigen havde jo efterladt Israel med et areal fire gange så stort som før juni 1967 – og med kæmpe udfordringer, hvoraf mange præger Israel også i 2020´erne.
Selv den umiddelbare glæde over Jerusalems genforening kunne jo ikke skjule, at der i den gamle by og i Østjerusalem kun boede arabere. Jøderne havde før 1948/49 også boet i den sydøstlige del af den gamle by – men var blevet fordrevet af jordanerne – nogle få jøder har boet i den østlige del af byen – men også før Uafhængighedskrigen havde de fleste jøder boet i den vestlige del – det nye Jerusalem – opbygget fra slutningen af 1800-tallet vest for den gamle by.
Her lå nu en stor opgave – at få araberne i Østjerusalem til at føle sig som en del af Israel, hvor der jo også boede mange arabere – muslimske og kristne.
Den utilladelige tilegnelse af territorium
Det historiske og bibelske Israel
Der var også et andet problem: På den nu erobrede ”Vestbred” lå flere af de steder, der havde stor betydning i jødedommen, fordi de optrådte i Tanach – ”Loven, Profeterne og Skrifterne” – den jødiske Bibel. Derfor opfattede nogle af de mere religiøse jøder også dette område som en del af Eretz Israel – landet Israel, det historiske og bibelske Israel.
Det sidste erobrede område var Golan-højderne – det var herfra Israel før 6-dages-krigen igen og igen var blevet angrebet – strategisk set var højderne vigtige at besidde – men igen – kunne man få en fred med Syrien, måtte begge parter jo følge resolution 242 og Israel måtte levere området tilbage – mod at få lov til at leve i fred med sine naboer.
Men naboerne fastholdt afvisningen fra Khartum (se kilde 114). Og i en tale fra 23.juli 1968 talte Egyptens præsident Nasser om, at Egypten nu igen var klar til krig (se kilde 117). For Egypten var det et kæmpe problem, at Israel jo stod på den ene side af Suez-kanalen, der derfor fortsat var lukket – hvorfor Egypten havde mistet sin hovedindtægtskilde.
Men det, der på længere sigt skulle få de alvorligste følger for Israel, var mobiliseringen af de arabere, der havde boet på den besatte Vestbred og de arabere, der var flygtet i 1948 og nu i 1967 og sad i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Jordan og i Gazastriben – de blev nu klart defineret som ”Palæstinenserne” og fra omkring 1968 talte man mere og mere om det palæstinensiske problem.
Palæstinenserne - ikke helt enkelt
Hvis I på hjemmesiden her har været inde på alle forrige 15 ”kapitler”, vil I være klar over, at det med landets og befolkningens navne ikke er helt enkelt.
I det israelitiske kongerige og senere Nord- og Sydriget tales om israelitter, efter eksilet ofte om jøder – da nogle blev i Babylon, andre bosatte sig andre steder. I Det nye Testamente tales f.eks. om jøderne – i modsætning til ”grækerne” – og romerne – besættelsesmagten. I 135 smides jøderne ud af det sydlige Israel og området kaldes nu Palæstina – se overskriften på de mange afsnit om historien fra 135 – 1948. Hvad var så befolkningen? Ja, der boede jo stadig jødiske grupper oppe nordpå – andre var grækere eller romere. Området er jo heller ikke længere klart defineret.
Med Islams erobring i 638 blev hovedparten af indbyggerne efterhånden muslimer – der var dog stadig også kristne – og sproget blev arabisk. I korsfarertiden tales om Det hellige Land – de oprindelige beboere var araberne – der så igen fik magten efter Jerusalems og senere efter Akkos fald.
De fleste vil også tale om araberne efter Det osmanniske Riges erobring af hele det arabiske områder – Det osmanniske Rige rummede jo mange ”nationaliteter” – men dette er et ret moderne begreb – snarere kunne man sige, at der var folk, der talte mange forskellige sprog.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900 får vi en klarere arabisk nationalfølelse – men den engelske kontaktperson til de arabere, der i 1915 gør oprør mod tyrkerne, T. E. Lawrence, skriver i sin fortælling om oprøret af og til lidt frustreret om de mange stammer, der ikke altid føler sig som ét folk – i europæiske forstand.
Med stormagternes opdeling af det arabiske område får vi pludselig forskellige lande, men jo ikke pludselig forskellige nationaliteter – de arabiske ledere protesterer jo netop mod opsplitningen i Libanon, Syrien, Irak og Transjordanien – samt mandatområdet ”Palæstina”. Også her protesterede de arabiske indbyggere – se afsnittet ”Palæstina 1917/20 – 1948” – de ville ikke adskilles fra de andre arabere. Så støder man endelig på udtrykket ”Palæstinenser” i perioden 1920-1948, menes indbyggerne i det britiske mandatområde – både jøder og arabere.
En palæstinensisk identitet opbygges
I 1948 får vi så staten Israel – og indbyggerne kalder sig israelere. Mange arabere flygter – læs mere i afsnittet om oprettelsen af staten Israel – men de integreres ikke i de omgivende lande. De er Palæstina-arabere – og for at sikre, at der fortsat var uro, holdes de samlet i flygtningelejre – de skal jo snart hjem til Palæstina.
Det, der skulle have været den arabiske stat i 1948 – ”Vestbredden” og Gazastriben – bliver jo nu indlemmet i Transjordanien og besat af Egypten – Transjordanien – efter 1949 Jordan – uddeler jordanske pas til araberne på Vestbredden og i Østjerusalem for at gøre dem til jordanere.
Seks-dages krigen medfører nye flygtningestrømme – mange flygter nu for anden gang – i 1948 var de flygtet til de områder af Palæstinamandatet, den jordanske hær havde erobret – nu flygtede omkring 110.000 videre over Jordanfloden til Kongeriget Jordan.
Og fra dette tidspunkt bliver det mere og mere klart, at disse arabere nu kaldes ”palæstinensere” – de kommer fra det geografiske område Palæstina – fra det engelske mandatområde ”Palestine”. Og de kommende årtier gøres alt for at opbygge en palæstinensisk identitet.
PLO holder kongres i Cairo
I juli 1968 holdt ”Den palæstinensiske Befrielsesorganisation” – PLO – en kongres i Cairo og vedtog her Det palæstinensiske Nationalcharter (se kilde 118). Man slog i teksten fast, at Palæstina ”er hjemlandet for det arabiske palæstinensiske folk; det er en udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinensiske folk er en integreret del af den arabiske nation.”
For Jordan var dette problematisk: Man opfattede Vestbredden som en del af Jordan og indbyggerne som jordanere. Nu havde man oven i købet flere flygtede beboere fra Vestbredden øst for Jordan, hvor der allerede siden 1949 havde været mange – dette kunne true kongerigets eksistens. Men de øvrige arabiske lande støttede idéen – man havde aldrig officielt anerkendt, at det var Jordan, der havde taget Vestbredden.
Nye ledere i Israel og Egypten – flykapringer og borgerkrig i Jordan
Den 16. februar 1969 døde Israels premierminister Levi Eshkol af et hjerteanfald. Ny premierminister blev Golda Meir, der som det fremgår mange steder havde været aktiv i Arbejderpartiet i årtier.
Hun havde været udenrigsminister i ti år – fra 1956-66 – og var herefter blevet generalsekretær for partiet Mapai. De følgende år lykkedes det hende at gennemføre en sammenslutning af Mapai og flere af de andre venstrefløjspartier til Ha´Avoda – Arbejderpartiet.
Hun var nu fyldt 70, og måske ikke umiddelbart den oplagte kandidat – hun taler selv i sine erindringer om, at hun ved en opinionsundersøgelse om, hvem der engang skulle efterfølge Eshkol havde fået 3 % af stemmerne (se kilde 119).
Men mange i Ha´Avoda var bekymrede for, at partiet igen skulle blive splittet og hun blev enstemmigt valg – selv om Rafi-gruppen – dem, der havde fulgt David Ben Gurion ud af Arbejderpartiet i 1965 – undlod at stemme.
For Golda Meir var det klart: Hun havde tre naboer, som hun skulle forhandle med for at slutte fred efter Seksdageskrigen – men de fire ”Nej´er” fra Khartoum gjaldt stadig:
- Ingen fred med Israel,
- ingen anerkendelse af Israel,
- ingen forhandling med det og hævdelsen af det palæstinensiske folks rettigheder i deres eget land.
Med hensyn til det sidste gjorde Golda Meir det klart for USA’s præsident Nixon – præsident 1969-1974 – at Israel ikke kunne acceptere en palæstinensisk stat: ”Palæstinenserne må løse deres problem med det arabiske land Jordan.” (se kilde 120).
Det var også klart, at det amerikanske mæglingsforslag der blev fremsat i juni 1970 (se kilde 121), tog udgangspunkt i dette.
I hele perioden fra 1967-1970 havde der været gentagne angreb hen over Suez-Kanalen mellem Egypten og Israel, situationen var stadig ustabil. Mæglingsforslaget havde fået navnet ”Rogersplanen” efter Nixons udenrigsminister Willam P. Rogers – og tog udgangspunkt i FNs sikkerhedsråds resolution 242 (se kilde 116).
FN havde siden resolution 242 haft en særlig udsending, den svenske diplomat Gunnar Jarring, i Mellemøsten for at arbejde for en opfyldelse af resolution 242.
Han arbejdede nu også med udgangspunkt i Rogersplanen og med de fire landes accept – Israel, Jordans, Egyptens og Syrien – så det ud til, at der nu kunne komme gang i reelle fredsforhandlinger.
Håbet om fred brast hurtigt
Den 6. og 9.september 1970 kaprede den palæstinensiske terrororganisation PFLP fem fly og tvang de fire til landing i Jordan – i det 5. – et israelsk El Al fly – overmandede mandskabet flykaprerne.
I Bladet ”Falastin” – ”Palæstina”, udgivet af den danske Palæstinakomité – forklarede PFLP, at ”kapringen af de fire fly var et svar på imperialismens forslag på at bevare kontrollen over Mellemøsten gennem Rogers-planen, der skulle gennemføres hen over hovedet på det palæstinensiske folk” (se kilde 122).
Dette var en dødsensfarlig situation for Kongeriget Jordan, der i og med, at flyene blev tvunget til at lande på jordansk territorium, kom til at se medskyldige ud.
Samtidig var kong Hussein af Jordan træt af flere palæstinensiske gruppers angreb både mod ham personligt og mod den jordanske hær og satte derfor den 17. september hæren ind mod de palæstinensiske grupper.
Situationen blev ekstra kritisk, da Syrien blandede sig og sendte pansertropper ind over grænsen for at støtte palæstinenserne mod Kong Hussein.
Egyptens præsident Nasser forsøgte ved et møde i Cairo at mægle, men døde kort efter, og den 31.oktober blev PLO-lederen Yassir Arafat tvunget til at underskrive en ny aftale, hvor de palæstinensiske grupper forpligtede sig til ikke at bære våben og at anerkende de jordanske myndigheders overhøjhed.
Palæstinenserne tvunget ud af Jordan
Der var dog fortsat konflikter, men efterhånden blev de palæstinensiske grupper tvunget til at forlade Jordan og tage til Libanon, hvor der snart efter udbrød borgerkrig.
I november tog chefen for luftvåbenet, general Hafez al-Assad magten ved et kup i Syrien. Han havde nægtet at lade det syriske luftvåben støtte de syriske pansertropper og satte nu den hidtidige præsident Attachi i husarrest og blev selv leder – frem til sin død i år 2000.
På vej mod Yom Kippur-krigen 1973
I 1971 udsendte den danske journalist Jens Nauntofte en bog kaldet ”Den palæstinensiske Befrielseskamp” – interessant bl.a. fordi danske bøger om konflikten indtil nu havde handlet om Israel og de arabiske lande.
Men i Danmark som i hele den øvrige verden havde begivenhederne i 1970 sat mere fokus på palæstinenserne.
Foreløbig håbede mange dog på, at de nye ledere i landene omkring Israel ville gøre en fredsaftale mulig: Gunnar Jarring – FNs officielle udsending – blev i området og prøvede at få forhandlinger i gang – Rogers-planen var stadig udgangspunktet, men USA var i disse år mest optaget af at få en ende på Vietnamkrigen og brugte derfor ikke så mange kræfter på Mellemøsten.
Især Egypten mente mange, måtte være interesserede i forhandlinger – siden 6-dages krigen havde Suez-kanalen – landets hovedindtægtskilde – være lukket, idet Israel jo havde besat Kanalens østbred.
Russiske rådgivere i Egypten
I sommeren 1972 gik der rygter om, at præsident Sadat havde smidt de mange russiske rådgivere, der var kommet til Egypten efter 6-dages-krigen, ud – det synes dog ikke at have tilfældet, da der under krigen året efter stadig var mange russiske militærfolk i landet.
Men sommeren 1972 var først og fremmest præget af terrorangrebet på de israelske sportsfolk, der deltog i De olympiske Lege i München.
Men heller ikke med de nye ledere i Cairo og Damaskus syntes der at være interesse for forhandlinger. I april 1973 talte Egyptens præsident Sadat i det amerikanske magasin ”Newsweek” om, at krig var uundgåelig (se kilde 123).
I maj 1973 blev Golda Meir informeret om syriske og egyptiske troppekoncentrationer ved våbenstilstandslinjerne fra 1967 – men spændingen aftog kort efter. Den steg dog igen, da lederne af Israels tre naboer 10. september 1973 holdt topmøde i Cairo – formelt et ”krigsråd mellem lederne af de tre lande, der grænser op til Israel og officielt er i krig med dette land”, som avisen Information forklarede sine læsere dagen efter topmødet.
Yom Kippur-krigen oktober 1973
Igen og igen havde der gennem 1973 været øvelser langs Suez-kanalen på den ægyptiske side, og igen og igen havde det været falsk alarm. Og også ved våbenstilstandslinjen var der hyppige sammenstød.
Men i dagene op til krigens start blev tegnene på, at de to arabiske stormagter, Syrien og Ægypten, forberedte et angreb, mere og mere klare. Og spørgsmålet var nu, om Israel skulle slå først?
Dele af det israelske forsvar anbefalede det – det ville give Israel en strategisk fordel. Men Golda Meir, premierministeren, tøvede:
Hvis Israel under den krig, der syntes at være på vej, fik brug for militær hjælp, ville det være problematisk at slå først – og dermed i verdens øjne stå som angriberen (se uddrag af Golde Meirs erindringer (se kilde 124).
Lørdag den 6. oktober slog Ægypten og Syrien til (se uddrag af Herbert Pundiks erindringer (se kilde 125). For Israel var det på det værst tænkelige tidspunkt – Yom Kippur – Den store Forsoningsdag, der er afslutningen på de ti første dage efter det jødiske nytår, Rosh Ha´Shanah, hvor man søger Gud og mennesker om tilgivelse.
Religiøse jøder faster hele døgnet – og der er bøn i synagogen hele døgnet. Derfor var rigtig mange soldater hjemme på orlov – og det var heller ikke nemt, da rygterne om et forestående angreb i løbet af lørdag formiddag blev meget håndfaste, at samle regeringen til krisemøde.
En strategisk fordel til Syrien og Egypten
Dette gav araberne en strategisk fordel: I løbet af det første døgn lykkedes det ægypterne at overføre 400 kampvogne til den israelsk-besatte Sinaihalvøen og i nord rykkede syrerne hurtigt frem mod Galilæa.
Det sidste var mest alvorligt – kampene på det vestligste Sinaihalvø var meget langt fra selve Israel, mens kampene i Golanhøjderne meget hurtigt kunne rykke ned mod Genesaret Sø og de mange israelske byer der.
I Seksdageskrigen i juni 1967 havde Israel haft luftherredømmet – men Sovjetunionen havde siden da forsynet Ægypten med luftværnsraketter, og i løbet af den første uge mistede Israel 88 af sine ca. 500 kampfly.
En større konflikt truede
Allerede søndag den 7. oktober om aftenen lykkedes det for den israelske øverstkommanderende på den nordlige front, general Yitzhak Hofi at standse de syriske panserkolonners fremrykning.
Mandag morgen gik israelerne til modangreb: De fik drevet syrerne tilbage op i Golan-bjergene og videre over våbenstilstandslinjen fra 1967 ad vejen til Damaskus.
Mod syd var situationen mere problematisk: Om mandagen havde ægypterne fået hen ved 800 kampvogne over Kanalen, og ugen efter startede den ægyptiske general Ismael et angreb mod øst.
Det blev en katastrofe – i et kæmpe panserslag mistede ægypterne halvdele af de kampvogne, de havde fået over Suez. Og dagen efter satte den israelske general Ariel Sharon over Kanalen og oprettede et brohoved på den vestlige side – Afrikasiden.
Nu truede et voldsomt nederlag de to arabiske lande og dette var uacceptabelt for Sovjet, der havde støttet begge og forsynet dem med våben – samtidig med, at USA fra lørdag den 13.o ktober havde åbnet en luftbro med forsyninger til Israel – en større konflikt truede.
Lørdag den 20. oktober, altså to uger efter, at krigen var startet, ankom USA’s udenrigsminister Henry Kissinger til Moskva, for at forhandle med den sovjetiske leder Leonid Bresjnev.
Sovjetisk-amerikansk forslag til våbenhvile
Man enedes om et fælles sovjetisk-amerikansk forslag til våbenhvile, som straks derefter blev vedtaget af FNs sikkerhedsråd. Våbenhvilen skulle være trådt i kraft den 22. oktober – det skete ikke, men den 24. oktober trådte våbenhvilen i kraft – Yom Kippur-krigen var forbi.
Krigen havde været utrolig kostbar for alle parter. Israel havde næsten 2.000 faldne og ligeså mange sårede på hospitalerne – et langt større tab end under 6-dages-krigen.
Og nej – Israel var ikke usårlig – og Israel havde følt sig utrolig alene under krigen.
Forhandlinger mellem Israel og Egypten 1973-74
Kissinger havde i Moskva opnået tilslutning til, at Ægypten og Israel skulle forhandle direkte med hinanden.
I 1949 havde der været forhandlinger om en våbenstilstand – men forhandlet med mellemmænd – nu mødtes ægyptere og israelere og undertegnede et yderligere dokument den 11. november, hvor man forpligtede sig til at overholde våbenhvilen af 22. oktober og aftalte en udveksling af krigsfanger (se kilde 126).
Det lykkedes også Kissinger, der netop havde modtaget Nobels Fredspris for at have forhandlet fredsaftalen, der afsluttede USA’s deltagelse i Vietnamkrigen, at sikre en fredskonference i Geneve (se kilde 127, 128 og 129) og endnu en troppeadskillelsesaftale mellem Israel og Ægypten 18.januar 1974 (se kilde 130)
Golda Meir må gå af - Yitzhak Rabin ny premierminister
Straks efter Yom Kippur-krigen startede en voldsom debat i Israel om, hvorfor Israel ikke havde været bedre forberedt på angrebet på Yom Kippur, og selvom en rapport frikendte Golda Meir for ansvaret for dette, kan man se, at hun i sine erindringer fra året efter stadig prøver at forsvare sig.
Men den 10. april 1974 meddelte hun Arbejderpartiet, at nu kunne hun ikke mere. Og 4. juni blev hun afløst af Yitzhak Rabin. Forinden nåede hun dog som premierminister at se en tilbagetrækningaftale med Syrien underskrevet den 31. maj 1974.
Denne aftale gælder stadig her i 2023 og våbenstanden sikres af FN-tropper i en demilitariseret zone mellem de to lande.
En sabra tager over
Yitzhak Rabin var født 1.marts 1922 i Jerusalem – han var altså en ”sabra” – en ”indfødt” israeler – ikke en, der som alle de forrige var født i Europa.
Han gik ind i militæret og ledede under uafhængighedskrigen forsvaret af Jerusalem. I 1964 blev han stabschef og var under Seksdageskrigen en af hovedstrategerne bag Israels sejr.
Efter at være gået af som stabschef blev han først Israels ambassadør i USA, derpå stillede han ved valget i 1973 op til Knesset for Arbejderpartiet, blev valgt – og blev nu anset for den rette til at stå i spidsen for den nye israelske regering, selvom han helt ny i politik.
Han havde dog flere års diplomatisk erfaring bag sig, idet han som allerede nævnt efter sin afgang som stabschef havde været Israels ambassadør i USA.
Men han havde kun siddet en måned i Golda Meirs sidste regering – som arbejdsminister – inden Golda Meir gik af.
Ved et valg på Arbejderpartiets kongres vandt han med 298 stemmer overfor Shimon Peres 254, men Peres høje stemmetal gjorde ham til en klar nr. 2 i Arbejderpartiet, og Rabin så sig derfor nødsaget til at give den meget vigtige post som forsvarsminister til rivalen Shimon Peres – et valg han ikke selv var glad for og senere kom til at fortryde (se kilde 131).
Bosættelser på Vestbredden
Yitzhak Rabin blev også tidligt konfronteret med ”bosættelserne” – altså israelere, der havde bosat sig i de områder, der indtil juni 1967 havde været jordansk besat – Vestbredden – eller syrisk territorium – Golanhøjderne.
Allerede under Levi Eshkol var der blevet oprettet fire israelsk bosættelser syd for Jerusalem i Gush Etzion-området – i fire tidligere kibbutzer, der var oprettet af jøder i årene 1943-1947, men så den 13. maj 1948 blev angrebet af Den arabiske Liga og lokale arabere, indbyggerne blev dræbt og kibbutzerne jævnet med jorden (Kfar Etzion-massakren).
Set fra et israelsk synspunkt var det altså en israelsk genindtagelse af området – der på grund af den militære stilling i 1949 var havnet i det jordansk besatte område på den anden siden af våbenstilstandslinjen, men nu var befriet.
Set fra mange i udlandet og fra FNs synspunkt var det en ulovlig bosættelse på territorium erobret i krig.
Læs også: Historisk afgørelse presser Israel
Nye bosættelser grundlægges
Der blev straks efter 1967 også lavet israelske bosættelser to andre steder: I Jordandalen langs med Jordan-floden og den nye våbenhvile-linje til Jordan – for at fastslå, at Israel i en kommende fredsaftale med Jordan var nødt til at have kontrol med dette område.
Og i Golan-højderne, hvor der efter erfaringerne fra 1949-1967 og nu igen i Yom Kippur-krigen var stor nervøsitet for igen at få syrerne helt frem til østbredden af Genesaret Sø.
Men allerede i 1968 havde ortodokse jøder slået sig ned i udkanten af Hebron i det, der blev til bosættelsen Kiryat Arba, og i 1974 dannedes bevægelsen Gush Emunim – ”De troendes Blok” – der var en jødisk fundamentalistisk bevægelse der opfattede oprettelsen af staten Israel som begyndelsen på den messianske tid.
Nu havde Israel genvundet flere af de landområder, som ifølge Toraen var en del af Det lovede Land” – ”Eretz Israel” – og nu var det så en religiøs pligt hurtigst muligt at bosætte sig i disse områder.
Og fra 1974 begyndte gruppen også at skabe bosættelser på Vestbredden nord for Jerusalem – i det bibelske Samaria.
Læs også: Vestbredden: Den forbudte historie og en påstand om apartheid
Rabin var stærkt imod bosættelser
Alt tyder på, at hans mål var en fredsaftale med Jordan, hvor kong Hussein, som han i hemmelighed mødtes med flere gange, fik størstedelen af Vestbredden tilbage.
Jordan måtte acceptere en sikkerhedszone omkring Jordandalen og en aftalt grænse med enkelte ændringer i forhold til våbenstilstandslinjen fra 1949-67 – men bosættelser midt i de arabiske områder gjorde jo dette meget problematisk.
Men det var vanskeligt at få tilslutning selv i hans egen regering til at bruge magt på at fjerne dem (se kilde 132). Og da Rabin vender tilbage som premierminister i 1992, er udfordringen blevet mangedoblet.
Yitzhak Rabins store succes i 1976 og fald i 1977
Den 27. juni 1976 erfarede den israelske regering, at et Air France fly fra Tel Aviv til Paris var blevet kapret under en mellemlanding i Athen.
Flyet blev af kaprerne ført via Benghazi i Libyen til lufthavnen Entebbe i Uganda. Efter at det var landet, blev jøderne udskilt, og de fleste andre fik lov til at rejse hjem. Flykaprerne kræves nu 50 fanger løsladt, de fleste fra Israel, men Israel var ikke klar til at give efter.
I en redningsaktion den 4. juli fløj så israelske fly til Entebbe, angreb kaprerne og førte gidslerne hjem til Israel. Fire israelere blev dræbt, tre passagerer og chefen for den lille gruppe, der stod for at dræbe terroristerne, Yonatan Netanyahu, bror til politikeren Benjamin Netanyahu.
Rabin havde dermed en stor succes bag sig, da valget i 1977 nærmere sig – men der var også flere problemer.
Rabin var kun blevet valgt som Arbejderpartiets spidskandidat i et kampvalg med Peres med et forspring på 41 stemmer ud af de mere end 2.800, der var blevet afgivet på Arbejderpartiets kongres.
Lige før valgkampen gik i gang var Rabin så i Washington for at mødes med den nytiltrådte præsident Jimmy Carter.
Under besøget var Leah Rabin kort inde i en bank for at lukke to konti, som de havde haft siden deres tid i Washington, da Yitzhak Rabin var ambassadør.
Men det var forbudt for israelske statsborgere at have en udenlandsk bankkonto, medmindre man var bosiddende i udlandet.
Dette forhold blev nu opdaget, der blev indledt en undersøgelse, og sagen blev overdraget til domstolene.
Rabin besluttede derfor at træde tilbage – hvad han faktisk ikke kunne, da valget var udskrevet og han derfor ”kun” var fungerende premierminister i et forretningsministerium. Så han tog orlov og Shimon Peres blev leder af regeringen.
Valget blev et chok for Arbejderpartiet
Valget blev et chok for Arbejderpartiet – men også for omverdenen, der havde vænnet sig til, at Arbejderpartiet stod i spidsen for alle Israels regeringen.
Den højreorienterede Likud-Blok vandt 43 af Knessets 120 pladser, Arbejderpartiet kun 32, og præsident Ephraim Katzir opfordrede derfor Likuds leder Menachem Begin til at danne regering.
Et nyt kapitel var begyndt.
Menachem Begin var kommet til det daværende Palæstina i 1942 og var straks blevet leder af den militære organisation Irgun Zevai Leummi, som med vold søgte at skabe en jødisk stat.
Efter Israels oprettelse i 1948 grundlagde Begin det stærkt nationalistiske parti Herut og var oppositionsleder i parlamentet, Knesset, indtil 1967. I 1973 lykkedes det ham at samle højrefløjen i partikoalitionen Likud, som nu havde vundet valget til Knesset.Menachem Begins regering og freden med Ægypten
Begin blev i første omgang den store overraskelse
Siden aftalerne med Ægypten efter Yom Kippur-krigen havde der været uofficielle kontakter mellem Israel og Ægypten med Kissinger som mellemmand om fortsat tilbagetrækning fra Sinai.
Og allerede i 1974 havde Sadat i et interview luftet tanken om ”en varig, retfærdig og ærefuld fred” (se kilde 133). Nu tilbød Sadat overraskende Israel at komme til Israel for at forhandle om en sådan fred.
Begin tog imod tilbuddet – og den 20.november 1977 fløj Sadat til Israel og talte i det israelske parlament i Jerusalem. Han talte om, hvordan man kunne opnå en varig fred, der hvilede på retfærdighedens grundlag (se kilde 134) og Menachem Begin svarede ham i mere uforpligtende vendinger (se kilde 135).
De næste måneder blev der forhandlet – det blev klart, at der var mange forhindringer på vejen.
I september året efter indbød præsident Carter derfor parterne til forhandlinger på præsidentens ejendom Camp David, hvor man i flere dage forhandlede og forhandlede.
Til sidst lykkedes det Carter at få begge parters underskrift på en aftale om fred – Camp David-aftalerne (se kilde 136), der resulterede i den endelige fred mellem Israel og Ægypten i 1979 (se kilde 137).
Det første arabiske land havde officielt sluttet fred med Israel, anerkendt Israel – og fået alt land, erobret under 6-dages krigen tilbage.
Fra Seksdageskrigen 1967 til freden med Egypten 1979
- Kongetiden
- Det babylonske fangenskab
- Hjemkomsten fra Babylon
- Israel under Romerriget
- Palæstina 135 til 1100
- Palæstina – Korstogene
- Palæstina 135 til 1948
- Den osmanniske periode
- 1. Verdenskrig
- Det britiske Palæstinamandat
- Oprettelsen af staten Israel
- Uafhængighedskrigen
- Israel fra uafhængighedskrigen til Suez-krigen
- Israel bliver mere og mere en normal stat
- Seksdageskrigen 1967
- Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
- Fred med Egypten og Jordan
-
Kilderne til Israels ældste historie
-
Kilderne til Kongetiden
-
Kilderne til Det babylonske Fangenskab
-
Kilderne til Tiden efter eksilet
-
Tidstavlen til Israels historie
-
Kilderne til Israel under Romerriget
-
Kilderne til den første arabiske periode 638-1099
-
Kilderne til Korstogene
-
Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517
-
Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917
-
Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1945
-
Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1945-1948
-
Kilderne til Israels Uafhængighedskrig 1948-1949
-
Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen
-
Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967
-
Kilderne til Seksdageskrigen 1967
-
Kilderne til Fra Seksdageskrigen til freden med Egypten
-
Kilderne til fred med Egypten og Jordan
Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret.