02.08.2012 – Ultraortodokse skal være soldater

Vespasian sendte en tredje tribun ved navn Nikanor, en ven og gammel bekendt af Josefus. Da han var kommet skildrede han, hvordan romerne af naturen viste mildhed over for dem, de engang havde besejret, og hvordan Josefus selv på grund af sin tapperhed snarere fremkaldte beundring end had hos de romerske ledere; det var ikke Vespasians ønske at lade ham straffe, for det kunne han gøre, også hvis han ikke ville indfinde sig, men han var besluttet på at frelse en så tapper mand. Nikanor tilføjede, at Vespasian da ikke ville have sendt en ven af Josefus for at lægge en fælde og således bruge det skønneste af alt, venskabet, som skalkeskjul 3) for det værste af alt, troløshed. Han ville heller ikke selv have indladt sig på at komme for at føre en god ven bag lyset.

3.     Da nu Josefus også forholdt sig noget tøvende over for Nikanor, ville soldaterne i deres ophidselse ryge ham ud af hulen, men tribunen holdt dem tilbage, fordi det lå ham på sinde at få manden levende i sin magt. Da Nikanor appellerede indtrængende til ham, og da Josefus hørte truslerne fra den fjendtlige mængde, kom han til at tænke på nogle natlige drømme, ved hvilke Gud havde forkyndt ham de ulykker, der skulle ramme jøderne, og de romerske kejseres kommende skæbne. Josefus forstod sig nemlig på at tyde drømme og på at udlægge det, som blev sagt på en dunkel måde af Gud. Han var fortrolig med profetierne i de hellige bøger 4), da han selv var præst og af præsteslægt. Netop i denne time følte han sig inspireret til at forstå disse ting, og idet han i sin erindring fremdrog de skrækindjagende drømmebilleder, der fornylig havde vist sig for ham, bad han i sit stille sind således til Gud: ”Siden det er Din vilje at knække det jødiske folk, som du har skabt, og da al lykke er gået over til romerne, og da du har udvalgt min sjæl til at forkynde, hvad der skal komme, overgiver jeg mig frivilligt til romerne og forbliver i live; jeg kalder dig til vidne på, at jeg tager dette skridt, ikke som forræder, men som Din tjener.”

4.     Da han havde sagt dette, ville han til at overgive sig til Nikanor. Men da de jøder, som havde skjult sig sammen med ham, forstod, at han gav efter for fjendernes tilbud, stimlede de sammen om ham og råbte: ”Sandelig ville vore fædrene lov sukker dybt, og Gud, som har skænket jøderne sjæle, der ringeagter døden, ville slå øjnene ned. Klynger du dig i den grad til livet, Josefus, at du kan finde sig i at se solens lys som slave ? Hvor hurtigt har du dog glemt dig selv ? Hvor mange har du ikke fået overtalt til at dø for friheden? Falsk var da dit ry for tapperhed, og falsk var din berømmelse for klogskab, hvis du nu håber på tilgivelse fra dem, som du har bekæmpet så hårdt. Vil du virkelig tage mod livet fra dem, hvis de da holder deres ord? Hvis nu romernes lykke har fået dig til at glemme dig selv, så påhviler det os at værne om vores fædres ry. Vi rækker dig vor højre hånd og sværd; død du frivilligt, er det som jøderens feltherre, men dør du ufrivilligt, da er det som forræder.” Med disse ord løftede de sværdene imod ham og truede med at dræbe ham, hvis han overgav sig til romerne.

5.     Da Josefus var bange for, at de skulle angribe ham, og da han mente, at det ville være et forræderi mod Guds påbud, hvis han døde, før han kunne forkynde dem, begyndte han i denne kritiske situation at imødegå dem med filosofiske betragtninger. Han sagde: ”Kære venner, hvorfor er vi så ivrige efter at berøve os selv livet?  Hvorfor skulle vi dog skille sjæl og legeme, som er så nøje forbundne? Man siger, at jeg har forandret mig; men romerne ved, hvordan det forholder sig. Det er skønt at dø i krigen, ja, men efter krigens lov, og det vil sige at falde for sejrherrens hånd; men hvis de ønsker at skåne en fjende, hvor meget rimeligere er det så ikke, at vi ønsker at skåne os selv. Det ville da være tåbeligt at gøre det mod os selv, som vi har kæmpet med dem om at undgå. Det er skønt at dø for friheden; ja, det siger jeg også, men det skal være i kampen mod dem, der vil berøve os den. Og nu kommer de hverken for at kæmpe mod os eller for at dræbe os. Den mand er en kujon, der ikke vil dø, når det er nødvendigt, men det gælder i lige så høj grad for den mand, der ønsker det, når det ikke er nødvendigt. Hvad har vi da at frygte, hvis vi vægrer os mod at overgive os til romerne? Er det da ikke døden? Men skal vi da tilføje os selv det som noget uundgåeligt, som vi frygter fra vores fjenders side som noget muligt? ”Nej, det er trældommen, vi frygter”, vil en sige. Ja sandelig, som om vi er frie mennesker nu! ”Det er heltemodigt at dræbe sig selv”, vil en anden sige. Nej, tværtimod, det er det uværdigste af alt; jeg anser da ikke nogen for mere fej, end den styrmand, der af frygt for uvejret frivilligt sænker sit skib før stormen. Nej, selvmord er både i strid med de instinkter, som er fælles for alle levende væsener, og en forbrydelse mod Gud, som skabte os. Blandt dyrene findes der ikke et eneste, der søger døden frivilligt eller dræber sig selv; for viljen til livet er en stærk naturlov, som bor i alle. Derfor betragter vi dem, der åbenlyst stræber os efter livet, som fjender, og vi straffer dem, der med list søger at ombringe os. Tror I ikke, at Gud harmes, når et menneske behandler hans gave med foragt? For det er fra ham, vi har modtaget livet, og det er ham, vi må overlade det til at bestemme hvornår det er forbi. Alles legemer er dødelige, og de er skabt af et forgængeligt stof, men sjælen er altid udødelig, og den bor i vort legeme som en del af Gud. Hvis nogen ødelægger det, som er blevet ham betroet af en anden, eller forvalter det dårligt, anses han for slet og upålidelig; men hvis nogen fra sit legeme fjerner det, der er blevet betroet ham af Gud, tror han så at kunne holde sig skjult for den, som han har krænket på denne måde? Man anser det jo også for ret og rimeligt, at man straffer bortløbne slaver, selv om de herrer, de har forladt, er onde mennesker; skal vi så ikke anse det for ugudeligt, hvis vi selv løber bort fra den bedste af alle herre, Gud? Ved I ikke, at de, der forlader livet efter naturens lov og således tilbagebetaler det lån, de har modtaget af Gud, når Giveren ønsker det, vinder evigt ry, og at det er sikret dem, at deres hus og slægt skal bestå? Ved I ikke, at deres sjæle, som forbliver rene og lydige, får tildelt den helligste plads i himlen, hvorfra de i tidernes kredsløb vender tilbage for atter at finde bolig i hellige legemer? Men hvis nogle er så vanvittige, at de lægger hånd på sig selv, er det det mørkeste sted i Hades 5), der tager imod deres sjæle, og Gud, deres fader hjemsøger fædrenes synder på deres efterkommere. Det er derfor, at denne forbrydelse, der i Guds øjne er så afskyelig, også bliver straffet af vor viseste lovgiver; thi hos os er det bestemt, at de, der har begået selvmord, skal ligge ubegravede indtil solnedgang, skønt vi anser det for vor pligt at lade endog vore faldne fjender begrave. Hos andre folk kræver loven endda, at en selvmorders højre hånd, men hvilken han har ført krig mod sig selv, skal afhugges, ud fra den mening, at ligesom legemet mod naturen er blevet adskilt fra sjælen, således skal også hånden skilles fra legemet. Det er derfor ret, kære venner, at lytte til fornuftens røst, og ikke til vore menneskelige ulykker føje forbrydelsen mod vor skaber. Hvis livet bliver os tilbudt, så lad os tage imod det. Der er ikke noget vanærende i at lade os redde af dem, over for hvem vi med så mange bedrifter har bevist vor tapperhed. Hvis vi skal dø, er det ærefuldt at død for sejrherrens hånd. Jeg vil ikke gå over på fjendens side for at blive en forræder mod mig selv; så ville jeg jo være langt tåbeligere end de, der deserterer over til fjenden, da de jo gør det for at redde livet, mens det for mig ville betyde min egen undergang. Jeg kunne dog ønske mig at falde i et romersk baghold; for hvis de dræber mig efter at have givet mig deres ord, vil jeg gå frimodigt i døden, da jeg i løgnens troløshed ser en bedre trøst, end en sejr ville give mig.”

6.     Ved disse og mange lignende argumenter søgte Josefus at få sine kammerater til at afstå fra selvmord. Men desperationen havde gjort dem døve for hans ord, som om de allerede havde viet sig til døden, så at de rettede deres forbitrelse mod ham. Fra alle sider stormede de med dragne sværd ind på ham, medens de beskyldte ham for fejhed, og de syntes alle sammen rede til at hugge ham ned på stedet. Da tiltalte han en af dem ved navn, betragtede en anden med sit feltherreblik, trykkede en tredje i hånden, og ved sine indtrængende ord fik han en fjerde bragt på bedre tanker. Og medens han i dette kritiske øjeblik var genstand for de mest forskelligartede fjendtlige følelser, lykkedes det ham at afholde dem alle sammen fra at bruge deres sværd, idet han ligesom et vildt dyr, der er omringet af jægerne, hele tiden vendte sig mod den, der ville angribe ham. Da hans angribere også i denne ekstreme situation følte, at han var deres feltherre, lammedes deres hånd, sværdene gled fra dem, og mange kastede af sig selv det våben bort, som de lige havde rettet mod ham.

7.     Også i denne vanskelige situation bevarede Josefus sin åndsnærværelse og i tillid til Guds omsorg satte han livet på spil og sagde: ”Da vi er fast besluttede på at dø, lad os da afgøre ved lodkastning, i hvilken rækkefølge vi skal dræbe hinanden. Den, som loddet rammer, skal falde for den næstes hånd; for det vil være urigtigt, hvis en enkelt skiftede sind og blev reddet, når alle andre var gået bort.” Hans ord fandt tilslutning hos dem, de fulgte hans råd, og han trak lod sammen med de andre. Den som loddet ramte, lod sig frivilligt dræbe af den næste i den overbevisning, at også feltherren straks ville følge ham i døden; for de mente, at det at død sammen med Josefus var skønnere end at leve. Da blev han tilbage sammen med en anden, hvad enten man vil tale om lykkes eller om Guds forsyn, og da det var ham magtpåliggende hverken at blive dømt til døden af loddet eller, hvis han blev alene tilbage, at besmitte sine hænder med en landsmands blod, overtalte han også den anden til at forblive i live ved at slutte en pagt med ham.

8.     Da Josefus på denne måde havde overlevet både krigen med romerne og opgøret med sine egne folk, blev han af Nikanor ført til Vespasian. Romernes strømmede nu alle sammen til at få ham at se, og da folk nu flokkedes omkring feltherren, lød der mange forskelligartede råb, idet nogle udtrykte deres glæde over, at han var blevet taget til fange, mens andre rettede trusler imod ham og andre igen masede på for at få ham at se på nært hold. Nogle, der stod længere borte, råbte, at nu skulle deres fjende straffes, men de, der var lige i nærheden af ham, genkaldte sig hans bedrifter og var helt rystede over et sådant omsving af skæbnen. Blandt officererne var der ingen, der ikke blev mildere stemt ved synet af ham, selv om de tidligere havde været forbitrede på ham. Mere end nogen anden blev Titus 5) grebet af beundring for Josefus´ modige holdning under ulykkerne og af medlidenhed med hans unge alder. Når han huskede på, hvordan han før havde kæmpet, og nu så ham i sine fjenders magt, kom han til at tænke på, hvor stor skæbnens magt er, hvor hurtigt krigslykken kan slå om, og hvilken usikkerhed der råder i menneskenes forhold. Derfor fremkaldte han også ved denne lejlighed lignende følelser hos de fleste og fik dem til at føle medlidenhed med Josefus, men mest af alt var det hans optræden som fortaler for Josefus hos faderen, der bevirkede at hans liv blev sparet. Dog gav Vespasian ordre til, at han skulle bevogtes særligt omhyggeligt, da han ønskede at sende ham så snart som mulig til Nero 6).

Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her. Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig, men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten. Men jeg beder dig om endnu strengere bevogtning, for at du kan straffe mig, hvis jeg har taget Guds ord forfængeligt”.

10.  Da han sagde dette, syntes Vespasian ikke i første øjeblik at tro på det; han mente, at dette var en list fra Josefus´ side med det formål at redde livet. Men lidt efter lidt blev han overbevist, da Gud allerede indgav ham tanken om herredømmet og også ved andre tegn varslede hans tronbestigelse. Han konstaterede også, at Josefus ved andre lejligheder havde vist sig pålidelig i sine forudsigelser. Den ene af de to venner, der var til stede ved den hemmelige forhandling, udtalte da sin forundring over, at Josefus hverken havde forudset Jotapatas indbyggere byens erobring eller sin egen tilfangetagelse; når han ikke havde gjort det, måtte hans ord blot være løs snak, der skulle afværge det uvejr, der truede ham. Men hertil svarede Josefus, at han havde forudsagt indbyggerne i Jotapata , at deres by ville blive erobret efter 47 dages forløb, og også, at han ville blive taget til fange af romerne i live. Da Vespasian havde forhørt sig om dette under hånden hos krigsfangerne og fik det bekræftet, begyndte han at tro på det, der angik ham selv. Han lod dog hverken Josefus slippe for fængsel eller for lænker, men han forærede ham en kædning og andre værdifulde ting, og han behandlede ham fortsat venligt og tillidsfuldt. Det var ikke mindst Titus, der bidrog til at hædre ham på denne måde.

Noter:

1. Feltherren er Vespasian
2. Tribun er en romersk officer
3. Skalkeskjul: Dette for den virkelige hensigt
4. De hellige bøger er samlet i den jødiske Bibel (GT)
5. Titus er Vespasians søn og efterfølger som kejser
6. Nero var kejser 57-68

Bilde, Per: Josefus som historieskriver. Gad 1983

Flavius Josefus: Den jødiske Krig. Oversat med indledning og kommentarer af Erling Harsberg. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1977.

Goodman, Martin: Rome & Jerusalem. The Clash of Ancient Civilizations. Penguin 2007

Grant; Michael: The Jews in the Roman World. Phoenix Giant 1973

Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982

Pedersen, Sigfred (red) Den nytestamentlige tids historie. Aarhus Universitetsforlag 1994

Thomsen, Rudi: Herodes. Tidsskriftet Sfinx. 2002

Link: Israel Museets store udstilling ”Herod the Great” 2014