Det frygter flere hundrede tusinde dybt rystede og bekymrede israelere, der med delvis succes er gået på gaden for at demonstrere og vise deres utilfredshed.

Mandag den 27. marts 2003 sluttede forbundet Histadrut sig til protesten og indledte en generalstrejke, der bl.a. lammede Ben Gurion Lufthavn.

Reform på pause

Generalstrejken lammede også regeringen, der efter højlydt skænderi og intense drøftelser satte reformarbejdet på pause indtil sommer.

Allerede næste dag tog regeringen fat på forhandlinger med oppositionen.

Det er ikke første gang utilfredse israelere går på gaden, men denne gang er det anderledes. Domstolene står for skud fra landets egen regering.

Som sin første handling fremlagde Israels 37. regering et lovforslag, som er designet til at begrænse domstolenes uafhængighed og autoritet. Israels regering vil have friere hænder, end den mener, domstolene i dag giver den.

Fire vidtrækkende ændringer

Israel fik en ny regeringen den 28. december 2022. Allerede onsdag den 4. januar 2023 præsenterede justitsminister Yariv Levin (Likud) hovedpunkterne i reformpakken:

• Ændring af dommerudnævnelsesrådet med flertal til regeringen
• Knesset får mulighed for at tilsidesætte højesteretsdomme
• Stop for henvisning til manglende rimelighed som begrundelse for at dømme love og regeringens handlinger for ulovlige
• Ministrene får ret til at hyre og fyre juridiske rådgivere.

De fire punkter vil, hvis de vedtages, skabe en ny magtbalance mellem regeringen, Knesset og domstolene.

Statskup i Israel

Netanyahus regering ønsker at ændre den nuværende magtbalance, der ifølge regeringen giver Højesteret for meget og politikerne for lidt magt.

Oppositionen ønsker magtbalancen opretholdt, da den mener, at regeringen vil svække domstolenes muligheder for at gribe ind mod korruption og brud på basislovene.

Den tidligere statsadvokat Avichai Mendelblit er enig i oppositionens vurdering og beskriver regeringens intentioner uden omsvøb:

– Vi oplever et statskup, ikke såkaldte juridiske reformer. Hvilke love fremlægger de i disse dage? Præcis de love, som vil skade retsvæsenets uafhængighed og afskaffe dets rolle som demokratiets vogter i Israel.

På borgernes bekostning

Han bakkes op af den nuværende statsadvokat Gali Baharaw-Miara, der ser det som regeringens forsøg på at koncentrere al magt i hænderne på få ministre på bekostning af borgernes rettigheder og frihed.

For regeringen handler det om at tynde ud blandt de liberale og progressive stemmer, der siden 1990-erne har præget lovgivningen og domstolene.

Første skridt tog daværende justitsminister Ayalet Shaked (2015-2019), da hun lykkedes med at få udpeget fem konservative dommere til Højesteret.

Den ny regering ønsker at gå mere radikalt til opgaven. En ny magtbalance er vigtig for, om det lykkes regeringen at designe den jødiske stat mere i overensstemmelse med regeringspartiernes ønsker.

Den liberale revolution

I spidsen for reformarbejdet står to jurister, der har sat sig det mål at tilbagerulle den liberale revolution, der som en ild løb gennem Israel og den Vestlige verden efter Sovjetunionens sammenbrud.

Allerede i 1992 vedtog Knesset en lov, der lagde menneskerettigheder til grund for den jødiske stat. Det skete ikke uden debat, vrede og modstand blandt israelere, der ikke ser verden gennem en liberal demokratisk optik.

Loven var ikke en almindelig lov, men en basislov, der er det nærmeste, Israel kommer en grundlov eller en forfatning. Israel har ingen Grundlov, men i stedet for en række basislove, der fungerer som grundlove.

Nemt at ændre basislove

I Israel skal der kun 61 stemmer til for at ændre statens basislove. Har Højesteret ingen indvendinger, kan ændringen træde i kraft.

Den danske Grundlov gør det betydeligt mere omstændeligt og langvarigt at ændre landets Grundlov. Først skal folketinget vedtage forslag til en ny Grundlov. Herefter udskrives folketingsvalg.

Det nye folketing skal også vedtage det oprindelige grundlovsforslag, der herefter sendes til folkeafstemning. Mindst 40% af vælgerne skal stemme ja til den ny grundlov, inden den er vedtaget.

Basisloven ”Menneskelig værdighed og frihed” fra 1992 er befolkningens værn mod eventuelle overgreb fra staten.

Jødisk terrorisme

Justitsminister Yariv Levin har fortalt, at reformeringen af retsvæsenet er første fase i en række ændringer, som regeringen ønsker gennemført. Det har været nævnt, at en indskrænkning af strejkeretten også står på regeringens ønskeseddel.

Dette er ikke bekræftet, men er ikke utænkeligt, som et værn mod israelernes flittige brug af strejkevåbenet.

Derimod er det ingen hemmelighed, at den nyudnævnte justitsminister og premierminister Benjamin Netanyahus tro væbner er rundet af og hører hjemme på den israelske højrefløj med rødder i den jødiske terrorisme (Irgun).

Yariv Levin var indædt modstander af premierminister Ariel Sharons rømning af Gaza i 2005 og er en varm tilhænger af yderligere udvidelse og lovliggørelse af de israelske bosættelser på Vestbredden.

To ekstreme jurister

Justitsministeren har udstukket de overordnede linjer for reformpakken, der blev 1. behandlet i Knesset de 13. marts 2023 og vedtaget med 61 stemmer for og 52 imod.

Til at udarbejde den konkrete reformpakke får han hjælp af jurist Simcha Dan Rothman fra bosætterpartiet Det Religiøse Zionist Parti (RZP).

Rothman er i sin egenskab af formand for forfatnings-, lov- og retsudvalget den nøgleperson, som står for at konkretisere og udbygge reformpakken.

De to jurister har med vedtagelsen efter 1. behandling god udsigt til at lykkes med at forankre reformerne i en ny basislov.

Om de når i mål, afgøres i sidste ende ikke af Knesset, men af fem mænd i Israel, der er under massivt pres fra banker, erhvervsliv, interesseorganisationer, mainstream medier, oppositionen, den amerikanske præsident Joe Biden og diaspora jøder.

Herzog fik en frossen skulder

Mens reformarbejdet hastedes igennem, protester strømmede ind, og israelere i stor stil demonstrerede i gaderne, fremlagde Israels præsident Isaac Herzog et forslag til et kompromis.

Herzog præsenterede sit forslag onsdag aften den 15. marts 2023.

I sin tale tegnede han et dystert og alarmerende billede af den aktuelle situation, der ifølge præsidenten risikerer at kaste Israel ud i en borgerkrig.

Herzog forslag går ud på at vinde tid og redde domstolenes uafhængighed og autoritet. Herzog foreslår et stop for nye basislove, og at balancen mellem regering, Knesset og domstolene forbliver uændret.

Præsidentens forslag blev mødt med en frossen skulder, og Netanyahu begravede uden tøven et hvert håb om en blød landing.

Israels regering vil have friere hænder

Senere samme aften holdt Netanyahu en tale til nationen. I talen gjorde han det tydeligt, at regeringen ønsker at ændre magtbalancen mellem regeringen og domstolene.

– The issues presented by the president were not agreed upon by the coalition and key clauses in his outline only perpetuate the current situation and do not bring the necessary balance between the branches.

Nogle iagttagere havde håbet, at Netanyahu ville vride armen om på Levin og Rothman, men deres håb blev gjort til skamme.

Efter Netanyahus tale stod det klart, at kampen imod reformpakken eller statskuppet er op ad bakke. Israels regering vil have friere hænder.

Begin undgik rettens indgriben

Opgøret med domstolene har i flere år stået på Likud og koalitionspartiernes politiske dagsorden, og de er tættere på målet end nogen sinde.

Regeringens ønske om friere hænder leder tankerne hen på perioden efter Menachem Begins (Herut) jordskredssejr i 1977.

Israelsk politik var fra 1948 til 1977 domineret af arbejderpartiet og forskellige koalitionspartier, der overvejende styrede landet gennem administrative beslutninger.

Begin gjorde op med arbejderpartiets styreform og gjorde i stedet for flittig brug af Knesset. Derved slap han for Højesterets indgriben i lovgivningsarbejdet.

Højrefløjens guldalder

Højesteret mente i denne periode af Israels historie, at den ikke havde ret til at gribe ind i lovarbejdet. Retten nøjes derfor med at kontrollere og balancere regeringens administrative beslutninger, så de overholdt Israelsk lovgivning.

Højrefløjens guldalder ebbede langsomt ud og under den liberale bølge i 1990-erne begyndte Højesteret også at se nærmere på lovgivningen og ministrenes ageren.

Højesteret blev ikke populær blandt de politikere, som ønskede frie tøjler til at lede landet ved hjælp af simpelt flertal, men de respekterede under protest Højesterets afgørelser.

Ifølge professor Amichai Cohen, Israels Demokratiske Institut, drømmer højrefløjen om at vende tilbage til guldalderen (1977-1990).

Fem mænd sidder på magten

Magten i Israel er ifølge Cohen stærkt koncentreret. Den ligger i hænderne på få personer, der træffer alle vigtige beslutninger i landet.

De magtfulde mænd er de fem partiledere, som dannede Israels 37. regering:

• Benjamin Netanyahu (Likud)
• Aryeh Deri (Shas)
• Yitshak Goldknopf (UTJ)
• Itamar Ben-Gvir (Otzma Yehudi)
• Bezalel Smotrich (Religiøse Zionister)

Disse fem mænd sidder på magten, og magter de at holde sammen, kan de få magt til at regere Israel, som de ønsker. I parentes skal nævnes at Aryeh Deri blev afskediget som indenrigsminister kun en måned efter hans tiltrædelse, men han er fortsat den stærke mand i Shas.

Gennemfører regeringen den juridiske reformpakke, vil den ifølge Cohen forvandle Mellemøstens eneste liberale demokrati til et populistisk demokrati.

De fem mænd kan styre Israel ved simpelt flertal og uden frygt for Højesterets utidige kritiske blik og indgriben.

Domstolene er Israels eneste instans, der effektivt kan overvåge og kontrollere et politisk flertal. Stækkes domstolene, svækkes borgernes værn mod staten og korrupte politikere.

Den nationale sikkerhed svækkes

Reformpakken svækker ikke kun domstolene og borgernes beskyttelse mod staten, den svækker også den nationale sikkerhed.

Det er konklusionen på en analyse af reformpakken, som den anerkendte forskningsinstitution og tænketank Institute for National Security Studies (INSS), Tel Aviv Universitet, har foretaget.

Ifølge analysen svækkes den interne sikkerhed ved destabilisering af landet og den eksterne sikkerhed ved at styrke kampagnen mod Israel.

Kontrollen med militær, politi, efterretningstjenester og fængsler svækkes også, når statens handlinger bliver vanskeligere at prøve ved domstolene.

Forsvarsministeren fyret

Til stor irritation for regeringen deler Israels forsvarsminister Yoav Gallant INSS’s vurdering. På et regeringsmøde lørdag den 25. marts 2023 opfordrede Gallant regeringen til at stoppe reformpakken og forhandle med oppositionen.

Ifølge Aviva Klompas begrundede Gallant sin holdning på denne måde:

-Israels sikkerhed er mit mål i livet. Selv nu er jeg villig til at løbe en risiko og betale prisen. Truslerne omkring os er store, både de nære og fjerne. Jeg har aldrig stødt på så meget vrede og smerte, som jeg nu har set. Splittelsen i samfundet trænger ind i hæren, og den er en umiddelbar og håndgribelig fare for statens sikkerhed.

Netanyahu kvitterede med at fyre sin forsvarsminister, hvilket promte fik israelerne ud på gaden, som denne tråd på Tweeter viser. Klik ind på tweetet og se videoklip.

Kampen mod korruption bremses

INSS peger også på, at kampen mod korruption får vanskeligere kår, når dommerne ikke længere er uafhængige, men afhængige af regeringens velvilje.

Oprettelsen af et afbalanceret regeringssystem og et uafhængigt retsvæsen er ifølge analysen afgørende for den interne stabilitet, sociale solidaritet og civile lydighed.

I forhold til udlandet vurderer INSS, at den israelske kontrarevolution kan give bagslag. Relationen til især de amerikanske jøder og de liberale demokratier kan lide skade.

Desuden peges der på, at landets økonomi kan blive negativt påvirket ved ændring af landets demokratiske status.

En dårlig rating på Freedom House-index kan påvirke kreditværdigheden og mulighederne for at tiltrække nye investeringer til landet.

Jøder kæmper mod jøder

Netanyahu har sat sig i spidsen for en regering, der er afhængig af to ultraortodokse partier og to nationalreligiøse bosætterpartier.

Likud er traditionelt et sekulært parti, der historisk har rødder tilbage til Menachem Begin og Ze’ev Jabotinsky, der stod i spidsen for modstands- og terrorgruppen Irgun.

Efter Israels selvstændighed i 1948 og afvæbning af Irgun, dannede Begin partiet Herut, der senere blev til Likud.

Umiddelbart før opløsningen af Irgun opstod en væbnet konfrontation mellem Irgun og Israels nyoprettede forsvarsstyrker IDF.

Striden handlede om et skib lastet med våben og ammunition til en værdi af 153 millioner franc og 800-900 Irgun-kæmpere med kurs mod Israel. Konfrontationen endte i skyderi med dræbte på begge sider. IDF beskød skibet med granater, da det var ud for kysten ved Tel Aviv.

Skibet hed Altalena (Jabotinskys forfatter-pseudonym), og historien er kendt under navnet Altalena-affæren.

En krølle på Altalena

Netanyahu har valgt Levin som kommandant for regeringens opgør med domstolene. Det er ikke en tilfældighed.

Justitsminister Yariv Levin er i familie med Eliayahu Lankin, der var Irgun kommandanten ombord på Altalena. Lankin blev som repræsentant for Herut valgt ind i det første Knesset.

Yariv Levins bånd til inderkredsen i Irgun, Herut og Likud understreges yderligere af, at Menachem Begin havde den ærefulde plads som Sandek ved Yariv Levins omskæring.

Spørgsmålet er, om Netanyahu har format som Begin til at lade sig afvæbne og slutte fred med sine fjender. Eller om han går hele vejen som en stålsat Irgun-kæmper?

Kritikerne af reformpakken frygter, at Netanyahu og Levin er på vej over i historien som statslederen og justitsministeren, der skød Israels liberale demokrati i sænk.

Justitsministeren fester med kriminelle

Kritikernes tale om statskup, diktatur, korruption og populisme fik ekstra næring af en video, der cirkulerer på de sociale medier.

Videoen viser justitsminister Yariv Levin og andre prominente politikere fra Likud til fest med berygtede kriminelle først i marts 2023. Levin modtages hjerteligt af værten Rafi Chaim fra Kedoshim-mafiaen i Herzliya. Rafi Chaim har flere domme og fængselsophold bag sig.  

Ifølge Haaretz er Chaim en ledende repræsentant for Likud i Herzliya.  Billederne af Israels justitsminister i hjerteligt selskab med dybt kriminelle sår alvorlig tvivl om hans og Likuds integritet.

Netanyahus verserende korruptionssager og Aryeh Deris fyring kun en måned efter hans udnævnelse til indenrigsminister gør ikke billedet lysere. Højesteret fandt Deri uegnet til at være minister på grund af en tidligere dom for skattesnyd.

Love mod efterforskning

I ly af oprøret mod regeringens reformpakke har David Amsalem fra Likud i uge 11 fremlagt to lovforslag, der begge beskytter premierministeren og andre højtstående politikere og embedsmænd mod politiets efterforskning.

Samme uge godkendte Knesset under 1. behandling et lovforslag, der fastlægger, at kun regeringen eller premierministeren kan afsætte en siddende premierminister på grund af uduelighed eller uegnethed.

De tre love, justitsministerens fest med kriminelle og Netanyahus korruptionssager stiller regeringens reformiver i et gustent lys, der leder tankerne hen på den prisvindende israelske krimiserie Manayek fra 2020.

Serien handler om alvorlig kriminalitet og korruption i israelsk politi med tråde til højtstående politikere og embedsmænd.

Professor i stormvejr

Idéen til en ny magtbalance er udviklet i den konservative og libertarianske tænketank Kohelet i Jerusalem.

Manden bag opgøret med domstolene er IT-professor Moshe Koppel, der bor i Efrat i bosættelsen Gush Etzion på Vestbredden.

Koppel, der grundlagde tænketanken for 12 år siden, erkender, at de seneste måneder har været opslidende.

Professoren er havnet i en voldsom storm. Mødet med den politiske virkelighed formede sig anderledes, end han havde drømt om. Det kunne have været anderledes, hvis regeringen havde holdt sig til tænketankens forslag.

– Vi har fra begyndelsen været imod lovforslaget, der giver Knesset mulighed for ved simpelt flertal på 61 eller et andet antal stemmer, at se bort fra en Højesteretsdom, siger Moshe Koppel, i et interview med Jerusalem Post.

Et stærkt retsvæsen

Koppel er tilhænger af et stærkt retsvæsen, der kan beskytte individets rettigheder. Men han mener, at Højesteret og juristerne i staten har tiltaget sig for meget magt.

Formålet med reformen er ifølge Koppel at begrænse juristernes rolle i de offentlige og værdibaserede diskussioner, som bør løses politisk og ikke juridisk.

Dommerne skal ifølge Koppel være uafhængige, men han ønsker, at de bredt afspejler befolkningens værdier. Som det er nu, mener Koppel, er dommerstanden for homogen.

Han forslag er, at regeringen og ikke dommerne skal have det afgørende ord i udnævnelsen af landets dommere, hvilket er praksis i de fleste demokratiske stater.

Ser vi på udnævnelsen af danske dommere, sker det efter indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet, hvis medlemmer udnævnes af justitsministeren. Det er også justitsministeren, der i sidste ende godkender den indstillede kandidat.

Set i dette lys, kan det undre, at denne del af reformpakken kan skabe uro i Israel, men kritikerne frygter, at dommernes uafhængighed svækkes, når regeringen får det afgørende ord.

Politisk svindel

Israels regering vil have friere hænder, hvilket har antændt store dele af det israelske samfund. Især tilsidesættelsesklausulen truer reformen af retsvæsenet til stor ærgrelse for Koppel og hans medarbejdere i Kohelet.

Koppel frygter, at reformarbejdet kollapser og gør situationen værre end før.

– Det vil give de ”pro-juridiske” mere energi. De, som i forvejen ikke føler sig repræsenteret af domstolene, vil blive mere fremmedgjort, og de vil føle, at det politiske system er svindel.

Ifølge Koppel oplever et flertal af israelere, at en elite af sekulære venstreorienterede Ashkenazier sidder på al magt og styrer landet uden hensyn til det store flertal.

Opgør med den gamle elite

Koppel beskriver rammende, hvad der driver ham og hans tanker om en anden balance af magtdelingen i Israel:

– De folk, eliten, føler, at dette land tilhører dem, og de kan på ingen måde lide, at rakkerpakket nu tager kontrol, de vil protestere i lang tid, fordi det vil tage dem noget tid at tilpasse sig til den kendsgerning, at de ikke længere skal styre alting.

De mange protester gjorde indtryk på regeringen, men først da den gamle elite i Histadrut spillede med musklerne og indledte generalstrejke, gav regeringen sig og satte reformerne på pause.

Herzog ind fra kulden

Præsident Herzog, der også repræsenterer den gamle elite, kom ind fra kulden og leder nu forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen.

Interessant er det, at Netanyahu også har sat Yariv og Rothman på pause. I stedet er regeringen ved forhandlingerne repræsenteret af regeringens sekretær Yossi Fuchs, professer Talia Einhorn, Dr. Aviad Bakshi og den tidligere ambassadør i USA og nuværende minister for strategiske affærer Ron Dermer.

Gantz vinder frem

Regeringens reformiver har uventet givet Benny Gantz og hans parti National Unity Party stor fremgang i meningsmålingerne.

Ifølge Kan News står oppositionen til at vinde, hvis der udskrives valg. Målingen giver Likud 25 mandater (-7), Yesh Atid 22 (-2), National Unity Party 21 (+12). Samlet står regeringspartierne til at tabe 11 mandater mod de nuværende 64.

På spørgsmålet om, hvem vælgerne mener er bedst egnet til at være Israels premierminister, viser målingen, at Gantz for første gang klarer sig bedre end Netanyahu med 37 procent vs. 30 procent.

Pandoras æske

Netanyahu har alt at vinde ved at holde forhandlingerne i gang.

Spørgsmålet er, om de fem magtfulde mænd kan enes om et kompromis med oppositionen, eller om de gennemfører et statskup, som kritikerne hævder. Alternativt udskriver valg.

Udviklingen må under alle omstændigheder give masser af stof til eftertanke for Koppel og hans konservative-libertarianske tænketank, der har hjulpet regeringen med at åbne Pandoras æske.

Hvilke personer skal styre Israel?

Modsætningen mellem regeringen og domstolene er ikke unik for Israel, men en konflikt i det liberale demokrati, der både vil være en retsstat og et demokrati.

-Demokratiet foregiver at være en stat styret af folket, men er i virkeligheden en stat styret af de valgte politikere. Retsstaten foregiver at være en stat, der styres af love, men er i virkeligheden en stat styret af jurister, skriver professor Mogens Herman Hansen i bogen “Hvad er en stat” (2014).

Kampen mellem den israelske regering og domstolene kan i dette perspektiv forstås, som en konflikt om, hvilke personer, der skal styre staten.

De massive protester viser, at mange israelere føler sig utrygge ved, at Israels regering vil have friere hænder.

Indlægget Israels regering vil have friere hænder blev først udgivet på Israelinfo.

Israel har brug for Rusland

Den israelske regeringen har lagt bånd på sig selv og overvejer nøje sine ord og handlinger for at undgå at støde præsident Vladimir Putin.
Israel har tøvet med at fordømme den russiske invasion af Ukraine, og Israel bakkede heller ikke om et forslag til en FN-resolution fra USA.
Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Eran Lerman formulerer den sikkerhedspolitiske baggrund for Israels balancegang mellem Ukraine og Rusland:

Hvis vi ikke havde muligheden for at forhindre de iranske forsyninger af præcisionsvåben, kunne vi om to år befinde os under et massivt raketangreb, der ville dræbe vores borgere.

Vurderingen i Jerusalem er, at Israel har brug for Rusland i sin kamp mod Iran. Israel har ikke råd til, at forholdet til Rusland og især Putin lægges på køl og slet ikke en åben konflikt mellem Israel og Rusland.

Ukraine forstår Israels position, men…

Israel har tilbudt at mægle i konflikten mellem Rusland og Ukraine, men forslaget blev i første omgang afvist af Rusland.
Med i den israelske beslutning om at holde sig neutral indgår også, at der bor en stor jødisk befolkning i både Rusland og Ukraine. Israel har tætte bånd til Ukraine, der ledes af den unge jødiske præsident Volodymyr Zelenskyj.
Den israelske ikke-vælge-side-politik har skabt debat i Israel og afsløret uenighed (eller måske er der tale om en nøje overvejet arbejdsdeling) mellem premierminister Naftali Bennett og udenrigsminister Yair Lapid.
Således udsendte Lapid en pressemeddelelse, hvor han fordømte den russiske invasion i Ukraine og kaldte den et brud på international ret.

Israel fordømmer angrebet og er klar og forberedt på at tilbyde humanitær hjælp til Ukraines befolkning.

I en samtale med en journalist fra Kan, der er det israelske statslige tv, siger præsident Zelenskyj rådgiver Olesiy Arestovych, at Kyiv forstår Israels situation.

Alle i Ukraine forstår, at Israel er i en speciel position, og at det er vanskeligt at tage en entydig position på grund af situationen i Syrien og Mellemøsten.

Den forstående holdning i Kyiv bliver dog mere og mere tyndslidt, som krigen har udviklet sig.

Kritik af Israels balancegang

Israels balancegang mellem Ukraine og Rusland mødte kritik fra en EU-diplomat forud for den tyske kansler Olaf Sholz besøg tirsdag den 1. marts 2022 i Israel:

Israel kan ikke beslutte ikke at være på de europæiske landes og USA side.

Diplomaten, der udtalte sig til The Times of Israel under forudsætning af anonymitet, sagde videre:

Hvordan er Israel parat til at stole på en præsident, der bryder alle sine relationer til hele verden.

Dagen efter imødegik Israels ambassadør i USA Mike Herzog EU-diplomatens kritik.

Israel tror på opretholdelse af den internationale orden og støtter ubestrideligt Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

Ifølge Herzog vil Israel stemme for en fordømmelse af Ruslands invasion på det kommende hastemøde i FN’s Generalforsamling.

As FM @yairlapid reiterated and we articulated to our American friends: Israel believes in upholding the international order and undeniably supports Ukraine, its sovereignty and its territorial integrity.

— Ambassador Michael Herzog (@AmbHerzog) March 2, 2022

Israel fordømmer Ruslands invasion

Israels fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine blev leveret den 1. marts 2022 af den israelske viceambassadør Noa Furman i FN. Israels top-udsending Gilan Erdan afstod fra at indtage podiet og fordømme Rusland.
Den lille detalje afslører uenighed i den israelske regering om forholdet til Rusland.
Premierminister Bennett ønsker at træde forsigtigt for at sikre en fortsat god relation til Rusland, der er vital for Israels sikkerhed. Regeringens liberale fløj med Lapid i spidsen ønsker, at Israel entydigt støtter Ukraine sammen med Europa og USA.
I Europa er udenrigspolitikken under hastig forvandling. Danmark, Tyskland og flere europæiske lande sender våben og andet militær isenkram til Ukraine. Imens holder Bennett hovedet koldt.
Således har Bennett afvist, at Israel sender våben til Ukraine, men accepteret at sende humanitær hjælp og især hjælp til jødiske borgere i Ukraine.

Putins tale rammer Mellemøsten

Forud for den russiske invasion af Ukraine holdt Putin den 21. februar 2022 en historisk tale, der ifølge den anerkendte israelske journalist og forfatter Seth J. Frantsman kan få stor betydning for Mellemøsten.
Nogle vestlige journalister beskrev talen som rablende, og i vestlige medier blev der spekuleret i Putins mentale velbefindende.
Frantsmans analyse af Putins tale giver et andet billede og en forståelse af den russiske position både i forhold til USA og NATO, men også i forhold til Mellemøsten og Israels sikkerhed.
De seneste års udvidelse af NATO med optagelser af de fire balkanlande Albanien, Kroatien, Nordmakadonien og Montenegro opfattes af Rusland som en aggressiv handling.
I talen gjorde Putin tydeligt opmærksom på, at USA og NATO tilstedeværelse i Ukraine i form af fælles militære øvelser og oprustning af Ukraine udgjorde en alvorlig trussel mod Ruslands sikkerhed.

Der er kun et mål (for Vesten) – at holde Ruslands udvikling tilbage. Og de vil gøre det, som de har gjort det før, selv uden en formel anledning overhovedet….Rusland er i sin gode ret til at træffe nødvendige foranstaltninger til gengældelse for at garantere dets egen sikkerhed: Det er præcist, hvad vi vil gøre.

I Putins fortælling er Ukraine et nærområde, en strategisk og eksistentiel bufferzone, som han ikke er villig til at give afkald på. Tre dage efter Putins historiske tale invaderede Rusland Ukraine.
Invasionen den 24. februar 2022 viste, at Putin havde en klar hensigt med talen, hvilket han uddybede i sin tale til den Russiske Føderation på dagen for invasionen af Ukraine.
I Mellemøsten og især Jerusalem vakte talen opmærksomhed. Den internationalt anerkendte israelske tænketank INSS redegjorde dagen før invasionen for mulige konsekvenser for Israel og Mellemøsten.

Energi og amerikansk pres

Overordnet anbefaler INSS Israel at tone flag og støtte op om USA. Israel og andre arabiske lande skal ikke forvente, at USA accepterer en neutral position.
Vi har set, hvordan Jerusalem i begyndelsen af konflikten reagerede med at træde forsigtigt og undgå at vælge side.
Efter pres fra USA gav Israel efter og stemte sammen med USA og 70 andre lande for en fordømmelse af invasionen i FN.
Jerusalems holder med USA’s stiltiende accept fortsat en åben og varm relation til Rusland, hvilket Bennetts besøg hos Putin i Moskva lørdag den 5. februar 2022 viser.
Et andet eksempel på Israels lave profil, som har vagt irritation i Kyiv, er, at Israel begrænser sig til humanitær hjælp.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har i en offentlig tale givet udtryk for, at Ukraine også har brug for våben fra Israel.
Ifølge INSS kan Jerusalem forvente et pres fra USA for at levere gas til Europa fra energifeltet i det østlige Middelhav.
Indtil videre flyder der uhindret russisk gas via Ukraine til de europæiske lande, der er dybt afhængige af den russiske gas og mange andre råvarer.

Stop for russisk og ukrainsk hvede

Flere arabiske lande får deres hvede og majs fra Rusland og Ukraine. INSS forventer, at et stop for forsyningerne især vil underminere de i forvejen ustabile lande: Libanon, Syrien, Irak og Libyen.
Også det folkerige Egypten og Jordans stabilitet kan rystes, hvis forsyninger af landbrugsprodukter fra Rusland rammes af sanktioner.
INSS forudser også sociale spændinger og uro i Mellemøsten på grund af stigende priser på energi og fødevarer. Israel forventes også at blive ramt af stigende priser og problemer med forsyninger.
Stigende uro i nabolandende udgør en alvorlig trussel mod Israels sikkerhed. INSS advarer også om, at Rusland eventuelt åbner nye fronter i Mellemøsten for at lægge pres på USA.

Krig i Mellemøsten

Ifølge INSS kan Rusland have en interesse i påvirke atomforhandlingerne mellem USA og Iran og trække sig fra koordinering mellem Israel og Rusland i Syrien.
Det kan påvirke Israels muligheder for at bremse den iranske oprustning i Syrien og af Hizbollah.
Risikoen for, at den russiske-ukrainske krig fører til en optrapning af konflikten mellem Iran og Israel, ser Frantzman også nærmere på i en artikel den 3. marts 2022.
Han er enig i INSS vurdering af, at den russisk-ukrainske krig kan få alvorlige konsekvenser for Mellemøsten.
Han ser blandt andet en risiko for, at Iran i ly af den russiske-ukrainske krig kan føle sig fristet til at skabe konflikt i Bahrain.
Bahrain er et strategisk mål, fordi den amerikanske flåde for Mellemøsten har base i Manama.
I Manama ligger også US NAVCENT, der er flådens del af den amerikanske centralkommando CENTCOM. Israel har en forbindelsesofficer placeret i US NAVCENT.
Ifølge Frantzman kan Iran også vælge en alternativ strategi, der går på at genere de amerikanske og andre landes militære skibe i Den Persiske Golf.
Risikoen for en iransk provokation anses for en mulighed, hvis atomforhandlinger ender uafsluttede, og Iran fortsat må leve under hårde sanktioner.
En optrapning af konflikten i Syrien er også muligt, hvis USA vælger at trækker sine styrker ud af det østlige Syrien for at bidrage mere til NATO og styrke tilstedeværelsen i Asien.
Tyrkiet kan muligvis fristes til at afpresse USA og Rusland for indrømmelser i forhold til Syrien og Kurderne.
Et andet sprængfarligt område er Libanon, der gennemlever en hård økonomisk og finansiel krise med mangel på energi.
Libanon importerer store mængder hvede fra Ukraine, og den russisk-ukrainske krig har skabt stor usikkerhed om fortsatte forsyninger af hvede.
Frantzman peger også på muligheden af en konflikt med Hizbollah ved Golan-højderne eller den libanesiske grænse.
Iran kan have en interesse i at optrappe en eventuel konflikt mellem Israel og Hizbollah med hjælp af Hamas, Houthierne fra Yemen, irakiske og syriske militser.
Ifølge Frantzman kan Israel forvente, at en stor regional konflikt vil involvere droner og præcisionsvåben.
Læs også: Ksenia Svetlovas analyse af hvorfor Putin besluttede at invadere Ukraine.
 

Indlægget Israels balancegang mellem Ukraine og Rusland blev først udgivet på Israelinfo.

Hvilke ord skal vælges

Vestbredden er et smukt sted, som jeg i min ungdom frit kunne besøge og rejse rundt i uden at møde en eneste soldat eller check-point.
Dengang var Vestbredden også besat af Israel, men der var ikke den sammen kontrol, ganske få jødiske bosættelser og intet palæstinensisk selvstyre.
I dag er situationen en radikal anden, der giver anledning til en del overvejelser.
Den første, der melder sig, er, hvilke ord skal vælges, når historien om Vestbredden skal fortælles? Den anden er, hvad skal fortælles, og hvad skal udelades?
Valg af ord og vinkel har det med at skrive sig ind i en eller endog flere fortællinger. Ordet palæstinenser signalerer f.eks., at perspektivet er palæstinensisk identitet og nationalisme. Jøde signalerer i denne sammenhæng, at der er tale om israelske jøder og zionisme. Araber signalerer, at der er tale om arabere i det britiske Palæstina eller i staten Israel.
Vestbredden signalerer, at jeg holder igen med at bruge Palæstina eller Samaria og Judæa om Vestbredden. Det gør jeg, fordi jeg ønsker at give plads til begge fortællinger og at give international ret et ord at skulle have sagt i konflikten. En tredje grund er, at Vestbreddens fremtidige status endnu står åben.
Jeg vil tillade mig at være lidt fri ved valg af ord, der signalerer forskellige perspektiver og stærke følelser i spil. Vinklen ligger dog fast. Jeg vil i det følgende se nærmere på de jødiske bosættelser på Vestbredden og en påstand om apartheid.

Historien om Vestbredden

Dagen efter, at David Ben-Gurion den 14. maj 1948 proklamerede oprettelsen af den jødiske stat Israel, rykker soldater fra Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien og Egypten ind i det tidligere britiske mandatområde Palæstina.
Den officielle arabiske begrundelse var ”ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed” i det borgerkrigsplagede Palæstina.
Kong Abdullah af Emiratet Transjordanien sendte sine soldater over Jordanfloden for at erobre en stor del af det område, der af FN var øremærket en palæstinensisk stat.
Efter voldsomme kampe og den første våbenhvile trådte i kraft den 11. juni 1948 stod de transjordanske tropper og deres engelske officerer solidt barrikaderet i det område, vi i dag kender som Vestbredden herunder Østjerusalem.
Se kilde 64 i Kilderne til Israels uafhængighedskrig 1948-1949.

Ben-Gurion var tilfreds

Under Israels uafhængighedskrig viste den israelske leder David Ben-Gurion, at han var mand for at løbe en kalkuleret risiko, men også mand for at vise tilbageholdenhed.
Han udfordrede gerne FN, men frygtløsheden tøjlede han, når der var fare for et sammenstød med USA eller Storbritannien.
Ifølge den israelske historiker Anita Shapira afviste Ben-Gurion ved krigens afslutning et forslag fra den unge kommandant Yigal Allon om at erobre Vestbredden.
Han var enig med Allon om, at den israelske hær IDF var stærk nok til at gennemføre en erobring, men Ben-Gurion vurderede, at der var grænser for, hvad den vestlige verden ville acceptere.
Ben-Gurion var tilfreds med det område, som de jødiske soldater havde erobret. Det var mere, end han havde drømt om i begyndelsen af krigen.

Krigens store taber

Mellem januar og juli 1949 lykkedes det den amerikanske mægler Ralph Bunche (se kilde 75) at få de stridende parter til at underskrive en række våbenhvileaftaler, der satte en stopper for kamphandlingerne.
Under hele krigen forsvarede kong Abdullahs soldater Vestbredden og Østjerusalem, der efter våbenhvilen tilfaldt Transjordanien, der droppede navnet Transjordanien til fordel for Jordan.
Jordan annekterede den 24. april 1950 formelt Østjerusalem og Vestbredden, der i 1949 ved våbenstilstanden var blevet afgrænset af den såkaldte Grønne Linje. En international anerkendt grænse mellem Israel og Jordan blev aldrig forhandlet og vedtaget.
Krigens store taber blev palæstinenserne, der kom under israelsk, jordansk og egyptisk herredømme. Og ikke at glemme de mange palæstinensiske flygtninge i Libanon, Syrien og andre lande.
Håbet om en palæstinensisk stat blev knust af Israel, Jordan og Egypten, der vægtede egne nationale interesser højere end palæstinensernes ret til selvbestemmelse og FN’s plan om både en jødisk og en palæstinensisk stat i det tidligere britiske mandatområde.

1967 blev endnu et vendepunkt

18 år senere blev der vendt op og ned på den magtbalance, der blev skabt i 1949 i Mellemøsten.
Efter seks dages krig i juni 1967 mellem Israel og de arabiske lande mistede Egypten Gaza-striben og Sinai-halvøen, Syrien tabte Golanhøjderne og Jordan mistede Vestbredden herunder Østjerusalem.
Israels sejr og store landerobring forbløffede verdenen og ikke mindst israelerne, der på rekordtid havde ændret magtbalancen i Mellemøsten i Israels favør.
Israel holdt fast ved de erobrede områder indtil 1979, da Israel og Egypten underskrev en fredsaftale.
Egypten fik Sinai-halvøen tilbage, men måtte afstå Gaza-striben, som forblev under israelsk kontrol indtil sommeren 2005, da den israelske premierminister Ariel Sharon overlod området til palæstinenserne.

Jordan afstår Vestbredden

Jordan afstod i 1988 sit krav på Vestbredden og Østjerusalem, og i 1994 indgik Jordan og Israel en fredsaftale, der normaliserede forholdet mellem de to lande.
Østjerusalem var af Israel blevet annekteret i 1980, og året efter annekterede Israel Golanhøjderne. De kontroversielle annekteringer er ikke anerkendt internationalt.
Fredsaftalen mellem Jordan og Israel skete samtidig med, at Israel og den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO i Oslo forhandlede om palæstinensisk selvstyre på Vestbredden.
De såkaldte Oslo-aftaler (1993-95) banede vejen for, at PLO med Yasser Arafat i spidsen kunne flyve fra Tunesien til Vestbredden for at begynde et nyt kapitel i palæstinensernes historie.

De tre områder på Vestbredden

Oslo-aftalerne åbnede for et delvist palæstinensisk selvstyre. Ifølge aftalerne blev Vestbredden inddelt i tre områder eller zoner.

• I zone A med seks større palæstinensiske byer fik Det palæstinensiske Selvstyre PA ansvaret
• I zone B med 450 palæstinensiske landsbyer deler PA og Israel ansvaret
• I zone C har Israel ansvaret

Zone C er det største område og dækker 73 % af Vestbredden. Det er samtidig det tyndest befolkede område med kun 2 % af den palæstinensiske befolkning. Israels militær har siden 1967 administreret Vestbredden, der i international ret har status af en militær besættelse, hvilket Oslo-aftalerne ikke ændrer ved.
Se oversigt over Israel-Palæstina-konflikten.

Første bosættelse Kfar Etzion

Den første bosættelse på Vestbredden efter 1967-krigen er Kfar Etzion, der ligger 4,7 kilometer øst for Den Grønne Linje mellem Jerusalem og Hebron.
Kfar Etzion er en religiøs kibbutz med en legendarisk historie, der begyndte før oprettelsen af staten Israel.
I 1927 blev Vestbredden ramt af et voldsomt jordskælv, hvis epicenter var i Jordandalen mellem Jeriko og Det Døde Hav.
Flere hundrede mennesker omkom og et stort antal bygninger i Jerusalem, Nablus og andre byer blev beskadiget af de kraftige rystelser, der kunne mærkes helt op til Tiberias.
Uvidende om, at en frygtelig naturkatastrofe ventede forude, flyttede 160 ortodokse jøder i januar 1927 fra Mea Shearim ved Jerusalem til det historiske og bibelske landskab, som Abraham og Isak drog igennem på deres vej fra Hebron til Moriabjerget, hvor Ruth samlede neg, David vogtede sin fars får og makkabæerne og Bar Kochbas krigere søgte tilflugt i de dybe grotter.
I dette landskab syd for Jerusalem grundlagde de bibelkyndige kibbutzen Migdar Eder, der overlevede jordskælvet, men ikke overlevede et voldsomt arabiske oprør i 1929.

En ny religiøs bosættelse

Migdar Eder blev ødelagt af de arabiske oprører og de ortodokse jøder måtte flygte. Barmhjertige landsbybeboere fra en nærliggende arabiske landsby gav dem ly og beskyttelse.
Sådan lyder en fortælling. En anden version er, at de ortodokse jøder måtte opgive deres drøm om et liv viet til de hellige skrifter og dyrkning af jorden, fordi de fysiske udfordringer var for store.
I 1930-erne købte forretningsmanden Shmuel Zvi Holtzman fra den israelske by Rehovot den forladte jord og grundlagde en ny religiøs bosættelse, som han gav navnet Kfar Etzion.
Bosætterne i Kfar Etzion måtte også opgive deres drømme og ejendom i utide. Under det arabiske oprør 1936-39 blev bosættelsen mål for ødelæggelse og fordrivelse af de jødiske bosættere.
Et tredje forsøg på jødisk bosættelse i området blev gjort i perioden 1943-47. Denne gang var det kibbutzbevægelsen, der sendte pionere til området for at genetablere Kfar Etzion og bygge tre nye kibbutzer (kibbutzim), der er gået over i historien som Gush Etzion (Etzionblokken).
Den ambitiøse bosættelse i det jødiske hjerteland fik en brat og voldsom afslutning den 13. maj 1948 – dagen før Ben-Gurion proklamerede staten Israel.

Den sydlige rute til Jerusalem

De fire kibbutzer Kfar Etzion, Ein Tzurim, Massu’ot Yitzhak and Revadim havde foruden bosættelse og dyrkning af jorden også et militært strategisk formål.
Sammen med styrker fra den jødiske undergrundshær Haganah skulle kibbutzerne forsvare den sydlige rute til Jerusalem.
Siden den 29. november 1947, da FN med stemmerne 33 for, 13 imod og 10, som undlod at stemme, vedtog en delingsplan, som skulle træde i kraft ved afslutningen af det britiske mandat, udbrød der borgerkrig i Palæstina.
London havde tilkendegivet, at de sidste engelske soldater forlod landet den 14. maj 1948. I takt med at de 100.000 britiske soldater drog hjem, gik sikkerheden i landet i opløsning.
Jøder og palæstinensere bevæbnede sig og kæmpede for livet og for kontrol over så meget land som muligt.
De arabiske lande sendte frivillige til Palæstina, og soldater fra den Arabiske Legion blandede sig i kampene på Vestbredden, som havde Kong Abdullahs interesse.

Massakren i Kfar Etzion og Deir Yassin

Kfar Etzion skrev sig ind i den israelske historiefortælling, da kibbutzen den 13. maj 1948 efter flere angreb og 10 dages modstand blev erobret af palæstinenserne og den Arabiske Legion.
Der findes flere versioner af, hvad det skete i Kfar Etzion. Der er uenighed om, om Kfar Etzion faldt den 13. eller 14. maj 1948. Der er uenighed om, hvor mange der døde, og der er uenighed om, hvem der gjorde hvad.
Der er enighed om, at der efter overgivelsen blev begået en massakre på de overlevende. Den officielle israelske historie er, at massakren blev begået af lokale arabiske landsbybeboere og den Arabiske Legion.
Den Arabiske Legion version er, at den kom for sent frem til at forhindre udåden. Den menes begået som hævn for jødernes massakre den 9. april 1948 i landsbyen Deir Yassin vest for Jerusalem. Udåden skulle også  hænge sammen med ødelæggelse af en arabisk landsby nær Kfar Etzion nogle måneder tidligere.

Symbol på tapperhed

Massakren i Deir Yassin og Kfar Etzion indgår i henholdsvis palæstinensernes og israelernes fortælling, som symbol på etnisk udrensning, der i samtiden pustede og i eftertiden fortsat puster til frygt og had.
For israelerne blev Kfar Etzion til mere end et militært nederlag og en menneskelig tragedie. Kfar Etzion blev også et symbol på tapperhed.
Ben-Gurion var i 1948 hurtig til at vende begivenhed til en moralsk og historisk sejr.

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen kamp i den israelske hærs historie, som er mere storslået, mere tragisk og mere heroisk end kampen for Gush Etzion.

En vidtrækkende beslutning

Med Israels erobring af Østjerusalem og den øvrige Vestbred i 1967 blev døren åbnet for en genopbygning af Kfar Etzion.
Primus motor for genopbygningen var beskæftigelsesminister Allon (1961-69), der i 1967 fik den israelske regerings godkendelse til at genopbygge hele Gush Etzion, der i dag er et stort kompleks med 22 bosættelser med over 20.000 bosættere.
Med genopbygningen af Gush Etzion tog den israelske regering i 1967 en vidtrækkende strategisk beslutning, der i dag er blevet til etableringen af 280 bosættelser med over 620.000 jødiske israelere bosiddende på Vestbredden herunder Østjerusalem.
Genopbygningen af Gush Etzion blev begyndelsen på en historie, der siden 1958 har været forbudt ifølge international ret og en vigtig brik i en påstand om apartheid.

Begin: En historisk og evig ret

Tager vi de positive briller på og lever os ind i, hvordan bosætterne har udviklet et omfattende netværk af fællesskaber med uddannelser, erhverv og boliger, er den forbudte historie om bosættelserne på Vestbredden en enestående bedrift.
Den tidligere premierminister Menachem Begin formulerer om nogen tydeligt, hvad det er for en fortælling (idé og følelse), der driver israelske jøder til at bosætte sig på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det jødiske folk er bærer af en historisk og evig ret til Israels Land.

Set med bosætternes øjne er drømmen om at leve i hjertet af jødernes land med dets historie og bibelske betydning ved at blive realiseret.
Se Jensehaugens analyse af Begin og Vestbredden.

Forfædrenes evige arv

I 1950-erne begyndte Begin langsomt at acceptere, at Israels Land ikke længere også omfattede landet øst fra Jordanfloden, Jordan.
Begin forsonede sig med dele af den historiske realitet, men var ikke villig til at opgive Vestbredden, som han konsekvent omtalte som Judæa og Samaria.
For Begin var Judæa og Samaria hjerteblod og en del af ”forfædrenes evige arv”.
I dette perspektiv bliver Israels erobring af og bosættelse på Vestbredden selv for en realpolitiker som Begin til en storslået og guddommelig handling, som ikke er til forhandling.
Udfordringen for fortællingen om en historisk og evig ret er, at den er i konkurrence med: 1) palæstinensernes fortælling og 2) international ret.
Palæstinenserne tænker og føler også dybt, at de har en historisk og evig ret til den selv samme jordlod på klodens overflade, som de jødiske israelere gør krav på.
I dette perspektiv er oprettelsen af Israel og jødisk besættelse og bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem en tragedie, der berøver den palæstinensiske befolkning deres retmæssige jord og retten til selvbestemmelse i egen stat: Palæstina.
I et internationalt perspektiv er de jødiske bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem ifølge den internationalt anerkende dommer og professor Theodore Meron udtryk for manglende respekt for og et alvorligt brud på international ret, der forbyder en besættelsesmagt at bosætte egne borgere i et besat område eller land.

Besættelse uden bosættelse

Havde Israel efter seksdagskrigen valgt at følge international lov med hensyn til de erobrede landområder, havde de israelske politikere ikke give grønt lys til genopbygningen af Gush Etzion eller etablering af andre bosættelser i de besatte områder.
Det skete ikke. Israel traf en historisk beslutning, der ignorerede international ret, men talte til den israelske drøm og selvforståelse samt sikkerhedspolitik.
Siden 1967 har israelske politikere og jurister udviklet begrundelser til at legitimere bosættelsespolitikken.
Den israelske Højesteret har ifølge Meron valgt en mere indirekte vej ved at begrænse sig til at dømme jødiske bosættelser på privatejet palæstinensisk jord på Vestbredden for ulovlige.
Højesteret har undladt at tage stilling til, om bosættelser på offentlig jord er lovlige.
Højesterets undladelse har været med til indirekte at legitimere bosættelserne på Vestbredden, der hovedsageligt er bygget på offentlig jord i zone C.

Voksende fordømmelse af Israel

De israelske bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem er ifølge Meron blevet mødt med ”praktisk talt universel fordømmelse” af det internationale samfund.
Ifølge Meron skyldes fordømmelsen ikke kun, at bosættelserne er ulovlige ifølge den fjerde Genèvekonvention og humanitær lov.
Fordømmelsen skyldes heller ikke alene, at bosættelserne ændrer den demografiske struktur på Vestbredden, og at de forhindrer etableringen af et sammenhængende palæstinensisk territorium.
Eller at bosættelserne frustrerer seriøse forhandlinger om en to-stats-løsning og en forsoning mellem israelere og palæstinenserne.
Den kraftige fordømmelse skyldes også en voksende opfattelse af, at palæstinensernes basale menneskerettigheder og ret til beskyttelse under den fjerde Genèvekonvention bliver overtrådt.
Ifølge Meron repræsenterer de israelske bosættelser på Vestbredden en usamtidighed, som ikke kan accepteres.

Kolonisering af territorier befolket af andre folk kan ikke længere accepteres i vores tid, siger Theodor Meron.

ICC på banen

Disse ord skrev Meron 50 år efter seksdagskrigen i The American Society of International Law, hvor han redegjorde for den internationale jura, der gør bosættelserne på Vestbredden ulovlige.
En position han allerede advarede den israelske regering om i 1967, da han som juridisk rådgiver i det israelske udenrigsministerium blev bedt om at vurdere spørgsmålet.
Hans klare anbefaling til regeringen var, at den skulle holde sig til en militær besættelse, hvis den ville være i overensstemmelse med international ret.
Meron er specialist i grove internationale forbrydelser og i artiklen fra 2017 gør han opmærksom på, at brud på den fjerde Genévekonvention artikel 49(6) er en krigsforbrydelse ifølge statutten for Den Internationale Straffedomstol ICC i Haag.
ICC har efter længere tids forarbejde i 2021 meddelt, at den har åbnet en efterforskning af krigsforbrydelser i de israelsk besatte områder.
Se mere om Israels synspunkt vs ICC og Meron i min artikel: Historisk afgørelse presser Israel.

Fra bosættelser til apartheid

Siden Meron skrev sin artikel er der sket en optrapning af kritikken af Israel.
Mens Meron stiller skarpt på ulovligheden i Israels bosættelsespolitik i forhold til international ret og især humanitær ret, der har fokus på beskyttelse af civilbefolkningen, går andre et skridt videre og taler om israelsk apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
I april 2021 udgav Human Rights Watch under stor mediebevågenhed en stærk og vidtrækkende kritik af Israel.
I en over 200 sider lang rapport redegøres for, hvordan og hvorfor Israel systematisk diskriminerer palæstinenserne og favorisere jøderne.
Ifølge rapporten gør Israel sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden i form af både apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
Human Rights Watch har hermed tilsluttet sig en alvorlig kritik af Israel, som i disse år oplever momentum.

Det begyndte i FN

Påstanden om, at Israel er en apartheidstat, tog sin begyndelse i en FN-resolution, der definerede zionismen som en form for racisme.
Resolutionen blev senere trukket  tilbage, men idéen var plantet, og den er siden vokset til et betændt sår i Israels internationale image.
26 år senere blev idéen taget op på ny og drøftet på FN’s verdenskonference mod racisme, racediskrimination og fremmedhad.
Samtidig med FN-konferencen i 2001 afholdt flere hundrede NGO’er i Durban deres egen konference og vedtog en stærk anti-israelsk erklæring, der stemplede Israel som en apartheidstat. NGO’erne opfordrede det internationale samfund til at isolere Israel som en apartheidstat, som tilfældet Sydafrika.

Den palæstinensiske Boykotbevægelse

Juli 2005 satte over 170 palæstinensiske NGO’er handling bag Durbanerklæringen med etableringen af BDS-bevægelsen, der har til formål at skabe international boykot og sanktioner mod Israel, indtil tre mål er nået:

• ophør af besættelsen af al arabisk land og nedrivning af sikkerhedsmuren
• fuld lighed for arabiske borgere i Israel
• palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjem i det nuværende Israel.

Første punkt referer til ét Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet, dvs. til Israels ophør, hvilket strider mod det andet punkt om fuld lighed for arabiske borgere i Israel. Tredje punkt om palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjem i det nuværende Israel vil total ændre den demografiske sammensætning i Israel.

PFLP bag apartheidkritik

De tre mål afspejler den kendsgerning, at primus motor bag BDS-bevægelsen er palæstinensiske NGO’er med tætte bånd til PFLP, der ønsker Israel elimineret.
BDS-bevægelsen er i dag en international græsrodsbevægelse, der via aktivisme og lobbyisme påvirker forskere, meningsdannere og politikere og mobilisere til modstand mod israelsk racisme og apartheid.
En undersøgelse fra 2015 viser, at apartheid-analogien er slået igennem i verdenspressen og FN, hvor den optræder i stigende grad.
Slogans som apartheid-muren, vej-apartheid, vand-apartheid og det nyeste i rækken vaccine-apartheid signalerer, at analogien trives og muterer.
Se også min artikel om de tætte bånd mellem palæstinensiske NGO’er og PFLP og Hamas.

Hvad er apartheid

Apartheid er en politik, der systematisk forsøger at regulere et samfund ved at adskille mennesker med forskellige hudfarver og etnisk oprindelse fra hinanden.
Idéen er, at vi mennesker tilhører forskellige racer, hvoraf nogle er mere værdifulde end andre.
Ordet apartheid betyder adskillelse og er afrikaans, som er det sprog, de hollandske kolonister og efterkommere (boerne) taler i Sydafrika.
Raceadskillelse var før 1950 en del af hverdagen i Sydafrika og andre lande i Afrika, men da boernes parti National Party NP vandt regeringsmagten i 1948, blev diskriminationen af landes ikke-hvide befolkning skærpet.
NP, der vandt samtlige parlamentsvalg indtil 1994, kaldte det politiske system, de indførte ved lov, for apartheid.

Fire lovkomplekser

Gennem lovgivning gennemførtes fire store lovkomplekser, der på alle niveauer i samfundet sikrede, at sorte, asiater og hvide holdt behørigt afstand til hinanden:

• Geografisk adskillelse
• Økonomisk adskillelse
• Social adskillelse
• Politisk undertrykkelse

Geografisk blev Sydafrika opdelt i forskellige områder forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper.
87 % af Sydafrikas areal blev tildelt den hvide befolkning, mens asiater og landets oprindelige sorte befolkning blev fordelt på det resterede areal. 3 millioner sorte sydafrikanere blev i denne proces tvangsforflyttet til særlige reservater (bantustans).
Økonomisk sikrede lovgivningen, at udbuddet af billig ufaglært arbejdskraft altid var til rådighed. Kun hvide lønmodtagere måtte udføre faglært arbejde. Ikke hvide lønmodtagere måtte ikke tage en faglært uddannelse eller danne fagforeninger.

Apartheid blev opløst

Socialt sikrede forskellige love, at de forskellige befolkningsgrupper ikke blandede sig med hinanden lige fra seksuelt samkvem og ægteskaber til transport, undervisning og sport.
Politisk blev ikke-hvides rettigheder begrænset. Sortes rettigheder blev begrænset til kun at gælde i de såkaldte bantustans, hvor de kun havde valgret til en del af selvstyreinstitutionerne.
Borgerretsorganisationer blev forbudt og ledere blev fængslet eller måtte flygte ud af landet. Politisk opposition blev ikke tolereret af NP.
Det sydafrikanske apartheidregime, der skulle sikre den hvide befolkning og især boerne kontrollen med landet, blev mødt med voksende kritik og sanktioner fra omverdenen, der opfattede Sydafrika som en paria.
Apartheidsystemet blev efter massiv international pres opløst i 1994. Ifølge BDS-bevægelsen, Human Right Watch, B’Tselem og andre har verden fået en ny paria: Israel.

Jødisk overherredømme

Rapporten fra Human Rights Watch udkom få måneder efter, at den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem udgav rapporten: Dette er Apartheid – ét regime af jødisk overherredømme fra Jordanfloden til Middelhavet.
B’Tselems rapport nød stor medieopmærksomhed, fordi NGO’en hidtil kun har fokuseret på at dokumentere overtrædelser af menneskerettigheder i de besatte områder. Et arbejde som nyder international anerkendelse.
Spørgsmålet er, om vurderingen af Israel som et apartheidregime giver et dækkende billede af det israelske politiske system?

En alvorlig anklage

Under sloganet: Hvis det ligner apartheid, er det apartheid, argumenterer B’Tselem for, at Israel er ét apartheidregime.
B’Tselem offentliggjorde den 12. januar 2021 et såkaldt positionspapir, der argumenter for, at Israel er ét regime fra Jordanfloden til Middelhavet.
I dette regime har jøderne overherredømmet, og politisk er det apartheid.
Det er en alvorlig anklage, som den anerkendte israelske menneskerettighedsorganisation lægger for dagen.
Apartheid er en krigsforbrydelse i henhold til international ret, hvilket moralsk og politisk gør apartheid til en tabersag.
Indtil nu har det været B’Tselem politik at afholde sig fra at dokumentere overtrædelser af menneskerettigheder i Israel og at formulere en samlet analyse, der dækker både Vestbredden, Gazastriben og Israel.
Det er derfor et usædvanligt skridt, B’Tselem har taget, hvilket ikke gik ubemærket hen i verdenspressen.
Se f.eks.: NBCNews, AP, NPR, Independent

B’Tselem: Israels facade er krakeleret

To ting har fået B’Tselem til at ændre politik:

1. Basisloven om Den jødiske nationalstat fra 2018
2. Planer om at annektere dele af Vestbredden i 2020

Ifølge B’Tselem har disse to begivenheder om noget synliggjort, at Israel i praksis er ét regime, der går fra Jordanfloden til Middelhavet.
Hermed gør B’Tselem op med den udbredte opfattelse, at der eksisterer to adskilte styreformer på hver sin side af den Grønne Linje:

• På den ene side har vi Israel, der er en suveræn stat med demokrati og en befolkning på 9 millioner israelske statsborgere.
• På den anden side lever fem millioner palæstinensere under israelsk besættelse i et område, hvis status skal afgøres ved fredsforhandlinger en gang i fremtiden.

Ifølge B’Tselem holder adskillelsen ikke længere, fordi flere hundrede tusinder jødiske bosættere i dag bor på Vestbredden med samme rettigheder, som om de levede vest for den Grønne Linje i Israel.
Østjerusalem er officielt annekteret af Israel, og i praksis har Israel annekteret store dele af Vestbredden til både civile og militære formål.

Situationen har ændret sig

Men vigtigst af alt for B´Tselem:

• Den almindelige opfattelse tilslører, at hele området fra Jordanfloden til Middelhavet bliver organiseret ud fra ét princip om at fremme og cementere én befolknings herredømme over andre befolkningsgrupper.

Hidtil har B’Tselem brugt begreberne ”langvarig besættelse” og ”en-stat realitet” til at forstå udviklingen i Israel og de besatte områder, men de opfattes ikke længere som dækkende for virkeligheden.
Situationen har ifølge B’Tselem ændret sig. Vestbredden, Østjerusalem, Gazastriben og Israel styres fra Jerusalem med det formål at sikre jødernes herredømme over ikke-jøder. B’Tselem kalder det apartheid.
Så vidt B’Tselems nye erkendelse, der er inspireret af Nathan Trall’s bog: The Separate Regimes Delusion.
Se anmeldelse af bogen og lyt til podcast, hvor Nathan Trall uddyber sit syn.

Det samme organisationsprincip

I positionspapiret træder især geografisk adskillelse og politisk undertrykkelse frem, som kendetegn, men også social adskillelse, mens økonomisk adskillelse kun nævnes indirekte.
Apartheid i Sydafrika var baseret på hudfarve og race. Det er ikke tilfældet i Israel, hvor adskillelsen ifølge B’Tselem er baseret på nationalitet og etnicitet.
Ifølge B’Tselem er der forskelle på det historiske apartheidsystem i Sydafrika og den form for apartheid, som Israel hævdes at praktisere, men det organisatoriske princip, der definerer apartheid, er det samme:

• Systematisk promovering og konsolidering af en gruppes dominans over andre befolkningsgrupper.

Adskillelse af jøder og palæstinensere sker ifølge B’Tselem ved love, i praksis og ved statslig tvang, der favoriserer israelske jøder lige meget om de bor i Israel eller på Vestbredden.

Geografi afgør dine rettigheder

Jødiske borgere lever på begge sider af den Grønne Linje med samme rettigheder, som levede de i Israel. Kun Gazastriben er adgang forbudt for jøder, da det er et fjendtligt område.
For palæstinenserne er billedet mere kompliceret. Er du palæstinenser, er det geografiske område, du lever i afgørende for dine rettigheder og din frihed.
Bor du i Israel, er du som palæstinenser israelsk statsborger med en række rettigheder, der ifølge B’Tselem dog ikke er helt de samme som dine jødiske medborgere.
Er du en af de 350.000 palæstinenser med familie og bopæl i Østjerusalem, som i 1980 blev annekteret af Israel, er du ikke israelsk statsborger, men må nøjes med en permanent opholdstilladelse.

En permanent opholdstilladelse

Med en permanent opholdstilladelse har du ret til at leve og arbejde i Israel. Du har også ret til sociale ydelser og en helbredsforsikring. Du kan deltage i byrådsvalget i Jerusalem, men du har ikke ret til at stemme ved valg til Knesset eller Det palæstinensiske Selvstyre.
Din permanente opholdstilladelse kan, hvis indenrigsministeriet af en eller anden grund finder det nødvendigt, inddrages. Den kan også i særlige tilfælde udløbe.
Er du en af de 2,6 millioner palæstinenser, der lever udenfor Jerusalem på Vestbredden, er du ikke længere israelsk statsborger eller palæstinenser med en permanent opholdstilladelse i Israel.
Du er derimod underlagt militær lovgivning og administration. Lever du i zone A og B, der udgør 40% af Vestbredden og er under palæstinensisk selvstyre, er dit liv fortsat reguleret af israelsk militær, om end selvstyret har visse beføjelser.

Din frie bevægelse er begrænset

Som palæstinenser på Vestbredden kan du få tilladelse til at arbejde i Israel, men må pendle frem og tilbage mellem bolig og arbejde. Du kan ikke flytte til Israel, hvis du får arbejde i Israel, uden en særlig tilladelse.
Du kan heller ikke flytte til Østjerusalem eller det øvrige Israel, hvis du skal giftes, men din ægtefælle kan få tilladelse til at flytte til dig på Vestbredden.
Som palæstinenser på Vestbredden kan du ikke stemme eller stille op til valg til Knesset, selv om den israelske regering via militæret og bosættelsespolitikken styrer en stor del af din hverdag og liv.
Du kan heller ikke tage en taxi de få kilometer til Ben Gurion lufthavnen for at tage på ferie i Grækenland. Vil du rejse udenlands, skal du søge om det. Er du heldig og får grønt lys til at tage på ferie udenlands, skal du benytte dig af lufthavnen i Amman i Jordan.
På Vestbredden kan du heller ikke rejse frit rundt uden tilladelse og tjek ved de israelske militære kontrolposter, der er placeret mellem de mange adskilte områder, hvor der bor palæstinensere.
Din bevægelsesfrihed er stærkt begrænset på Vestbredden, og du har forbud mod at kigge forbi en bosættelse og køre en tur på vejen, der forbinder bosættelserne med hinanden og Israel.

Under andres nåde

Er du en af de to millioner palæstinensere i Gazastriben, kan du arbejde i Israel med tilladelse, men du kan ikke frit rejse ind og ud af Israel eller Egypten. Det kræver en særlig tilladelse fra de to landes myndigheder.
Som borger i Gazastriben vil du opdage, at dit og dine medborgeres liv ikke kun er kontrolleret af Hamas, men også af Israel og Egypten
Uanset, hvor du bor mellem Jordanfloden og Middelhavet, vil du som palæstinenser være afskåret fra familie og venner, som bor i et andet geografisk område end dig. Du vil have forskellige civile rettigheder alt efter din geografiske adresse.
Ifølge B’Tselem kan dine civile rettigheder som palæstinenser aldrig måle sig med de jødiske israelere, der langt hen ad vejen dominerer dit liv og muligheder.
Del, adskil og hersk er ifølge B´Tselem den israelske nøgle til kontrol med den syv millioner store palæstinensiske befolkning, der lever i Israel, Østjerusalem, Vestbredden og Gazastriben.

Alle svaner er hvide for B’Tselem

B’Tselems slogan, hvis det ligner apartheid, så er det apartheid, er godt valgt til at mobilisere omkring deres kritik af Israels politik, men det signalerer også, at B’Tselems analyse er politisk.
Hvis det ligner apartheid, så er det apartheid er cachy, men dybest set et udsagn a la: Alle svaner er hvide.
Human Rights Watch bakker ikke op om B’Tselems påstand om, at Israel er ét apartheidregime fra Jordanfloden til Middelhavet.

Fokus på apartheidforbrydelser

Human Rights Watch finder i tråd med B’Tselem, at den israelske regering har vist, at det er dens intention at opretholde jødisk israelsk dominans over palæstinenserne både i Israel og i de besatte områder.
Ifølge Human Rights Watch kobles Israels intention sammen med en systematisk undertrykkelse af og umenneskelige handlinger imod palæstinenserne.
Når de tre elementer – intention, systematisk undertrykkelse og umenneskelige handlinger – optræder sammen, bliver det ifølge Human Rights Watchs analyse til apartheidforbrydelser
Bemærk, at Human Rights Watch taler om apartheidforbrydelser og ikke om ét apartheidregime eller en apartheidstat. Så langt strækker NGO’en ikke de empiriske fund.
Human Rights Watch undgår at stemple Israel som en apartheidstat eller ét apartheidregime og begrænser sig til i stedet for at påstå, at Israel begår apartheidforbrydelser i visse geografiske områder, hvor der ifølge Human Rights Watch hersker et lokalt israelsk apartheidregime.

Den glemte forbrydelse

Human Rights Watch finder desuden, at Israelske politikere og embedsmænd gør sig skyldige i systematisk forfølgelse af palæstinenserne.
Det sker bl.a. ved omfattende konfiskering af privatejet ejendom, forbud mod byggeri og bolig i flere områder, kollektiv nægtelse af permanent opholdstilladelse, vidtgående restriktioner for den frie bevægelighed og overtrædelse af grundlæggende civile rettigheder.
Systematisk forfølgelse er ifølge Human Rights Watch en glemt forbrydelse mod menneskeheden.
Human Rights Watch sætter her en finger på det ømme punkt, som Meron havde blik for og beskrev i sin artikel i 2017: en voksende opfattelse af, at palæstinensernes menneskerettigheder og rettigheder under den fjerde Genèvekonvention bliver overtrådt.

Apartheidstat ikke defineret

Human Rights Watch gør opmærksom på, at begrebet apartheidstat ikke er defineret i international lov, og at der kun har været få retssager om forfølgelse og ingen om apartheidforbrydelser. Der er således ikke etableret en international retslig praksis om apartheid og forfølgelse.
Dette er en vigtig pointe, som er ledende for, hvor langt Human Rights Watch generaliserer på baggrund af det empiriske materiale, som ligger til grund for rapporten.
I stedet for at skamme Israel ud som en apartheidstat eller ét apartheidregime sættes der fokus på konkrete love og regler og de israelske myndigheders forskelsbehandling af palæstinensere og jøder, der lever i de samme geografiske områder.
På denne baggrund konkluderes:

In certain areas, as described in this report, these deprivations are so severe that they amount to the crimes against humanity of apartheid and persecution

Bemærk det lille ord ”amount”, der signalerer, at det er summen af grove krænkelser og overgreb, der godtgør en rammefortælling om apartheidforbrydelser og forfølgelse.

Flere israelske intentioner

Metodisk har Human Rights Watch analyseret en række tilfælde af overgreb og holdt dem op mod definitionen af apartheid og forfølgelse i Apartheid Konventionen og Rom Statutten.
På denne baggrund når Human Rights Watch frem til den vurdering, at Israel begår apartheidforbrydelser i visse geografiske områder med hver deres form for apartheidregime.
Det er en alvorlig anklage, men kunne det tænkes, at både B’Tselems og Human Rights Watchs møjsommelige arbejde med at tælle hvide svaner misser en pointe: At der måske ikke eksisterer én israelsk intention, men flere intentioner, der trækker i forskellige retninger?
Nedenstående historiske dialoger illustrerer, at spørgsmålet om intention måske ikke er så entydigt.

Israels historiske intention

Den tidligere premierminister Levi Eskkols (1963-69) udtrykker Israels intention med de besatte områder i dette udsagn, som han ifølge historikeren Gershom Gorenberg yndede at underholde med under seksdagskrigen:

Vi har fået en dejlig medgift. Problemet er, at med medgiften følger konen.

Tre måneder efter seksdageskrigen diskuterede regeringspartiet Mapai fremtiden for de besatte områder.
Partileder Golda Meir, der halvanden år senere overtog premierministerposten efter Levi Eshkols død, spurgte Eshkol om hans planer for de mere en én millioner arabere, der nu levede under israelsk styre.
Levi Eshkol svarede spøgende:

Jeg forstår. Du ønsker medgiften, men du kan ikke lide bruden!

Golda Meir svarede i samme spøgende stil med en omskrivning af vers 2 i Salmernes bog kapitel 84.

Min sjæl længes efter medgiften og efter, at en anden tager bruden

I en dansk version lyder salmen sådan:

Min sjæl fortæres af længsel
efter Herrens forgårde,
mit hjerte og min krop råber
efter den levende Gud.

Kilde: Bibelselskaber. Salmernes bog kapitel 84, V3.
I dialogen optræder to intentioner. Den ene er intentionen om at beholde medgiften. Den anden er intentionen om ikke at beholde bruden, men at overlade hende til en anden.

Hvilket Israel ønsker du?

I januar 1968 fløj Eshkol til Texas i USA for at mødes med den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, der bad Eshkol om at beskrive det Israel, som han forventede, at USA ville støtte.
Bag spørgsmålet lå et venligt forsøg på at få Eshkol til at forpligte sig på fred fremfor land. Eshkol undveg spørgsmålet.
Johnson gav ikke op. Da han senere havde Eshkol på to-mands-hold spurgte han:

Hvilket Israel ønsker du?

Eshkol fortalte senere Allon om samtalen, og at han på Johnsons direkte spørgsmål havde svaret:

Min regering har besluttet ikke at træffe en beslutning.

Ifølge Gorenberg var problemet for Eshkols regering, at den ikke kunne få sig selv til at opgive medgiften og beslutte, hvad den skulle gøre ved bruden.

Basisloven af 2018

I 2018 lykkedes det efter længere tids forhandlinger tilsyneladende Israel at give et svar på Johnsons spørgsmål fra 1968.
Det skete med vedtagelsen af den kontroversielle basislov om den jødiske nationalstat, der efter flere års tilløb, blev godkendt af Knesset i 2018.
Med udgangspunkt i basisloven mener B’Tselem og Human Rights Watch, at det er Israels erklærede mål (intention) at sikre en fortsat israelsk jødisk dominans i Israel og de besatte områder.
Human Rights Watch skriver:

A stated aim of the Israeli government is to ensure that Jewish Israelis maintain domination across Israel and the OPT (besatte områder).

Spørgsmålet er, om Human Rights Watch overfortolker basislovens betydning? Meget tyder på, at det er tilfældet.

Jødisk selvbestemmelse i Israel

Ifølge basisloven 1a fremgår det tydeligt, at jødisk selvbestemmelse (suverænitet) kun referer til staten Israel.

The right to exercise national self-determination in the State of Israel is unique to the Jewish people.

I basisloven nævnes bosættelser for sig i punkt 7:

Jewish settlement: The state views the development of Jewish settlement as a national value and will act to encourage and promote its establishment and consolidation.

Ifølge engelske BICOM’s redegørelse for basisloven, håbede tilhængere af basisloven, at erklæringen kunne være med til at fremme ressourcer til jødiske bosættelser i Galilæa og Negev.
Desuden håbede tilhængerne, at erklæringen om bosættelserne også kunne være med til at forebygge en evt. evakuering af bosættelser bygget på privat palæstinensisk jord på Vestbredden.

Satte sindene i kog

Basisloven satte sindene i kog blandt palæstinensere og drusere, men også blandt israelske jøder, og udenfor landets grænser har den fået mange knubbede ord med på vejen.
Israels præsident Reuven Rivling tilsluttede sig kritikken, og inden basisloven blev vedtaget, var den blevet så udvandet, at mange opfattede den som ren symbolpolitik, der skulle styrke Benyamin Netanyahu op til valget i 2019.
Israel har siden Uafhængighedserklæringen af 1948 været opfattet som en jødisk nationalstat med ret til selvbestemmelse. Det nye er, at det nu er skrevet ind i Israels basislove.

Har taget munden for fuld

Human Rights Watch hævder i lighed med B’Tselem, at basisloven viser Israels intention om at dominere palæstinenserne, der bor og lever mellem Jordanfloden og Middelhavet.
En påstand som er tvivlsom, fordi basisloven gælder i Israel og ikke de besatte områder. Desuden står den ikke alene, men er i selskab med andre basislove, der indeholder juridisk bindende bestemmelser om f.eks. demokrati, menneskerettigheder og magtens tredeling.
Basisloven lignede et godt valg til en formel og systemisk forankring af apartheidkritikken. Men den er ikke velegnet til at sige noget entydigt om Israels intention, som på nogen måde ophæver Israels demokratiske basislove.

Flere skud i bøssen

Basisloven er ikke Human Rights Watchs eneste skud i bøssen til at påvise, at Israel har en intention om at dominere palæstinenserne.
Med udgangspunkt i flere års dokumentation af konkrete overtrædelser af menneskerettigheder, interviews og analyse af specifikke israelske love, konkret planlægning og myndighedsudøvelse, konkluderer Human Rights Watch, at Israel gør sig skyldig i både apartheidforbrydelser og forfølgelse af palæstinenserne i et omfang, der kan karakteriseres som forbrydelse mod menneskeheden.
Israel har med andre ord overtrådt en tærskel. Spørgsmålet er, om Human Rights Watch vurdering også er juridisk holdbar i en retssal.

Uklare nøgleord

Human Rights Watch er opmærksom på, at en række nøgleord i både Apartheid Konventionen og Rom Statutten endnu har en juridisk tolkning til gode i en international straffedomstol.
Denne uklarhed om centrale begreber i kritikken, burde mane til en vis forsigtighed, men det afholder ikke Human Rights Watch for at rette en alvorlig anklage mod Israel for apartheid og forfølgelse.
Det afholder heller ikke Human Rights Watch fra at sende en række anbefalinger til Israel, PLO, Det palæstinensiske Selvstyre, ICC, FN og medlemsstater, USA`s præsident, det amerikanske udenrigsministerium, forsvarsministerium, finansministerium og Kongressen.
Også EU, Det europæiske Parlament og EU-medlemslande og virksomheder aktive i Israel og de besatte områder har modtaget post fra Human Rights Watch.

Uskyldsformodningen står svagt

Som hos B’Tselem er det de mange hvide svaner, der får Human Rights Watch til at konkludere, at det er Israels intention at dominere palæstinenserne via apartheid og forfølgelse.
Som bemærket tidligere, er der ikke belæg for denne påstand i Israels basislove, hvor demokrati, retsstat og menneskerettigheder udgør det juridiske og værdimæssige fundament for den jødiske stat Israel.
Når dette er sagt, må det være op til ICC i en straffesag at løfte bevisbyrden for, at israelske politikere og embedsmænd forbryder sig mod menneskeheden eller begår apartheidforbrydelser.
Det ville styrke B’Tselem og Human Rights Watch troværdighed at behandle israelske politikere og embedsmænd som uskyldige i grove internationale forbrydelser, indtil anklageren har løftet bevisbyrden.
Formodningen om uskyld gælder i alle retssamfund, men tilsyneladende ikke i de to fremtrædende menneskeretsorganisationer, der for fuld musik træder ind på den politiske arena, der sætter lighedstegn mellem zionisme og racisme.
Heller ikke i Danmark står uskyldsformodningen stærk i alle kroge af det politiske liv.

Det danske ekkokammer

Den 14. maj 2021 kunne læserne af Information finde et debatindlæg med en opfordring til regering og folketing om at anerkende Israel som et apartheidstyre.
Debatindlægget er skrevet af Christian Juhl, Eva Flyvholm og Leila Stockmarr fra Enhedslisten, der følger op på Human Rights Watch anbefaling om at mobilisere verdens lande mod israelsk apartheid og forfølgelse af palæstinenserne.
De tre politikere indleder debatindlægget Folketinget bør anerkende Israel som et apartheidstyre med følgende formulering:

Nu kan vi ikke sige, at vi ikke vidste det: At Israel udøver apartheid. En af verdens mest anerkendte menneskerettighedsorganisationer Human Rights Watch konkluderer nu, at Israel praktiserer apartheid i Østjerusalem, på Vestbredden og i Gaza. Det er meget skelsættende, fordi det ikke er en politisk dom eller analyse, men en juridisk vurdering af de faktiske forhold og den førte politik over palæstinenserne. Det bør vi som parlamentarikere tage meget alvorligt og handle på. I alt for mange år er Israel sluppet afsted med systematiske krænkelser, og vi, der har kaldt det apartheid, er ofte blevet skammet ud.

Videre hedder det:

Nu har vi sort på hvidt den juridiske vurdering fra en af de mest respekterede organisationer i verden. Der er ikke flere undskyldninger eller figenblade at gemme sig bag.

Bemærk formuleringen ”juridisk vurdering” i begge citater. Som ovenfor beskrevet gør Human Right Watch opmærksom på, at der dagsdato ikke foreligger en juridisk bindende definition af apartheidstat og apartheidforbrydelser.
Human Rights Watch alvorlige påstand om apartheid har endnu tilgode at blive afprøvet ved en domstol. Indtil dette er sket, vil det ikke være helt ved siden at behandle Human Rights Watchs juridiske vurdering som et partsindlæg.
Bemærk også at Human Right Watchs ikke omtaler Israel som et apartheidstyre. Men det afholder ikke de tre danske politikere fra at anbefale, at Danmark skal dømme Israel ude af det gode selskab.

Sikkerhed bør medtænkes

Den over 218 sider lange rapport fra Human Rights Watch og det noget mindre positionspapir fra B’Tselem er knugende læsning om undertrykkelse og ufrihed.
Det skarpe og prisværdige lys på menneskerettigheder efterlader imidlertid andre emner i mørket. I begge rapporter savner jeg en dybere refleksion over dynamikken mellem krig og fred, dvs. afvejning af værdierne frihed, orden og lighed, som indgår i en hver regerings beslutningsproces.
Intifadaen i 2002 er et godt eksempel på, at Israels regering fik travlt med at etablere orden, da begivenhederne var ved at løbe ud af kontrol.
Frihed og lighed blev nedprioriteret til fordel for sikkerhed og orden symboliseret af byggeriet af en mur til at forhindre selvmordsbombere i at krydse Den Grønne Linie mellem Vestbredden og Israel. Formålet var at beskytte israelsk liv og ejendom. Muren var ifølge Israel med til at sætte en stopper for de uhyggelige selvmordsangreb dybt inde i Israel. Ifølge international ret blev den dømt ulovlig.
Da Ariel Sharon trak de israelske soldater hjem fra Gazastriben og nedlagde bosættelserne, havde han ikke drømt om, at palæstinenserne ville bruge friheden til at affyre flere tusinde raketter og missiler med kurs mod civile mål i Israel. Ophør af bosættelser og besættelsen af Gazastriben blev i stedet for fredelig sameksistens forvandlet til et fristed for Hamas og Islamic Jihad.
Rapporterne stiller med god ret skarpt på det israelske ansvar overfor den palæstinensiske civilbefolkning, men undlader at medtænke de palæstinensiske lederes ansvar for at opretholde og forstærke konflikten.
PFLP’s, Hamas og Islamic Jihads uforsonlige linje, der bakkes op af Iran, bør medtænkes, når Israels greb om Gazastriben og Vestbredden skal forstås. Det samme kan siges om Egyptens greb om Gazastriben.
Rapporterne afspejler grundlæggende fraværet af et brugbart koncept til at analysere og forstå den politiske beslutningsproces i et demokrati. Demokratiske regeringer træffer løbende svære valg mellem frihed, orden og lighed. Det gælder også for Israel, der i modsætning til de fleste demokratier befinder sig i en tilstand beskrevet som The War Between Wars.
Se min artikel om værdierne frihed, orden og lighed i politik: Føler du dig politisk hjemløs.

En god portion idealisme

Human Rights Watchs og B’Tselems fortællinger underbelyser systematisk det dynamiske forhold mellem menneskerettigheder og sikkerhedspolitik. Et land i krig handler anderledes end et land i fredstider, hvor orden er etableret og frihed og lighed kan fylde den politiske dagsorden.
Human Rights Watchs afslører derimod en god portion idealisme, der fører til en fortælling frakoblet virkeligheden.

A future rooted in the freedom, equality, and dignity of all people living in Israel and the OPT will remain elusive so long as Israel’s abusive practices against Palestinians persist.

Hamas greb om palæstinenserne i Gazastriben og Ramallahs greb om oppositionen på Vestbredden bringer ikke meget håb endsige belæg for en lysere fremtid for civilbefolkningen i de besatte områder.
I den israelske bevidsthed lever en smertelig erindring om, hvad der skete i samspillet med de arabiske palæstinensere, da de i 1920, 1929, 1936-39 og 1947-48 levede side om side i Palæstina under engelsk styre.
Israelerne har heller ikke glemt sporene fra selvmordsbomberne, der plagede Israel under og lang tid efter Intifadaen.
Tilbagevendende massive raket- og missilangreb fra Hamas og Islamic Jihad giver heller ikke Israel tid til at glemme, at palæstinenserne har intentioner, der ikke harmonerer med menneskerettigheder.

Grebet kan løsnes

Israel har demonstreret, at grebet kan løsnes. Det blev det bl.a. i 1966, da Israel ophævede den militære administration af de arabiske byer og områder i Israel og som nævnt i Gazastriben i 2005.
Det blev det ved indgåelse af fredsaftaler med Egypten og Jordan og med indgåelsen af Oslo-aftalerne.
Israels nye Bennett-Lapid regering har vist, at demokratiet lever i bedste velgående med aftalen med det konservative islamistiske parti Ra’am, der i dag er en del af Israels regering.
Som en del af regeringsaftalen er aftalt, at der skal investeres næsten 100 milliarder kroner de kommende år til fornyelse af de israelsk arabiske samfund og bekæmpelse af kriminalitet. Et område som har været forsømt i årtier.
Der er bl.a. aftalt at åbne op for nybyggeri i de arabiske områder i Israel og om at løsne grebet om ægteskaber, så arabere fra Vestbredden kan gifte sig med arabiske israelere og flytte til Israel. Det sidste punkt er løbet ind i politiske vanskeligheder, men den ny regerings intention er klar.
Sorte svaner som sammen med basislovene går ind og forstyrrer fortællingen om israelsk racisme og apartheid, som begyndte i FN i 1975 med resolutionen ”Zionisme er racisme” og nu er kulmineret med B’Tselems og Human Rights Watchs påstand om apartheid.

Takeaways

B’Tselem og Human Rights Watch har et skarpt fokus på krænkelser af palæstinensernes basale rettigheder, hvilket ikke skal forklejnes.
Men kunne det tænkes, at B’Tselem og Human Rights Watch skarpe lys på menneskerettigheder efterlader andre forklaringer end racehad i mørket?
Kunne det tænkes, at den langvarige konflikt mellem palæstinensere og Israel handler mindre om racehad og apartheid end om to nationers konkurrerende territoriale krav?

Inspiration til videre læsning

Anita Shapiras biografi: Ben Gurion – Father of Modern Israel. Yale University Press (2015).
Anita Shapiras biografi om David Ben-Gurion i New York Thimes.
Jørgen Jensehaugen: Terra Morata: The West Bank in Menachem Begin’s worldview, Contemporary Levant (2020).
Theodor Meron: The West Bank and International Humanitarian Law on The Eve of The Fiftieth Anniversary of The Six-Day War (2017). Cambridge University Press.

Indlægget Vestbredden: Den forbudte historie og en påstand om apartheid blev først udgivet på Israelinfo.

ICC har åbnet en efterforskning

Selv om OPT ikke er forpligtet, bad Bensouda Forundersøgelseskammeret om at tage stilling til spørgsmålet om jurisdiktion.
Der er to grunde til, at hun vælger at inddrage Forundersøgelseskammeret.

• Den første er for at sikre, at spørgsmålet er afklaret fra start, så det ikke dukker op senere.
• Den anden er, at hun ifølge Forundersøgelseskammeret i juridisk forstand allerede havde åbnet en efterforskning, selv om den ikke var offentliggjort

En måned efter den historiske afgørelse meddelte Bensouda den 3. marts 2021, at ICC officielt har indledt en efterforskning af påståede krigsforbrydelser.

International høringsrunde

Spørgsmålet om jurisdiktion har vakt en del international debat og afgørelsen viser, at de tre dommere ikke var enige.
Et flertal bestående af Marc Perrin de Brichambaut fra Frankrig og Reine Adélaïde Sophie Alpini-Gansou fra Benin accepterede præmissen om, at ICC har jurisdiktion i de berørte områder og stemte for med begrundelsen:

PA har tilsluttet sig Rom Statutten og skal derfor behandles som en stat

Péter Kovács fra Ungarn var uenig og stemte imod med begrundelsen:

PA lever ikke op til kravet om at være en ”stat i de territorier, de påståede handlinger foregik

Inden dommerne nåede frem til deres afgørelse, havde de afholdt en international høringsrunde. Af dokumenter i sagen, som dommerne skulle forholde sig til, kan nævnes:

• Bensouda redgørelse på 110 sider med noter
• Det israelske justitsministeriums memorandum om sagen
• Det palæstinensiske selvstyres redegørelse
• Ofre og vidners bidrag
• 43 redegørelser fra stater, organisationer og enkeltpersoner (Amicus Curiae)

Efter læsning blev argumenterne kategoriseret i en pulje for eller imod ICC’s jurisdiktion over de ”besatte palæstinensiske områder”.

Palæstinensere også i søgelyses

Fører ICC en eller flere retssager ud i livet, kan israelerne lide den tort at se deres ledere blive sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Israelerne kan også risikere at lide den tort, at se deres ledere på anklagebænken side om side med ansvarlige fra Hamas, Islamic Jihad og andre palæstinensiske terrororganisationer, der også er i ICC’s kikkert.
De kommer måske også til at se deres ledere i selskab med ansvarlige fra Det palæstinensiske Selvstyre PA, fordi ICC også overvejer at efterforske PA’s politik med at betale dømte terroristers familier et fast månedligt beløb i underhold.

Reaktioner på afgørelsen

Ikke overraskende vakte afgørelsen jubel i Ramallah, der opfatter den som en stor sejr.

Det er en sejr for retfærdigheden og menneskeheden og for ofrenes blod og deres familier, sagde regeringschef Mohammed Shtayyeh, PA.

Afgørelsen vakte vrede i Jerusalem, hvor den israelske premierminister Benjamin Netanyahu straks udsendte en video, hvor han blandt andet sagde, at:

ICC’s efterforskning af Fake-krigsforbrydelser er ren antisemitisme

I Jerusalem lægger jurister og diplomater ikke skjul på, at afgørelsen er dramatisk, og at den er med til at styrke Israels fjender og kritikere.
Se officielle israelske reaktioner
Se også  BICOM’s sammenfatning

Mulige straffesager

Vi ved endnu ikke, hvilke påståede forbrydelser Bensouda og hendes jurister vil lægge ud med at efterforske. Men vi ved, at de vil vælge de sager, som de vurderer, kan føre til en domsafgørelse.
Fra Bensoudas redegørelse ved vi også, at en lang række vidner er blevet hørt, og at Bensouda finder, at der er en rimelig grund til at tro, at der er begået flere grove forbrydelser, som falder ind under ICC’s jurisdiktion.
Ifølge redegørelsen er der tale om grove forbrydelser begået af:

• Ansatte i Israels Forsvar (IDF)
• Israelske politikere og embedsmænd
• Medlemmer af Hamas
• Medlemmer af andre palæstinensiske bevæbnede grupper

Bensoudas konklusion er, at krigsforbrydelser begået af israelere og palæstinensere opfylder kriterierne for at åbne en strafferetlig efterforskning.
Mulige sager mod ansatte i IDF er endnu ikke afklaret, men undersøges fortsat.

Sager i ICC’s søgelys

Af sager i ICC’s søgelys kan nævnes påståede krigsforbrydelser begået af IDF:

• Gazakrigen 2014 – mindst tre tilfælde af disproportionale angreb og overlagte drab
• March of Return demonstrationer – 200 dræbte personer herunder 40 børn og flere tusinde sårede

Påståede krigsforbrydelser begået af ansvarlige israelske myndigheder:

• Vestbredden herunder Østjerusalem – bosættelse af israelske civile under den israelske besættelse

Påståede krigsforbrydelser begået af medlemmer af Hamas og andre palæstinensiske terrororganisationer:

• Drab på civile og ødelæggelse af civile genstande (bl.a. raketangreb)
• Menneskeskjold – brug af civile som skjold under krigshandlinger
• Beskyttede personer – overlagt frarøvelse af ret til en fair og ordentlig rettergang
• Overlagte drab, tortur og umenneskelig behandling af beskyttede personer.

Fakta om ICC’s mandat

ICC efterforsker ikke lande, men har ifølge Rom Statutten mandat til at retsforfølge personer, som er ansvarlige for:

• Folkedrab
• Forbrydelser mod menneskeheden
• Krigsforbrydelser
• Aggression

Tre forudsætninger skal opfyldes før ICC kan indlede en strafferetlig efterforskning:

• At ICC har myndighed til at dømme i sager om grove forbrydelser i et område
• At den påståede kriminelle handling er alvorlig nok i forhold til Rom Statuttens bestemmelser
• At FN eller en ICC-medlemsstat har bedt ICC om at se på en sag

ICC’s medlemsstater

Hverken Israel, USA, Rusland eller Kina eller de fleste asiatiske lande er medlemmer af ICC, der i dag består af 123 medlemsstater:

• 33 – Afrikanske stater
• 19 – Asiatiske Stillehavsstater
• 18 – Østeuropæiske stater
• 28 – Latinamerikanske og Caribiske stater
• 25 – Vesteuropæiske og andre stater

Palæstina blev den 1. april medlemsstat nr.123 i ICC. En begivenhed, som i ICC ikke gav anledning til kritik, men udenfor ICC blev beslutningen mødt med kritik af bl.a. Canada, USA og Israel.
Det faldt kritikerne for brystet, at palæstinenserne blev anerkendt som en medlemsstat, fordi der ikke eksisterer en palæstinensisk stat, som er anerkendt ifølge international lov.

Politisk anerkendelse af Palæstina

PA har i årevis arbejdet for, at Palæstina bliver anerkendt som palæstinensernes stat. Med Palæstina menes en stat, der geografisk dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Hamas, PFLP og de andre palæstinensiske terrororganisationer anerkender ikke PA’s politiske mål om en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Ifølge Bensoudas redegørelse anerkender 137 stater Palæstina som en stat, dvs. de har tilkendegivet, at palæstinenserne bør have deres egen stat, der dækker Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben.
Israel anerkender ikke en palæstinensisk stat. Det gør USA og en række andre lande heller ikke. Danmark var med til at beslutte, at Palæstina blev medlem af ICC, men har ikke politisk anerkendt Palæstina som en stat.
Anerkendelsen er polititisk, mens en international juridisk anerkendelse er mere kompliceret, hvilket Forundersøgelseskammerets dom afspejler.
Se dansk debat om anerkendelse af Palæstina: Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat

Stridens kerne: Medlemsstat nr.123

Syv medlemsstater har i deres høringssvar tilkendegivet, at de ikke mener, at Palæstina er en stat i henhold til Rom Statutten.
Argumentet afvises af Forundersøgelseskammeret, der gør opmærksom på, at de syv lande Ungarn, Uganda, Australien, Tjekkiet, Østrig, Brasilien og Tyskland ikke gjorde indsigelser, da ”Den palæstinensiske Stat” den 1. april 2015 blev budt velkommen som medlemsstat nr.123 i ICC.
Stridens kerne i debatten og de mange indsigelser mod ICC’s involvering i Palæstina-Israel konflikten er:

• Uenighed om PA/Palæstina er en stat

En normativ stat

Debatten viser, at ordet stat både bruges i en normativ (politisk) og i en beskrivende (juridisk) betydning, hvilket giver anledning til en del forvirring.
Den normative eller politiske vinkel er:

• Palæstinenserne bør have eller bør anerkendes som en stat
• Palæstinenserne har ret til selvbestemmelse og dermed en stat

Heroverfor står den juridiske og beskrivende tilgang, der holder sig til Folkerettens definition af en stat, som blev formuleret i Montevideo-konventionen af 1933.

Folkerettens kriterier

Ifølge Folkeretten skal en stat have:

• En befolkning
• Et territorium
• En regering
• Evnen til at samvirke med andre stater

Palæstinenserne er en befolkning, de har en regering og evnen til at samvirke med andre stater, men har palæstinenserne et territorium eller er det et omstridt område, som både palæstinensere og Israel gør krav på?
Se Forsvarsakademiets Introduktion til Folkeret

Bensoudas position

I chefanklagerens redegørelse kan man læse, at hun er på det rene med, at Palæstina ikke er en stat i Folkerettens betydning, men kun en stat i den betydning, som FN har anerkendt.
Bensoudas position er, at Palæstina lever op til Rom Statuttens kriterier for en medlemsstat i og med FN i 1989 anerkendte det palæstinensiske selvstyre som en ”non-member observer State”.
Det er denne anerkendelse, der er PA’s adgangsbillet til medlemskab af diverse FN-organisationer inklusive ICC og andre internationale organisationer.
I anklagerens vægtskål vejer det også:

• at 137 lande anerkender Palæstina som en stat
• at FN og andre internationale organisationer definerer det palæstinensiske territorie som Vestbredden, Østjerusalem og Gaza.

Ramallah er af samme opfattelse og har på denne baggrund overdraget ICC jurisdiktion over ”Den palæstinensiske Stat” ved sin tiltræden til Rom Statutten og efterfølgende lagt sag an mod Israel.

Israels position

Israels position er, at Vestbredden er et omstridt område, som både palæstinenserne og israelerne gør krav på.
Israel anerkender ikke, at ICC har jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza Striben.
Ifølge Israel kan ICC kun efterforske forbrydelser begået i eller fra geografiske områder, som suveræne stater overdrager til den internationale anklagemyndighed.
Israels position kender vi fra et memorandum, som den israelske statsanklager dr. Avichai Mandelblit offentliggjorde samme dag, som Bensouda den 20. december 2019 afleverede sin redegørelse til Forundersøgelseskammeret.
Vi kender også Israels position fra politiske tilkendegivelser.

Israel rejects the decision of the @IntlCrimCourt (#ICC) regarding the scope of its territorial jurisdiction on the Israeli-Palestinian conflict.

📎Full statement: https://t.co/26NmRvog35 pic.twitter.com/3sKEDqwMIi

— Israel Foreign Ministry (@IsraelMFA) February 9, 2021

Palæstina er ikke en stat

Det israelske udenrigsministerium gjorde det straks klart, at Israel aldrig har tilsluttet sig Rom Statutten og derfor ikke er forpligtet i forhold til ICC’s beslutninger.
Ministeriet betonede også i overensstemmelse med Mandelblits memorandum, at palæstinenserne ikke har en stat (are not a state).
Israel opfatter PA’s anmelde af Israel for påståede krigsforbrydelser som:

en kynisk handling uden lovmæssig gyldighed

Premierminister Netanyahu går et skridt videre og beskylder Bensouda for at have gjort ICC til:

et politisk redskab til at deligitimere staten Israel

Forundersøgelseskammeret inviterede Israel til at fremsende kommentarer til spørgsmålet om ICC’s jurisdiktion over Vestbredden, Østjerusalem og Gaza-Striben.
Israel har ikke ønsket at fremsende en kommentar, men offentliggjorde i stedet for Mandelblits memorandum på Justitsministeriets hjemmeside.
Se det israelske udenrigsministeriums og justitsministeriums synopsis.

Bensouda tager en genvej

Ifølge Mandelblit er en ”non-member observer State” ikke det samme som en i international ret anerkendt stat.
Den israelske statsadvokat beskylder ICC’s chefanklager for at skyde genvej ved at forlade sig på FN’s normative statsbegreb, der ikke er bindende.

FN’s anerkendelse af den Palæstinensisk Stat er en normativ anerkendelse af, at palæstinensernes bør have deres egen stat.
FN’s resolutioner gentager igen og igen, at der er tale om en fremtidig stat, der skal realiseres ved fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina.

Israels hovedpåstand er, at:

En suveræn palæstinensisk stat eksisterer ikke, hvorfor forudsætningen for rettens jurisdiktion ikke kan opfyldes

PA’s manglende kontrol over Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben fremhæves yderligere som argument for, at Ramallah ikke er en stat i den Westfalske betydning: En territorialstat.
Desuden, argumenterer Mandelblit, har PA ikke jurisdiktion over israelere eller over Zone A og Østjerusalem ifølge Oslo-aftalen mellem Israel og PA.
Se bl.a. FN-resolution af 29. november 2012 om Palæstinas status i FN og resolution af 30. november 2018 om en fredelig løsning på spørgsmålet om Palæstina.

Israel har gyldige juridiske krav

Den israelske opfattelse – som ofte overses – er, at der som omtalt er tale om omstridte områder, som begge parter gør krav på.
Ifølge Mandelblit har ”Israel gyldige juridiske krav til de områder”, som PA overdrager til ICC.
Når Avichai Mandelblit taler om “omstridte områder” i stedet for “de besatte palæstinensiske territorier”, så følger han en specifik israelsk tråd, der blev dannet af professor Yehuda Blum og tidligere statsanklager og Højesteretsdommer Meir Shamgar.
Blums og Samgars påstand er, at Vestbredden er noget unikt (sui generis), som Genévekonventionen ikke kan overføres på.  Argumentet er, at et erobret område kun bliver til et besat område, hvis det er erobret fra en stat med suverænitet over området.
Teorien bestrider, at Jordan har haft suverænitet over Vestbredden, der i denne optik derfor ikke er et besat område, som Genévekonvention, der handler om beskyttelse af civilbefolkningen under en fremmed magts besættelse, gælder for.
Israel står noget alene i verden med denne opfattelse, som Avichai Mandelblit bygger sit memorandum på. Teorien deles heller ikke af den israelske Højesteret, der rutinemæssigt anerkender, at Vestbredden er et område under fjendtlig besættelse (belligerent occupation).
Ikke desto mindre er teorien blevet bredt accepteret i Israel og den ligger til grund for skiftende israelske regeringers politik. Blums og Shamgars teori er vigtig at have in mente, når de israelske argumenter skal afkodes.
Se Theodor Meron dybdegående diskussion af sui generis-argumentet i Vestbredden og international humanitær lov fra 2017.

Med diplomatiske midler

De 137 lande, som officielt har anerkendt Palæstina som en stat, køber ind på det normative statsbegreb: Palæstinenserne bør have en stat i de omstridte områder.
De pågældende lande er som FN klar over, at anerkendelsen er en politisk markering, der endnu ikke er juridisk gyldig i henhold til international lov.
Ramallah ved det også. Siden den væbnede kamp mod Israel blev opgivet til fordel for det palæstinensiske selvstyre, har Ramallah dygtigt spillet på FN’s forpligtelse på en to-stats-løsning gennem en omfattende diplomatisk offensiv for international anerkendelse.
At 137 lande officielt anerkender Palæstina som en stat viser, at palæstinensernes anstrengelser bærer frugt.
Palæstinensernes status i FN-systemet herunder ICC viser, at det er lykkedes palæstinenserne at vinde politisk gehør med diplomatiske midler.

Krigsforbrydelser er i en liga for sig

Man kunne måske få den mistanke, at Bensouda og de to dommere i Forundersøgelseskammeret er gået i en politisk fælde, når de forlader sig på det normative statsbegreb.
Ifølge ICC vejer et andet hensyn tungere end spørgsmålet om PA/Palæstina er en stat. Den bærende antagelse i den 110 sider lange argumentation er, at:

hensynet til ofrene, retfærdigheden og de grove krigsforbrydelser vejer tungest

Videre er det opfattelsen, at Oslo-aftalen ikke begrænser ICC:

Oslo-aftalen betyder ikke en indskrænkning af ICC’s jurisdiktion i sager om krigsforbrydelser

Forundersøgelseskammeret deler Bensoudas grundlæggende antagelse, at krigsforbrydelser er i en liga for sig og bør efterforskes på trods af parternes stridigheder.
Ifølge Forundersøgelseskammeret er det et arbejdsvilkår for domstolen, at kendsgerninger og situationer, der bringes for domstolen, udspringer af kontroversielle sammenhænge, hvor de politiske stridspunkter både er følsomme og latente.
ICC’s position er, at retsvæsenet ikke kan trække sig tilbage, når det konfronteres med pålidelige oplysninger, der underbygger påstande om krigsforbrydelser.

Dommer Merons opfattelse

ICC’s position ligger på linje med den internationalt anerkendte og højt respekterede dommer og professor Theodor Merons opfattelse af forholdet mellem stat og krigsforbrydelser:

• juridisk og politisk anerkendelse af en stat er én sag
• overtrædelse af Genève-konventionerne er en helt anden sag

En opfattelse Theodor Meron fremførte allerede i 1967, og som han gentog 50 år senere den 13. juli 2017 i et brev til direktør Peter Wertheim fra de australske jøders paraplyorganisation ECAJ.
Theodor Merons opfattelse er en nøgle til at forstå ICC’s position og formål, der er at dømme ansvarlige personer, der begår grove forbrydelser i henhold til Rom Statutten og internationale love.
Theodor Meron position i forhold til Forundersøgelseskammerets afgørelse kender vi ikke. Vi kan derfor ikke sige noget om, om han bifalder Bensoudas opbygning af argumentationen, der førte til 2-1 afgørelsen i Forundersøgelskammeret.
Men vi kan sige, at Theodor Meron ikke juridisk anerkender de israelske argumenter, der legaliserer bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem, hvilket han allerede fortalte den israelske regering i 1967.

En tophemmelig opgave

Få måneder efter, at israelske soldater i 1967 erobrede Østjerusalem og den øvrige Vestbred, fik en ung juridisk rådgiver i det israelske udenrigsministerie en tophemmelig opgave af daværende premierminister Levi Eshkol fra Arbejderpartiet (Mapai).
Baggrunden var diskussioner i den israelske regering om, hvad man skulle stille op med de erobrede landområder og den store arabiske befolkning.
Under den seks dages korte krig med de arabiske nabolande erobrede Israel Golan-højderne fra Syrien, Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan og Gazastriben og Sinai-halvøen fra Egypten.
Regeringen ville gerne vide, hvilke muligheder der var for at bosætte palæstinensiske flygtninge i El Arish i det nordlige Sinai.
Desuden ønskede den at afsøge mulighederne for at etablere jødiske bosættelser i de besatte områder.

Merons meritter

Den delikate opgave blev tildelt den 37-årige polsk fødte Theodor Meron, der i dag er højt respekteret og anerkendt for sin indsats i international strafferet og humanitær folkeret.
Theodor Meron er tidligere præsident for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, der dømte krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien.
Han har også varetaget hvervet som dommer for appelkamrene for ICC i forbindelse med sagen om folkedrab i Rwanda. Senest har han beklædt posten som præsident for FN’s krigsforbrydertribunal.
I 1967 skulle han rådgive den israelske regering i spørgsmålet om bl.a. jødisk bosættelse i de nylig besatte områder.

Konklusionen var entydig

Theodor Merons konklusion var entydig:

Civile jødiske bosættelser i de ”administrerede territorier” strider eksplicit mod den fjerde Genèvekonvention, der handler om beskyttelse af civile i krig

Theodor Meron satte fingeren på den sidste paragraf i artikel 49.
Ifølge denne paragraf må en besættelsesmagt ikke overføre dele af dets egen civilbefolkning til områder, som er besat af den pågældende stat.
Formålet med paragraffen, der i 1958 blev tilføjet den fjerde Genèvekonvention fra 1949, er et ønske om at forhindre en praksis, der opstod under 2.verdenskrig, da:

“visse magter” af politiske og racemæssige grunde ønskede at kolonisere besatte områder og lande

Israel har tilsluttet sig den fjerde Genèvekonvention, men ikke implementeret den i israelsk lovgivning.

Verden er meget følsom

Begrundelsen for forbuddet er, at en overførelse eller kolonisering vil forringe den økonomiske situation for den oprindelige befolkning og være til fare for dens eksistens.
Theodor Meron anbefaler, at Israel begrænser sig til en militær tilstedeværelse på de besatte territorier.

verden er meget følsom overfor jødisk bosættelse i de administrerede territorier

Således oplyst valgte skiftende israelske regeringer at se bort fra Theodor Merons anbefaling.
Se Theodor Merons memorandum
Se også kommentarer til artikel 49 paragraf 6 af 1958.

Bosættelser er mainstream

Bosættelser er i dag officiel israelsk politik og populært i store dele af den israelske befolkning, der ikke siger nej til gode og billige statsstøttede boliger og Communities på Vestbredden.
Over 50 års besættelse af Vestbredden har hærdet den israelske befolkning og politikere, der ikke ser nogen grund til at gå stille med dørene af hensyn til omverdenen og en paragraf i en konvention.
Det anslås, at Israel har bosat over 620.000 jødiske israelere i over 200 bosættelser, der ligger spredt ud over Vestbredden i det såkaldte område C.
Se interaktiv kort over de israelske bosættelser fra B’Tselem.

Domstolens perspektiv

I Theodor Merons og ICC’s perspektiv handler spørgsmålet om jurisdiktion alene om domstolens muligheder for at kunne dømme enkeltpersoner.
Afklaring af jurisdiktion skal tjene det ene formål at gøre det muligt for retten at fastslå et individs kriminelle ansvar.
ICC’s afgørelse om jurisdiktion har ingen gyldighed uden for rettens formål og virke.

Formålet med Rom Statutten

Formålet med Rom Statutten er at gøre det muligt for ICC at efterforske grove internationale forbrydelser og at stille de ansvarlige personer for retten:

• når en medlemsstat ikke selv magter det eller
• en stat med et fungerende retssystem ikke selv gør det.

En stat kan indlede egne strafferetslige efterforskninger, hvilket ICC er forpligtet til at respektere, men finder ICC, at staten dækker over enkeltpersoners forbrydelser, kan ICC tage sagen op.
Rom Statutten definerer ikke, hvad en stat er. Ifølge Forundersøgelseskammeret og Bensouda, har ICC ikke mandat til at taget stats-spørgsmålet op.
Antagelsen – det Avichai Mandelblit kalder en genvej – er, at ICC i stedet for må forlade sig på FN Generalforsamlingens procedure og anerkendelse af Palæstina som en stat i forhold til FN-systemet, herunder ICC.
Det er denne fremgangsmåde, som også præsidenten for Forundersøgelseskammeret Pèter Kovács finder utilstrækkelig og opponerede imod.

FN’s resolutioner er ikke juridisk bindende. Anklageren referere til “soft law” dokumenter, som er favorable overfor palæstinenserne, men ikke desto mindre ikke-bindende. Det lovmæssige billede som præsenteres synes i hovedsagen at tilhøre de lege ferenda (latin for ‘i overensstemmelse med loven, som den burde være’ red.), dommere skal ikke basere deres afgørelser på sådane “love”.

Se især afsnit II nr.3 og 6 i Péter Kovács redgørelse

Israel vil kæmpe imod ICC

Israel ser med stor alvor og bekymring på ICC’s beslutning, der betragtes som en strategisk udfordring.
Allerede den 22. december 2019 besluttede regeringen, at ICC hører hjemme i sikkerhedskabinettet, og at alle drøftelser og beslutninger blev klassificeret som tophemmelige.
– Hundredevis af israelere inklusive mig selv kan blive sigtet for krigsforbrydelser, sagde forsvarsminister Benny Gantz den 3. marts 2021, da Bensouda offentliggjorde, at ICC har indledt en efterforskning.
Han lovede i samme moment, at regeringen ville gøre alt for at beskytte israelske statsborgere mod ICC.

ICC’s historiske afgørelse presser Israel

ICC’s historiske afgørelse presser Israel på flere fronter, men især spørgsmålet om bosættelserne er vidtrækkende og kan ramme Israel som en boomrang med alvorlige konsekvenser for de politikere og embedsmænd, der siden 13. juni 2014 har haft og fremover vil have ansvaret for bosætning af civile israelere på Vestbredden.
Den israelske regerings udtalelser om at kæmpe imod ICC er mere end tomme ord under den israelske valgkamp. Tirsdag den 16. marts 2021 landede Israels præsident Reuven Rivling og forsvarschef Aviv Kochavi IDF i Europa for at begynde en diplomatisk tur til Tyskland, Østrig og Frankrig.
Emnerne for de diplomatiske drøftelser er den stigende trussel fra Hizbollah i Libanon, Iran’s atomprogram og ICC’s efterforskning.
Dagsordenen vidner om den alvor, hvormed Israel ser på ICC’s efterforskning.
Om Israels historie se: Israel – ung og ældgammel

Indlægget Historisk afgørelse presser Israel blev først udgivet på Israelinfo.

I august 2018 vedtog Den Europæiske Union (EU) en antiterrorklausul, der nu begynder at slå igennem. EU vil med klausulen sikre, at bevillinger til civile organisationer ikke misbruges til finansiering af til terror og terrorister:

Tilskudsmodtagere og entreprenører skal forsikre, at underleverandører, personer, herunder deltagere i workshops og/eller træning og modtagere af økonomisk støtte til tredje part, ikke er registreret på EU’s lister over restriktive foranstaltninger.

Det burde være en formel sag for humanitære organisationer at imødekomme EU’s krav om ikke at støtte terror.

Det er det også for alle andre NGO’er end de palæstinensiske. Som de eneste i verden afviser palæstinensiske NGO’er at skrive under på EU’s antiterrorklausul.

Det er der en god – om end tragisk – forklaring på.

Se antiterrorklausul: Annex 2, Artikel 1, afsnit 1.5 bis.

EU’s blinde plet

Ifølge israelske NGO Monitor i Jerusalem er palæstinensiske NGO’ers bånd til terrororganisationer mere reglen end undtagelsen.

En kendsgerning som sent begynder at dæmre i Europa.

I Europa er civile organisationer vigtige aktører i samfundet. Europæiske lande og EU har derfor et positivt syn, der forhindrer dem i at se, at palæstinensiske terrororganisationer bruger NGO’er til at legitimere og styrke deres ideologiske og militære mål, siger vicepræsident Olga Deutsch, NGO Monitor til Israel-Info.

Dette positive eller måske naive syn har kostet europæiske skatteborgere mange penge, der er gået til at styrke terrororganisationers indflydelse i civilsamfundet.

I perioden 2011-2019 har EU ifølge NGO Monitor bevilliget mindst 37 millioner euro eller lidt over 275 millioner kroner til palæstinensiske NGO’er, der er etableret af eller har tilknytning til terrororganisationer som PFLP og Hamas.

Det vil sige, at europæiske skatteborgere i årevis har betalt til palæstinensiske NGO’er drevet af eller med tilknytning til terrororganisationer.

Se rapport om EU finansering af NGO’er med forbindelse til terrororganisationer siden 2011 og NGO Monitors analyse af EU’s støtte til palæstinensiske NGO’er i 2019.

PFLP bag succesrigt netværk af NGO’er

Den marxistisk-leninistiske terrororganisation Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) vækker især opmærksomhed, fordi den har været ekstrem god til at spinne guld og goodwill på Vestens værdier og idealer om menneskerettigheder, retfærdighed, civile samfund og humanisme.

PFLP anses for at stå bag et succesrigt netværk af NGO’er, der blandt palæstinenserne giver terrororganisationen legitimitet og penge at gøre ”godt” med.

PFLP blev etableret i 1967 og blev kendt for en række opsigtsvækkende flykapringer og andre terrorhandlinger.

I 1978 afstod PFLP officielt fra terror og aktioner uden for Palæstina, der ifølge PFLP omfatter nuværende Israel, Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Det har dog ikke påvirket holdningen i en række lande herunder USA, Canada, Israel og EU, der har klassificeret PFLP som en terrororganisation.

I Danmark i 1970’erne og 1980’erne begik den såkaldte Blekingegadebande væbnede røverier og smuglede udbyttet ned til PFLP, der dengang blev støttet af kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina.

I dag ledes PFLP fra Syrien og støttes af Assad-regimet og Iran – og indirekte af vestlige donorer via støtte til NGO’er.

NGO Monitors afdækning af palæstinensiske NGO’ers relationer til PFLP og andre terrororganisationer afvises af palæstinenserne og andre, der mener, at NGO Monitor sammen med den israelske højrefløj fører en smædekampagne mod de palæstinensiske NGO’er.

Se også danske kommunisters positive beskrivelse af PFLP.

ELSC i Amsterdam

Således kalder The European Legal Support Center (ELSC) med base i Amsterdam den israelske fortælling om tætte bånd mellem terrororganisationer og NGO’er for en smædekampagne.

Det kan man læse i en juridiske vurdering af antiterrorklausulens konsekvenser for de palæstinensiske NGO’er, som ELSC har foretaget.

ELSC vurderer at:

• EU i modsætning til USA er mere påpasselig med ikke at løbe med påstande fra israelske ”lawfare” organisationer.
• EU er mindre tilbøjelig til at kriminalisere NGO’er og til at beskrive dem som sponsorer af terrororganisationer.

Efter en gennemgang af antiterrorklausulen konkluderer ELSC, at klausulen ikke ændrer på de palæstinensiske NGO’ers muligheder for fremtidige EU-bevillinger.

En nærmere forklaring på dette findes i EU’s  restriktive foranstaltninger (sanktioner), der blev vedtaget efter 9/11 2001.

Se også NGO Monitors beskrivelse af ELSC.

Syv palæstinensiske terrororganisationer

Siden 2001 har EU indført sanktioner mod personer og organisationer, som har været involveret i terror eller på anden måde bidraget til terror.

Blandt palæstinensiske organisationer er syv opført på EU’s terrorliste:

• Abu Nidal Organisation (ANO)/Fatah – Det Revolutionære Råd
• Al-Aqsa Martyrernes Brigade
• Hamas
• Palæstinensisk Islamisk Jihad
• Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP)
• Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Generalkommandoen
• Al-Aqsa Fonden (international organisation der rejser penge til Hamas. Etableret i Tyskland).

Disse syv palæstinensiske organisationer opfattes af EU som terrororganisationer, men som ELSC gør opmærksom på, inkluderer EU ikke palæstinensiske personer på terrorlisten.

Se mere om de palæstinensiske organisationer.

Politisk tilknytning

ELSC citerer EU’s repræsentant Thomas Niklasson for på et møde den 16. december 2019 med den palæstinensiske paraplyorganisation PNGO, der ifølge egne oplysninger repræsenterer 140 civile organisationer på Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, for følgende vurdering:

Da der ikke er inkluderet palæstinensiske individer på EU-listen, giver klausulen ikke anledning til yderligere forpligtelser (end, at der ikke må overføres midler til de syv på listen) eller forventninger fra EU’s side om, at vi vil diskriminere mod en person på grund af politisk tilknytning

Formuleringen politisk tilknytning er vigtig, da den viser, at EU accepterer sondringen mellem en terrororganisations militære arm og politiske arm a la irske IRA og Sein Fein.

Flere lande er i de senere år gået bort fra at sondre mellem en legal politisk arm og en illegal militær arm.

Senest har Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Slovenien og de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen forbudt libanesiske Hezbollah i sin helhed. Modsat EU, der tillader Hezbollah’s politiske arm at operere i Europa.

I alt har over 30 lande forbudt både Hezbollahs militære og politiske organisationer.

Palæstinensisk lawfare

Thomas Niklassons tolkning af antiterrorklausulen understøttes af EU’s udenrigstjeneste.

ELSC citerer Paloma Portela fra EU’s External Action Service for at forsikre en gruppe ledere af palæstinensiske NGO’er om, at klausulen ikke ændrer noget:

klausulen indfører ikke nye eller andre forpligtelser for EU begunstigede i Palæstina

Forsikringen blev ifølge ELSC givet på et møde den 22. januar 2020 i Bruxelles.

Til stede på mødet var også Giovanni Fassina, der er direktør i ELSC, som i januar 2019 blev etableret af europæiske jurister og – værd at bemærke – palæstinensiske PNGO.

Formålet med ELSC er officielt at yde gratis bistand til organisationer og bevægelser, der i Europa støtter den palæstinensiske sag.

Mødet med EU’s udenrigstjeneste viser, at ELSC ikke begrænser sig til juridisk støtte til den palæstinensiske solidaritetsbevægelse i Europa, men også agerer EU-lobbyist for PNGO.

PNGO i seng med PFLP

Ifølge NGO Monitor er mindst fem medlemsorganisationer i PNGO frontorganisationer for PFLP, dvs. etableret eller drevet af terrororganisationen.

De fem NGO’er er:

• Union of Agricultural Work Committees (UAWC)
• Health Work Committees (HWC)
• Addameer
• Al-Dameer
• Union of Palestinian Women-s Committees (UPWC)

Både UAWC og HWC er repræsenteret i PNGO’s bestyrelse og Addameer oplyser, at organisationen har en ledende rolle (executive member) i PNGO.

Sammenfald mellem PFLP og PNGO viser også, at ELSC indgår i PFLP’s vidtforgrenede netværk af NGO’er, der deltager i såkaldt juridisk krigsførelse (lawfare).

Se NGO Monitors dokumentation for de fem NGO’ers tilknytning til PFLP: UAWC, HWC, Addameer, Al-Dameer, UPWC og ELSC.

Antiterrorklausul uden effekt

Ifølge ELSC og de citerede EU-repræsentanter kan palæstinensiske NGO’er fortsat se frem til at modtage støtte fra EU, hvis de blot underskriver klausulen, der vurderes ikke at have nogen effekt i virkelighedens verden.

Olga Deutsch er enig i vurderingen af antiterrorklausulen:

Den har ingen effekt, da EU’s muligheder for sanktioner kun gælder terrororganisationer som f.eks. Hamas og PFLP, men ikke NGO’er og personer tilknyttet terrororganisationer.

Hun håber, at EU i lighed med de syv europæiske landes forbud mod Hezbollah vil begynde at se på de palæstinensiske terrororganisationer og NGO’er i sin helhed.

Man skal se på hele organisationen. Hvem er i bestyrelsen, hvem er ansat, hvem arbejder NGO’en sammen med, hvem deltager, og hvem bidrager. Er NGO’en etableret af en terrororganisation, deltager medlemmer fra f.eks. PFLP og Hamas på kurser, eller er de ansat og får løn. Hvilke aktiviteter står NGO’en for. Spreder den had, antisemitisme og forherliger vold etc.

Fransk-tysk pris til leder af NGO, der forherliger terror

Olga Deutsch nævner et aktuelt eksempel på, at europæiske lande har svært ved at se hele billedet, når det kommer til palæstinensiske NGO’er.

Den fransk-tyske menneskerettighedspris 2020 blev blandt andre givet til Issam Younis for 30 års engagement for menneskerettigheder og retssamfund.

Trods de fine ord om menneskerettigheder og retssamfund er Issam Younis direktør for Al Mezan Center for Human Rights i Gaza. En NGO med tætte relationer til PFLP, Hamas og Islamic Jihad. Ansatte forherliger offentligt vold og Al Mezan, der modtager massiv støtte fra europæiske regeringer, fører aktiv ”lawfare” mod personer og Israel, siger Olga Deutsch.

Hun går ikke så langt som at kalde Al Mezan for en frontorganisation for en af de tre nævnte terrororganisationer, men hun finder det foruroligende, at Tyskland og Frankrig hædrer Issam Younis, der er leder af en NGO, hvis bestyrelsesmedlemmer, ledere og ansatte offentligt promoverer antisemitisme, hylder mord på israelske civile og glorificerer drabsmændene.

Dette alene burde ifølge Olga Deutsch diskvalificere Al-Mezan fra at modtage opmuntring og støtte fra andre landes regeringer og fra retten til at deltage med bidrag til bl.a. FN og Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Se NGO Monitors dokumentation for Al-Mezan tilknytning til terrororganisationer.

Europa er ved at åbne øjnene

Trods den europæiske ambivalens er hun optimist. Hun ser det som en proces for EU og de europæiske lande.

Foruden de syv europæiske landes forbud mod Hezbollah i sin helhed, nævner Olga Deutsch to andre eksempler til efterfølgelse:

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen indførte i 2018 nye kriterier for støtte til palæstinensiske NGO’er, og i Frankrig har regeringen netop forbudt en NGO, fordi den promoverede en hadfyldt atmosfære, siger Olga Deutsch.

Den franske NGO er menneskerettighedsorganisationen: ”Association de défense des droits de l’homme – Collectif contre I’islamophobie en France” med hjemsted i forstaden Saint-Denis nord for Paris.

Efter 20 års promovering af radikal islamisme, antisemitisme og manglende offentlig afstandstagen fra vold herunder halshugningen den 16. oktober 2020 af den franske lærer Samuel Paty, besluttede den franske regering den 2. december 2020 at forbyde NGO’en.

Under kritik fra flere danske NGO’er og partier i folketinget indførte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance nye og skrappere kriterier for støtte til palæstinensiske NGO’er.

Det skete efter en undersøgelse af 24 danskstøttede NGO’er i Israel og Palæstina. De nye kriterier reducerede antallet af danskstøttede NGO’er til syv mod tidligere 23.

Se kilderne til debatten i Folketinget om støtte til palæstinensiske NGO’er.

Brev til EU’s præsident

Olga Deutsch har ikke noget imod, at Europa støtter palæstinensiske og israelske NGO’er, men hun sætter grænsen ved terrororganisationers brug og misbrug af NGO’er.

NGO’er er værdifulde aktører i et samfund, men de palæstinensiske ledere svigter deres befolkning, når de gør NGO’er til redskaber i deres kamp.

Og de bedrager EU og andre donorer, kunne man tilføje. Det er i hvert fald indholdet i et brev, som NGO Monitor den 30. april 2020 sendte til EU’s præsident Ursula von der Leyen.

I brevet peger NGO Monitor på det uholdbare i, at EU finansierer og legitimerer NGO’er og personer med tilknytning til terrorgrupper under henvisning til, at EU ikke blander sig i enkeltpersoners politiske forhold.

Det uholdbare i EU’s holdning illustreres med et aktuelt eksempel:

Den 23. august 2019 blev 17-årige Rina Schnerb dræbt af en vejsidebombe, der blev bragt til sprængning, da hun sammen med sin far og bror var taget på en naturvandring til en kilde nær bosættelsen Dolev på Vestbredden. Far og bror blev alvorligt såret, men overlevede.

PFLP bag drab og NGO

Fire måneder efter, at vejsidebomben dræbte den 17-årige israelske pige, blev 50 medlemmer af et PFLP terrornetværk på Vestbredden anholdt.

Blandt de anholdte var personer, som israelske myndigheder mente stod bag terrorhandlingen, som dræbte Rina Schnerb og sårede hendes far og bror.

Flere af de anholdte PFLP-medlemmer beklædte eller havde beklædt indflydelsesrige poster i PNGO-medlemsorganisationer.

I brevet nævnes specifikt NGO’en Health Work Committees (HWC) og NGO’en Bisan Center for Research and Development. De anholdte NGO’ere arbejdede som revisorer og finansdirektører med ansvar for håndtering af bevillinger fra regeringer og EU og private organisationer.

HWC er en søsterorganisation af Union of Health Workers Commitees (UHWC), der har hjemsted i Gaza, mens HWC arbejder på Vestbredden. Ifølge Fatah og USA er både UHWC og HWC frontorganisationer for PFLP.

Israel erklærede HWC for en ulovlig terrororganisation allerede den 9. juni 2015.

NGO-direktør bag terror

EU har imidlertid set med milde øjne på HWC og helt frem til 2019 støttet HWC med penge og legitimitet, som det fremgår af brevet til EU’s præsident.

For at understrege budskabet fremføres det yderligere i brevet, at HWC’s finansielle og administrative direktør og bestyrelsesmedlem i PNGO Walid Hanatsheh (Abu Ras) var blandt de 50 anholdte fra PFLP-terrornetværket.

Den 51-årige Walid Hanatsheh boede ikke langt fra det sted, hvor vejsidebomben var placeret. Walid Hanatsheh er ikke en hvem som helst.

Han sigtes i sagen for at være seniormedlem af PFLP og ansvarlig for finansiering, planlægning og ledelse af terrornetværkets mange angreb på civile israelere – herunder vejsidebomben, der dræbte den 17-årige pige Rina Schnerb.

Se HWV’s fordømmelse af anholdelsen af Walid Hanatsheh.

EU afviser anklager

Den 9. juni 2020 modtog NGO Monitor et svar på brevet til EU-præsident Ursula von der Leyen, der dog ikke selv svarede, men havde sendt brevet videre til fungerende direktør Maciej Popowski for afdeling for EU’s sydlige nabolande.

Påstande, om at EU støtter tilskyndelser til eller terror, er ubegrundede og uacceptable, og vi afviser på det kraftigste enhver sådan antydning, svarede Maciej Popowski.

Han begrunder sit svar med de omfattende regler og kontrolforanstaltninger, som EU’s bevillinger er omgærdet af.

Trods den kontante afvisning bløder Maciej Popowski sit svar op ved til slut at fortælle, at EU har modtaget flere henvendelser, og at EU’s repræsentanter i Israel og på Vestbredden og i Gaza er blevet bedt om at se grundigt på sagen (look deeply into the matter).

Den 9. oktober 2020 bekræfter EU’s kommisær for naboskab og udvidelse Olivér Várhelyi i et svar til Europa Parlamentet, at der foregår en undersøgelse af af konkrete sager i Palæstina om påstået misbrug og omgåelse af betingelserne for støtte fra EU.

Vi venter spændt på resultatet af EU’s interne undersøgelse, siger Olga Deutsch til Israel Info seks måneder efter Maciej Popowski’s svar.

National kampagne mod antiterrorklausul

Mens EU ser nærmere på sagen, har de palæstinensiske NGO’er taget sagen i egen hånd og etableret en national kampagne mod EU’s antiterrorklausul.

Initiativtagerne ønsker klausulen fjernet. Indtil det sker, opfordres alle palæstinensiske NGO’er til at nægte at underskrive klausulen.

Dette kan virke overraskende, fordi vurderingen af klausulen er, at den ikke ændre noget, så hvorfor en national kampagne for at fjerne klausulen?

Forklaringen ligger i den palæstinensiske selvforståelse og fortælling om den nationale befrielseskamp.

NGO siger nej til 1.7 millioner euro

Den 12. juni 2020 kunne EU meddele den palæstinensiske NGO Badil, at et 3-årigt projekt, som havde til formål at ”mobilisere for retfærdighed i Jerusalem”, ikke blev til noget, fordi EU trak tilsagn om støtte på 1.7 millioner euro eller 12.648.833 kroner tilbage.

Badil ønskede ikke at underskrive EU’s antiterrorklausul, hvorfor EU har annulleret tilsagnet om støtte.

Som frontfigur i den nationale kampagne mod antiterrorklausulen måtte Badil foregå med et godt eksempel. Selv om det betød, at Badil måtte takke nej til over 12 millioner kroner til et projekt.

Allerede den 30. december 2019 havde Badil sammen med 29 NGO’er stillet sig i spidsen for en national kampagne med det formål at bekæmpe EU’s antiterrorklausul.

Badil er en NGO, der fokuserer på palæstinensernes ret til at vende tilbage til de områder, de flygtede fra i 1948 (right to return). Badil er også en af lederne bag den internationale palæstinensiske boykotbevægelse mod Israel (BDS).

Se Badils begrundelse for at ikke at underskrive en antiterrorklausul og NGO Monitors beskrivelse af Badil.

PFLP blander sig

De palæstinensiske NGO’er bag kampagnen afviser katagorisk det, de kalder EU’s politiske betingelser for støtte.

De 30 NGO’er skriver i deres begrundelse for kampagnen, at de hverken kan eller vil acceptere, at Hamas, Islamic Jihad, Al-Aqsa-Brigade-Fatah, PFLP og Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Overkommandoen stemples som terrorgrupper og -organisationer.

NGO’ernes selvforståelse og fortælling om den nationale befrielseskamp kolliderer således med et brag med EU’s og resten af den vestlige verdens insisteren på, at terror ikke er acceptabelt uanset hvilken sag, der kæmpes for.

Den nationale kampagne blev straks bakket op af PNGO, der i marts 2020 holdt møde med EU om sagen.

For at sætte mere skub i kampagnen blander PFLP sig direkte i NGO’ernes kampagne. Det burde være uhørt. Men med den palæstinensiske selvforståelse in mente er grænsen mellem terrororganisationer og humanitære NGO’er flydende.

Den 29. juni 2020 udsendte PFLP en pressemeddelelse med en opfordring til alle palæstinensiske institutioner om at afvise EU’s antiterrorklausul. Videre skriver PFLP, at selvom det kan medføre store økonomiske tab, så er det at skrive under det samme som at underkaste sig EU, der klassificerer den nationale bevægelse som terrorisme.

Pressemeddelelsen inderholder en tydelig advarsel til de mange NGO’er og andre mod at begå forræderi mod den nationale bevægelse.

EU udfordrer palæstinensernes selvforståelse

PFLP opfordrer i pressemeddelelsen også til en national dialog om sagen med det formål, at alle palæstinensiske institutioner på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza i enighed afviser klausulen.

Opfordringen blev taget op af nu afdøde generalsekretær for PLO’s eksekutivkomité Dr. Saeb Erekat, der i september 2020 inviterede palæstinensiske fraktioner og NGO’er til møde i det palæstinensiske udenrigsministerium.

Den nationale kampagne mod antiterrorklausulen viser, at EU har sat de palæstinensiske terrororganisationer og NGO’er i en slem kattepine.

Selv om ELSC og andre vurderer, at klausulen ikke har nogen effekt, så udfordrer de tre linjer (1.5 bis) palæstinensernes selvforståelse i en sådan grad, at de føler sig nødsaget til at afvise klausulen, selv om det betyder store økonomiske tab for NGO’erne.

For en dybere forståelse af de palæstinensiske terrororganisationer alt-eller-intet-holding se Bren Carlill analyse: Eksistentielle konflikter kan ikke løses: En ny ramme til løsning af Israel-Palæstina konflikten.

Se også definitionen af terrorisme.

NGO’er afviste at skrive under

Et år efter Badil tog initiativ til den nationale kampagne mod EU’s antiterrorklausul har NGO Monitor kendskab til lidt over en håndfuld, som de facto har nægtet at underskrive klausulen.

Vi har kendskab til syv andre NGO’er, som har afvist at underskrive klausulen, siger Olga Deutsch.

EU’s kamp mod terror har også påvirket andres støtte til palæstinensiske NGO’er.

Folkekirkens Nødhjælp har ophørt samarbejdet med Badil, efter Badil nægtede at underskrive EU-klausulen, siger Olga Deutsch.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Folkekirkens Nødhjælp, der på hjemmesiden medregner Badil som en samarbejdspartner.

EU’s kamp mod terror har også fået den svenske regering til at indstille støtten til HWC. Det skete efter, at engelske jurister henledte svenskernes opmærksomhed på, at NGO’ens finansielle og administrative direktør og bestyrelsesmedlem i PNGO var ledende PFLP-terrorist.

EU’s interne undersøgelse

Om EU fremover vil opleve et fald i antal ansøgninger fra palæstinensiske NGO’er på grund af antiterrorklausulen, vil tiden vise.

Tiden vil også vise, om EU’s interne undersøgelse giver anledning til refleksion over:

• Det bæredygtige i  at anerkende terrororganisationers såkaldte politiske arme og civile organisationer (NGO’er)
• Om palæstinensiske NGO’er og enkeltpersoner – som HWC og Walid Hanatsheh – finder vej til en plads på EU’s terrorliste

Og vi har til gode at se den første palæstinensiske NGO underskrive antiterrorklausulen.

Indlægget EU har sat palæstinensiske NGO’er i en slem kattepine blev først udgivet på Israelinfo.

Had-kampagne i Norden

Danmark og de øvrige nordiske lande går ikke ram forbi.
I en koordineret aktion op til jødernes vigtigste helligdag Yom Kippur uddelte nazister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse (Nordfront) i Danmark, Norge, Sverige og Island den 27. september 2020 antisemitiske løbesedler og klistrede plakater op i flere byer.
Alene i Danmark spredte Nordfront antisemitisk propaganda i 16 byer.
Den fælles nordiske had-kampagne er en optrapning i forhold den meget omtalte aktion, som danske medlemmer af Nordfront udførte onsdag den 9. november 2019.
Da skændede medlemmer af Nordfront 84 jødiske gravpladser på Østre Kirkegård i Randers og chikanerede en familie i Silkeborg.
Valget af datoen den 9. november var ikke en tilfældighed.
Kilde: Nordfront og TV2 Østjylland.

Symbolsk tråd til Krystalnatten

I løbet af aftenen og natten den 9. og 10. november 1938 ødelagde tyske nazister et stort antal jødiske kirkegårde, butikker og synagoger.
Flere hundrede jøder blev dræbt og Gestapo arresterede mellem 25.000-30.000 jøder i deres hjem og sendte dem i koncentrationslejre.
Den brutale begivenhed er gået over i historien som Krystalnatten på grund af de mange knuste ruder.
Det er denne ondskabsfulde begivenhed i 1938, der blev skelsættende for jødernes liv i Tyskland, som danske nazister i 2019 trækker en grusom tråd til.
Kilde: Folkedrab.

Vilje til handling mod antisemitisme

Den fælles nordiske had-kampagne mod jøder gav ikke den store opmærksomhed i Danmark, mens gravskænding i 2019 i Randers skabte stor opmærksomhed og forespørgsel i Folketinget.
Umiddelbart efter episoden i Randers varslede regeringen en handlingsplan mod antisemitisme. Siden har syv ministerier i tæt samarbejde med Det Jødiske Samfund arbejdet med handlingsplanen.

Jeg forventer bred politisk opbakning til handlingsplanen mod antisemitisme, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på en konference om antisemitisme den 14. september 2020 på Christiansborg.

Ministeren var inviteret til at give en status over regeringens arbejde med handlingsplanen af konferencens arrangører Fælleskommiteen for Israel og forhenværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Kilde: Berlingske Tidende og forespørgsel i Folketinget.

Justitsminister varsler opgør med antisemitiske miljøer

På den velbesøgte konference holdt Nick Hækkerup en dybtfølt og politisk vigtig tale, der varslede et opgør med antisemitiske miljøer på den yderste højrefløj, nogle indvandrer miljøer og dele af den yderste venstrefløj.

Disse miljøer deler et totalitært menneske- og samfundssyn. Det skal vi tale åbent om. Disse miljøer findes, og der er behov for en målrettet indsat overfor dem, sagde Nick Hækkerup.

Regeringen ser også på nye initiativer til at beskytte jødisk liv og institutioner og på initiativer, der kan være med til at øge befolkningens opmærksomhed på og modstand mod antisemitisme.

Vi skal stoppe antisemitismen, inden den for alvor slår rødder i vores samfund, sagde ministeren.

Antisemitisme er et angreb på vores værdier og samfund

For Nick Hækkerup er kampen mod antisemitisme ikke kun et spørgsmål om en minoritetsgruppes ve og vel. Det er grundlæggende en kamp for vores værdier og måde at leve på.

Antisemitisme er ikke alene et angreb på jøder. Det er et angreb på vores frie samfund. Et angreb på vores demokrati. Et angreb på lov og ret, sagde Nick Hækkerup.

I den efterfølgende spørgerunde, sagde Nick Hækkerup, at det også bliver nødvendigt at tage et opgør med den ekstreme islamisme, som ministeren sagde, han føler ikke hører til i Danmark.

Det er en historisk kamp, som min generation kommer til at tage, fordi ekstremistisk islamisme i sin grundstruktur er at sammenligne med de andre totalitære ideologier fascisme, nazisme og kommunisme, sagde Nick Hækkerup.

En kamp for vores demokratiske tankegang

Som det fremgår af Nick Hækkerups udtalelser, er kampen mod antisemitisme en værdipolitisk kamp mod et totalitært menneske- og samfundssyn og en kamp for demokrati og menneskerettigheder.

For mig handler kampen mod antisemitisme ikke kun om sikkerhed og beskyttelse mod overgreb. Der også en åndelig kamp. En kamp for vores demokratiske tankegang, hvor vi betragter retten til ånds- og ytringsfrihed som helt centrale værdier, sagde Nick Hækkerup.

Et første og et vigtigt skridt i kampen mod antisemitisme er at skabe enighed om en fælles og brugbar definition af ordet antisemitisme.

Vi skal vide, hvad vi taler om, sagde Nick Hækkerup

Arbejdet med at formulere en definition af antisemitisme har i flere år optaget International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA), som Danmark sammen med flere lande er medlem af.
Kilde: Konference om antisemitisme. Nick Hækkerups tale begynder fra 3:21:15.

Kobling af sprog og race

Inden IHRA’s definition en kort præsentation af ordet og dets historie. Antisemitisme består af to dele. ”Anti” og ”Semitisme”. Anti betyder imod, modsat eller i opposition til.
Semitisme er udledt af semitisk, der er en betegnelse for en sprogfamilie, der består af sprogene: arabisk, aramæisk, hebræisk, assyrisk, etiopisk og babylonsk.
En semit er således i sproglig forstand et menneske, der taler semitisk.
En antisemit er i denne betydning en, der er imod, modsat eller i opposition til det semitiske sprog, hvilket synes at være rimelig støvet og nørdet.
Det ændrede sig radikalt, da en desillusioneret venstreorienteret tysk journalist og agitator for 141 år siden koblede sprogteori sammen med tidens raceteori.

Had mod jøder får et nyt navn

Wilhelm Marr hed journalisten, der i 1879 skrev sig ind i historien, som opfinder af ordet antisemitisme med bogen ”Der Sieg des Judenthums über das Germanenthum”.
Wilhelm Marr´s  agitatoriske greb var at udskifte ordet jøde med semit og jødedom med semitisme. Had mod jøder havde fået et nyt navn.
Efter 2. Verdenskrig og Holocaust tabte raceteorierne terræn, men ordene antisemit og antisemitisme levede videre.
I dag opfattes antisemitisme som en betegnelse for antijødiske holdninger, fordomme, forforståelse, fjendtlighed og had mod jøder som nation.
Kilde: Den Store Danske og faktalink.

IHRA’s definition af antisemitisme: Had mod jøder

Den 26. maj 2016 vedtog 31 medlemslande af IHRA en såkaldt arbejdsdefinition af antisemitisme, som ikke er retligt bindende, men et vejledende redskab.
Antisemitisme defineres på følgende måde af IHRA:

Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom samt institutioner og religiøse samlingssteder, der tilhører jødiske samfund

Med arbejdsdefinition menes et udgangspunkt, der siger noget væsentligt om ordet antisemitisme, men ikke nødvendigvis dækker alle forhold.
Ifølge Nick Hækkerup vil regeringen tage udgangspunkt i IHRA’s definition i den nationale handlingsplan mod antisemitisme.
Kilde: IHRA

Antisemitisme i europæisk kontekst

Den danske regering står ikke alene i kampen mod antisemitisme. Foruden IHRA og andre internationale organisationer har Den Europæiske Union (EU) under det tyske formandskab vedtaget at sætte kampen mod antisemitisme højt på dagsordenen.
Det sker i kølvandet af flere overfald på jøder og jødisk ejendom og undersøgelser, der viser, at antisemitismen er i fremmarch i Europa.
En rapport fra 2018 fra EU-agenturet Fundamentalt Rights Agency (FRA) viser at:

• 85% af de europæiske jøder oplever, at antisemitisme er det største problem
• 89% oplever, at antisemitisme på internettet er mest problematisk
• 28% er blevet forulempet sidste år (2017)
• 79% er blevet forulempet de seneste fem år
• 34% undgår jødiske begivenheder eller steder
• 70% mener, at EU-landenes indsatser mod antisemitisme ikke er effektive

Rapporten skabte opmærksomhed, og den daværende ledende næstformand for EU Kommissionen hollandske Frans Timmermans udtalte:

Jeg er dybt bekymret over den stigende antisemitisme, som dokumenteres i rapporten. De jødiske samfund må kunne føle sig sikre og hjemme i Europa. Hvis vi ikke kan opnå dette, vil Europa ophøre med at være Europa.

Kilde: Diskrimination og hadforbrydelser mod jøder (FRA 2018) og EU-Kommissionens respons på den stigende antisemitisme.

EU-Rådets erklæring om kampen mod antisemitisme

EU har i årenes løb taget flere vigtige initiativer i kampen mod antisemitisme, men beskyttelsen af landenes borgere er et ansvar for de enkelte medlemsstater.
Ud fra denne kendsgerning og den alarmerende stigning i antisemitisme vedtog samtlige 28 EU-lande den 6. december 2018 en erklæring om bekæmpelsen af antisemitisme og udvikling af en fælles sikkerhedstilgang til beskyttelse af jødiske samfund og institutioner.
Kommissionen og medlemslandene sendte hermed et signal om, at man står sammen om at sikre jødisk liv og ejendom i Europa.
De enkelte medlemslande blev opfordret til at anvende IHRA’s definition af antisemitisme, som både et redskab og en forståelsesramme.
Kilde: EU-Rådets erklæring om kamp mod antisemitisme.

Arbejdsgruppe mod antisemitisme

Kort efter medlemslandenes erklæring tog Kommissionen initiativ til at nedsætte en ad-hoc arbejdsgruppe til bekæmpelse af antisemitisme.
Arbejdsgruppen indgår som en del af EU´s indsats for at forebygge racisme, fremmedhad, radikalisering og voldelig ekstremisme.
Gruppens opgave er at bistå medlemslandene og koordinere arbejdet med at implementere EU-Rådets erklæring om kamp mod antisemitisme i de nationale strategier og handlingsplaner.

EU’s fire indsatsområder

På et møde 22. januar 2019 på Belgiens Jødiske Museum løftede den tjekkiske EU-næstformand Vera Jourová sløret for arbejdsgruppens fire indsatsområder:

• Sikkerhed
• Uddannelse
• Opmærksomhed om antisemitisme som problem
• National strategi

I talen citerede Vera Jourová den italienske forfatter og kemiker Primo Levi, der overlevede Auschwitz:

De som benægter Auschwitz vil være rede til at genskabe den.

Under 2. Verdenskrig sad Primo Levi indespærret i Monowitz, der var en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz i Polen.
Kilde: Vera Jourovás tale 22.1. 2019

Beskyttelse af jøder og institutioner

Arbejdsgruppen har holdt tre møder med repræsentanter fra jødiske samfund og de 28 europæiske lande samt Kommissionen. Der er planlagt endnu et møde i december 2020.
Gruppens første møde blev holdt den 20. juni 2019 og dagsordenen var beskyttelse af jøders liv og institutioner.
Formålet med mødet var at udveksle erfaringer og eksempler på måder, hvorpå landene kan beskytte jødisk liv og ejendom.
Kommissionen anbefalede på mødet landene til at bruge en bred tilgang til sikkerhed og leverede konkrete redskaber til, hvordan de kan arbejde med holistisk sikkerhedsstrategi.

Undervisning i jødisk liv, antisemitisme og Holocaust

Gruppens andet møde blev holdt den 10.-11. december 2019 to måneder efter en mislykket massakre på 51 mennesker samlet i en synagoge i den østtyske by Halle.
To mennesker mistede livet og to blev såret, da en 27-årig mand skød mod tilfældige mennesker i nærheden af synagogen, som han forgæves havde forsøgt at trænge ind i.
Den tyske EU-formand Ursula von der Leyen ønskede på denne baggrund at markere handlekraft og styrke kampen mod antisemitisme.
Det skete med udnævnelsen af den græske EU-næstformand Margaritis Schinas som leder af Kommissionens arbejde med bekæmpelse af antisemitisme.
Emnet for gruppemødet var uddannelse i jødisk liv, antisemitisme og Holocaust. Fokus var på, hvordan man kan forbygge, italesætte og bekæmpe antisemitisme via undervisning.
Kilde: Margaritis Schinas tale til arbejdsgruppen mod antisemitisme

Konspirationsteorier og -myter er ikke uskyldige

Misinformation og konspirationsteorier i forbindelse med den aktuelle COVID 19 pandemi satte sit præg på det tredje møde i arbejdsgruppen, der den 17. juni 2020 blevet holdt virtuelt.
Udgangspunktet for samtalen er den kendsgerning, at internettet har udviklet sig til en central platform for spredning af antisemitisme og konspirationsteorier, der næsten uden undtagelse giver jøderne skylden for store og små ulykker i verden, herunder COVID 19.
På mødet blevet der især fokuseret på EU’s tiltag for at forhindre spredning af konspirationsteorier og -myter målrettet jøder.

Konspirationsmyter er ikke uskyldige. De er en indgang til radikalisering. Vejen fra konspirationer til hadforbrydelser er kort, sagde Vera Jourová på mødet.

Truslen mod jøder er et europæisk og globalt problem

I forlængelse af diskussionen tog deltagerne fat på den store udfordring med at skabe en fælles europæisk praksis for registrering og indsamling af brugbare data.
Formålet er at tilvejebringe et retvisende og nuanceret billede af årsagerne til antisemitisme og den aktuelle trussel mod jøder og det europæiske værdifællesskab.

Håndtering af en trussel, hvis udbredelse er ukendt, er problematisk, sagde Margaritis Shinas til deltagerne.

Tredje punkt var EU’s direktiv om ofres rettigheder, som et centralt omdrejningspunkt i de nationale handlingsplaner
Fjerde punkt på mødet var brug af IHRA’s definition af antisemitisme til at skabe en fælles forståelse og et brugbart redskab til at identificere antisemitiske overgreb både online og offline.
Mødet rundede af med en drøftelse af EU-landenes arbejde med at udforme nationale strategier og handlingsplaner. Flere lande præsenterede, hvor langt de var nået med arbejdet.
Kilde: EU´s arbejdsgruppe om bekæmpelse af antisemitisme.

Plan og mål fremlægges ultimo 2020

Danmark og de øvrige EU-lande fremlægger deres strategier og handlingsplaner på arbejdsgruppens næste møde i december 2020.

Handlingsplanen er desværre nødvendig. Vi kan ikke, og vi vil ikke acceptere, at antisemitisme vinder frem i Danmark, sagde Nick Hækkerup, der er fortaler for en nultolerancepolitik overfor antisemitiske miljøer i Danmark.

Ifølge Nick Hækkerup forventes den danske handlingsplan at være klar til præsentation for de øvrige partier i slutningen af efteråret.

Tidslinje og kilder

4.10.1994: Den Europæiske Kommission mod racisme og intolerance. ECRI nr.1
15.12.2000: Bekæmpelse af spredning af racisme, fremmedhad og antisemitisk materiale via internettet. ECRI nr. 6
25.6.2004: Bekæmpelse af antisemitisme. ECRI nr. 9
25.10.2013: Ofres rettigheder
8.12.2015: Bekæmpelse af had-tale. ECRI nr. 15
1. 12.2015: EU-Rådet udpeger en koordinator for bekæmpelse af antisemitisme og kontakt til jødiske samfund
26.5.2016: IHRA’s definition af antisemitisme. International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA)
31.5.2016: Bekæmpelse af had-tale på internettet. Code of Conduct aftaler med Facebook og andre sociale medier
14.6.2016: EU nedsætter en High Level Group on Racism and Intolerance
1.6. 2017: Bekæmpelse af antisemitisme. Resolution. Europa-Parlamentet
6.12.2018: EU-Rådet: Erklæring om kampen mod antisemitisme
11.12.2019:  EU næstformand Margaritis Schinas udpeges til leder af EU’s kamp mod antisemitisme

EC vice-president Schinas to lead Commission’s fight against antisemitism

2019-2020:  EU ad-hoc arbejdsgruppe for bekæmpelse af antisemitisme. Støtte til og koordinering af de nationale handlingsplaner
28.1.2020: Forespørgsel i folketingen om at dæmme op for antisemitisme i Danmark
2020: Rapport om antisemitisme i Europa 2009-2019. EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder (FRA)
2020: Nationale handlingsplaner præsenteres i EU-arbejdsgruppen for bekæmpelse af antisemitisme i december 2020

Indlægget Justitsminister varsler opgør med antisemitiske miljøer blev først udgivet på Israelinfo.

Jødehad hører ingen steder hjemme

Dronning Margrethe tog had til jøder op i sin nytårstale i 2019 og opfordrede os til at hjælpe hinanden med at modarbejde jødehad, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende:

Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde.

Handlingsplan mod jødehad

Regeringen fulgte allerede i januar 2020 dronningens opfordring ved at påbegynde arbejdet på en national handlingsplan mod jødehad.
Den 14. september 2020 vil justitsminister Nick Hækkerup (S) på en stort anlagt konference om antisemitisme fortælle om, hvor langt regeringen er kommet med handlingsplanen.
Flere talere deltager på konference bl.a. Israels ambassadør Benny Dagan, formanden for Det jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein, historiker og forfatter Bent Blüdnikow og formanden for Dansk israelsk Selskab Otto Rühl.

Jødehad skal modarbejdes i skolerne

Bent Blüdnikow giver en oversigt over, hvor vi i dagens Danmark møder jødehad og Otto Rühl giver et bud på, hvor vi skal begynde med at hjælpe hinanden med at modarbejde jødehad.
–       Der kan næppe være uenighed om, at det er i skolerne, man skal starte, siger Otto Rühl.
Konferencen om antisemitisme holdes i Landstingssalen på Christiansborg, den 14. september 2020 fra kl. 13.00-16.00.
Se mere i vedlagte program: Konference om antisemitisme
 
 
 

Indlægget Jødehad hører ingen steder hjemme blev først udgivet på Israelinfo.

Oppositionen svækket

Taberne blev de religiøse zionister samlet i Yamina, som blev forbigået af Netanyahu og splittet, da den tidligere jagerpilot, IDF Rabbiner og minister Rafi Peretz brød med partiet for at blive minister for Jerusalem.
Desuden tabte center-venstrefløjen stort, da Gantz brød alliancen til fordel for en mere realistisk politisk fremtid sammen med Netanyahu.

Nødtilstands- og samlingsregering

Iagttagere har beskrevet den ny regering, som en regering baseret på en dyb mistillid mellem Netanyahu og Gantz. Begge har sikret sig med vetoret og andre foranstaltninger.
Den 35. regering er også anderledes end tidligere regeringer, da den de første seks måneder er en såkaldt nødtilstands- og samlingsregering på grund af Covid-19 krisen. Desuden er regeringsperioden kun på tre år mod normalt fire år.
Regeringen blev taget i ed søndag den 17. maj 2020, mens Israel gradvist er ved at lukke samfundet op, fordi antallet af nye smittede og indlagte er faldende.

Covid-19 blev en game changer

Israel var et af de første lande til hurtigt at reagere på Covid-19 med stop for indrejse til Israel og til at tage drastiske forholdsregler med karantæne, afstand mellem borgerne og nedlukning af store dele af samfundet.
Politisk blev Covid-19 en game changer, som Benjamin Netanyahu dygtigt brugte til at splitte center-venstre oppositionen, der efter valget den 2. marts 2020 opnåede et godt valgresultatet og et spinkelt flertal.
Benjamin Netanyahu gav, midt under den værste sundhedskrise landet har oplevet, oppositionens kandidat til posten som premierminister Benny Gantz, et generøst tilbud.

Deler posten som premierminister

Gantz fik tilbudt at indgå i en samlingsregering med paritet, men som det fremgår af ovenstående oversigt over magtbalancen i den 35. regering, har Netanyahu overhånden.
Samtlige ministerposter, viceministerposter og udvalgsposter skulle deles lige mellem partierne Likud, Shas og United Torah Judaism (UTJ) på den ene side. På den anden side Benny Gantz’s parti Israel Resilience med 15 medlemmer af Knesset. Fire parlamentsmedlemmer sluttede sig senere til Gantz, så tallet kom op på 19.
Desuden skal Netanyahu og Gantz deles om premierministerposten via en rotationsaftale. Netanyahu er premierminister de første 18 måneder, hvorefter Gantz overtager posten.
Hvis sundhedskrisen gør det nødvendigt at forlænge nødtilstandsregeringen udover de seks måneder,, er det muligt. Den ny Netanyahu-Gantz regerings vigtigste opgave bliver at lede landet sikkert ud af sundhedskrisen og genoprette landets økonomi.

En kinamands chance

Derudover er det aftalt, at Netanyahu efter 1. juni kan fremsætte lovforslag om annektering af dele af Vestbredden, der især omfatter de mange israelske bosættelser, som vil blive en del af Israel.
Israels ønske om at annektere dele af Vestbredden har støtte fra USA, hvis annekteringen foregår indenfor rammerne af præsident Donald Trumps fredsudspil.
Iagttagere spår dog ikke det seneste amerikanske fredsudspil en kinamands chance. Ramallah begravede forslaget, allerede inden det blev fremlagt.
I den øvrige arabiske verden blev forslaget modtaget høfligt, men uden den store begejstring. Derimod er der bred enighed i den arabiske verden om at fordømme en eventuel israelsk annektering af Vestbredden.

Annektering deler vandene

Flere europæiske lande herunder Danmark og EU’s leder for udenrigsanliggender og sikkerhed Josep Borrell samt FN advarer Israel mod at gå videre med planerne, da en annektering strider mod international lov og politisk vil ødelægge en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.
Netanyahu og Gantz er ikke enige om annektering. Netanyahu ønsker at gribe den historiske mulighed, mens han har USA’s opbakning.
Gantz er modstander af en unilateral annektering, da han frygter, det vil ødelægge forholdet til Jordan og Egypten, som Israel har en fredsaftale med.
USA har dog signaleret igen og igen, at en annektering skal ske indenfor rammerne af fredsudspillet, hvilket indebærer israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Fremlægger Netanyahu sin mærkesag, er der stor sandsynlighed for, at et flertal i Knesset vil stemme for, men om det betyder, at annekteringen de facto sættes i gang, er endnu usikkert.
Se interaktiv kort over bosættelser på Vestbredden.

I selskab med Rusland og Tyrkiet

Men sikkert er det, at presset på Israel vil øges i takt med, at processen skrider frem. Især den Vestlige verden har svært ved at acceptere, at Israel placerer sig udenfor det internationale retssamfund i selskab med Rusland og Tyrkiet, der har annekteret henholdsvis Krim og det nordlige Cypern.
Annektering betyder en svækkelse af det internationale retssamfund, som Vesten har opbygget siden 2. Verdenskrig blandt andet symboliseret i menneskerettigheder og etableringen af Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland.
En annektering af dele af Vestbredden er derfor et alvorligt anslag mod selve ideen om en retsstat og et internationalt retssamfund.

Nedtoner angreb på Højesteret

Med Yamina udenfor politisk indflydelse og Gantz’s greb om justitsministeriet, kan man forvente, at regeringen vil nedtone de tidligere Netanyahus-regeringers angreb på den israelske retsstat og især Højesteret.
Hermed har Gantz fået indfriet et vigtigt valgløfte. Men ser Israel stort på international ret og annekterer dele af Vestbredden, blegner Gantz’s politiske sejr.

Første regeringsmøde i Chagall Hall

Umiddelbart efter regeringen var godkendt og taget i ed blev det første regeringsmøde afholdt i Knessets Chagall Hall, hvor ministrene kunne sidde med passende afstand til hinanden.
Premierminister Benjamin Netanyahu præsenterede den ny regerings prioriteter:

• Bekæmpelsen af Covid-19.
• Budget og genopretning af økonomien.
• Irans tilstedeværelse i Syrien og bekæmpelse af Irans bestræbelser på at anskaffe atomvåben.
• Anklagen om israelske krigsforbrydelser, som er rejst ved Den Internationale Strafferet (ICC) i Haag, Holland.
• Annektering af de jødiske bosættelser af Vestbredden og Jordandalen, der ifølge Netanyahu altid vil være en del af en fredsløsning.

Alvorlig ICC-anklage mod Israel

Det er interessant er, at ICC prioriteres højere end annekteringen, hvilket viser, at ICC-anklager Fatou Bensoudas påstand om mulige israelske krigsforbrydelser anses for en alvorlig trussel.
Efter mødet beskrev Netanyahu truslen som en ”strategisk trussel mod Israel”. Det bør bemærkes, at ICC ikke fører straffesager mod lande, men mod enkelt personer, der begår eller har begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Danmark er sammen med 122 lande medlem af ICC.
Fatou Bensouda har ansøgt ICC’s Forundersøgelseskammer (Pre-Trial) om at vurdere, om ICC har lov og ret (jurisdiktion) til at dømme krigsforbrydelser begået i eller med udgangspunkt i palæstinensisk territorium – her menes på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza.
Selv er Fatou Bensouda ikke i tvivl om, at ICC har jurisdiktion i de nævnte områder, da den palæstinensiske ”stat” er fuldbyrdet medlem af ICC.

Tre dommere vurderer jurisdiktion

ICC har netop afsluttet en høringsrunde, hvor lande, organisationer og andre kan bidrage med juridisk input til pro et contra ICC’s jurisdiktion.
De tre dommere i Pre-Trial forventes at afsige dom i nær fremtid.
Går dommen imod Israel, der ikke er medlem af ICC, kan ICC begynde efterforskningen af mulige krigsforbrydelser begået i eller med udgangspunkt fra Vestbredden, Østjerusalem og Gaza.
Se mere om ICC og Palæstina

En stærk eller svag regering

Israels ny regering er nu i arbejdstøjet. Udfordringerne er store og spørgsmålet er, om de mange ministre og viceministre styrker eller svækker regeringen.
Se oversigt over ministre og et politisk portræt af Israels 35. regering.
Kilder: Times of Israel, Jerusalem Post, Bicom, tænketanken Israels Demokratiske Institut, Den Internationale Straffedomstol (ICC). Udenrigsministeriet.
 

Indlægget Israels største regering med 34 ministre og 16 viceministre taget i ed blev først udgivet på Israelinfo.

Ved valget den 2. marts 2020, fik Netanyahus parti Likud og støttepartierne på højrefløjen 58 mandater, mens oppositionen kunne mønstre et flertal på 62 mandater ud af 120 mulige.

Israels præsident Reuven Rivling udnævnte på denne baggrund oppositionens frontfigur Benny Gantz til at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering. Den 35. siden staten Israels oprettelse i 1948.

Ultimo marts så det pludselig ud til, at Israels længst siddende premierminister kunne mønstre et komfortabelt flertal på 78 mandater.

Hvordan kunne det ske?

Knesset lukket i utide

Ifølge rapporter fra Israel tegner der sig et billede af et meget kritisk forløb i Israels politiske historie.

Mens Gantz afsøgte mulighederne for at danne regering, gennemlevede det israelske parlament, Knesset, en højspændt og dramatisk uge uden fortilfælde i Israels historie.

Mellem et valg og dannelsen af ny regering nedsættes normalt midlertidige parlamentariske udvalg, og en ny formand for Knessets vælges i overensstemmelse med parlamentets nye flertal.

Onsdag den 18. marts 2020 lukkede Knessets formand Yuli Edelstein, Likud, Knesset med henvisning til fare for den aggressive coronavirus, der, som i mange andre lande, også har ramt Israel hårdt.

Beslutningen blev taget ilde op af oppositionen og andre, der bad Højesteret om at vurdere legaliteten i at lukke landets lovgivende forsamling midt i et magtskifte, og mens landet var i coronakrise.

Højesteret gav klagerne medhold. I første omgang henstillede dommerne til formanden for Knesset, at han åbnede dørene for de nyvalgte politikere.

Da Yuli Edelstein tilkendegav, at han ikke ville efterkomme Højesterets venlige, men bestemte henstilling, traf Højesteret den beslutning, at formanden onsdag den 25. marts 2020 skulle genåbne parlamentet og lede afstemningen om hans efterfølger.

Foragt for retten og demokratiet

For at undgå en dom for foragt for retten og for at vinde tid, indgav Yuli Edelstein sin opsigelse.

Ifølge reglerne ville opsigelsen først træde i kraft 48 timer senere, dvs. Knesset ville først åbne igen mandag den 30. marts 2020.

Formandens opsigelse og åbenlyse forsøg på at trænere Højesterets beslutning udløste hektisk aktivitet i det juridiske sekretariat i Knesset, hos statsadvokat Avichai Mandelblit og i Højesteret.

Der var enighed om, at opsigelsen ikke fritog formanden for sine pligter, der bl.a. var at lede valget af hans afløser som formand for Knesset.

I en uhørt handling valgte Yuli Edelstein, der med stor anerkendelse og respekt, har ledet Knesset siden 2013, at stå fast.

Med kort varsel besluttede Højesteret derfor, at Knessets ældste medlem Amir Peretz, Labour, i stedet for skulle fungere som midlertidig formand for Knesset med det ene formål, at lede valget af Yuli Edelsteins efterfølger.

Israels første forfatningskrise

Højesterets indgriben, som er uden fortilfælde i Israels historie, reddede de facto Israel ud af landets første forfatningskrise.

I parentes skal bemærkes, at Israel ikke har en forfatning eller Grundlov som vi f.eks. har i Danmark, men efter engelsk forbillede en række basislove, der udgør grundlaget for retssystemet i Israel.

Yuli Edelsteins kortslutning af det parlamentariske system har været genstand for flere kommentarer, der som et fællestræk ser Netanyahus hånd bag den vellidte og respekterede formands bevidste forsøg på at bremse den parlamentariske proces og magtoverdragelsen.

Formålet skulle være at vinde tid til Netanyahu, der sideløbende forhandlede med Gantz om en fælles regering – i direkte modstrid mod Gantz eget og oppositionens erklærede mål om at vælte Netanyahu.

Oppositionens plan for overtagelse af magten

Benny Gantz parti Kahol Lavan (Blå og Hvid) havde en klar strategi for, hvordan de skulle overtage magten ved først at besætte de forskellige midlertidige udvalg og den vigtige post som formand for Knesset.

Partiet Blå og Hvid blev oprettet af tre partier i forbindelse med valget i april 2019: Benny Gantz´s parti Israel Resilience Parti, Yesh Atid ledet af den kendte tv-journalist Yair Lapid og Telem stiftet af den tidligere forsvarsminister Moshe Ya´alon.

Den politiske alliance mellem de tre partier og valg af den troværdige IDF-chef Benny Gantz som kandidat til posten som premierminister, var en klog beslutning.

Partiet fik over 1.2 millioner stemmer og 33 mandater mod Likuds 36 mandater ved valget den 2. marts.

Benny Gantz viser sin styrke

Under valgkampen viste Benny Gantz sin styrke som en god forsoner og forhandler. Med succes lykkedes det ham at forlige de forskellige grupper og retninger i det umage parti.

Han havde også held med vinde støtte hos de øvrige partier på centrum-venstrefløjen og støtte fra Avigdor Libermans sekulære højrefløjsparti Yisrael Beytenu.

En utrolig politisk bedrift, der blev endnu mere utrolig, da det også lykkedes Gantz at vinde støtte fra de arabiske partier samlet i Fælleslisten (Joint List).

Joint List fik et historisk godt valg og 15 mandater i Knesset. Overraskende for de fleste valgte Joint List at støtte den tidligere general og hærchef Gantz som regeringsforhandler.

Gantz havde trods flere forsøg mindre held med at blive lukket ind i varmen hos de religiøse partier på højrefløjen. Det skulle efter marts valget ændre sig med fatale konsekvenser for oppositionen mod Netanyahu.

Alt kan ske i politik

Ifølge den interne aftale i Blå og Hvid og efter aftale med de øvrige partier i oppositionen skulle Meir Cohen fra Yesh Atid vælges til ny formand for Knesset.

Nedsættelse af og kontrol med de forskellige parlamentariske udvalg, herunder et udvalg til overvågning af regeringens kamp mod coronavirus og overvågning af befolkningen, og besættelsen af formandsposten, var første skridt i magtovertagelsen.

På programmet lå også en vedtagelse af en lov om, at en premierminister under sigtelse for forbrydelser ikke kunne være premierminister, mens han var under anklage.

Lovforslaget var specielt møntet på Benjamin Netanyahu, der af politiet er sigtet for tre tilfælde af kriminalitet, men endnu ikke har fået sin sag behandlet i retten.

Alt var således lignet op til det endelige opgør med Netanyahu og højrefløjen, men i politik kan alt ske, og alt skete i Israel efter en sen telefonsamtale mellem Netanyahu og Gantz onsdag aften den 25. marts 2020.

En historisk samtale splitter oppositionen

Hvad Netanyahu og Gantz talte om er ikke offentligt, men allerede torsdag eftermiddag blev det tydeligt for enhver, at det var en historisk samtale.

Torsdag eftermiddag skulle Knessets stemme om valg af ny formand, og det var forventet, at Meir Cohen fra Blå og Hvid skulle vælges.

Uventet stillede oppositionens frontfigur Benny Gantz selv op til posten som formand for Knesset og han blev overraskende med flertalt valgt af Likud og højrefløjen og Israel Resilience.

Oppositionen måtte forfærdet se i øjnene, at det var lykkedes Netanyahu at vinde Gantz over på sin side og dermed splintre oppositionen.

Gantz valgte at skifte hest

Det var ikke nogen hemmelighed, at Netanyahu og Gantz sideløbende og på opfordring fra Reuven Rivling forhandlede om en regeringsaftale. Det var heller ikke nogen hemmelighed, at forhandlingerne ikke bar frugt.

Mange spekulerer i dag på, hvad Netanyahu mon sagde til Gantz, der fik ham til at vende ryggen til Blå og Hvid og den øvrige opposition.

Kendsgerningen er, at Gantz og Netanyahu nåede til en forståelse, der var stærk nok til, at Gantz valgte at skifte hest.

Udemokratisk adfærd

Yuli Edelsteins handlinger skal ses på baggrund af de sideløbende forhandlinger om en fælles regering.

Det tyder på, at Yuli Edelstein, hvis adfærd uden overdrivelse kan beskrives som udemokratisk – vandt kostbar tid til sin partileder, der ikke var bleg for at kaste landet ud i en forfatningskrise for at bevare regeringsmagten.

Som loyal partisoldat har Yuli Edelstein ved at lukke Knesset og trodse Højesterets afgørelse vundet tid til Netanyahu, som han har brugt behændigt og med præcis timing til at lægge tilstrækkelig pres på Gantz.

Da tiden var ved at løbe ud, greb Netanyahu mobilen og ringede til sin tidligere hærchef med et tilbud, som tippede magtbalancen i Netanyahus favør.

En leder må vælge

Lytter vi til Gantz’s egne forklaringer, springer det i øjnene, at Netanyahu må have ramt en nerve i den patriotiske general, der med mandsmod valgte at gå den vej, han mente var den rigtige vej.

Gantz forklarer sin dramatiske beslutning med, at Israel er i en tilstand af undtagelse på grund af coronavirus.

Dette er et tidspunkt, hvor en leder må vælge, hvad der er rigtigt og sætte personlige mål til side, siger Benny Gantz på sin Facebook.

Videre siger Gantz, at han forstår, at nogle af hans støtter føler sig sårede og vrede, og at de opfatter hans beslutning som forræderi.

Jeg har handlet ud fra, hvad nationen har brug for og har fred i sindet.

Bag om retorikken

Det kan ikke udelukkes, at udtalelserne er ærlige, og at de har reel klangbund i mennesket, soldaten og politikeren Benny Gantz.

Men det kan naturligvis heller ikke udelukkes, at Gantz er bevidst om at fremstille sig selv som patriot og loyal soldat, der i nødens stund prioriterer ”det fælles bedste” frem for partipolitik.

Det er et betydeligt mere brugbart image end et image som forræder og nogle af de andre negative gloser, den med rette skuffede opposition ellers kan finde på.

Man skal ikke være blind for, at der bag om retorikken til grund ligger en dygtig strategs nøgterne og realpolitiske vurdering af mulighederne for at danne en levedygtig regering med en opposition, der kun har én ting tilfælles: at vælte Benjamin Netanyahu.

Blå og Hvid deles i fire partier

Kritikken er naturligvis væltet ned over Gantz. Lapid beskylder Gantz for forræderi og partiet Yesh Atid har brudt med Israel Resilience.

Den første drusiske kvinde valgt til Knesset og medlem af Gantz parti Gadeer Kamal-Mreeh tager skarp afstand og har ikke tænkt sig at følge trop.

Ikke alle tager del i vreden, således overvejer fælleslisten Labor-Gesher og andre politikere at gå samme vej som Gantz.

Søndag den 29. marts blev Blå og Hvid enige om at gå hver til sit. Partiet blev delt i fire partier.

Gantz og den tidligere general og hærchef Gabi Ashkenazi beholder navnet Blå og Hvid, mens Yair Lapid og Moshe Ya’alon går tilbage til Yesh Atid og Telem.

De to højreorienterede parlamentsmedlemmer fra Blå og Hvid, Yoaz Hendel og Zvi Hauser, har dannet partiet Derech Eretz og vil sammen med Gantz gå med i den ny regering.

Gantz satte bevægelse i det politiske dødvande

Forståelsen mellem Netanyahu og Gantz har sat bevægelse i det politiske dødvande og de skarpt optrukne skel mellem de to blokke.

Hvor mange politikere der de facto følger Gantz, har vi til gode at se.

Vi har også til gode at se, om Netanyahu kan dæmpe den begyndende uro i Likud og støttepartierne, der frygter at miste indflydelse.

Endelig har vi til gode at se en aftale mellem Gantz og Netanyahu.

Ifølge den israelske presse forhandles der om en deling af magten, således at Netanyahu beholder premierministerposten i 18 måneder, hvorefter Gantz overtager premierministerposten.

Udslagsgivende tilbud

Desuden drøftes fordeling af ministerposter ud fra princippet om paritet mellem hele Netanyahu højreblok og Gantz`s allierede.

Et meget generøst tilbud, som måske har været udslagsgivende for Gantz’s beslutning, fordi ligestillingen giver den ny regering en stærk liberal profil og dermed legitimitet til Gantz beslutning.

Bliver paritet en realitet, kan Gantz med vægt se sine vælgere i øjnene og sige, at han ud fra det muliges kunst har sikret dem maksimal indflydelse i regeringen, der rækker langt ud over de mandater han bringer med.

Han kan også med ro i sindet sige, at han valgte en fælles regering for med paritet at forsvare det israelske demokrati og armslængdeprincippet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Læs også Benny Gantz’s blogindlæg: Den eneste mulige vej

Forhandlinger i lavere gear

Allerede mandag den 30. marts kunne pressen meddele, at forhandlinger mellem Netanyahu og Gantz var begyndt at strande til.

Der rapporteres således om uenighed om valg af ny formand for Knesset, når Gantz forlader posten til fordel for posten som forsvarsminister.

Ifølge iagttagere ønsker Netanyahu Yuli Edelstein tilbage på posten, Gantz er imod. Gantz ønsker Avi Nissenkorn som justitsminister, Netanyahu er imod.

Et andet stridspunkt er annektering af dele af Vestbredden. Netanyahu ønsker en hurtig proces, hvor samtlige bosættelser kommer under Israels suverænitet.

Gantz er modstander af en unilateral annektering, som han ser som en trussel mod det gode forhold til Jordan og Egypten.

Mens de dramatiske forhandlinger er gået ned i et lavere gear, er Netanyahu gået i selvvalgt karantæne, da han personlige rådgiver er blevet testet corona-positiv. Test viser, at Netanyahu er negativ.

En formidabel magtspiller

Uanset udfaldet af forhandlingerne er det en kendsgerning, at det er lykkedes Benjamin Netanyahu at splitte oppositionen og styrke det parlamentariske grundlag for en ny Netanyahu-regering.

Det er også en kendsgerning, at Gantz kæmper mod tiden, da hans periode som forhandlingsleder og dermed hans bedste kort mod Netanyahu udløber den 12. april.

Hvor mange af oppositionens nyvalgte politikere, der vælger at følge Gantz er endnu uafklaret.

Iagttagere nævner op mod 15 mandater, men sikkert er det, at Netanyahu er en formidabel magtspiller – og at alt fortsat kan ske i israelsk politik.

Kilder: Times of Israel, Jerusalem Post, BICOM, Ynet.

Indlægget Valg 2020: Netanyahu på vej til at vinde regeringsmagten i Israel blev først udgivet på Israelinfo.

Den Internationale Holocaustmindedag er d. 27. januar, og blev fastsat i FNs Generalforsamling i 2005. Datoen er sat efter den dag udryddelseslejren Auschwitz blev befriet, og dagen markeres af de fleste europæiske lande, som et symbol mod den antisemitisme, der desværre stadig eksisterer i Europa. Ban Ki-Moon holdt en tale i FN på dagen, hvor han sagde: “Her, mange år senere, er vi stadig afhængige af, at de overlevende sørger for, at vi aldrig glemmer og for at vores tro på menneskers modstandskraft består”.  President Obama holdt også en tale på dagen, hvor han bl.a. udtalte: “Selvom situationen langt fra er lige så slem i dag, vinder jødehadet dog mere og mere frem.”
Hvad blev der sagt i Danmark i forbindelse med International Holocaust Dag? Der blev ikke sagt ret meget, da de fleste overskrifter var optagede af en satiretegning i den engelske avis, The Guardian, der sammenlignede Danmarks statsminister med Hitler, samt en anden tegning i The Independent, der viser Den Lille Havfrue, der holder en knivtang med en guldtand. Diverse udtalelser fra oppositionen, bl.a. Uffe Elbæk, i udenlandske medier, har sat gang i tegneblokken og debatterne verden over. Elbæk sagde blandt andet, at den såkaldte ‘smykkelov’ risikerer “at give folk associationer til 30’ernes Tyskland’.
Uanset om man er oppositionspolitiker eller journalist fra en udenlands avis, så afslører det en total mangel på historisk forståelse at lave denne sammenligning, og det udviser en enorm disrespekt for dem, der rent faktisk var ofre for nazismen. At sidestille den såkaldte “smykkelov” med det mest ondskabsfulde, menneskefjendske og morderiske regime i Europas historie, afslører ganske enkelt mangel på intelligens. Man burde skamme sig…(ye)

Nyheder om Israel fra USA, England, Denmark, Israel og diverse andre lande...

29.01.2016 Israel Hayom
‘Britiske spioner hackede israelske dronesystemer’

 

29.01.2016 YNetNews
Hundredevis af forsøg på smugling til Gaza opsnappet i 2015

 

27.01.2016 Berlingske
Israelsk historiker: »Også i dag er jøder truet«

 

27.01.2016 Jyllands-Posten
Israel offentliggør Eichmanns sidste bøn

 

27.01.2016 BT
Historikere faktatjekker nazi-sammenligning: Derfor er det helt ‘vanvittigt’

 

27.01.2016 DR
Historiker: Derfor skal vi fortsat forske i Holocaust

 

26.01.2016 The Jerusalem Post
Netanyahu langer ud efter Ban: Dine udtalelser er terrorens medvind

 

26.01.2016 Jyllands-Posten
Vedtagelsen af den danske asylpakke går verden rundt

 

26.01.2016 The Guardian
Steve Bells tegning om Danmarks fratagelse af flygtninges ejendele

 

23,01,2016 YNetNews
EU går med til at give palæstinenserne 9,5 millioner Euro i udviklingsbistand

29.01.2016 The Times of Israel
Verdens medicininstanser afviser krav om udelukkelse af Israel

 

29.01.2016 YNetNews
USA udsender retningslinjer for mærkning af produkter fra Vestbredden

 

28.01.2016 TV2
Bosætter: Hvorfor anses vi som ”legitime” mål for mord og terror?

 

28.01.2016 EJC
Blair: Det er på tide at få Israel anerkendt i regionen

 

27.01.2016 YNetNews
Otte militante Hamas-medlemmer forsvundet efter kollaps på Gaza-tunnel

 

27.01.2016 Kristeligt Dagblad
Europæiske jøder flytter i hobetal

 

26.01.2016 Jyllands-Posten
Israelsk “spiongrib” er fanget i Libanon

 

24.01.2016 Berlingske
Auschwitz-dag 27. januar

 

25.01.2016 Haaretz
Ytringsfrihed på britiske universiteter er mere truet end nogensinde, og jøder er det primære mål

 

23.01.2016 The Times of Israel
Palæstinenser dræbt af egen bombe i angreb på politi i Østjerusalem

29.01.2016 Haaretz
Oldtidens babylonere kendte solsystemets hemmeligheder 1.500 år før europæerne

 

29.01.2016 The Jewish Press
Hamas-top: Krigsforberedelserne fortsætter døgnet rundt

 

28.01.2016 Jyllands-Posten
FN-generalsekretær mindes Holocaust

 

27.01.2016 Jyllands-Posten
Elbæk afviser nazisammenligninger i udenlandske medier

 

27.01.2016 Ekstra Bladet
Efter nazi-sammenligning: Nu slår Danmark igen

 

25.01.2016 Jerusalem Online
Den tidligere israelske præsident, Shimon Peres’ tilstand er stabil

 

24.01.2016 The Wall Street Journal
Hvor ender al den palæstinensiske nødhjælp?

 

23.01.2016 YNetNews
Merkel opfordrer til ‘intensiv handling’ mod antisemitisme

 

Send til en ven
Bemærk, at artikler og indlæg, bragt på disse sider ikke nødvendigvis udtrykker
Israel-info/Support-Israels eller Israel-infos medarbejderes synspunkter.

Copyright © 2015 Israel info / Support Israel, All rights reserved.
Du får dette nyhedsbrev fordi du har valgt at modtage nyheder fra Israel via Israel-Info/Support-Israel.

Vores email adresse er:
info@support-israel.dk

Indlægget 29.01.2016 – Man burde skamme sig… blev først udgivet på Israelinfo.